Er tiden mon kommet?

Den ikke-gode nationalisme er på vej – igen. Det er ikke godt. Vi ser det i Italien, Frankrig, Holland, Østrig, Danmark, Norge, Sverige og nu ikke mindst i Finland.
I de nævnte lande har de højrenationalistiske partier medvind, og de næste skridt er endnu flere partier i endnu flere (europæiske) lande og et uformelt samarbejde med udveksling af ideer og erfaringer.

Siden 1956 har det europæiske samarbejde været på vej frem og har vokset sig stort – og dermed 'besværligt' med hensyn til beslutsomhed og handlekraft. Samtidig har sammenslutningen af landene haft mindre eller større problemer med integration af folk fra tredjelande og fra sammenslutningens 'baggårde'. Den korte fortælling er, at europæerne føler sig truet på deres velstand og velfærd, hvilket har givet højrenationalisterne deres medvind.


Svaret på den udfordring er ikke at opbygge barrierer, men udbygge og udvikle det europæiske samarbejde – måske ved at genoplive ideen om Europas Forenede Stater (EFS)?
Det betyder, at en kæmpestor informationskampagne skal iværksættes – og et meget langt sejt træk skal tage sin begyndelse.

Jeg bilder mig ikke ind, at det bliver nemt.


Det primære mål med EFS er at undgå krige i Europa.
Sidegevinsterne er synergieffekten af og med alle de kræfter, der findes, og som skal udvikles til fællesskabets bedste. Men det vil naturligvis betyde, at vi opgiver det nationale statsborgerskab – og det svarer vel til stort set at få den berømte kamel gennem nåleøjet.

Men lad os et øjeblik lege med tanken om at blive gode til at acceptere hinanden i al vores mangfoldighed og sådan, at den enkelte EFS-borger får frihed uden at skulle betale en assimilationspris i form af en eller anden laveste fællesnævner fra de bestående stater i den nuværende sammenslutning, bl.a. fordi der ikke skal være en dominerende stats- eller værdiopfattelse.


Jeg forestiller mig EFS med et demokratisk to-kammersystem som i USA og et regionalt parlamentarisk system til varetagelse af lokale regionale opgaver.
Et kammer består af 2-3 medlemmer fra hver af de nuværende EU-medlemsstater (= de regionale områder) og et andet kammer, som er sammensat af medlemmer fra de regionale områder efter befolkningstal.


Vi er jo så småt begyndt i EU med de konsekvenser, der nu en gang viser sig i den anledning. Lad os i fællesskab debattere denne politiske problemstilling og udvikle ideer samt være indstillede på en fælles løsning med gradvis ophævelse af nationale regler, privilegier og særheder samtidig med fastholdelse af historierne/fortællingerne fra og om de regionale områder.

Nu må der klare meldinger på bordet.

Det er nødvendigt, at en ny regering kommer til, fordi den nuværende VK-regering er kørt træt efter ti år med støtte fra Dansk Folkeparti, der har taget sig betalt med krav om en stadig strammere udlændingepolitik til skade for landet såvel økonomisk og socialt som omdømmemæssigt.

Der er imidlertid det store problem, at oppositionen er uenig på et meget væsentligt område, nemlig det økonomiske. De radikale er gang på gang blevet afvist af S og SF, når de har fremsat forslag til økonomiske reformer. De er simpelthen bare blevet afvist – uden samtaler, hvis man skal tro medieomtalerne. Det er efter min opfattelse ikke særlig klogt, fordi S og SF derved nærmest beder R om at åbne døren for regeringsblokken med henblik på at slå sprækker i oppositionssamarbejdet.

Det er nu kommet så vidt, at der er en reel mulighed for, at R i den grad føler sig fristet af regeringsblokkens lokken for at føre radikal økonomisk politik ud i livet, og hvor står vi så?

Vil R fortsat pege på oppositionens statsministerkandidat, eller vil de hoppe over til regeringsblokken og leve op til øgenavnet ”hoppepartiet”?

Både S-SF og R skylder vælgerne et klart svar nu.

S-SF bærer et stort ansvar, fordi de igennem lang tid har nægtet R indflydelse på oppositionspolitikken. Det er en alvorlig sag, fordi S-SF kun har en uklar og vag økonomisk politik, mens R er ret klar i mælet, hvad det angår – faktisk uradikal klar. R har et troværdighedsproblem, fordi de holder fast i ønsket om en ny regering, men samtidig er overmåde fristet af den nuværende regerings lokkende toner.

Det er derfor bydende nødvendigt, at S-SF og R sætter sig sammen og afklarer, hvad de vil med hinanden, men det forudsætter en gensidig respekt og konstruktiv dialog, som også partiernes vælgere må respektere. Det betyder, at S-SF-vælgerne må respektere, at Rs økonomiske politik i det mindste delvist vil indgå i oppositionspolitikken – til gengæld er det parlamentariske grundlag for et regeringsskifte i orden.

Lad mig afslutte med et: Foren jer, I skrighalse – ellers går det galt!