Denne artikelserie er skrevet til Dansk Amatørmusiks medlemsblad 'Musikmagasinet'.
Dette års reportageserie om store danske orkestre vil handle om de 5 landsdelsorkestre, nemlig Aarhus-, Aalborg-, Odense-, Sønderjyllands- og Sjællands Symfoniorkestre. Overordnet set er der 8 store orkestre i Danmark. 3 statsorkestre (Det Kongelige Kapel, Radiosymfoniorkestret og Radioens Underholdningsorkester) og de 5 nævnte landsdelsorkestre, som alle administreres efter Musikloven fra 2003 med senere justeringer.
Musikloven er oprindelig fra 1976 og verdens første. Musiklovens § 4 beskriver landsdelsorkestrenes hovedopgaver, som bl.a. er at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900, i et rimeligt og kunstnerisk forsvarligt omfang at være til rådighed for ballet- og musikdramatiske forestillinger, herunder forestillinger med Den Jyske Opera, og for det stedlige musikkonservatorium som professionelt studieorkester, efter behov og i rimeligt omfang at afholde koncerter i og uden for landsdelen. Orkestrene er offentligt støttet af henholdsvis de kommuner, de er placeret i, og staten, samt de indtægter de selv skaffer sig i form af sponsorater og billetindtægter.
Vi lagde ud med at besøge Aarhus Symfoniorkester, en vinterdag primo januar, og vi fortsætter i marts med Odense Symfoniorkester – et landsdelsorkester primært for Fyn.
Foråret havde nået at titte frem, men da dagen for besøget i Odense oprandt, kom alle snefnuggene vrimlende, og det blev en af morgener, hvor Trafikradioen i hovedstadsområdet var på mærkerne med meddelelser om timelange køer på alle indfaldsveje til rigets hovedstad. Afrejsen fra det lille hjem blev derfor fremskudt, og jeg nåede frem gennem snemasserne til Høje Tåstrup Station i god tid, hvorfra lyntoget bragte mig videre til Odense Station næsten på den planlagte tid. Derfra var der kun en mindre, men sikkert sund spadseretur til Odense Koncerthus, hvor jeg skulle mødes med kommunikationschef Anne Drud Astrup og orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde.
Odense Symfoniorkester og deres 'hus'
Fra banegården kom jeg til bagsiden af Odense Koncerthus, som er en overraskende lav bygning – udefra. Det er tegnet af arkitekterne M.A.A. Per Hougaard Nielsen, C. J. Nørgaard Pedersen, Lars Møller og Birte Rørbæk (projektleder). Det blev indviet i 1982 og har altså kunnet fejre 30 års fødselsdag sidste år. Hovedformålet med koncerthuset er at huse Odense Symfoniorkester. Koncerthuset er områdets mest markante bygning i kraft af sin størrelse og funktion. Alligevel trykker det store hus sig ned i terrænet - koncerthusets gulv ligger i kælderetagen. Bygningen ligger som topvinklen i en trekant i H. C. Andersen-kvarteret. Selve koncertsalen, som har navn efter den verdenskendte danske komponist Carl Nielsen, er en traditionel opbygget kasseformet sal, og den er kendt for at have en fremragende akustik. Salen er udstyret med et 46-stemmer stort orgel bygget af et af verdens førende orgelbyggerier, Marcussen & Søn. Der er plads til omkring 1200 mennesker. Odense Symfoniorkester blev grundlagt i 1946, men dets rødder går helt tilbage til omkring år 1800. Oprindelig var det et teaterorkester, som også spillede symfonisk musik. I dag fremstår orkestret som et moderne symfoniorkester med et højt aktivitetsniveau og under stadig udvikling. Odense Symfoniorkester havde ved grundlæggelsen 22 musikere, men er i årenes løb vokset støt og har nu 73 fastansatte medlemmer, og det er i underkanten af, hvad et symfoniorkester skal have for at kunne spille alle værker. Orkestret giver årligt ca. 100 koncerter med et repertoire, der strækker sig fra barokken til vor egen tids musik.
Symfoniorkestret og The Beatles
Jeg blev budt velkommen af kommunikationschef Anne Drud, som hurtigt og imødekommende viste mig op i kantinen, hvor orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde netop holdt planlægningsmøde med to produktionsledere og en lydtekniker i anledning af en koncert den 11. april 2013 med Classical Mystery Tour og Odense Symfoniorkester: ”A Tribute to the Beatles”. Det var da lidt overraskende sådan lige at dumpe ned i et sådan planlægningsmøde, som handlede om store skærme og et voldsomt PA-anlæg. Ikke noget, jeg lige forbinder med et traditionelt symfoniorkester, men egentlig – skulle det vise sig – var et initiativ blandt flere, som har til formål at få flere og ikke mindst yngre mennesker til at interessere sig for, hvad Odense Symfoniorkester kan og står for.
Formidlingsarbejdet for børn og unge
Dagens første samtale er med Knud Erik Jørgensen, som er børne/unge-medarbejder. Han er oprindelig klassisk uddannet bratschist fra Fyns Musikkonservatorium og har spillet en lille menneskealder.
Imidlertid satte en arbejdsskade stopper for den musikalske karriere, og i samarbejde med alle de instanser, der nu en gang er inde i billedet i den slags situationer, lykkedes det at finde rum til, at Knud Erik Jørgensen kunne overflyttes fra musikernes rækker til orkestrets administration- og formidlingsafdeling i et fleksjob. Et rigtig godt billede af en institution, som tager sit sociale ansvar alvorligt. Knud Erik har været ansat i 25 år ved Odense Symfoniorkester. Han arbejder med arkivering, kontakten til børn og unge og er koordinator for 'Max Musik'. Dette sidste vender vi tilbage til. Den ansvarlige for Børne-og Ungeafdelingen hedder i øvrigt Karen Skriver Zarganis, men hun kunne desværre ikke deltage i samtalen denne dag. Arbejdet i Børne- og Ungeafdelingen omfatter desuden Minisymfonikerne, talentskolen, besøg ud og ind i huset, kontakt til folkeskoler og gymnasier, samarbejde med professionshøjskolens læreruddannelsesafsnit (University College Lillebælt), den kommunale musikskole og Det Fynske Musikkonservatorium, som nu er slået sammen med Odense Teaterskole. UCL er i det hele taget meget involveret i orkestrets børne- og ungearbejde. En medarbejder derfra har faktisk også ansættelse i Odense Symfoniorkester, så man kan roligt hævde, at der er tale om et tæt samarbejde. Endelig er der skolekoncerter for 1000 til 1200 børn og unge i Odense Koncertsal, familie- og julekoncerter, og endelig var der et stort arrangement på skolernes sangdag den 22. marts 2013, som transmitteredes direkte i Ramasjang.
Max Musik
Max Musik er et spændende og omfattende udviklingsprojekt på Vestre Skole i Odense. Det foregår i tæt samarbejde med musiklærerne. I begyndelsen af projektet var der et 'musikbånd' hver dag i indskolingen gennem en periode, men det blev for meget. Nu foregår det onsdag, torsdag og fredag. Det er elever fra 0.- 3. kl., der deltager – ikke ældre, i hvert fald ikke lige for tiden. Onsdag er sat af til instrumentalundervisning (3. kl.) afvekslende med almindelig undervisning og kor. Hvilke instrumenter, eleverne skal lære at spille på, bestemmes af projektledelsen. Instrumenterne er bl.a. trækbasun, trompet og guitar, men ellers ikke strengeinstrumenter. En donation fra den lokale Albani-fond har gjort det muligt at indkøbe instrumenter. Det er lærere fra Odense Musikskole, der varetager undervisningen. Der er foreløbig et budget på omkring 25.-30.000 kr. fra Odense Symfoniorkester, og dertil kommer de enkelte institutioners egne penge. Projektet medfører også gensidige besøg, mest i koncerthuset, hvor de får lov til at spille lidt på de instrumenter, de netop har hørt en eller flere musikere fortælle om for til sidst at overvære op til en halv time af en generalprøve – så kan den ikke trække mere den dag. Det er da vist også godt gået! - og der er ligefrem etableret et skoleorkester ved Vestre Skole; lidt særligt i dagens Danmark! 'Max Musik' er også en organisation med medlemskaber, som sympatisk nok er gratis, generalforsamling og vedtægter samt egen hjemmeside. Der er planer om et forskningsprojekt i kommunalt regi, der skal undersøge og evaluere hele dette storslåede og meget strukturerede projekt. Men det koster, og alle parter håber på at få samlet midler nok til, at det kan gennemføres.
Minisymfonikerne er et andet børne/unge-projekt. Det omfatter gæstemusikere fra symfoniorkestret på besøg i børnehaver og skoler, hvor der fortælles om og spilles klassisk musik i mindre grupper. Det er også et samarbejde med lærerstuderende med musik som liniefag, der skal afprøve forskellige undervisningsforløb.
”Tosca”
Efter samtalen, som foregik i et hyggeligt sofahjørne i kantinen til en svag lyd af orkestrets prøve i Carl Nielsen Salen, var det tid til at høre nærmere på den musikalske udfoldelse. Knud Erik viste mig via en trappe med grå betonvægge, der et enkelt sted til inspiration for alle var peppet op med et stort og farvestrålende papirklip af billedkunstneren Sonia Brandes, ned i Carl Nielsen Salen. Dér var der prøve på Puccinis opera ”Tosca” under ledelse af Giordano Bellincampi. Odense Symfoniorkester skal sammen med Den Jyske Opera nemlig opføre ”Tosca”, som er Den Jyske Operas chefdirigent Giordano Bellincampis afskedsforestilling. Jeg overværede vel i denne første omgang 15 minutter af prøven inden frokostpausen – og det lød velgørende.
Kanonéren
I frokostpausen var det tid til at tale med Jakob Weber Egholm – solojanitshar og dermed gruppeleder af janitshargruppen. Det var ham, jeg så forlade sin plads under prøven, og det viste sig nu, at det var fordi, han skulle ud og fyre 'kanonen' af! - Det var en kæmpetromme, som stod ude bag scenen, som Odense Symfoniorkester har lånt af Det Kongelige Kapel til brug for at illudere kanonskud i forbindelse med operaen. Jeg havde godt nok undret mig over, hvor kanonlyden kom fra og hvem, der skød den af, men nu fik jeg svaret. Jakob er københavner og har været hos Odense symfonikerne i fire år. Som ved alle ansættelser i den branche skal man til audition, når der skal besættes ledige stillinger. I hans tilfælde var der vel 40 -50 slagtøjsspillere, der skulle konkurrere. Som Jakob siger, så er det noget af et nåleøje. Han er meget glad for for sit arbejde i Odense. Også Jakob giver udtryk for, at krisen kradser i branchen, og det er attraktivt at blive ansat i Danmark i forhold til andre lande – det bliver konkurrencen jo ikke mindre af.
Han fortæller videre, at 17 -18 nationaliteter er repræsenteret i orkestret, men der er overraskende få fynboer, så folk må pendle meget til og fra Odense fra mange steder i kongeriget. På spørgsmålet om, hvad denne mangfoldighed betyder for klangen, svarer Jakob, at orkestret egentlig spiller bedre nu end for 20 år siden, men der er jo mange forskellige måder at spille på og forskellige klangidealer. I et symfoniorkester er det strygerne, som er den største gruppe, mens slagtøjsspillerne kun udgør 3 – 4 musikere. Her drejer samtalen ind på kønsfordelingen i et orkester, og at der er sket en forskydning i forhold til tidligere tider, hvor et orkester langt overvejende bestod af mænd. I dag er der fx ofte markant flere kvinder blandt strygerne. Der er også kvindelige slagtøjsspillere, fx var Jakobs forgænger i embedet en kvinde. I øvrigt, mener Jakob, at slagtøjsspillerne er dem i et orkester, som får lov til at spille på alt det sjove, og han nævner just 'kanonen'. I ”Tosca” foregår der også en del bag scenen, hvad angår slagtøj, fx skal han på et tidspunkt 'være hyrde' og slå på nogle klokker, som skal illudere halsklokker på geder. Mangfoldigheden med hensyn til hans 'instrumenter' er rigtig stor. Som jeg har hørt tidligere fra en anden slagtøjsspiller, så er instrumenterne alt, hvad der kan slås på – undtagen mennesker. Jakob tilføjer, at han sagtens kan komme ud for at skulle spille på olietønder, men det er naturligvis ikke sikkert, at han spiller det lige så virtuost som fx en cubaner. Det er også slagtøjsspillerne, der illuderer knusning af glas, væltede stole og den slags i sceneslagsmål. Vi kommer til at tale om den prisbelønnede danske komponist Simon Steen-Andersens værk ”Ouvertures (koncert for forstærket gu-zheng, sampler og orkester)”, som Jakob også har spillet, og han bemærker, at det netop ofte er i den nyere musik, slagtøjsspillerne bliver udfordret med krav om 'nye og underlige' lyde. Det er egentlig først i romantikken, slagtøjet for alvor kommer på banen. Jakobs musikerkarriere begyndte allerede i slutningen af 3. gymnasieklasse, hvor han kom i forbindelse med Uffe Savory, som fik ham puffet ind på musikvejen i en konservatorieuddannelse, som han afsluttede efter 7 år, hvorefter han spillede forskellige steder, bl.a. i Kina i et halvt år og senere i alle Danmarks symfoniorkestre. Frokostpausen er nu ved at være slut, og Jakob skal lige have mulighed for at tygge af munden, inden prøven på ”Tosca” fortsætter nede i salen.
Hvad kælderen gemte og teknikken
Efter frokostpausen blev jeg vist rundt i Odense Koncerthus af produktionsleder Rasmus Jakob Frandsen, som er den ene af de to helt uundværlige medarbejdere bag scenen (og bag orkestret). Deres opgaver er mangeartede, men bl.a. skal de sørge for, at alt det praktiske fungerer, at instrumenterne kommer i de rigtige kasser under turneer, at stole og den slags er på plads, når prøverne begynder og alle den slags opgaver, som man først lægger mærke til er løst, hvis de lige netop ikke er det. Rasmus har også ansvaret for at indkalde assistenter, fx i forbindelse med sygdom o.lign. Jeg kom lidt rundt i den store bygnings mange forbindelsesgange og rum med forskellige funktioner. Fx kom vi ned i kælderen, hvor slagtøjsgruppen havde sit lager med alskens forskellige ting og sager til at slå på. Der var faktisk også et 'kolonihavehus' – et topisoleret lille hus, hvor paukisten kunne øve sig og justere sine pauker. Lidt unikt og overraskende. Vi kom også forbi nogle rum, som havde vinduer ud til koncertsalen, hvor der var ved at blive indrettet teknikerrum, beregnet til lydoptagelser.
Rent historisk og interessant nok havde man endnu ikke skilt sig af med den oprindelige teknik fra 'Telefunken', hvor mikserpult mm. vel fyldte noget, der nærmede sig 1 kubikmeter, men som i dag klares med en teknologi, der er på størrelse med en æske husholdningstændstikker. På gangen oven over var der tolkerum, der oprindelig var tænkt til simultantolkning ved kongresser, men som nu blev anvendt til øverum for musikerne, idet institutionen godt kunne bruge flere af den slags, end der oprindelig var tænkt på.
Musikchefen
Efter rundvisningen har jeg en aftale med musikchef Finn Schumacker, som blandt meget andet fortæller, at en af de største – og tilbagevendende – begivenheder er den koncert, som indleder sæsonen. Det er 'Opera på Engen', som ganske vist efter 11 år på engen ved 'Fruens Bøge' nu flyttes til 'Kongens Have. Det er en gratis operakoncert, hvor man håber at komme ud til et bredt publikum, og der kommer sædvanligvis 15-17.000 mennesker. Finn Schumacker har været musikchef ved Odense Symfoniorkester siden 2007. Han kom til Odense fra rektorposten ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus efter at have været koncertdirektør og orkesterchef ved Helsingborg og Aalborg Symfoniorkestre. Han er uddannet musiker (tuba) fra Musikkonservatoriet i København, og musikerkarrieren begyndte ved det nu hedengangne Fynske Livregiments Musikkorps, hvorefter han kom til operaen i München og spillede dér en årrække.
Veje krydses
Derudover har han beklædt forskellige tillidsposter. Interessant nok for 'Musikmagasinet', som har påbegyndt en artikelrække om fødekæden i den danske, klassiske musikverden – fra folkeskole til orkestermedlem – har Finn Schumacker været formand for en 'task force', som skulle rådgive kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen) i spørgsmål vedrørende de danske musikkonservatorier, ligesom han var formand for endnu en 'task force' om fødekæden inden for den klassiske musik. Denne gang hed ministeren Brian Mikkelsen. Begge disse arbejdsgrupper barslede med rapporter og anbefalinger, og det foregik i 2002. Desværre er der ikke rigtig sket noget endnu, og musikskolerne er noget bekymret for, hvad der skal ske med dem, hvis en heldagsskole indføres. Musikskolerne blev oprettet i slutningen af 1980'erne, og det er nødvendigt med en plan for, hvordan de kommer med i en sådan ny skoleform. Folkeskolelovens § 3, stk. 3 giver jo mulighed for oprettelse af musikhold i fritiden, men med indførelsen af kommunale musikskoler, blev denne mulighed udtyndet kraftigt, idet lærerne flyttede over til musikskolerne. Desværre er der kun ca. 10% af folkeskoleeleverne, der benytter musikskolernes tilbud – og det er jo ikke så voldsomt.
Resurserne
Om økonomien fortæller musikchefen, at der er godt 30 mill. kr. fra Odense Kommune, godt 20 mill. kr. fra staten, og dertil kommer de indtægter, der kommer fra billetsalg, sponsorer og fondsmidler, alt i alt 5-6 mill. kr. Kommunen satser tilsyneladende på orkestret og teatret og giver derfor lidt mere, end de fx gør i Aarhus til den slags kulturelle aktiviteter. Den lokale avis er sammen med et par banker og det lokale bryggeri de største sponsorer. Sponsorstøtten udgør 'flødeskummet' i det samlede billede, altså det, der gør, at man kan etablere nogle særlige arrangementer, men også her kan finanskrisen mærkes. Gennem en årrække er der sket en forskydning fra abonnement til løssalg, som følger aldersfordelingen for koncertgængerne. Der kan også mærkes en kulturel forskydning i retning af, at det har ændret sig, fx hvornår man klapper under en klassisk koncert. Ritualerne ændrer sig. Der bliver stadig færre abonnenter, og derfor arbejder administrationen med et nyt og mere gennemskueligt billetsystem med henblik på at opretholde mange loyale kunder. Belægningsprocenten ligger pænt højt omkring 90, hvilket musikchefen er glad og stolt over. Der er en god søgning til alle de aktiviteter, de har gang i i Odense.
Koncertformidlingen
De omkring 100 koncerter, orkestret giver, spilles hovedsageligt på Fyn og i særdeleshed i Odense. Men de spiller også i trekantsområdet. De har sådan set ikke noget med Region Syd at gøre, hvor også Sønderjyllands Symfoniorkester hører til. De fem landsdelsorkestre er altså ikke lig med de fem regioner. Tidligere har de været mere ude omkring på øen, men efterhånden er antallet af koncertarrangører skrumpet. Måske har det noget at gøre med, at der spares på de kommunale kulturelle budgetter, så de større udenbys koncerter er tørret noget ind, og tilbage er der fx skolekoncerterne og minisymfonikerne. Men de har opdaget, at der glædeligt nok er mange unge, som gerne vil lytte til klassisk musik, men de kommer bare ikke til koncerterne. Derfor eksperimenterer Odense Symfoniorkester med at spille netop dér, hvor de unge kommer fx i 'Magasinet', som er et spillested med plads til 400 mennesker. For nylig spillede de en klassisk koncert der i samarbejde med tre unge komponister (et komponistkollektiv 'Pliiinggg'). Opgaven lød på at arrangere en klassisk koncert, hvor målgruppen var de unge, og 'Pliiinggg' løste opgaven ved at bruge Beethovens 8. symfoni og og satte deres egen nye musik ind mellem de fire satser og supplerede med et lysshow. Det blev rigtig godt modtaget, så orkestret vil arbejde videre med denne form. De har også udviklet et samarbejde med Syddansk Universitet, og det bliver spændende at se, hvad det kan blive til. Og ikke mindst om institutionens budget kan blive ved med at bære den slags udviklingsprojekter – men man kan vel egentlig sige: Det manglede bare. Hvis ikke, så er bevillingen for lille.
Orkesterchefen og det personalemæssige
Dagens sidste samtale er med orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde, som har det personalemæssige ansvar over for såvel musikere som de administrative medarbejdere, der er i direkte daglig kontakt med orkestret. Dertil kommer de koordinerende opgaver i forbindelse med produktionerne. Jespers baggrund er som basunist i orkestret gennem 24 år. Han har i 10 år været tillidsrepræsentant og gik derfra over i ledelsesfunktionen. Vi kommer ind på det personalemæssige, og Jesper fortæller, at kønsfordelingen som helhed er fifty-fifty, at der er 17 forskellige nationaliteter, og at der er ca. 40% udenlandske musikere. De udenlandske musikere kommer fortrinsvist fra de nærmeste naboer, Tyskland, Sverige, Finland og Norge, men også Brasilien er repræsenteret.
Klangen
På spørgsmålet om, hvorvidt 'en dansk klang' evt. kan lide under, at der er mange udenlandske musikere, svarer Jesper, at det er et vanskeligt spørgsmål, fordi ”hvad er en dansk klang?” Alle de store danske orkestre har deres egen klang, og de har alle en del udenlandske musikere iblandt sig, og hvilke instrumenter har vi en lang tradition for, og hvilke har vi ikke spillet så meget– så hvad er så lige det danske, hvem mon skal afgøre det? Jesper udtrykker, at han ikke er nervøs for 'den danske klang', fordi hvert orkester har sin sjæl og sit særkende. Udfordringen ligger i ansættelsesprocessen, hvor det er vigtigt, at der ansættes musikere, som kan leve op til de lokale krav og den egenart, det enkelte orkester har både fagligt og socialt. De fleste af musikerne har udover deres arbejde i orkestret undervisningsopgaver i den kommunale musikskole og på MGK-uddannelsen. Alle er ansat på det, som man tidligere benævnte 'tjenestemandslignende vilkår' – altså overenskomstmæssigt ansat med pension, dog ikke på niveau med en tjenstemandspension.
Efter/videreuddannelsen
Efter/videreuddannelsen af orkestrets medlemmer forsøges på den ene side samlet i huset i forbindelse med de produktioner, de spiller, og de dirigenter, som engageres. Den anden del er den studiefond, der findes, og hvert år udloddes en portion penge til musikere, der kan tage ud i verden i kortere eller længere tid og studere. De kommunale midler, som orkestret som en kommunal institution, evt. ville kunne få del i, ville ikke slå til, og derfor satser de på at engagere rigtig gode kapaciteter til at efteruddanne folk, når de er på stedet. Jeg spørger Jesper, hvad det er, han synes, der gør Odense Symfoniorkester til noget særligt, og med et skævt smil svarer han, det er jo vanskeligt at svare objektivt på, men han mener, at de kan måle sig med de bedste orkestre i Danmark, og at Odense Symfoniorkester har en meget ren strygerklang – fin, sart og transparent – og de har en stærk blæserklang.
Er der et 'Carl Nielsen-syndrom'
De har nok ikke en favoritkomponist, men de har altid Carl Nielsen på repertoiret – og hvis de ikke skulle have det, hvem skulle så? De har jo de årlige Carl Nielsen konkurrencer, som begyndte med violinkonkurrencer, men senere kobledes de øvrige soloinstrumenter på, som Carl Nielsen har skrevet koncerter til, klarinet og fløjte, og endelig er orgelet også kommet med. Hvert fjerde år har de en sådan instrumentkonkurrence som en helt selvstændig del af Odense Symfoniorkester med finalekoncert på Carl Nielsen fødselsdag den 9. juni. De samarbejder også med Filharmonisk Kor, som består af frivillige, der har valgt at bruge deres fritid sammen med Odense Symfoniorkester. Det er de vældig glade for, fordi det er vanskeligt at at få et orkester-kor samarbejde til at fungere. Men det gør det her.
Dagen nærmer sig sin afslutning. Det har været et besøg, som var præget af samtaler med dybt engagerede medarbejdere, der var stolte over og glade for deres arbejdsplads. Besøget var aftalt i løbet af kort tid og bar også præg af, at dagen var opfyldt af aftaler og møder, og jeg fik derfor lejlighed til på første hånd at iagttage den travlhed, der typisk er i en moderne orkesterorganisation. Inden jeg skulle med 'Lyneren' hjem, kunne jeg lige nå at runde de hyggelige gamle huse, som er naboer til den moderne bygning, som Odense Koncerthus er. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var afgjort med til at give indtryk af et hyggeligt og vellykket stykke byplanlægning. ICL42 afgik rettidigt, og vi susede mod det snedækkede hovedstadsområde via en bro og tunnel, som er teknologiske mesterværker med lyden af 'Tosca' i ørerne.
Kilder: Besøget den 13. marts 2013
Odense Symfoniorkesters hjemmeside www.odensesymfoni.dk og www.maxmusik.org
Kulturministeriets hjemmeside
Opslag
