Ulighedssamfundet

VKO-flertallet har sat en kedelig rekord. Gennem 10 års borgerligt styre er uligheden i samfundet til stadighed vokset. Starthjælp, skattelettelser til de velbjærgede, den såkaldte starthjælp og flere andre initiativer har skabt flere, som lever i fattigdom. 
Som om dette ikke var nok, ser vi stadig flere udsættelser fra lejeboliger, fordi der ikke er penge til huslejen.

Som supplemant ser vi, at uddannelsessystemet – især mht til de praktiske erhvervsuddannelser – ikke er i stand til at levere varen på grund for ringe bevillinger og reelt ønske fra magthaverne om at gøre noget ved problemet, selv om problemstillingen ofte italesættes. Det danske samfund taber en – måske to – generationer på gulvet ved denne manglende effektive indsats. Noget, der igen er med til at forøge fattigdommen.

Dette er en skændsel, og det giver en bitter smag i munden, når der tales om velfærdssamfund.

Der er jo ikke tale om en mere eller mindre skjult fattigdom. Næh, vi kan se den hver dag, hvor flere og flere rækker hånden ud efter hjælp fra os, der går forbi og vores på det tørre.
Arbejdsløsheden er stigende – selv om den trods alt er lav i europæisk sammenhæng – og der er kun udsigt til, at seniorer vil forøge den, hvis efterlønnen afskaffes, fordi der ikke vil være arbejde, som matcher seniorernes kompetencer, at få.

Anders Fogh Rasmussen har – selv om han efterhånden lignede en socialdemokrat – stille og roligt fået lagt fundamentet til minimalstaten. Det er bygget op i samarbejde med Dansk Folkeparti, som via deres betaling for at holde V og K ved magten og gennem deres menneskefjendske stramninger af udlændingepolitikken har indført sociale forringelser, som har udbygget fattigdommen.
Det borgerlige flertal har altså systematisk gennem 10 år fået indført minimalstaten ad bagdøren, kamufleret ved pæn borgerlighed som valgfrihed på alle hylder, skattestop og en aktivistisk udenrigspolitik som afledningsmanøvre.

Dette er en af flere grunde til, at det er nødvendigt med et regeringsskifte efter valget, så anstændigheden kan afløse borgerligheden med dens markedsfundamentalistiske og ulighedsskabende vilkår.

En ny regering lade kreativiteten spille og gennemføre reformer, der anderledes dygtigt kan afhjælpe ledigheds- og fattigdomsproblemstillingerne. Det er bestemt ikke let, men det må kunne gøres bedre end det, vi har været vidne til gennem den sidste halve snes år.
Lykkes det, er balancen mellem borgere på overførselsindkomster og de arbejdende borgere også genetableret.

Om Politikens analyse mandag den 5. september 2011: ”Økonomerne burde tage sig en tænkepause” af professor Jesper Jespersen, RUC, dr. Scient. Adm.

Velgørende, at Jesper Jespersen påpeger svagheden i den økonomiske model, DREAM, som hele tiden hales op af posen af de borgerlige, når de taler økonomi – ikke mindst i forhold til alle de mange vækstplaner, hvor vi måske først ser virkningerne om 5-10 år.
Det er altså svært at spå – især om fremtiden, som Storm P. rigtigt påpegede.

Det er da sært at benytte sig af en økonomisk model, der ikke håndterer problemstillinger som finansiering og finanspolitik. Det vil være dejligt, hvis politikerne blot kunne løse de aktuelle problemer, hvor de vigtigste er den manglende uddannelse af unge og de ledige, de manglende arbejdspladser – herunder til alle de mange efterlønsmodtagere, som sandsynligvis vil forøge arbejdsløshedstallet de kommende år samt de manglende initiativer til en bæredygtig vækst.
Her synes jeg, at politikerne hele vejen rundt mangler mod og ideer.

Jeg synes, det er nærliggende at styrke de områder af erhvervslivet, som arbejder med energi og grøn, bæredygtig udvikling, fx inden for land- og skovbrug, gartneri og fiskeri. Den primære erhvervssektor har i mange år ligget i baghjul af fremstillingsvirksomhederne.  Omkostningerne i Danmark er imidlertid for høje til, at vi fortsat kan konkurrere og eksportere på dette område, men mon ikke kreative sjæle kunne hjælpe primærerhvervene med at finde metoder og afgrøder, der er konkurrencedygtige mht. resurseforbrug i bred forstand samt afsætningsnyttige på såvel hjemme- som eksportmarkederne.
Det er oplagt, at der skal satses på såkaldt grøn vækst. Det vil kunne skabe arbejdspladser på kort sigt og yderligere eksportindtægter på lidt længere sigt.
Omstillingen vil kræve fødselsbistand fra staten, men det er en investering, der utvivlsom vil tjene sig hjem. Dette vil være noget andet end blot at følge i de andre landes fodspor, og vi har før vist, at vi kan og ved noget på dette område. De fremstillingsvirksomheder, der er i stand til at hamle op med lignende virksomheder i udlandet, skal selvfølgelig fortsætte deres arbejde og have al den hjælp, der kan gives inden for de aftaler/regler, der er internationalt på området.

Endelig er det vel også en tanke værd at overveje, hvorvidt vi hele tiden skal tænke i vækst for at få lagkagen stadig større og højere. Det siger sig selv, at der findes en grænse for vækst. Det var måske værd at arbejde med kvaliteten i den velstand, vi har, skære det ubrugelige og dårlige væk og forbedre og udvikle innovative ændringer for det, der bliver tilbage.