Et kreativt, musikfagligt samt socialt dannende fællesskab på fuldt tryk.

Et døgns indtryk af unge engagerede amatørmusikere og professionelle instruktører i et kreativt fællesskab: Vesterlundkurset, Vesterlund Efterskole, ultimo juni 2011.
(Reportage skrevet ´til Dansk Amatør Musiks blad 'Musikmagasinet No 23/2011)

Hvor i Danmark er vi?

Efter en biltur fra København til det smukke midtjyske, hvor den sidste del af turen gik gennem et flot landskab med marker, skov og små kurverige veje, ankom jeg til Vesterlund Efterskole. Et temmelig stort kompleks med både ældre og nye bygninger. Den centrale plads er en stor og smuk græsplæne med nogle høje og gamle bøgetræer. Efterskolen er grundlagt i 1921 og har i dag plads til 180 elever, fortrinsvis på 10. klassetrin.
Vesterlund Efterskole er en efterskole med elever på 9. og 10. klassetrin, profilen er en gymnastikefterskole, og derfor er der flere rigtig store haller, hvor denne idrætsgren kan dyrkes. Den nyeste hal er fra 2007, hvor den bagerste endevæg er udsmykket af multikunstneren Erik Clausen. Han har netop ladet sig inspirere af dynamikken i de kraftfulde spring og hop, og resultatet yder fuld retfærdighed over for disse bevægelser uden at det bliver noget socialrealistisk flimmer.
På den ene endevæg i spisesalen hænger der desuden 4 malerier af Erik Clausen – også disse er inspireret af gymnastikken.

Vesterlund Efterskole er i denne uge befolket af 118 unge mennesker i alderen 12 til 20 år og 15 professionelle musikere, der virker som instruktører. Deltagerne er fordelt med 65 piger og 53 drenge. 89 af de 118 kursister er mellem 14 og 17 år.
Selvevalueringen via et spørgeskema, der er brugt gennem flere år, viser stor tilfredshed med kurset, og for en dels vedkommende er kurset med til at grundlægge en egentlig musikalsk karriere.

De første indtryk

Atmosfæren er venlig og forventningsfuld, og Deres udsendte begynder arbejdet med at indtage en middag i spisesalen, hvor jeg bliver præsenteret for kursister og lærere. Efter indkvartering begynder eftermiddagens program, som omfatter prøver med et Big Band og et (stort) symfoniorkester. De unge mennesker valfarter i varieret tempo til de to øvesale, som ligger i nærheden af hverandre.
De fleste medbringer deres instrument, mens andre allerede har bragt deres instrumenter hen til den sal, hvor de skal øve. Piger, som slæber på store kasser med celloer i, og drenge, som kommer med kasser til deres blæseinstrumenter. Det er ganske interessant at se, hvordan de alle på samme tid er forventningsfulde og opstemte. Det er tydeligt, at de glæder sig til udøve deres fritidsinteresse i et konstruktivt samvær med ligesindede.

Fortællingen om Vesterlundkurset

Jeg har aftalt at mødes med kursuslederen, Thorkild Dalsgaard, tidligere fløjtenist i Århus Symfoniorkester og nu freelancer, for at høre fortællingen om Vesterlundkurset, hvis formål er at stimulere de unges musikinteresse, fremme deres interesse for at spille sammen og i det hele taget at være sammen omkring musikken. På kurset får de chancen for udøve deres fritidsinteresse i større sammenhænge og spille større værker, end de har mulighed for i det daglige. På Vesterlundkurset kan man spille i et orkester med ca. 50 strygere og 60-70 blæsere og slagtøjsspillere, i et rigtig stort symfoniorkester og/eller et big band samt i mange forskellige kammermusikkonstellationer. Derudover øves der i instrumentgrupperne, hvor instruktørerne underviser og lærer fra sig med baggrund i deres professionalitet og erfaring – ikke ringe, vel?
Selve kurset blev grundlagt i 1968 af musikpædagogerne Else og Herluf Jensen og var tænkt som en slags forskole til Askov-stævnet, som begyndte i slutningen af 1940'erne. Ligesom Askov-stævnet har Vesterlund-kurset også en varighed på 1 uge. De første ungdomskurser fandt sted på Bælum Højskole med 20-30 deltagere. I 1978 flyttede det til Vesterlund Efterskole og er siden blevet kendt som institutionen Vesterlundkurset. Herluf Jensen døde i 1984, og hans søn Svend Kragelund (hornist i Det kongelige Kapel, overtog kursuslederfunktionen.
1984 var også det første år, hvor nuværende kursusleder, Thorkild Dalsgaard, deltog som fløjteinstruktør, men da Svend Kragelund søgte og fik jobbet som leder af Tivoligarden, var der enighed om, at Thorkild skulle overtage posten som kursusleder.

Organisation og deltagere

Der har hele tiden været tale om en såkaldt flad organisation, hvor man i øjenhøjde talte sig frem til løsninger på forskellige problemer, men naturligvis skulle der være en leder, som tegnede kurset og havde ansvaret.
Der har siden begyndelsen af 1990'erne været en stigende tilslutning til kurset, og ved 40 års jubilæet i 2008 var der 136 deltagere. I tidens løb har kurset været omtalt i ”Musikmagasinet”, og der har været udsendt foldere til mange forskellige organisationer og klubber, som underviste unge i musik. I år har man som noget helt nyt kun brugt hjemmesiden som reklame og tilmeldingsmulighed, og det har naturligvis været fulgt med stor opmærksomhed, om denne ændring kunne bære; det kunne den: 118 tilmeldinger, hvilket er fuldt tilfredsstillende.
Det er selvfølgelig altid vigtigt 'hvilke instrumenter', der tilmelder sig, og en god bund i form af fx tubaer er næsten et must, og det kan derfor være nødvendigt ligefrem at headhunte en eller flere tubaister. I år tilmeldte der sig helt usædvanligt 7 fagotter, og sådan kan det skifte fra år til år hvilke instrumenter, der er flest af – der kan ligefrem være venteliste for nogle instrumenter, og i år lykkedes det også at få alle cellister med efter ventelisteprincippet. Det er afgørende, at alle kan få et fagligt udbytte af at være med.
På spørgsmålet om hvem deltagerne er, er svaret, at det primært er musikskoleelever, men orkesterefterskolen i Holstebro har også sendt mange dygtige elever.
Der er ikke mange tosprogede elever på kurset, og det kunne godt overvejes, om der skulle gøres en indsats for at få flere deltagere med indvandrerbaggrund. Det forudsætter imidlertid, at de lokale organisationer først gør en indsats for at få flere unge med indvandrerbaggrund til at interessere for den klassiske musiks instrumenter.

Niveauet

Der har været enkelte tilfælde, hvor niveauet har været for højt, og de pågældende har opgivet at fuldføre kurset eller andre tilfælde, hvor de unge haft haft lidt vanskeligt ved at falde til og oplevet, at det har været svære noder, men det er gået relativt hurtigt over. I denne forbindelse skal man huske, at noderne først udleveres på selve kurset, så der har ikke været mulighed for at øve sig på forhånd. Derved stilles alle lige.
Thorkild bemærker også, at de deltagere, som har lært at spille efter Suzuki-metoden – altså at lære at spille uden noder – kan have lidt vanskeligt ved at følge med, men de kommer efter det.
Men selv om der har været den slags oplevelser, er der rigtig mange, som kommer igen år efter år.

Fremtiden

Han ser en lys og lykkelig fremtid for kurset, som han mener er eksponent for vort musikliv, men han udtrykker samtidig skuffelse over, at folkeskolen i øjeblikket gør for lidt for
musikken, som ikke får nok plads. Næsten ingen skoler har skoleorkestre mere, og timetallet er skåret ned. Musikken har betydning for indlæringen og det hele menneske, den er med til at danne mennesket, giver det et favnende fællesskab samt opøver empati og sensibilitet. Det må derfor i den grad undre, at den grundlæggende uddannelse i vort samfund ikke prioriterer musikken mere.
De musikalske rødder mangler, og der er manglende viden om musikken og dens historie, og derfor hilser han de nye profilskoler, som har musikken som tema, velkommen.

Vi slutter samtalen af med at tale om, hvordan det helt formelt er at have ansvaret og opsynet for alle disse unge mennesker 24 timer i døgnet – et ansvar, som kursusledelsen og lærerne er meget bevidste om. Men her har musikken igen en god effekt, og deltagerne er rare, friske og sympatiske unge. Der hersker en god stemning på kurset, og der er sjældent større problemer.

En konkurrence

Efter aftensmaden, hvor der i øvrigt også var lejlighed til lidt boldspil, pool og bordfodbold, var der musikdyst. Alle kursisterne var blevet delt op i 10 hold á 11-12 kursister. Aftenen før havde der været orienteringsløb med musikfagligt tema, og denne aften havde holdene forberedt hver deres optræden, hvor der var frie hænder, men hver optræden skulle indeholde noget om norsk negerdans, vold, kærlighed, alkohol, død og improvisation.
Stor var kreativiteten, og man blev rigtig godt underholdt. Deltagerne havde deres roller, og alle levede entusiastisk op til de forventninger, som holdkammeraterne og kurset som helhed havde til dem.
Dirigenten for det store symfoniorkester, Henrik Goldschmidt (solooboist i Det kongelige Kapel), havde fødselsdag, og mange af holdene benyttede lejligheden til at inddrage dette i deres indslag, hvilket naturligvis bekom i hvert fald den ene dommer vel.
Det var en svær opgave, som dommerkollegiet (= alle instruktørerne) havde for at finde en vinder. Der måtte adskillige voteringer til, før man nåede næsten til enighed, og i en af voteringspauserne, var der straks tre, som benyttede den til en jamsession: trompet, bas og trommer – og det lød af noget.
Der kom 4 hold i finalen, og stemningen blandt holdene var hektisk. De fire hold præsterede som en nyfortolkning af deres oprindelige projekt, publikum kvitterede, og dommerne måtte votere endnu en gang, og først efter megen debat blev der fundet en vinder – men alle de øvrige hold viste sig gode tabere.

Kammer jamsessions

Efter denne begivenhed var der naturligvis kaffe/te-pause, og så var det tid til kammermusik og jamsessions. Det var fantastisk at bevæge sig rundt på området og høre musikken strømme ud gennem dørsprækker og vinduer:
4 tværfløjter og Kühlau, 10 bratcher og Yesterday, 1 pige på flygel og 1 dreng på violin spillede og hyggede sig sammen tilsyneladende uden et på forhånd aftalt repertoire, 1 alene saxofon, 4 tubaer (1 bas og 3 tenorer (eller euphonier)) i en tubakvartet, 1 tværfløjte, 1 obo, 1 klarinet, 1 horn og en fagot i Flemming Weis ”Serenade uden reelle hensigter”, 4 basser,5 blæsere og 1 vokalist forsøgte sig ud i det eksperimenterende med at lave lyde (smaske, hvæse, puste og fløjte) 3 ad gangen, så der opstod en meget langsom bølgebevægelse, der efterhånden som instrumenterne kom ind i billedet voksede i intensitet.
På samme måde kunne man opleve mange andre alle mulige andre steder på området.
Ingen tvivl om at deltagerne på denne måde udvikler sig musikfagligt og alment – de får mulighed for via sammenspil med nye ligesindede at udvikle sig og derved åbner nye muligheder sig for dem – de får kendskab til egne muligheder og begrænsninger, de lærer samarbejdets svære kunst, som bl.a. udvikler tolerancen.

Udvikling og fornyelse

Kurset forsøger at forny sig hvert år, fx ved at bringe operasangere, ballet, folkemusik og populær musik ind i undervisningen, men den klassiske musik er helt fremherskende.

Phil Minton, født 2. november1940, i England er dette års udviklingsinitiativ. Han er tidligere jazztrompetist, men er nu gået over til kun at bruge sig selv som instrument ved bl.a. at brumme, nynne, fløjte, hviske og gispe. Han fik hele kurset til at 'spille en melodi' i stedet for en godnathistorie. Nummeret skulle opføres ved afslutningskoncerten.

Målet

Hvad skal det hele så resultere i? - Jo, kurset afsluttes med en koncert fredag eftermiddag, hvor det 100 mand store symfoniorkester opfører Triumfmarchen fra Verdis ”Aïda”, 4 satser fra Carl Nielsens Aladdin Musik, og Hans Peter Nielsen ”Skovtrolden” med 7 fagotsolister!. Strygeorkestret spiller musik af Vivaldi, Peter Warlock og afslutter deres afdeling med Carl Nielsens ”Bøhmisk-Dansk Folketone. På harmoniorkestrets program står filmmusik af Patrick Doyle, ”Henry V” og ”The Ascension” af R.W. Smith. Her afsluttes med et forrygende rock-nummer: ”Shake a tailfether”
Til sidst opfører Big Bandet 4 værker fra Duke Ellington-repertoiret: C Jam Blues, Mood Indigo, Blue Pepper og Such Sweet Thunder.
Prøverne afslørede, at afslutningskoncerten, som arrangeres for forældrene, virkelig bliver værd at høre på og rejse efter.

Øvelser gør mestre!

Torsdag formiddag er helliget træning for de enkelte instrumentgrupper: Førsteviolinerne, andenviolinerne, celloerne, træblæserne og så videre.
Instruktørerne giver trick og fif videre, og der øves til afslutningskoncerten næste aften. Ud fra de forskellige lokaler strømmer musikken ud, og selv om mange af kursisterne ser lidt slidte ud (det er jo næsten kun morgen endnu), arbejder de ihærdigt og med stigende koncentration. Musikken samler sig om dem, de bliver opslugte og tændte på at yde det bedste.

Nåede de målet?

Det er simpelthen utroligt, hvad de unge musikengagerede mennesker kan præstere under den kompetente vejledning, de udsættes for på Vesterlund-kurset. Ikke alene er der det rent faglige in-put, men der er sandelig også den sociale dimension. Det må da blive vanedannende, og det har også vist sig, at mange af de tidligere deltagere på Vesterlund-kurserne har gjort karriere i det danske professionelle musikliv. Man forstår det godt, men det kommer ikke gratis. Det kræver hårdt arbejde og forudsætter interesse og engagement.

Der er for mig ingen tvivl om, at den dannelse og uddannelse, som Vesterlund-kurset tilfører de unge, kommer dem til gavn senere i tilværelsen – både på den musikalske front og ikke mindst tillige på det menneskelige plan. Musikken, når den udøves i store orkestre, giver den nødvendige følelse og fornemmelse af fællesskabet, som ellers er ved at blive en mangelvare i det danske markedsfikserede samfund. Det er ikke den enkelte i orkestreret, der skal promoveres, men det er det fælles projekt, som fremførelsen af et symfonisk værk eller orkesterværk, skrevet til et big band, der skal ud over rampen og give alle de involverede en god oplevelse.

At overvære en del af denne proces gav i hvert fald Deres udsendte en god oplevelse.

Strukturændringer og troværdighed.

”Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation gennem omorganisering, og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivisering og demoralisering."
Citatet er fra en roman "Satirae" af Cajus Petronius, som døde 66 e. kr. efter et liv som
embedsmand for kejser Nero.

Ovenstående citat kan også bruges i dag. Det forekommer mig, at der i dag lige nøjagtig sker det, som beskrives:
Der struktureres igen og igen i kommuner, i statslige institutioner og nu senest er der ideer om at nedlægge regionerne med deraf følgende omstrukturering af de offentlige sygehuse.

Problemet er ikke, at det kan være rigtigt at ændre struktur, problemet er, at det ofte gøres, før den 'gamle' struktur/organisation har fået lejlighed til at virke og vise sit værd.
Det virker, som om de politikere, der foreslår strukturændringer, skal vise handlekraft på baggrund af en eller flere enkeltsager, der har haft mediernes bevågenhed.

Det forekommer mig ligeledes, at det langtfra altid er ændringer til det bedre. For det første skaber det en vis forvirring hos så vel borgere som ansatte, når der hele tiden sker ændringer, for det andet er offentlige organisationer store og 'tunge' at manøvrere med, og for det tredje er der uoverskuelige følgevirkninger over en bred front.

Jeg synes, der efterhånden er en del eksempler på organisationsændringer, hvor offentlige styrede virksomheder som fx i sundhedssektoren, de videregående uddannelser og i transportsektoren, hvor vi har set, at vi ender i noget nær kaos, når privatiseringer og ændringer med bestyrelser a la det private erhvervsliv gennemføres, og så ændrer man igen og håber på, at de gamle fejltagelser glemmes af borgerne.
For mig at se kan meget af miseren føres tilbage til den markedsgørelse, der har gennemsyret det danske samfund de seneste år, hvor sidegevinsten er, at uligheden i samfundet er blevet stadig større. Det paradoksale er, at man kunne forvente, at der under en borgerlig-liberal regering ville være større handlefrihed for de enkelte institutioner på alle planer, men kendsgerningen er, at der er sket en centralisering ud over alle bredder. Jeg fristes til at hævde, at minimalstaten er blevet indført på hovedet.
Det virker utroværdigt og trættende for borgeren, og det kan betyde, at engagementet til at deltage i den offentlige debat forsvinder og erstattes af ligegyldig og måske sløvhed.
Worst-case-scenario er, at vejen er banet for udemokratiske kræfter, hvor 'den stærke mand' lurer i kulissen.

Det kan kun gå for langsomt med at udskrive folketingsvalg, hvor jeg håber på et vagtskifte, hvor centrum-venstre kræfterne overtager regeringsmagten og derved – forhåbentlig – bliver garant for, at blokpolitikken afløses af brede forlig henover midten.

Det er et fromt håb, men alternativer er næsten ubærligt.

To udsagn om erhvervsskoler samt mønsterbrydning

Hvor var det godt at læse i Politiken i dag, den 11. august 2011: To unge mennesker beretter om noget særdeles væsentligt.

Den første var Vera Rosenbeck, formand for danske skoleelever (DSE), som redegjorde for sit synspunkt om erhvervsuddannelserne på baggrund fra Sorømødet, og den anden var Anna Diana Møller, der fortalte om at være mønsterbryder.

Vera Rosenbeck redegjorde for, at der hersker en fordom over for erhvervsuddannelserne i folkeskolen. De, som ikke kan finde ud af noget andet, må på en erhvervsskole for at at blive håndværker. Det er dog en fantastisk negativ udvikling. Som tidligere skolevejleder (ja, det hed det i gamle dage, nu til dags er det uddannelses- og ungdomsvejleder) tilbage i 1970'erne gjorde vi meget ud af at orientere om de 'Erhrhvervsfaglige Grunduddannelse' (EFG), som stod for at afløse mesterlæren. Vi gjorde meget ud af at få eleverne fra afgangsklasserne (9. og 10. klasse) i erhvervspraktik og understrege vigtigheden af, at så mange som overhovedet muligt tog en uddannelse, som passede til deres evner, færdigheder og lyst. Det var dengang endnu ikke så vigtigt, om det blev en praktisk eller boglig uddannelse.

På et tidspunkt sidst i 90'erne og i begyndelsen af 00'erne gik man væk fra vigtigheden i at sende eleverne i erhvervspraktik, man ændrede ungdomsuddannelserne i retning af mere og mere teori og skole, og de praktiske fag blev tilsvarende nedtonet. Samtidig ændrede man vejledningssystemet, så det blev mere adskilt fra folkeskolen – vejlederne skulle professionaliseres, hvorefter det skolemæssige (be)kendskab mellem elev og vejleder forsvandt.

Det, Vera Rosenbeck, som ved , hvor skoen trykke, fordi hun har den på, nu fortæller, er, at der bliver set ned på de praktiske uddannelser. Bl.a. derfor er frafaldet på erhvervsskolerne så stort. Der er så at sige tale om manglende motivation, som parret med manglende færdigheder og – ikke mindst – manglende reelle praktikpladser medfører et stort drop-out tal.

Mange års arbejde med opbygning af tillid og direkte samarbejde mellem folkeskole, vejledning og store og små virksomheder er mere eller mindre blevet nedbrudt. Der skal nu en ændret holdning mellem de involverede instanser og et langt sejt træk til at gøre skaden god igen.

Den anden, Anna Diana Møller, fortalte om det at være mønsterbryder, at komme fra en familie, der af forskellige årsager, havde været gennem begivenheder, som medførte, at hun først sent genfandt sin identitet og via flid, evner og stædighed tog en videregående lang uddannelse. Budskabet var, at det er farligt at fjerne de økonomiske rammer, som gør, at unge fra fattige familier får mulighed for at arbejde og læse sig gennem uddannelsessystemet. Dette er ved at ske, dels ved at ændre i SU-systemet, dels ved den markedsgørelse, taxametersystemet medfører for uddannelsesinstitutionerne, fordi bevillingerne er afhængig af antal gennemførte studieforløb samtidig med, at der ikke er resurser nok til at støtte og hjælpe de elever/studenter, der kommer med en ikke-akademisk baggrund. Det bliver nemt til: ”Klar dig selv, Fanden tager de sidste”.

Ti år med en borgerlig regering har fået drejet hele uddannelsessystemet over til at fungere på markeds vilkår, og det er vi ikke tjent med. Der skal mere menneskelighed og fællesskabsfølelse ind i os alle, en tro på, at vi sammen kan videreudvikle det samfund, som blev grundlagt i 1960'erne i en social-liberalistisk retning, og vi skal væk fra den individualistiske ånd, der har præget især de sidste ti år