Der er noget i galt DK (10)

Så er det tiden til igen at genoptage tråden i denne lille serie kritikpunkter, dels fordi der naturligvis er grund til fortsat at forholde sig kritisk til magthaverne og deres systemvælde, og dels fordi sommerferien står for døren – og meget kan være gået i glemmebogen, når sommerferien er slut.
Og det er der ingen grund til.

Da kritikserien har løbet mere end et halvt år, benytter jeg lejligheden til lige at repetere, hvad kritikpunkterne har handlet om og hvornår, de er blevet lagt på bloggen:

• (9) - Socialdemokraternes fald mod afgrunden med teknokratkup. 17/3-13
• (8) - Su-reformen, kontanthjælpsreformen og vækstpakken 3/3-13
• (7) - Uddannelsessystemet og vejledningsindsatsen 6/2-13
• (6) - De manglende visioner 2/2-13
• (5) - Ulighed og den manglende lytten 22/1-13
• (4) - Ulighed og djøficering 29/12-12
• (3) - Ulighed og ønske om internt systemskifte i regeringen 27/12-12
• (2) - Markedet og djøficeringens af Socialdemokraterne 23/12-12
• (1) -Den såkaldte centrum-venstre regering fører borgerlig politik 28/11-12

Som det fremgår, kan det koges sammen til at handle om S-R-SF-regeringens svigt, ulighed og manglende vision.
Alvorlige sager, ikke sandt? - i hvert fald alt for alvorlige til at gå i glemmebogen.

Det er værd at huske, at det er valgår i år. Der skal være valg til kommuner, regioner og EU. Det ser ud til, at det også så småt er ved at gå op for regeringen. Jeg synes, at der er ved at komme lidt andre toner i retorikken.
Magthaverne mener tilsyneladende, at de nu er kommet så langt med 'den nødvendige politik', de kan, inden vælgerne skal høres, og alle partiernes kandidater er begyndt at positionere sig – og selv om det ikke er folketingspolitikerne, der er begyndt at markere sig, men de lokale partisoldater, så mener jeg, at der ingen grund er til at glemme, og derfor må de betale for deres kollegers fejltagelser.

Det bliver særdeles spændende at se, hvor stor lussingen bliver til efteråret. Det er i denne forbindelse vigtigt at erindre sig, at toppen af KL og Regionerne jo har spillet en meget lydig andenviolin for regeringen.
Der er imidlertid et 'men' – fordi alternativerne til S, R og SF altså skal overvejes nøje.
Det er her, den demokratiske debat kommer ind i billedet. Den må ikke forsømmes, og derfor må vi hver især bringe synspunkter til torvs, hvor vi kan gøre det. Og forlange svar fra de lokale politikere, så det bliver de rigtige, der vælges til efteråret – og ikke levebrødspolitikerne.
Dem er der rigeligt af – og det har der været i årtier. Lad os få de mennesker frem, som vil noget – og som fortæller om det i forvejen – med deres indsats for demokratiet.

Jeg håber, at jeg derefter kan begynde an lille serie om 'Det går godt i DK!'

Besøg hos Odense Symfoniorkester

Denne artikelserie er skrevet til Dansk Amatørmusiks medlemsblad 'Musikmagasinet'. 
Dette års reportageserie om store danske orkestre vil handle om de 5 landsdelsorkestre, nemlig Aarhus-, Aalborg-, Odense-, Sønderjyllands- og Sjællands Symfoniorkestre. Overordnet set er der 8 store orkestre i Danmark. 3 statsorkestre (Det Kongelige Kapel, Radiosymfoniorkestret og Radioens Underholdningsorkester) og de 5 nævnte landsdelsorkestre, som alle administreres efter Musikloven fra 2003 med senere justeringer.
Musikloven er oprindelig fra 1976 og verdens første. Musiklovens § 4 beskriver landsdelsorkestrenes hovedopgaver, som bl.a. er at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900, i et rimeligt og kunstnerisk forsvarligt omfang at være til rådighed for ballet- og musikdramatiske forestillinger, herunder forestillinger med Den Jyske Opera, og for det stedlige musikkonservatorium som professionelt studieorkester, efter behov og i rimeligt omfang at afholde koncerter i og uden for landsdelen. Orkestrene er offentligt støttet af henholdsvis de kommuner, de er placeret i, og staten, samt de indtægter de selv skaffer sig i form af sponsorater og billetindtægter.
Vi lagde ud med at besøge Aarhus Symfoniorkester, en vinterdag primo januar, og vi fortsætter i marts med Odense Symfoniorkester – et landsdelsorkester primært for Fyn.

Foråret havde nået at titte frem, men da dagen for besøget i Odense oprandt, kom alle snefnuggene vrimlende, og det blev en af morgener, hvor Trafikradioen i hovedstadsområdet var på mærkerne med meddelelser om timelange køer på alle indfaldsveje til rigets hovedstad. Afrejsen fra det lille hjem blev derfor fremskudt, og jeg nåede frem gennem snemasserne til Høje Tåstrup Station i god tid, hvorfra lyntoget bragte mig videre til Odense Station næsten på den planlagte tid. Derfra var der kun en mindre, men sikkert sund spadseretur til Odense Koncerthus, hvor jeg skulle mødes med kommunikationschef Anne Drud Astrup og orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde.

Odense Symfoniorkester og deres 'hus'

                            Odense koncerthus. Foto: Benny Pedersen

Fra banegården kom jeg til bagsiden af Odense Koncerthus, som er en overraskende lav bygning – udefra. Det er tegnet af arkitekterne M.A.A. Per Hougaard Nielsen, C. J. Nørgaard Pedersen, Lars Møller og Birte Rørbæk (projektleder). Det blev indviet i 1982 og har altså kunnet fejre 30 års fødselsdag sidste år. Hovedformålet med koncerthuset er at huse Odense Symfoniorkester. Koncerthuset er områdets mest markante bygning i kraft af sin størrelse og funktion. Alligevel trykker det store hus sig ned i terrænet - koncerthusets gulv ligger i kælderetagen. Bygningen ligger som topvinklen i en trekant i H. C. Andersen-kvarteret. Selve koncertsalen, som har navn efter den verdenskendte danske komponist Carl Nielsen, er en traditionel opbygget kasseformet sal, og den er kendt for at have en fremragende akustik. Salen er udstyret med et 46-stemmer stort orgel bygget af et af verdens førende orgelbyggerier, Marcussen & Søn. Der er plads til omkring 1200 mennesker. Odense Symfoniorkester blev grundlagt i 1946, men dets rødder går helt tilbage til omkring år 1800. Oprindelig var det et teaterorkester, som også spillede symfonisk musik. I dag fremstår orkestret som et moderne symfoniorkester med et højt aktivitetsniveau og under stadig udvikling. Odense Symfoniorkester havde ved grundlæggelsen 22 musikere, men er i årenes løb vokset støt og har nu 73 fastansatte medlemmer, og det er i underkanten af, hvad et symfoniorkester skal have for at kunne spille alle værker. Orkestret giver årligt ca. 100 koncerter med et repertoire, der strækker sig fra barokken til vor egen tids musik.

                    Odense symfoniorkester. Foto: Greenpix/Ulf Jeppesen

Symfoniorkestret og The Beatles
Jeg blev budt velkommen af kommunikationschef Anne Drud, som hurtigt og imødekommende viste mig op i kantinen, hvor orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde netop holdt planlægningsmøde med to produktionsledere og en lydtekniker i anledning af en koncert den 11. april 2013 med Classical Mystery Tour og Odense Symfoniorkester: ”A Tribute to the Beatles”. Det var da lidt overraskende sådan lige at dumpe ned i et sådan planlægningsmøde, som handlede om store skærme og et voldsomt PA-anlæg. Ikke noget, jeg lige forbinder med et traditionelt symfoniorkester, men egentlig – skulle det vise sig – var et initiativ blandt flere, som har til formål at få flere og ikke mindst yngre mennesker til at interessere sig for, hvad Odense Symfoniorkester kan og står for.

Formidlingsarbejdet for børn og unge
Dagens første samtale er med Knud Erik Jørgensen, som er børne/unge-medarbejder. Han er oprindelig klassisk uddannet bratschist fra Fyns Musikkonservatorium og har spillet en lille menneskealder.

                            Knud Erik Jørgensen. Foto: Benny Pedersen

Imidlertid satte en arbejdsskade stopper for den musikalske karriere, og i samarbejde med alle de instanser, der nu en gang er inde i billedet i den slags situationer, lykkedes det at finde rum til, at Knud Erik Jørgensen kunne overflyttes fra musikernes rækker til orkestrets administration- og formidlingsafdeling i et fleksjob. Et rigtig godt billede af en institution, som tager sit sociale ansvar alvorligt. Knud Erik har været ansat i 25 år ved Odense Symfoniorkester. Han arbejder med arkivering, kontakten til børn og unge og er koordinator for 'Max Musik'. Dette sidste vender vi tilbage til. Den ansvarlige for Børne-og Ungeafdelingen hedder i øvrigt Karen Skriver Zarganis, men hun kunne desværre ikke deltage i samtalen denne dag. Arbejdet i Børne- og Ungeafdelingen omfatter desuden Minisymfonikerne, talentskolen, besøg ud og ind i huset, kontakt til folkeskoler og gymnasier, samarbejde med professionshøjskolens læreruddannelsesafsnit (University College Lillebælt), den kommunale musikskole og Det Fynske Musikkonservatorium, som nu er slået sammen med Odense Teaterskole. UCL er i det hele taget meget involveret i orkestrets børne- og ungearbejde. En medarbejder derfra har faktisk også ansættelse i Odense Symfoniorkester, så man kan roligt hævde, at der er tale om et tæt samarbejde. Endelig er der skolekoncerter for 1000 til 1200 børn og unge i Odense Koncertsal, familie- og julekoncerter, og endelig var der et stort arrangement på skolernes sangdag den 22. marts 2013, som transmitteredes direkte i Ramasjang.

Max Musik
Max Musik er et spændende og omfattende udviklingsprojekt på Vestre Skole i Odense. Det foregår i tæt samarbejde med musiklærerne. I begyndelsen af projektet var der et 'musikbånd' hver dag i indskolingen gennem en periode, men det blev for meget. Nu foregår det onsdag, torsdag og fredag. Det er elever fra 0.- 3. kl., der deltager – ikke ældre, i hvert fald ikke lige for tiden. Onsdag er sat af til instrumentalundervisning (3. kl.) afvekslende med almindelig undervisning og kor. Hvilke instrumenter, eleverne skal lære at spille på, bestemmes af projektledelsen. Instrumenterne er bl.a. trækbasun, trompet og guitar, men ellers ikke strengeinstrumenter. En donation fra den lokale Albani-fond har gjort det muligt at indkøbe instrumenter. Det er lærere fra Odense Musikskole, der varetager undervisningen. Der er foreløbig et budget på omkring 25.-30.000 kr. fra Odense Symfoniorkester, og dertil kommer de enkelte institutioners egne penge. Projektet medfører også gensidige besøg, mest i koncerthuset, hvor de får lov til at spille lidt på de instrumenter, de netop har hørt en eller flere musikere fortælle om for til sidst at overvære op til en halv time af en generalprøve – så kan den ikke trække mere den dag. Det er da vist også godt gået! - og der er ligefrem etableret et skoleorkester ved Vestre Skole; lidt særligt i dagens Danmark! 'Max Musik' er også en organisation med medlemskaber, som sympatisk nok er gratis, generalforsamling og vedtægter samt egen hjemmeside. Der er planer om et forskningsprojekt i kommunalt regi, der skal undersøge og evaluere hele dette storslåede og meget strukturerede projekt. Men det koster, og alle parter håber på at få samlet midler nok til, at det kan gennemføres.

Minisymfonikerne er et andet børne/unge-projekt. Det omfatter gæstemusikere fra symfoniorkestret på besøg i børnehaver og skoler, hvor der fortælles om og spilles klassisk musik i mindre grupper. Det er også et samarbejde med lærerstuderende med musik som liniefag, der skal afprøve forskellige undervisningsforløb.

”Tosca”
Efter samtalen, som foregik i et hyggeligt sofahjørne i kantinen til en svag lyd af orkestrets prøve i Carl Nielsen Salen, var det tid til at høre nærmere på den musikalske udfoldelse. Knud Erik viste mig via en trappe med grå betonvægge, der et enkelt sted til inspiration for alle var peppet op med et stort og farvestrålende papirklip af billedkunstneren Sonia Brandes, ned i Carl Nielsen Salen. Dér var der prøve på Puccinis opera ”Tosca” under ledelse af Giordano Bellincampi. Odense Symfoniorkester skal sammen med Den Jyske Opera nemlig opføre ”Tosca”, som er Den Jyske Operas chefdirigent Giordano Bellincampis afskedsforestilling. Jeg overværede vel i denne første omgang 15 minutter af prøven inden frokostpausen – og det lød velgørende.

Kanonéren
I frokostpausen var det tid til at tale med Jakob Weber Egholm – solojanitshar og dermed gruppeleder af janitshargruppen. Det var ham, jeg så forlade sin plads under prøven, og det viste sig nu, at det var fordi, han skulle ud og fyre 'kanonen' af! - Det var en kæmpetromme, som stod ude bag scenen, som Odense Symfoniorkester har lånt af Det Kongelige Kapel til brug for at illudere kanonskud i forbindelse med operaen. Jeg havde godt nok undret mig over, hvor kanonlyden kom fra og hvem, der skød den af, men nu fik jeg svaret. Jakob er københavner og har været hos Odense symfonikerne i fire år. Som ved alle ansættelser i den branche skal man til audition, når der skal besættes ledige stillinger. I hans tilfælde var der vel 40 -50 slagtøjsspillere, der skulle konkurrere. Som Jakob siger, så er det noget af et nåleøje. Han er meget glad for for sit arbejde i Odense. Også Jakob giver udtryk for, at krisen kradser i branchen, og det er attraktivt at blive ansat i Danmark i forhold til andre lande – det bliver konkurrencen jo ikke mindre af.

                          Jakob Weber Egholm. Foto: Benny Pedersen

Han fortæller videre, at 17 -18 nationaliteter er repræsenteret i orkestret, men der er overraskende få fynboer, så folk må pendle meget til og fra Odense fra mange steder i kongeriget. På spørgsmålet om, hvad denne mangfoldighed betyder for klangen, svarer Jakob, at orkestret egentlig spiller bedre nu end for 20 år siden, men der er jo mange forskellige måder at spille på og forskellige klangidealer. I et symfoniorkester er det strygerne, som er den største gruppe, mens slagtøjsspillerne kun udgør 3 – 4 musikere. Her drejer samtalen ind på kønsfordelingen i et orkester, og at der er sket en forskydning i forhold til tidligere tider, hvor et orkester langt overvejende bestod af mænd. I dag er der fx ofte markant flere kvinder blandt strygerne. Der er også kvindelige slagtøjsspillere, fx var Jakobs forgænger i embedet en kvinde. I øvrigt, mener Jakob, at slagtøjsspillerne er dem i et orkester, som får lov til at spille på alt det sjove, og han nævner just 'kanonen'. I ”Tosca” foregår der også en del bag scenen, hvad angår slagtøj, fx skal han på et tidspunkt 'være hyrde' og slå på nogle klokker, som skal illudere halsklokker på geder. Mangfoldigheden med hensyn til hans 'instrumenter' er rigtig stor. Som jeg har hørt tidligere fra en anden slagtøjsspiller, så er instrumenterne alt, hvad der kan slås på – undtagen mennesker. Jakob tilføjer, at han sagtens kan komme ud for at skulle spille på olietønder, men det er naturligvis ikke sikkert, at han spiller det lige så virtuost som fx en cubaner. Det er også slagtøjsspillerne, der illuderer knusning af glas, væltede stole og den slags i sceneslagsmål. Vi kommer til at tale om den prisbelønnede danske komponist Simon Steen-Andersens værk ”Ouvertures (koncert for forstærket gu-zheng, sampler og orkester)”, som Jakob også har spillet, og han bemærker, at det netop ofte er i den nyere musik, slagtøjsspillerne bliver udfordret med krav om 'nye og underlige' lyde. Det er egentlig først i romantikken, slagtøjet for alvor kommer på banen. Jakobs musikerkarriere begyndte allerede i slutningen af 3. gymnasieklasse, hvor han kom i forbindelse med Uffe Savory, som fik ham puffet ind på musikvejen i en konservatorieuddannelse, som han afsluttede efter 7 år, hvorefter han spillede forskellige steder, bl.a. i Kina i et halvt år og senere i alle Danmarks symfoniorkestre. Frokostpausen er nu ved at være slut, og Jakob skal lige have mulighed for at tygge af munden, inden prøven på ”Tosca” fortsætter nede i salen.

Hvad kælderen gemte og teknikken
Efter frokostpausen blev jeg vist rundt i Odense Koncerthus af produktionsleder Rasmus Jakob Frandsen, som er den ene af de to helt uundværlige medarbejdere bag scenen (og bag orkestret). Deres opgaver er mangeartede, men bl.a. skal de sørge for, at alt det praktiske fungerer, at instrumenterne kommer i de rigtige kasser under turneer, at stole og den slags er på plads, når prøverne begynder og alle den slags opgaver, som man først lægger mærke til er løst, hvis de lige netop ikke er det. Rasmus har også ansvaret for at indkalde assistenter, fx i forbindelse med sygdom o.lign. Jeg kom lidt rundt i den store bygnings mange forbindelsesgange og rum med forskellige funktioner. Fx kom vi ned i kælderen, hvor slagtøjsgruppen havde sit lager med alskens forskellige ting og sager til at slå på. Der var faktisk også et 'kolonihavehus' – et topisoleret lille hus, hvor paukisten kunne øve sig og justere sine pauker. Lidt unikt og overraskende. Vi kom også forbi nogle rum, som havde vinduer ud til koncertsalen, hvor der var ved at blive indrettet teknikerrum, beregnet til lydoptagelser.

                       Den gamle teknik. Foto: Benny Pedersen

Rent historisk og interessant nok havde man endnu ikke skilt sig af med den oprindelige teknik fra 'Telefunken', hvor mikserpult mm. vel fyldte noget, der nærmede sig 1 kubikmeter, men som i dag klares med en teknologi, der er på størrelse med en æske husholdningstændstikker. På gangen oven over var der tolkerum, der oprindelig var tænkt til simultantolkning ved kongresser, men som nu blev anvendt til øverum for musikerne, idet institutionen godt kunne bruge flere af den slags, end der oprindelig var tænkt på.

Musikchefen
Efter rundvisningen har jeg en aftale med musikchef Finn Schumacker, som blandt meget andet fortæller, at en af de største – og tilbagevendende – begivenheder er den koncert, som indleder sæsonen. Det er 'Opera på Engen', som ganske vist efter 11 år på engen ved 'Fruens Bøge' nu flyttes til 'Kongens Have. Det er en gratis operakoncert, hvor man håber at komme ud til et bredt publikum, og der kommer sædvanligvis 15-17.000 mennesker. Finn Schumacker har været musikchef ved Odense Symfoniorkester siden 2007. Han kom til Odense fra rektorposten ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus efter at have været koncertdirektør og orkesterchef ved Helsingborg og Aalborg Symfoniorkestre. Han er uddannet musiker (tuba) fra Musikkonservatoriet i København, og musikerkarrieren begyndte ved det nu hedengangne Fynske Livregiments Musikkorps, hvorefter han kom til operaen i München og spillede dér en årrække.

                         Musikchef Finn Schumacher. Foto: Greenpix/Ulf Jeppesen

Veje krydses
Derudover har han beklædt forskellige tillidsposter. Interessant nok for 'Musikmagasinet', som har påbegyndt en artikelrække om fødekæden i den danske, klassiske musikverden – fra folkeskole til orkestermedlem – har Finn Schumacker været formand for en 'task force', som skulle rådgive kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen) i spørgsmål vedrørende de danske musikkonservatorier, ligesom han var formand for endnu en 'task force' om fødekæden inden for den klassiske musik. Denne gang hed ministeren Brian Mikkelsen. Begge disse arbejdsgrupper barslede med rapporter og anbefalinger, og det foregik i 2002. Desværre er der ikke rigtig sket noget endnu, og musikskolerne er noget bekymret for, hvad der skal ske med dem, hvis en heldagsskole indføres. Musikskolerne blev oprettet i slutningen af 1980'erne, og det er nødvendigt med en plan for, hvordan de kommer med i en sådan ny skoleform. Folkeskolelovens § 3, stk. 3 giver jo mulighed for oprettelse af musikhold i fritiden, men med indførelsen af kommunale musikskoler, blev denne mulighed udtyndet kraftigt, idet lærerne flyttede over til musikskolerne. Desværre er der kun ca. 10% af folkeskoleeleverne, der benytter musikskolernes tilbud – og det er jo ikke så voldsomt.

Resurserne
Om økonomien fortæller musikchefen, at der er godt 30 mill. kr. fra Odense Kommune, godt 20 mill. kr. fra staten, og dertil kommer de indtægter, der kommer fra billetsalg, sponsorer og fondsmidler, alt i alt 5-6 mill. kr. Kommunen satser tilsyneladende på orkestret og teatret og giver derfor lidt mere, end de fx gør i Aarhus til den slags kulturelle aktiviteter. Den lokale avis er sammen med et par banker og det lokale bryggeri de største sponsorer. Sponsorstøtten udgør 'flødeskummet' i det samlede billede, altså det, der gør, at man kan etablere nogle særlige arrangementer, men også her kan finanskrisen mærkes. Gennem en årrække er der sket en forskydning fra abonnement til løssalg, som følger aldersfordelingen for koncertgængerne. Der kan også mærkes en kulturel forskydning i retning af, at det har ændret sig, fx hvornår man klapper under en klassisk koncert. Ritualerne ændrer sig. Der bliver stadig færre abonnenter, og derfor arbejder administrationen med et nyt og mere gennemskueligt billetsystem med henblik på at opretholde mange loyale kunder. Belægningsprocenten ligger pænt højt omkring 90, hvilket musikchefen er glad og stolt over. Der er en god søgning til alle de aktiviteter, de har gang i i Odense.

Koncertformidlingen
De omkring 100 koncerter, orkestret giver, spilles hovedsageligt på Fyn og i særdeleshed i Odense. Men de spiller også i trekantsområdet. De har sådan set ikke noget med Region Syd at gøre, hvor også Sønderjyllands Symfoniorkester hører til. De fem landsdelsorkestre er altså ikke lig med de fem regioner. Tidligere har de været mere ude omkring på øen, men efterhånden er antallet af koncertarrangører skrumpet. Måske har det noget at gøre med, at der spares på de kommunale kulturelle budgetter, så de større udenbys koncerter er tørret noget ind, og tilbage er der fx skolekoncerterne og minisymfonikerne. Men de har opdaget, at der glædeligt nok er mange unge, som gerne vil lytte til klassisk musik, men de kommer bare ikke til koncerterne. Derfor eksperimenterer Odense Symfoniorkester med at spille netop dér, hvor de unge kommer fx i 'Magasinet', som er et spillested med plads til 400 mennesker. For nylig spillede de en klassisk koncert der i samarbejde med tre unge komponister (et komponistkollektiv 'Pliiinggg'). Opgaven lød på at arrangere en klassisk koncert, hvor målgruppen var de unge, og 'Pliiinggg' løste opgaven ved at bruge Beethovens 8. symfoni og og satte deres egen nye musik ind mellem de fire satser og supplerede med et lysshow. Det blev rigtig godt modtaget, så orkestret vil arbejde videre med denne form. De har også udviklet et samarbejde med Syddansk Universitet, og det bliver spændende at se, hvad det kan blive til. Og ikke mindst om institutionens budget kan blive ved med at bære den slags udviklingsprojekter – men man kan vel egentlig sige: Det manglede bare. Hvis ikke, så er bevillingen for lille.

Orkesterchefen og det personalemæssige
Dagens sidste samtale er med orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde, som har det personalemæssige ansvar over for såvel musikere som de administrative medarbejdere, der er i direkte daglig kontakt med orkestret. Dertil kommer de koordinerende opgaver i forbindelse med produktionerne. Jespers baggrund er som basunist i orkestret gennem 24 år. Han har i 10 år været tillidsrepræsentant og gik derfra over i ledelsesfunktionen. Vi kommer ind på det personalemæssige, og Jesper fortæller, at kønsfordelingen som helhed er fifty-fifty, at der er 17 forskellige nationaliteter, og at der er ca. 40% udenlandske musikere. De udenlandske musikere kommer fortrinsvist fra de nærmeste naboer, Tyskland, Sverige, Finland og Norge, men også Brasilien er repræsenteret.

Klangen
På spørgsmålet om, hvorvidt 'en dansk klang' evt. kan lide under, at der er mange udenlandske musikere, svarer Jesper, at det er et vanskeligt spørgsmål, fordi ”hvad er en dansk klang?” Alle de store danske orkestre har deres egen klang, og de har alle en del udenlandske musikere iblandt sig, og hvilke instrumenter har vi en lang tradition for, og hvilke har vi ikke spillet så meget– så hvad er så lige det danske, hvem mon skal afgøre det? Jesper udtrykker, at han ikke er nervøs for 'den danske klang', fordi hvert orkester har sin sjæl og sit særkende. Udfordringen ligger i ansættelsesprocessen, hvor det er vigtigt, at der ansættes musikere, som kan leve op til de lokale krav og den egenart, det enkelte orkester har både fagligt og socialt. De fleste af musikerne har udover deres arbejde i orkestret undervisningsopgaver i den kommunale musikskole og på MGK-uddannelsen. Alle er ansat på det, som man tidligere benævnte 'tjenestemandslignende vilkår' – altså overenskomstmæssigt ansat med pension, dog ikke på niveau med en tjenstemandspension.

                           Orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde. Foto: Benny Pedersen

Efter/videreuddannelsen
Efter/videreuddannelsen af orkestrets medlemmer forsøges på den ene side samlet i huset i forbindelse med de produktioner, de spiller, og de dirigenter, som engageres. Den anden del er den studiefond, der findes, og hvert år udloddes en portion penge til musikere, der kan tage ud i verden i kortere eller længere tid og studere. De kommunale midler, som orkestret som en kommunal institution, evt. ville kunne få del i, ville ikke slå til, og derfor satser de på at engagere rigtig gode kapaciteter til at efteruddanne folk, når de er på stedet. Jeg spørger Jesper, hvad det er, han synes, der gør Odense Symfoniorkester til noget særligt, og med et skævt smil svarer han, det er jo vanskeligt at svare objektivt på, men han mener, at de kan måle sig med de bedste orkestre i Danmark, og at Odense Symfoniorkester har en meget ren strygerklang – fin, sart og transparent – og de har en stærk blæserklang.

Er der et 'Carl Nielsen-syndrom'
De har nok ikke en favoritkomponist, men de har altid Carl Nielsen på repertoiret – og hvis de ikke skulle have det, hvem skulle så? De har jo de årlige Carl Nielsen konkurrencer, som begyndte med violinkonkurrencer, men senere kobledes de øvrige soloinstrumenter på, som Carl Nielsen har skrevet koncerter til, klarinet og fløjte, og endelig er orgelet også kommet med. Hvert fjerde år har de en sådan instrumentkonkurrence som en helt selvstændig del af Odense Symfoniorkester med finalekoncert på Carl Nielsen fødselsdag den 9. juni. De samarbejder også med Filharmonisk Kor, som består af frivillige, der har valgt at bruge deres fritid sammen med Odense Symfoniorkester. Det er de vældig glade for, fordi det er vanskeligt at at få et orkester-kor samarbejde til at fungere. Men det gør det her.

                            En af naboerne til Koncerthuset. Foto: Benny Pedersen

Dagen nærmer sig sin afslutning. Det har været et besøg, som var præget af samtaler med dybt engagerede medarbejdere, der var stolte over og glade for deres arbejdsplads. Besøget var aftalt i løbet af kort tid og bar også præg af, at dagen var opfyldt af aftaler og møder, og jeg fik derfor lejlighed til på første hånd at iagttage den travlhed, der typisk er i en moderne orkesterorganisation. Inden jeg skulle med 'Lyneren' hjem, kunne jeg lige nå at runde de hyggelige gamle huse, som er naboer til den moderne bygning, som Odense Koncerthus er. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var afgjort med til at give indtryk af et hyggeligt og vellykket stykke byplanlægning. ICL42 afgik rettidigt, og vi susede mod det snedækkede hovedstadsområde via en bro og tunnel, som er teknologiske mesterværker med lyden af 'Tosca' i ørerne.

Kilder: Besøget den 13. marts 2013
Odense Symfoniorkesters hjemmeside  www.odensesymfoni.dk og www.maxmusik.org
Kulturministeriets hjemmeside

Hvad mener ministeren?

Samtale med børne- og undervisningsminister Christine Antorini om udkastet til ændring af folkeskoleloven og det kreative-musiske fagområdes placering heri – især faget musik.

På en solrig forårsdag med vinterkulde og blæst har jeg parkeret ved Frederiksholms Kanal nr. 21 for at tale med børne- og undervisningsminister Christine Antorini – i øvrigt samme dag og på næsten samme tidspunkt, hvor der skal foregå afgørende forhandlinger i Forligsinstitutionen mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening om konflikt eller ej på undervisningsområdet. Men dét er ikke emnet for denne artikel.
Det er derimod at formidle, hvad børne- og undervisningsministeren sigter på inden for den kreative-musiske fagblok – og især for faget musik – i sit forslag til ændringer i folkeskoleloven. Det vil nærmere betegnet sige, hvad begrebet aktivitetstimer indebærer.

                     Hyggeligt ministerielt forkontor med forpligtende aner,
                          der skuer ud over den besøgende og - måske - holder
                          øje med  den til enhver tid siddende minister. (Eget foto)

Jeg går rask ind i porten og møder en låst dør – og bliver råbt an gennem et højttalersystem: ”Hvad kan jeg hjælpe med?” - Nå, rimeligt nok. I disse tider skal man ikke uden videre kunne bevæge sig ind i et ministerium og da slet ikke helt ind til ministeren. Jeg anfører mit ærinde, det bliver kontrolleret, og jeg får svaret, at man venter mig, så jeg kan gå ind og op ad trappen i den gamle bygning, hænge overtøjet og vente lidt, inden Christine Antorini kommer ud og henter mig.
Vi sætter os ved det flotte spisebord i de smukke gamle stole i det traditionsrige ministerkontor, som – naturligvis – er et hjørnekontor. Hvis den gamle bronzeskulptur af en frugtsommelig kvinde og et barn, der står i en niche, kunne tale, ville man sikkert kunne høre mange visioner om det danske uddannelsessystem samt diskussioner om samme refereret. Det kunne være spændende, men sådan er det jo som bekendt ikke.

Vi begynder samtalen, og jeg finder anledning til at udtrykke, at det er er rigtig fint, at Christine Antorini – godt nok efter flere udsættelser – har fundet tid i sin sikkert trængte kalender til at tage denne samtale, næsten som tidligere tiders 'torsdagsmodtagelser', så hun ikke kun modtager informationer fra politikerkolleger, de etablerede interesseorganisationer og embedsmænd. Ministeren medgiver, at hendes nytårskur den 3. januar 2013, som var begyndelsen til denne samtale, netop var inspireret af 'torsdagsmodtagelserne'.

Jeg indleder samtalen med ”I skolen skal man træde varsomt, thi dér færdes børn” og bemærker, at det måske ikke lige er det, der sker for tiden, men ministerens holdning er... ”at overenskomstforhandlinger jo finder sted i bestemte perioder, og at virkeligheden så er sådan, at drøftelserne om en indholdsreform falder oven i, ikke er heldigt, og det er lidt sværere at tale indhold”, - men hun medgiver, at fronterne er trukket lidt hårdt op.

- Hvordan synes du, at aktivitetstimerne – som jo er en stor del af reformen – skal bruges? - Aktivitetstimer synes jeg skal omdøbes til aktivitetstid, fordi der ikke er tale om en aktivitetstime hist og en aktivitetstime pist, men derimod fleksibel tid, når skemaet lægges, og det vil være forskelligt fra skole til skole. Det vigtige er, at de understøtter det faglige formål, fx et samarbejde med nogle musikere eller andre udefra kommende, sådan at der bliver mere og bedre tid til at arbejde med fagets formål. Der er altså tale om at understøtte såvel de faglige som de sociale kompetencer.
De skal fx også bruges til bevægelse – udover idræt – og til lektiehjælp.Derved kommer de flere timer til at indgå i en helhed og en bedre måde at tilrettelægge undervisningsforløb på. Det traditionelle skolearbejde kan man forestille sig foregå om formiddagen, mens de mere værksteds- eller fritidsorienterede aktiviteter, som indtil nu har fundet sted i SFO'en, kan foregå om eftermiddagen i denne aktivitetstid.
Men det er vigtigt, at de inden for skolens mål medvirker til, at eleverne bliver så dygtige, som de kan.

Samtalen drejer hen på heldagsskole kontra helhedsskole, og Christine Antorini giver udtryk for irritation over, at kritikerne/modstanderne mudrer debatten til, når de bruger begrebet 'heldagsskole', fordi der jo netop ikke er tale om at gå i skole hele dagen. De små skal være i skole fra kl. 8 -14, de mellemste fra kl. 8 -15, og de største fra kl. 8 – 1530. Det er ærgerligt, at der er opstået et dilemma, fordi forældrene er interessede i denne helhed i undervisningen over for modstandernes opfattelse af, at børnene skal være i skole hele dagen.
Christine Antorini fortsætter: - Fritidsaktiviteter kan være en del af af denne helhedsskole, vekslende med undervisningsaktiviteter, blot det hele understøtter hinanden. Vi drøfter, at der kan være aftaler mellem skoler og omverdenen, således at man kan gå ud og ind af skolen i forbindelse med aktiviteterne.
Det er meningen.
Det skal være fleksibelt, fordi der er mange forskellige interesser blandt børnene. Udgangspunktet er, at eleverne får flere og bedre timer.

Kan du se skolen som lokalt kulturcenter i denne sammenhæng?
- Ja, vi taler bare om den åbne skole, der stiller faciliteter til rådighed. Kulturcentertankegangen falder absolut i tråd med dette.

I begyndelsen af dette årtusind havde kulturministeriet nedsat en arbejdsgruppe, som skulle se på 'fødekæden fra folkeskolen til den klassiske musik'. Der kom anbefalinger og rapport, men siden er der ikke rigtig sket noget. De penge, som lå i folkeskolelovens kulturcenterparagraf gled over til musikskolerne og andre fritidsaktiviteter. Men de kommunale musikskoler får kun fat i ca. 10 % af folkeskoleeleverne, og skolekor og
-orkestre er væk.
Det er dér, kæden falder af, og musikskolerne frygter nu for, hvad aktivitetstiden skal bruges til. Har du bemærkninger til det?
- Kulturministeren og jeg har haft to møder, som har haft dette på dagsordenen, hvor både musik- og billedkunstforeningerne og idrætsorganisationerne også var inviterede. Disse frivillige organisationer skal som en del af deres virke samarbejde med skolerne, men skolerne har ikke den samme forpligtelse den modsatte vej. 
Det er vi optaget af at få drøftet, bl. a. ved at der skal etableres partnerskaber lokalt. At få denne gensidige forpligtelse ind i reformen drøftes også i forligskredsen. På samme måde drøftes den gensidige forpligtelse i forhold til fx musikskolernes enkeltmandsundervisning, og det ser ud til, at dette kan få en plads i reformen.
Man skal være opmærksom på, at det i dag er ret få elever, der bruger muligheden, og vi er optaget af at udbrede muligheden så meget som muligt, så aktivitetstiden kan bruges på denne undervisning efter skoletid. Aktivitetstiden skal give mulighed for at inddrage eleverne på deres forudsætninger, og skal samtidig være fagligt understøttende.

Når dette skal gennemføres, er det bare lidt ærgerligt, at kommunerne har nedlagt mange små skoler.
- Ja, men det er nu engang kommunernes ansvar, hvordan de indretter deres skolevæsen. Centraliseringen kan give fordele, og ændringer i skolestrukturer medfører altid stor debat, men jeg synes ikke, at den debat skal virke begrænsende i forhold til gennemførelse af tankerne om aktivitetstiden.

Hvordan kan vi give faget musik en identitet, der rækker ud over barnets selvudfoldelse – altså hæve kvaliteten?
- Vi planlægger at forøge den kreative-musiske fagblok med to ugentlige timer, men der er ikke taget stilling til hvilke fag, der skal have timerne. Det er det ene, det andet er, at det faglige løft tillige kan ske via aktivitetstiden. Dertil kommer det kompetenceløft, som vi planlægger at give til lærerne i form af efteruddannelse.
Når vi kommer frem til 2020 er det målet, at lærere kun underviser i fag, de har liniefagskompetence i. Der er faktisk afsat en hel milliard kroner til dette.

Hvordan sikres det, at kommunerne afsætter de tilstrækkelige resurser til den kreative-musiske fagblok?
- Vi forestiller os, at det kunne være 1 lektion på henholdsvis 3. og 6. klassetrin, og dertil kommer, at vi gerne ser valgfagsordningen rykket frem til at begynde allerede på 7. klassetrin og ikke som i dag, hvor valgfagene først kommer ind i billedet på 8. trin. Vi ønsker en bredere valgfagspalet tidligere.

Er du ikke fortrøstningsfuld over, at Danmarks Lærerforening ser positivt på dit forslag om ændring af folkeskoleloven?
- Når man læser DLF's eget udspil, ligger det jo på lange strækninger i tråd med mit forslag på indholdsdelen, og der er enighed om målene for, hvad børnene skal kunne.

Kunne det være en mulighed at lægge endnu flere timer ind i den kreative-musiske fagblok?
- Nu har vi lagt 2 lektioner ekstra ind allerede, og man skal ikke undervurdere, hvad aktivitetstiden kan gøre her samtidig med, at der også er mulighed for, at pædagogerne hjælper til, så børnene oplever forskellige måder at arbejde med emnerne på.

Hvad så med faggrænserne?
- Det er stadig sådan, at lærerne har ansvaret for at tilrettelægge og planlægge undervisningen. Det er også sådan, at så længe aktivitetstiden med eksterne undervisere bruges til at understøtte undervisningen, ja så er det jo lærerne, der planlægger, tilrettelægger og har ansvaret.
 

                                                Christine Antorini, børne- og undervisningsminister.

 

Tiden er ved at være gået, en påskeferie står for døren, og vejret er strålende. Det bliver spændende at følge, om solen også vil skinne på de ændringer, folkeskolen i givet fald vil stå overfor. Det er klart mit indtryk, at ministeren er mere end optaget af at gøre noget godt for folkeskolen. Hendes ildhu og engagement er ikke til at tage fejl af – selv om hun har forklaret det samme mange gange.

Vi ønsker hverandre god ferie, og jeg forlader det traditionsrige ministerkontor i den gamle bygning i håbet om, at de stridende parter i Forligsinstitutionen kommer til fornuft – for folkeskolens skyld, alt andet vil være fatalt.

Desværre viste det sig – her inden påskeferien – at forligskvinde Mette Christensen vurderede, at parterne ikke kunne nå hverandre, og at lock-out'en derfor kunne træde i kraft tirsdag den 2. april, på H.C. Andersens fødselsdag. Og det er ikke et eventyr.

 

Det er skammeligt - og bananstatsagtigt!

Vi er vidner til historieskrivning – og måske endda historieforfalskning.
Come on – det lyder kraftigt. Netop, det er det også.

De offentlige arbejdsgivere, Finansministeriet/Moderniseringsstyrelsen og Kommunernes Landsforening (KL) har lagt gift for forhandlingssystemet på det offentlige område ved at stille op til forhandlingsmøder – uden reelt at ønske at forhandle, men lægge såkaldte sicilianske tilbud på bordet: ”Take it or we leave!”

 

Det forekommer mere og mere tydeligt, at de offentlige arbejdsgivere på forhånd har indgået en aftale om at gå til forhandlingsbordet med Lærernes Centralorganisation (LC) for at knække arbejdstagernes indflydelse på eget arbejde. Dette på trods af, at der allerede er indgået lokalaftaler mellem de fleste kommuner og de lokale lærerkredse til begge parters store tilfredshed. Disse aftaler er nu smidt ud med badevandet pgra lock-out'en. Ærgerligt for elever, forældre og lærere både på folkeskoleområdet, privatskoleområdet og på en række ungdoms- og voksenuddanelsesinstitutioner.

Ærgerligt også fremover – for hvad mon der vil ske med de daglige relationer mellem de offentlige ansatte og deres nærmeste chefer, der skal føre diktaterne ud i livet? - Det har vi til gode at se, men jeg tror ikke, der er grund til optimisme.

KL har forhandlet med en sikker viden om, at regeringen har stået 100% bag dem og vil løse konflikten med et regeringsindgreb til fordel for sig selv.

Det er dette, som er det skammelige.

Og vi skulle måske have indset det for lang tid siden: Når de offentlige arbejdsgivere forhandler om arbejdsmarkedsspørgsmål kan de gøre det i visheden om, at i sidste ende kan der jo bare lovgives. – Så enkelt er det! MEN det er bare aldrig sket før. Der har været en god forståelse for, at kasketterne ikke har måttet bruges samtidig.

Denne gang er det gået ud over Danmarks lærere. De næste, som står for tur, er Danmarks praktiserende læger, hvor overenskomsten mellem dem og Danske Regioner er opsagt pr. 1. april, og så vidt jeg ved, er der ingen forhandlinger i gang lige nu. Sundhedsministeren har dog været ude med en forkølet kommentar om, at ingen skal have tegnebogen frem ved lægebesøg.

Disse såkaldte 'lock-out-forhandlinger' blev også forsøgt med Danmarks gymnnasielærere, men det blev forhindret med en aftale om et nyt lønsystem og nogle lønstigninger her og nu. 'Judaspenge' kunne nogle måske finde på at sige, og jeg er ikke sikker på, at de fleste gymnasielærere er rigtig glade for den løsning. Og den er i hvert fald ikke indgået i enighed, som finansministeren oplyste i '21 Søndag' for nogen tid siden, men GL's forhandler vurderede kynisk, hvad der ville kunne opnås her og nu i forhold til, hvad der kom for enden af en lock-out.

Der er helt afgjort grund til, at de offentlige ansattes fagforeninger sætter sig sammen og udtænker en strategi for fremtiden.

For lærernes vedkommende vurderer jeg, at den stolte holdning til at være dannelsesforbilleder og uddannelsesmagere kan lægges i graven. Det første skud for boven kom i 1993 med aftalen om Undervisningstid, Forberelsestid og Øvrig tid, som var med til at erstatte 'kaldet' med en lønmodtagerkultur.

Et råd til LC kunne derfor være, at 'Lev op til lønmodtagerkulturen': – Vær til stede på skolerne fra kl. 8 – 16 alle ugens 5 dage – stil krav om ordentlige arbejdsforhold i undervisningssituationerne, fx it-systemer, som fungerer, ordentlige lokaler, der bliver rengjort, acceptable varme- og ventilationssystemer – stil krav om ordentlige forberelsesfaciliteter i form af team-kontorer, telefoner, laptops, kontormøblement, der tilgodeser arbejdsmiljølovens krav, drop tillidsmandssystemet (for der lovgives jo bare), men styrk arbejdsmiljørepræsentanterne – stil krav om fleksible ferier – og endelig skal alt, hvad der forekommer af arbejde udover denne tidsramme, betragtes som overarbejde, der varslet udløser en nærmere aftalt kompensation, og uvarslet udløser en flere gange større kompensation.

Om folkeskolen overlever – ja, det er ikke til at vide. Personligt tror jeg det næppe, men så er tavlen vasket ren, og arbejdet med en genopbygning kan tage sin begyndelse.

Igen: Ærgerligt for elever, forældre og lærere både på folkeskoleområdet, privatskoleområdet og på en række ungdoms- og voksenuddanelsesinstitutioner i den periode, der er fra, at politikerne og teknokraterne kommer til fornuft og til, at genopbygningen er på plads.

Den socialdemokratiske ledet regering har smidt mere end 100 års hæderkronet velfærds- og velstandsarbejde over bord til fordel for en teknokratregering, hvor dannelse, visioner og værdier er lagt til side. Måske kan de komme frem igen, når kommunal- og folketingsvalg for alvor har sendt socialdemokraterne til tælling. De kommer aldrig over 25% af stemmerne mere efter denne teknokratregering.

 

Jeg havde ikke set det komme, og det er skammeligt, at det er gået sådan.

Der er noget galt i DK (9)

Jeg må fortsætte føljetonen. Jeg har tidligere hævdet, at vi alle her i kongeriget i en eller anden grad er socialdemokrater. Det tror jeg sådan set nok stadigvæk holder – bortset fra socialdemokraternes topledelse og deres stik-i-rend-drenge.
Og det er det, der er galt.
De er nemlig rene teknokrater, som næsten har fuldendt et kup, der smider mere end 100 års indsats for den danske brede befolkning væk. Holdninger og værdier er markeret som fraværende. Meningsmålingerne taler vist deres meget tydelige sprog. Statsministeren og finansministeren fører sit felttog frem efter den monetaristiske lærebogs præmisser, og resultaterne viser sig i stadig stigende ulighed, hvor kløften til de velhavende bliver bredere og dybere i takt med, at de monetaristiske læresætninger omsættes til love og bekendtgørelser.
Dertil kommer, at de nævnte ministre i uskønt samarbejde med de bedrevidende radikale topfolk, der er blevet mere liberale end sociale, blander sig i arbejdsmarkedsprocesser, der ellers gennem mange år har vist deres duelighed og styrke til gavn for landet og velfærden, ved så krystalklart at udtrykke støtte til den ene part i et forhandlingsforløb om nye overenskomster.
Det er virkelig kulsort historie, der skrives.
Det kan heller ikke holdes skjult længere, at dette kup har været planlagt fra tiden omkring forhandlingerne i det sorte tårn – så farverne passer fint.
De offentligt ansatte er udset til at skulle betale gildet, og det første slag med mukkerten er rettet mod lærerne – både de kommunalt ansatte og de privat ansatte. Kommunernes Landsforening virker helt og aldeles kolde i deres strategi efter at etablere en lock-out med efterfølgende garanti for et lovindgreb, der fuldt ud tilgodeser deres synspunkter.
Sagen slutter desværre ikke her.
Overenskomsten med de praktiserende læger er også opsagt pr. 1. maj – og sådan vil det gå slag i slag, indtil de offentligt ansatte og deres faglige foreninger er trynet. - Det bliver da et vældigt velfærdssamfund, vi derefter vil være vidner til: Øget ulighed, brugerbetaling, ren markedsgørelse af velfærdsydelserne og det sorte piratflag kan veje fra regeringskontorerne og socialdemokraternes hovedkvarter.

Jeg mener, at socialdemokraternes teknokratformand kører det gamle, hæderkronede parti i sænk. De vil simpelthen ikke være i stand til at rejse sig efter næste valg. Hvis de kommer over 20 %, skal de være lykkelige – og over 25 % kommer de aldrig mere.
Den eneste chance for at komme sig over teknokratkuppet er et opgør og oprør fra socialdemokrater old school, som kan håbe på, at Enhedslisten vil vælte regeringen.
Så må de tage den derfra – så enkelt er det!

Der er noget galt i DK (8)

Danmarks centrum-venstre regering har inden for den sidste uge fremlagt 3 reformer – og efter min erfaring betyder 'reform' i denne sammenhæng noget med besparelser eller nedskæringer.
Det slår da også til.
I tilgift er der i denne omgang også tale om fordelingspolitik, nemlig penge fra modtagere af overførselsindkomster til skattelettelser i erhvervslivet. OK, jeg bemærker, at der i alle tre initiativer er rigtig gode ideer, som jeg kun kan sympatisere med, men alligevel undrer jeg mig over, at det samlede indtryk – set i lyset af, at det er en centrum-venstre regering, som fremlægger og står på mål for ideerne – virker mere end falmet rødt.
Den borgerlige opposition behøver afgjort ikke at have travlt med at komme til fadet, overtage magten og dermed ansvaret; det fungerer virkelig fint under den nuværende regering.

Jeg bruger lige plads på at repetere og kommentere nogle hovedpunkter i de enkelte forslag:
SU-reformen har det erklærede formål, at de studerende skal presses til at gennemføre studierne hurtigere, end det er tilfældet i dag. Det betyder, at det sidste klip (det ekstra 6. års støtte – eller 'fjumreårsstøtten) fjernes. Endvidere fjernes støtten til hjemmeboende studerende, og det såkaldte 'SU-rytteri' begrænses til højst 4 ungdomsuddannelsesskift . Det forekommer egentlig rimeligt fornuftigt – bortset fra, at det er svært at se, hvorfor de studerende skal skynde sig ufornuftigt meget, når de for flertallets vedkommende ofte ikke kan få arbejde inden for deres felt, når de lige er blevet færdige. Imidlertid er besparelserne ved denne SU-ændring ikke så voldsomme – og de er til at leve med. I hvert fald for de af os, som ikke er udeboende studerende, der er kommet lidt for langt bagud med kandidatstudiet. Alt i i alt skulle disse besparelser/nedskæringer give et provenue på omkring 2 mia. kr.
Der ser straks noget værre ud for de medborgere, der modtager kontanthjælp. Men inden jeg repeterer og kommenterer, vil jeg med det samme erklære, at jeg hører til den gruppe borgere, som mener, at vi er tvungent til at se på overførselsindkomsterne, for de er altså kostbare, men det skal naturligvis gøres socialt ansvarligt og ikke bare trumfes igennem under parolen: ”Kontanthjælpsmodtagere trænger til at lette sig fra sofaen og sendes ud i virkeligheden for at bestille noget!” Men jeg er enig med beskæftigelsesministeren, når hun plæderer for ”pligt og ret” samt, at ”de, som kan arbejde, skal også bidrage til fællesskabet”.

At beskære borgeres kontanthjælp med noget, der nærmer sig 50 %, må jo opleves som fatalt. Hvis de endnu ikke er fyldt 30 år og ikke kan finde et arbejde, så skal de tvinges til at tage en uddannelse med støtte på SU-niveau, siger reformen – og det er en nedgang fra lidt over 10.000 kroner til noget over 5.000 kroner.
At så mange som muligt uddanner sig, kan der ikke være uenighed om. Men dels er der borgere, som godt kan varetage relativt simple jobfunktioner på fremragende vis, men ikke er i stand til at tage en uddannelse af en eller anden art, dels må spørgsmålene ”Hvilken slags uddannelse”? - ”Hvor lang tid varer den”? - ”Hvor foregår den”? - ”Hvor og hvordan findes en praktikplads”? stilles. - Uddanner man sådanne borgere til arbejdsløshed, eller skal de i en eller anden venteposition? - i så fald er vi så lige vidt.
Hvis kontanthjælpsborgeren har mere end 30 somre på bagen, så skal de tage et såkaldt 'nyttejob' for deres kontanthjælp. Men hvad er det? - og hvem afgør, om et evt. nyttejob er godt nok? - og hvor finder man det? Disse initiativer er beregnet til at sende ca. 1 mia kr. tilbage i statskassen.

Til gengæld blev en Vækstpakke.dk lanceret. Den indeholder forskellige initiativer, der angiveligt skal sætte skub i den økonomiske vækst med deraf følgende nye jobs, fx flere offentlige anlægsprojekter, genindførelse af boligjob-ordningen og så det, som har skabt mest debat, nemlig nedsættelse af selskabsskatten fra 25 til 22 pct.
Det sidste har været en svær én at sluge for de 'røde' partier og især deres vælgere, mens de store selskabers administrerende direktører og deres foreninger næsten ikke kan få deres arme ned af lutter begejstring – og selv de borgerlige partier måtte bruge en dag til at fordøje ideen, inden de kunne kommentere den i positive vendinger og foreslå yderligere 'blå' stramninger. De kunne ikke helt skjule deres blå ærgrelse over at være blevet overhalet indenom af de 'røde' venner. Det er næsten heller ikke til at tro, at 3 mia. sociale nedskæringer skal bruges til at lette de riges skat med 3 mia. kr.– hvad kan det dog ikke ende med?

Hvorom alt er, så er der meget lidt eller ingen visioner i pakken. Det er rent teknokrati og økonomisk modelflyvning. Politik skal man spejde længe efter.
Hvorfor tog man ikke tyren ved hornene og foreslog en selskabsskat på 0 %? - mod at pengene forbliver i selskabet og investeres i nye arbejdspladser/(efter)uddannelse og resursebesparende foranstaltninger?? - Trækkes pengene derimod ud af selskabet fx til skattely, bonusser til direktører og/eller aktionærer, så brandbeskattes de. Ville det ikke være adfærdsændrende til gavn for landet?

Men den store bombe, som kom nærmest noget politik, var 'togfonden', som skal finansieres af selskaber uden for DUC, men som også søger efter olie i Nordsøen. Det virker lidt som en norsk model, hvor oliepenge medvirker til store samfundsnyttige investeringer, i dette tilfælde udbygning og elektrificering af jernbanenettet – altså til gavn for infrastrukturen ovenikøbet med et grønt aftryk.
Dette er det første større projekt, som afspejler en centrum-venstre regering – men der skal nok en del af den slags for at opveje skuffelserne.

Er finansministeriets embedsmænd, deres utilstrækkelige modeller og deres politiske chef blevet for magtfuldkomne?

Jeg har den opfattelse, at noget kunne jo tyde på det, når jeg betragter spillet omkring overenskomstforhandlingerne, dels mellem de statsansatte og finansministeriet, dels mellem de kommunalt ansatte og Kommunernes Landsforening. De generelle lønforhandlinger er i skrivende stund (søndag den 17. februar 2013) afsluttet med forventeligt tyndt resultat, som knapt opretholde af reallønnen.
Det næste er de lokale afstemninger og forhandlinger om fx arbejdstiden.
Gymnasielærerne har fået trukket et forlig ned over hovedet, som ikke varsler godt for forhandlingerne om folkeskolelærernes arbejdstid. Finansminister Bjarne Corydon står stejlt på, at lærerne skal undervise mere, og den aftale, forhandlerne fra Akademikernes Centralorganisation og Gymnasieskolernes Lærerforening har set sig nødsaget til at skrive under på, har i hvert fald i første omgang splittet GL. Med én stemmes flertal vedtog GL's bestyrelse at indstille aftalen til vedtagelse, mens repræsentantskabet forkastede aftalen. Imidlertid har GL bundet sig til en solidarisk aftale, som betyder, at det er det samlede resultat for alle statsansatte, som er afgørende – og dér bliver det nok vedtaget.
Jamen da – så bliver det spændende at se, hvordan arbejdstiden bliver udmøntet lokalt på de nu selvejende gymnasier. Gymnasielærerne er nok topmotiverede – det må næsten være lige som det gamle ordspil: 'Man kan trække hesten hen til truget, men man kan ikke tvinge den at drikke'.

På samme måde bliver det spændende – og måske forstemmende – at følge forhandlingerne mellem KL og Danmarks Lærerforening. Det forekommer mig, at KL i vældig udstrækning forhandler ud fra, at storebror Corydon står klar i kulissen med et indgreb, hvis ikke lærerne makker ret. Det er her, det forstemmende kommer ind i billedet.

Den danske folkeskole holdes som gidsel her, og selv om jeg som tidligere skoleleder har haft en rolle som arbejdsgiver, må jeg desværre konstatere, at det er arbejdsgiverne, som holder folkeskolen som gidsel. Lærerne har jo tilbudt at undervise mere – 25 timer om ugen, svarende til mere end 30 lektioner om ugen – hvad er der så at betænke sig på? Og ydermere har den nuværende arbejdstidsaftale bevist, at der sagtens kan indgås lokale aftaler om den efterspurgte og eftertragtede fleksibilitet.
Senest har 7 kommuner indgået sådanne aftaler.
Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig på Slotsholmen? Man kunne tro, at de forestiller sig at kunne 'straffe' lærerne ved at kræve mere undervisning af dem?
Jamen Herregud, de er jo blevet lærere, fordi de gerne vil undervise! - Men man har pålagt folkeskolen og lærerne en mængde arbejdsopgaver, som ikke er undervisning, men administrative opgaver som fordrer mødevirksomhed for at blive løst ansvarligt. 
Og man forestiller sig vel ikke, at lærerne bare skal undervise med mindre eller måske helt uden forberedelse? - Det vil da være selvmodsigende, når der samtidig forventes undervisning i topkvalitet.
Men måske forestiller KL og Corydon sig, at pædagoger kan overtage noget undervisning i fx den kreativ-musiske fagblok i de til lejligheden opfundne aktivitetstimer, fordi de er jo alligevel ofte så kreative! - Ja, men de har ikke de tilstrækkelige og nødvendige faglige baggrund for at kunne forestå undervisningen i skolen. Det nytter ikke at sælge ud af fagligheden for at spare på uddannelsen af de næste generationer – det, synes jeg, har vi set resultaterne af.

Som ved gymnasielærerne er jeg sikker på, at det er rigtig dårligt at trække en ide om, at det ikke er nødvendigt med ordnede forhold på landets folkeskoler ned over hovedet på landets lærere. Siden 1975 har begrebet 'demokrati' været at finde i folkeskolen formål. Men med den forestående forhandling er det lidt vanskeligt at genfinde den demokratiske ånd, når den ene part læner sig op ad et regeringsindgreb via en lock-out, når man melder ud, at den nuværende arbejdstidsaftale skal væk, selv om den har vist sin duelighed.
Hvis Corydon får sin vilje, vil bureaukratiet ikke blive mindre – tværtimod. Men så er der jo så mulighed for ansættelse af nogle djøfere i akutjob frem for undervisere!
Spørgsmålet for mig er, hvorvidt samfundet har råd til at kaste den danske folkeskole ud i en arbejdskonflikt? - Hvem vinder ved det? Gør eleverne? Gør kommunerne? Gør lærerne? - Gør samfundet ? Nej, vel – det er et håbløst projekt, men gør regeringens stærke mand, Bjarne Corydon? Jeg tror det ikke, men måske sejrer han sig ihjel. Der er i hvert fald mange økonomiske indgreb, han har stået fadder til, som jeg har svært ved at se det rigtige i på det korte og mellemlange sigt, men som til gengæld på kort sigt kan have fatale omkostninger for socialklasse 4 til 5 eller matchgruppe 3.

Mon ikke han skal være opmærksom på ikke at være en nyttig idiot for matriarkatet i regeringen med de mange ”omvendte Robin Hood'er”, der er gennemført? For at blive ved ordspillene og hestene: ”Når krybben er tom, bides hestene – og så går det ud over føllene”.