Markedsgørelsen af folkeskolen:

I nedenstående refleksioner om emnet falder det mig naturligt at begynde med de administrative, som er det kommunalpolitikerne dybest set lægger vægt på, selv om de siger noget andet.

Vil indførelsen af kontraktstyring og resultatløn medføre, at skolelederne i så høj grad forfølger kontraktens opstillede mål, at andre ikke-kontraktopstillede mål, men nok så vigtige mål bliver nedprioriterede?
Når man fokuserer og sætter spot på særlige programpunkter, bliver øvrige emner i periferien uskarpe og i værste fald usete.
Jeg synes, at en umiddelbar sammenligning med bankdirektørers delvise resultataflønning med optioner kan forekomme som et skræmmende eksempel.

Skal folkeskolen drives som en virksomhed eller som en dannelses- og uddannelsesinstitution?
Det har endnu ikke vist sig, at udlægningen af den enkelte skoles hele budget giver det løft og råderum i pædagogikken, som blev stillet i udsigt – tværtimod er såvel timetal, bygninger, rengøring og materialer udsat for nedskæringer for slet ikke at tale om skoler, der på grund af vigende elevtal, ned- eller sammenlægges med naboskoler til gene for elever og forældre. Mange medarbejdere skal de enten forflyttes, eller de får langt til ledelsen. Folkeskolens flade struktur bliver nedbrudt, og opbygningen af en mere hierarkisk og bureaukratisk struktur er begyndt.
Mere hierarki og bureaukrati øger som oftest udgifterne.

Dernæst nogle pædagogiske og didaktiske betragtninger:
Selvfølgelig skal eleverne beherske de elementære færdigheder som læsning, regning og skrivning. Det er der ingen grund til at opholde sig ved.

Det, der skal debatteres, er, hvor meget i de øvrige fag, de skal beherske her og nu. Der er nogle basale færdigheder i alle fag, som er nødvendige at beherske eller i hvert fald have kendskab til.
Det nye er, at læreren – der som en konsekvens af ovenstående skal tage ordet og give eleverne disse grundlæggende kompetencer – ikke længere har den magt, der er i at vide
noget, som eleverne ikke ved, fordi informationerne og viden generelt nu er allemands eje.
Læreren skal lade eleverne få det sidste ord inden afleveringen af projektet. Bedømmelsen skal involvere en eller flere faglærere og – ikke mindst – eleverne, som en del af den demokratiske dannelse.

Informationerne bliver ajourført i en uendelighed, og det er ikke længere muligt for de traditionelle undervisningsmidler at følge med i denne informationseksplosion. Lærerne skal derfor rette deres opmærksomhed mod det nye begreb ”didaktisk design”, som indeholder didaktikkens traditionelle elementer plus viden og overvejelser om, hvordan eleverne håndterer anvendelsen af de nye videnskilder, som teknologien åbner.
Hvordan virker programmers udformning på eleverne? - hvordan påvirker undervisningsmaterialerne elevernes synsindtryk?? - Relationen mellem lærer og elev skal også medtænkes.

Begrebet ”kildekritik” bliver stadig mere nødvendigt at forholde sig til, når projekterne formuleres, undersøges og formidles.
Sådan har det vel egentlig altid været, men nu og fremover er det en uomgængelig nødvendighed for læreren at forholde sig til. Formål og udvælgelse af emner i det enkelte fag er ikke tilstrækkeligt længere. Det er ikke nok at benytte en lærebog, selv om den er nok så god og korrekt opbygget – så er den forældet, inden udgivelsen. Der skal mere til!

Det kræver, at eleverne er dannede, at de er selvstændige og kritiske, og at de er bevidste om egne styrker og svagheder.
Det er her, folkeskolens store opgave ligger, nemlig at bygge på og videreudvikle den dannelse, eleverne har med hjemmefra.

På bjerget hersker for tiden en opfattelse af, at det er nyttigt at have en paratviden inden for et stort felt. Det er dybt forældet, og det afspejles jo i kopiering af det angelsaksiske uddannelsessystem med multiple-choice-prøver, og det hjælper ikke, at prøverne gøres adaptive, for det er fortsat den forældede paratviden, der forsøges testet.
Det er et dyrt system, og hvad der er værre – det er nyttesløst. Vis lærerne den tillid at lade dem om at teste eleverne i de grundlæggende færdigheder på den måde, der passer passer ind i de lokale læringsmiljøer og -stile.

Man kan næsten sige det samme om de snart mange kanon'er, der er udarbejdet. De kan være fine og er en del af dannelseselementet, men de afspejler dog kun den pågældende arbejdsgruppes dannelse og værdier. Derved kan de kun blive et supplement til den dannelse, der er foregået i hjemmet og i den lokale skole.

Som Sten Hegler engang formulerede det – godt nok i en ganske anden sammenhæng – at det normale har vide rammer, så vil jeg i dag foreslå, at folkeskoleloven skal udstikke nogle rammer, hvor der er højt til loftet sådan, at der lokalt bliver et kreativt råderum til at drøfte værdier på baggrund af såvel generelle danske kultur som den lokale.
Herved sikres, at eleverne forlader barn- og ungdommen med et dannelsespotentiale, der har en god chance for at gøre dem til hele mennesker samtidig med, at risikoen for at skabe forhutlede og forarmede mennesker mindskes betydeligt.
De gives rødder og vinger, således at stoltheden over det, de kommer fra, bliver et platform til at udforske den øvrige verden samtidig med, at rødderne sikrer, at de ikke vælter i vinden – og skrot så markedsgørelsen!