Skat og kapitalejere

Vort velfærdssamfund bygger på en fordelingspolitik, nemlig at de rigeste betaler den største del, hvorved samfundet deler ud af den samlede indtægt, sådan at der går relativt mere til de fattige end til de rige. Dog er det således, at der er nogle samfundsydelser, der tildeles til alle, fx børnepenge og folkepension, ligesom der fx er lige og gratis adgang uddannelse og sundhed for alle.
Sådan har det været i mange år, og jeg ønsker, at det også vil fortsætte sådan i mindst lige så mange år fremover – at der er en vis lighed og kollektiv ansvarlighed i samfundet.

Gennem de seneste 10 – 15 år er der imidlertid sket en forskydning i retning af, at de, der har, skal mere gives. Individualismen har taget stadig mere over på bekostning af fællesskabet. Der gives hver dag eksempler på, at rige slipper billigere end andre, og på samme måde fremdrages der også eksempler på, at mange udnytter samfundets ydelser groft, bl.a. ved at få forhøjede satser på trods af manglende berettigelse.
Skattelettelser til de velstillede har vi set gennemført de seneste år samtidig med, at en finans- og gældskrise har hærget både her i landet og i store dele af den vestlige verden.

Det har medført en stigende og uklædelig ulighed.

Kapitalejere (enkeltpersoner og mere eller mindre uigennemskuelige fonde) kommer ofte til orde i den offentlige debat med det budskab, at skattelettelser – jo flere og større, jo bedre – er nødvendige for at skabe vækst og dermed arbejdspladser.
Men er det nu sådan?
For det første forekommer det mig, at kapitalejere anvender deres kapital til spekulation, som beskattes lavere end arbejde, bl.a. fordi kapitalejerne har råd til at finde alle smuthuller i skattesystemet. På den måde bidrager de ikke til at gøre samfundskagen større og tungere, men de spiser blot et endnu større kagestykke og udhuler dermed samfundsøkonomien.
For det andet stiller jeg spørgsmålet, om det er vækst i traditionel forstand,der er brug for? Skal der 'bare' produceres flere forbrugsgoder, eller skal der satses på bæredygtig og såkaldt grøn vækst (energi og genbrug). I min optik er dette sidste ikke just det, kapitalejerne har størst fokus på.

Jeg synes ikke, det er i orden og efterlyser derfor politikere, der tør og kan gøre noget ved denne uorden – desværre ser det ikke ud til, at den nuværende regering hverken har modet eller evnerne i den retning.
Endnu værre er det, at det ser ser ud til, at et evt. valg heller ikke vil medføre, at opgaven bliver løst – hvad mon der skal til???

Den borgernærige forvaltning.

Den 5. september 2012: Redigeret udgave ift 4/9-12.

Den daglige avislæsning åbenbarer alt for ofte, at Dybbøl Mølle ikke maler for godt.

VK(O)-regeringen og dens indenrigsminister i midt-etterne, Lars Løkke Rasmussen, fik deres kommunalreform, hvor Danmarks ca. 270 større og mindre kommuner blev til 98 store, og amterne blev erstattet af 5 regioner, der finansieres helt og aldeles over finansloven
Det hele skulle være strømlinet og effektivt.
Blev det så det?
Nej, vel!

Der er for langt i dagligdagen fra den enkelte borger til det første myndighedsniveau for alt for mange i de store fusionererde kommuner. Det er så én ting – noget andet og nok så væsentligt er, at meget vigtig ekspertviden er på vej til at blive tabt. De højt specialiserede centre, som før lå under amterne, har nu åndenød, fordi kommunerne i deres djøfiserede kassetænkning bilder sig ind, at de godt kan servicere borgere med særlige problemer, fx mentalt udsatte og sårbare børn og unge, mennesker med behov for specialiseret genoptræning, som hjerneskader kræver.
Jeg har i denne forbindelse særlig spot på Center for hjerneforskning, som er lukningstruet, men heller ikke de mange specialinstitutioner for børn og unge har det for nemt.
Det viser sig alt for tit, at kommunerne i deres kassetænkning ikke magter sådanne opgaver. De vil ikke henvise deres borgere til de tilbageblevne institutioner fra amternes tid, som netop har den ekspertviden, der kan hjælpe de ramte medborgere – og det er en skandale og en fiasko for den markedsgørelse, som har hærget landet siden årtusindskiftet.
 

Dertil kommer et demokratiske underskud, fordi kommunerne er blevet så store, og antallet af folkevalgte er faldet markant, at det for det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem er blevet en næsten uoverkommelig opgave at sætte sig i alle de komplicerede sager, der skal behandles i forbindelse med en kanonlang dagsorden til kommunalbestyrelsesmøderne. Nogle folkevalgte har åbent erkendt, at de har stemt for eller imod dagsordenspunkter, der handlede om noget, de ikke havde nået at sætte sig i ind eller forstået. Det skal erindres, at deltagelse i kommunalpolitik er en beskæftigelse, der foregår i fritiden, og at der ikke er personlig hjælp at hente i form af et sekretariat, der udelukkende skal betjene de folkevalgte. Derved bliver det de kommunale embedsmænd og sagsbehandlere, der reelt styrer 'butikken'.

Det er en glidebane, som kan føre til, at vi får et elitært styre, hvor beslutningstagerne kommer fra samme segment som det djøfiserede embedsværk, og hvor den almindelige borger bogstavelig talt er sat uden for døren


Skulle man imidlertid have en forhåbning om, at der med regeringsskiftet kunne være ændringer på vej, frygter jeg, at skuffelserne vil stå i kø, fordi den nuværende regering fortsætter tilsyneladende blot ad denne skandaleramte vej. Der bruges mange ord og gives løfter om, at fx tilsynet med institutionerne skal gøres mere effektivt, men de sidste sager om svigt er med garanti ikke set endnu.
Der er ikke blevet præsenteret en plan for, hvordan vi kommer væk fra 'bananrepublik-tankegangen' og genindfører en et mere lighedsskabende velfærdssamfund – vi har kun set stadig mere ulighedsskabende besparelser, hvor Matthæus-effekten udfolder sig for fuld hammer.
Resultater, der lever op til, hvad man forventer af en centrum-venstre regering, mangler endnu at blive leveret.