Det går godt i Danmark (6) - Støt centrum-venstre

Indledningsvis vil jeg gerne vedkende mig, at jeg er gået fra at være meget tilfreds med, at centrum-venstre vandt regeringsmagten i 2011 over at være meget kritisk over for den højredrejning, som regeringen foretog efter at have sat sig til rette i ministerkontorerne, til igen at være meget mindre kritisk over for regeringen. Her til sidst er det dog i høj grad udsigten til alternativet – en Lars Løkke Rasmussen 2 – der er hovedårsagen til, at jeg så langt foretrækker en Helle Thorning-Schmidt 2.

Når det så er sagt, må jeg anerkende, at der er sat rigtig mange anlægsopgaver i gang, og byggeri plejer jo at være et godt og velafprøvet middel til at sætte gang i samfundsmaskineriets hjul. Der bliver gravet og gravet, støbt og støbt næsten lige meget, hvor man retter blikket hen – i hvert fald i de større byer.

Jeg er sikker på, at hvis regeringen ikke havde fået sat så mange anlægsopgaver i værk, ville det for alvor have stået skidt til. Uligheden ville fx have været meget, meget større.

Arbejdsløsheden er nu angiveligt faldet. Dansk økonomi får gode karakterer i mange internationale vurderinger fra OECD over private analyseinstitutter til EU – og ja, der er også nogle enkelte negative vurderinger, men de er få og ret så specialiserede. Så på trods af konkrete politiske løftebrud har regeringen dog sørget for, at Danmark så nogenlunde og bedre end mange af vore politiske og handelsmæssige partnere er kommet igennem finanskrisen. Krisen er og har været langvarig og er næppe helt overstået endnu, men vi er på rette vej.

Men prisen har været kanonhøj – politisk set for regeringen. Den står – uretfærdigt i forhold til ovenstående – umanerlig lavt i meningsmålingerne. Løftebrudsspøgelset har været holdt godt i kog af de borgerlige, og dét parret med en lidt underlig form for ligegladhed i befolkningen over for den politiske substans, er medvirkende til, at det bliver en meget svær kamp at overbevise vælgerne om, at de skal holde fast i den centrum-venstre regering, vi har og give den 'four more years'.

Hvorfor? - Jo, se lige helt nøgternt på alternativet! - Oppositionens statsministerkandidat, hans parti og hans – i givet fald – parlamentariske grundlag er bestemt ikke noget at samle på. De har ingen visioner om fortsat udvikling af velfærdssamfundet, men måske nok om velstandssamfundet for de så nogenlunde velbjærgede. Ingen visioner for energi-, miljø og klimaområdet, kun en forsigtig og helt utilstrækkelig udvikling – båret af et meget konservativt syn. Ingen visioner om ægte aktivistisk udenrigspolitik, som understøtter øget lighed og bedre uddannelse på kloden, men kun militære svar som beskyttelse og udbredelse af et bevarende, fastlåst demokratisyn af udpræget vestligt tilsnit uden hensyntagen til andre livs- og kulturopfattelser.

Dertil et fremadstormende – og dygtigt ledet, det må jeg anerkende – Dansk Folkeparti, som kun vil magten uden det egentlige ansvar. DF er godt nok blandt de store danske partier (måske endda det største), og de er måske også blevet stuerene, men voksne er de ikke blevet.

Der er altså rigtig megen grund til at tale den nuværende centrum-venstre regering op, støtte dens initiativer, og – ikke mindst støtte dens kamp for at bevare regeringsmagten.

Og når regeringsmagten er genvundet, så kan vi tage fat på at rydde tidslerne ud af buketten – for de er der desværre også.

Den nødvendige prioritering i sundhedsvæsenet og tilværelsen i det hele taget

Det var ikke så lidt, hvad?

Skal vi alle have den nødvendige og tilstrækkelige behandling, når vi bliver syge?

Jo – det skal vi da, vil de fleste nok mene. OK, hvad betyder det så – er der penge nok i systemet til, at det kan lade sig gøre?

Mit umiddelbare bud er, at det skal der være. Vi har i det danske sundhedssystem det princip, at der er lige og fri adgang til lægehjælp. Sådan har det været i hele velfærdsstatens levetid, og sådan skal det fortsat være.

Men når nu den teknologiske og medicinske udvikling drøner derudad med stigende acceleration, følger pengene så med i samme tempo? Tja, bum, bum, bum, bum – det har de da så nogenlunde gjort hidtil. Godt nok kan man i medierne undertiden læse, at syge kan blive behandlet i udlandet og ikke herhjemme for deres mere eller mindre sjældne sygdom, men stort set har vi en ligeså god og høj kvalitet i sygdomsbekæmpelse her i landet som andre steder på kloden.

Spørgsmålet er, om det kan fortsætte? Flere og flere sygdomme kan kureres, og nye sygdomme opdages og beskrives, og efterhånden kan de også kureres. Og det er pokkers dyrt. Derfor er det et spørgsmål, om sundhedsvæsenet er et bundløst kar at fylde penge i, at der aldrig bliver penge nok.

Hvis det er tilfældet, er vi tvunget til at finde ud af, hvad vil vi behandle, og hvad vil vi ikke behandle.

Det er helt bestemt ikke en sjov opgave – den er grim.

Er der fx bestemte aldersgrupper, hvor reglen vil være, at dem behandler vi ikke. Skal der fx være hjertestartere på plejehjem? Skal det være muligt at fryse æg og sæd ned, så par eller enkeltindivider kan få deres børn, når det passer ind i arbejdsliv og karriere? Skal fattige og socialt udsatte ikke behandles, fordi deres prognose er dårlig? Skal idrætsudøvere eller motionister have knæoperationer mere end én gang? Skal narkomaner have gentagen hjælp til at komme ud af deres misbrug? - Skal rygere og alkoholikere?

Hvad er liv værd? - og hvem skal fastsætte prisen og afgøre, hvornår grænsen er nået?

Hvordan er det i øvrigt lige med medicinalindustrien – skal de bare have lov til at bestemme deres eget marked og sætte priserne (højt) efter for godt befindende?

Hvis vi ikke ønsker at tage stilling til disse og lignende spørgsmål, men fastholder at afsætte de tilstrækkelige resurser til behandlingssystemet, hvilke andre omkostninger skal så ikke afholdes? Militærudgifterne, når nu russerne igen er begyndt at afprøve forsvarsviljen og -evnen i luften eller til vands? De sociale udgifter, og så lade de svage sejle i deres egen sø? Uddannelsesområdet, så kun de bedste får en uddannelse – eller kun de rigeste? - Og listen er slet ikke udtømmende.

Der er mange spørgsmål og sikkert lige så mange svar. Et er sikkert, det er ikke nemt.

Men det er efter min opfattelse nødvendigt, at det diskuteres, at nogle fornuftige mennesker får til opgave at organisere og strukturere debatten, at beslutningstagerne tager opgaven op og drager omsorg for, at den løses i en demokratisk ramme. Jeg er med på, at nogle vil afstå for at deltage, at andre vil synes, opgaven skal overlades til 'eksperter', andre igen har en opfattelse af, at vi må lade markedet bestemme.

Det kan jo også være, at hele det økonomiske system skal ses efter i sømmene, og der måske skal opfindes noget nyt, så vi skal begynde forfra på en eller anden måde.

Men uanset hvad tror jeg, at det er nødvendigt, at diskussionen tages op, inden det bliver for sent – på trods af, at det er en global problemstilling. Måske lider vi samme skæbne som dinosaurerne og vokser os ihjel. Hvorfor så bruge energi og tid på at diskutere det?

Folkeskolereformen og de ti musiske bud

De radikale har tradition for at være med omkring folkeskolen. De har lagt ministre til posten som undervisningsminister rigtig mange gange – dertil kommer, at også ministerierne for kultur og/eller kirke har haft radikale chefer.

Gennem de sidste 20 år har de også haft ministre i de økonomiske ministerier på nær naturligvis i den borgerlige regering, men desværre har – i min optik – tidligere indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager i sit parløb med finansminister Bjarne Corydon glemt de dannelsesmæssige aspekter i forbindelse gennemførelsen af folkeskolereformen.

Jeg synes derfor, der er grund til at trække nogle punkter frem fra en ikke så fjern fortid, hvor dannelse og uddannelse var et stærkt makkerpar i folkeskolen.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen (1993 -1998) var naturligvis meget påvirket af de 'gamle' radikale undervisningsministre Jørgen Jørgensen og K. Helveg Petersen ('unge Helveg' i modsætning til sønnen Niels), som sammen med bl.a. socialdemokraten Julius Bomholt mente, at den folkelige dannelse var mange messer værd. Ole Vig Jensen nedsatte derfor i 1995-96 Det Musiske Udvalg, som bestod af personer, der på den tid havde markeret sig i debatten om folkeskole, folkeoplysning, kunst, dannelse og uddannelse. Deres opgave var at formulere nogle teser, som kunne angive en retning for den vej, som folkeskolen skulle tage, når det gjaldt om at højne dannelsen til gavn for uddannelsen, altså fremtiden folkeskole.

I udvalget deltog bl.a. Ole Albæk, Chresten Sloth Christensen, Peter Bastian, Erik Clausen, Lars Bjørner, Claus Meyer, Jens Raahauge, Bente Scavenius, Poul Riis, Rose Marie Tillisch.

Som navnene antyder er det en god blanding af etik, æstetik, kunst og skole.

Deres arbejde resulterede i følgende ti bud, som efter min mening stadig er aktuelle, og som burde findes som opslag ved indgangen til enhver folkeskole i Danmark, så børn, forældre og ansatte er fuldstændig klar over, hvad den danske folkeskole vil, kan og gør i sit daglige virke:

1. bud:

Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.

2. bud:

Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.

3. bud:

Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.

4. bud:

Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.

5. bud:

Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, at dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.

6. bud:

Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.

7. bud:

Du må forstå, at der på skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.

8. bud:

Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.

9. bud:

Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorienteret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb,, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.

10. bud:

Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx kunstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.

Derudover var der to sætninger fra den tids debat, som jeg synes er så almengyldige og værdifulde, at de netop skal med her i denne sammenhæng:

Den ene er: Demokrati er en samtale med ret til modsigelse.

Den anden: Læreren skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste.

Det var altså sådan i det sidste årti i sidste århundrede, man havde det blik for fremtidens folkeskole.

Nu vender jeg mig mod vor egen tid. Og det er jo unægtelig et noget andet billede, der tegner sig – desværre.

I dette indlæg vil jeg kommentere generelt på relationen mellem datidens folkeskolesyn og folkeskolesynet i den gældende folkeskolelov, mens jeg i de fremtidige indlæg om dette vil kommentere de enkelte bud i relation til reformen.

I dag er der to hovedpunkter, der gennemsyrer holdningen til folkeskolen. Det ene er, at alt skal kunne vejes og måles, og det andet er, at vi skal have fuldstændig styr på lærerne, så vi sikrer os, at vi får det, vi betaler for.

 

Der lægges altså et kontrollerende menneskesyn ned over skolen, og derfor får man det, man ønsker.

Desværre er det jo slet ikke tilstrækkeligt, når vi beskæftiger os med den altafgørende og vigtige kulturelle institution, som folkeskolen er og bør være. Risikoen for at folkeskolen udvikler sig til en småkagefabrik er så tæt på, at vi nu må og skal sige fra. Hvis det ikke sker, forudser jeg, at der 'går kannibalisme i den'. Det skal forstås sådan, at de stærke æder de svage og dem, som de stærke ikke når at æde, tager Fanden sig af.

Der er nemlig sket det, at nedgøringen af lærerne har umuliggjort gennemførelsen af de gode takter, der angiveligt er i folkeskolereformen. Regnearkene og den bureaukratiske ånd, som danner baggrund for implementeringen af reformen, er dødelig gift i småkagerne og for, at eleverne dannes, fagligt som socialt.

I tilgift sker der som en af flere konsekvenser af den praktiske gennemførelse af reformen, at flere forældre på deres børns vegne fravælger folkeskolen. Det medfører så, den sammenhængskraft, folkeskolen – som den praktisk taget eneste almene institution, der er tilbage, når værnepligten næsten er afskaffet – grundlæggende er, hvor høj og lav mødes, forsvinder. Den menneskelige indsigt, som de sociale klasser udvikler om hinanden, svækkes – dermed sammenhængskraften, og den tidligere nævnte kannibalisme opstår.

Det er intet mindre end en katastrofe.

Sådan var det ikke i halvfemserne, hvor man netop lagde op til at udvikle og dyrke det alment menneskelige, at se kunsten, æstetikken og etikken i en faglig kontekst, som kunne styrke fællesskabet, og hvor de stærke ikke åd, men støttede og løftede de svage.

Dybest set tror jeg ikke, at det er den vej, de fleste af os vil gå. Dertil er vi for meget socialdemokrater classic. Lad os i stedet anskue problemstillingen i den ånd og lade egoismen bag os, for vi kan selvfølgelig nå det endnu. Der er så mange opgaver og problemstillinger, der netop kræver fælles løft og sammenhængskraft for at kunne løses, så det bliver holdbart i mere end fem år.

Folkeskolen – og ikke mindst den ånd, der hersker i den – er det vigtigste redskab til at frembringe varige løsninger i det fremtidige samfund. Derfor er det vigtigt, at vi smider de beslutningstagere, der ikke forstår det, på porten og giver andre, som netop forstår vigtigheden af de fælles løsninger, plads til at løse de påtrængende opgaver, vi står over for.

Det går godt i Danmark (5) - Regeringens klimastrategi

Jeg fortsætter kommentarserien over positive begivenheder i det danske samfund, og denne gang skal det handle om regeringens klimastrategi, hvor det vigtigste budskab er, at de fossile brændstoffer skal være udfaset i 2050. De vedvarende energikilder som især vind, vand (fra Norge og Sverige) og sol skal den tid kunne dække vort energibehov.
Det er i korthed, hvad klimastrategien handler om.

Og det er fremragende, selv om der naturligvis altid er nogle borgerlige pessimister, der ikke vil se kendsgerningerne i øjnene, og som vil mene, at der stadig vil være behov for forurenende, CO²-udslippende energikilder, og som fortsat tror på, at denne klodes klima vil kunne klare, at vi fortsætter med den voldsomme belastning af atmosfæren.

Klimaminister Rasmus Helveg Petersen og hans ministerium har gjort sig umage for at kunne fremlægge en strategi, som måske ikke er vanvittig visionær, men bygger på den viden vi har i dag, og ikke mindst sætter alvor bag og satser hele butikken på vind og vand. Det sidste skal ske i samarbejde med vor nordiske naboer, hvor den danske overskydende vind-el skal bruges til at pumpe vand op i højtliggende reservoirer i de skandinaviske fjelde, så vi senere – når der er underskud af vind-el – kan få vand-el.

På den måde kan man sige, at vandreservoirerne bruges som batteri. Smart, ikke sandt!

Vore biler med forbrændingsmotorer skal efterhånden afløses af el-biler, og opvarmning skal foregå med el.

Alt dette vil skabe danske arbejdspladser, først og fremmest i vindmølleindustrien, men også i byggeriet, fordi det jo vil blive nødvendigt, at alle huse er topisolerede. Vi vil udvikle teknologi og opbygge en eksportsektor i forbindelse med vedvarende energi. Og sådan vil der hele tiden opstå nye arbejdspladser, fordi vi vil vænne os til at tænke i de nye muligheder.

Nu gør det jo heller ikke noget, at industrien gerne vil støtte klimastrategien, så klimaministeren allerede har vigtige medspillere. Nu er det så op til befolkningen i øvrigt at bakke op om strategien ved at forsøge at leve op til udfasningen af forureningsenergierne og bruge vind-el fornuftigt.

Det skal bemærkes, at biogas også indgår i klimastrategien, bl.a. skal denne form for energi fortrinsvis bruges i transportsektoren.

Om klimaministeren har fået et hint fra FN's klimaforskermøde, der fandt sted denne uge i København, ved jeg ikke. Mødets formål var at sammenskrive nogle tunge klima- og energirapporter, så verdens beslutningstagere virkelig kan forstå alvoren, blive enige og tage de nødvendige beslutninger, så de næste generationer også kan eksistere på denne klode.

Synteserapporten understreger behovet for beslutninger, der kan nedbringe klimabelastningerne, og - ligesom i den danske klimastrategi – anbefaler forskerne udfasning af de fossile brændstoffer inden 2050.

Udfasningen af de fossile brændstoffer har jo så også den vigtige sidegevinst, at afhængigheden af såvel Rusland som de mellemøstlige spillere vil nedbringes i samme takt.

Håbet er lysegrønt i mere end en forstand. 'Yes, we can – Come on' som jeg håber, en vis præsident vil sige.

I følge flere iagttagere og kommentatorer, der beskæftiger sig med klima- og energiforholdene i international sammenhæng, er der håb, fordi nogle af de store spillere er i verden begyndt at indse nødvendigheden af at gøre noget ved den udledning af kulbrinter, der har fundet sted gennem de sidste mange år.

Det går godt i Danmark (4) – Er der mon håb?

Som nævnt for nogle uger siden, besluttede jeg, at jeg ville lade serien ”Der er noget galt i Danmark” afløse af en ny serie ”Det går godt i Danmark”, og jeg har allerede skrevet 3 indlæg. Desværre har det været svært, og indlæggene kan da også virke både fortænkte, forskruede og kunstige. Hvorfor mon?

Der er altså mange knaster på vejen, og jeg kunne nævne – nåh nej, det må jo ikke blive emnet her.

Så jeg skruer optimismen på og nævner, at det er fint, at udenrigsminister Martin Lidegaard har meddelt Tyrkiet en solid besked om vor utilfredshed med løsladelse af en fange, vi havde regnet med at få udleveret i forbindelse med mordforsøget på Lars Hedegaard, forhenværende formand for trykkefrihedsselskabet.

Det siger sig selv, at man kun kan tage afstand fra en sådan alvorlig kriminel handling, men kort sagt så er Tyrkiet er en helt afgørende nøglespiller med hensyn til at få løst de alvorlige problemer i Syrien, Irak og banditterne med deres 'Islamistisk Stat'. Og i konteksten Tyrkiet, Syrien, Iran, Irak, Rusland, kurderne og Vesten er den frigivne fange realpolitisk en mindre brik. Lad ham blive dernede.

Det er jo da også mægtigt, at de danske F16-jagere som led i vor såkaldt aktivistiske udenrigspolitik nu har været på flere togter og også smidt deres bomber mod 'Islamisk Stat', formodentlig uden at ramme civile mål.

Men nu skal jeg til at passe på ikke blive negativ.

Så hellere pege på, at bogen ”Mørkelygten” har sat gang i debatten om ministerielle embedsmænd, deres upartiskhed og saglighed.

Allerede denne vinkling er på kanten af en optimistisk tilgang.
Men det lader til at være tiltrængt, at emnet bliver diskuteret, for jeg er ret sikker på, at vi er en del, der gennem mange år har haft opfattelsen af et ukorrupt, sagligt, loyalt og upartisk embedsmandskorps i Danmark. Ikke haft en idé om 'bananstatsagtige' tilstande i nationen, men vi har tilsyneladende været en anelse for naive.
Jeg kan ikke føre bevis, men jeg er nu ret sikker på, at politiseringen af embedsmandsstanden er uheldig, fordi de påtager sig et ansvar med deres politiske rolle, og – uanset hvad de toneangivende politikere hævder –når to deler ansvaret, så bliver det kun til to procent til hver, og det er mildest talt uheldigt, hvilket jo også klart fremgår ved at kun få ministre trækker sig, når det opdages.

Men endelig som noget meget positivt vil jeg kort fortælle om en oplevelse her til aften, hvor jeg var taget til et møde i Ballerups Multikulturelle Forening. Folketingets formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, skulle tale om FN og nogle af de aktuelle udenrigspolitiske problemstillinger.

Det var velgørende i den grad – hold da helt op!

Endelig en socialdemokrat, der umisforståeligt i en offentlig forsamling gav sig selv, fortalte åbent og ærligt om sine synspunkter samtidig med, at tilhørerne fik en kort og præcis indføring i FN's opbygning, organisation og arbejde.

At jeg blev bekræftet i mange af mine holdninger og værdier var naturligvis i høj grad medvirkende til, at jeg oplevede aftenen som udbytterig, men det velgørende bestod bl.a. også i, at jeg så og hørte en politiker, som ikke svøbte sig i formuleringer, der virkede belærende overbærende. Derimod fik tilhørerne denne fredag aften at vide, hvad Mogens Lykketoft mente om de emner, der blev berørt.

Og det var socialdemokratisme classic uden antydninger af new public management og økonomiske hensyn.

Det er lige før, jeg kan blive optimistisk igen – og det siger ikke så lidt!

Det går godt i Danmark (3) - en spådom

Jeg synes, der lige nu er tre grunde til, at jeg vil hævde, at det går godt i Danmark.

Den første er, at man nu vil arbejde kraftigt på at løse eller i det mindste minimere problemerne i de almennyttige boliger, hvor der ser ud til at være et stort behov, altså i de bebyggelser, som fortsat er præget af høj kriminalitet og utryghed.

Men vil tilsyneladende bruge rigtig mange penge på at forbedre forholdene. Det er fint, at by- og boligministeren mener, at den problemstilling fortjener opmærksomhed. De midler, man bl.a. agter at bruge, er sammenlægning af mindre lejligheder til større for ad den vej tiltrække familier med både økonomiske og mentale resurser, så beboersammensætningen bliver bredere, stærkere og socialt facetteret. Det er godt, fordi det længe har været sådan, at hvis man boede i et større almennyttigt byggeri, var der en vis sandsynlighed for, at man var godt på vej til at komme til at blive et nummer i tabernes rækker. Disse bebyggelser går under det lidet smigrende navn 'ghettoer', så det er bestemt glædeligt, hvis regeringen kan sætte så mange penge bag ved initiativer, der kan ændre på dette. Desværre er det jo ikke regeringens penge, men Landsbyggefondens penge – men lad det nu ligge i den gode sags navn.

Den anden grund er, at den borgerlige opposition er ved at være lidt sejrsikker, når landet skal til stemmeurnerne. Jeg tror, at det vil gå op for vælgerne, når vi nærmer os valget, at der ikke er noget reelt alternativ til en centrum-VENSTRE regering. I virkeligheden er oppositionen ret splittet på en masse punkter, bl.a. i dagpengesagen, om ulighed/lighed, skattelettelser og flere andre afgørende problemstillinger.

Derfor tror jeg på, at regeringen stadig har en chance ffor at fortsætte, selv om den ikke har gjort livet nemmere for sig selv. Men alternativet er så afgjort værre. De nuværende regeringspartier, og især SF og Enhedslisten vil kunne flytte stemmerne, når det gælder.

Den tredje grund er den debat, bogen 'Klassekamp fra oven – den danske samfundsmodel under pres' har skabt, og hvor det diskuteres/påvises, at den danske befolkning er utryg i stigende grad. Og de eneste, der kan besvare den udfordring, er centrum-VENSTRE. Den borgerlig opposition er jo simpelthen en garanti for, at grøften mellem de rige og os andre kun vil blive bredere og dybere. Uligheden i det danske samfund vil vokse, forsikringsordninger vil overtage statens sociale forpligtelser og ydelser, fællesskabet vil smuldre – og dét, tror jeg – vil gå op for vælgerne, og de vil holde fast i centrum-VENSTRE partierne, fordi de som nævnt tidligere er de eneste, der kan og vil holde fast i de værdier, som har været bærende i den danske samfundsmodel gennem 100 år.

Det er som bekendt svært at spå, men jeg vover altså et øje her.

Det går godt i Danmark (2) - Når man ikke selv har succes, er andres fiaskoer ikke at foragte, vel?

Meningsmålingerne for regeringen er jo ikke noget at råbe for – det ser virkelig skidt ud.

Men derfor er der grund til at glæde sig over, at den borgerlige opposition er ude på et overdrev.

De er jo for at bombe og ødelægge områder ca. 3000 km væk fra Danmark. Men når mennesker flygter fra disse ødelæggelser, så skal vi hjælpe dem til ophold i nærheden af ødelæggelserne eller allerhelst sende dem til lejre i Afrika mindst lige så langt væk bare i modsat retning altså på et kontinent, der i den grad selv har store problemer med at give indbyggerne en anstændig tilværelse, målt med vestlige normer.
I nærområderne er det heller ikke meget bedre, for der er allerede optaget af mennesker, som ikke har haft anden udvej end at forlade deres hjem og flygte fra ødelæggelserne og grusomhederne.
Fællesnævneren er, at de i hvert fald ikke skal søge til Danmark, hvor vi – trods alt – har nok af det meste, og kun et fåtal kan siges at lide nød.

Den holdning må da siges at være en fiasko. Så der er da grund til at være tilfreds med, at regeringen vil være klar til at tage imod de mennesker, der kommer hertil for at kunne være i fred for bomber, ødelæggelser og grusomheder.

At der ikke vil kunne ske familiesammenføringer før efter et års ophold, er naturligvis et problem, men det må være til at leve med, når man dog har prioriteret sig selv før den samlede familie i flugten.

Globaliseringen har gjort verden mindre, og de uhyrligheder, der sker på kloden, er kommet nærmere. Vi kan ikke undgå at blive involverede. Internationaliseringen er vi en del af – på godt og ondt.

Når vi samtidig ønsker at føre en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik, så må vi jo så at sige tage hele pakken.
Derfor er den borgerlige oppositions adfærd og værdier noget hule og populistiske, faktisk så meget at det nærmer sig det uansvarlige og umoralske.

Der er bestemt grund til at håbe på og opfordre til, at regeringen står fast på sin moral og sine værdier.