Det var en vældig god 'signatur' – den i dag i Politiken af Per Michael Jespersen (30-3-11). Det er så rigtigt. Hen beretter om, at det kun er fattigrøve og idioter, der ikke har bil, fordi det er alt for dyrt at benytte de offentlige trafikmidler.
Jeg kan kun tilslutte mig og bidrage med endnu et eksempel:
En tur for 2 personer til Indre by på i alt 40 km, parkering 50 kr., benzinpris ca. 12 kr./l og en bil, der kører 15 km/l, svarende til en udgift på ca. 90 kr. Et 5-zoners kort med i alt 4 klip:104 kr. Det kan jo ikke svare sig at benytte offentlig befordring. Visionsløs trafikpolitik!
I samme avis samme dag har forsvarsministeren et indlæg, hvor hun erklærer sig uenig med Søren Mørch, som undrer sig over, hvorfor Danmark er blevet et land, der fører en aggressiv udenrigspolitik – et land, der fører krig krig langt fra dets egne grænser. Forsvarsministeren understreger, at Danmark deltager i krigshandlingerne i Libyen på baggrund af et mandat fra FNs sikkerhedsråd, og at vi netop har lagt forsvarsstrukturen om, så vi kan deltage i aktioner langt fra vore grænser.
Hvad er det dog for en nation, vi har udviklet os til?
Der er forandret rigtig meget siden systemskiftet i 2001, hvor den borgerlige koalition med støtte fra Dansk Folkeparti overtog regeringsmagten – og jeg synes i høj grad, at det ikke er blevet til bedre. Udhulning af sundhedsvæsenet, ringere uddannelsessystem, en ureguleret markedsgørelse inden for hele den offentlige sektor, større og bredere grøft mellem rig og fattig, storstilet hjælp til banksektoren, der havde fået lov til at boltre sig uhæmmet kapitalistisk, da det så gik galt, dårligere offentlig service, ringere offentlige transportmidler, dårlig forvaltning af statens indtægter og udgifter i de gode tider, en indvandrerpolitik, der nærmer sig det racistiske og en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik, der medfører tab af menneskeliv, forøgede forsvarsudgifter og at 'opfinderen' af denne politik nu er blevet generalsekretær for NATO og har efterladt landet som en rodebutik.
Det er da noget skidt, og det samfund, der var blevet opbygget efter 1950, og som vi med god ret kunne glæde os over – det samfund kan vi kun ane konturerne af i dag. Der skal endnu et systemskifte til – og det kan kun gå for langsomt!
torsdag den 31. marts 2011
fredag den 25. marts 2011
Var/Er det nu klogt?
Nedenstående blev sendt som debatindlæg til Politiken den 23. marts 2011, men de fandt ikke plads til at bringe det.
Inden for de seneste ti år har Folketinget på den borgerlige regerings anmodning sendt danske soldater i krig – langt fra rigets grænser og sidst ved at stille 6 F16 bombejagere til rådighed for en uhellig alliance af Den arabiske Liga og 'Vesten' med henblik på at beskytte et ukendt antal borgere med ukendt ledelse under Libyens diktatur. I dette tilfælde var det endog et enigt folketing, der gav regeringen mandatet. Oh shame!
Det er sket på ideologiens alter. I sidste århundrede var der en statsminister, som gav udtryk for, at 'Ideologi er noget bras.' Det skal yderligere formentlig nok vise sig, at vor værdikamp i det fjerne vil blive en boomerang, fordi vore værdier i den arabiske verden først og fremmest er kendt for noget med Muhammed-tegninger og angst for islam.
Det forekommer mig at være et godt udgangspunkt for debatten om værdier, fordi en ideologi som oftest giver sig ud for at kende sandheden om alt mellem himmel og jord. I bakspejlet ville det naturligvis have været klogere for rigtig lang tid siden at lægge den libyske diktator på is – og holde fast i dét.
Det er den ene side, den anden er, at politikerne træffer beslutninger uden at skele til erfaringerne. Der er endnu ikke kommet noget godt ud af de krige, vi har deltaget i. Der er fortsat ikke et brugbart demokrati i Irak. Bomber og manglende respekt for liv hører stadig til dagens uorden i landet. I Afghanistan er der mere end langt igen, før et demokrati, som vi forstår det, kommer til at fungere – på trods af mange fine ord om fremgang og 'om at gøre en forskel'. Såvel den menneskelige som den materielle pris har været helt urimelig høj, og Viggo Hørups ord 'Hvad skal det nytte?' står og blinker konstant.
Man kunne have ønsket, at den tyske filosof Hannah Arendts (1906-1976) ord om, at 'ideologierne i meget høj grad stopper tænkningen i stedet for at nære den' ville have randt de danske politikere i hu, samt at de ligeledes havde reflekteret over de erfaringer, der ind til nu er gjort i de tre krige.
Når det er sagt, er der grund til at understrege, det er politisk rigtigt at handle FOR FRIHEDEN i dens modsætning til tyranniet – det skulle bare være gjort for mange år siden og på en anden måde.
I den nuværende situation virker det naivt at tro, at det kun vil være en besættelse af luftrummet over Libyen, der kommer på tale. Skridt 'A' er taget, og kan vi undgå at tage skridt 'B'? - Jeg tvivler.
Når det nu er kommet så vidt, er det bedre at hjælpe og støtte diktatorens modstandere til at få etableret et råd, der effektivt kan organisere en fredelig omvæltning i landet samtidig med, at man fastholder indefrysningen af diktatorens – og hele hans families – økonomiske midler og i det hele taget isolere dem fra omverdenen ved at organisere en international grænsebevogtning rundt om hele Libyen under FNs ledelse. Selv om han er i besiddelse af rigtig mange guldreserver, er de kun noget værd, hvis nogen vil indløse dem – og her er det vigtigt, verden står sammen, og det understreger kun FNs store betydning.
Denne metode vil også kunne anvendes, hvis det sandsynlige sker, at diktatoren ikke bliver afsat lige med det samme.
Krige og slagsmål har aldrig vist deres løsningsholdbarhed. Endvidere er det latterligt, at der ikke en gang er enighed om hvem, der skal lede krigsindsatsen – det tyder på, at der også her er lang vej igen.
Benny Pedersen, Måløv
Inden for de seneste ti år har Folketinget på den borgerlige regerings anmodning sendt danske soldater i krig – langt fra rigets grænser og sidst ved at stille 6 F16 bombejagere til rådighed for en uhellig alliance af Den arabiske Liga og 'Vesten' med henblik på at beskytte et ukendt antal borgere med ukendt ledelse under Libyens diktatur. I dette tilfælde var det endog et enigt folketing, der gav regeringen mandatet. Oh shame!
Det er sket på ideologiens alter. I sidste århundrede var der en statsminister, som gav udtryk for, at 'Ideologi er noget bras.' Det skal yderligere formentlig nok vise sig, at vor værdikamp i det fjerne vil blive en boomerang, fordi vore værdier i den arabiske verden først og fremmest er kendt for noget med Muhammed-tegninger og angst for islam.
Det forekommer mig at være et godt udgangspunkt for debatten om værdier, fordi en ideologi som oftest giver sig ud for at kende sandheden om alt mellem himmel og jord. I bakspejlet ville det naturligvis have været klogere for rigtig lang tid siden at lægge den libyske diktator på is – og holde fast i dét.
Det er den ene side, den anden er, at politikerne træffer beslutninger uden at skele til erfaringerne. Der er endnu ikke kommet noget godt ud af de krige, vi har deltaget i. Der er fortsat ikke et brugbart demokrati i Irak. Bomber og manglende respekt for liv hører stadig til dagens uorden i landet. I Afghanistan er der mere end langt igen, før et demokrati, som vi forstår det, kommer til at fungere – på trods af mange fine ord om fremgang og 'om at gøre en forskel'. Såvel den menneskelige som den materielle pris har været helt urimelig høj, og Viggo Hørups ord 'Hvad skal det nytte?' står og blinker konstant.
Man kunne have ønsket, at den tyske filosof Hannah Arendts (1906-1976) ord om, at 'ideologierne i meget høj grad stopper tænkningen i stedet for at nære den' ville have randt de danske politikere i hu, samt at de ligeledes havde reflekteret over de erfaringer, der ind til nu er gjort i de tre krige.
Når det er sagt, er der grund til at understrege, det er politisk rigtigt at handle FOR FRIHEDEN i dens modsætning til tyranniet – det skulle bare være gjort for mange år siden og på en anden måde.
I den nuværende situation virker det naivt at tro, at det kun vil være en besættelse af luftrummet over Libyen, der kommer på tale. Skridt 'A' er taget, og kan vi undgå at tage skridt 'B'? - Jeg tvivler.
Når det nu er kommet så vidt, er det bedre at hjælpe og støtte diktatorens modstandere til at få etableret et råd, der effektivt kan organisere en fredelig omvæltning i landet samtidig med, at man fastholder indefrysningen af diktatorens – og hele hans families – økonomiske midler og i det hele taget isolere dem fra omverdenen ved at organisere en international grænsebevogtning rundt om hele Libyen under FNs ledelse. Selv om han er i besiddelse af rigtig mange guldreserver, er de kun noget værd, hvis nogen vil indløse dem – og her er det vigtigt, verden står sammen, og det understreger kun FNs store betydning.
Denne metode vil også kunne anvendes, hvis det sandsynlige sker, at diktatoren ikke bliver afsat lige med det samme.
Krige og slagsmål har aldrig vist deres løsningsholdbarhed. Endvidere er det latterligt, at der ikke en gang er enighed om hvem, der skal lede krigsindsatsen – det tyder på, at der også her er lang vej igen.
Benny Pedersen, Måløv
onsdag den 23. marts 2011
DRuen - Ungdomsorkestret i Danmarks Radio
Nedstående indsendte jeg som læserbrev til Politiken, men de havde ikke plads, så derfor skal det ud mellem sidebenene her:
I Politiken lørdag kunne jeg til min store glæde læse, at DRs nye generaldirektør under fremlæggelsen af DRs strategi for de næste år fremhævede, at der skal være en særlig strategi for unge fra 11 år og opefter. De skal ikke bare se 'reality-TV', men der skal være flere programmer med 'noget mellem ørene'.
Det vil forhåbentlig også medføre, at kulturelle programmer styrkes, herunder den klassiske musik. Her tænker jeg på, at DRs ungdomsorkester DRuen, der er planlagt nedlagt, vil stige op igen som fugl Phønix. Det vil styrke uddannelsen af de unge mennesker, der dyrker den klassiske musik og har ambitioner om at drive det videre i orkestersammenhæng, så vi atter kan opleve unge danskere i vore store symfoniorkestre sammen med dygtige udlændinge. Derved opnås mange gevinster: Styrkelse af internationaliseringen, styrkelse af interessen for den klassiske musik og udøvelsen af den samt – ikke mindst – at unge spiller for unge.
Der er al mulig grund til at genoplive Danmarks største kulturinstitutions ungdomsorkester under professionel ledelse. Det vil klæde DR og komme os alle til gavn – såvel på den korte som lange bane.
I Politiken lørdag kunne jeg til min store glæde læse, at DRs nye generaldirektør under fremlæggelsen af DRs strategi for de næste år fremhævede, at der skal være en særlig strategi for unge fra 11 år og opefter. De skal ikke bare se 'reality-TV', men der skal være flere programmer med 'noget mellem ørene'.
Det vil forhåbentlig også medføre, at kulturelle programmer styrkes, herunder den klassiske musik. Her tænker jeg på, at DRs ungdomsorkester DRuen, der er planlagt nedlagt, vil stige op igen som fugl Phønix. Det vil styrke uddannelsen af de unge mennesker, der dyrker den klassiske musik og har ambitioner om at drive det videre i orkestersammenhæng, så vi atter kan opleve unge danskere i vore store symfoniorkestre sammen med dygtige udlændinge. Derved opnås mange gevinster: Styrkelse af internationaliseringen, styrkelse af interessen for den klassiske musik og udøvelsen af den samt – ikke mindst – at unge spiller for unge.
Der er al mulig grund til at genoplive Danmarks største kulturinstitutions ungdomsorkester under professionel ledelse. Det vil klæde DR og komme os alle til gavn – såvel på den korte som lange bane.
mandag den 14. marts 2011
Gymnasier, et/tosprogede og markedet.
Det er ikke overraskende, at problemstillingen i folkeskolen med hensyn til antal tosprogede i forhold til etsprogede danskere nu er vokset ind i de gymnasiale uddannelser, først og fremmest det almene gymnasium.
Vestegnens gymnasier med et antal tosprogede elever, der nærmer sig de 50 %, fravælges i stadig stigende grad af de danske etsprogede elever.
Førsteholdets børn skriver nogle fine ansøgninger, som formentlig er inspireret af forældrene, der måske endog har hjulpet meget med formuleringerne, til de mest populære gymnasier i hovedstadsområdet. Der sker en udvælgelse baseret på sociale kriterier – og det er da bestemt ikke hensigtsmæssigt, slet ikke når det drejer sig om uddannelser. Det er ret uforudsigeligt hvilke gymnasier, der er 'in' på forskellige tider, og for tiden går der en strøm fra vest og nord mod øst og syd, og resultatet er, at vestegnens gymnasier står tilbage med et uforholdsmæssigt stort antal tosprogede elever.
Ansøgningerne sendes til det først ønskede gymnasium, hvor rektor så træffer afgørelse om optagelse eller sender ansøgningen videre til ønske 2-gymnasium og så fremdeles. De enkelte gymnasier vurderer ansøgerne efter karakterer, egnethed, bopæl og evt. søskenderelationer samt – ikke mindst – efter den individuelt motiverede ansøgning. Dette kombineret med taxametersystemet medfører, at populære gymnasier fylder op med de bedste elever først – og resultatet er, at systemet rangordner sig, så de populæreste gymnasier lever i en stadig mere positiv spiral, og de mindst populære ender i en stadig mere negativ spiral med faldende elevtal, dårlig økonomi og i sidste ende med lukningstruslen hængende over hovedet.
Markedet bestemmer, men er det nu godt, at det er sådan? Der findes jo et fordelingsudvalg, som før i tiden fordelte ansøgerne til de forskellige gymnasier, men i dag er funktionen vist blot at fordele de ansøgere, der har svært ved at blive optaget på et gymnasium – deres kvalifikationer til trods, men de tilhører andet- eller tredjeholdet . Derved opstår skellet mellem gymnasier med en relativ stor andel af tosprogede danskere i forhold til de etsprogede.
Folkeskolen kæmper stadig med problemstillingen, fordi man ikke kan fordele eleverne, så de enkelte skoler har en mangfoldighed af elever på grund af retskravet om at blive indskrevet på den folkeskole, i hvis distrikt eleven har bopæl. Et sådant retskrav findes ikke i forbindelse med de gymnasiale uddannelser, og derfor ville fordelingsudvalget kunne løse problemstillingen. Det ville nok i en overgangsperiode skabe rigtig meget utilfredshed på førsteholdet, men hvis reglerne udformes, så det er sådan, optagelsesprocessen er, ja – så er det sådan. I folkeskolen er fordelingsproblemet i hvert fald ikke blevet løst af frivillighedens vej, så opfordringen er her, at lade fordelingsudvalget klare optagelsesprocessen, så der vil blive en mangfoldighed af elever på alle gymnasier.
Det må være i samfundets interesse, at elevsammensætningen på gymnasierne er mangfoldig og ikke, at nogle gymnasier fremstår som elitære og førsteklasses, mens andre fremstår som tredje eller -fjerderangs uddannelsessteder.
Det vil også hjælpe på problematikken, hvis taxameterordningen blev afskaffet for det første fordi rektorernes iver efter at skrabe så mange elever sammen som muligt ville svækkes, og for det andet fordi det liberale samfundssyn ville komme til at vige til fordel for fællesskabet.
Det er positivt, at rigtig mange unge ønsker at prøve kræfter med en ungdomsuddannelse på et alment gymnasium. Samfundet skal skabe de bedste rammer for, at de lykkes med det, og at et evt. frafald minimeres. Vi har brug for de mange veluddannede unge som overhovedet muligt fremover, og lad os sammen sørge for, at det sker, så Fanden ikke tager de sidste.
Markedstænkningen er ikke et godt redskab i denne sammenhæng.
Vestegnens gymnasier med et antal tosprogede elever, der nærmer sig de 50 %, fravælges i stadig stigende grad af de danske etsprogede elever.
Førsteholdets børn skriver nogle fine ansøgninger, som formentlig er inspireret af forældrene, der måske endog har hjulpet meget med formuleringerne, til de mest populære gymnasier i hovedstadsområdet. Der sker en udvælgelse baseret på sociale kriterier – og det er da bestemt ikke hensigtsmæssigt, slet ikke når det drejer sig om uddannelser. Det er ret uforudsigeligt hvilke gymnasier, der er 'in' på forskellige tider, og for tiden går der en strøm fra vest og nord mod øst og syd, og resultatet er, at vestegnens gymnasier står tilbage med et uforholdsmæssigt stort antal tosprogede elever.
Ansøgningerne sendes til det først ønskede gymnasium, hvor rektor så træffer afgørelse om optagelse eller sender ansøgningen videre til ønske 2-gymnasium og så fremdeles. De enkelte gymnasier vurderer ansøgerne efter karakterer, egnethed, bopæl og evt. søskenderelationer samt – ikke mindst – efter den individuelt motiverede ansøgning. Dette kombineret med taxametersystemet medfører, at populære gymnasier fylder op med de bedste elever først – og resultatet er, at systemet rangordner sig, så de populæreste gymnasier lever i en stadig mere positiv spiral, og de mindst populære ender i en stadig mere negativ spiral med faldende elevtal, dårlig økonomi og i sidste ende med lukningstruslen hængende over hovedet.
Markedet bestemmer, men er det nu godt, at det er sådan? Der findes jo et fordelingsudvalg, som før i tiden fordelte ansøgerne til de forskellige gymnasier, men i dag er funktionen vist blot at fordele de ansøgere, der har svært ved at blive optaget på et gymnasium – deres kvalifikationer til trods, men de tilhører andet- eller tredjeholdet . Derved opstår skellet mellem gymnasier med en relativ stor andel af tosprogede danskere i forhold til de etsprogede.
Folkeskolen kæmper stadig med problemstillingen, fordi man ikke kan fordele eleverne, så de enkelte skoler har en mangfoldighed af elever på grund af retskravet om at blive indskrevet på den folkeskole, i hvis distrikt eleven har bopæl. Et sådant retskrav findes ikke i forbindelse med de gymnasiale uddannelser, og derfor ville fordelingsudvalget kunne løse problemstillingen. Det ville nok i en overgangsperiode skabe rigtig meget utilfredshed på førsteholdet, men hvis reglerne udformes, så det er sådan, optagelsesprocessen er, ja – så er det sådan. I folkeskolen er fordelingsproblemet i hvert fald ikke blevet løst af frivillighedens vej, så opfordringen er her, at lade fordelingsudvalget klare optagelsesprocessen, så der vil blive en mangfoldighed af elever på alle gymnasier.
Det må være i samfundets interesse, at elevsammensætningen på gymnasierne er mangfoldig og ikke, at nogle gymnasier fremstår som elitære og førsteklasses, mens andre fremstår som tredje eller -fjerderangs uddannelsessteder.
Det vil også hjælpe på problematikken, hvis taxameterordningen blev afskaffet for det første fordi rektorernes iver efter at skrabe så mange elever sammen som muligt ville svækkes, og for det andet fordi det liberale samfundssyn ville komme til at vige til fordel for fællesskabet.
Det er positivt, at rigtig mange unge ønsker at prøve kræfter med en ungdomsuddannelse på et alment gymnasium. Samfundet skal skabe de bedste rammer for, at de lykkes med det, og at et evt. frafald minimeres. Vi har brug for de mange veluddannede unge som overhovedet muligt fremover, og lad os sammen sørge for, at det sker, så Fanden ikke tager de sidste.
Markedstænkningen er ikke et godt redskab i denne sammenhæng.
onsdag den 16. februar 2011
Anmeldelse: Sigurd Barrett: ”Vores børn skal have det bedste”.
Anmeldelse af Sigurd Barrett: ”Vores børn skal have det bedste”, en bog om at opleve sammen med børn.
208 sider, Politikens Forlag 2010, set fra kr. 225 (på nettet)
ISBN 978-87-567-9909-6.
Bogen er et sammendrag af 6 radioforedrag i anledning af, at Sigurd Barrett blev tildelt DR1s Rosenkjærpris i 2010.
Sigurd Barrett er 43 år, cand. phil. i musikvidenskab (med topkarakter) fra Århus Universitet, og da jeg læste hans bog, var noget af det første, der faldt mig ind, hans ydmyghed over for emnet. Bogen er præget af refleksioner på det helt nære plan og sund fornuft parret med stor respekt for såvel børn som voksne. Sigurd Barrett forfalder aldrig til løftede pegefingre og moraliseren. Han fortæller nøgternt og ligefremt, hvad hans værdier er, og hvordan han forvalter dem. Han vil gerne dele ud af sine erfaringer. Men han respekterer samtidig, at andre kan have andre værdier og opfattelser.
Sigurd Barrett gør en del ud af at beskrive sin samtid på godt og ondt, og da emnet er børn og samværet med dem, koblet til kultur og dannelse, får tidens teknologiske muligheder (og begrænsninger) stor plads i flere kapitler. Mobiltelefon, computer og internet, spil og TV bliver behandlet i forhold til, hvordan man som forældre kan håndtere problemstillingerne. Sigurd Barrett gør en del ud af at definere kvalitetstid, og han giver klart udtryk for, at han foretrækker den virkelige tid frem for den digitale/virtuelle, uden at han kasserer den sidstnævnte. Alt med måde, kunne man sige. Den stigende individualisme på bekostning af fællesskabet kommer han også rundt om.
Et af tidens trend med et øjebliks berømmelse i forskellige talentprogrammer kommer han også rundt om, og han gør det klart, at der ingen let vej til varig berømmelse er. Det vil altid hvile på flid, dygtighed og grundighed. Han har for så vidt intet imod underholdning, men han understreger igen og igen, at kultur er andet og mere end underholdning, og at vi i vor hæsblæsende tid alt for ofte forfalder til den nemme løsning, underholdning kan være. Den lette løsning med at placere børn foran TV'et, mens voksne beskæftiger sig med andre gøremål som fx madlavning er ikke noget, Sigurd Barrett har meget til overs for. Lad i stedet børnene deltage i madlavningen og få noget kvalitetstid ud af det, er hans råd.
Han ønsker ikke at være dommer over andres løsninger (han forfalder også selv til de for nemme løsninger ind imellem – og det skriver han flere steder), men han peger på de løsninger, han synes, der skal til i forhold til værdierne. Han sætter ofte det velkendte over for det udfordrende, som er det samme som det udviklende for såvel børn som voksne.
Hele vejen igennem mærker man Sigurd Barretts store engagement i forbindelse med sin familie, spørgsmålet om kultur og værdier, teknologien og arbejdslivet. Han vender flere gange tilbage til spørgsmålet om kvalitetstid i samværet med familien, idet den moderne familie er enormt presset på tidsfaktoren.
Han sætter gerne beskrivelser af dele af sit privatliv ind i sammenhængen, når han redegør for sine refleksioner over samfundsforholdene, og bogen indeholder et særskilt afsnit om den kristne tro og hans holdninger i den forbindelse.
Sigurd Barrett har efter min opfattelse skrevet en god og nede-på-jorden-bog om kunsten at opdrage børn, når familien befinder sig i et krydsfelt af rigtig mange påvirkninger. Han gør det på en sympatisk måde, sproget er flydende, og bogen er let at læse.
Sigurd Barrett er vel mest kendt for for sine TV-udsendelse med bjørnen Bjørn, og det er på sin plads her at rose ham for hans formidlingsevner ud i musik. Ikke overraskende kan man i bogen læse om de overvejelser og forberedelser, Sigurd Barrett har gjort sig i forbindelse med udsendelserne om klassisk musik, big band og opera.
Bogen afslører, at hans fremtræden i udsendelserne er nøje planlagt – tag ikke fejl. Der er en klar pointe med det spraglede tøj og 'larm i gaden'.
Bogen slutter bl.a. med opskriften på, hvordan Sigurd Barrett opbygger sin formidling, en koncert eller et foredrag. Der er en udførlig disposition og en liste over virkemidler.
Sigurd Barrett er en autentisk musikformidler. Han kan sit stof, og han får budskabet ud over rampen. Det gælder også for bogen, som bestemt er anbefalelsesværdig, både for dem, som kunne tænke sig lidt vejledning ud i opdragelseskunsten, og for dem, som gerne vil være klogere på, hvordan man kan skaffe sig kunstoplevelser sammen med børn – og børnebørn.
208 sider, Politikens Forlag 2010, set fra kr. 225 (på nettet)
ISBN 978-87-567-9909-6.
Bogen er et sammendrag af 6 radioforedrag i anledning af, at Sigurd Barrett blev tildelt DR1s Rosenkjærpris i 2010.
Sigurd Barrett er 43 år, cand. phil. i musikvidenskab (med topkarakter) fra Århus Universitet, og da jeg læste hans bog, var noget af det første, der faldt mig ind, hans ydmyghed over for emnet. Bogen er præget af refleksioner på det helt nære plan og sund fornuft parret med stor respekt for såvel børn som voksne. Sigurd Barrett forfalder aldrig til løftede pegefingre og moraliseren. Han fortæller nøgternt og ligefremt, hvad hans værdier er, og hvordan han forvalter dem. Han vil gerne dele ud af sine erfaringer. Men han respekterer samtidig, at andre kan have andre værdier og opfattelser.
Sigurd Barrett gør en del ud af at beskrive sin samtid på godt og ondt, og da emnet er børn og samværet med dem, koblet til kultur og dannelse, får tidens teknologiske muligheder (og begrænsninger) stor plads i flere kapitler. Mobiltelefon, computer og internet, spil og TV bliver behandlet i forhold til, hvordan man som forældre kan håndtere problemstillingerne. Sigurd Barrett gør en del ud af at definere kvalitetstid, og han giver klart udtryk for, at han foretrækker den virkelige tid frem for den digitale/virtuelle, uden at han kasserer den sidstnævnte. Alt med måde, kunne man sige. Den stigende individualisme på bekostning af fællesskabet kommer han også rundt om.
Et af tidens trend med et øjebliks berømmelse i forskellige talentprogrammer kommer han også rundt om, og han gør det klart, at der ingen let vej til varig berømmelse er. Det vil altid hvile på flid, dygtighed og grundighed. Han har for så vidt intet imod underholdning, men han understreger igen og igen, at kultur er andet og mere end underholdning, og at vi i vor hæsblæsende tid alt for ofte forfalder til den nemme løsning, underholdning kan være. Den lette løsning med at placere børn foran TV'et, mens voksne beskæftiger sig med andre gøremål som fx madlavning er ikke noget, Sigurd Barrett har meget til overs for. Lad i stedet børnene deltage i madlavningen og få noget kvalitetstid ud af det, er hans råd.
Han ønsker ikke at være dommer over andres løsninger (han forfalder også selv til de for nemme løsninger ind imellem – og det skriver han flere steder), men han peger på de løsninger, han synes, der skal til i forhold til værdierne. Han sætter ofte det velkendte over for det udfordrende, som er det samme som det udviklende for såvel børn som voksne.
Hele vejen igennem mærker man Sigurd Barretts store engagement i forbindelse med sin familie, spørgsmålet om kultur og værdier, teknologien og arbejdslivet. Han vender flere gange tilbage til spørgsmålet om kvalitetstid i samværet med familien, idet den moderne familie er enormt presset på tidsfaktoren.
Han sætter gerne beskrivelser af dele af sit privatliv ind i sammenhængen, når han redegør for sine refleksioner over samfundsforholdene, og bogen indeholder et særskilt afsnit om den kristne tro og hans holdninger i den forbindelse.
Sigurd Barrett har efter min opfattelse skrevet en god og nede-på-jorden-bog om kunsten at opdrage børn, når familien befinder sig i et krydsfelt af rigtig mange påvirkninger. Han gør det på en sympatisk måde, sproget er flydende, og bogen er let at læse.
Sigurd Barrett er vel mest kendt for for sine TV-udsendelse med bjørnen Bjørn, og det er på sin plads her at rose ham for hans formidlingsevner ud i musik. Ikke overraskende kan man i bogen læse om de overvejelser og forberedelser, Sigurd Barrett har gjort sig i forbindelse med udsendelserne om klassisk musik, big band og opera.
Bogen afslører, at hans fremtræden i udsendelserne er nøje planlagt – tag ikke fejl. Der er en klar pointe med det spraglede tøj og 'larm i gaden'.
Bogen slutter bl.a. med opskriften på, hvordan Sigurd Barrett opbygger sin formidling, en koncert eller et foredrag. Der er en udførlig disposition og en liste over virkemidler.
Sigurd Barrett er en autentisk musikformidler. Han kan sit stof, og han får budskabet ud over rampen. Det gælder også for bogen, som bestemt er anbefalelsesværdig, både for dem, som kunne tænke sig lidt vejledning ud i opdragelseskunsten, og for dem, som gerne vil være klogere på, hvordan man kan skaffe sig kunstoplevelser sammen med børn – og børnebørn.
torsdag den 10. februar 2011
Stemmen Frans Rasmussen.
Dette interview er udarbejdet til DANSK AMATØR MUSIKs medlemsblad 'MUSIKMAGASINET no21', februar 2011.
En råkold vinterdag i januar 2011 er der aftalt møde med Frans Rasmussen, som jo blandt meget andet står bag TV-udsendelserne ”Stemmerne fra opgangen” og ”Stemmerne fra Vollsmose” på DR1.
Jeg ankommer til Frans Rasmussens hjem i Espergærde og bliver budt inden for af en meget venlig og imødekommende Frans Rasmussen.
Efter nogle indledende bemærkninger over en kop kaffe kommer vi i gang med emnet, som bl.a. skal handle om, hvordan udsendelserne er kommet i stand. Frans Rasmussen sætter sig til rette i sofaen og vil gerne fortælle en historie om nogle tosprogede drenge, som han har spurgt om, hvorfor de gerne vil være i Danmark. Han blev overrasket over, hvor lidt de egentlig ved om det land, de bor i, og som de tilsyneladende vil dø i. Via sine spørgsmål motiverer han de to drenge til at skaffe sig viden om landet. Han gør det på sin engagerede måde og lufter en ide om en bustur rundt til de danske kulturikoner. Den bliver rigtig godt modtaget, men nu er det jo sådan , at der er et stykke fra en ides fødsel til dens gennemførelse. Her har vi noget til gode; måske kommer der en dag en udsendelse om det projekt.
Samtalen kommer ind på de forskelle, der er mellem Urbanplanen og Vollsmose, hvor Frans Rasmussen bemærker, at der nok var nogle mønsterbrydere i Urbanplanen, men ikke i Vollsmose, hvor miljøet er meget hårdere.
Frans Rasmussen skjuler ikke, at han på trods af det hårde miljø er glad og stolt over udsendelserne. Der er en god stemning i dem.
Konceptet
- Jeg er ret vild med udsendelserne om ”Stemmer fra...”. Jeg fik den samme fornemmelse, som da jeg så filmen ”The Concert” om de russiske musikere, der tog til Paris for at opføre Tchaikowskys violinkoncert. Er sammenligningen helt ved siden af?
Frans Rasmussen indrømmer, at han endnu har til gode at se filmen, som han har hørt så meget godt om. I stedet kommer vi ind på baggrunden for de to udsendelser. Konceptet kommer fra London, og Frans Rasmussen fik udsendelserne til gennemsyn. Han så ikke ret lang tid på dem og meddelte så DR, at han i hvert fald ikke kunne drømme om at være med til at lave et tilsvarende program. Årsagen var, at han helt bestemt ikke brød sig om den engelske metodik, som gik ud på at få deltagerne til at ryge i totterne på hinanden eller ligge skrigende på gulvet. Skulle han medvirke, havde han tre betingelser: For det første ville han ikke have ord lagt i munden – det skulle være hans eget sprog, for det andet ville han ikke lave noget uægte, og endelig for det tredje måtte det ikke have bare en antydning af X-faktor over sig.
Det blev accepteret.
Pædagogik og autencitet
Frans Rasmussen har undervist på Konservatoriet i 40 år og ved derfor godt, hvad det vil sige at være pædagog. Han er ganske klar over, hvordan han skal få sine ideer igennem, nemlig ved at vise en lidenskab for det, det nu drejer sig om. Det var ikke tilstrækkeligt at skulle overbevise koret, også holdet bag udsendelsen skulle vide, at han ville bruge sine egne metoder. Han kommer ind på sin egen skolegang i Ålborg, hvor han i løbet af ti år opnåede at skifte skole tre gange, og der var ikke én dag, hvor han ikke oplevede at være ked af at gå i skole. Der var blevet råbt så meget af ham i skolen, at han ikke ville udsætte de forstyrrende medlemmer i Vollsmosekoret for samme omgang. På den anden side skulle de selvfølgelig også have besked, når de svigtede – men det skulle ske med et glimt i øjet og en 'krammer'.
De kommer ret tæt på hinanden i løbet af den tid, der arbejdes med optagelserne. Udsendelsen optages over tre-fire måneder, og de er sammen mindst en gang om ugen, hvor der øves, og dertil kommer de mange andre gange, hvor der 'bare' skal billeder i kassen, og hvor holdet er sammen tre-fire dage ad gangen. I sådanne tilfælde bruges der god tid til almindelig samtale og diskussion om bl.a. svinekød, omskæring oma. I sådanne debatter kommer forskellene mellem muslimer frem, fx forskelle mellem arabere og afrikanere, og alle parter bliver sikkert klogere. Frans Rasmussen opdagede i hvert fald, at der er et hierarki mellem dem – og mest tydeligt i Vollsmose. Magten bliver manifesteret.
Miljø, anerkendelse og ærbødighed
- Hvordan oplevede du miljøet i de almene boligområder ift. det miljø, du selv kommer fra?
Det var overordentlig flot. Fx var det i Urbanplanen en fornøjelse at se det liv, der udfoldede sig på deres 'bondegård' med dyr, grønsager osv. De grønne områder var fremherskende – ikke de grå mure og belægninger, som var forventningen. Det er ikke svært at se det grimme, kunsten er at se det smukke. I Vollsmose var der mere rent og ryddeligt end andre steder, FR ser i København. Der er rigtig meget grønt i det gamle 'vold'-område.
Det gik i øvrigt nemmere med at føle sig tryg i Vollsmose end i Urbanplanen – måske var det erfaringen og/eller forventningerne, som spillede ind. Når man selv er venlig og imødekommende, bliver man mødt på samme måde.
Nogle gange skete der dog også det, at kammerater til dem, som havde turdet stille op og være med i koret, forstyrrede optagelserne. Men de ville jo egentlig godt være med, og de kom hen til Frans Rasmussen, når de andre ikke så det og ville vise ham, de kunne synge.
Frans Rasmussens beskedenhed – og næsten generthed – kommer frem, når han fortæller om den gang efter koncerten, hvor knægtene slog kreds om ham og sagde, at de elskede ham. Det går næsten over hans forstand, og han glæder sig over, at hans arbejde med de mennesker har flyttet noget. Der vises respekt og ærbødighed over for det, han repræsenterer. Det er smukt.
Anerkendelsen og at det endte, som det gjorde, var stort . Da han begyndte, anede han jo ikke, om der overhovedet var et kor. I Urbanplanen var det ikke et problem. Der kom nok til audition, men i Vollsmose – det var et problem. Der skulle bruges 38, der kom måske 55.
Det var nødvendigt, at andre amatørkor hjalp til begge gange for at få volumen nok. Opgaven var bl.a. at se, om disse mennesker kunne flyttes – og dét kunne de! Det var det, der gjorde udsendelserne så gode. De gode vibrationer, der blev skabt, bredte sig som ringe i vandet, og der blev skabt tryghed i begge områder; de ældre behøvede ikke at frygte noget, når de skulle gå hjem om aftenen, og mødrene behøvede ikke at følge de mindre børn til/fra skole.
Frans Rasmussen har stadig kontakt med de to kor på den måde, at han gerne vil hjælpe dem med kontakter og en gang i mellem ved koncerter, fx ved den forestående nytårskur i Odense kommune.
Frans Rasmussen vil meget gerne være med til at give disse mennesker noget fra den klassiske musik, og fx giver samarbejdet med andre amatørkor en hel masse. Den slags hjælper han til med, fordi han har kontakterne og netværket til at få det til at fungere. Ved en koncert på Dyvekeskolen deltog Greve Harmoniorkester og nogle topsolister fra Det kongelige teater. Koncerten var udsolgt på få timer, og ikke et øje var tørt efter koncerten.
Rygtet om den koncert spredtes, og i samarbejde med andre kor fra Sydsjælland blev der arrangeret 5-6 koncerter.
En sidegevinst ved Vollsmosekoret er, at Frans Rasmussen for nylig blev ringet op af en repræsentant for en lokal fond, og han meddelte, at fonden ville betænke koret med et beløb på betingelse af, at koret fortsatte. 75.000 kr. var hjemme, og der ville kunne arbejdes med to til tre projekter. Det går de i gang med nu.
Musikkens ånd
Vi kommer til at tale om, at musik og specielt kormusik er vigtigt – også når det praktiseres på begynderniveau, fordi det fremmer fællesskabet. Der opstår en særlig kollektivistisk ånd i et kor. Man kan ikke rigtig skændes, fordi det er helheden, der tæller, Den enkelte skal være med til at nå et fælles mål. Der er en non-verbal kommunikation ligesom i sildestimen og stærene i sort sol, når de ændrer kurs lige med ét.
Netop det non-verbale sprog er velegnet i kor med fx tosprogede, der måske ikke har et veludviklet dansk. Det danske sprogs mange nuancer kan i visse tilfælde være det første trin i en konflikt, fordi ordene, deres udtryk og sammensætning kan fortolkes på mange måder. Derfor blev det også besluttet, at Vollsmosekoret skulle synge på latin.
Når man går ind for opgaven at synge i kor, kan man ikke slås, fordi man selv er ansvarlig for at være en lille del af helheden – den kollektive kraft, en lille del af ånden, uden at være religiøs.
Der er ikke noget at misforstå.
Dannelse, læring og musik
- De kreative fag i skolen har det ikke så nemt for tiden, fordi alt skal kunne måles. Hvad mener du her?
De har det ad helvede til. Du kan blive voksen i dag uden at have løsnet et 'sangskud' . Børnene kender ingen sange, de er overhovedet ikke skolet i at synge. Det er en katastrofe. Nogle af de drenge, der var i korene syntes, det var pinligt at synge tenorstemmen, men da jeg fortalte dem, at det ikke var nogen kunst at synge på talestemme niveau, og at det var i tenorområdet, pengene lå, så gik det nemmere.
Der mangler disciplin og kollektiv korånd i dag, børn er meget individualistiske, og der skal tales direkte til dem, før de hører efter. Den kollektive besked forstås ikke.
Vi kommer til at tale om, hvorvidt musik har betydning for læreprocesser, og Frans Rasmussen fortæller, at netop om det emne er der undersøgelser, som viser, at det tilsyneladende giver en hurtigere og bedre indlæring at høre klassisk musik. Den rytmiske musik appellerer til noget helt andet, men den rytmiske musik kan selvfølgelig ikke undværes.
Der er ikke noget musik, som er 'finere' end andet. Man skal tro på den musik, man udøver, ellers leverer man ikke varen. Frans Rasmussen har arbejdet med Birthe Kjær, Poul Richardt og andre, og deres professionalisme var simpelthen i top. De leverede den musikalske vare.
På spørgsmålet om, hvorvidt Frans Rasmussen havde overvejet at overføre korkonceptet ”Stemmerne fra...” til skoler, der ligger i socialt belastede områder, svarer han, at skolen faktisk har fyldt hans liv i mere end 40 år (hans egen og hans børns skoletid), og det var egentlig tilstrækkeligt. Samtalen bevæger sig i retning af, hvad det vil sige at undervise og om den autentiske formidler. Musikundervisningen i dag er efter Frans Rasmussens mening for dårlig på seminarierne og dermed også i skolen. Rammerne i skolen er heller ikke gode nok, og derfor er de elever, der søger ind på Konservatoriet, ikke dygtige nok. Frans Rasmussen vender tilbage til spøgsmålet. Han rent faktisk har tænkt på at tilbyde en første/anden klasse på en skole i et brokvarter lidt korundervisning, afsluttende med en koncert. Det kan blive ganske spændende.
- Kan musik bygge bro mellem forskellige kulturopfattelser og mellem generationer?
Frans Rasmussen er helt overbevist om, at det kan den. Han mener nemlig at have oplevet det. Integration består ikke i, at den ene kultur skal opsuges af den anden, men at man mødes på midten.
Dirigenter
Afslutningsvis taler vi om, hvorvidt dirigenter hører eller opfatter anderledes end andre mennesker? Hvordan bevarer de det lydmæssige overblik?
Frans Rasmussen har i 15 år haft ansvaret for at uddanne dirigenter og mener, at er man i spidsen for et orkester eller kor, så har man også fortjent det. Sanserne bliver skærpede med tiden, og forventningerne til det, man vil høre, er skærpet. Derfor kræver det også en vis erfaring/alder for at blive en god dirigent. Dirigenter lytter måske ikke anderledes, men de ved, hvad de vil høre. De har nogle særlige evner og talenter. De er pædagoger, som kan samle og kommunikere med mennesker. Det er vel en ledelsesteknik. En dirigent skal kunne tage fra musikerne – en 'flaskens ånd', man skal få ud. Det er igen den kollektive ånd, ligesom i forbindelse med koret. Det er næsten som telepati, hvor telepatien dog ikke har partituret.
Her slutter samtalen. Jeg synes, vi har været langt omkring, konceptet for ”Stemmerne fra....”, sociale miljøer, integrationen, indlæring, læreruddannelsen og dirigentrollen.
Det er nok tvivlsomt, om konceptet kan holde til en tredje udsendelse, men det kan jo være, at det bliver udviklet til noget andet, der også viser, hvor langt man kan flytte mennesker, når musikken spiller.
Det har været spændende. Jeg sætter mig ud i bilen for at køre hjem – en lille smule ør i hovedet, fordi det var en samtale med et engageret og involverende menneske, der både kunne give og tage, give os nogle fantatiske oplevelser og tage den individualistiske ånd ind i det kollektive udtryk.
Tak for det!
Det meget læseværdige blad 'Musikmagasinet no' kan læses ved at følge linket
www.danskamatormusik.dk
En råkold vinterdag i januar 2011 er der aftalt møde med Frans Rasmussen, som jo blandt meget andet står bag TV-udsendelserne ”Stemmerne fra opgangen” og ”Stemmerne fra Vollsmose” på DR1.
Jeg ankommer til Frans Rasmussens hjem i Espergærde og bliver budt inden for af en meget venlig og imødekommende Frans Rasmussen.
Efter nogle indledende bemærkninger over en kop kaffe kommer vi i gang med emnet, som bl.a. skal handle om, hvordan udsendelserne er kommet i stand. Frans Rasmussen sætter sig til rette i sofaen og vil gerne fortælle en historie om nogle tosprogede drenge, som han har spurgt om, hvorfor de gerne vil være i Danmark. Han blev overrasket over, hvor lidt de egentlig ved om det land, de bor i, og som de tilsyneladende vil dø i. Via sine spørgsmål motiverer han de to drenge til at skaffe sig viden om landet. Han gør det på sin engagerede måde og lufter en ide om en bustur rundt til de danske kulturikoner. Den bliver rigtig godt modtaget, men nu er det jo sådan , at der er et stykke fra en ides fødsel til dens gennemførelse. Her har vi noget til gode; måske kommer der en dag en udsendelse om det projekt.
Samtalen kommer ind på de forskelle, der er mellem Urbanplanen og Vollsmose, hvor Frans Rasmussen bemærker, at der nok var nogle mønsterbrydere i Urbanplanen, men ikke i Vollsmose, hvor miljøet er meget hårdere.
Frans Rasmussen skjuler ikke, at han på trods af det hårde miljø er glad og stolt over udsendelserne. Der er en god stemning i dem.
Konceptet
- Jeg er ret vild med udsendelserne om ”Stemmer fra...”. Jeg fik den samme fornemmelse, som da jeg så filmen ”The Concert” om de russiske musikere, der tog til Paris for at opføre Tchaikowskys violinkoncert. Er sammenligningen helt ved siden af?
Frans Rasmussen indrømmer, at han endnu har til gode at se filmen, som han har hørt så meget godt om. I stedet kommer vi ind på baggrunden for de to udsendelser. Konceptet kommer fra London, og Frans Rasmussen fik udsendelserne til gennemsyn. Han så ikke ret lang tid på dem og meddelte så DR, at han i hvert fald ikke kunne drømme om at være med til at lave et tilsvarende program. Årsagen var, at han helt bestemt ikke brød sig om den engelske metodik, som gik ud på at få deltagerne til at ryge i totterne på hinanden eller ligge skrigende på gulvet. Skulle han medvirke, havde han tre betingelser: For det første ville han ikke have ord lagt i munden – det skulle være hans eget sprog, for det andet ville han ikke lave noget uægte, og endelig for det tredje måtte det ikke have bare en antydning af X-faktor over sig.
Det blev accepteret.
Pædagogik og autencitet
Frans Rasmussen har undervist på Konservatoriet i 40 år og ved derfor godt, hvad det vil sige at være pædagog. Han er ganske klar over, hvordan han skal få sine ideer igennem, nemlig ved at vise en lidenskab for det, det nu drejer sig om. Det var ikke tilstrækkeligt at skulle overbevise koret, også holdet bag udsendelsen skulle vide, at han ville bruge sine egne metoder. Han kommer ind på sin egen skolegang i Ålborg, hvor han i løbet af ti år opnåede at skifte skole tre gange, og der var ikke én dag, hvor han ikke oplevede at være ked af at gå i skole. Der var blevet råbt så meget af ham i skolen, at han ikke ville udsætte de forstyrrende medlemmer i Vollsmosekoret for samme omgang. På den anden side skulle de selvfølgelig også have besked, når de svigtede – men det skulle ske med et glimt i øjet og en 'krammer'.
De kommer ret tæt på hinanden i løbet af den tid, der arbejdes med optagelserne. Udsendelsen optages over tre-fire måneder, og de er sammen mindst en gang om ugen, hvor der øves, og dertil kommer de mange andre gange, hvor der 'bare' skal billeder i kassen, og hvor holdet er sammen tre-fire dage ad gangen. I sådanne tilfælde bruges der god tid til almindelig samtale og diskussion om bl.a. svinekød, omskæring oma. I sådanne debatter kommer forskellene mellem muslimer frem, fx forskelle mellem arabere og afrikanere, og alle parter bliver sikkert klogere. Frans Rasmussen opdagede i hvert fald, at der er et hierarki mellem dem – og mest tydeligt i Vollsmose. Magten bliver manifesteret.
Miljø, anerkendelse og ærbødighed
- Hvordan oplevede du miljøet i de almene boligområder ift. det miljø, du selv kommer fra?
Det var overordentlig flot. Fx var det i Urbanplanen en fornøjelse at se det liv, der udfoldede sig på deres 'bondegård' med dyr, grønsager osv. De grønne områder var fremherskende – ikke de grå mure og belægninger, som var forventningen. Det er ikke svært at se det grimme, kunsten er at se det smukke. I Vollsmose var der mere rent og ryddeligt end andre steder, FR ser i København. Der er rigtig meget grønt i det gamle 'vold'-område.
Det gik i øvrigt nemmere med at føle sig tryg i Vollsmose end i Urbanplanen – måske var det erfaringen og/eller forventningerne, som spillede ind. Når man selv er venlig og imødekommende, bliver man mødt på samme måde.
Nogle gange skete der dog også det, at kammerater til dem, som havde turdet stille op og være med i koret, forstyrrede optagelserne. Men de ville jo egentlig godt være med, og de kom hen til Frans Rasmussen, når de andre ikke så det og ville vise ham, de kunne synge.
Frans Rasmussens beskedenhed – og næsten generthed – kommer frem, når han fortæller om den gang efter koncerten, hvor knægtene slog kreds om ham og sagde, at de elskede ham. Det går næsten over hans forstand, og han glæder sig over, at hans arbejde med de mennesker har flyttet noget. Der vises respekt og ærbødighed over for det, han repræsenterer. Det er smukt.
Anerkendelsen og at det endte, som det gjorde, var stort . Da han begyndte, anede han jo ikke, om der overhovedet var et kor. I Urbanplanen var det ikke et problem. Der kom nok til audition, men i Vollsmose – det var et problem. Der skulle bruges 38, der kom måske 55.
Det var nødvendigt, at andre amatørkor hjalp til begge gange for at få volumen nok. Opgaven var bl.a. at se, om disse mennesker kunne flyttes – og dét kunne de! Det var det, der gjorde udsendelserne så gode. De gode vibrationer, der blev skabt, bredte sig som ringe i vandet, og der blev skabt tryghed i begge områder; de ældre behøvede ikke at frygte noget, når de skulle gå hjem om aftenen, og mødrene behøvede ikke at følge de mindre børn til/fra skole.
Frans Rasmussen har stadig kontakt med de to kor på den måde, at han gerne vil hjælpe dem med kontakter og en gang i mellem ved koncerter, fx ved den forestående nytårskur i Odense kommune.
Frans Rasmussen vil meget gerne være med til at give disse mennesker noget fra den klassiske musik, og fx giver samarbejdet med andre amatørkor en hel masse. Den slags hjælper han til med, fordi han har kontakterne og netværket til at få det til at fungere. Ved en koncert på Dyvekeskolen deltog Greve Harmoniorkester og nogle topsolister fra Det kongelige teater. Koncerten var udsolgt på få timer, og ikke et øje var tørt efter koncerten.
Rygtet om den koncert spredtes, og i samarbejde med andre kor fra Sydsjælland blev der arrangeret 5-6 koncerter.
En sidegevinst ved Vollsmosekoret er, at Frans Rasmussen for nylig blev ringet op af en repræsentant for en lokal fond, og han meddelte, at fonden ville betænke koret med et beløb på betingelse af, at koret fortsatte. 75.000 kr. var hjemme, og der ville kunne arbejdes med to til tre projekter. Det går de i gang med nu.
Musikkens ånd
Vi kommer til at tale om, at musik og specielt kormusik er vigtigt – også når det praktiseres på begynderniveau, fordi det fremmer fællesskabet. Der opstår en særlig kollektivistisk ånd i et kor. Man kan ikke rigtig skændes, fordi det er helheden, der tæller, Den enkelte skal være med til at nå et fælles mål. Der er en non-verbal kommunikation ligesom i sildestimen og stærene i sort sol, når de ændrer kurs lige med ét.
Netop det non-verbale sprog er velegnet i kor med fx tosprogede, der måske ikke har et veludviklet dansk. Det danske sprogs mange nuancer kan i visse tilfælde være det første trin i en konflikt, fordi ordene, deres udtryk og sammensætning kan fortolkes på mange måder. Derfor blev det også besluttet, at Vollsmosekoret skulle synge på latin.
Når man går ind for opgaven at synge i kor, kan man ikke slås, fordi man selv er ansvarlig for at være en lille del af helheden – den kollektive kraft, en lille del af ånden, uden at være religiøs.
Der er ikke noget at misforstå.
Dannelse, læring og musik
- De kreative fag i skolen har det ikke så nemt for tiden, fordi alt skal kunne måles. Hvad mener du her?
De har det ad helvede til. Du kan blive voksen i dag uden at have løsnet et 'sangskud' . Børnene kender ingen sange, de er overhovedet ikke skolet i at synge. Det er en katastrofe. Nogle af de drenge, der var i korene syntes, det var pinligt at synge tenorstemmen, men da jeg fortalte dem, at det ikke var nogen kunst at synge på talestemme niveau, og at det var i tenorområdet, pengene lå, så gik det nemmere.
Der mangler disciplin og kollektiv korånd i dag, børn er meget individualistiske, og der skal tales direkte til dem, før de hører efter. Den kollektive besked forstås ikke.
Vi kommer til at tale om, hvorvidt musik har betydning for læreprocesser, og Frans Rasmussen fortæller, at netop om det emne er der undersøgelser, som viser, at det tilsyneladende giver en hurtigere og bedre indlæring at høre klassisk musik. Den rytmiske musik appellerer til noget helt andet, men den rytmiske musik kan selvfølgelig ikke undværes.
Der er ikke noget musik, som er 'finere' end andet. Man skal tro på den musik, man udøver, ellers leverer man ikke varen. Frans Rasmussen har arbejdet med Birthe Kjær, Poul Richardt og andre, og deres professionalisme var simpelthen i top. De leverede den musikalske vare.
På spørgsmålet om, hvorvidt Frans Rasmussen havde overvejet at overføre korkonceptet ”Stemmerne fra...” til skoler, der ligger i socialt belastede områder, svarer han, at skolen faktisk har fyldt hans liv i mere end 40 år (hans egen og hans børns skoletid), og det var egentlig tilstrækkeligt. Samtalen bevæger sig i retning af, hvad det vil sige at undervise og om den autentiske formidler. Musikundervisningen i dag er efter Frans Rasmussens mening for dårlig på seminarierne og dermed også i skolen. Rammerne i skolen er heller ikke gode nok, og derfor er de elever, der søger ind på Konservatoriet, ikke dygtige nok. Frans Rasmussen vender tilbage til spøgsmålet. Han rent faktisk har tænkt på at tilbyde en første/anden klasse på en skole i et brokvarter lidt korundervisning, afsluttende med en koncert. Det kan blive ganske spændende.
- Kan musik bygge bro mellem forskellige kulturopfattelser og mellem generationer?
Frans Rasmussen er helt overbevist om, at det kan den. Han mener nemlig at have oplevet det. Integration består ikke i, at den ene kultur skal opsuges af den anden, men at man mødes på midten.
Dirigenter
Afslutningsvis taler vi om, hvorvidt dirigenter hører eller opfatter anderledes end andre mennesker? Hvordan bevarer de det lydmæssige overblik?
Frans Rasmussen har i 15 år haft ansvaret for at uddanne dirigenter og mener, at er man i spidsen for et orkester eller kor, så har man også fortjent det. Sanserne bliver skærpede med tiden, og forventningerne til det, man vil høre, er skærpet. Derfor kræver det også en vis erfaring/alder for at blive en god dirigent. Dirigenter lytter måske ikke anderledes, men de ved, hvad de vil høre. De har nogle særlige evner og talenter. De er pædagoger, som kan samle og kommunikere med mennesker. Det er vel en ledelsesteknik. En dirigent skal kunne tage fra musikerne – en 'flaskens ånd', man skal få ud. Det er igen den kollektive ånd, ligesom i forbindelse med koret. Det er næsten som telepati, hvor telepatien dog ikke har partituret.
Her slutter samtalen. Jeg synes, vi har været langt omkring, konceptet for ”Stemmerne fra....”, sociale miljøer, integrationen, indlæring, læreruddannelsen og dirigentrollen.
Det er nok tvivlsomt, om konceptet kan holde til en tredje udsendelse, men det kan jo være, at det bliver udviklet til noget andet, der også viser, hvor langt man kan flytte mennesker, når musikken spiller.
Det har været spændende. Jeg sætter mig ud i bilen for at køre hjem – en lille smule ør i hovedet, fordi det var en samtale med et engageret og involverende menneske, der både kunne give og tage, give os nogle fantatiske oplevelser og tage den individualistiske ånd ind i det kollektive udtryk.
Tak for det!
Det meget læseværdige blad 'Musikmagasinet no' kan læses ved at følge linket
www.danskamatormusik.dk
tirsdag den 1. februar 2011
Det kontrollerende menneske.
Der har været – og er fortsat – mange betegnelser for menneskelige aktiviteter. Det tænkende menneske, det legende menneske og nu kan man sige, at tiden er kommet til det kontrollerende menneske.
Det virker som om, at menneskene i informations- og videnssamfundet er blevet ramt af en kontrolvirus. Vi ønsker åbenbart at kunne kontrollere alt mellem himmel og jord: Helbred og sundhed (og ikke blot vor egen, men også alle andres), menneskelig adfærd, økonomi, klimaforandringer, forskning og ikke mindst (hvad der kan være fint nok) forebyggelse af terrorhandlinger.
Der er ingen grænser for, hvad der med de teknologiske muligheder, der findes, sættes i værk i form af overvågningsudstyr, kampagner mod rygning og fedme med kontrolmuligheder, dokumentation af arbejdsindsatser og -resultater, ure og andet udstyr, som kan slå energiforbrug til og fra.
Mange af initiativerne/mulighederne er jo gode og relevante; men jeg synes, der mangler en debat om kriterier, retssikkerhed og rimelighed i kontrollen.
Det er egentlig tankevækkende, at det netop er i forbindelse med borgerlige/liberale regeringer, at kontrolboomet er opstået. Den værdi, der ligger i begrebet tillid, er fuldstændig smuldret væk. De borgerlige har i den grad levet op til ”tillid er godt, kontrol er bedre” - vi skal måske afvente den kyniske fortsættelse ”men frygt er bedst”. Har de borgerlige og liberale i for høj grad ligget under for småborgerligheden?
Er det under en borgerlig liberal regering, man skal se censuren indført, fordi der skal sikres loyalitet og kontrol med ytrings”friheden”?
Man kan godt skelne mellem den individuelle følelse af, ”at man har kontrol over – situationen, bilen, hunden eller lignende” og myndighedernes kontrol, hvor især overvågningen, efterretningstjenesterne og bogholderkontrollen med ”får vi nu nok for pengene” er ulidelig. Jeg mener, vi skal drøfte begrænsninger af det allestedsnærværende kontrolgens virke og tillade, at tilliden og fantasien igen får større indflydelse. Kontrol skaber bindinger, snævre rammer og lavt til loftet, og det er bestemt ikke det, vi har brug for, når der skal tænkes kreative og langtidsholdbare løsninger med hensyn til klimaforandringer og andre selvskabte plager. De alvorlige problemstillinger, der er påført planetens mangfoldighed af samfund løser ikke sig selv, men kræver menneskelig indgriben og fantasi. Dette næres ikke af kontrol.
Det er som om, at den naturvidenskabelige trend, der har været gennemgående den sidste halve snes år, trænger til at blive afløst af en mere humanistisk tilgang. Det kan undre, at humanisterne ikke har sat et mere massivt modangreb ind mod denne kontroltrang. Vi må håbe, de vågner, så debatten kan facetteres – hellere i dag end i morgen.
Det virker som om, at menneskene i informations- og videnssamfundet er blevet ramt af en kontrolvirus. Vi ønsker åbenbart at kunne kontrollere alt mellem himmel og jord: Helbred og sundhed (og ikke blot vor egen, men også alle andres), menneskelig adfærd, økonomi, klimaforandringer, forskning og ikke mindst (hvad der kan være fint nok) forebyggelse af terrorhandlinger.
Der er ingen grænser for, hvad der med de teknologiske muligheder, der findes, sættes i værk i form af overvågningsudstyr, kampagner mod rygning og fedme med kontrolmuligheder, dokumentation af arbejdsindsatser og -resultater, ure og andet udstyr, som kan slå energiforbrug til og fra.
Mange af initiativerne/mulighederne er jo gode og relevante; men jeg synes, der mangler en debat om kriterier, retssikkerhed og rimelighed i kontrollen.
Det er egentlig tankevækkende, at det netop er i forbindelse med borgerlige/liberale regeringer, at kontrolboomet er opstået. Den værdi, der ligger i begrebet tillid, er fuldstændig smuldret væk. De borgerlige har i den grad levet op til ”tillid er godt, kontrol er bedre” - vi skal måske afvente den kyniske fortsættelse ”men frygt er bedst”. Har de borgerlige og liberale i for høj grad ligget under for småborgerligheden?
Er det under en borgerlig liberal regering, man skal se censuren indført, fordi der skal sikres loyalitet og kontrol med ytrings”friheden”?
Man kan godt skelne mellem den individuelle følelse af, ”at man har kontrol over – situationen, bilen, hunden eller lignende” og myndighedernes kontrol, hvor især overvågningen, efterretningstjenesterne og bogholderkontrollen med ”får vi nu nok for pengene” er ulidelig. Jeg mener, vi skal drøfte begrænsninger af det allestedsnærværende kontrolgens virke og tillade, at tilliden og fantasien igen får større indflydelse. Kontrol skaber bindinger, snævre rammer og lavt til loftet, og det er bestemt ikke det, vi har brug for, når der skal tænkes kreative og langtidsholdbare løsninger med hensyn til klimaforandringer og andre selvskabte plager. De alvorlige problemstillinger, der er påført planetens mangfoldighed af samfund løser ikke sig selv, men kræver menneskelig indgriben og fantasi. Dette næres ikke af kontrol.
Det er som om, at den naturvidenskabelige trend, der har været gennemgående den sidste halve snes år, trænger til at blive afløst af en mere humanistisk tilgang. Det kan undre, at humanisterne ikke har sat et mere massivt modangreb ind mod denne kontroltrang. Vi må håbe, de vågner, så debatten kan facetteres – hellere i dag end i morgen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
