Kommentar til kronik i Politiken dd. "Landbrugets drøm om danske svin er torskedum".

Det var ikke muligt for mig at få anbragt min kommentar på politiken.dk, så derfor bringer jeg den her.

Fint med denne kronik. Der kan forventes et rasende svar fra landbruget. Mon ikke Søren Gade føler, at han må træde i karakter her?

Jeg hører til den del af befolkningen, der synes, at landbrugets tendens mod stadig større, men færre brug trænger til en håndbremse. Svinefabrikkernes – og vel sagtens også kofabrikkernes – industrielle forhold forekommer mig i den grad betænkelig. Det har, så vidt jeg kan se, kun medført ringere dyrevelfærd med den tossede sidegevinst, der hedder resistente bakterier. Og de ulækre motorvejstransporter af levende svin er usunde.

Kronikken stemmer godt overens med mine holdninger, og den er velunderbygget med statistik, selvom jeg godt ved, at man kun skal stole på den statistik, man selv har lavet. Ikke desto mindre forekommer Jesper Baks tal meget troværdige.

Lad os nu få en debat om landbrugets forhold, herunder den evige stræben efter stadig mere stordrift, fordi det gør alle de andre, og vi er tvungent til at følge trop af konkurrencemæssige årsager. Lad os da gå en anden vej. Lemmingetankegangen duer heller ikke her. Der skal nytænkning til. Et stilfærdigt bud kunne være at satse på kvalitet frem for kvantitet

 

Resistente bakterier (2)

Den traditionelle vækstfilosofi har vist sig ikke at holde. For at begynde med de resistente bakterier, der har baggrund i overfyldte svinestier, der af forebyggelsesgrunde flokmedicineres, så er løsningen enkel:

• Forbyd medicinering af dyr

• Påbyd i stedet ordentlige og mere naturlige forhold for dyrene

Det betyder, at alle dyr skal have mulighed for at gå i mindre flokke, komme ud i det fri og leve af foder, som ikke er 'beriget' med hverken vitaminer eller andre stoffer, som formodes at fremme deres vækst.
Det betyder også, at samfundet må afsætte midler til at kompensere de landmænd, der har investeret i tiltro til, at samfundet ønsker at drive husdyrhold i fabriks- og industrilignende produktionssteder.
Kompensationen skal være tidsbegrænset med henblik på at fremme omlægning af produktionen til mindre brug.

• Dette koster kassen i en overgangsperiode, men må betragtes som en investering.
• Dette vil også betyde, at landmændene og deres interesseorganisationer vil protestere helt vildt, men forhåbentlig vil tiden og kompensationerne arbejde for en forståelse af ændringerne.

Ændringerne vil efter kort tid medføre stigning i eksporten, fordi ingen er interesseret i at spise forgiftet kød – og slet ikke kød, der på sigt kan være med til at forvolde ens egen død.

Dyrene vil efterhånden blive mindre og mindre syge, og skulle de alligevel pådrage sig sygdom, må de isoleres for at lade deres emunsystem klare helbredelsen. Sker det ikke, må de slås ned, fordi ét er sikkert: De må ikke behandles med antibiotika.

Er dette for rabiat? - Næh, det synes jeg ikke. Den hovedløse vækstfilosofi er det rabiate element - og der skal tilsyneladende radikale løsningsforslag på bordet for at dæmme op for en meningsløs udvikling.

 

 

Kapitalismen og markedsgørelsen ==> fortsat øget vækst???

Er svaret på overskriften et rungende ja?- Svaret på det spørgsmål er et buldrende nej!!

Der har gennem de sidste mange år været mange kriser, som er forsøgt løst med traditionelle kapitalistiske modeller, hvis fællesnævner er vækst i BNP pr. person pr. år.
I lang tid har denne vækst bevæget sig nogenlunde stabilt omkring 2 % pr. år, hvilket svarer til en fordobling i løbet af 35 år.
Alle producerende erhverv er interesserede i denne vækst, som pr. definition ikke medregner forbruget fra naturkapitalen og deraf afledte omkostninger – det problem viser sig nu naturens svar i form af drivhuseffekt, klimaforandringer og uddøende skabninger.

Vi producerer til stadighed og udhuler vor konto på planeten Jorden. Miseren skjules ved at udnytte de menneskeskabte og naturskabte katastrofer på en sådan måde, at BNP-væksten sikres ved markedet, hvor den frie konkurrence, forbruget, værdifastsættelsen og pengene er grundlaget. Masserne dulmes med fest, farver og elendighed. Vi ser stadig tydeligere, at afstanden mellem de rige og fattige øges hvert år. Væksten fortsætter, og tilliden falder tilsvarende.

Der er behov for, at nationerne politiske ledere finder deres troværdighed frem og indser nødvendigheden af i et forpligtende samarbejde at nedtone de frie markedskræfter og øge reguleringen af økonomi og magtanvendelse. Der er behov for, at fællesskabet øger investeringerne inden for sundhed, omsorg og uddannelse samt stopper markedsgørelsen og udliciteringerne af opgaver, som staten pinedød selv skal løse, bl. a. skal etableringen af de private hære stoppes hellere i går end i morgen. De private hære gavner kun de kræfter, der hellere se demokratiets hæl end tå. Det er simpelthen for farligt at lade dem eksistere.

De konflikter, som markedsgørelsen har skabt i liberalismens navn, har kun formeret sig med de metoder, som de frie kræfter kan stille op med.
Der skal tænkes anderledes med udgangspunkt i fællesskabet og demokratiet på bekostning af individualismen og den traditionelle vækstfilosofi.