Der er noget galt i DK (5)

Men hvad? Der er snart kommet mange bud på det, også fra mig.
Imidlertid kan man frygte, at det er selve demokratiet, der er på spil. Uligheden er i hvert fald på rollelisten.

Den velbjærgede og rigeste del af befolkningen benytter i vid udstrækning chancerne for at meddele, at det er den anden del – de fattigste og dårligst stillede – der må holde for. Seneste eksempler Danske Banks planer om, at netop denne gruppe mennesker skal betale for at opretholde en konto, så de kan modtage de offentlige ydelser, som det tilbageværende velfærdssamfund endnu betaler dem, og dertil kommer topchefen for Danmarks største virksomhed og meddeler, at de lavtlønnede skal have endnu mindrei løn.

Centrum-venstre regeringen med en socialdemokratisk statsminister ligger under for en meget borgerlig monetaristisk politik. Politikken er anført af en finansminister og en økonomiminister, der vil være ansvarlig ud over alle bredder i forhold til den i EU dikterede sparepolitik.
EU-politikken har medført, at armoden i specielt de Sydeuropæiske lande er stærkt voksende, mens væksten derimod er stærkt aftagende. Dette er selvfølgelig stærkt bekymrende, for det første for de mennesker, det går ud over, for det andet fordi der er en nedre grænse for, hvor længe de mange arbejds- og boligløse sultne mennesker vil finde sig i, at netop de skal være ofre, og for det tredje vil den ulykkelige udvikling også på et tidspunkt ramme Nordeuropa.

Helle Thorning-Schmidt kan altså ikke sove særlig godt om natten. Hele udviklingen tyder på, at der kommer en vældig regning – i første omgang til november i forbindelse med kommunalvalget (og det kan blive alvorligt nok på det personlige plan for den socialdemokraternes leder) og dernæst en gang i 2015, hvor folketingsvalget allersenest skal finde sted. Hele centrum-venstre regeringen vil køre ud over afgrundens kant – fuldstændig som Anders And i Disneyshow, hvor benene cykler rundt i luften, inden han opdager, at jorden er forsvundet under ham.
Det er fantastisk, at de to vigtigste ministre på finans- og økonomiområdet har så stor magt, og at de kun kan se de fjerne mål, men ikke de nære lige foran dem. Den ene af dem kørte endda sin valgkampagne på, at ”de radikale lytter”, men høreapparatet er tilsyneladende lige nu gået i selvsving.
Man kan sige, at demokratiet er en samtale med ret til modsigelse, og så bliver det farligt, når man ikke lytter – bare fordi man vil være fast i kødet. Stædighed er negativt, mens vedholdenhed ikke er mere viljefasthed, end at man flytter sig, når virkeligheden ændrer sig.

Der er jo plads til at slække på bremsen og sætte mere gang i samfundsmaskineriet. Kommunerne har pengene i kassen; de skal ikke hentes et eller andet sted. Kommunerne har i deres iver efter ansvarlighed, skåret ind i benet, så skoler og ældreomsorg ikke har fået hele den servicepakke, de har haft krav på. Sæt serviceniveauet op til det niveau, der egentlig var budgetteret med, sæt nogle af de meget tiltrængte renoveringer og reparationer i gang og sæt nogle anlægsarbejder i gang.
Det hele vil skaffe arbejdspladser – og det er lige netop det, der er brug for – og det vil skabe optimisme og efterspørgsel – og det er der lige netop også brug for.

Tal med og lyt til folket, og lad de de teoretiske køllesvingende embedsmænd i de økonomiske ministerier og deres lakajer i kommunerne hvile lidt. De har nemlig haft alt for travlt de sidste mange år.

Åbent hus hos undervisningsminister Christine Antorini.

I torsdags var jeg til et åbent-hus-arrangement i undervisningsministeriet, idet Christine Antorini i lighed med sidste år ved samme tid ønskede at give borgere og professionelle mulighed for at mødes med hende.

Jeg fik helt klart det indtryk, at det var ministerens ønske at gøre det til en tradition, og dét kan jeg kun støtte, men jeg foreslår samtidig, at det sker egentlig burde ske noget oftere – og i alle ministerier.

Det er vel egentlig en gammel tradition, der her tages op. Tidligere hed det vist 'torsdagsmodtagelser', når borgerne fik mulighed for at tale med den politisk set øverst ansvarlige. Det er efter min opfattelse bestemt tiltrængt, at regeringen på den måde kan få kendskab til de emner, den almindelige vælger finder interessante – og måske påtrængende at drøfte med ministeren. Jeg husker ikke, hvornår ordningen blev afskaffet, men regeringerne gennem de sidste mange år har fjernet sig fra deres vælgere og stifter kun bekendtskab med synspunkter og holdninger fra ders egen private omgangskreds og fra det centrale embedsværk, og i begge tilfælde er det tit personer fra samme – elitære – lag i befolkningen. Derved opstår der mangler, unuancerethed og manglende folkelighed i bedste forstand i beslutningsgrundlaget til stor skade for demokratiet.

Ministrene skal give sig tid til at genoplive 'torsdagsmodtagelserne'.

Nok om det – godt er det, at nogle ministre har fået øjnene op for denne gode mulighed for at møde vælgerne i øjenhøjde, så stor ros til Christine Antorini for at være blandt de første til at genoplive dette demokratiske input.

Der var rigtig mange mennesker og en del pressefolk til stede, og de 17 første ville få mulighed for en relativ kort samtale med Christine Antorini, mens de øvrige måtte skrive ind om deres ærinde, og ministeren lovede dem et hurtigt svar. Nogle var naturligvis skuffede, mens andre var godt tilfredse. Systemet var 'først-til-mølle-princippet'.

Som nr. 10 var jeg blandt de tilfredse og havde derfor chancen for bl.a. at kommentere forslaget til ændring af folkeskoleloven, give ministeren nogle supplerende ideer samt afslutningsvis komme ind på dansk amatørmusik, deres blad ”Musikmagasinet” og fødekæden fra folkeskolens musikundervisning over amatørmusikken til det professionelle musikmiljø.

Det udviklede sig til en åben, lidt spændende og hyggelig samtale, hvor jeg her blot har lyst til at uddybe

• dels en af årsagerne til, at jeg ikke er meget for at betegne regeringens forslag til ændring af folkeskoleloven som en reform: alle tidligere reformer, det danske samfund er blevet præsenteret for gennem den sidste halve snes år, har betydet besparelser og ikke det, som ordet i min optik betyder, nemlig noget gennemgribende, udviklende og positivt fremadrettet.
• dels igen at henlede opmærksomheden på de 10 bud for folkeskolen, som bør være slået op på enhver skoles indgangsport:

Demokrati er en samtale med ret til modsigelse. (Det musiske udvalg).

1. Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.
2. Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.
3. Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.
4. Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
5. Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, at dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.
6. Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.
7. Du må forstå, at der på skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.
8. Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.
9. Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorienteret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb,, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.
10. Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx kunstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.

De 10 bud for undervisning, udformet af det musiske udvalg, nedsat af undervisningsminister Ole Vig Jensen i 1995-96, og i udvalget deltog bl.a. Ole Albæk, Chresten Sloth Christensen, Peter Bastian, Erik Clausen, Lars Bjørner, Claus Meyer, Jens Raahauge, Bente Scavenius, Poul Riis, Rose Marie Tillisch

 

 

Der er noget galt i DK (4)

Hvorfor den ulighed, vi kan konstatere eksistere i vort velfærdssamfund? Er det fordi, at Danmark regeres af politikere og ledende embedsmænd, der alle er økonomer og jurister? Eller er det fordi, Danmark er blevet et matriarkat?

Det er sært at være vidne til, at den offentlige sektor konstant er ude for at skulle slankes, rationaliseres, effektiviseres eller hvad forklaringerne nu er. Hele tiden hører vi om, at der er for mange ansatte i de områder, der har med borgerne at gøre – de såkaldte 'varme hænder' – mens kontorerne og planlægningsenhederne vokser med samme samme hast, som de borgernære arbejdspladser indskrænkes.
Det gælder i hele undervisningssektoren, det gælder sundheds- og plejesektoren, og det gælder ældreomsorgen. Det ender vel med det, der for ikke så frygtelig mange år siden blev betegnet som 'amerikanske tilstande', hvor forsikringstankegangen var den anvendte form for offentlige ydelser – hvis de da var offentlige. Men det var de stærkes rettigheder, som blev varetaget, mens Fanden tog sig af de sidste.
Er det sådan et samfund, vi ønsker os? Hvor enhver er sig selv nærmest, hvor man passer sig selv og lader de andre gøre det samme?
Hvor er holdningen om at yde efter evne og nyde efter behov blevet af – hvor fællesskabet er langt større end individualismen og egoismen?
Hvem er det, der har bestemt, at den solidariske tankegang skal vige for de markedsorienterede regler?
Har vi uddannet os frem til de værdier?
Er det fordi, de samfundsvidenskabelige uddannelser i al for høj grad har ligget under for de markedsorienterede ideer? Det er ikke rart at tænke på, hvis det samlede svar på alle disse spørgsmål er et rungende JAH! - Vi har sejret os ihjel!!

Det er ved at være på tide, at flere protesterer, at flere begynder at råbe op om urimelighederne, at flere tager ansvar for at lede udnytterne af de – endnu – ordentlige offentlige ydelser på rette vej, så de også begynder at yde og ikke kun nyde.
Lad os sørge for, at høj og lav mødes på uddannelsesstederne – først og fremmest i folkeskolerne, men også på de korte og lange uddannelser.
Lad os sørge for, at den offentlige sektor sikrer for en ordentlig infrastruktur fremfor en overflødig privatisering, hvor nogle få skal høste en fortjeneste på noget, som dybest set bare skal løbe rundt.
Lad os sørge for, at der er en anstændig og ordentlig behandling af syge og plejekrævende medborgere. Lad os sørge for, at alt i den offentlige sektor er gennemsigtigt for alle og enhver, så lurepasseri og korruption ikke har en chance.
Lad os sørge for opdrage kommende generationer til at leve op til at blive ordentlige og anstændige mennesker med forståelse for, at gensidig hjælp er bedre end at klare sig selv på bekostning af andre – at sund almen dannelse sejrer over en slags reptilforståelse.

Netop sådanne holdninger burde kvinder med magt og indflydelse nemt forstå, og derfor må det også undre, hvis svaret på det danske samfunds problemer skyldes, at landet styres af et matriarkat.

Godt Nyt År.

Der er noget galt i Danmark (3)

Regeringen får ros af flere økonomer for at føre den rigtige politik. Jamen -er det så fint? Næh – det synes jeg egentlig ikke. Denne regering kom til taburetterne ved at kommunikere bl.a. en økonomisk politik, der – mildt sagt – er noget anderledes, end den faktisk førte politik – og det er det, der er galt.
Danmark er med hele traditionen om en velfærdsstat ganske enkelt på vej til at forvandle sig til en bananrepublik, hvor politikerne satser hvad som helst for at erobre magten og fastholde den. De siger ét og gør noget helt andet, og når de gør det modsatte af, hvad de er blevet valgt på, så kalder de det bare 'nødvendige reformer'.
Er dét dog ikke ynkeligt?
Er det ikke at misbruge ordet 'reformer'? som i min optik står for noget udviklende, innovativt og fremadrettet! Lige nu virker det mest som noget konserverende – til stor skade for først og fremmest de mennesker, der skubbes endnu længere bagud i dansen om guldkalven og til gavn for dem, som har, og som kan se frem til at få endnu mere i den kommende tid. Dels er der tale om bevidst magtfordrejning og manipulation ved hjælp af den såkaldte reformpolitik, og dels er der tale om utroværdighed til stor skade for demokratiet.
Det kan da godt være, at der om nogle tiår frem vil blive tale om ros for den nu førte økonomiske politik omkring år 2013, og at regeringen Helle Thorning-Schmidt vil få gode karakterer (jeg tror dog, at dette er en urealistisk drøm for Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager) i år 2025, men tænk på alle de mennesker, der blev ofre for ulighed og armod i disse måneder. Alle de, som må gå fra hus og hjem til vedvarende fattigdom! Det er da uhyrligt!
Jeg er på samme tid helt bevidst om, at nogle få har uforholdsmæssigt stor gavn af de overførselsindkomster, samfundet stiller til rådighed lige nu. Det skal der naturligvis undersøges med den forudsætning, at ingen familie skal sulte eller forlade deres hjem, men hjælpes til at bidrage positivt til samfundshusholdningen via uddannelse og arbejde.

Som nævnt tidligere er der behov for at arbejde for at mindske uligheden i vort samfund, at tro på de gode mennesker, at vise hinanden tillid og at hjælpe dem, der har hjælp behov frem for at sparke dem endnu længere ned i kviksandet.
Jeg kan ikke se andet, end at denne regering – på trods af mange fine mennesker – går de velbjærgedes ærinde og lever op til vendingen om, 'at de, som har, skal endnu mere gives, og at de som kun har lidt, da skal det lidet, de har, fratages dem'. Og regeringen er udsprunget af et centrum-venstre værdisæt – det er da utroværdigt!!!

Det ser derfor ud til at være nødvendigt med et internt systemskifte, hvor de regeringsbærende partiers ledelser udskiftes med nogle, der i højere grad lever op til centrum-venstre værdierne og følger en økonomisk politik, der matcher værdierne.

Der er noget galt i Danmark (2)

Jamen, hvad er det, der er galt? - Det er det, at markedet – altså pengene – bestemmer alt. Alt gøres op penge og bundlinier.
Der er ikke noget at sige til det, fordi alle 'bestemmerne' enten er økonomer eller til nød jurister. Alle de linier, vi har været vant til at sigte efter, har fortonet sig i pengetågerne,der dækker horisonten.
Næsten alle partierne i Folketinget ligner efterhånden hinanden; der er ikke den store og dybe forskel mellem dem måske lige med undtagelse af Enhedslisten . Selv de radikale er kommet til at ligne de andre, og de kulturradikale værdier fortoner sig ligesom sigtelinierne. Lidt er der dog tilbage, og det kommer til udtryk i værdiministerierne som kirke- og ligestillingsministerierne, og socialdemokraterne forsøger krampagtigt at genoplive de gode dannelsesidealer i børne- og undervisningsministeriet. Men så er det sådan set også slut, SF'erne har fuldstændigt lagt sig på ryggen og glemt dem, der har valgt dem.
Centrum-venstre regeringen fører politikken fra de første år i dette årtusinde videre – en politik, der blev grundlagt ved at rykke det liberale og kapitalistiske grundlag ind mod midten, så det ikke blev til at skelne fra det traditionelle centrum-venstre idesæt. De forskellige partier fortsatte utroligt nok ad sporet, og de er ikke til at skelne fra hinanden.

Den nuværende regering har ikke – og næsten endnu værre er heller ikke – i stand til at fortælle befolkningen, hvad de vil med magten, udover, de fornemmer, at ”der kommer en god løsning i morgen”.
De danner tilsyneladende kun regering, fordi de vil have magten.
Det er det, der er galt! - og et rædselsscenarium er, at det kommer til at skade vort demokrati og den folkelige debat, fordi rigtig mange kommer til at spørge sig selv om, hvor de skal sætte deres ”X” ved det næste folketingsvalg. I min optik er der en reel risiko for, at stemmeprocenten dykker markant, fordi vælgerne føler, at det jo er lige meget, hvem de stemmer på.

Socialdemokraterne er blevet et parti, der ledes af djøf'ere for djøf'ere – ligesom Venstre. De to store partier kunne sådan set ligeså godt fusionere, og hvad mon så der ville ske???

God jul.

En velgørenhedskoncert i Vor Frue Kirke.

I denne juletid er det også tiden, hvor mange velgørenhedskoncerter arrangeres – og det med god grund. Efter mange år med borgerlige regeringer – og på trods af den nuværende centrum-venstre regering – er uligheden i vort velfærdssamfund bestemt ikke blevet mindre.

Jeg var til en sådan i går i Københavns Domkirke, hvor Ensemble Hovaldt gav koncert til fordel for 'Reden International', som i særlig grad tager sig af prostituerede kvinder, som er blevet handlet. Det betyder, at de som slaver sælger seksuelle ydelser til de mennesker, som er villige til at betale for den slags 'varer'. Koncerten blev suppleret med to goder taler af henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen og Lærke Winther. Sidstnævnte er skuespiller, bor og har sin daglige gang på Vesterbro. Poul Nyrup behøver vel ingen yderligere præsentation, og han holdt en engageret og værdiladet tale, som den nuværende regering kunne have godt af at høre – og ikke mindst handle efter, set i lyset af den manglende evne og lyst til at forbyde 'købesex'. Lærke Winther berettede lige så engageret om det, hun så i sin hverdag på Vesterbro, suppleret med personlige synspukter.

Selve koncerten var en rigtig god oplevelse. Ensemble Hovaldt havde i år inviteret trompetisten Niall Keatley fra The Royal Philharmonic Orchestra til at spille sammen med trompetisten Jonas Wiik fra Det kongelige Kapel, Susanne Skov på horn, studerende på Det Kongelige Musikkonservatorium og freelancer, tubaisten Janus Mogensen fra Prinsens Musikkorps samt – ikke mindst – basunisten Jesper Busk Sørensen fra Berliner Philharmonikerne. Mezzosopranen Andreas Pellegrini sang som sædvanlig meget smukt til to af programmets musikværker. Det er næsten synd at fremhæve de enkelte, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at Niall Keatley spillede følsomt og meget smukt i sit solistnummer, som var 'Oh, My Love is like a Red, Red Rose' i J. Davies arrangement.

De mange fremmødte i den fyldte domkrike fik en vældig musikalsk oplevelse at gå ud i kulden på en grå og fugtig søndag decembereftermiddag, suppleret med fine muligheder for selvstændig refleksion over et begreb, som egentlig ikke burde have plads i det danske velfærdssamfund, men som skamfuldt har det.

Udkast til ændringer i folkeskoleloven (2)

Det ser tilsyneladende svært ud. Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen mod resten af nationen.
Som altid har alle en mening om om folkeskolen i almindelighed og lærerne i særdeleshed.

Men lad os nu lige klappe hesten. Der er for så vidt ingen, der synes, at regeringens udspil til ændringer i folkeskoleloven er noget bras – næsten tværtimod! Problemerne er mere af teknisk art: Hvordan skal vi lige få det hele til at passe, så ingen taber ansigt? Givet er det, at de foreslåede ændringer skal have krykker at støtte sig til, hvis de tonses ned over lærernes stakåndede hoveder. Lige så givet er det, at lærerne må se i øjnene, at deres arbejdstidsaftale må ændres.

Hvad mon der ville ske, hvis vi lod ministerierne, kommunerne og lærerne få fred og ro til at forhandle sig frem til bærbare løsninger. Hvis medierne og andre autodidakter lod være med at råbe op og sende mere eller mindre slagkraftige prøve- eller spærreballoner op, så den ene eller evt. begge parter tvinges op i en krog, så tror jeg, at meget ville være vundet. Ingen er jo interesseret i en konflikt på dette vitale område – absolut ingen! - Der ville kun komme tabere ud af det spil. Jeg tror på, at alle parter – når nu den indledende teaterrumlen har lagt sig – har noget i posen til hinanden, fordi de alle er interesserede i, at forhandlingerne slutter med lutter vindere, fordi det vil være den allerbedste platform at komme videre fra.
Så vil der med garanti ske noget positivt for folkeskolen. Folkeskolen er alt for vigtig til, at parterne 'bosser' deres synspunkter og holdninger igennem. Det vil da også være et tåbeligt forbillede for de kommende generationer, hvis det bliver en brændende platform, folkeskolen skal videre fra.

En blanding af besindighed, lydhørhed, pragmatisme og faglighed er det, der er behov for.