Skat og kapitalejere

Vort velfærdssamfund bygger på en fordelingspolitik, nemlig at de rigeste betaler den største del, hvorved samfundet deler ud af den samlede indtægt, sådan at der går relativt mere til de fattige end til de rige. Dog er det således, at der er nogle samfundsydelser, der tildeles til alle, fx børnepenge og folkepension, ligesom der fx er lige og gratis adgang uddannelse og sundhed for alle.
Sådan har det været i mange år, og jeg ønsker, at det også vil fortsætte sådan i mindst lige så mange år fremover – at der er en vis lighed og kollektiv ansvarlighed i samfundet.

Gennem de seneste 10 – 15 år er der imidlertid sket en forskydning i retning af, at de, der har, skal mere gives. Individualismen har taget stadig mere over på bekostning af fællesskabet. Der gives hver dag eksempler på, at rige slipper billigere end andre, og på samme måde fremdrages der også eksempler på, at mange udnytter samfundets ydelser groft, bl.a. ved at få forhøjede satser på trods af manglende berettigelse.
Skattelettelser til de velstillede har vi set gennemført de seneste år samtidig med, at en finans- og gældskrise har hærget både her i landet og i store dele af den vestlige verden.

Det har medført en stigende og uklædelig ulighed.

Kapitalejere (enkeltpersoner og mere eller mindre uigennemskuelige fonde) kommer ofte til orde i den offentlige debat med det budskab, at skattelettelser – jo flere og større, jo bedre – er nødvendige for at skabe vækst og dermed arbejdspladser.
Men er det nu sådan?
For det første forekommer det mig, at kapitalejere anvender deres kapital til spekulation, som beskattes lavere end arbejde, bl.a. fordi kapitalejerne har råd til at finde alle smuthuller i skattesystemet. På den måde bidrager de ikke til at gøre samfundskagen større og tungere, men de spiser blot et endnu større kagestykke og udhuler dermed samfundsøkonomien.
For det andet stiller jeg spørgsmålet, om det er vækst i traditionel forstand,der er brug for? Skal der 'bare' produceres flere forbrugsgoder, eller skal der satses på bæredygtig og såkaldt grøn vækst (energi og genbrug). I min optik er dette sidste ikke just det, kapitalejerne har størst fokus på.

Jeg synes ikke, det er i orden og efterlyser derfor politikere, der tør og kan gøre noget ved denne uorden – desværre ser det ikke ud til, at den nuværende regering hverken har modet eller evnerne i den retning.
Endnu værre er det, at det ser ser ud til, at et evt. valg heller ikke vil medføre, at opgaven bliver løst – hvad mon der skal til???

Den borgernærige forvaltning.

Den 5. september 2012: Redigeret udgave ift 4/9-12.

Den daglige avislæsning åbenbarer alt for ofte, at Dybbøl Mølle ikke maler for godt.

VK(O)-regeringen og dens indenrigsminister i midt-etterne, Lars Løkke Rasmussen, fik deres kommunalreform, hvor Danmarks ca. 270 større og mindre kommuner blev til 98 store, og amterne blev erstattet af 5 regioner, der finansieres helt og aldeles over finansloven
Det hele skulle være strømlinet og effektivt.
Blev det så det?
Nej, vel!

Der er for langt i dagligdagen fra den enkelte borger til det første myndighedsniveau for alt for mange i de store fusionererde kommuner. Det er så én ting – noget andet og nok så væsentligt er, at meget vigtig ekspertviden er på vej til at blive tabt. De højt specialiserede centre, som før lå under amterne, har nu åndenød, fordi kommunerne i deres djøfiserede kassetænkning bilder sig ind, at de godt kan servicere borgere med særlige problemer, fx mentalt udsatte og sårbare børn og unge, mennesker med behov for specialiseret genoptræning, som hjerneskader kræver.
Jeg har i denne forbindelse særlig spot på Center for hjerneforskning, som er lukningstruet, men heller ikke de mange specialinstitutioner for børn og unge har det for nemt.
Det viser sig alt for tit, at kommunerne i deres kassetænkning ikke magter sådanne opgaver. De vil ikke henvise deres borgere til de tilbageblevne institutioner fra amternes tid, som netop har den ekspertviden, der kan hjælpe de ramte medborgere – og det er en skandale og en fiasko for den markedsgørelse, som har hærget landet siden årtusindskiftet.
 

Dertil kommer et demokratiske underskud, fordi kommunerne er blevet så store, og antallet af folkevalgte er faldet markant, at det for det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem er blevet en næsten uoverkommelig opgave at sætte sig i alle de komplicerede sager, der skal behandles i forbindelse med en kanonlang dagsorden til kommunalbestyrelsesmøderne. Nogle folkevalgte har åbent erkendt, at de har stemt for eller imod dagsordenspunkter, der handlede om noget, de ikke havde nået at sætte sig i ind eller forstået. Det skal erindres, at deltagelse i kommunalpolitik er en beskæftigelse, der foregår i fritiden, og at der ikke er personlig hjælp at hente i form af et sekretariat, der udelukkende skal betjene de folkevalgte. Derved bliver det de kommunale embedsmænd og sagsbehandlere, der reelt styrer 'butikken'.

Det er en glidebane, som kan føre til, at vi får et elitært styre, hvor beslutningstagerne kommer fra samme segment som det djøfiserede embedsværk, og hvor den almindelige borger bogstavelig talt er sat uden for døren


Skulle man imidlertid have en forhåbning om, at der med regeringsskiftet kunne være ændringer på vej, frygter jeg, at skuffelserne vil stå i kø, fordi den nuværende regering fortsætter tilsyneladende blot ad denne skandaleramte vej. Der bruges mange ord og gives løfter om, at fx tilsynet med institutionerne skal gøres mere effektivt, men de sidste sager om svigt er med garanti ikke set endnu.
Der er ikke blevet præsenteret en plan for, hvordan vi kommer væk fra 'bananrepublik-tankegangen' og genindfører en et mere lighedsskabende velfærdssamfund – vi har kun set stadig mere ulighedsskabende besparelser, hvor Matthæus-effekten udfolder sig for fuld hammer.
Resultater, der lever op til, hvad man forventer af en centrum-venstre regering, mangler endnu at blive leveret.

Danske militære musikkorps.

Oprindelig var militærmusikken et kommunikationsmiddel, der højt og klart kunne give soldaterne besked om, hvad de skulle foretage sig. Fodfolket brugte piber og trommer, rytteriet trompeter og pauker. Senere brugtes musikken til opmuntring for soldaterne på lange marcher og ved militære ceremonier. Der er naturligvis en lang historie bag den militære musikudvikling, og interesserede henvises til fx ”Dansk militærmusik” på linkene http://regimentsmusik.dk/dansk%20militaermusik.htm http://forsvaret.dk/hok/omhaeren/historie/musik/Pages/default.aspx Der findes i dag fire musik- og tamburkorps i det danske forsvar: Søværnets Tamburkorps, hjemmehørende på Holmen Slesvigske Musikkorps, hjemmehørende i Haderslev Prinsens Musikkorps, hjemmehørende i Skive og Livgardens Musik- og Tamburkorps, hjemmehørende i København.

Prinsens Musikkorps

På vej til de nørrejyske spillemænd.

Efter en smuk køretur gennem det meste af kongeriget en af de sidste dage i foråret, hvor det danske landskab viser sig fra sin bedste side – selv om det over Storebæltsbroen blæste mindst tre pelikaner, og en Audi med campingvogn var blevet mast – når jeg frem til Skive, rejsens mål. Skive er egentlig ikke målet; det er Skive Kaserne, som i sit dejlige musikhus huser Prinsens Musikkorps, der er et af de tre professionelle militære musikkorps, der findes i Danmark. Kasernen ligger dog et stykke uden for byen, og på trods af at min GPS ikke ville kendes ved den officielle adresse, når jeg frem til aftalt tid ved gode menneskers hjælp . Det smukke musikhus kunne skimtes fra porten, hvor en venlig soldat pegede og forklarede, at der kun var 1 minuts gang. Det holdt stik, og ved indgangen kunne jeg høre, at jeg var på rette vej. Jeg trådte ind i det lyse forbindelsesområde, spurgte efter orkesterchef Henrik Thorngaard og blev vist ind i hans kontor, hvor han som alle andre chefer var optaget ved computeren. Det ændrede sig hurtigt, og jeg blev straks anvist en stol og fik tilbudt kaffe – og sådan følte jeg mig pludselig hjemme. Godt nok befandt jeg mig på en kaserne, men der var intet militærisk i det, der foregik i Prinsens musikhus.

Hvordan så?

Efter en indledende samtale, hvor vi sporede os ind på hverandre, aftalte vi i store træk, hvordan besøget kunne forløbe: Jeg skulle introduceres for orkestret, have nogle samtaler dels med orkesterchefen og med dirigenten, dels med nogle af musikerne, og endelig skulle jeg overvære dele af dagens prøver. Det hele for at danne mig nogle indtryk med henblik på at kunne give et udtryk, så læserne kunne få en fornemmelse af, hvad det vil sige at være militærmusiker generelt, og især hvordan det blev praktiseret her i Skive. Ligesom de foregående besøg ved de to andre militærorkestre tegnede også dette besøg til at blive en god og positiv oplevelse. Jeg kunne straks fornemme en god stemning, og det er jo ikke så ringe endda.

Historien.

Den korte version af orkestrets historie er, at det formentlig kan spores tilbage fra før år 1700, nemlig ved at Frederik 3. lod feltmarskal Ernst Albrecht von Eberstein oprette et regiment, Ebersteins Fodregiment lig med Prinsens Livregiment, med 8 kompagnier under Karl Gustav-krigen i 1657. Det er vanskeligt at dokumentere præcist, men ved Hærordningen af 1. juli 1767 fremgik det i hvert fald, at alle regimenter skulle have et musikkorps, her Prinsens Livregiments Musikkorps, og i begyndelsen var instrumenteringen træblæsere, som i sagens natur ikke kunne lave så meget spektakel, at det gjorde noget, og derfor lod man sig inspirere af (hele) den tyrkiske musik, janitsharmusikken, som til gengæld kunne støje med triangel, piccolofløjter, trompeter og forskellige slagtøj. Udviklingen medførte, at messinginstrumenterne kom ind i billedet, og harmonimusikken/harmoniorkestret blev opfundet, og udviklingen fortsatte i første halvdel af 1800-tallet. En ny hærlov af 1842 – dengang som nu var strukturændringer et flittigt brugt redskab i organisationsstrategien – medførte store ændringer for regimenternes musikkorps. Strukturen blev ændret igen i1860erne og 1880erne, og omkring 1910-11 troede man, at de militære musikkorps dage var talte ved forsvarsforliget af 1909. Det gik ikke så galt, men efter nogle 'mavepustere' i 1920erne, var der knock-out i 1932. Danske militærorkestre rejste sig først i begyndelsen af 1940erne som modvægt til den tyske militærmusik, heriblandt et hornmusikkorps tilknyttet regimentet i Viborg, men udstationeret ved dragonerne i Randers. I 1950erne blev normeringen på 16 musikere, og det gælder interessant nok den dag i dag. I 1953 kom musikkorpset tilbage til Viborg, og i de følgende ca. 50 år arbejdede musikkorpset med at betjene Jylland nord for en linie fra Aarhus til Ringkøbing med såvel militære som civile koncerter med udgangspunkt fra Viborg Kaserne, og i februar 2001 flyttede regimentet til Skive Kaserne. Prinsens Livregiment blev sammenlagt med Jyske Dragonregiment i august 2005 og ophørte dermed som et selvstændigt regiment. Man fastholdt dog navnet Prinsens Musikkorps/PMUK.

Jyske Dragonregiment holder til i Holstebro, men da man havde fået opført et nyt musikhus på Skive Kaserne, valgte man fornuftigt nok at lade musikkorpset blive i Skive, men det hører altså ind under dragonerne i Holstebro. Overordnet er alle tre musikkorps underlagt Hærens Operative Kommando i Karup, og rent administrativt er Livgardens regimentschef, Lasse Haarkjær, øverste instans. Men protektorer for PMUK er Prinsgemalen og prins Joachim. Hvorvidt de militære musikkorps igen er i farezonen i forbindelse med forhandlingerne om og udmøntningen af besparelserne på omkring tre milliarder kroner er ikke til at vide, men bevillingen til PMUK er i størrelsesordenen 8-9 millioner kroner, så der er et stykke vej op til det samlede besparelseskrav, selv når de øvrige musikkorps regnes med. Korpset har naturligvis sin egen uniform samt de almindelige militære uniformer med egne mærker, og ved koncerterne spiller man i de uniformer, der passer til lejligheden.

Det lokale kulturelement.

Man kan således hævde, at PMUK har haft en omskiftelig tilværelse gennem mere end 325 år og altså overlevet adskillige strukturændringer. Spørgsmålet er dog fortsat, om ideen med militære musikkorps er robust nok til at overleve tidens sparepolitik i forhold til de kulturelle ideer. Alle de militære musik- og tamburkorps arbejder uden for enhver diskussion i hvert fald solidt nok og er et særdeles vigtigt – næsten uomgængeligt – element i såvel det regionale som lokale kulturliv, fordi de netop også medvirker ved talrige civile arrangementer, herunder skolekoncerter, hvor de formidler musikoplevelser på højt niveau til de kommende generationer. Hvis vi trækker en linie tværs over Jylland fra Aarhus, så har PMUK en rigtig stor rolle at spille nord for denne linie, og især gør de meget for at blive Skives lokale orkester ved at medvirke ved forskellige parkkoncerter, ”Opera ved Fjorden”, julekoncerter osv. Den lokale forankring er væsentlig. Sammen med Aalborg Symfoniorkester vil de formentlig fra næste år være alene om at formidle den klassiske musik især i Nordvestjylland, når Det jyske Ensemble nedlægges pga manglende støtte fra Kunstrådet.

Nyskabelsen: Orkesterchef.

Efter præsentationen for orkestret taler jeg med orkesterchef Henrik Thorngaard, som efter en læreruddannelse arbejdede på en efterskole i omkring fire år, hvorefter Danmarks Radio i Hostebro gjorde brug af Henrik Thorngaards viden og talenter i knapt 25 år. Imidlertid opstod stillingen som orkesterchef ved PMUK, og Henrik Thorngaard blev spurgt, om han kunne tænke sig jobbet – og det kunne han. Han er ansat på kontrakt og er på vej til sit femte år som orkesterchef. Ideen med at ansætte orkesterchefer i de professionelle militære musikkorps er helt enkelt at arbejde på samme organisatoriske måde som de store landsdelsorkestre. Det vil sige, at det administrative arbejde med bl.a. produktion og ledelse, udskilles fra selve det kunstneriske arbejde. Hidtil havde musikdirigenten varetaget alle funktioner. På samme måde som alle andre steder er man dermed på vej til at opbygge et bureaukrati i den skønne ånd at støtte kerneydelsen – det kunstneriske produkt – idet der også ansættes andet teknisk-administrativt personale. Det er jo sikkert også meget godt, men der skal vel råbes ”vagt i gevær” – for nu at tale militær jargon – så støttefunktionerne forbliver på et rimeligt stade og ikke bliver de vigtigste. Når det så er sagt, skabes der jo muligheder for, at et orkester kan fungere på højt kunstnerisk niveau og udvikle sig, og som en sidegevinst skabes der arbejdspladser.

Den kunstneriske udvikling.

Opmærksomheden henledes på, at PMUK spiller 130 koncerter, parader og paroler om året, altså mere end én hver tredje dag – det er dog lige godt en sjat. Program, annoncering, aftaler, honorarer, copyright-afgifter, noder, transport osv. skal administreres, så også her som i vort komplicerede samfund kræver det en arbejdsindsats at få det hele til at fungere. Henrik Thorngaard understreger, at netop udbygningen af støttefunktionerne har muliggjort en fantastisk kunstnerisk udvikling for PMUK – en udvikling, der gør, at korpset nu er i stand til at spille musikværker inden for alle genrer på en måde, der tager pusten fra selv garvede musikkendere. Så at sige hver uge har sit eget nye projekt, fra klassisk over jazz til underholdningsmusik.

Der er naturligvis et samarbejde med de to øvrige militære musikkorps, og samarbejdet er i øvrigt blevet udbygget efter der er ansat orkesterchefer ved alle orkestrene, men musikalsk konkurreres der selvfølgelig. Henrik Thorngaard og chefdirigent Jesper Juul, som kom til PMUK nogenlunde samtidig, fik ret hurtigt sat nogle ambitiøse mål for orkestret og udarbejdet en profil for, hvad de ville med PMUK, nemlig at være Europas bedste brassensemble, og jf. ovenfor kræver det en en meget stor musikalsk omstillingsparathed. De definerer sig selv som et underholdningsorkester, der også fuldt ud kan klare de militære musikalske opgaver til parader og paroler mm., men med tanken om den lokale kulturelle forankring in mente har den brede folkelige musikalske opgaveløsning en meget høj prioritet, og det kommer fx til udtryk i de populære nytårskoncerter, som finder sted over hele Jylland. Underholdningsorkestrene er jo ved at forsvinde fra det kulturelle landskab – selv Tivolis Promenadeorkester er opløst – og der er faktisk kun Danmarks Radios Underholdningsorkester tilbage. Det er derfor en kæmpeforpligtelse for SMUK*) og PMUK at forestå disse brede musikopgaver, fordi orkestrene ikke koster arrangørerne noget – de er jo aflønnet i forvejen. Koncertopgaverne har høj prioritet. Henrik Thorngaards lange tid i DRs musikafdeling har haft stor betydning for den kunstneriske udvikling i PMUK, fordi han har kunnet trække på sit store netværk af kontakter til såvel solister som dirigenter. Det betyder, at PMUK har mulighed for at får de rigtige solister og dirigenter til de rigtige priser på de rigtige tidspunkter. PMUK spiller faktisk ca. en million kroner årligt ind i form af reklame for Forsvaret, når de spiller deres koncerter rundt omkring. De indtægter, koncerterne indbringer, går i PMUKs koncertfond og bruges til nye koncerter, så der er en kronegennemstrømning i koncertfonden, som kommer orkestret og Forsvaret til gavn i form af positiv og folkelig profilering.

Der er desværre ikke mange koncertturneer til udlandet helt generelt af økonomiske årsager, men i 2011 spillede PMUK dog tre koncerter i Frankrig, først og fremmest i Caix for Dronningen og Prinsgemalen. Imidlertid har der været arbejdet på, at de militære musikkorps skulle optræde som feltunderholdning for de udstationerede danske soldater, og ca 10 musikere fra Livgardens Musikkorps har på den konto været i Afghanistan. Det var en stor succes.

Det personalemæssige.

Alle musikerne er traditionelt tjenestemænd, mens ansatte i administrationen er funktionærer. Det er en ordning, der arbejdes på at ændre, så ansættelserne her ligesom snart sagt alle andre steder på offentlige arbejdspladser bliver på kontrakt, og tjenestemandsordningen udgår. Desværre er der for tiden ikke indgået overenskomst mellem Dansk Musikerforbund og Forsvaret, og det betyder, at der ikke må nyansættes til faste stillinger, men at der kun må ansættes assistenter. Forhåbentlig kommer der snart en løsning – der forhandles i det mindste. Der er ellers en fasttømret besætning, men pga de mange opgaver, er der også en del afspadsering, og derfor er der etableret et fast 'vikarkorps' af assistenter, som kender rumlen, og som har de nødvendige kvalifikationer, som fx kan være, at man er studerende ved et af konservatorierne. Assistenterne kommer også i brug, når musikere fra den faste stab udlånes til andre orkestre eller fx deltager i konkurrencer. Alt sammen medvirker det til at videreudvikle PMUK. PMUK har tillige et godt samarbejde med konservatoriet i Aarhus. Fx spiller PMUK hvert år en uge med sidste-års-studerende og afholder en konkurrence, hvor præmien er 2 koncerter med PMUK med vinderen som solist, og de studerende har mulighed for at komme i praktik hos PMUK, for som Henrik Thorngaard påpeger, er det vigtigt at holde en 'fødekæde' opdateret.

'Fødekæde', folkeskole og musik.

A propos 'fødekæde' er det slående, når jeg har haft samtaler med musikere og dirigenter fra såvel musik- som tamburkorpsene, at de i den grad udtrykker utilfredshed med grundskolernes musikundervisning. Det er simpelthen utilgiveligt, at de kreative fag i den grad svigtes på bekostning af 'måle- og vejefagene'. Den kulturelle arv forsømmes, og risikoen for, at musiktalenter svigtes, er urimelig høj, og som følge heraf svækkes 'fødekæden' til musikuddannelserne og dermed til de professionelle orkestre. Det er fatalt, at udbuddet af uddannede danske musikere på denne måde bliver stadig ringere. Men andre forhold gør sig også gældende, fordi det er nærliggende, at de kommunale musikskoler, bygarderne og fx FDFs orkestre burde samarbejde om at pleje talentmassen, men igen peger pilen på grundskolernes musikundervisning, der alt for ofte forestås af uuddannede lærerkræfter, som ikke formår – og sikkert heller ikke har resurser til – at motivere og etablere undervisningen i at lære at spille et instrument. Hvor mange grundskoler i dag har fx et skoleorkester? Eleverne foretrækker ganske enkelt andre fritidsbeskæftigelser – især idræt.

Hvad siger musikerne?

Charlotte Simonsen fortæller, at hun har spillet valdhorn i PMUK i snart 20 år, efter hun vandt en konkurrence næsten lige efter uddannelsen på Musikkonservatoriet i København. Især de senere år er der sket en kæmpeudvikling i PMUK. Hun beskriver orkestret som en lagkage, hvor basserne er bunden, kornetter og eufonium er det øverste lag i kagen, mens horn og basuner er det lækre fyld inde i lagkagen. Keld Elmegaard Mortensen overtager og fortæller, at hans musikerkarriere begyndte som 8-årig i Jægerspris, fortsatte på konservatoriet i København, havde forskellige free-lance jobs, inden han blev optaget i Sjællandske Livregiments Musikkorps, senere overflyttet til Livgardens Musikkorps, hvor han også havde forskellige administrative funktioner, og inden han kom til Skive, var han i kort tid tilknyttet Falsterske Musikkorps. Keld Elmegaard Mortensen spiller trompet og kornet. Han peger ligesom Charlotte Simonsen på den rivende udvikling, PMUK har gennemgået og understreger, at årsagerne er mange, men bl.a. den nye struktur er væsentlig. Orkestret når længere og bredere ud i genrerne, hvilket har medført en stadig stigende 'fanskare'. Endelig fortæller Ebbe Ringblom, at han kom til PMUK i 1993. Han fremhæver det brede repertoire som en af fordelene ved at spille i et militært musikkorps. Det er herligt at kunne kombinere den klassiske musik med den rytmiske musik. Han er uddannet på Aarhus Musikkonservatorium og spiller basun. Derudover arbejdede han i en periode med administrationen af orkestret og fik dermed indblik i de dilemmaer, der ligger indbygget i at spille og dirigere og samtidig administrere. Det medførte, at han gik stærkt ind i arbejdet med at få etableret den nuværende struktur først som en forsøgsordning, som senere så heldigvis blev permanent.

Alle tre er enige om, at det er vigtigt for den kunstneriske udvikling, at en orkesterchef har sine rødder i musikken og ikke i det administrative. Det er de musikalske visioner, der er grundlag for udviklingen. På spørgsmålet om, hvorvidt de og deres kolleger også underviser i det lokale musikliv, fx på de kommunale musikskoler, svarer de bekræftende, fordi det næsten ikke kan undgås. De hører til blandt de relativt få professionelle musikere i det lokale musikliv, og derfor er det naturligt, at de også underviser i mindre eller større omfang. Flere af dem har tillige deres egne orkestre, og igen er der enighed om, at det at være musiker er en livsstil. Enkelte har også foredragsvirksomhed om musik, instrumenter og samarbejde. Endelig fortæller de også om deres samarbejde med Jyske Operas Kor, som har udviklet sig gennem de sidste par år, og de kan ikke skjule deres glæde over den publikumssucces, det er blevet til. De oplever samarbejdet som gensidigt inspirerende og som et slags musikalsk frikvarter, selv om det måske kan opfattes som lidt selvmodsigende med et operakor og et messingensemble, der af mange høres som 'grande forte'.

Dirigenten.

Jesper Juul har været chefdirigent siden primo 2009, samtidig med at han også er solobasunist i Radiosymfoniorkestret. Det har naturligvis været vanskeligt med to jobs samtidig, og det er nu besluttet i et samarbejde mellem orkesterledelsen og Jesper Juul, at han fortsat er tilknyttet PMUK, men at der ansættes en ny chefdirigent. Jesper Juul er udover sin konservatorieuddannelse på basun diplomuddannet på Københavns Musikkonservatorium i direktion hos Frans Rasmussen. Den kunstneriske udvikling, PMUK har været igennem de senere år, har i høj grad Jesper Juuls fingeraftryk. Jesper Juul vurderer beskedent, at det som dirigent er meget vigtigt at være åben for ideer og fortolkninger fra orkestrets medlemmer, samtidig med at man naturligvis også må tage nogle afgørelser og ensrette lidt. Han synes selv, at det har været en klar fordel, at han samtidig med dirigentarbejdet også har været musiker i Radioymfoniorkestret, fordi det giver den dialektiske tilgang. Man må efter Jesper Juuls opfattelse ikke som dirigent promovere sig selv så voldsomt, at det evt. kan genere de enkelte musikeres musikalitet eller fortolke musikværket langt ud over, hvad et kan bære. Det medfører nemlig, at det ikke bliver muligt at få musikerne til at spille umiddelbart. Dirigenten skal være respektfuld over for værket, over for musikerne og over for sig selv.

Samtalerne og besøget er ved at være forbi. Tiden er gået hurtigt. Det er stadig godt vejr med solskin. Skive forbereder sig til Skive-festival, som skal løbe af stabelen de kommende dage, mens PMUK og Bjarke Mogensen øver sig til koncerten i Viborg den 1. juni 2012. Pænt farvel, og vejen ud ad porten sker til 'musikken' af en PMV, der buldrer forbi.

Noter: *) SMUK: Slesvigsk Musikkorps
Kilder: http://www.prinsensmusikkorps.dk/ og samtalerne i Musikhuset på Skive Kaserne

Endnu en folkeskolereform - eller?

Jeg læser i dagens avis (Politiken, den 10. august 2012), at rigets statsminister varsler – som så mange før hende har gjort – en folkeskolereform.
Jamen Helledusseda! - Skal den stakkels folkeskole nu igen holde for, og denne gang fordi det ikke rigtigt kører for regeringen? Er det mon den gamle traver, der endnu en gang skal trækkes af stalden, fordi det er ufarligt for politikerne modsat dem, det går ud over? Alle kan og vil forholde sig til folkeskolen, og nu skal der kommunikeres folkeligt og forståeligt, og vi venter med de nøvendige reformer, til der er ro på bagsmækken.

Undervisningsministeren har netop afsluttet sit Sorø-møde, som dette år foregik under temaet ”Ny nordisk skole” - et tema, som ministeren allerede slog an i marts og nedsatte en komite af folkeskolekloge mennesker, som uden tvivl er både engagerede og vidende, til at arbejde med temaet bl.a. ved at skrive indlæg på en hjemmeside oprettet til formålet og ved at rejse landet tyndt og besøge skoler som en slags ambassadører for sagen. Alle med interesse for folkeskolen er inviteret til at skrive indlæg med gode ideer til, hvordan 'ny nordisk skole' kan udføres i praksis i skolernes hverdag.

Det tjener undervisningsministeren til ære, at hun vil inddrage lærere, elever, forældre og andre i forbindelse med at få et godt beslutningsgrundlag for at ændre forholdene i større eller mindre omfang i vor folkeskole.

Men hvad skal man mon tro? 

• Er der tale om et udviklingsprojekt, som grundlæggende er tænkt medinddragende og modsat de seneste initiativer har retning fra bund mod top?
• Eller der tale om en topstyret regeringsreform, som folkets skole har været udsat for en del gange før, og som den fortsat lider under?
• Eller bliver det en kombination, og i bekræftende fald hvordan?

Det vil tiden vise, men endnu flere reformer er ikke lige det, folkets skole har brug for nu.

Den har brug for at få tid til uden politikerindblanding at få en ofte stresset hverdag til at fungere, så eleverne lærer, hvad de skal og dertil at få udviklet talenterne samt sikre, at de svage elever ikke tabes.

Der er i det øvrige samfund skabt en stadig større afstand mellem de resursestærke og de resursesvage. Det er klart en opgave for folkets skole at udligne denne forskel til gavn for hele samfundet. Denne opgave havde fremsynede mennesker allerede set for 25 år siden, og jeg mener, at deres budskaber fortsat er dækkende for opgaven i dag. Deres 10 bud(skaber) burde findes som et opslag ved alle skoler:

1. Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.
2. Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.
3. Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.
4. Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
5. Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, at dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.
6. Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.
7. Du må forstå, at der på skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.
8. Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.
9. Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorienteret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb,, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.
10. Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx kunstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.

10 bud for undervisning, udformet af det musiske udvalg, nedsat af undervisningsminister Ole Vig Jensen i 1995-96,
I udvalget deltog bl.a. Ole Albæk, Chresten Sloth Christensen, Peter Bastian, Erik Clausen, Lars Bjørner, Claus Meyer, Jens Raahauge, Bente Scavenius, Poul Riis, Rose Marie Tillisch.

Den grønne bæredygtighed og politikken

Efter en sommer, der har budt på lidt af hvert med hensyn til omtale af emner af samfundsmæssig art, fx hvorvidt euro-krisen berører Danmark og i givet fald hvor meget, vækst eller ej og nu her klassikeren, optaget på de videregående uddannelser, vil jeg gerne tage tråden op fra mit sidste blogindlæg fra den 3. juli, nemlig emnet vækst.

Vækst er måske en gammel traver – i hvert fald kan jeg huske, at der i 1970'erne udkom en bog ”Grænser for Vækst”, som opstillede scenarier for fremtiden i forhold til de kendte resurser af energi, mineraler, landbrugsarealer sat i relation til verdens befolkningsudvikling. Bogen medførte en stor debat, hvor yderpunkterne naturligvis strakte sig fra skrækscenarium til, at det hele var noget overdrevent (sludder). Siden er det gået slag i slag, hvor der både er fremkommet kendsgerninger, der – i hvert fald – til en vis grad kunne bekræfte forudsigelserne og det modsatte. Samtidig har den teknologiske udvikling jo kørt med ekspresfart, tilsat en god del turbo, så forudsætningerne naturligvis har ændret sig – af og til afgørende.
Mange af de forudsagte problemer kan nu løses ansvarligt og ordentligt.

Det er dog sikkert, at en fortsat stigende vækstrate vil medføre problemer, hvis udviklingen fortsætter uden at indtænke mindre forbrug af såvel materielle som energimæssige resurser.
Væksten skal med andre ord være bæredygtig med hensyn til både energiudnyttelse/effektivitet og materialeforbrug med stigende indfasning af genbrug og nanoteknologi.
Det er sådan, jeg vil forstå begrebet 'grøn bæredygtighed' fremover.

Når økonomerne taler om, at der skal gang i vækst og forbrug, er der grund til at reflektere over, hvilke typer vækst og forbrug, der er hensigtsmæssig – dels lokalt og nationalt, dels globalt. Vækst og forbrug som vi hidtil har haft det, er ikke en farbar vej.
Det må nødvendigvis være grønt bæredygtigt, og forudsætningerne herfor er generelle holdningsændringer på baggrund af øget refleksion, stærkt øget forskningsindsats samt initiativer til investeringer i byggeri og infrastruktur med disse relationer.
Her i landet må op- og udfordringen til Folketing og regering være at give grøn bæredygtighed topprioritet i det kommende efterår, herunder i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det bedste i denne sammenhæng vil være, at et bredt flertal i Folketinget står bag - jo grønnere og bredere, jo bedre. Det bliver formentlig grønnere, jo længere til venstre i salen, regeringen samarbejder og formentlig bredere, jo længere til højre i salen, regeringen vender sig.
Det er med andre ord et dilemma, vi står med, og det kræver dygtige forhandlere, som virkelig har 'ild i blikket' med hensyn til at få ligningen til at gå op. Det forudsætter yderligere, at såvel opposition som regering udviser, hvad jeg vil kalde 'visionskompetence' og tager afstand fra, hvad de tror at vide, hvad vælgerne vil have. Dette sidste er i sig selv et dilemma mellem demokrati og en forretningstankegang, men broen over grøften må være effektiv formidling.
En sådan balancegang har vi endnu til gode at se af vore nuværende politikere.

Som jeg ønsker det for Danmark, sådan ønsker jeg det også for EU, og det bliver opgaven jo bestemt ikke mindre af, men endnu mere nødvendig. Der er i øjeblikket en form for omvendt proportionalitet mellem det, som er nødvendigt og de politikere, vi har til at tage de store beslutninger.
Måske ligger der en delløsning i at forhindre, at politik bliver et erhverv, men et kald. Man kunne fx sætte valgbarhedsperioden ned til et antal år, så kontinuiteten stadig sikres.

Der er som regel ikke så meget nyt under solen, tilværelsen er præget af dilemmaer, løsningerne skal være være præget af kreativitet, og kriser er ofte med til at fremme de gode løsninger, især hvis de tager udgangspunkt i fællesskabet. Jeg håber og ønsker, at der blandt de nuværende og kommende politikere vil dukke nogle visionsrige og 'statsmands-agtige' typer frem.
Det er nødvendigt – og det haster.

En analyse

Et år minus 100 dage og et afsluttet EU-formandskab for den socialdemokratiske ledede regering gør vel, at det er berettiget at foretage en analyse af, hvordan periodens begivenheder er blevet håndteret, og hvad der kunne ønskes fremover.
Jeg har tidligere udtrykt mig kritisk til regeringen efter ellers at have været optimistisk og med mange forventninger til en mere centrum-venstre linie end den borgerlige linie, som den forrige regering naturlig nok anlagde. Kritikken kommer naturligvis efter konstateringerne af, at den nuværende regering klart har overtaget den borgerlige linie med stor ihærdighed. Jeg er på de afgørende økonomiske områder af den overbevisning, at den borgerlige, liberalistiske og individualistiske linie er forkert og skadelig for fællesskabet. Linien medfører, at regring og embedsapparat står på mål for den holdning, at

• økonomi er en eksakt videnskab,
• alt kan måles og vejes, og
• det er pengene over alt andet, der er i centrum.

Jeg mener, at det er grundlæggende forkert.

• For det første sættes individet over fælleskabet, hvilket betyder, at ideen om 'at enhver er sin egen lykkes smed' bliver det bærende. Al lovgivning og regler skal tilgodese denne holdning, og derfor må Fanden tage de sidste. Det skaber en stadig større ulighed i samfundet.
• For det andet bliver den økonomiske modelflyvning indrettet, så de digitale modeller understøtter tesen om, at der er en endegyldig sandhed på ethvert problem.
• For det tredje bygger den borgerlige linie på, at 'pengene har det bedst i borgernes lommer', hvilket medfører, at den offentlige økonomi skal være så lille som overhovedet muligt.
• For det fjerde medfører det, at det er pengene, der styrer og ikke menneskene.

Grådigheden er et bærende element. Denne model er styrende for regeringen som jeg ser det. Derfor er jeg kritisk.

Men retfærdigvis anerkender jeg, at der på mange områder er blevet gennemført gode og positive ideer, og jeg respekterer, at regeringen arbejder og siger, at de gerne vil samarbejde bredt med partierne, og bl.a. er fattigdomsydelsen afskaffet, der er indgået et bredt forlig om energi, og på skoleområdet er rangordningen (næsten) afskaffet. Imidlertid har regeringen ikke formået at få budskaberne ud over rampen, derfor er det også sigende, at jeg ikke umiddelbart nævner flere (hvilket naturligvis kan skyldes min dårlige hukommelse).
Jeg vil tillige anerkende, at EU-formandskabet er gået godt. Regeringen har levet op til sit mål om, at det ville blive et 'rugbrøds'-formandskab – der er leveret hårdt arbejde (flid og slid). Til gengæld kunne det have været skønt, hvis formandskabet havde benyttet anledningen til at sætte vækstproblematikken på dagsorden, men det skete som bekendt ikke.
Der blev lagt en linie tæt op ad kansleren.

Det forekommer mærkeligt, at en centrum-venstre regering forfølger en sparepolitik med store nedskæringer på de offentlige budgetter, næsten som Chigaco-skolen efter Milton Friedmans teorier og praktisk gennemført i Chile i perioden fra midten af 1960'erne og op gennem 1970'erne, hvor general Pinochet beskar de offentlige budgetter efter Friedmans anvisninger, så Chiles økonomi skrumpede markant.
Det medførte store lidelser for befolkningen – altså den del, der ikke var velhavende.

Det kan ikke andet end undre, at partier, som førte valgkamp på ideer og planer om vækst, nu fører en modsat økonomisk politik, og dertil næsten konsekvent vender sig bort fra sit parlamentariske grundlag.
Regeringen har – for mig at se – ukritisk overtaget regnemodellen, den såkaldte ADAM-model, som finansministeriet har brugt siden slutningen af sidste århundrede, og som kort fortalt anvender begivenheder, der allerede er sket (spareprogrammer og indskrænkninger i de offentlige budgetter) som endegyldig model for, at det også sker fremover, og at økonomien derfor vil udvikle sig ud fra de forudsætninger. Den økonomiske politik lægges så efter det.
Problemet er, at det næsten aldrig går sådan – det er højst usikkert, men hvad der er sikkert, er, at uligheden og arbejdsløsheden øges. Den økonomiske modelflyvning er mildest talt ustadig, og jeg kan ikke lade være med at drage sammenligninger til pengepolitikken, hvor kontanterne jo næsten er afskaffet, og vi betaler med kreditpenge, som er tal på papir og kontooversigter, men ikke eksisterer i virkeligheden. Når økonomer taler om 'arbejdsudbud' - altså flere rigtige mennesker på arbejdsmarkedet, alternativt at de arbejdende skal arbejde endnu mere - så er der måske ogå bare tale om 'tal på papir' uden hold i virkeligheden, fordi modellen siger, at det vil gå sådan. Det kunne være interessant at få dette, sikkert meget uprofessionelle udsagn, belyst.

I bestræbelserne efter at leve op til modellens forudsigelser foreslog regeringen også at ændre ved nogle helt grundlæggende velfærdsydelser som børnecheck og folkepension.

Det er en glidebane.
Der er nogle helt basale punkter i den danske velfærdsmodel. Det er

• folkepension til alle,
• børnecheck til alle,
• ordentlig ældreomssorg for alle,
• sundhedssystem for alle og
• uddannelsessystem for alle

Det erområder, alle borgere kan benytte sig af uden at skulle betale særskilt for det; der er betalt over skatten.
Det vil være katastrofalt at ændre disse områder mere eller mindre til et markedsbaseret system.

Det kunne se ud til, at de folkevalgte i alt for høj grad lader sig styre af den holdning, der siger, at den offentlige økonomi skal styres som en forretning, og at de derfor agerer som en slags bestyrelse a la en stor privat virksomhed. Det, tror jeg, er forkert, og det kan vel ikke være meningen at betragte det mandat, som vælgerne har givet politikerne, som et almindeligt arbejde uden skelen til de værdier og holdninger, man er blevet valgt på?

Et sidste område, hvor jeg mener, at regeringen ikke har gjort tilstrækkeligt, er ungdomsarbejdsløsheden, som hænger uløseligt sammen med ungdomsuddannelserne og senere de videregående uddannelser. Jeg efterlyser mere håndfaste initiativer, især mht. praktikpladser. Det er vanvittig kortsigtet at svigte og tabe ungdomsårgange på gulvet.

• Jeg kunne ønske en økonomisk politik, der mere ligner den, hvor regeringer fører ekspansiv politik i krisetider for at skabe job og vækst.
• Jeg kunne ønske en mere bæredygtig grøn politik, selv om det måske er det område, regeringen har gjort det bedst i, men altså mere grøn energi og større udfasninghurtigere af fossil energi.
• Jeg kunne ønske mod til at tænke anderledes og mere kreativt i almindelighed samtidig med, at en sårbar social balance fastholdes.
• Jeg kunne ønske en meget højere grad af troværdighed, så man kan genkende politikken efter et valg med det, der bliver sagt før valget.

Alt dette får mig til at forudsige et folketingsvalg i efteråret, og resultatet bliver sindsygt spændende. Imidlertid – og på trods – ønsker jeg fortsat en centrum-venstre regering. Den skal blot agere mere troværdigt end den nuværende og undlade at føre borgerlig blå politik, men bare være lidt lyserød.

Socialdemokratiet er en fuser.

Det siges, at de ledende socialdemokrater selv siger, at de aldrig vil gå tilbage til en fuser. Mit spørgsmål er så: Mon de nogensinde vil få vendt deres dårlige meningsmålinger fra de omkring hver sjette tilhænger til bare noger mere, når de nu i mere end 6 måneder har vist sig at være fusere?
Jeg tror det ikke – i hvert fald ikke med den leder, der lige nu bestemmer farten. Hvis Helle Thorning-Schmidt da overhovedet bestemmer noget som som helst.

I England har man det med skyggeregeringer, som er oppositionens svar på den siddende regering. Forskellen på England og Danmark er, at skyggestatsministeren allerede har sæde i i regeringen. Gæt selv hvem.
Når den radikale topleder overhovedet har kunnet få så stor indflydelse, skyldes det efter min overbevisning, at den formelle statsminister har været så ivrig efter at komme til fadet, at hun har givet køb på så at sige alle socialdemokratiske ideer og værdier. Hun har så at sige prostitueret sig for at få titlen 'statsminister' – og jeg tror, historiens dom vil være barsk for ikke at sige nådesløs.
Egentlig kan man vel ikke klandre de radikale for at tage den indflydelse, de kan få, men man kan klandre venstrefløjen for for det første at sælge ud af arvesølvet, og for det andet at gå med til den højredrejning, der er sket. Hvis spørgsmålet er, hvornår socialdemokraterne blev borgerlige, så er svaret, at det blev med Helle Thorning-Schmidt og hendes tro væbner Bjarne Corydon.
De gik til valg på modstand mod den borgerlige økonomiske politik. De regerer mere borgerligt end borgerligt i stedet for at fastholde, at det er nødvendigt med offentlige investeringer for at at skaffe arbejdspladser og sætte gang i samfundshjulene igen. De er set gentagne gange, at sparepolitikken skaber ulighed og fattigdom, mens investeringsplotikken skaber vækst.
Der ville oven i købet være en historisk chance for at skabe vækst på den bæredygtige måde ved at bruge venstre-centrum-flertallet til at motivere de rigtige grønne investeringer, som også ville skabe rigtige arbejdspladser, som ikke er luftige kreditpengejonglører.

Projektet er tabt, og pilen peger på regeringstoppen, når synderne skal findes. Det er ubærligt. Lad os få et opgør med synderne, indsætte nogle mere ansvarlige ledere og håbe på, at det ikke er for sent.