Det kontrollerende menneske.

Der har været – og er fortsat – mange betegnelser for menneskelige aktiviteter. Det tænkende menneske, det legende menneske og nu kan man sige, at tiden er kommet til det kontrollerende menneske.
Det virker som om, at menneskene i informations- og videnssamfundet er blevet ramt af en kontrolvirus. Vi ønsker åbenbart at kunne kontrollere alt mellem himmel og jord: Helbred og sundhed (og ikke blot vor egen, men også alle andres), menneskelig adfærd, økonomi, klimaforandringer, forskning og ikke mindst (hvad der kan være fint nok) forebyggelse af terrorhandlinger.
Der er ingen grænser for, hvad der med de teknologiske muligheder, der findes, sættes i værk i form af overvågningsudstyr, kampagner mod rygning og fedme med kontrolmuligheder, dokumentation af arbejdsindsatser og -resultater, ure og andet udstyr, som kan slå energiforbrug til og fra.
Mange af initiativerne/mulighederne er jo gode og relevante; men jeg synes, der mangler en debat om kriterier, retssikkerhed og rimelighed i kontrollen.
Det er egentlig tankevækkende, at det netop er i forbindelse med den borgerlige/liberale regering, at kontrolboomet er opstået. Den værdi, der ligger i begrebet tillid, er fuldstændig smuldret væk. De borgerlige har i den grad levet op til ”tillid er godt, kontrol er bedre” - vi skal måske afvente den kyniske fortsættelse ”men terror er bedst”. Har de borgerlige og liberale i for høj grad ligget under for småborgerligheden?

Man kan godt skelne mellem den individuelle følelse af, ”at man har kontrol over – situationen, bilen, hunden eller lignende” og så myndighedernes kontrol, hvor især overvågningen, efterretningstjenesterne og bogholderkontrollen med ”får vi nu nok for pengene” er ulidelig. Jeg mener, vi skal drøfte begrænsninger af det allestedsnærværende kontrolgens virke og tillade, at tilliden og fantasien igen får større indflydelse. Kontrol skaber bindinger, snævre rammer og lavt til loftet, og det er bestemt ikke det, vi har brug for, når der skal tænkes kreative og langtidsholdbare løsninger med hensyn til klimaforandringer og andre selvskabte plager. De alvorlige problemstillinger, der er påført planetens mangfoldighed af samfund løser ikke sig selv, men kræver menneskelig indgriben og fantasi. Dette næres ikke af kontrol.

Det er som om, at den naturvidenskabelige trend, der har været gennemgående den sidste halve snes år, trænger til at blive afløst af en mere humanistisk tilgang. Det kan undre, at humanisterne ikke har sat et mere massivt modangreb ind mod denne kontroltrang. Vi må håbe, de vågner, så debatten kan facetteres – hellere i dag end i morgen.

Kapitalismen og markedsgørelsen ==> fortsat øget vækst???

Er svaret på overskriften et rungende ja?- Svaret på det spørgsmål er et buldrende nej!!

Der har gennem de sidste mange år været mange kriser, som er forsøgt løst med traditionelle kapitalistiske modeller, hvis fællesnævner er vækst i BNP pr. person pr. år.
I lang tid har denne vækst bevæget sig nogenlunde stabilt omkring 2 % pr. år, hvilket svarer til en fordobling i løbet af 35 år.
Alle producerende erhverv er interesserede i denne vækst, som pr. definition ikke medregner forbruget fra naturkapitalen og deraf afledte omkostninger – det problem viser sig nu naturens svar i form af drivhuseffekt, klimaforandringer og uddøende skabninger.

Vi producerer til stadighed og udhuler vor konto på planeten Jorden. Miseren skjules ved at udnytte de menneskeskabte og naturskabte katastrofer på en sådan måde, at BNP-væksten sikres ved markedet, hvor den frie konkurrence, forbruget, værdifastsættelsen og pengene er grundlaget. Masserne dulmes med fest, farver og elendighed. Vi ser stadig tydeligere, at afstanden mellem de rige og fattige øges hvert år. Væksten fortsætter, og tilliden falder tilsvarende.

Der er behov for, at nationerne politiske ledere finder deres troværdighed frem og indser nødvendigheden af i et forpligtende samarbejde at nedtone de frie markedskræfter og øge reguleringen af økonomi og magtanvendelse. Der er behov for, at fællesskabet øger investeringerne inden for sundhed, omsorg og uddannelse samt stopper markedsgørelsen og udliciteringerne af opgaver, som staten pinedød selv skal løse, bl. a. skal etableringen af de private hære stoppes hellere i går end i morgen. De private hære gavner kun de kræfter, der hellere se demokratiets hæl end tå. Det er simpelthen for farligt at lade dem eksistere.

De konflikter, som markedsgørelsen har skabt i liberalismens navn, har kun formeret sig med de metoder, som de frie kræfter kan stille op med.
Der skal tænkes anderledes med udgangspunkt i fællesskabet og demokratiet på bekostning af individualismen og den traditionelle vækstfilosofi.