Har vi strammet den for meget?

Det kan vel komme bag på nogen, at der siden begyndelsen af 1990'erne er sket en stadig stigende skævvridning af vort samfund. De rigeste er blevet rigere og de fattigste fattigere – og den økonomiske krise i årene 2008 til 2013 har kun været en accelererende faktor, godt hjulpet af regeringernes krisehåndtering med sparekrav på sparekrav – også benævnt reformer.

Til belysning af denne problemstilling forestiller jeg mig en person, hvor kendsgerningerne er følgende:

• ufaglært med Folkeskolens Afgangsprøve som eneste 'teoretiske' grundlag
• haft arbejde kontinuerligt siden afslutningen af skoleuddannelsen, men har nu været arbejdsløs i længere tid (falder snart for 2 års reglen)
• har pådraget sig en kronisk lidelse, der skal behandles med en relativ dyr medicin, som der faktisk ikke er penge til i det budget, der egentlig ikke findes, idet pengene er så få, at man kun med nød nød og næppe klarer dagligdagen
• har intet misbrug af hverken tobak, alkohol eller andre euforiserende stoffer

Man kan sige, at den pågældende 'kun' er arbejdsløs og sygdomsramt.

Har vi som samfund strammet skruen for meget, når en borger som ovennævnte ikke har råd til at købe den bedste medicin, men må nøjes med den næstbedste, der kun lige akkurat er råd til?

Sættes eksemplet i relation til, at spekulationsgevinster bidrager mere til bruttonationalproduktet end egentlige arbejdsindtægter, forekommer det mig at være ikke så lidt bizart, ikke sandt?

Så er udviklingen da skæv! - Og politikerne må have sat kikkerten for det blinde øje, når de ikke forholder sig til virkeligheden for en efterhånden forholdsvis stor gruppe mennesker.

Politikernes virkelighed forekommer at være meget langt fra den gruppe borgeres virkelighed – måske lige så langt væk, som kløften mellem de rigeste og de fattigste er dyb? - men lige nu er der jo valgkamp, og så er der ingen grænser for, hvad man agter at gøre så at sige for alle!

Et samfund med de mangler er ikke holdbart, og spørgsmålene er: Hvornår kollapser det, og hvad gør vi ved det?

Den liberale kapitalisme er på vej til at køre samfundet i sænk, ligesom kommunismen gjorde det i Østeuropa og Sovjetunionen.
Jeg er tilbøjelig til at give den konservative tidligere statsminister Poul Schlüter ret, da han sagde: ”Ideologi er noget bras”.

Opfordringen må være, at såvel de europæiske som de nationale politikere på centrum-venstrefløjen finder visionerne og fortællingen frem og gør noget konkret for at mindske den stigende ulighed. Come on!!

Vækstplanen maj 2014

Vor populære regering med matriarkatet i spidsen fremlagde forleden en vækstplan, som med deres egne ord ikke var imponerende i størrelse, men til gengæld ville den kunne virke.

Og det er jo glimrende. Der er sikkert flere gode initiativer, der skal kunne skabe vækst. Det tror jeg på, og for ikke altid at blive sømmet op som en af de to gamle sure mænd i 'The Muppet Show' (alene en henvisning til dette hedengangne tv-show virker jo mildest taget alderstegent), vil jeg gerne her henlede opmærksomheden på, at regeringen trods alt har gennemført flere forslag, som må tælle på plussiden, når regnskabets time om senest halvandet årstid indfinder sig, fx afskaffelse af fattigdomsydelsen, energiforliget og – ja, lige i øjeblikket rinder der mig ikke mere i hu. Man skal jo hele tiden huske på alternativet – og det er ikke rart. Det må dog ikke være særligt opløftende at blive (gen)valgt som det mindste af to onder, vel?

 

Nå, tilbage til vækstplanen, som jo altså også indeholder nogle tidsler, fx lettelserne omkring energidelen og så det, jeg vil hæfte mig ved her, nemlig 'Ophævelse af danske særregler på fødevareområdet', hvor regeringen ønsker at ophæve en række danske særregler, der medfører omkostninger for virksomhederne, men som samlet set ikke bidrager til at øge forbruger- og fødevaresikkerheden, [siger de]. Regeringen vil ophæve særregler og -ordninger svarende til 74 mio. kr. i årlige byrder, herunder bl.a. krav om hygiejne-uddannelse, krav til betegnelsen for alkoholfrie øl samt særregler vedr. opvarmning. Desuden forenkles reglerne for tilsætning af næringsstoffer til fødevarer betydeligt.

Her er det 'krav om hygiejne-uddannelse',der er det kriminelle, og Dan J. - det er en ommer. Det er småpenge, ca. 60 mill. kr. i flg. din egen udtalelse til DR Nyhederne fredag morgen, det drejer sig om ift. den sikkerhed, forbrugerne har, når de ved, at kokke og ansatte i restauranter og på spisesteder har gennemgået en obligatorisk og godkendt uddannelse i renlighed og kendskab til, hvordan man gebærder sig i forbindelse med tilberedelse af mad- og drikkevarer. Det skal nu erstattes af fx 'sidemands-oplæring' i den enkelte virksomhed. Det er ikke betryggende. De 60 mill. kr. kan så let som ingenting blive erstattet af sygdom, fravær og indlæggelser, til en værdi af måske 70 mill. kr. eller endnu mere, så det er en dårlig forretning for samfundet, for slet ikke at tale om, hvad det betyder for den, der bliver ramt af de bakterielle infektioner, der uvægerligt vil komme i slipvinden af dette dårlige forslag.

Et andet forslag på fødevareministeriets område angår slagterierne, hvor kontrollen er effektiviseret meget gennem de senere år. Regeringen ønsker at fortsætte effektiviseringerne på området således, at omkostningerne nedbringes med yderligere 28,5 mio. kr. frem mod 2020. Det er sandelig heller ikke betryggende, fordi effektiviseringer betyder personalenedskæringer, og så vidt jeg har forstået, løber de rigeligt stærkt i forvejen på slagterierne, hvilket som bekendt medfører stress, jag og uopmærksomhed. Og det er heller ikke godt for fødevaresikkerheden.

Så Dan J.: ”Du er en af de få troværdige socialdemokrater i regeringen, og her er du blevet snigløbet af damerne. Min opfordring er derfor: ”Op på hesten igen og nedkæmp disse dårligdomme”. Held og lykke med det!”

 

 

1. maj – arbejdernes kampdag.

Det var den første maj i går. Det har givet anledning til refleksioner, inspireret af dagen naturligvis, af samfundsudviklingen og en foredragsrække på Folkeuniversitetet (Emdrup) om 'Penge'.

På arbejdernes kampdag er der behov for at reflektere lidt over den demokratiske udvikling i landet, hvor de traditionelle socialdemokratiske værdier har været grundlæggende for den velfærd, der gennem næsten et helt århundrede er blevet opbygget.

Velfærden forekommer at være truet – næsten dramatisk – på sin eksistens.

De traditionelle værdier om at drage omsorg for de svageste og støtte op om fællesskabet ser ud til at være blevet afløst af egoisme og individualisme – altså liberalistiske og kapitalistiske kerneværdier, ”Enhver er sin egen lykkes smed”. Hallelujaaaah og Amen!

Samtidig er der paradoksalt nok også kræfter blandt de herskende en tydelig tendens til kontrol. Uhada – vi skal endelig sørge for, at ingen – og slet ikke de offentligt ansatte og mennesker tilhørende socialklasse 5 (og måske også 4) – nasser eller snyder for skatteydernes penge.

Det er derfor tankevækkende, at vi har outsourcet retten til 'at slå mønt' til bankerne, som nu i lang tid ikke har været alt for fine i kanten med hensyn til at følge reglerne og være ansvarsbevidste samfundsinstitutioner. Danmarks Nationalbank garanterer kun for 6% af pengeomsætningen i dette land, nemlig de mønter og pengesedler, der er i omløb. De resterende 96% er elektroniske penge, altså tal på kontoopgørelser uden reel fysisk tilstedeværelse. Systemet fungerer kun, fordi vi – stadig og på trods af adskillige finansielle skandaler – har tillid til, at bankerne i det store og hele opfører sig ordentligt. Kapitalisterne har i den forbindelse også sørget for at indføre afdragsfrie lån til ejendomsbesidderne – også de, der ikke kan betale, men håber, det hele nok går alligevel, mens de rige stille og roligt afventer kaos og flytter deres elektroniske penge ud af landet.

Læg dertil, at Verdensbanken på globalt plan har gjort op for 2012, at kun 2% af verdens pengeomsætning kan føres tilbage til betaling for varer og tjenesteydelser, mens de øvrige 98% er finansielle transaktioner, foretaget på splitsekunder via computersystemer og uden reel fysisk værdiskabelse. Tankevækkende, ikke sandt ? - Og i sandhed skræmmende ('The Wolf of Wall Street')!

Menneskene bag disse transaktioner er de samme, som presser politikere til at kræve offentlige besparelser, der medfører øget arbejdsløshed; især er det gået ud over de unge – de kalder det 'nødvendighedens politik' Det er næsten for spændende, hvordan den hårdt ramte generation vil agere i samfundet, når og hvis de kommer til fadet..

Jeg synes, det er mere dækkende at sige, at 'De kloge narrer de mindre kloge' – og at de finder sig i det, fordi kræfterne til ikke at gøre det, endu ikke er til stede. De mindre kloge bliver nemlig spist af med vin, brød, fest og underholdning.

Og så en første maj, som måske burde omdøbes til 'først mig'.

Teknologiens store muligheder bliver brugt i liberalismens og kapitalismens tjeneste til at overvåge samfundet, og det er desværre nok først, når de rige føler sig gået for nær, at der vil blive gjort noget for at stramme reglerne og indføre stærke sanktioner mod de mennesker, institutioner og firmaer, der bryder reglerne. At der har været en debat i samfundet om de negative muligheder i form af overvågning, at herskerne overvåger deres vælgere, betyder ikke noget, før herskerne selv føler sig truet af de digitale muligheder. Så sker der sikkert noget, sikkert også fordi, en del af overvågningsskandalerne har fået en stor pressedækning. Men mon ikke initiativerne bliver skruet sådan sammen, at det først og fremmest det ikke-herskende lag, som fortsat vil blive overvåget?

At første maj skal forblive en kampdag er klart. Spørgsmålet er bare, hvis kampdag?

Folkeskolereform, skoletid, inklusion og diagnoser

Lad det være sagt straks: Jeg er i udgangspunktet positiv over for den nu vedtagne folkeskolereform. Der er mange gode ændringer i den i forhold til det, vi har nu, bl. a. flere undervisningstimer til eleverne, samarbejde med det lokale erhvervs- og foreningsliv (den åbne skole) og kompetenceudvikling for såvel lærere som ledere.
Og der kan opremses flere gode ændringer, men fælles for dem alle er, at de ikke er entydigt gode. Der kan altid gøres indvendinger og opstilles bekymringer. Og hvorfor mon?

Fordi den er gennemført som et centralt diktat og trukket ned over folkeskolen i løbet af kort tid og er ikke blevet forberedt så grundigt, som en sådan omfattende og vigtig reform skal. Og ikke med det: Den skal gennemføres af skolens vigtigste aktører, lærerne, efter at magten har tromlet dem ned under gulvbrædderne for derefter at forvente, at reformen gennemføres i et positivt og ja-hatte-agtigt arbejdsmiljø.

En grundlæggende fejl er ikke selve reformen, men måden den er gennemført på.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide, hvor mange arbejdspladser gennemfører innovation på baggrund af tvang og demotivation?

Oven i dette kommer så arbejdet med at integrere børn fra den tidligere specialundervisning i klasser, der jævnt hen rummer flere og flere elever. Inklusion, som det kaldes, er også grundlæggende rigtig. Hvis altså ikke det var fordi, at det skal gennemføres billigst muligt. I mange kommuner, følger der ikke de nødvendige økonomiske resurser med. Man fifler med midlerne, og det er fatalt – først og fremmest for de elever, der har behov for specialundervisning, men også for de øvrige elever i klassen og for folkeskolen som det sted, hvor alle socialklasser burde kunne mødes og lære hinanden at kende.

Det er ikke uden grund, at man i dagspressen jævnlig kan læse om flugten fra folkeskolen til privatskolen.

Jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at få undersøgt, om den store stigning af elever med diagnoser af forskellig slags, som forudsætter undervisning af lærere med særlige kompetencer, viden og færdigheder, er geografisk bestemt – eller om stigningen er ligeligt fordelt over det ganske land? Eksempelvis Gentofte, Lyngby-Tårbæk og Rudersdal i forhold til Ishøj, Nørrebro og Vesterbro i København.

Hvordan ser det ud med mulighederne for at mindske den negative sociale arv i forbindelse med denne store ændring af en af samfundets vigtigste institutioner? - Ikke indlysende godt, vel?

Der er desværre handlet mis med en af de mest grundlæggende institutioner i det danske samfund, hvor afstanden mellem top og middelklasse, middelklasse og bund øges dag for dag, fordi den neoliberalistiske tankegang sammen med New public Management har været dominerende i al for lang tid.

Så grundlæggende er positivt stemt over for reformen, men der er godt nok nogle vældige knuder at tage fat på. Knuder, der skal løsnes, mens reformen gennemføres. Let bliver det nok ikke.

OBS - 2 nye indlæg denne dag

Ukraine.

Indledningsvist vil jeg slå fast, at jeg er modstander af væbnet magt – uanset om det er køller og spader eller geværer og bomber. Konflikter skal tales og forhandles til resultat.

I den meget alvorlige og farlige konflikt om den selvstændige stat Ukraine, Krim og stormagten Rusland, må man sige, at der her – som i alle andre konflikter – er to sider af mønten.

Uroen i Kiev blev mere eller mindre gødet af Vesten, som lokkede med handelsmæssige initiativer, som de vestligt orienterede indbyggere gerne så gennemført mod den demokratisk valgte præsidents ønske. Præsidentvalget blev i sin tid kontrolleret og godkendt internationalt som værende gennemført efter reglerne.

Optøjerne på en de centrale pladser i Kiev medførte som bekendt, at præsidenten – om hvem man nok mistænke for at være korrumperet og med et udemokratisk sindelag efter vestlige normer – måtte fortrække til Rusland efter flere dages forhandlinger med repræsentanter fra den store forsamlede gruppe på pladsen, fordi han indgik en handelsaftale med præsident Putin og ikke med Vesten.

Jeg synes, man kan sige, at gadens parlament i Kiev tiltog sig rettigheder, som kun et mindretal af den samlede befolkning i Ukraine støttede – i hvert fald repræsenterede de ikke demokratisk befolkningen.

En stor gruppe modstandere af dén udvikling var det store russiske mindretal på Krim, som Ukraine havde fået 'i gave' fra Sovjetunionen for årtier siden og konfirmeret en del år senere af daværende russiske præsident Jeltsin.

De etniske russere i Ukraine og især på Krim følte sig truet og kunne med god ret hævde, at den folkevalgte præsident Janukovitj var blevet afsat med udemokratiske midler.

Jamen, så er kimen jo lagt til uro og optøjer – og den store nabo i øst, som nok har følt sig spillet lidt af banen de sidste 25 år af Vesten, måtte selvfølgelig støtte og 'beskytte' det store russiske mindretal på Krim – og på sigt desværre nok også i andre områder langs grænserne til Rusland og dets interessesfære.

Storebror kom til undsætning med de ukendte soldater og materiel, fordi i Putins verden snakker man ikke så meget, men viser handlekraft.

Det russiske mindretal på Krim udgør imidlertid et flertal på den navnkundige halvø, som ovenikøbet har særstatus i Ukraine med eget parlament. De har naturligvis forestillet sig, at nu var der en chance for at komme 'hjem' til Rusland, så de udskrev den nu afholdte folkeafstemning, hvis resultat var stensikkert.

Hvordan mon historien var blevet, hvis Vesten havde kendt sin besøgelsestid og ikke undervurderet Vladimir Putin og hans stærke ønske om igen at indtræde reelt på stormagtsscenen? Han havde i München for nogen tid siden i en tale varslet dette.

Udemokratiske midler er vi imod i Vesten, men afsætningen af Ukraines præsident må vel siges at være udemokratisk. Hvad så med folkeafstemningen på Krim? Er vi imod folkeafstemninger? Næh, det er vi måske ikke, hvis ellers resultatet passer os.

På Krim foregik afstemningen måske for enden af et geværløb, og i hvert fald var det en meget hurtig proces, men det kunne vel have været anderledes, hvis konflikthåndteringen allerede for mange måneder siden havde været præget af dialog og fornuftige møder, som respekterede de interessesfærer, de selvstændige stater og befolkningsgrupper kunne have, og vi tilbød hjælp og bistand til de initiativer, som måtte blive nødvendige for at løse en konflikt, som var til at forudse.

Nu fik vi et uskønt forløb, der har lagt grunden til mange års skyttegravskrig af holdninger og manifestationer, som sikkert kun udvikler sig til det værre, hvis ikke fornuften, tolerancen og pragmatismen tager over.

Den slesvigske konflikt mellem Tyskland og Danmark blev løst  sådan – desværre først efter at imperialisterne på begge sider havde forsøgt sig med blodsudgydelse og ulykker til følge.
Når det så er sagt, skal det erindres, at en vis tysker formentlig spillede med de samme kort som russeren gør i dag.
Det er et farligt spil, som kræver omtanke hele bordet rundt.

Vejledning i folkeskolen - igen!

Den 8. januar dette år havde jeg nedenstående bemærkninger om emnet. Desværre – og forventeligt nok, fordi en blog vel kan sammenlignes med at have sin egen læserbrevkasse – ser det ud til, at ingen beslutningstagere har læst guldkornene. Jeg tillader mig derfor igen at bringe indlægget med tilføjelser:

At øge uddannelsesniveauet på alle planer indgår i regeringens målsætninger. Så langt, så godt – det kan ingen være uenig i. Jeg vil i det følgende kommentere, lovgivernes forestilling om, hvordan det blandt meget andet skal foregå i den grundlæggende uddannelse, folkeskolen, samt overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse.

Folkeskolereformen ændrer det timeløse fag 'uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering' til 'uddannelse og job', samtidig med man svækker vejledningen i folkeskolen.

For det første signalerer navneændringen, at faget i højere grad skal tilgodese 'det at få job', og min fornemmelse er, at centralstyringen her ønsker at prioritere job i den private sektor – altså en linie, som flugter med 'blå politik' og øget arbejdsudbud.

For det andet signalerer ændringen også, at 'nu skal vi have noget målbart og konkret' på bekostning af begrebet 'dannelse', hvor de unges uddannelsesretning og -valg baserede sig på orientering om og kendskab til de mangeartede muligheder på baggrund af interesser og sammenhænge – individuelt og samfundsmæssigt.

Skolens undervisning i fagene var sammen med sociale relationer med til at danne eleverne. Det vil være forkert at påstå, at det også ikke vil kunne komme til at ske fremover, men der er en fælde i, at det bliver for målrettet og konkret.

Og det skyldes, at 1:1-vejledningen i folkeskolen gennem den sidste halve snes år er blevet svækket, fordi man – sikkert ud fra de bedste intentioner, men måske også med den skjulte dagsorden at kunne blive i stand til at øge arbejdsudbuddet ud fra 'konkurrencestat-tankegangen' – afskaffede velfærdsstatens skole- og ungdomsvejledere. De havde nemlig deres daglige undervisning på den skole, hvor de tillige forestod vejledningen af eleverne i udskolingen. På den ene side kendte de eleverne, deres evner og færdigheder, ligesom de kendte forældrene, og på den anden side havde de ajourført viden om veje ind i uddannelsessystemet.

Efter indførelsen af 'den professionelle vejleder' (formentlig efter amerikansk forbillede), hvor vejlederne udelukkende beskæftigede sig med vejledning, steg antallet af ansøgere og optagne til de gymnasiale uddannelser, mens antallet til de håndværksprægede uddannelser faldt tilsvarende. Efter indførelsen af taxameterordningerne blev dette forhold grotesk.

De værste er, at vejledningen fremover nu kun omfatte de sårbare og udsatte elever (anslået 20%), mens resten nok finder ud af det ved egen og forældres hjælp – måske bistået af øvrig familie.

Det er ganske enkelt for sølle.

Og det viser sig jo atter og atter, at skrivebordsbeslutningerne ikke har lang holdbarhed, men må opfattes som 'fast food' – en higen efter hurtige gevinster.

De findes ikke, når det handler om mennesker, dannelse, læring og uddannelse.
Og de fremkommer slet ikke, når de, der har skoen på og ved, hvor den trykker, ikke inddrages respektfuldt.

PISA kan ikke bruges, som den er blevet det i hele håndteringen omkring folkeskolereformen. Det har vi fra 'hestens egen mund', nemlig prøvernes konstruktør. Selv PISA-direktøren i Danmark støtter synspunktet.

De fleste har også forstået, at lærerne er den vigtigste faktor, når det gælder læring. Bare ærgerligt, at det først er nu, det indses, efter at man har tromlet dem flade - nærmest bogstaveligt.

Der er simpelthen så mange opgaver i dagligdagen på skolerne, at det ikke er hensigtsmæssigt  også at lade lærerne stå for den vigtige uddannelses- og erhvervsvejledning i det timeløse fag 'Uddannelse og Job'. Det skal man overlade til de lokale eksperter – lærere med en overbygningsuddannelse som vejledere – som kender det lokale miljø, de enkelte elever, fordi de også underviser på skolen, forældrene og ikke mindst alle de mange muligheder, der findes for at gå ind i et individuelt uddannelsesforløb og bestå en ungdomsuddannelse.

Jeg skriver 'bestå', for den skal ikke bare 'fås'. Der er krav, der skal opfyldes.

Samfundsudviklingen har ikke gjort det nemmere for de unge. Valgene er ofte uoverskuelige og uigennemsigtige, og der er mange faldgruber.

En ordentlig vejledning i folkeskolen er alfa og omega.

Jeg håber og ønsker indtrængende, at lovgivere og forvaltninger er bevidste om, at der her er et felt, som kræver opmærksomhed – så det er en ommer, Christine, når det handler om at spare på vejledningskontoen. Find financieringen til erhvervsskolereformen et andet sted. Corydon må til lommerne.