Det går godt i Danmark (4) – Er der mon håb?

Som nævnt for nogle uger siden, besluttede jeg, at jeg ville lade serien ”Der er noget galt i Danmark” afløse af en ny serie ”Det går godt i Danmark”, og jeg har allerede skrevet 3 indlæg. Desværre har det været svært, og indlæggene kan da også virke både fortænkte, forskruede og kunstige. Hvorfor mon?

Der er altså mange knaster på vejen, og jeg kunne nævne – nåh nej, det må jo ikke blive emnet her.

Så jeg skruer optimismen på og nævner, at det er fint, at udenrigsminister Martin Lidegaard har meddelt Tyrkiet en solid besked om vor utilfredshed med løsladelse af en fange, vi havde regnet med at få udleveret i forbindelse med mordforsøget på Lars Hedegaard, forhenværende formand for trykkefrihedsselskabet.

Det siger sig selv, at man kun kan tage afstand fra en sådan alvorlig kriminel handling, men kort sagt så er Tyrkiet er en helt afgørende nøglespiller med hensyn til at få løst de alvorlige problemer i Syrien, Irak og banditterne med deres 'Islamistisk Stat'. Og i konteksten Tyrkiet, Syrien, Iran, Irak, Rusland, kurderne og Vesten er den frigivne fange realpolitisk en mindre brik. Lad ham blive dernede.

Det er jo da også mægtigt, at de danske F16-jagere som led i vor såkaldt aktivistiske udenrigspolitik nu har været på flere togter og også smidt deres bomber mod 'Islamisk Stat', formodentlig uden at ramme civile mål.

Men nu skal jeg til at passe på ikke blive negativ.

Så hellere pege på, at bogen ”Mørkelygten” har sat gang i debatten om ministerielle embedsmænd, deres upartiskhed og saglighed.

Allerede denne vinkling er på kanten af en optimistisk tilgang.
Men det lader til at være tiltrængt, at emnet bliver diskuteret, for jeg er ret sikker på, at vi er en del, der gennem mange år har haft opfattelsen af et ukorrupt, sagligt, loyalt og upartisk embedsmandskorps i Danmark. Ikke haft en idé om 'bananstatsagtige' tilstande i nationen, men vi har tilsyneladende været en anelse for naive.
Jeg kan ikke føre bevis, men jeg er nu ret sikker på, at politiseringen af embedsmandsstanden er uheldig, fordi de påtager sig et ansvar med deres politiske rolle, og – uanset hvad de toneangivende politikere hævder –når to deler ansvaret, så bliver det kun til to procent til hver, og det er mildest talt uheldigt, hvilket jo også klart fremgår ved at kun få ministre trækker sig, når det opdages.

Men endelig som noget meget positivt vil jeg kort fortælle om en oplevelse her til aften, hvor jeg var taget til et møde i Ballerups Multikulturelle Forening. Folketingets formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, skulle tale om FN og nogle af de aktuelle udenrigspolitiske problemstillinger.

Det var velgørende i den grad – hold da helt op!

Endelig en socialdemokrat, der umisforståeligt i en offentlig forsamling gav sig selv, fortalte åbent og ærligt om sine synspunkter samtidig med, at tilhørerne fik en kort og præcis indføring i FN's opbygning, organisation og arbejde.

At jeg blev bekræftet i mange af mine holdninger og værdier var naturligvis i høj grad medvirkende til, at jeg oplevede aftenen som udbytterig, men det velgørende bestod bl.a. også i, at jeg så og hørte en politiker, som ikke svøbte sig i formuleringer, der virkede belærende overbærende. Derimod fik tilhørerne denne fredag aften at vide, hvad Mogens Lykketoft mente om de emner, der blev berørt.

Og det var socialdemokratisme classic uden antydninger af new public management og økonomiske hensyn.

Det er lige før, jeg kan blive optimistisk igen – og det siger ikke så lidt!

Det går godt i Danmark (3) - en spådom

Jeg synes, der lige nu er tre grunde til, at jeg vil hævde, at det går godt i Danmark.

Den første er, at man nu vil arbejde kraftigt på at løse eller i det mindste minimere problemerne i de almennyttige boliger, hvor der ser ud til at være et stort behov, altså i de bebyggelser, som fortsat er præget af høj kriminalitet og utryghed.

Men vil tilsyneladende bruge rigtig mange penge på at forbedre forholdene. Det er fint, at by- og boligministeren mener, at den problemstilling fortjener opmærksomhed. De midler, man bl.a. agter at bruge, er sammenlægning af mindre lejligheder til større for ad den vej tiltrække familier med både økonomiske og mentale resurser, så beboersammensætningen bliver bredere, stærkere og socialt facetteret. Det er godt, fordi det længe har været sådan, at hvis man boede i et større almennyttigt byggeri, var der en vis sandsynlighed for, at man var godt på vej til at komme til at blive et nummer i tabernes rækker. Disse bebyggelser går under det lidet smigrende navn 'ghettoer', så det er bestemt glædeligt, hvis regeringen kan sætte så mange penge bag ved initiativer, der kan ændre på dette. Desværre er det jo ikke regeringens penge, men Landsbyggefondens penge – men lad det nu ligge i den gode sags navn.

Den anden grund er, at den borgerlige opposition er ved at være lidt sejrsikker, når landet skal til stemmeurnerne. Jeg tror, at det vil gå op for vælgerne, når vi nærmer os valget, at der ikke er noget reelt alternativ til en centrum-VENSTRE regering. I virkeligheden er oppositionen ret splittet på en masse punkter, bl.a. i dagpengesagen, om ulighed/lighed, skattelettelser og flere andre afgørende problemstillinger.

Derfor tror jeg på, at regeringen stadig har en chance ffor at fortsætte, selv om den ikke har gjort livet nemmere for sig selv. Men alternativet er så afgjort værre. De nuværende regeringspartier, og især SF og Enhedslisten vil kunne flytte stemmerne, når det gælder.

Den tredje grund er den debat, bogen 'Klassekamp fra oven – den danske samfundsmodel under pres' har skabt, og hvor det diskuteres/påvises, at den danske befolkning er utryg i stigende grad. Og de eneste, der kan besvare den udfordring, er centrum-VENSTRE. Den borgerlig opposition er jo simpelthen en garanti for, at grøften mellem de rige og os andre kun vil blive bredere og dybere. Uligheden i det danske samfund vil vokse, forsikringsordninger vil overtage statens sociale forpligtelser og ydelser, fællesskabet vil smuldre – og dét, tror jeg – vil gå op for vælgerne, og de vil holde fast i centrum-VENSTRE partierne, fordi de som nævnt tidligere er de eneste, der kan og vil holde fast i de værdier, som har været bærende i den danske samfundsmodel gennem 100 år.

Det er som bekendt svært at spå, men jeg vover altså et øje her.

Det går godt i Danmark (2) - Når man ikke selv har succes, er andres fiaskoer ikke at foragte, vel?

Meningsmålingerne for regeringen er jo ikke noget at råbe for – det ser virkelig skidt ud.

Men derfor er der grund til at glæde sig over, at den borgerlige opposition er ude på et overdrev.

De er jo for at bombe og ødelægge områder ca. 3000 km væk fra Danmark. Men når mennesker flygter fra disse ødelæggelser, så skal vi hjælpe dem til ophold i nærheden af ødelæggelserne eller allerhelst sende dem til lejre i Afrika mindst lige så langt væk bare i modsat retning altså på et kontinent, der i den grad selv har store problemer med at give indbyggerne en anstændig tilværelse, målt med vestlige normer.
I nærområderne er det heller ikke meget bedre, for der er allerede optaget af mennesker, som ikke har haft anden udvej end at forlade deres hjem og flygte fra ødelæggelserne og grusomhederne.
Fællesnævneren er, at de i hvert fald ikke skal søge til Danmark, hvor vi – trods alt – har nok af det meste, og kun et fåtal kan siges at lide nød.

Den holdning må da siges at være en fiasko. Så der er da grund til at være tilfreds med, at regeringen vil være klar til at tage imod de mennesker, der kommer hertil for at kunne være i fred for bomber, ødelæggelser og grusomheder.

At der ikke vil kunne ske familiesammenføringer før efter et års ophold, er naturligvis et problem, men det må være til at leve med, når man dog har prioriteret sig selv før den samlede familie i flugten.

Globaliseringen har gjort verden mindre, og de uhyrligheder, der sker på kloden, er kommet nærmere. Vi kan ikke undgå at blive involverede. Internationaliseringen er vi en del af – på godt og ondt.

Når vi samtidig ønsker at føre en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik, så må vi jo så at sige tage hele pakken.
Derfor er den borgerlige oppositions adfærd og værdier noget hule og populistiske, faktisk så meget at det nærmer sig det uansvarlige og umoralske.

Der er bestemt grund til at håbe på og opfordre til, at regeringen står fast på sin moral og sine værdier.

Det går godt i Danmark (1)

Fra ultimo november 2012 til marts 2013 skrev jeg en lille føljeton her på bloggen under overskriften 'Der er noget galt i Danmark'. Den udsprang af min irritation/skuffelse over regeringen Thorning-Schmidt, som jo skulle være en centrum-venstre regering, men som i praksis viste sig at være meget mere 'centrum-' end 'venstre'  orienteret.

Blogindlæggene er udgivet som nedenfor under etiketten 'Samfund generelt':

• (10)- En oversigt. 30/6-13
• (9) - Socialdemokraternes fald mod afgrunden med teknokratkup. 17/3-13
• (8) - Su-reformen, kontanthjælpsreformen og vækstpakken 3/3-13
• (7) - Uddannelsessystemet og vejledningsindsatsen 6/2-13
• (6) - De manglende visioner 2/2-13
• (5) - Ulighed og den manglende lytten 22/1-13
• (4) - Ulighed og djøficering 29/12-12
• (3) - Ulighed og ønske om internt systemskifte i regeringen 27/12-12
• (2) - Markedet og djøficeringens af Socialdemokraterne 23/12-12
• (1) -Den såkaldte centrum-venstre regering fører borgerlig politik 28/11-12
  

Jeg er – med rette – blevet bebrejdet, at de alle havde en negativ vinkel. '

Det vil jeg gerne lave om på.

I den sidste fra den 30. juni 2013 gav jeg udtryk for, at jeg forhåbentlig ville kunne udgive en lille serie 'Det går godt i Danmark'.

Desværre har jeg endnu ikke kunnet begynde på en sådan serie – måske af gode grunde!

Men set i lyset af landsmøderne for de politiske partier inden Folketingets åbning bliver jeg nødt til at begynde, fordi jeg – sikkert i lighed med mange andre – slet ikke kan se, at alternativet til den nuværende regering er ønskværdigt.

Selv om jeg egentlig synes, at jeg ved genlæsning af serien 'Der er noget galt i Danmark', kan sige, at mine vurderinger og holdninger holder vand i dag, så må jeg også fastholde, at en borgerlig regering vil være gift for landet.

CENTRUM-venstre regeringen førte og fører en borgerlig økonomisk politik, men i fald en borgerlig regering kommer til magten og viderefører den økonomiske politik, ja – så går det da helt galt, og uligheden vil vokse sig endnu større endnu hurtigere.

Derfor må og skal der kæmpes for, at regeringen efter et valg fortsat er rød/lyserød, og så må vi til at finde de positive vinkler på begivenhederne fra nu af.

Markedstankegangen har overtaget nu, og der skal gøres en meget stor indsats for, at netop den tankegang ikke får endnu mere vind i sejlene og videreudvikles.

Det er den kamp, der skal fokuseres på – og så må vi håbe, at det ikke er for sent til at vende de elendige meningsmålinger for de nuværende CENTRUM-venstre regering og ændre dens adfærd i en mere centrum-VENSTRE retning.

Ulighed fører til mistillid og egoisme. Lad os til en begyndelse satse på lighed og fællesskab.

Byudvikling i Københavns Havn.

Jeg har for ganske nylig haft den fornøjelse at få indblik i, hvordan selskabet 'By og Havn I/S' har udviklet og vil udvikle området omkring Københavns Havn.

Interessentskabet ejes af Københavns Kommune og Staten. Det blev stiftet i oktober 2007 (sådan lige omkring finanskrisens begyndelse). Dets formål er primært at udvikle arealerne i Ørestad og Københavns Havn samt forestå havnedriften af Københavns Havn. Det sidste varetages af datterselskabet Copenhagen Malmö Port.

Byudviklingsarealerne er Nordhavnen, Marmormolen, Amerika Plads, Langelinie, lidt af Lynetten, Margretheholms Havn, Prøvestenen, Christiansholm, Ørestad Nord og Syd, Amager Fælled Kvarter, Ørestad City, Teglholmen, Enghave Brygge og Sydhavnstippen.

Der er mange visioner og udvikling af byrummet i det centrale København.

Og det er vidunderligt – dels at man i krisetider giver sig lov til at tænke dristigt og innovativt, dels at der allerede er gennemført dele af visionerne til gavn for byen og dens indbyggere, fx Ørestaden og Sluseholmen. Det vender jeg tilbage til.

Vi var et selskab på en snes personer, og guiden delte ud af sin viden om byudviklingsplanerne på en engageret måde, så vi alle blev imponeret af den kolossale byudvikling, vi fik indblik i.

Denne arrangement var en opfølgning på et lignende sidste efterår, hvor vi hørte om og så nærmere på Ørestaden med dens moderne arkitektur, bl.a. '8-tallet' og 'VM-bygningen'.

Vi spadserede i bydelen, kørte med Metroen og besøgte institutioner.
Også dengang var vi imponerede over de løsninger, vi så – og lidt skuffede over de mangler, der umiddelbart var, fx utilstrækkelig skolekapacitet.

De store visionære løsninger medfører, at vi med rette kan være stolte over dansk byudvikling og organiseringen af den.

I år blev det inspirerende foredrag ved modellerne i udstillingen 'Himmel og Hav' efterfulgt af en kort rundtur på arealet, der lige nu er en støvet og travl byggeplads med store lastbiler og entreprenørmaskiner, og hvor vi også fik sat udviklingen ind i et historisk perspektiv.

Omvisningen sluttede med en længere sejltur rundt i hele Københavns Havn fra Orientbassinet i nord gennem Frihavnen og Christianshavn til Sluseholmen i syd, så vi kunne se det fysiske udtryk af nogle af visionerne. At det hele foregik på en smuk og solrig sensommerdag gjorde jo ikke indtrykket dårligere.
Jeg synes, man med rette kan hævde, at København på denne måde med visionære løsninger har gjort en stor indsats for at fremstå som en by med et centrum, der er i høj international klasse. Den 'skyline', man ser fra vandsiden med Den sorte Diamant, Operaen, Skuespilhuset, de finansielle hovedkvarterer og boligerne, er imponerende og bekræftende af en by, der gerne vil hævde sig internationalt.

Jeg vil dog gerne afslutningsvis dryppe malurt i bægeret.

Alle disse fysiske udtryk af arkitektoniske ideer er samtidig et spejl af den store og stadigt voksende ulighed, der præger og har præget vort samfund gennem de seneste 10-15 år. De afspejler markedssystemerne – ikke mindst set i sammenhæng med jord, byggeri og kapital.

Priserne for boligerne er ligeså høje som bygningerne. Det kræver mindst to indtægter på den gode side af trekvart million for at have råd til at bo der. Det betyder, at det er en ganske bestemt del af den københavnske befolkning og udenlandsdanskere, der vil indfinde sig på adresserne, og selv om der er blevet flere rige, er der også blevet flere fattige, og afstanden mellem disse to grupperinger vokser sig stadig større.

Der er jo ingen muligheder for almennyttige boliger. De boligselskaber, der administrerer disse, er begrænset af et loft over udgifterne pr. kvadratmeter, og det loft betyder ganske enkelt, at de end ikke kan købe en grund til at bygge på.

Derfor lider visionen for 'By og Havn I/S' af en markant mangel – arealerne vil blive befolket af 'de rige og velbjærgede', såkaldte rigmandsghettoer, hvor vi sikkert efter nogle år vil se arealerne blive hegnet ind, og indgangene bevogtede, sådan som man kan opleve det i fx de store sydamerikanske byer.

Og var det lige det, der var meningen?

Jeg håber det ikke, men der er brug for politiske initiativer, så den næsten fanatiske tro på markedskræfterne, vi har oplevet den seneste år, bliver afløst af en tro på lighed og fællesskab, og hvor tilliden til medmenneskene igen kan få ro og kraft til at vokse.

Det fortjener udviklingen.

Ukraine (2) – og en lille smule IS.

Den 17. marts 2014 skrev jeg på denne blog om den begyndende Ukraine-konflikt, og jeg vil her henvise til indlægget. (Find det evt. via datoen.)

I dette indlæg synes jeg, at jeg med god ret desværre kan konstatere, at det er gået, som jeg kunne frygte.

Den russiske præsident Putin har en adfærd, der i høj grad bringer mindelser om den tyske rigskansler i 1930'erne, som også havde et behov for at vise sig som stærk leder.
De sidste dages begivenheder i det østlige Ukraine viser, at Putin ikke rigtig viser respekt for først og fremmest for den ukrainske præsident, men heller ikke for de vestlige ledere.

EU's udenrigsministre er samlet i dag for at drøfte, hvad de skal stille op, og NATO-mødet i næste uge har også konflikten på dagsordenen. Det sidste, de må beslutte, er et militært svar – bortset fra øget militær tilstedeværelse i de nuværende EU-lande, hvor især de tidligere vasalstater forståeligt nok er blevet noget nervøse, først og fremmest de baltiske lande.

Men de vil være alt for farligt at gribe til egentlig militær støtte til Ukraine.

Konflikten skal løses med andre midler som sanktioner og dialog i den rækkefølge. Og det er nu nødvendigt at sætte virkelig kraftigt ind.

 

Vi vil simpelthen ikke købe og betale for russisk olie og gas – ganske enkelt. Vi lukker for aftapningshanen og åbner ikke igen, før der er kommet en løsning, der tilgodeser Ukraines suverænitet på en varig måde.

Det kommer til at påvirke vor dagligdag for os alle i EU. Vi må acceptere billøse dage eller andre kraftige begrænsninger – der er ingen vej udenom. Væksten og tempoet i almindelighed vil blive nedsat mærkbart. Men det er vel trods alt bedre end at begive sig ind på en vej, hvor militær konfrontation mellem NATO og Rusland er slutningen.

Som i slutningen af 1930'erne lader det ikke til, at Putin vil forstå andet sprog end den hårde tale. Lad os bruge erfaringen fra dengang, fordi modstanderen er af samme skuffe, men uden den fatale og ødelæggende krig til følge.

Lad os bruge andre midler i dag, nemlig økonomi, spredning af viden, internettet, styrkelse af internationale organisationer, handel og energiresurser.

------

Og når nu proppen er af flasken, kan vi ligeså bruge samme metode mod IS-kalifatet, som efter min mening består af en samling religiøse banditter, som finansierer deres uhyrligheder med olie- og gaspenge. Der må jo være nogen, som køber disse varer af dem, og det må stoppes.

Modsat Rusland tror jeg, at disse fanatiske bøller, som på værste måde kombinerer religion, uoplysthed og våben, ikke er modtagelige for dialog. De skal rammes af oplysning, velfærd og tilbundsgående hårde økonomiske sanktioner.

 

Det er mig ganske uforståeligt, at mennesket ikke er kommet videre i sin dannelse, at vi fortsat vil løse konflikter med slåskampe. Lad os dog komme videre ad vejen, der fører til fredelig sameksistens.

 

Naivt? Nej, det er da det rigtige!

Er det mon på tide at indføre bump på livets motorvej?

Den sidste uge har der i medierne været skrevet en del om vor fortravlede hverdag – i hvert fald for børnefamilierne. Jeg er jo pensionist og kan tage mig den tid til gøremålene, som jeg har lyst til, og derfor har jeg også tid til at se lidt på trafikken på livets motorvej.

Og jeg kan godt forstå, mennesker i den alder, hvor der ydes, altså lig med at betale til os, som nyder og til at betale til samfundets øvrige udgifter, kan blive overkørte, trætte og have svært ved at bevare overblikket med et stigende pres i arbejds- og privatliv, hvor tid er en mangelvare.

Der køres godt nok stærkt, og i dagens Politiken beskriver den tyske sociolog Hartmut Rosa, hvordan fx teknologiudviklingen har gjort os til slaver af de muligheder, den skaber.

På livets motorvej er der en konstant acceleration, og derfor er meget forståeligt, at der er mange, som taber pusten. I Danmark er der måske op til en halv million samfundsborgere, der bliver stressede.

Nu er det naturligvis ikke blot i Danmark, den udvikling finder sted. Det gælder jo hele kloden.

Hvis vi forestiller os det globale hamsterhjul, der fiser rundt med stadig større fart og det personlige hamsterhjul, ja så skal det personlige hamsterhjul helst være i takt med det globale – ellers kommer den enkelte jo uhjælpeligt bagud. De stadige krav om øget produktivitet, som medfører centralisme, og det vender jeg tilbage til, og tilpasning til øget deregulering på arbejdsmarkedet er en kendsgerning, men som vi tror, går over, når vi lige har nået de og de arbejdsopgaver. Det sker imidlertid ikke, og det er det, der er galt. Gårsdagens sejre er værdiløse i dag, siger Hartmut Rosa.

De evige konkurrence om de bedste jobs, den bedste partner, de bedste børn og den bedste bolig gør os jo ikke lykkeligere, vel? Hvis den enkelte i denne konkurrence tror, at der er en frihed til lige at stoppe op og træde ud af hamsterhjulet i et 'pitt-stop', tror man fejl – man kommer bagud, og det er virkelig svært at komme ind i hamsterhjulet igen. Det er vel derfor, at yderne er på arbejdsmailen døgnet rundt, året rundt, og frygten for arbejdsløshed, er det værste, der kan ske. Derfor bliver de i hamsterhjulet.

Hartmut Rosa stiller spørgsmålet om at levet dobbelt så hurtigt ift. tidligere tider giver flere livsforløb med tilhørende erfaringer? Svaret er nej, løsningen er at sætte tempoet ned. Og det kræver et oprør, måske ligefrem en revolution.

Hvorfor skal vi konstant øge væksten? Hvis alle på kloden har mulighed for at bruge lige så mange resurser som vi i den vestlige verden, skulle der bruges mere end fire kloder!

Det er vel på tide at indføre fartbegrænsende bump på livets motorvej, så vi kunne decentralisere igen. Det er klart, at produktiviteten vil falde – og hvad så? Her vender jeg tilbage til spørgsmålet om centralisme og decentralisme.

Ved temponedsættelse øges muligheden for mere decentralisering, og derved ville kreativiteten øges, ligesom løsningerne formentlig vil blive grønnere og mindre resursekrævende.

Der ville blive tid til et langt større nærvær, samhørigheden ville øges, og fællesskabet genopstå. Mere tid til opdragelsen af den kommende generation vil blive et velkomment biprodukt, som netop kunne udnytte decentraliseringens muligheder.

Måske ville djøf'erne og os andre kunne nå frem til at forstå hinanden, væksten i profitten ville mindskes, og i samme tempo ville uligheden mindskes.

Så ja – motorvejen til utopia er med fartbegrænsende bump. Til gengæld får vi sjælen med som blind passager, og det er vel ikke så galt endda, vel?