Studieoptag på de videregående uddannelser.

Lige nu er det tiden, hvor ansøgerne til de videregående uddannelser modtager svar fra den koordinerende tilmelding om, hvorvidt de er optaget på de(n) ønskede uddannelse(r) eller har fået afslag.
Det er en spændende dag for de unge.
Og her i 'agurke-tiden' dyrkes sagen også i medierne, der beredvilligt videreformidler gode råd fra eksperter, hvis svaret nu ikke er det, man håbede på.

Det viser sig, at de unge på kvote 1 har lyttet til politikernes ønske om, at de skal søge ind på uddannelsen så hurtigt som overhovedet muligt, og at de skal ønske de uddannelser, der ser ud til at have gode beskæftigelsesmuligheder efterfølgende.

Det er den ene problemstilling – en anden er, at der i år igen er flere end de foregående år, der ønsker en videregående uddannelse. Og der er flere, som optages, og der er flere, som får afslag.

Omkring en tredjedel af en årgang optages på en universitetsuddannelse – det er rigtig mange, og afhængig af temperament, politisk holdning og realisme må man glæde sig eller det modsatte.

For er det for mange? Kan samfundet overhovedet opsuge alle de kandidater, der måtte blive resultatet om 5 til 7 år. Principielt går jeg ind for, at samfundet uddanner så mange så godt som overhovedet muligt, men har vi haft en diskussion om, hvad det betyder?

Næh – det har vi da vist slet ikke. Er det ønskeligt, at samfundet på et eller andet tidspunkt består af omkring 20% akademikere og 20% uden uddannelse? Af de 30%, der optages gennemfører de 70% nemlig, 12% får en anden uddannelse, og derved er der altså ca. 20% som ingen uddannelse får, men klarer sig igennem på en eller anden mere eller mindre tilfældig måde.

Jeg har ikke hørt vore uddannelsespolitikere tage den diskussion op.

Det virker altså også som om, der er gået inflation i optagelseskravene, fordi der er uddannelser, der kræver en højere adgangskvotient, end der findes karakterer, eller at ansøgerne skal have topkarakterer hele vejen igennem, søge uddannelse straks efter studentereksamen og helst også have haft alle fag på højt niveau.

Er det klogt? Er det virkelig sådan, at fordi man scorer høje karakterer, så er man den bedste? Det er man nok i de fleste tilfælde, men altid og til hvad som helst? Næh – det er ikke en given sag, synes jeg. Der er mange andre faktorer, der spiller ind for at blive en god læge eller valutahandler for samfundet end karaktergennemsnittet.

Det tidligere højt skattede sabbatår, som kunne modne og udvikle den unge, er ikke så populært længere – og det er nok en skam. Selvfølgelig kunne det overdrives – og det blev det også i en del tilfælde – men det var et gode så længe, der kun var tale om et år.

Er det klogt, at de unge vælger uddannelse efter, hvad der ser ud til at kunne give arbejde op til ti år efter, at de er begyndt på studiet? For hvem kan se så langt frem i en verden, der forandrer sig stadig hurtigere? Mit råd vil være det gode gamle, nemlig at vælge efter interesse og engagement. Så må der være råd til et studieskift eller to.

Uligheden bliver stadig større i de vestlige samfund – og det gælder så også på uddannelsesområdet, selv om vi siger, vi ønsker det modsatte.

Der siges her – som på så mange andre områder – ét, men man gør noget andet.

Vi har et problem, ikke sandt? - både moralsk og demokratisk.

Hvor skal vi hen, du?

I gårsdagens Politiken (den 15/7-14), debatsektionen, læste jeg, at forældrenes uddannelsesmæssige baggrund er afgørende for, hvordan deres børn klarer sig, både i grunduddannelserne og senere i livet. Årsagen er sproget.
Børnene stimuleres sprogligt langt mere i hjem, hvor forældrene har en – gerne videregående – uddannelse. Forældrenes betydning er mange gange større end både skole og kammerater. Det er den tidligere direktør for Danmarks Evalueringsinstitut og nuværende direktør for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Agi Csonka, og professor samme sted og ved Københavns Universitet, Anders Holm, der beskriver denne opdagelse, og de anbefaler, at daginstitutioner og skoler arbejder meget med at kompensere de børn, som ikke stimuleres så meget sprogligt hjemmefra, systematisk, ligesom en god forældreinddragelse er vigtigt.

Som tidligere lærer og skoleleder må jeg konstatere, at det bestemt ikke er noget nyt – sådan har det vist altid været.

Det nedslående er, at vi åbenbart ikke er blevet klogere, fordi vi har ikke formået at bryde den sociale arv – tværtimod.

 

Uligheden i det danske samfund er støt stigende, og med den klassiske liberalisme, som for mange er tilhængere af, ser det desværre ikke ud til, at der ændres noget på det lige foreløbig. Og det på trods af at landet i tre år er blevet regeret af, hvad jeg troede, var en venstre-centrum regering. Den socialdemokratisk ledede regering har gennemført den ene reform efter den anden (de siger selv, de er gået reformamok), som blot er med til at cementere og øge denne ulighed, idet de har en blind tro på, at blot menneskene bliver fattige nok, så skal de nok rette ind efter, hvad de velbjergede beslutter.

Og i det øjeblik, en socialdemokratisk minister tillader sig at åbne munden for at sætte gang i en debat om samfundets værdier, bliver vedkommende verbalt overfaldet af hele den borgerlige flok. Ja – rigtigt, jeg tænker på fødevareminister Dan Jørgensen, der efter min opfattelse optræder og agerer som en ægte minister, der vil debatten for at kunne sætte ind med de rigtige initiativer til fællesskabets bedste.

Han får på puklen, men intet svar på spørgsmålet om, hvad de liberale vil gøre. ('Deadline' den 15/7-14 om debatinitiativet med hensyn til danskernes livsstil og supermarkedskædernes ansvar i denne sammenhæng).

Jeg synes, det er velgørende, at der for en gangs skyld er en beslutningstager på højt niveau, der tør tage fat og sige noget noget forståeligt om et væsentligt samfundsproblem.

 

Hvorfor er der ikke flere, der tør, men tier om de vigtige emner, der er så afgørende for vort samfund. Ja- de tier måske ikke ligefrem, men de fremturer med floskler, som leder tanken hen på nationaldigterens eventyr 'Kejserens nye Klæder'.

Det er pinedød nødvendigt, at vi får en ærlig og folkelig diskussion om, hvad vi vil med samfundet, vort liv og de værdier, vi vil bygge på fremover.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet for mit indlæg, nemlig om hvorvidt vi skal omfordele resurserne, i givet fald, hvordan og hvor meget, skal sundhedsvæsenet have flere resurser, skal skolerne og daginstitutionerne, skal militæret, skal infrastrukturen tilgodeses i højere grad, hvordan skal vi håndtere klimaforandringerne, hvad med energien, bæredygtigheden????? - og der er jo mange flere emner, der skal tages op.

Samfundet har jo udviklet sig enormt fra den socialdemokratiske velfærdsmodels fødsel i 1950'erne og til i dag. Der er heldigvis rigtig mange af ideerne fra dengang, der nu er blevet til noget, men hvordan skal vi tilrettelægge samfundet fremover, når resurserne nu en gang  er begrænsede?

Den debat savner jeg, men Dan Jørgensen er en af de få, hvis ikke den eneste, der har formået at sætte en flig af diskussionen i gang, så tak for det!

Kommentar til kronik i Politiken dd. "Landbrugets drøm om danske svin er torskedum".

Det var ikke muligt for mig at få anbragt min kommentar på politiken.dk, så derfor bringer jeg den her.

Fint med denne kronik. Der kan forventes et rasende svar fra landbruget. Mon ikke Søren Gade føler, at han må træde i karakter her?

Jeg hører til den del af befolkningen, der synes, at landbrugets tendens mod stadig større, men færre brug trænger til en håndbremse. Svinefabrikkernes – og vel sagtens også kofabrikkernes – industrielle forhold forekommer mig i den grad betænkelig. Det har, så vidt jeg kan se, kun medført ringere dyrevelfærd med den tossede sidegevinst, der hedder resistente bakterier. Og de ulækre motorvejstransporter af levende svin er usunde.

Kronikken stemmer godt overens med mine holdninger, og den er velunderbygget med statistik, selvom jeg godt ved, at man kun skal stole på den statistik, man selv har lavet. Ikke desto mindre forekommer Jesper Baks tal meget troværdige.

Lad os nu få en debat om landbrugets forhold, herunder den evige stræben efter stadig mere stordrift, fordi det gør alle de andre, og vi er tvungent til at følge trop af konkurrencemæssige årsager. Lad os da gå en anden vej. Lemmingetankegangen duer heller ikke her. Der skal nytænkning til. Et stilfærdigt bud kunne være at satse på kvalitet frem for kvantitet

 

Resistente bakterier (2)

Den traditionelle vækstfilosofi har vist sig ikke at holde. For at begynde med de resistente bakterier, der har baggrund i overfyldte svinestier, der af forebyggelsesgrunde flokmedicineres, så er løsningen enkel:

• Forbyd medicinering af dyr

• Påbyd i stedet ordentlige og mere naturlige forhold for dyrene

Det betyder, at alle dyr skal have mulighed for at gå i mindre flokke, komme ud i det fri og leve af foder, som ikke er 'beriget' med hverken vitaminer eller andre stoffer, som formodes at fremme deres vækst.
Det betyder også, at samfundet må afsætte midler til at kompensere de landmænd, der har investeret i tiltro til, at samfundet ønsker at drive husdyrhold i fabriks- og industrilignende produktionssteder.
Kompensationen skal være tidsbegrænset med henblik på at fremme omlægning af produktionen til mindre brug.

• Dette koster kassen i en overgangsperiode, men må betragtes som en investering.
• Dette vil også betyde, at landmændene og deres interesseorganisationer vil protestere helt vildt, men forhåbentlig vil tiden og kompensationerne arbejde for en forståelse af ændringerne.

Ændringerne vil efter kort tid medføre stigning i eksporten, fordi ingen er interesseret i at spise forgiftet kød – og slet ikke kød, der på sigt kan være med til at forvolde ens egen død.

Dyrene vil efterhånden blive mindre og mindre syge, og skulle de alligevel pådrage sig sygdom, må de isoleres for at lade deres emunsystem klare helbredelsen. Sker det ikke, må de slås ned, fordi ét er sikkert: De må ikke behandles med antibiotika.

Er dette for rabiat? - Næh, det synes jeg ikke. Den hovedløse vækstfilosofi er det rabiate element - og der skal tilsyneladende radikale løsningsforslag på bordet for at dæmme op for en meningsløs udvikling.

 

 

Resistente bakterier

Der har gennem de seneste uger med jævne mellemrum været indlæg i dagspressen om resistente bakterier på hospitalerne. Det er for så vidt ikke nyt, idet læger i mange år har gjort opmærksom på, at det stigende forbrug af antibiotika kunne udvikle sig til en trussel for menneskene.

Men som sædvanlig skulle der lig på bordet, før politikerne begynder at vågne – de har jo som altid været så vældig travlt optagede af økonomi, så forebyggelse kun er blevet til ord i skåltaler og valgkampe – meget sjældent handlinger.

Men nu er der kommet lig på bordet. Mindst fire mennesker er døde af infektioner, som skyldtes en resistent bakterie, MRSA 398, som stammer fra svin(eproduktion). Man har ikke gjort så meget ud af problemet, fordi bakterien har ikke været observeret overført fra svin til menneske.

Men sådan er det ikke mere.

De fire dødsfald er sket for mennesker, der ikke har haft kontakt med levende svin. Og nu er det fatalt. For hvad gør vi? Lægerne kan ikke behandle infektionen, fordi de kendte antibiotika ikke virker på MRSA 398.

Det er et megaalvorligt problem naturligvis. Først og fremmest på grund af dødstruslen for det højststående pattedyr på kloden, men også fordi den højt berømmet og vældige danske svineeksport er truet. Svenskerne har allerede sagt fra – de ønsker ikke at importere og spise dansk svinekød. Dette første vink med en økonomisk vognstang har så fået de ansvarlige – først og fremmest fødevareministeren – på banen, men også svineproducenterne og deres organisationer har rørt på sig. De sidstnævnte med en i bund og grund opfordring til at klappe hesten (eller svinet).

”Vi tager skam problemet meget alvorligt”, siger Dan Jørgensen. Jeg er temmelig sikker på, at hvis han ikke var blevet minister, havde han været meget længere fremme på banen.

Han indfører skærpede regler med hensyn til de initiativer, der allerede har vist sig utilstrækkelige, nemlig obligatorisk håndvask og tøjskifte for alle, der har været inde i en svinesti samt skærpelse af regler mod flokvaccinationer.

Men hvorfor skal vi egentlig spise svin med flere eller færre medicinrester i?

Svin, der er blevet behandlet med antibiotika ville sikkert være døde, hvis de ikke var blevet behandlet – og så havde vi jo ikke spist dyret, vel?

Selvdøde dyr spiser vi ikke, vi laver ikke engang pølser af dem. Fordommene siger, at det var noget, de såkaldte tatere gjorde for mange år siden.

Men hvorfor bliver svinene syge? - ja, i min optik skyldes det de fabrikslignende produktionsforhold i dansk landbrug. Der er simpelthen for mange svin på for lidt plads, og det hele foregår på en særdeles unaturlig måde, fordi der skal tjenes rigtig mange penge til bankerne, der har skabt penge ved at låne svineproducenterne penge til udbygning af fabrikkerne.

Nu ser vi resultaterne – og svineproduktionen er formentlig kun første step i fortællingen.

Det er hele vækstfilosofien, den er gal med! Lad os lige klappe dyrene, og reflektere over de forureningsskabte klimaændringer, inden vi haster videre.

Valget til Europaparlamentet.

Hvornår var det det nu, det var? - Nemlig, hvornår vandt Helle Thorning-Schmidt et valg for Socialdemokraterne??

Jeg kan kun huske, at hun har tabt alle valg i den tid, hvor hun har været formand for partiet. Det er simpelthen til stadighed gået tilbage valg for valg og senest her ved valget til Europaparlamentet, hvor Socialdemokraterne gik 2,4 procent og 1 mandat tilbage. De er simpelthen blandt taberne – godt nok ligesom de fleste andre 'gamle' partier, selv om de er frække nok til at fortolke nederlaget som en sejr (”vi gik efter tre mandater”), mens vinderen er Dansk Folkeparti. Og hvorfor?

Mit bud er, at 'de gamle partier' ikke har formået – ikke blot at forny sig – men bare at være i trit med deres vælgere.

De har ikke formået at levere fortællingen, at formulere en vision for deres virke, som deres vælgere kan tro på. Det ser for mig ud til, at især Socialdemokraterne lever i deres egen verden, hvor de tror, at bare de siger 'skabe arbejdspladser', vil deres vælgere næsten dåne af begejstring, men som valgresultaterne viser, holder det ikke.

Det må have givet anledning til selvransagelse, da Socialdemokraterne og de andre 'gamle' partier fik det gule kort.

En advarsel, der er til at føle på.

Det gule kort er det Danmarkskort, der viser alle de valgkredse, hvor Dansk Folkeparti blev det største parti i forbindelse med det nys overståede valg til EU-Parlamentet, udarbejdet af Danmarks Radio.

Men hvorfor er det mon gået sådan? Mit bud er som tidligere nævnt den manglende fortælling samt manglende tillid. Jeg tror, at danskerne er blevet trætte af de fleste politikere fra 'de gamle partier', trætte af deres pep-talks, trætte af de manglende resultater, trætte af deres småligheder, der nærmer sig korruption.

Der er en tillidskrise mellem de førende politikere fra 'de gamle partier' og vælgerne.

Jeg er ikke glad for at skrive det, men Dansk Folkeparti ser ud til at være det parti, som er mest i tråd med vælgerne – og ikke blot deres egne. Det er det, der er katastrofen!

Kristian Thulesen Dahl og hans tropper virker troværdige. De formår at kommunikere, så rigtig mange tænker: "Ja, der er noget om det, han siger dér" – det gælder for den verbale og den non-verbale kommunikation. Der er overensstemmelse, og de kvikke bemærkninger er ikke pinlige, men i øjenhøjde.

Socialdemokraterne og specielt deres formand har noget at lære her – og det kan ikke gå hurtigt nok, hvis de ikke bare skal være et alternativ, men også et troværdigt et af slagsen til en borgerlig regering, når der skal være folketingsvalg om et års tid.

Det er ikke lang tid til at vende en synkende skude, og det er ikke nok, at de økonomiske konjunkturer ser ud til at vende, så den siddende regering får lidt medvind, og jeg tror heller ikke på, at den skal håbe på et ledelsessammenbrud i det største oppositionsparti.

Hvis Helle Thorning-Schmidt skal nå at få en enkelt valgsejr i hus, og dermed have et håb om dels at forblive formand for Socialdemokraterne dels at bevare statsministerposten, så skal der gang i en troværdig fortælling med ægte visioner NU - DET ER SIMPELTHEN SIDSTE UDKALD.

Har vi strammet den for meget?

Det kan vel komme bag på nogen, at der siden begyndelsen af 1990'erne er sket en stadig stigende skævvridning af vort samfund. De rigeste er blevet rigere og de fattigste fattigere – og den økonomiske krise i årene 2008 til 2013 har kun været en accelererende faktor, godt hjulpet af regeringernes krisehåndtering med sparekrav på sparekrav – også benævnt reformer.

Til belysning af denne problemstilling forestiller jeg mig en person, hvor kendsgerningerne er følgende:

• ufaglært med Folkeskolens Afgangsprøve som eneste 'teoretiske' grundlag
• haft arbejde kontinuerligt siden afslutningen af skoleuddannelsen, men har nu været arbejdsløs i længere tid (falder snart for 2 års reglen)
• har pådraget sig en kronisk lidelse, der skal behandles med en relativ dyr medicin, som der faktisk ikke er penge til i det budget, der egentlig ikke findes, idet pengene er så få, at man kun med nød nød og næppe klarer dagligdagen
• har intet misbrug af hverken tobak, alkohol eller andre euforiserende stoffer

Man kan sige, at den pågældende 'kun' er arbejdsløs og sygdomsramt.

Har vi som samfund strammet skruen for meget, når en borger som ovennævnte ikke har råd til at købe den bedste medicin, men må nøjes med den næstbedste, der kun lige akkurat er råd til?

Sættes eksemplet i relation til, at spekulationsgevinster bidrager mere til bruttonationalproduktet end egentlige arbejdsindtægter, forekommer det mig at være ikke så lidt bizart, ikke sandt?

Så er udviklingen da skæv! - Og politikerne må have sat kikkerten for det blinde øje, når de ikke forholder sig til virkeligheden for en efterhånden forholdsvis stor gruppe mennesker.

Politikernes virkelighed forekommer at være meget langt fra den gruppe borgeres virkelighed – måske lige så langt væk, som kløften mellem de rigeste og de fattigste er dyb? - men lige nu er der jo valgkamp, og så er der ingen grænser for, hvad man agter at gøre så at sige for alle!

Et samfund med de mangler er ikke holdbart, og spørgsmålene er: Hvornår kollapser det, og hvad gør vi ved det?

Den liberale kapitalisme er på vej til at køre samfundet i sænk, ligesom kommunismen gjorde det i Østeuropa og Sovjetunionen.
Jeg er tilbøjelig til at give den konservative tidligere statsminister Poul Schlüter ret, da han sagde: ”Ideologi er noget bras”.

Opfordringen må være, at såvel de europæiske som de nationale politikere på centrum-venstrefløjen finder visionerne og fortællingen frem og gør noget konkret for at mindske den stigende ulighed. Come on!!