Den grønne bæredygtighed og politikken

Efter en sommer, der har budt på lidt af hvert med hensyn til omtale af emner af samfundsmæssig art, fx hvorvidt euro-krisen berører Danmark og i givet fald hvor meget, vækst eller ej og nu her klassikeren, optaget på de videregående uddannelser, vil jeg gerne tage tråden op fra mit sidste blogindlæg fra den 3. juli, nemlig emnet vækst.

Vækst er måske en gammel traver – i hvert fald kan jeg huske, at der i 1970'erne udkom en bog ”Grænser for Vækst”, som opstillede scenarier for fremtiden i forhold til de kendte resurser af energi, mineraler, landbrugsarealer sat i relation til verdens befolkningsudvikling. Bogen medførte en stor debat, hvor yderpunkterne naturligvis strakte sig fra skrækscenarium til, at det hele var noget overdrevent (sludder). Siden er det gået slag i slag, hvor der både er fremkommet kendsgerninger, der – i hvert fald – til en vis grad kunne bekræfte forudsigelserne og det modsatte. Samtidig har den teknologiske udvikling jo kørt med ekspresfart, tilsat en god del turbo, så forudsætningerne naturligvis har ændret sig – af og til afgørende.
Mange af de forudsagte problemer kan nu løses ansvarligt og ordentligt.

Det er dog sikkert, at en fortsat stigende vækstrate vil medføre problemer, hvis udviklingen fortsætter uden at indtænke mindre forbrug af såvel materielle som energimæssige resurser.
Væksten skal med andre ord være bæredygtig med hensyn til både energiudnyttelse/effektivitet og materialeforbrug med stigende indfasning af genbrug og nanoteknologi.
Det er sådan, jeg vil forstå begrebet 'grøn bæredygtighed' fremover.

Når økonomerne taler om, at der skal gang i vækst og forbrug, er der grund til at reflektere over, hvilke typer vækst og forbrug, der er hensigtsmæssig – dels lokalt og nationalt, dels globalt. Vækst og forbrug som vi hidtil har haft det, er ikke en farbar vej.
Det må nødvendigvis være grønt bæredygtigt, og forudsætningerne herfor er generelle holdningsændringer på baggrund af øget refleksion, stærkt øget forskningsindsats samt initiativer til investeringer i byggeri og infrastruktur med disse relationer.
Her i landet må op- og udfordringen til Folketing og regering være at give grøn bæredygtighed topprioritet i det kommende efterår, herunder i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det bedste i denne sammenhæng vil være, at et bredt flertal i Folketinget står bag - jo grønnere og bredere, jo bedre. Det bliver formentlig grønnere, jo længere til venstre i salen, regeringen samarbejder og formentlig bredere, jo længere til højre i salen, regeringen vender sig.
Det er med andre ord et dilemma, vi står med, og det kræver dygtige forhandlere, som virkelig har 'ild i blikket' med hensyn til at få ligningen til at gå op. Det forudsætter yderligere, at såvel opposition som regering udviser, hvad jeg vil kalde 'visionskompetence' og tager afstand fra, hvad de tror at vide, hvad vælgerne vil have. Dette sidste er i sig selv et dilemma mellem demokrati og en forretningstankegang, men broen over grøften må være effektiv formidling.
En sådan balancegang har vi endnu til gode at se af vore nuværende politikere.

Som jeg ønsker det for Danmark, sådan ønsker jeg det også for EU, og det bliver opgaven jo bestemt ikke mindre af, men endnu mere nødvendig. Der er i øjeblikket en form for omvendt proportionalitet mellem det, som er nødvendigt og de politikere, vi har til at tage de store beslutninger.
Måske ligger der en delløsning i at forhindre, at politik bliver et erhverv, men et kald. Man kunne fx sætte valgbarhedsperioden ned til et antal år, så kontinuiteten stadig sikres.

Der er som regel ikke så meget nyt under solen, tilværelsen er præget af dilemmaer, løsningerne skal være være præget af kreativitet, og kriser er ofte med til at fremme de gode løsninger, især hvis de tager udgangspunkt i fællesskabet. Jeg håber og ønsker, at der blandt de nuværende og kommende politikere vil dukke nogle visionsrige og 'statsmands-agtige' typer frem.
Det er nødvendigt – og det haster.

En analyse

Et år minus 100 dage og et afsluttet EU-formandskab for den socialdemokratiske ledede regering gør vel, at det er berettiget at foretage en analyse af, hvordan periodens begivenheder er blevet håndteret, og hvad der kunne ønskes fremover.
Jeg har tidligere udtrykt mig kritisk til regeringen efter ellers at have været optimistisk og med mange forventninger til en mere centrum-venstre linie end den borgerlige linie, som den forrige regering naturlig nok anlagde. Kritikken kommer naturligvis efter konstateringerne af, at den nuværende regering klart har overtaget den borgerlige linie med stor ihærdighed. Jeg er på de afgørende økonomiske områder af den overbevisning, at den borgerlige, liberalistiske og individualistiske linie er forkert og skadelig for fællesskabet. Linien medfører, at regring og embedsapparat står på mål for den holdning, at

• økonomi er en eksakt videnskab,
• alt kan måles og vejes, og
• det er pengene over alt andet, der er i centrum.

Jeg mener, at det er grundlæggende forkert.

• For det første sættes individet over fælleskabet, hvilket betyder, at ideen om 'at enhver er sin egen lykkes smed' bliver det bærende. Al lovgivning og regler skal tilgodese denne holdning, og derfor må Fanden tage de sidste. Det skaber en stadig større ulighed i samfundet.
• For det andet bliver den økonomiske modelflyvning indrettet, så de digitale modeller understøtter tesen om, at der er en endegyldig sandhed på ethvert problem.
• For det tredje bygger den borgerlige linie på, at 'pengene har det bedst i borgernes lommer', hvilket medfører, at den offentlige økonomi skal være så lille som overhovedet muligt.
• For det fjerde medfører det, at det er pengene, der styrer og ikke menneskene.

Grådigheden er et bærende element. Denne model er styrende for regeringen som jeg ser det. Derfor er jeg kritisk.

Men retfærdigvis anerkender jeg, at der på mange områder er blevet gennemført gode og positive ideer, og jeg respekterer, at regeringen arbejder og siger, at de gerne vil samarbejde bredt med partierne, og bl.a. er fattigdomsydelsen afskaffet, der er indgået et bredt forlig om energi, og på skoleområdet er rangordningen (næsten) afskaffet. Imidlertid har regeringen ikke formået at få budskaberne ud over rampen, derfor er det også sigende, at jeg ikke umiddelbart nævner flere (hvilket naturligvis kan skyldes min dårlige hukommelse).
Jeg vil tillige anerkende, at EU-formandskabet er gået godt. Regeringen har levet op til sit mål om, at det ville blive et 'rugbrøds'-formandskab – der er leveret hårdt arbejde (flid og slid). Til gengæld kunne det have været skønt, hvis formandskabet havde benyttet anledningen til at sætte vækstproblematikken på dagsorden, men det skete som bekendt ikke.
Der blev lagt en linie tæt op ad kansleren.

Det forekommer mærkeligt, at en centrum-venstre regering forfølger en sparepolitik med store nedskæringer på de offentlige budgetter, næsten som Chigaco-skolen efter Milton Friedmans teorier og praktisk gennemført i Chile i perioden fra midten af 1960'erne og op gennem 1970'erne, hvor general Pinochet beskar de offentlige budgetter efter Friedmans anvisninger, så Chiles økonomi skrumpede markant.
Det medførte store lidelser for befolkningen – altså den del, der ikke var velhavende.

Det kan ikke andet end undre, at partier, som førte valgkamp på ideer og planer om vækst, nu fører en modsat økonomisk politik, og dertil næsten konsekvent vender sig bort fra sit parlamentariske grundlag.
Regeringen har – for mig at se – ukritisk overtaget regnemodellen, den såkaldte ADAM-model, som finansministeriet har brugt siden slutningen af sidste århundrede, og som kort fortalt anvender begivenheder, der allerede er sket (spareprogrammer og indskrænkninger i de offentlige budgetter) som endegyldig model for, at det også sker fremover, og at økonomien derfor vil udvikle sig ud fra de forudsætninger. Den økonomiske politik lægges så efter det.
Problemet er, at det næsten aldrig går sådan – det er højst usikkert, men hvad der er sikkert, er, at uligheden og arbejdsløsheden øges. Den økonomiske modelflyvning er mildest talt ustadig, og jeg kan ikke lade være med at drage sammenligninger til pengepolitikken, hvor kontanterne jo næsten er afskaffet, og vi betaler med kreditpenge, som er tal på papir og kontooversigter, men ikke eksisterer i virkeligheden. Når økonomer taler om 'arbejdsudbud' - altså flere rigtige mennesker på arbejdsmarkedet, alternativt at de arbejdende skal arbejde endnu mere - så er der måske ogå bare tale om 'tal på papir' uden hold i virkeligheden, fordi modellen siger, at det vil gå sådan. Det kunne være interessant at få dette, sikkert meget uprofessionelle udsagn, belyst.

I bestræbelserne efter at leve op til modellens forudsigelser foreslog regeringen også at ændre ved nogle helt grundlæggende velfærdsydelser som børnecheck og folkepension.

Det er en glidebane.
Der er nogle helt basale punkter i den danske velfærdsmodel. Det er

• folkepension til alle,
• børnecheck til alle,
• ordentlig ældreomssorg for alle,
• sundhedssystem for alle og
• uddannelsessystem for alle

Det erområder, alle borgere kan benytte sig af uden at skulle betale særskilt for det; der er betalt over skatten.
Det vil være katastrofalt at ændre disse områder mere eller mindre til et markedsbaseret system.

Det kunne se ud til, at de folkevalgte i alt for høj grad lader sig styre af den holdning, der siger, at den offentlige økonomi skal styres som en forretning, og at de derfor agerer som en slags bestyrelse a la en stor privat virksomhed. Det, tror jeg, er forkert, og det kan vel ikke være meningen at betragte det mandat, som vælgerne har givet politikerne, som et almindeligt arbejde uden skelen til de værdier og holdninger, man er blevet valgt på?

Et sidste område, hvor jeg mener, at regeringen ikke har gjort tilstrækkeligt, er ungdomsarbejdsløsheden, som hænger uløseligt sammen med ungdomsuddannelserne og senere de videregående uddannelser. Jeg efterlyser mere håndfaste initiativer, især mht. praktikpladser. Det er vanvittig kortsigtet at svigte og tabe ungdomsårgange på gulvet.

• Jeg kunne ønske en økonomisk politik, der mere ligner den, hvor regeringer fører ekspansiv politik i krisetider for at skabe job og vækst.
• Jeg kunne ønske en mere bæredygtig grøn politik, selv om det måske er det område, regeringen har gjort det bedst i, men altså mere grøn energi og større udfasninghurtigere af fossil energi.
• Jeg kunne ønske mod til at tænke anderledes og mere kreativt i almindelighed samtidig med, at en sårbar social balance fastholdes.
• Jeg kunne ønske en meget højere grad af troværdighed, så man kan genkende politikken efter et valg med det, der bliver sagt før valget.

Alt dette får mig til at forudsige et folketingsvalg i efteråret, og resultatet bliver sindsygt spændende. Imidlertid – og på trods – ønsker jeg fortsat en centrum-venstre regering. Den skal blot agere mere troværdigt end den nuværende og undlade at føre borgerlig blå politik, men bare være lidt lyserød.

Socialdemokratiet er en fuser.

Det siges, at de ledende socialdemokrater selv siger, at de aldrig vil gå tilbage til en fuser. Mit spørgsmål er så: Mon de nogensinde vil få vendt deres dårlige meningsmålinger fra de omkring hver sjette tilhænger til bare noger mere, når de nu i mere end 6 måneder har vist sig at være fusere?
Jeg tror det ikke – i hvert fald ikke med den leder, der lige nu bestemmer farten. Hvis Helle Thorning-Schmidt da overhovedet bestemmer noget som som helst.

I England har man det med skyggeregeringer, som er oppositionens svar på den siddende regering. Forskellen på England og Danmark er, at skyggestatsministeren allerede har sæde i i regeringen. Gæt selv hvem.
Når den radikale topleder overhovedet har kunnet få så stor indflydelse, skyldes det efter min overbevisning, at den formelle statsminister har været så ivrig efter at komme til fadet, at hun har givet køb på så at sige alle socialdemokratiske ideer og værdier. Hun har så at sige prostitueret sig for at få titlen 'statsminister' – og jeg tror, historiens dom vil være barsk for ikke at sige nådesløs.
Egentlig kan man vel ikke klandre de radikale for at tage den indflydelse, de kan få, men man kan klandre venstrefløjen for for det første at sælge ud af arvesølvet, og for det andet at gå med til den højredrejning, der er sket. Hvis spørgsmålet er, hvornår socialdemokraterne blev borgerlige, så er svaret, at det blev med Helle Thorning-Schmidt og hendes tro væbner Bjarne Corydon.
De gik til valg på modstand mod den borgerlige økonomiske politik. De regerer mere borgerligt end borgerligt i stedet for at fastholde, at det er nødvendigt med offentlige investeringer for at at skaffe arbejdspladser og sætte gang i samfundshjulene igen. De er set gentagne gange, at sparepolitikken skaber ulighed og fattigdom, mens investeringsplotikken skaber vækst.
Der ville oven i købet være en historisk chance for at skabe vækst på den bæredygtige måde ved at bruge venstre-centrum-flertallet til at motivere de rigtige grønne investeringer, som også ville skabe rigtige arbejdspladser, som ikke er luftige kreditpengejonglører.

Projektet er tabt, og pilen peger på regeringstoppen, når synderne skal findes. Det er ubærligt. Lad os få et opgør med synderne, indsætte nogle mere ansvarlige ledere og håbe på, at det ikke er for sent.

Hvem sagde socialdemokrat?

I dag mødte jeg de lokale socialdemokrater nede i byen. De ville gerne give mig en rose, men den ønskede jeg ikke at modtage. Jeg opfattede det nærmest som en form for aflad.

• For det første virkede det som om, de var sendt på gaden på grund af den fatale meningsmåling, der viste den dårligste opbakning til det gamle parti i mands minde – altså kun omkring hver sjette vælger ville sætte sit 'X' ved liste A mod tidligere hver fjerde eller tredje, ved sidste valg dog kun hver femte, og nu skulle flaget vises.
• For det andet hører jeg til den gruppe i vælgerkorpset, der sandt for dyden ønskede en ny regering ved valget i september 2011, og er blevet næsten frustreret over den førte økonomiske politik. En super borgerlig regering kunne ikke have gjort det bedre! - og det er da en skam, fordi der er opnået mange andre gode resultater, især omkring afskaffelsen af fattigdomsydelsen, omkring klima og energi. Mange af de nye ministre gør egentlig en god indsats modsat deres chef, kassemester og hovedarkitekt på det økonomiske felt, den radikale Margrethe Vestager. Disse tre synes formodentlig selv, at netop de yder en fremragende indsats og er noget så ansvarlige.
• For det tredje kommer man ikke uden om, at regeringen har sagt ét før valget og gjort næsten det stik modsatte efter. Det har været prisen for, at socialdemokraterne og folkesocialisterne med stor nidkærhed holdt de de radikale ude fra indflydelse de sidste år frem mod valget. De radikale tog grusomt hævn i regeringsgrundlaget. Jeg er blevet overrasket over, i hvor høj grad Margrethe Vestager bekender sig til Milton Friedmanns monetaristiske skole. Venstrefløjen plejer ellers nok at hælde mod Keynes i deres tilgang til økonomien, men det virker, som om Helle Thorning-Schmidt har været mere end forhippet på at kunne skrive statsminister på visitkortet, og Villy Søvndal i næsten lige så høj grad har ønsket at vise, at folkesocialisterne skam godt kan være ansvarlige. Begge dele så grundigt, at de har glemt rødderne, vingerne kan ikke bære længere, og de har skiftet økonomisk skole.

De er simpelthen nu afsløret, og de har gjort samfundet en bjørnetjeneste.

• Den fjerde grund til, at jeg ikke ønskede at modtage den socialdemokratiske røde rose, var en demonstration over for de udsendte partisoldater, og at de nu må prøve at videreformidle, at der er et ønske om at blive vidne til en ægte centrum-venstre politik.

Der var en gang en socialdemokratisk LO-boss, som bramfrit udtrykte, at 'vi har sejret ad Helvede til!' Han henviste med rette til de resultater, som arbejderbevægelsen havde opnået med deres to-bens-politik, nemlig de faglige og politiske ben.
I dag tror jeg ikke, Harald Børsting stiller sig op og udtrykker det samme. 

For hvem er det lige, der har sejret? Det er i den grad de borgerlige, fordi ingen på det politiske parnas til venstre for folkesocialisterne ikke vil hævde, at der skal være en vis ulighed i samfundet. Det skal kunne betale sig at arbejde, og alle på overførselsindkomster skal finde sig i, at de bliver ringere stillet, fx ved lavere stigningstakter, at dagpengeperioden halveres, og med skattereformen er der lagt op til, at folkepensionens grundbeløb skal indtægtsreguleres ligesom børnechecken. Det er en glidebane uden lige, at disse grundfæstede rettigheder hældes ned ad brættet. Selv den 'liberale' Fogh blev vred, da en hans ministre slog til lyd for, at ulighed var godt. Socialdemokraten Thorning-Schmidt synes, det er ok.

Man kan da vist roligt sige, at der er sket et paradigmeskift i dansk politik. Pyramiderne er blevet vendt på hovedet. Nyrops bemærkning til pianisterne om, at 'stuerene bliver I aldrig' er blevet gjort til skamme. Jeg tror desværre, at mange ser dem som de nye socialdemokrater. Skal vi være glade for det?

Til lykke, Rasmus Kærsgaard.

Forårskoncert i Hvidovre
 
En forårssøndag i solskin sidst på eftermiddagen er der forårskoncert i Risbjerg Kirke i Hvidovre. Det er BrassBandet OBG Brass, som giver koncert, og det er ikke en helt almindelig koncert. Der er nemlig et par uropførelser på programmet. Mere herom senere.

OBG Brass blev oprettet i 2004 af tre tidligere medlemmer af Concord Brass Band og Lyngby-Taarbæk Brass Band. Bandet startede med 15 medlemmer, der alle havde en fortid i et af de to bands. Siden er medlemstallet steget til de nuværende 25 medlemmer, og alle stemmer er næsten fuldt besat. Intentionen har fra begyndelsen været, at bandet til enhver tid skal kunne stå inde for det, der spilles, og at glæden ved at spille skal bevares, så vi har det godt i bandet og nyder at spille sammen. OBG Brass debuterede til Lyngby-Taarbæks før-DM koncert i oktober 2004 med stor succes. Bandet har efterfølgende afholdt flere koncerter med Lyngby-Taarbæk Brass Band og med Concord Brass Band. OBG Brass har efterhånden også afholdt en del koncerter alene og altså bl.a. denne forårskoncert i Risbjerg Kirke, Hvidovre. Orkestret har spillet under ledelse af 4 dirigenter, og den nuværende, Susanne Vibæk, har været dirigent i to omgange. Ind i mellem kom
Rasmus Kærsgaard fra 2010 - 2012, og det har også haft betydning for denne koncert.

Koncerten var præget af et godt og erfarent band og en dirigent, som veloplagt bandt de forskellige programpunkter sammen. Programmet for denne godt en time lang koncert bestod af følgende:
”Den lille pige med svovlstikkerne” (Enna/Hammerbak)
”The Catskills” (Hess/Littlemore)
”Past Eyernity” (Rasmus Kærsgaard)
”Mid all the Traffic” (Ballantine)
”Danske folkeviser i mol – Ramund den unge, Jeg gik mig ud en sommerdag og Der stod tre skalke” (E. Glarø)
”Dance of the Nights ” (fra Prokofievs ballet af samme navn/Glarø)
”Wonderful Tonight” (Clapton/Glarø), solist Steffen Angstmann, trombone)
og
”Valdres march” (Hanssen/Møller)

Et program, der bl.a. var kommet i stand på grund af BrassBandets utrættelige medlem Erling Glarøs indsats med at arrangere musikstykkerne til brass band musik. Som det fremgår fra programmet, har Erling Glarø haft en finger med i spillet ved tre af musikstykkerne. Det skyldes bl.a., at forårskoncerten samtidig var en fødeslsdagskoncert i anlednning af Erling Glarøs 70 års fødselsdag.
Til lykke med det skarpe hjørne – og still going strong.
De tre folkeviser i mol var også en uropførelse, og det blev bevist, at musik i mol bestemt ikke behøver at være 'kedeligt' og højtideligt. Der var en glædesklang over fremførelsen.

Solisten Steffen Angstmann er formentlig på gennemrejse, idet han kommer fra Tyskland og er tilknyttet Hvidovre Hospital som psykolog, mens han gør sin Ph.D-afhandling færdig. Han leverede en fremragende gennemspilning af Eric Claptons ”Wonderful Tonight” i Glarøs arrangement, og der er ikke noget at sige til, at dirigent Susanne Vibæk (og orkestret i øvrigt) var glad for at kunne tælle ham blandt orkestermedlemmerne.

Men efter min opfattelse var det enestående ved denne forårskoncert, at en ung dansk musiker og komponist har skrevet et fornyende værk til brass band musik, nemlig ”Past Eternity”, som blev uropført denne forårssøndag. Det var i sandhed et stykke musik med et dejligt klangbillede, moderne rytme og kraftige passager. Det var medrivende, og man blev i herligt humør (hvis man ikke var det i forvejen) ved at lytte til denne uropførelse. Det var billeddannende, og jeg tror, at ”Past Eternity” vil komme til at være på rigtig mange brass bands repertoireliste, for det første fordi det var god musik og for det andet fordi det var ny – og dansk – musik, skrevet specielt til messingmusik.
Jeg ønsker, at Rasmus Kærsgaard vil fortsætte med at komponere. Der var virkelig potentiale til mere musik af samme skuffe, noget jeg heldigvis blev bekræftet i efterfølgende. At jeg ikke var alene med denne opfattelse, kunne høres af det langvarige bifald efter fremførelsen – flere synes godt om værket. Herligt!

Det var en god dag for Rasmus Kærsgaard og OBG Brass Band.

Efter det ordinære program spillede OBG ”Farewell Blues”, hvorefter bandet var vært ved et arrangement. I øvrigt:OBG Brass øver hver mandag kl. 19-22 i Ny Lyngbygård, Lyngby og har to ledige pladser, se evt. www.obgbrass.dk

Folkeoplysning og dannelse

Jeg var til gymnastikopvisning i dag, søndag den 6. maj – i Helsingør-Hallen. Anledningen var mit barnebarns deltagelse i Helsingør Gymnastik Forenings afslutningsopvisning. Det er selvfølgelig først og fremmest dejligt at se sit barnebarn udfolde sig med en sund og god interesse.
Det kan ikke være anderledes.

Men det, som også glædede mig, var den entusiasme, engagement og involvering, som de unge trænere viste. Der var for det meste tale om unge piger, der havde haft et eller flere hold her i vintersæsonen. Alle var de nogle rigtig gode forbilleder for de mindre børn. De udstrålede glæde og ansvarsfuldhed over for de børn, de havde ansvaret for.

Det var en fornøjelse at overvære og lover så meget godt for fremtiden, at breddeidrætten og dannelsen på den måde trives.

Der er bestemt grund til at takke for den store indsats, disse frivillige unge mennesker udfører – og de lidt ældres med for den sags skyld.
Man må ønske, at de unge vil fortsætte med deres frivillighedsindsats, så de nye kan forstå, at de også bør gøre deres indsats, når den tid kommer. Man må også ønske, at kommuner og stat fortsat vil støtte denne tradition i det danske dannelsessystem – at folkeoplysningen fortsat støttes med økonomiske midler, at støtten ikke bureaukratiseres og bindes op på større evalueringer og kontrolforanstaltninger, så lysten til at udføre frivillighedsarbejdet forsvinder i takt med forøgelsen af kontrollerne.

Lad indsatsen leve og lev med, at der måske forbruges nogle småpenge lidt på kanten af, hvad de er tænkt til. Lad der være højt til loftet.

Der er så mange, der på baggrund af det meget store arbejde, der lægges i foreningslivet, vokser og får glæder i deres fritid, at det er helt ubetaleligt.

Styrk samarbejdet i folkeoplysningens navn mellem foreningslivet i bred forstand, ungdomsarbejdet, folkeskolerne, folkekirken og folkebibliotekerne.

Jeg er sikker på, at pengene er givet godt ud som en investering i fremtiden, og på længere sigt giver de et fornuftigt afkast i form af mindre kriminalitet, større sundhed og leveglæde. Lad det ikke på grund af fx besparelser på de offentlige budgetter overgå til en eller anden form for privatisering, bl.a. via meget højere kontingenter – det er en offentlig opgave, og lad os glædes over det.

Nørrebro Park Skole har modtaget en 'farvepris'

Nedenstående er kopieret fra fagbladet 'folkeskole':

Af: Maria Becher Trier

Kunsten er blevet integreret på Nørrebro Park Skole. Danske Malermestres farvepris 2012 går til arkitekterne og billedkunstneren bag udsmykningen af Nørrebro Park Skole.

Årets Farvepris uddeles til arkitektfirmaet Nova5 og billedkunstner Malene Bach for den udsmykning, som er en del af istandsættelsen og sammenlægningen af Jagtvejens og Havremarkens skoler til Nørrebro Park Skole.

"Sammen har arkitekterne og billedkunstneren på forbilledlig vis formået at samle tre helt forskellige bygninger til en helhed. Man har skabt et undervisningsmiljø, der kan være en daglig kilde til inspiration for brugerne og samtidig giver mulighed for ro og fordybelse. Der er brugt mange virkemidler, der nøje er afstemt til hinanden og uden, at der overdrives. Projektet fremstår derfor ualmindelig helstøbt og helhjertet", står der i begrundelsen.

Den nye skole er opstået efter Københavns Kommunes skolestrukturændringer, hvor ti folkeskoler blev til fem nye skoler.

"Skolen efterspurgte kunst, der kunne koble skolen sammen, og sammen med kunstner Malene Bach har vi haft meget frie hænder til arbejdet", fortæller arkitekt Jørgen Kreiner-Møller, Nova5 Arkitekter A/S.

Inspirationen til udsmykninger, mønstre og farver er i sig selv en integration af forskellige tider og steder; blandt andet er der tydelige træk fra H. C. Andersens papirklip, fra klassiske arabiske og japanske mønstre og fra den franske arkitekt Le Corbursier.
I pressemeddelelsen opfordrer Danske Malermestre til, at andre skoler tager ved lærer af Nørrebro Park Skole.
"Københavns Kommune har med denne istandsættelse opnået et attråværdigt miljø for skolens elever og lærere - et eksempel til efterfølgelse på mange andre skoler".

Først og fremmest er der grund til at ønske Nørrebro Park Skole til lykke med farveprisen. Det er dejligt, når der forsøges at leve op til det 4. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg - det sker desværre alt for sjældent:

"Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte".

 

Jeg er sikker på, at dette 4. bud for fremtidens skole er meget væsentligt - især i disse tider, hvor der i konkurrencens og individualismens ånd satses umanerlig meget på det målbare og konkrete - ofte på bekostning af kreativiten.
Der er grund til at lægge mærke til, at en skole opnår at få en sådan pris, fordi alt for mange skoler har mere end svært ved at leve op til ovenstående fjerde bud. Mange skoler fremstår nedslidte og ofte også præget af manglende respekt for det æstetiske. Det skal nemlig læres, men tit er kulturen den, at når udsmykning, lokaler og inventar ikke er mit, betyder det ikke så meget, hvis jeg behandler det dårligt. Derfor er det væsentligt, at elever, forældre og ansatte møder kunst og kunstnerisk udtryk i deres dagligdag og lærer at omgås det med respekt.
Det seneste påfund er en sammensmeltning af fagene sløjd og håndarbejde. Det skal ikke nægtes, at de to fag kan have et godt øje til hverandre, men faren er her - som i så mange andre tilfælde - at det går hen og bliver overfladisk. Også i disse fag gælder det, at der skal en høj grad af faglighed til, før der bliver kvalitet i undervisningen.

Derudover kunne jeg blot godt tænke mig at få kendskab til, hvad der skal ske med udsmykningen på den tidligere Havremarkens Skole, som nu er helt opslugt i Nørrebro Park Skoles nye bygninger. Udsmykningen blev udført af kunstneren Per Johan Svendsen i 90'erne og udtrykker forskellige afgørende begivenheder i menneskehedens historie. Udsmykningen blev sponsoreret NovoZymes og i øvrigt af andre indsamlede midler, bl.a. i forbindelse med skolens udviklingsarbejde som lokalt kulturcenter.

For god ordens skyld nævner jeg, at jeg var skoleleder på Havremarken Skole 1988-1999.