Produktivitetsstigninger i de offentlige opgaveløsninger.

Det var velgørende at læse debatindlægget ”Historierne om krisen på de danske hospitaler er stærkt fortegnede” af økonomichef på Gentofte Hospital, Hans Anton Nygaard i Politiken den 28. december 2010.
Han redegør for produktivitetsstigningerne på de danske hospitaler de sidste år.
Hans pointe er, det skyldes det samlede personales meget flotte indsats på trods af den underfinansiering, der har fundet sted. Det gælder for de indførte kræft- og hjertepakker (en særdeles underlig, men officiel terminologi) samt den generelle behandlingsgaranti med loft for bevillingerne.

Jeg mener, det samme kan siges om fx folkeskolen, som gennem de sidste i hvert fald 30 år har fået pålagt stadig flere opgaver samtidig med beskæringer i den reelle undervisningstid – både timetallet for fagene og den genelle nedsættelse med bortfald af undervisning om lørdagen samt – ikke mindst – den nedsættelse af lektionslængden, der fandt sted i 70'erne fra 50 minutter til 45 minutter (dengang daværende finansminister Per Hækkerup brugte stokkemetoder). Opgavernes antal har haft sammenhæng med de medieskabte debatter om færdselslære, seksualundervisning, ungdomskriminalitet og andre temaer af almen dannelse, som skolerne har måttet overtage helt eller delvist fra forældrene.
Når der var en hændelse, der bare havde en anelse med skoleelever at gøre, og som fik medieomtale, rejste der sig omgående et krav om, at det skulle skolen også undervise/informere om. Dette sammenholdt med det faldende timetal i fx dansk, hvor mange af den slags temaer havde holdeplads, har været medvirkende til et faldende uddannelsesniveau i folkeskolen.
Nu skal dette forstås sådan, at jeg helt klart mener, at langt hovedparten af temaerne naturligvis skal have plads i folkesolens undervisning alene af den grund, at folkeskolen også skal være almendannende. Problemet er, at tiden til udførelsen af opgaverne ikke er blevet givet i samme takt, men at den har skullet tages fra den allerede eksisterende tid. Så er det logisk, at noget må lide for det, og det er blevet den almindelige faglige undervisning, hvor tiden til de lidt kedelige opgaver, hvor det indlærte skulle slås fast, eksempelvis tegnsætnings- og staveøvelser, tabelindlæring, såkaldte slaveopgaver i matematik, paratvidensopgaver og lignende.

Lærerne har haft en særdeles svær opgave, som de efter min mening har løst fremragende inden for de rammer, der er blevet dem givet. Læg hertil, at folkeskolen som andre kommunale institutioner ikke har fået bevilget penge til prisfremskrivninger, nærmest tværtimod, og at de bygningsmæssige rammer mildest talt er blevet forsømte, så elevernes æstetiske sans bestemt ikke er blevet stimuleret. Læg yderlige til, at et stigende antal elever er blevet henvist til en meget dyrere form for undervisning, specialundervisning, nemlig fordi der ikke har været den tilstrækkelige tid i den daglige undervisning.
Set i lyset af budgetternes faldende tendens og kravene til undervisningens indhold betyder, at der også i folkeskolen må have været en produktivitetsstigning af en ikke helt ringe størrelse. Det er mærkværdigt, at dette ikke er blevet undersøgt nærmere i denne bundliniefokuserede tid, når det huskes at ved udelukkende at fokusere, så ligger resten i mørke.

På samme måde kan man anskue kritikken af DSB, som simpelthen får taget sit surt optjente overskud af ejeren til andre formål samtidig med, at 'firmaet' får at vide, at de ikke gør det godt nok, at der skal mere konkurrence til (det sædvanlige DJØF-trick – selv om det ikke er oplevelsen, at noget som helst er blevet billigere eller mere gennemskueligt af at blive udsat for konkurrence via privatisering).

Forskån os derfor for den slags DJØF-løsninger, men se de offentlige opgaveløsninger som en vækst- og velfærdsmaskine, som kan medvirke til at udvikle den skandinaviske velstandsmodel, så der også bliver velfærd.

Nytårshilsen

Jeg benytter lejligheden til at ønske læsere af denne blog et herligt, indholdsrigt og fredfyldt nyt år.
Jeg håber ligeledes, at I også har haft en dejlig jul og har klaret snemasserne på bedste vis. Man kan da vist godt hævde, at snerydningen har sørget for motionen den sidste måneds tid.

De bedste hilsener
Benny Pedersen

Hvad er det dog for noget? - En presset regering!

Jeg har netop set DRs 21 Søndag og er blevet rystet i den grad. Bertel Haarder, som jeg ellers var kommet til at få stor sympati for, idet han i mine øjne var en af regeringens bedste medlemmer, optrådte som et meget lille barn, der stampede i jorden, fordi det ikke fik sin vilje. Årsagen var, at journalisten stillede ham et spørgsmål, som han åbenbart ikke var forberedt på.
Skal det nu være en forudsætning, at ministre (og andre offentlighedspersoner) kun skal kunnes stilles spørgsmål, de i forvejen har godkendt eller bare kender?
Hvad er det for noget?
Der har tidligere været en hvert fald én episode med statsministeren, hvor han efter sigende blev ophidset over en journalists spørgsmål.
Er der ikke ytringsfrihed i dette land? Skal journalister ikke kunne spørge om hvad som helst??
I min optik er regeringens nu blevet så presset af 'dårlige' sager, at de ikke formår at fremtræde med den dannelse og etik, der gør dem værdige til at regere landet. Der er rigtig mange sager, hvor regeringen fremtræder enten utroværdigt, fx omkring sundhedsvæsenet og på miljøområdet, eller direkte uklogt, fx på undervisningsområdet.
De handler og udtaler sig direkte mod, hvad sagkyndige på områderne giver udtryk for.
Jeg mindes ikke ikke en regering agere så usikkert som denne.
Der skal altså nye kræfter til, fordi den nuværende regerings kræfter er sluppet op. Umiddelbart ser jeg to årsager til det: Helt almindelig metaltræthed efter mange års højkonjunktur og kontraktpolitik, hvorefter de har sluppet jordforbindelsen, eller også er omgivet af så dårlige rådgivere/spindoktorer (et forfærdeligt ord med for skræmmende indhold), at det fører lige lukt ud i lemfældig omgang med kendsgerningerne a la italienske forhold.
Det er egentlig kun det næstværste, fordi spørgsmålet er, om oppositionen kan gøre det bedre?
I denne juletid, hvor man har lov til at ønske: Vi er i ikke så godt stillet i dette land!

Anmeldelse af julevelgørenhedskoncerten i Københavns Domkirke, søndag den 12. december 2010, kl. 15.

Medvirkende:
Solist Andrea Pellegrini,

Ensemblet: James Watson, trompetist og professor ved Royal Academy of Music i London
Kristina Schjelde i stedet for Rasmus Kærsgård, freelance trompetist
Susanne Skov, freelance hornist
Jesper Busk Sørensen, basunist I Berliner Filharmonikerne
Martin Reinhardt, basbasunist i Staatsoper Unter den Linden (Berlin State Opera)

Programmet:

Prelude af Carl Nielsen, arr. Mogens Andresen

”Italiensk renæssance”:
* Echo Fantasia af A. Banchieri, arr. Philip Jones og Elgar Howarth
* La Seraphina af Pietro Lappi, arr. Elgar Howarth
* Agnus Dei af Giovanni Palestrina, arr. Philips Jones

Mariä Wiegenlied af Max Reger, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini

Frère Jacques, Trad., arr. John Iveson

”Tysk barok”:
* My Spirit be Joyful af J.S. Bach, arr. Herforth. Solist Martin Reinhardt
* Minuet fra cellosuite no. 1 i G-Dur af J.S. Bach
* Canzon Bergamasque af Samuel Scheidt, arr. P. Jones

Ave Maria af Franz Schubert, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini

The Holy and the Ivy. Trad.

You Make Me Feel so Young af Lester Gordon, arr. Ingo Luis

A'int Misbehavin' af Fats Waller, arr. Lee Norris

Dejlig er jorden.


Efter Frère Jacques takkede lederen af 'Reden International', Vibeke Lenskjold, Thomas Hovaldt for at overføre den engelske tradition med julevelgørenhedskoncerter til Danmark og især, at det nu var fjerde gang, at Ensemble Hovaldt spillede til fordel for 'Reden International'. Hun takkede musikerne for deres positive tilsagn om at spille til fordel for målet, og endelig takkede hun Domkirken for husly.
Vibeke Lenskjold fortalte kort om arbejdet i 'Reden International' og den store gavn, de prostituerede og handlede kvinder havde af det beløb, der måtte komme ind ved eftermiddagens koncert. I 'Reden International' havde de mulighed for at få rådgivning om deres muligheder i Danmark, herunder asylmuligheder, ligesom der naturligvis var mad, varme og husly på adressen på Halmtorvet.
Selve koncerten var en rigtig god oplevelse, hvor de kompetente musikere viste deres formåen, og især Andrea Pellegrini var formidabel. Basbasunisten Martin Reinhardt var ligeledes fantastisk i sin solo. Det hele blev sædvanen tro ledet dygtigt af James Watson.
Programmet var alsidigt og blev afviklet med god stil og uden slinger, hvor det eneste minus, jeg kan sætte, var kirkerummets akustik til brasskkammerkoncerten. Det kunne ind i mellem være en smule vanskeligt at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden i en ellers meget professionel gennemført koncert.

De omkring 240 tilhørere kunne gå fra Domkirken og ud i den kolde december eftermiddag med en dejlig musikoplevelse i ryggen samt en bevidsthed om at have støttet et godt og værdigt formål i denne kolde tid, hvor den slags sociale institutioner nødvendigvis må have privat støtte for at kunne hjælpe. Afstanden mellem dem, som har behov for hjælp, økonomisk og socialt, og dem, som kan hjælpe, er jo bestemt ikke blevet mindre de sidste 10 år her i kongeriget. Enhver er så absolut ikke sin egen lykkes smed – det er vældig godt for ikke at sige nødvendigt at have allierede, som kan det, man ikke selv er i stand til.

Julekoncert i Københavns Domkirke

Julekoncert i Vor Frue Kirke d. 12. december 2010 kl. 15.00
Værker af bl.a.: Max Reger, Franz Schubert, E. Elgar, Händel og Percy Grainger

Medvirkende:
Solist mezzosopran Andrea Pellegrini

Ensemblet:
James Watson, trompetist og professor ved Royal Academy of Music i London
Rasmus Kærsgård, freelance trompetist
Susanne Skov, freelance hornist
Jesper Busk Sørensen, basunist I Berliner Filharmonikerne
Martin Reinhardt, basbasunist i Staatsoper Unter den Linden (Berlin State Opera)

Koncertens varighed: En time og fem minutter

Entré: 100 kr., og alle entreindtægter går ubeskåret til Reden Internationals arbejde.


Fra Domkirkens hjemmeside: http://www.koebenhavnsdomkirke.dk har jeg hentet nedenstående omtale.
Der er her i juletiden en særlig mulighed for at vende sin opmærksomhed mod dem i samfundet, der lider nød, dem, der har større byrder end gavelister og størrelsen på juletræet. Ensemble Hovaldt vil gerne støtte aktivt og samtidig skabe et rum for eftertanke. Det er håbet, at en smuk koncert på højt niveau og med dygtige solister, vil give plads og ro til netop det.
Reden International er en NGO, som driver et døgnbemandet krisecenter for udenlandske kvinder udsat for udnyttelse og handel til prostitution. Organisationen spiller en aktiv rolle i opsøgende gadearbejde på Vesterbro og tilbyder de udenlandske kvinder social rådgivning. På Mødestedet kan kvinderne få sundhedstjek, omsorg og lidt forplejning.
Frivillig arbejdskraft og privat indsamlede midler har gennem alle årene været en forudsætning for, at Reden International har kunnet opretholde det ønskede aktivitetsniveau, samt udvikle nye projekter, som har været nødvendige for at imødegå nye behov, som skabes af ændringer i stof- og prostitutionsmiljøet.
Årets julekoncert er en videreførelse af det succesfulde samarbejde, der begyndte i 2007, mellem Reden International og Ensemble Hovaldt.
Thomas Hovaldt, stifter af Ensemble Hovaldt og arrangør af velgørenhedskoncerten:
”Jeg synes det er særdeles væsentligt og givende – også for musikken – at arbejde med større sammenhænge end blot og bare musisk udtryk på højt niveau. Det er kombinationen, der er interessant, det, at kunne give folk muligheden for en kunstnerisk oplevelse og samtidigt dele sit overskud med andre”.

Jeg har overværet koncerterne fra begyndelsen og kan varmt anbefale at bruge et par timer på denne tredje adventssøndag for at få en dejlig musikalsk oplevelse. Niveauet har været stigende fra et højt stade fra begyndelsen, og blot et hurtigt blik på listen over de medvirkende bevidner, at kvaliteten i år er megahøj.

Et forståelses- eller et troværdighedsproblem?

Det er vanskeligt at forstå, at VKO-blokken i Folketinget hele tiden bruger gentagelsesmetoden, når den vil have Danmark til at placere sig mellem verdens bedste, når det gælder sundhedsvæsenet, uddannelsesområdet og velfærd i det hele taget.
Jamen, der er næsten ingen grænser for, hvad vi skal være de bedste til, og se bare: Aldrig er der tilført så mange penge til områderne som i regeringens tid.
Her er det, at forståelsen og logikken bliver vanskelig.
Det er netop disse områder, der konstant bliver sparemål. Der går ikke en dag, uden at vi hører om, at sygehusene mangler penge, og der skal fyres personale.
Der går ikke en dag, uden vi hører om, at skolerne enten skal lukkes eller fusioneres eller,
at der sættes andre sparemål op. Det sidste er, at loftet over, hvor mange elever der må være i en klasse, fjernes.
Der går ikke en dag, uden at vi kan læse om urimelige tilstande på plejehjem, børneinstitutioner eller andre sociale institutioner. Kløften mellem de, som har, og de, som næsten intet har, bliver bredere og dybere. Kommunerne lider og kan ikke leve op til de berettigede forventninger, deres indbyggere har. Der skal spares alle steder. Det kan være en sag at komme i kontakt med sin kommune, hvis man ikke har adgang til og kan bruge en computer, hvorfor Fanden tager de sidste.
Der er altså noget, som ikke hænger sammen. Det kan ikke stemme, at pengene er så rigelige samtidig med, at serviceniveauet er støt faldende.
Samtidig har man en fornemmelse af at være blevet snydt i forbindelse med finanskrisen og bankpakkerne. Det lader til, at finansieringsinstitutterne kan ride stormen af, uden der bliver stillet strammere krav til dem.
Man må ikke undre sig over, at VKO-blokken har et troværdighedsproblem. De vil os det så godt, men deres handlinger viser, at de hytter de riges skind.
Det allerværste er, at SSF-blokken ikke synes at være et tilstrækkeligt troværdigt alternativ. Til dem må opfordringen lyde: Erkend, I ikke har et projekt – marker jer bedre, lad jeres hjerter tale, og læg strategien død.
Man får næsten lyst til i denne juletid at håbe, at de vise mænd kommer frem og fortæller, at en frelser ar født!