Har folkeskolen en fremtid?

Ovenstående var overskriften på Politikens debatarrangement tirsdag den 22. november 2011 med deltagelse af børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S), Anders Bondo Christensen (formand i Danmarks Lærerforening), Karen Ellemann (V) og Erik Fabrin (næstformand i KL). Ordstyrer var Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang.

Salen var helt fyldt af tilhørere, der var engagerede i uddannelsedebatten, men på grund af tidsrammen blev der kun plads til få indlæg fra salen, selv om ordstyreren gjorde sig umage med at få plads til så mange som muligt.
Emnet var jo dybt interessant, men der opstod egentlig aldrig en reel debat, fordi paneldeltagerne erklærede sig enige med hinanden i mere end 90% af udsagnene – og det kan vel så til gengæld siges at være et positivt træk. Der var en udpræget god tone både i det veloplagte panel indbyrdes og mellem panelet og tilhørerne.
Det lunede at høre fra KL, at man anerkendte indsatsen fra skolernes rigtig mange gode medarbejdere. Her var der dog et mindre tilløb til diskussion om, hvorvidt kommunerne var skoleejere, bestyrere eller forpagtere af folkeskolen, men KL gled af på DLFs indvending.
Debatarrangementets hovedklusion var først og fremmest enighed om og vilje til at reetablere ideen om partnerskab mellem alle folkeskolens interessenter – det partnerskab, som den forrige regering tabte på gulvet så at sige for åben TV-skærm under den fatale undervisningsminister Tina Nedergaard.
Det lover nu godt for folkeskolen, at der er et ønske om 'at sætte sig i rundkreds og udveksle synspunkter, holdninger og ideer' med henblik på at gøre folkeskolen endnu bedre.

Medio oktober skrev jeg, at

• det var dejligt at høre vor nye børne- og undervisningsminister kundgøre, at det nu var slut med rangordningslister for Rigets skoler, baseret på karakterer. - Det er nu sket.
• Christine Antorini allerede har bevist, at hun er hjemme i stoffet og har klare holdninger til det resortområde, hun er sat til at lede politisk.
• jeg glæder mig over, at hun har proklameret, at ungdomsuddannelserne – især erhvervsuddannelserne - skal have større opmærksomhed i ministeriet, og at virksomhederne til en begyndelse skal behandles med både gulerod og pisk, når det kommer til at oprette praktikpladser. Det er bestemt glædeligt, at de praktiske fag får denne opmærksomhed, som de givet har savnet i temmelig lang tid.
• at videnskabsministeren og børne- og undervisningsministeren stiller op som 'par' – de har vist allerede fået det venlige og godmodige øgenavn Knold og Tot (som jo i sandhed var et meget kreativt par) – med henblik på at koordinere fx læreruddannelsen og skoleudviklingen samt skolernes behov for uddannet arbejdskraft.

Alt dette blev til fulde bekræftet ved det aktuelle arrangement – og jeg tror på Christine Antorini; ikke mindst fordi der var opbakning fra de øvrige paneldeltagere til disse statements.

Debatten bevægede sig derudover ind på emnerne inklusion, frihed til folkeskolerne, flere timer til eleverne (heldags/helhedsskoler) og it. Især indlæggene om inklusion var præget af for meget varm luft og dermed manglende substans, fordi det umiddelbart kunne lyde, at det vigtige var at neddrosle den vidtgående specialundervisning og overføre de fleste specialundervisningselever til folkeskolen uden tilstrækkelige og nødvendige lærer- og specialistresurser.
Derudover kom der efter min opfattelse et ret vildt forslag fra Venstres uddannelsesordfører om at lade et mindre antal folkeskoler blive fuldstændig selvstændige, med andre ord forvandlet til privatskoler med fuld offentlig financiering. Forslaget blev forbigået i tavshed – forhåbentlig fordi det netop var vildt og ikke fortjente opmærksomhed.

Jeg vil gerne her supplere med et ønske om, at markedsgørelsen og djøficeringen af folkeskolen ophører, så vi undgår forældrenes vandring fra borger over bruger til kunde i egen butik. Det er uklædeligt. Lad folkeskolens fagfolk være dem, der præger udviklingen der, fordi 'i skolen skal man træde varsomt, idet dér færdes børn'. Lærerne skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste. 

De to timer i en stuvende fuld sal var en god oplevelse – set med folkeskolebriller, og ordstyreren lovede faktisk at gennemføre et opfølgningsmøde samme sted om ca. et halvt år for at evaluere politikernes indsats på deres udsagn ved dette 'fyraftensmøde'. Jeg er bestemt optimist og synes, der er meget at glæde sig over, når jeg ser på persongalleriet i skolernes øverste ledelse, og på organisationsplanet. Held og lykke med projektet.

Hvor er værdierne?

Hver dag hører og læser vi om, at der er finans- og gældskrise i den vestlige verden. Vi ser de ledende politikere tone frem på tv-skærmen, så vi får indtryk af de meget alvorlige problemer, verden har med styringen af pengene eller hvad det nu er, der er substansen i vanskelighederne.Jeg har svært ved at forstå størrelserne af de summer, der nævnes i forbindelse med BNP, statsgæld, statsbudgetter mm. Altså flere tusinde milliarder i forskellige valutaer – det er jo astronomiske tal, som er vanskelige at forholde sig til. Er der produktion og reelle værdier bag tallene? Eller er det papirpenge, sorte tegn på papir og/eller skærm, som skifter ejere på splitsekunder, mens uligheden i verden vokser og vokser? Har markedsfilosofien taget magten fra den almindelige borger i verdenssamfundet, fra politikerne og fra dem, som tror, de bestemmer – demokratisk eller ej?


Det er jo sådan, at den enkelte borger her i landet ikke kan eksistere uden en såkaldt NEM-konto, som oftest også er en lønkonto. Der skal være mulighed for kontrol med papirpengene, men få udbetalt lønnen eller pensionen i en konvolut med sedler og mønter er ikke en mulighed. Dette forhold i kombination med de førnævnte astronomiske tal får mig til at undres. Det er næsten også lige før, der bliver set skævt til en kunde, der betaler med sedler eller mønter – især hvis vedkommende skal have penge retur.
Hvad er værdimåleren i dag? Man er jo gået væk fra guldfoden, men er det så jord, olie, produktion af fødevarer, aktier, noget andet fælles gods eller måske helt femte, noget for offentligheden ukendt, der er værdimåleren?


Jeg kunne godt tænke mig at få en ligefrem og forståelig forklaring på denne problematik.


Jeg har det indtryk, at bestemte mennesker i den finansielle sektor kloden over har tiltaget sig magten og kan få alle med formel magt til at danse efter deres pibe ved blot at klikke med musen et par gange, sælge, købe eller låne værdipapirer af ligesindede eller naive opsparere. The smart Guys bestemmer, fordi de behersker kapitalen og markedet.
I 100 år har fagbevægelsen kæmpet for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold for de mennesker, som solgte deres arbejdskraft til virksomhedsejerne. Den kamp – eller projekt – er stort set afsluttet nu i hvert fald i vores del af verden. Det nye projekt, som vi vist kun lige har set begyndelsen af, Occupy Wall Street, er kampen om at få demokratisk kontrol over den finansielle sektor. Måske er et første skridt at indføre afgift på finansielle transaktioner med de ulemper, det medfører. Ulemper eller problemer, som sikkert kan løses.
Vi er nødt til at begynde et sted, men jeg har endnu ikke hørt om andre forslag i sådan en kamp. Andre har sikkert, lad os ønske og håbe det, fordi det er på tide, at der sker noget.