Musen og elefanten.

De fleste af os kender historien om musen og elefanten, der er på vej hen over en bro, og hvor musen udbryder: ”Ihh – hvor vi tramper!”.

Det er lidt den samme fornemmelse, man kan sidde tilbage med, når man ser på det, som den borgerlige regering i 'etterne' kaldte 'den aktivistiske udenrigspolitik'. Den med, at nu skulle Danmark ikke blot med ord, men også med handling sætte magt bag ordene.
De danske politikere har sendt soldater i tusindvis ud i krigsmissioner, og soldaterne har med dygtighed og med deres liv som indsats gjort alt, hvad der har stået i deres magt for løse umulige opgaver.

Respekt for dette, men disrespekt for politikerne, som efter min mening står tilbage som utroværdige.

Inden for de seneste 10 år har vi som nation medvirket i tre (3!) aggressionskrige, nemlig
i Irak (uden FN-mandat), i Afghanistan (med FN-mandat) og i Libyen (med FN-mandat).
Ingen af disse krige er endt med det, som politikerne lovede befolkningerne: At de skulle medvirke til, at demokrati og ordentlige forhold for borgerne skulle indføres i de krigshærgede regioner. Tværtimod!
Alle krigene må anses for tabte i almindelig militær betydning, og tilbagetrækningerne er sket under paraplyen af, at vi nå går fra kamp til uddannelse (af militære færdigheder – ikke civile).
Hvis vi tæller 1990'erne med, er der 4 aggressionskrige, nemlig bombningerne på Balkan i NATO-regi. Heller ikke den krig kan siges at være vundet, omend det er den mission, der kommer tættest på.

Som altid i krige har civilbefolkningen været dem, der har været hårdest udsat. Lige siden Irak-krigen har det forlydt, at man ved hjælp af præcisionsbombninger af militære anlæg ville undgå at skade civilbefolkningen. Det har naturligvis vist sig ikke at passe – hverken den gang eller ved de seneste bombninger i Libyen.
På samme måde har vi nok heller ikke set de sidste episoder, hvor danske tropper under udøvelsen af deres arbejde har begået fejl, som har haft fatale følger for civile. Naturligvis ikke, fordi det er uundgåeligt i krig, og det skal ikke bebrejdes soldaterne, men ansvaret er placeret hos dem, der er arbejdsgivere, politikerne.
Jeg mener egentlig godt, at man i parlamentarismens navn kan bebrejde Folketinget, at det i disse situationer ikke har vist sig at være deres opgave voksen, fordi de i alt for ringe grad har udført den nødvendige kontrol med regeringen. De har været dikkende lammehaler i disse sager og været medvirkende til at føre den danske befolkning bag lyset.

Vi må håbe på, at den senest udsendte sikkerhedpolitiske analyse vil åbne for en bred debat om forsvarets opgaver, forsvarsministeriets (eller måske krigsministeriets) mange roller og ikke mindst hvilke opgaver, Danmark skal tage del i fremover på det militære område.
Jeg håber på, at opgaverne vil blive koncentreret om Arktis (så vi går fra aggression til forsvar), og at den militære kamp for udbredelsen af den vestlige opfattelse af demokrati til fjerntliggende regioner nedtones kraftigt.

Fem nødvendige debatter

I den offentlige debat er der for tiden megen opmærksomhed på, hvordan især Danmark, men også EU rider den finansielle storm af uden at frisuren kommer for meget i uorden.
Det er også fint nok, og da Danmark er formand for EU er opmærksomheden velanbragt.
Vores regering er imidlertid ikke kommet så godt fra start, og årsagen skal søges i skuffede forventninger fra regeringspartiernes medlemmer og fra de vælgere, der stemte på dem samt i, at den jo er en mindretalsregering.

Men der er nogle forhold, som vil række videre end den brandslukningsaktion, EU befinder sig, og det er danske forhold, som har forbindelse med EU på længere sigt, men som vil kunne få mærkbare konsekvenser for den danske befolkning, hvis der ikke inden for en relativ kort tidshorisont findes findes holdbare løsninger, men i det mindste at vi har haft debatten.
I et samfund hænger problemstillingerne som oftest sammen, og her er der ingen undtagelser. Jeg synes, der er fem områder, som skal diskuteres, fordi det forekommer mig, at uden bred forståelse i samfundet, vil løsningerne blive vanskelige at gennemføre.
De fem områder er:

• Grundlovsændringer
• Forfatningsdomstol
• Beskæftigelse/ungdomsarbejdsløshed
• Skattereform
• Energi 

De hænger som nævnt sammen, men jeg vil nu alligevel kommentere den et for et, og jeg begynder med arbejdsløsheden især ungdomsarbejdsløsheden. Både beskæftigelses- og socialministeren har udtalt sig i brede og ukonkrete vendinger om problemerne. Ingen af dem har blot så meget som løftet en lille flig af, hvordan de konkret vil etablere virkelige arbejdspladser. Det er helt sikkert ikke nok at tro, at bare de arbejdsløse uddanner sig eller vente på et usikkert resultat af nogle trepartsforhandlinger, så står arbejdspladserne og venter. Det gør de ikke. Prøv i det mindste at opstille nogle fyrtårne, der kan kan vise vej til målene.
Skatteministeren er noget mere konkret uden at være nytænkende, men det er dog nemmere at forholde sig til. Det havner imidlertid let i en debat om balancen mellem højtlønnede og lavtlønnede, fordi det jo er en skat på arbejde, der lægges frem.
Prøv med lidt kreativivtet – hvad med fx at lægge skat på resurser, råstoffer, energi og jord, som prof. Jørgen Ørstrøm Møller har foreslået i Politiken den 7. januar 2012 og tidligere i internationale tidsskrifter? Han opstiller tillige spørgsmålet om vækst i BNP er det eneste saliggørende – det er da en diskussion værd!
Et andet konkret forslag, regeringen er kommet med, er et kompromis mellem sit eget, ambitiøse forslag til en energireform og den forrige regerings knapt så vidtrækkende ditto, men her har oppositionen foreløbig lagt sig lidt mageligt til rette i hængekøjen. Jeg håber, den besinder sig og trækker i arbejdstøjet. Det er nødvendigt, at der er et bredt flertal bag en energireform, hvis den skal virke, og vi må altså fase de fossile brændstoffer ud og satse på sol og vind – evt. også fusionsenergi.
Her til sidst kommer vi så frem til en sikkert meget lang sag, nemlig behovet for en ny grundlov, fordi – med al respekt for alle grundlovens fædre – den nuværende altså er for meget ude af trit med det moderne danske samfund og relationer, vi som nation er nødt til at forholde os til, og den mangler jo også paragraffer om demokrati, parlamentarisme og om forfatningstvister, og det er også nødvendigt at diskutere et arveligt monarki og om, hvorvidt vi skal have en statskirke.
Jeg synes, det er i orden, at det skal være vanskeligt at ændre grundloven, fordi det i sagens natur ikke er lov, som vi bare ændrer som andre love. En forfatning er en ganske særlig sag og skal være gennemtænkt samt svær at ændre. Det er nødvendigt dels at have en ordentlig og bred folkelig debat, dels at etablere en grundlovskommission, der både inddrager resultater, synspunkter og holdninger fra den brede debat og selv tager initiativer til juridiske diskussioner. Kommissionens sammensætning vil nok blive noget elitær – det kan formentlig ikke undgås – men det kan der måske rådes bod på ved at invitere repræsentanter fra de faglige organisationer samt andre foreningsrepræsentanter.

Jeg tror, at udfaldet af disse fem debatter også vil få betydning for vort forhold til EU. Set i det helt lange perspektiv kan det jo godt gå hen og blive sådan, at der skal tages stilling til eksistensen af de europæiske nationalstater, og så kan det være rigtig hensigtsmæssigt, at vi har haft disse diskussioner.

Besparelser på kulturen – og andre vigtige områder.

I går var min kone og jeg taget til det Det kongelige Teater (DKT) for at overvære en støttekoncert, som det kongelige operakor i samarbejde med Det kongelige Kapel samt andre gode mennesker havde arrangeret i forbindelse med de igangværende forhandlinger om udmøntningen af de besparelser, som DKT skal foretage i henhold til finansloven og den 4-årige aftale, teatret og kulturministeriet/kulturudvalget har indgået.
Vi mente at komme i relativ god tid, men det var på et hængende hår, vi kom ind. Der var simpelthen stuvende fuldt, og vi var heldige at få plads på sidste række oppe på galleriet.
Det var herligt, at så mange var mødt op for at vise støtte og engagement om dette vitale spørgsmål: Er det i orden at spare på et område, der er så vigtigt for Danmarks samlede kulturliv?
Programmet for koncerten kan læses i slutningen af dette indlæg. Mellem fremførelsen af 'ørehængende' uddrag fra forskellige værker var der taler af repræsentanter fra  bl.a. skuespillerne, balletkorpset, "Operaen Venner", operachefen og andre kulturinteresserede 'kendisser'. Hele forestillingen blev styret og bundet sammen af forhv. operasanger Tonny Landy.
Det var - ikke overraskende - tydeligt, at hele salen bakkede 100 % op bag sagen.
Teaterledelsen har meddelt, at de vælger at lægge hårdt ud for at undgå senere besparelser – altså et ordentligt hug, hvilket betyder, at alle afdelinger vil blive berørt. Den første udmelding lød på, at 100 stillinger skal nedlægges: 60 blandt TAP'erne, 35 blandt kunstnerne og 5 i ledelsen.
Nu ser det så ud til, at tillidsrepræsentanterne har fået forhandlet sig frem til, at det 'kun' er 83 stillinger, som skal nedlægges.

Operakoret er udset til at 'bære' en meget stor del af nedskæringerne for det kunstneriske personale, nemlig 16, så koret går fra 56 veluddannede kunstnere til 40, men de 56 sangere var i forvejen udtryk for en tidligere nedskæring.

Det har altid været en diskussion om, hvorfor københavnerne skal nyde godt af DKT, mens skatteyderne i de lidt fjernere dele af landet bare skal betale uden at få del i godterne. Men dels turnerer DKT rundt i landet med mange forestillinger, dels kan der ikke etableres nationale scener med internationalt niveau flere steder i landet, og endelig er der mange fremragende teatre i fx Århus, Ålborg og Odense, som også får del i kulturpengene, og derfor synes jeg, det er et tyndt argument for, at der ikke hverken kan eller skal tilflyde DKT flere midler.

Det er da en underlighed, at man både takker ja til en foræring i kæmpemillionklassen, og via en visionær og knalddygtig operachef samt en ligeså chefdirigent får opbygget en opera med kor, kapel og nutidig scene og kort efter bygger en tilsvarende skuespilhus, for så senere ikke at ville betale, hvad det koster at drive disse to bygninger med indhold plus den gamle scene med dens historie.
Det er den gamle fortælling om, at det kræver mindst ti rigtig gode begivenheder for at opbygge det fremragende, men kun én for at rive det hele ned i gruset.
Det vil vare årtier at få det genopbygget, hvis nedskæringerne gennemføres.
Det er simpelthen så talentløst og fatalt, at vore politikere ikke har mod og vilje til at støtte innovation og almindelig udvikling i økonomiske krisetider, at det ikke er til at bære. Det gælder jo desværre ikke blot for kunsten, men for forskning, undervisning, uddannelse og beskæftigelse, at den regering, man glædede sig over skulle afløse den gamle borgerlige, har vist sig at være endnu mere gammeldags og borgerlig og ikke visionær og modig.
Det var ikke forventeligt, Margrethe, Villy og Helle skulle vise sig at indeholde det modsatte af, hvad de ellers siden 2007 havde argumenteret for.

Der skal ske noget nyt, hvis vi skal komme ud på den anden side på den gode måde, så derfor skal der ikke tænkes økonomi før visioner. Hvis visionerne ikke skal begrænses, skal det være i den omvendte rækkefølge.
Opfordringen er derfor: Sadl om og kom i gang, inden vi bliver både fattige og dumme.

Programmet:
"Gæsternes indtog" fra Tannhäuser
"Triumfmarchen" fra Aida
"Fangekoret" fra Nabucco
"Wach auf!" fra Mestersangerne i Nürnberg
"Nynnekoret" fra Madame Butterfly
"Intermezzo" fra Cavalleria Rusticana
"Påskehymnen" fra Cavalleria Rusticana
samt
"Morgensang" fra Elverskud

Hvor blev oprøret fra centrum-venstre af?

Det er vel på sin plads her at ønske glædelig baghjul, for efter 3 måneder med partier i regering, der burde passe som hånd i handske til en ægte centrum-venstre regering, kan det konstateres, at vi endnu har til gode at se centrum-venstre kræfterne spille med musklerne. De har valgt at ligge i baghjul og opføre sig 'statsmandsagtigt', visionsløst, fornuftigt og ansvarligt og glemt projektet.

Gennem snart hele 2011 gik vi og ventede på, at folketingsvalget ville blive udskrevet. Alle de politiske kommentatorer gættede og gættede, men først i slutningen af august udskrev Lars Løkke Rasmussen valget til afholdelse den 15. september 2011. Der havde været ført valgkamp i lang tid. S og SF havde praktisk talt slået pjalterne sammen for at fremstå som et dueligt regeringsalternativ til den borgerlige blok. De havde fået udarbejdet fælles oplæg, som alle havde det til fælles, at de begyndte med 'fair'. Oplæggene blev fremlagt i fællesskab, og der blev slebet kanter af, så de to partier var parate til at danne regering. De radikales projekt var at gå på to ben, nemlig at komme af med den borgerlige regring og Dansk Folkepartis store indflydelse samt at føre politik, som byggede på tillid og ansvarlighed. De meldte klart ud, at de støttede regeringsalternativet til de borgerlige. Derfor rakte de hånden ud og ville gerne være med i de rødes drøftelser. Det kom de ikke rigtig, men blev som regel afvist med, at der ikke ville blive ændret et komma i 'fair'-planerne.
På et tidspunkt blev det nok lidt for meget for de radikale, og derfor meldte de sig ind i efterlønsforliget, og det var en begmand til Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal.

Ikke desto mindre proklamerede Helle Thorning Schmidt ved midnatstide den 15. september 2011, at 'vi gjorde det!'
Hvad det var, de gjorde, er i bakspejlet lidt uklart. S og SF tabte valget stort, men vandt sammen med R regeringsmagten efter mange dages opslidende og hemmelige forhandlinger.
Her er det, jeg begynder at undres, fordi jeg altid har anset de radikale som reformvenlige. Jeg forventede klart, at den centrum-venstre alliance, der nu dannede regering, også ville arbejde på at ændre den (s)tilstand, Danmark var gerådet ind i under den borgerlige regerings metaltræthed.
Jeg venter stadig, fordi alliancen har valgt at bygge videre på en borgerlig finanslov, der lægger op til at spare sig ud af den finansielle krise.
Den såkaldte kick-start lader vente på sig, og den skaber helt utilfredsstillende få arbejdspladser, og hvad værre er, der mangler fuldstændig visioner. Der er ingen ideer til, hvordan fx ungdomsarbejdsløsheden skal nedbringes. Centrum-venstre alliancen viser sig som et hold bogholdere og sagsbehandlere, der ikke tør – og måske heller ikke evner – beskrive i klare, forpligtende sætninger, hvad de vil med magten.
Lad os da se og høre lidt gejst – hvorfor ligge på hjul. Tag initiativet og fremlæg nogle ideer, der rækker ud over den kedelige med, at vi kan ikke gøre noget, fordi vi ingen penge har.
Ja – der mangler penge i kassen, men så skaf dem dog. Sæt trumf på og indtænk de få energiresurser, vi endnu har tilbage i Nordsøen. Det er ikke APMs og konsortiers olie – det er det danske samfunds olie, og vil APM ikke hiuve den op, så find nogle andre, der vil på samfundets præmisser.
Hvorfor skal spekulanterne fortsat grine smørret, når de foretager deres samfundsskadelige spekulationer. Forlang dog, at de skal betale til kassen. Hvis de ikke betale og truer med at flytte ud af landet – så lad snylterne rejse. Gå ind for EU-kommissionens forslag om skat på finansielle transaktioner. Benyt medlems- og formandsskabet i EU til at påvirke og skaffe indflydelse, så der bliver lyttet til danske ideer
og kreativitet.
Hent nogle penge ved at afskaffe den løgnagtige såkaldte aktivistiske udenrigspolitik, der sender unge i i krig langt fra Danmark.
Skaf penge til statskassen ved at give skatter og afgifter et lille nøk, så flosklerne om at sætte gang i hjulene, kan blive til virkelighed i langt større udstrækning, end det såkaldte kick kan.
Få den grønne sektor til at spille som et hold, hvor den vedvarende energi er den ene spydspids, den kreative byggesektor med visionære arkitekter og ingeniører er den anden, hvor de primære erhverv er den superfarlige midtbane med et nichepræget, men effektivt landbrug er den fremskudte centerforward, hvor uddannelsessystemet er den spilopbyggende midtbane, og hvor folketinget er demokratiets vogter, der drager omsorg for, at vi vender tilbage til retsstaten.

Jeg er overbevist om nødvendigheden af, at økonomien skal speedes op i nedgangstider og bremses ned i opgangstider, og med denne udgangsbøn ønsker jeg alle læsere et godt nyt år!

Ledighed, efterlønnere og jobskabelse

Hvordan mon man kan få det til at hænge sammen?

I dag vedtages loven om højere folkepensionsalder, fleksydelser og den gradvis afskaffesle af efterlønnen. Det sker med såvel den tidligere regerings som den nuværende regerings stemmer, fordi de radikale indgik forlig med den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti, inden valget i september 2011, og der også i det nye Folketing er flertal for forslaget. Dansk Folkeparti gik med i forliget mod bl.a. at få indført skærpet grænsekontrol. De må føle sig noget lange i ansigterne, fordi de jo altid påstår, at de er 'den lille mands parti' (hvad det så end er?), og nu bliver både efterlønnen og den øgede grænsekontrol afskaffet.

De radikale har gennem længere tid været fortaler for at se på overførselsindkomsterne, og set i det lys er det måske nok en god ide at afskaffe efterlønnen inden for en ikke så fjern fremtid, men deres tanker er jo kommet til verden i tider med overskud på statsfinanserne og virkelig fart på økonomien og de private virksomheders vækst. Der kunne forudses mangel på arbejdskraft, og derfor skulle 'de grå tigre' vente med at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet – der ville blive så meget brug for det såkaldte 'grå guld'.

Denne udstilling af manglende virkelighedssans har egentlig aldrig rigtig huet mig, fordi vi gennem den sidste snes år har set, at det som regel er de ældre medarbejdere, der opfordres til at lade sig pensionere, eller direkte får besked på, at der ikke er brug for dem mere, når der skal rationaliseres. Har de været ældre end 55 år, har det været mere end svært at få et nyt arbejde – ingen eller kun få virksomheder, private eller offentlige, har været interesserede i at ansætte ældre medarbejdere. Begrundelsen har ofte været, at deres kompetencer er forældede, så pyt med deres store erfaring og viden i øvrigt.

Der har altså efter min vurdering aldrig været særlig meget brug for de ældre på arbejdsmarkedet, når de først var kommet ud i ledighed og det på trods af såkaldte gode tider!

Nu bliver de med statsstøtte sat ud i ledighedskøen – salig Svend Auken må rotere i sin grav – han var en af hovedarkitekterne bag efterlønnen, fordi de ældre skulle trække sig tilbage til fordel for de unge, som skulle ind på arbejdsmarkedet, da ungsomsledigheden i 1970'erne var stor og større end i dag.
Konkurrencen i dag bliver endnu skarpere.

Ugebrevet A4 har netop i dag begået en analyse af omkring 180.000 virksomheder/selskaber, og den viser, at ca. hver femte af disse har kurs mod en konkurs det kommende år, og hvad værre er – det ser ikke ud til at blive bedre i 2013. Der er tillige tale om virksomheder, der i en vis udstrækning beskæftiger ufaglærte eller arbejdstagere med korte uddannelser.

Alene på denne baggrund er udsigterne ikke lyse. Dertil kommer den generelle krise, hvor for det første udsigterne for statsfinanserne er forværret med et endnu større underskud end først antaget med stigning i ledigheden til følge, for det andet eurokrisen, for det tredje vil energien ifm formandskabet for EU suge meget fra regeringen, og der vil helt sikkert støde flere vanskeligheder til.

Nu kan man hævde, at nedsættelse af efterlønsalderen først træder i kraft fra 2014, men det ændrer altså ikke ved billedet af, at behovet for ekstra arbejdskraft ikke vil være særlig stort i en hel del år fremover. Endvidere er det ikke sandsynligt, at de jobs, der måske skabes i fremtiden, i særlig vid udstrækning vil tilgodese de ældre arbejdstagere, der skal være til rådighed for arbejdsmarkedet som følge af regeringens politik.

Mon ikke den beregnede besparelse vil blive spist op af øgede andre sociale udgifter?

Tiden vil vise, om de borgerlige og regeringen får ret. Jeg tror det ikke.

Trængselsafgift/betalingsring omkring København

En række af Københavns omegnskommuner er mere eller mindre - mest mere - utilfredse med, at regeringen ønsker en hurtig implementering af trængselsafgift i hovedstaden. Jeg synes, det er meget forståeligt. Det er i stor udtrækning deres borgere, der vil komme til at betale. Ligeledes må man drage omsorg for, at de fysiske rammer som fx P-anlæg ved trafikknudepunkterne er i orden, inden hele projektet igangsættes. Projektet er en investering i infrastruktur, som  må tilbagebetales over en længere årrække. Jeg synes også, man skal behandle hinanden ordentligt, og det er logisk at forvente, at de offentlige transportmidler er tilstrækkelige på alle måder, før den enkelte borger skal til lommerne for at betale, hvis de vil køre i bil ind i København. Alt andet vil da svare til, at man havde opkrævet broafgift over Storebæltsbroen og Øresundsbroen, før de var bygget!

Koncertanmeldelse

Anmeldelse af julevelgørenhedskoncerten i Københavns Domkirke søndag den 11. december 2011, kl. 15.

Koncerten var dedikeret til trompetist og professor ved Royal Academy of Music i London James Watson

Medvirkende:

Solist mezzosopran Andrea Pellegrini
og
Ensemblehovaldt: Philip Cobb, solotrompetist i London Symphony Orchestra, Thomas Watson, freelance trompetist i London,
Susanne Skov, freelance hornist, Jesper Busk Sørensen, basunist I Berliner Filharmonikerne og Janus Mogensen, tubaist

Programmet:

Procession of Nobles af Rimsky-Korsakov, arr. Bill Holcombe
Panis Angelicus af Cesar Franck, arr. James Davies
Rose Without a Thorn af Henry VIII, arr. Elgar Howarth
(It is for Me a RightGreat Joy, Pastime with Good Company, Adieu Madame et Ma Maistresse, Departure is My Chief Pain og En Vray Amoure)
En Rose så jeg skyde, katolsk salme fra Köln 1599,oversat af Th. Laub, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini.
Agnus Dei af J.P.Palestrina, arr. L Waldeck.

Tale v/Dorrit Otzen, Reden International.

Sherpherd's Hey af Percy Grainger, arr. David Stanhope.
Ave Maria af Franz Schubert, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini
The Holy and the Ivy, trad. arr. John Iveson
Concerto de Aranjuez af Joaquin, arr. James Davies. Solist Philip Cobb
We wish you a Merry Christmas, trad. arr. John Iveson.
Fællessang, Dejlig er Jorden af B.S. Ingemann, 1850.

Programmet var alsidigt og blev afviklet med god stil og meget professionelt, så koncerten var en fin og dejlig oplevelse, hvor de kompetente musikere viste deres formåen.

Andrea Pellegrini var som altid formidabel. Hun har i løbet af ganske få år markeret sig som en af landets mest efterspurgte og prisbelønnede mezzosopraner, såvel i opera- som koncertsammenhænge.

Der er bestemt også god grund til at fremhæve den ganske unge engelske solotrompetist Philip Cobb fra London Symphony Orchestra. Hans solo blev gennemført uden slinger af nogen art og stod knivskarpt.

Desværre døde professor James Watson pludseligt i februar 2011. Han var en særdeles trompetist og mentor for ensemblet. Ære være hans minde.

Hans søn Thomas Watson trådte i hans sted og drog omsorg for, at koncerten blev afviklet så professionelt.

Den engelske tradition med velgørenhedsjulekoncerter er god, og Dorrit Otzens tale var da også præget af taknemmelighed over for Ensemblehovaldts engagement i denne sammenhæng.

Det er meget dejligt, at ensemblet har etableret et stabilt samarbejde med udenlandske og danske kunstnere med internationalt format.

De omkring 300 tilhørere kunne gå fra Domkirken og ud i den kolde december eftermiddag med en dejlig musikoplevelse i ryggen samt en bevidsthed om at have støttet et godt og værdigt formål i denne kolde tid, hvor den slags sociale institutioner nødvendigvis må have privat støtte for at kunne hjælpe. Afstanden mellem dem, som har behov for hjælp, økonomisk og socialt, og dem, som kan hjælpe, er jo bestemt ikke blevet mindre de sidste 10 år her i kongeriget. Enhver er så absolut ikke sin egen lykkes smed – det er vældig godt for ikke at sige nødvendigt at have allierede, som kan det, man ikke selv er i stand til.