torsdag den 22. juli 2010

Hvordan skal vi kunne opretholde det danske velfærdssamfund?

Vi har egentlig vidst det i mange år, nemlig at vi skubbede problemet foran os. Problemet er finansieringen af vor velfærd. Professor Nina Smith beskriver problemstillingen klart i kronikken i Politiken den 21. juli 2010. Velfærden med alle dens goder og sociale forsørgelser blev opbygget, mens den ydende andel af befolkningen var meget større end den nydende, og lidt senere ændrede vi et skønsprincip til et retsprincip. Ydelserne gik fra at blive tildelt efter behov til, at vi alle havde ret til af få del i dem.
Situationen i dagens Danmark er nu den den modsatte. Der er rigtig mange, der har ret til de ydelser, som relativt få skal betale til.
Spørgsmålet er derfor: Hvordan skal fællesskabet klare det?
Nina Smith foreslår, at vi overvejer genindførelsen af skønsprincippet, således at de, der selv kan klare sig modtager mindre fra den fælles kasse end de, der har svært ved at få pengene til at slå til. Men efter hvilke kriterier skal sorteringen så foregå? Det er det næste store spørgsmål. Professoren beskriver et par eksempler, som viser dilemmaet. Jeg tror, det vil kræve en meget grundig analyse og stor kreativitet at løse det problem.

I mellemtiden kan vi så drøfte, hvorvidt det vil være en god ide at lade de bredeste og stærkeste skuldre bære de største byrder. Derved rejses en skatteproblematik.
Jeg bryder mig ikke om den liberalistiske model, hvor 'enhver er sin egen lykkes smed' og Fanden tager de sidste.
I erkendelsen af at vi har udviklet et forbrugersamfund, hvor ting og bekvemmeligheder udgør fundamentet for de flestes livsstil, vil jeg foreslå skat på forbrug, jord og fast ejendom samtidig med afskaffelse af skat på arbejde. Der skal altså indføres en differentieret moms som kompensation for, at en sådan skatteform vil vende den tunge ende nedad. Det må kunne lade sig gøre rimeligt ubureaukratisk med vort teknologiske niveau. Man kunne tillige kraftigt overveje en forureningsafgift, der vil noget samt en radikal omlægning af forsvarsudgifterne, så forsvarsbudgettet nærmest blev halveret.
Den Fogh'ske samfundsmodel har endvidere medført, at der er blevet udviklet en 'parallelfinansiering' i form af forskellige forsikringsformer. Det har medført, at kløften i samfundet blot er blevet bredere mellem de rige og priviligerede og de mindre rige og underpriviligerede. Det har kraftigst kunne ses på sundhedsområdet, hvor de priviligerede nemmere har kunnet blive behandlet på private hospitaler og klinikker. Her vil jeg gerne understrege, at jeg intet har imod, at de, der har råd, skal medfinansiere deres aktuelle brug af fællesskabets ydelser ud fra progressiv skala. De skal have penge op af lommen, hvis de har tilstrækkeligt mange.

Jeg synes, det ville være forfriskende med en debat om disse forslag. Jeg er ganske klar over, at forslagene umiddelbart vil blive stemplet som naive og urealistiske. Men lad os få debatten, og nogle tal på bordet. Derved kan vi måske få velfærd med velstand.

fredag den 9. juli 2010

Besparelseskataloget, Ballerup Kommune (3)

Det overrasker ikke, at Karsten Kriegel og de konservative er uenige med mig, når jeg foreslår skattestigninger og civil ulydighed. *)
Det skal imidlertid ses i lyset af, at de kommunale budgetter ikke har en kinamands chance for at leve op til alle de kommunale opgaver, som kommunerne selv var ivrige efter at overtage i forbindelse med kommunalreformen. De er slet ikke blevet kompenseret tilstrækkeligt, bl. a. på grund af de stigende udgifter til specialundervisning og det sociale område samt velfærdsudgifter.
Jeg mener, at der må protesteres mærkbart over for statsmagten, og det vil jeg gerne medvirke til. Det ville være velkomment, hvis mange kommuner med Ballerup i front gav udtryk for, at der findes denne ubalance ved at være civilt ulydige og hæve skatten. Desværre kan Kommunernes Landsforening ikke være det koordinerende led i denne protest, så andre, fx Ballerup, må påtage sig opgaven.
Kommunerne som organisation og vælgerne er blevet sorteper, og enten må skatternes stige eller også må en del opgaver returneres til staten.
Det vigtigste er dog, at vi får en åben debat om problematikken.

*) Karsten Kriegel er konservativt kommunalbestyrelsesmedlem i Ballerup og har i et læserbrev i BallerupBladet erklæret sig helt uenig med mig og bl.a. henvist til Folketingets beslutning og aftalen mellem KL og statsmagten om de kommunale budgetter.

torsdag den 1. juli 2010

Besparelseskataloget for Ballerup Kommune 2011-2014 (2)

Den gode nyhed er, at kommunalbestyrelsen tilsyneladende har lyttet, ladet sig påvirke og taget nogle uhyrlige besparelsesforslag af bordet. Jeg har tidligere kaldt forslagene til besparelser for uhyrlige. Jeg er nu i vildrede, for hvad er det modsatte af uhyrlige: Næppe hyrlige – eller herlige?
Besparelserne er dog fortsat voldsomme og vil givet kunne mærkes vidt, bredt og dybt af kommunens borgere og jeg vil fastholde årsagen, nemlig at kommunernes budgetter simpelthen er for små ift de opgaver, de har, og derfor vil selv små procentuelle besparelser mærkes voldsomt for den enkelte.
Det glæder mig, at seniorrådet ser ud til at have haft indflydelse.


Den dårlige nyhed er, at privatiseringen af vejene fastholdes. Det er dårlig strategi at overlade fællesskabets kommunikationslinier til private. Veje, jernbaneskinner, lufthavne, kabler i og over jorden og lignende skal være offentlig ejendom. ”Nervesystemet” må ikke privatiseres. Jeg opfordrer derfor til, at kommunalbestyrelsen genovervejer den strategi.
Skal pengene skaffes må der lidt civil ulydighed til i form af skatteforhøjelser.