Skændigt eksempel på markedsgørelsen i uddannelsessystemet

Det hæderkronede gymnasium Metropolitanskolen, som i år kan fejre 800 års fødselsdag/jubilæum, lukker og slukker næste år, idet "Metro" fusionerer med et andet hovedstadsgymnasium, Øster Borgerdyd, til et nyt gymnasium Gefion.
Gefion skal have en "bedre" beliggenhed i nærheden af Østre Anlæg på Østerbro, og bydelen Nørrebro mister hermed sit gymnasium. Metropolitanskolen har gennem en årrække kæmpet mod et faldende elevtal.
Årsagen skal findes i et - ganske uretfærdigt - mindre godt ry.
Som tidligere bestyrelsesmedlem har jeg kendskab til, at lærere og ledelse på Metropolitanskolen har udført/udfører et fremragende arbejde, hvor de med ildhu og engagement medvirker til, at unge bryder den sociale arv og kommer videre i uddannelsessystemet - det kan ikke påskønnes nok.
Men det sker tilsyneladende ikke.

Det lykkedes faktisk at vende et faldende elevtal til fremgang takket være medarbejdernes indsats og ikke mindst elevernes. De er nemlig glade for deres gymnasium, som giver dem en masse muligheder og viden. "Mund-til-øre-effekten" begyndte at virke, men desværre for sent, fordi en ny forhindring opstod.
Sammen med kommunalreformen og amternes nedlæggelse blev gymnasierne i kongeriget selvejende institutioner og underlagt markedet, hvilket bl.a.betød, at der indførtes taxameterøkonomi efter 2 parametre, dels efter antal optagne elever, dels efter antal beståede elever (studenter) efter tre år. Endvidere blev bestyrelsen semiprofessionel med en lønnet formand.
Det forekommer klart, at et gymnasium, som modtager elever fra andre sociale lag end de velstående og uddannelsesvante, vil få et større frafald end eksempelvis Gl. Hellerup Gymnasium, Rysensteens Gymnasium og andre tilsvarende.
Derved oparbejdes et underskud (de andre akkumulerer overskud), og derfor bliver markedsbeslutningen at lukke og fusionere med et andet trængt hovedstadsgymnasium (trængt, fordi dets lokaler er for små til at rumme det nødvendige og tilstrækkelige antal elever i klasserne).

Det er efter min mening helt tåbeligt, at markedsgørelsen på denne måde bliver et slag i ansigtet på de medarbejdere og ledelse, som engageret arbejder med integration, nedbrydning af uddannelsesmæssige barrierer, sociale forhold og tager ansvar for, at unge motiveres for uddannelse og giver dem den nødvendige viden og dannelse.

Markedsgørelse passer meget dårligt med dannelse og uddannelse. Jeg græmmes over, at det har vist sig at være den eneste udvej at lukke og fusionere to gymnasier for at overleve på markedsvilkår!

Markedet og samfundet lukker en 800 år gammel kulturel institution - så rige er vi.

Hvor er cenrum-venstrefløjen?

Per Michael Jespersen skriver isignatur i POL den 23. juli 2009 :
”Helle & Co. kunne jo kopiere Cepos”.

Min kommentar er:
Det var dog befriende – at det nu er blevet skrevet. Hvor er centrum-venstrefløjens nye melodi, efter de liberale halvhjertet har overtaget den socialdemokratiske idé?
Stor tak til Per Michael Jespersen, som giver en klar anvisning: Se at få etableret en professionelt modvægt til den borgerlige Cepos og gerne med fagbevægelsens økonomiske hjælp. De er de eneste, der har penge i den familie.
Lad os få nogle visionære ideer og tanker præsenteret - det er for fattigt altid at komme halsende bagefter. Det er vigtigt at udfylde rummet efter Svend Auken.
Cevea og ugebrevet A4 er gode og visionære, men kendskabet til dem skal udbygges og ikke mindst synliggøres i den grad – især Cevea.
Kom nu i gang, så debatten og ikke mindst dagsordenerne kan blive på på centrum-venstrefløjens præmisser. God vind!

Markedsgørelsen af folkeskolen:

I nedenstående refleksioner om emnet falder det mig naturligt at begynde med de administrative, som er det kommunalpolitikerne dybest set lægger vægt på, selv om de siger noget andet.

Vil indførelsen af kontraktstyring og resultatløn medføre, at skolelederne i så høj grad forfølger kontraktens opstillede mål, at andre ikke-kontraktopstillede mål, men nok så vigtige mål bliver nedprioriterede?
Når man fokuserer og sætter spot på særlige programpunkter, bliver øvrige emner i periferien uskarpe og i værste fald usete.
Jeg synes, at en umiddelbar sammenligning med bankdirektørers delvise resultataflønning med optioner kan forekomme som et skræmmende eksempel.

Skal folkeskolen drives som en virksomhed eller som en dannelses- og uddannelsesinstitution?
Det har endnu ikke vist sig, at udlægningen af den enkelte skoles hele budget giver det løft og råderum i pædagogikken, som blev stillet i udsigt – tværtimod er såvel timetal, bygninger, rengøring og materialer udsat for nedskæringer for slet ikke at tale om skoler, der på grund af vigende elevtal, ned- eller sammenlægges med naboskoler til gene for elever og forældre. Mange medarbejdere skal de enten forflyttes, eller de får langt til ledelsen. Folkeskolens flade struktur bliver nedbrudt, og opbygningen af en mere hierarkisk og bureaukratisk struktur er begyndt.
Mere hierarki og bureaukrati øger som oftest udgifterne.

Dernæst nogle pædagogiske og didaktiske betragtninger:
Selvfølgelig skal eleverne beherske de elementære færdigheder som læsning, regning og skrivning. Det er der ingen grund til at opholde sig ved.

Det, der skal debatteres, er, hvor meget i de øvrige fag, de skal beherske her og nu. Der er nogle basale færdigheder i alle fag, som er nødvendige at beherske eller i hvert fald have kendskab til.
Det nye er, at læreren – der som en konsekvens af ovenstående skal tage ordet og give eleverne disse grundlæggende kompetencer – ikke længere har den magt, der er i at vide
noget, som eleverne ikke ved, fordi informationerne og viden generelt nu er allemands eje.
Læreren skal lade eleverne få det sidste ord inden afleveringen af projektet. Bedømmelsen skal involvere en eller flere faglærere og – ikke mindst – eleverne, som en del af den demokratiske dannelse.

Informationerne bliver ajourført i en uendelighed, og det er ikke længere muligt for de traditionelle undervisningsmidler at følge med i denne informationseksplosion. Lærerne skal derfor rette deres opmærksomhed mod det nye begreb ”didaktisk design”, som indeholder didaktikkens traditionelle elementer plus viden og overvejelser om, hvordan eleverne håndterer anvendelsen af de nye videnskilder, som teknologien åbner.
Hvordan virker programmers udformning på eleverne? - hvordan påvirker undervisningsmaterialerne elevernes synsindtryk?? - Relationen mellem lærer og elev skal også medtænkes.

Begrebet ”kildekritik” bliver stadig mere nødvendigt at forholde sig til, når projekterne formuleres, undersøges og formidles.
Sådan har det vel egentlig altid været, men nu og fremover er det en uomgængelig nødvendighed for læreren at forholde sig til. Formål og udvælgelse af emner i det enkelte fag er ikke tilstrækkeligt længere. Det er ikke nok at benytte en lærebog, selv om den er nok så god og korrekt opbygget – så er den forældet, inden udgivelsen. Der skal mere til!

Det kræver, at eleverne er dannede, at de er selvstændige og kritiske, og at de er bevidste om egne styrker og svagheder.
Det er her, folkeskolens store opgave ligger, nemlig at bygge på og videreudvikle den dannelse, eleverne har med hjemmefra.

På bjerget hersker for tiden en opfattelse af, at det er nyttigt at have en paratviden inden for et stort felt. Det er dybt forældet, og det afspejles jo i kopiering af det angelsaksiske uddannelsessystem med multiple-choice-prøver, og det hjælper ikke, at prøverne gøres adaptive, for det er fortsat den forældede paratviden, der forsøges testet.
Det er et dyrt system, og hvad der er værre – det er nyttesløst. Vis lærerne den tillid at lade dem om at teste eleverne i de grundlæggende færdigheder på den måde, der passer passer ind i de lokale læringsmiljøer og -stile.

Man kan næsten sige det samme om de snart mange kanon'er, der er udarbejdet. De kan være fine og er en del af dannelseselementet, men de afspejler dog kun den pågældende arbejdsgruppes dannelse og værdier. Derved kan de kun blive et supplement til den dannelse, der er foregået i hjemmet og i den lokale skole.

Som Sten Hegler engang formulerede det – godt nok i en ganske anden sammenhæng – at det normale har vide rammer, så vil jeg i dag foreslå, at folkeskoleloven skal udstikke nogle rammer, hvor der er højt til loftet sådan, at der lokalt bliver et kreativt råderum til at drøfte værdier på baggrund af såvel generelle danske kultur som den lokale.
Herved sikres, at eleverne forlader barn- og ungdommen med et dannelsespotentiale, der har en god chance for at gøre dem til hele mennesker samtidig med, at risikoen for at skabe forhutlede og forarmede mennesker mindskes betydeligt.
De gives rødder og vinger, således at stoltheden over det, de kommer fra, bliver et platform til at udforske den øvrige verden samtidig med, at rødderne sikrer, at de ikke vælter i vinden – og skrot så markedsgørelsen!

Klima og befolkning

Analyse: Børnene truer klodens klima, af Kaj Sand-Jensen, professor i biologi ved Københavns Universitet.
I 2050 vil der være 9 milliarder mennesker.
Jeg kan anbefale at læse biologiprofessorens analyse i Politiken den 1. august 2009 på følgende link:
http://politiken.dk/debat/analyse/article761326.ece

Min kommentar er:
Tak for en god og anstændig analyse, som på pædagogisk vis formidler den klare sammenhæng mellem antal mennesker på Jorden, energiforbrug og CO2-udslip.
I modsætning til debatindlægget i samme avis fra Mogens Camre, som på værste populistisk måde kommer ind på samme område, forstår biologiprofessoren at argumentere lødigt for sin påstande. Alle sådanne analyser facetterer klimadebatten på fin vis