Anmeldelse af ”Alt, hvad du har”, GrandTeatret, den 18. januar 2011 med Reese Witherspoon, Owen Wilson, Paul Rudd og Jack Nicholson (Biografklub Danmark).
Fra Grands foromtale af filmen citeres her:
'.......James L. Brooks' romantiske komedie om den sande kærlighed - og kunsten at finde den. Afsættet er et klassisk trekantsdrama, som udspilles mellem en kvinde og to vidt forskellige mænd, der mødes på deres respektive livs nok værste aften. Brooks, der er ekspert i menneskelige voksenkomedier, har ikke overraskende givet genvalg til Jack Nicholson, som spiller den ældre part i et kompliceret far-søn-forhold præget af økonomiske uoverensstemmelser....'
Det er en rigtig 'feel-good'-film – ligesom 60'ernes lystspil med Rock Hudson og Doris Day, med andre ord er det ikke en film, som man absolut skal se. Spillet er helt professionelt og troværdigt, mens baggrunden – et økonomisk mellemværende mellem far og søn (Jack Nicholson og Paul Rudd) aldrig bliver helt klart, men senior har tilsyneladende svindlet og lader sønnike få skylden – for trekantsdramaet mellem denne søn og to sportsikoner – en smuk og betagende kvinde, der bliver fravalgt til det amerikanske baseball-landshold, og en navlebeskuende, forkælet mandlig baseballspiller – udspilles i et fashionabelt amerikansk bymiljø. Der er ligheder i denne film med Oliver Stones film ”Wall Street, Money never sleeps” med Michael Douglas som Gordon Gekko omkring far-barn-problemstillingen.
Jack Nicholson indtager suverænt scenen, når han spiller. Hans hæse stemme, hans kropssprog og ikke mindst mimik er fantastisk. Han er naturligvis blevet ældre og passer derfor godt til den rolle, han skal spille her – i øvrigt ville han også godt kunne spille rollen som Prins Henrik, hvis han skulle få den tilbudt. Der er en vis lighed.
Efter forskellige genvordigheder, og filmen er måske lige lang nok, kommer man til den slutning, man har gættet hele tiden, og spørgsmålet er blot, om far Nicholson kommer de 25 år i spjældet.
Alt i alt en hygsom film, som man sagtens kan tåle at se, men det er ingen livsnødvendighed.
onsdag den 19. januar 2011
fredag den 14. januar 2011
Anmeldelse af filmen ”Waiting for Superman”
Anmeldelse af filmen ”Waiting for Superman”, Grand Teatret torsdag den 13. januar 2011, med efterfølgende paneldebat, arrangeret af et nystiftet forum ”Politisk filmklub” med Lotte Hansen og Lene Johansen i spidsen.
Filmen er en Oscarnomineret dokumentarfilm om det amerikanske skolesystem, begået af
David Guggenheim. I foromtalen af filmen kan man læse:
Fiaskofabrikker! Øgenavnet for visse offentlige skoler (og problemer med alle offentlige skoler) i USA viser et grundlæggende problem. For samfundet, der mangler veluddannet arbejdskraft, men først og fremmest for børnene, der bliver svigtet, når de ikke får en ordentlig uddannelse. For der er et alternativ, viser dokumentarfilmen ”Waiting for Superman”, og det er ikke privatskolerne, men offentligt finansierede skoler, der har succes med at bryde negativ social arv selv i hårdt belastede kvarterer. Den smertelige sandhed i dagens USA er imidlertid, at det er rent lotteri om børnene kommer på en skole, der vil give dem succes. Bogstavelig talt et lotteri!
DG tager et kritisk blik på et system, der lader fiaskofabrikkerne fortsætte. Filmen er et portræt af et problem og af fem uforglemmelige børn, der har et håb for fremtiden.
Det er en lang film, knapt 2 timer, og den er måske også for lang. Det er også en meget 'smal' film. Jeg tror, at det vil være relativt få, der ser filmen, hvis man altså ikke lige er professionelt interesseret i skoler og skoleproblemer. Så kan man på den anden side hævde, at det må der være rigtig mange forældre, der er – og temaet er da vigtigt.
Rigtigt, men alligevel tror jeg ikke, det bliver en publikumssucces.
Når det er skrevet, så synes jeg, at det er en god film, der med ligefremme – og til tider rørende – interviews og animationer tydeliggør de problemer, USA har i deres grundlæggende uddannelsessystem. Den afslører – ikke uventet – at der er gode og dårlige skoler, at supermagtens testsystem ikke hjælper ret meget, og at den negative sociale arv kun meget vanskeligt brydes, og hvis det sker, så er lodtrækning et væsentligt middel!
Ligeledes afslører filmen også, at det altafgørende er lærerne. De er uundværlige, og uden engagerede og lidenskabelige lærere vil det ikke lykkedes, hverken med New Public Management, resultatløn eller hidsige ledelsesteknikker.
Uanset hvad så taber eleverne, når de voksne kaster sig ind i kampen med alle deres meninger og holdninger, der ikke holder vand, fordi de tror at vide, hvad der kan frelse skolen, eller fordi de skal redde deres skind.
Filmen dokumenterer, at det er professionelle, engagerede, involverende og karismatiske lærere, der på alle niveauer skal give skolen det kvalitetsløft, vore børn fortjener, og ikke frelste DJØF'ere eller fagforeningsdiktatorer.
Et nystiftet debatforum ”Politisk filmklub” havde efterfølgende arrangeret en paneldebat. Værtinderne journalist Lene Johansen og direktør i HansenPR, Lotte Hansen vil sammen med undervisningsminister Tina Nedergaard, vicedirektør i DEA (Danmarks Erhvervsforsknings Akademi), Bjarne Lundager Jensen og Birgit Lise Andersen, der er skoleleder på Strandgårdskolen i Ishøj, diskutere de danske forhold og værdier i folkeskolen sammenlignet med USA.
Initiativet var godt ment, men der kom absolut intet nyt frem. Undervisningsministeren fremførte atter 'sine tårnhøje ambitioner' for den danske skole, vicedirektøren erklæredee sig som varm tilhænger af folkeskolen, men havde alligevel valgt at sætte alle sine 4 børn i en Grundtvig-Koldsk Friskole, og skolelederen roste sine lærere for i samarbejde med hende og den kommunale forvaltning at have vendt en negativ dødsspiral til en positiv udvikling for en lokal folkeskole.
Var der kommet andre synspunkter og holdninger frem, ville det have været en overraskelse.
Ikke desto mindre var ideen med at invitere til en politisk minidebat på baggrund af film, der på virkelighedsnært grundlag forsøger at skildre almene samfundsforhold, god nok og fortjener lidt levetid endnu.
Filmen er en Oscarnomineret dokumentarfilm om det amerikanske skolesystem, begået af
David Guggenheim. I foromtalen af filmen kan man læse:
Fiaskofabrikker! Øgenavnet for visse offentlige skoler (og problemer med alle offentlige skoler) i USA viser et grundlæggende problem. For samfundet, der mangler veluddannet arbejdskraft, men først og fremmest for børnene, der bliver svigtet, når de ikke får en ordentlig uddannelse. For der er et alternativ, viser dokumentarfilmen ”Waiting for Superman”, og det er ikke privatskolerne, men offentligt finansierede skoler, der har succes med at bryde negativ social arv selv i hårdt belastede kvarterer. Den smertelige sandhed i dagens USA er imidlertid, at det er rent lotteri om børnene kommer på en skole, der vil give dem succes. Bogstavelig talt et lotteri!
DG tager et kritisk blik på et system, der lader fiaskofabrikkerne fortsætte. Filmen er et portræt af et problem og af fem uforglemmelige børn, der har et håb for fremtiden.
Det er en lang film, knapt 2 timer, og den er måske også for lang. Det er også en meget 'smal' film. Jeg tror, at det vil være relativt få, der ser filmen, hvis man altså ikke lige er professionelt interesseret i skoler og skoleproblemer. Så kan man på den anden side hævde, at det må der være rigtig mange forældre, der er – og temaet er da vigtigt.
Rigtigt, men alligevel tror jeg ikke, det bliver en publikumssucces.
Når det er skrevet, så synes jeg, at det er en god film, der med ligefremme – og til tider rørende – interviews og animationer tydeliggør de problemer, USA har i deres grundlæggende uddannelsessystem. Den afslører – ikke uventet – at der er gode og dårlige skoler, at supermagtens testsystem ikke hjælper ret meget, og at den negative sociale arv kun meget vanskeligt brydes, og hvis det sker, så er lodtrækning et væsentligt middel!
Ligeledes afslører filmen også, at det altafgørende er lærerne. De er uundværlige, og uden engagerede og lidenskabelige lærere vil det ikke lykkedes, hverken med New Public Management, resultatløn eller hidsige ledelsesteknikker.
Uanset hvad så taber eleverne, når de voksne kaster sig ind i kampen med alle deres meninger og holdninger, der ikke holder vand, fordi de tror at vide, hvad der kan frelse skolen, eller fordi de skal redde deres skind.
Filmen dokumenterer, at det er professionelle, engagerede, involverende og karismatiske lærere, der på alle niveauer skal give skolen det kvalitetsløft, vore børn fortjener, og ikke frelste DJØF'ere eller fagforeningsdiktatorer.
Et nystiftet debatforum ”Politisk filmklub” havde efterfølgende arrangeret en paneldebat. Værtinderne journalist Lene Johansen og direktør i HansenPR, Lotte Hansen vil sammen med undervisningsminister Tina Nedergaard, vicedirektør i DEA (Danmarks Erhvervsforsknings Akademi), Bjarne Lundager Jensen og Birgit Lise Andersen, der er skoleleder på Strandgårdskolen i Ishøj, diskutere de danske forhold og værdier i folkeskolen sammenlignet med USA.
Initiativet var godt ment, men der kom absolut intet nyt frem. Undervisningsministeren fremførte atter 'sine tårnhøje ambitioner' for den danske skole, vicedirektøren erklæredee sig som varm tilhænger af folkeskolen, men havde alligevel valgt at sætte alle sine 4 børn i en Grundtvig-Koldsk Friskole, og skolelederen roste sine lærere for i samarbejde med hende og den kommunale forvaltning at have vendt en negativ dødsspiral til en positiv udvikling for en lokal folkeskole.
Var der kommet andre synspunkter og holdninger frem, ville det have været en overraskelse.
Ikke desto mindre var ideen med at invitere til en politisk minidebat på baggrund af film, der på virkelighedsnært grundlag forsøger at skildre almene samfundsforhold, god nok og fortjener lidt levetid endnu.
søndag den 2. januar 2011
Statsministerens nytårstale 2011
Et par kommentarer til statsministerens nytårstale kunne være:
Kraftig justering af den forkætrede efterløn, ja ligefrem afskaffelse: Fred med det, det er nok uomgængeligt.
Den økonomiske politik, specielt emnet omkring de manglende hænder på arbejdsmarkedet: Det bliver jo gang på atter nævnt i den daglige debat, at samfundet har stærkt brug for, at flere forbliver på arbejdsmarkedet, at stadig flere færdiggør deres uddannelse og bliver aktive på arbejdsmarkedet, at vi skal satse på uddannelse, forskning, teknologi og energi.
Det hele er jo så rigtigt, men jeg undrer mig over, hvor de jobs er, som de ikke-arbejdsmarkeds-aktive skal have. Ingen taler om at matche kompetencer og udbud for ikke at tale om de mennesker, for hvem det er uoverskueligt at gå i gang med en ny uddannelse, de ufaglærte, som jo dog har deres erfaring at byde ind med, men som har mistet deres arbejde på baggrund af finanskrisen på trods af, at mange af de virksomheder, som har fyret folk, modtager statssubsidier i form af træk fra diverse udviklingsfonde og/eller skjulte reserver, Vestas fx. Mange af dem bor endvidere i de tyndt befolkede områder.
Hvor er arbejdet til disse grupper?
Eller er sådan, at Fanden tager de sidste?
Kraftig justering af den forkætrede efterløn, ja ligefrem afskaffelse: Fred med det, det er nok uomgængeligt.
Den økonomiske politik, specielt emnet omkring de manglende hænder på arbejdsmarkedet: Det bliver jo gang på atter nævnt i den daglige debat, at samfundet har stærkt brug for, at flere forbliver på arbejdsmarkedet, at stadig flere færdiggør deres uddannelse og bliver aktive på arbejdsmarkedet, at vi skal satse på uddannelse, forskning, teknologi og energi.
Det hele er jo så rigtigt, men jeg undrer mig over, hvor de jobs er, som de ikke-arbejdsmarkeds-aktive skal have. Ingen taler om at matche kompetencer og udbud for ikke at tale om de mennesker, for hvem det er uoverskueligt at gå i gang med en ny uddannelse, de ufaglærte, som jo dog har deres erfaring at byde ind med, men som har mistet deres arbejde på baggrund af finanskrisen på trods af, at mange af de virksomheder, som har fyret folk, modtager statssubsidier i form af træk fra diverse udviklingsfonde og/eller skjulte reserver, Vestas fx. Mange af dem bor endvidere i de tyndt befolkede områder.
Hvor er arbejdet til disse grupper?
Eller er sådan, at Fanden tager de sidste?
torsdag den 30. december 2010
Produktivitetsstigninger i de offentlige opgaveløsninger.
Det var velgørende at læse debatindlægget ”Historierne om krisen på de danske hospitaler er stærkt fortegnede” af økonomichef på Gentofte Hospital, Hans Anton Nygaard i Politiken den 28. december 2010.
Han redegør for produktivitetsstigningerne på de danske hospitaler de sidste år.
Hans pointe er, det skyldes det samlede personales meget flotte indsats på trods af den underfinansiering, der har fundet sted. Det gælder for de indførte kræft- og hjertepakker (en særdeles underlig, men officiel terminologi) samt den generelle behandlingsgaranti med loft for bevillingerne.
Jeg mener, det samme kan siges om fx folkeskolen, som gennem de sidste i hvert fald 30 år har fået pålagt stadig flere opgaver samtidig med beskæringer i den reelle undervisningstid – både timetallet for fagene og den genelle nedsættelse med bortfald af undervisning om lørdagen samt – ikke mindst – den nedsættelse af lektionslængden, der fandt sted i 70'erne fra 50 minutter til 45 minutter (dengang daværende finansminister Per Hækkerup brugte stokkemetoder). Opgavernes antal har haft sammenhæng med de medieskabte debatter om færdselslære, seksualundervisning, ungdomskriminalitet og andre temaer af almen dannelse, som skolerne har måttet overtage helt eller delvist fra forældrene.
Når der var en hændelse, der bare havde en anelse med skoleelever at gøre, og som fik medieomtale, rejste der sig omgående et krav om, at det skulle skolen også undervise/informere om. Dette sammenholdt med det faldende timetal i fx dansk, hvor mange af den slags temaer havde holdeplads, har været medvirkende til et faldende uddannelsesniveau i folkeskolen.
Nu skal dette forstås sådan, at jeg helt klart mener, at langt hovedparten af temaerne naturligvis skal have plads i folkesolens undervisning alene af den grund, at folkeskolen også skal være almendannende. Problemet er, at tiden til udførelsen af opgaverne ikke er blevet givet i samme takt, men at den har skullet tages fra den allerede eksisterende tid. Så er det logisk, at noget må lide for det, og det er blevet den almindelige faglige undervisning, hvor tiden til de lidt kedelige opgaver, hvor det indlærte skulle slås fast, eksempelvis tegnsætnings- og staveøvelser, tabelindlæring, såkaldte slaveopgaver i matematik, paratvidensopgaver og lignende.
Lærerne har haft en særdeles svær opgave, som de efter min mening har løst fremragende inden for de rammer, der er blevet dem givet. Læg hertil, at folkeskolen som andre kommunale institutioner ikke har fået bevilget penge til prisfremskrivninger, nærmest tværtimod, og at de bygningsmæssige rammer mildest talt er blevet forsømte, så elevernes æstetiske sans bestemt ikke er blevet stimuleret. Læg yderlige til, at et stigende antal elever er blevet henvist til en meget dyrere form for undervisning, specialundervisning, nemlig fordi der ikke har været den tilstrækkelige tid i den daglige undervisning.
Set i lyset af budgetternes faldende tendens og kravene til undervisningens indhold betyder, at der også i folkeskolen må have været en produktivitetsstigning af en ikke helt ringe størrelse. Det er mærkværdigt, at dette ikke er blevet undersøgt nærmere i denne bundliniefokuserede tid, når det huskes at ved udelukkende at fokusere, så ligger resten i mørke.
På samme måde kan man anskue kritikken af DSB, som simpelthen får taget sit surt optjente overskud af ejeren til andre formål samtidig med, at 'firmaet' får at vide, at de ikke gør det godt nok, at der skal mere konkurrence til (det sædvanlige DJØF-trick – selv om det ikke er oplevelsen, at noget som helst er blevet billigere eller mere gennemskueligt af at blive udsat for konkurrence via privatisering).
Forskån os derfor for den slags DJØF-løsninger, men se de offentlige opgaveløsninger som en vækst- og velfærdsmaskine, som kan medvirke til at udvikle den skandinaviske velstandsmodel, så der også bliver velfærd.
Han redegør for produktivitetsstigningerne på de danske hospitaler de sidste år.
Hans pointe er, det skyldes det samlede personales meget flotte indsats på trods af den underfinansiering, der har fundet sted. Det gælder for de indførte kræft- og hjertepakker (en særdeles underlig, men officiel terminologi) samt den generelle behandlingsgaranti med loft for bevillingerne.
Jeg mener, det samme kan siges om fx folkeskolen, som gennem de sidste i hvert fald 30 år har fået pålagt stadig flere opgaver samtidig med beskæringer i den reelle undervisningstid – både timetallet for fagene og den genelle nedsættelse med bortfald af undervisning om lørdagen samt – ikke mindst – den nedsættelse af lektionslængden, der fandt sted i 70'erne fra 50 minutter til 45 minutter (dengang daværende finansminister Per Hækkerup brugte stokkemetoder). Opgavernes antal har haft sammenhæng med de medieskabte debatter om færdselslære, seksualundervisning, ungdomskriminalitet og andre temaer af almen dannelse, som skolerne har måttet overtage helt eller delvist fra forældrene.
Når der var en hændelse, der bare havde en anelse med skoleelever at gøre, og som fik medieomtale, rejste der sig omgående et krav om, at det skulle skolen også undervise/informere om. Dette sammenholdt med det faldende timetal i fx dansk, hvor mange af den slags temaer havde holdeplads, har været medvirkende til et faldende uddannelsesniveau i folkeskolen.
Nu skal dette forstås sådan, at jeg helt klart mener, at langt hovedparten af temaerne naturligvis skal have plads i folkesolens undervisning alene af den grund, at folkeskolen også skal være almendannende. Problemet er, at tiden til udførelsen af opgaverne ikke er blevet givet i samme takt, men at den har skullet tages fra den allerede eksisterende tid. Så er det logisk, at noget må lide for det, og det er blevet den almindelige faglige undervisning, hvor tiden til de lidt kedelige opgaver, hvor det indlærte skulle slås fast, eksempelvis tegnsætnings- og staveøvelser, tabelindlæring, såkaldte slaveopgaver i matematik, paratvidensopgaver og lignende.
Lærerne har haft en særdeles svær opgave, som de efter min mening har løst fremragende inden for de rammer, der er blevet dem givet. Læg hertil, at folkeskolen som andre kommunale institutioner ikke har fået bevilget penge til prisfremskrivninger, nærmest tværtimod, og at de bygningsmæssige rammer mildest talt er blevet forsømte, så elevernes æstetiske sans bestemt ikke er blevet stimuleret. Læg yderlige til, at et stigende antal elever er blevet henvist til en meget dyrere form for undervisning, specialundervisning, nemlig fordi der ikke har været den tilstrækkelige tid i den daglige undervisning.
Set i lyset af budgetternes faldende tendens og kravene til undervisningens indhold betyder, at der også i folkeskolen må have været en produktivitetsstigning af en ikke helt ringe størrelse. Det er mærkværdigt, at dette ikke er blevet undersøgt nærmere i denne bundliniefokuserede tid, når det huskes at ved udelukkende at fokusere, så ligger resten i mørke.
På samme måde kan man anskue kritikken af DSB, som simpelthen får taget sit surt optjente overskud af ejeren til andre formål samtidig med, at 'firmaet' får at vide, at de ikke gør det godt nok, at der skal mere konkurrence til (det sædvanlige DJØF-trick – selv om det ikke er oplevelsen, at noget som helst er blevet billigere eller mere gennemskueligt af at blive udsat for konkurrence via privatisering).
Forskån os derfor for den slags DJØF-løsninger, men se de offentlige opgaveløsninger som en vækst- og velfærdsmaskine, som kan medvirke til at udvikle den skandinaviske velstandsmodel, så der også bliver velfærd.
tirsdag den 28. december 2010
Nytårshilsen
Jeg benytter lejligheden til at ønske læsere af denne blog et herligt, indholdsrigt og fredfyldt nyt år.
Jeg håber ligeledes, at I også har haft en dejlig jul og har klaret snemasserne på bedste vis. Man kan da vist godt hævde, at snerydningen har sørget for motionen den sidste måneds tid.
De bedste hilsener
Benny Pedersen
Jeg håber ligeledes, at I også har haft en dejlig jul og har klaret snemasserne på bedste vis. Man kan da vist godt hævde, at snerydningen har sørget for motionen den sidste måneds tid.
De bedste hilsener
Benny Pedersen
mandag den 20. december 2010
Hvad er det dog for noget? - En presset regering!
Jeg har netop set DRs 21 Søndag og er blevet rystet i den grad. Bertel Haarder, som jeg ellers var kommet til at få stor sympati for, idet han i mine øjne var en af regeringens bedste medlemmer, optrådte som et meget lille barn, der stampede i jorden, fordi det ikke fik sin vilje. Årsagen var, at journalisten stillede ham et spørgsmål, som han åbenbart ikke var forberedt på.
Skal det nu være en forudsætning, at ministre (og andre offentlighedspersoner) kun skal kunnes stilles spørgsmål, de i forvejen har godkendt eller bare kender?
Hvad er det for noget?
Der har tidligere været en hvert fald én episode med statsministeren, hvor han efter sigende blev ophidset over en journalists spørgsmål.
Er der ikke ytringsfrihed i dette land? Skal journalister ikke kunne spørge om hvad som helst??
I min optik er regeringens nu blevet så presset af 'dårlige' sager, at de ikke formår at fremtræde med den dannelse og etik, der gør dem værdige til at regere landet. Der er rigtig mange sager, hvor regeringen fremtræder enten utroværdigt, fx omkring sundhedsvæsenet og på miljøområdet, eller direkte uklogt, fx på undervisningsområdet.
De handler og udtaler sig direkte mod, hvad sagkyndige på områderne giver udtryk for.
Jeg mindes ikke ikke en regering agere så usikkert som denne.
Der skal altså nye kræfter til, fordi den nuværende regerings kræfter er sluppet op. Umiddelbart ser jeg to årsager til det: Helt almindelig metaltræthed efter mange års højkonjunktur og kontraktpolitik, hvorefter de har sluppet jordforbindelsen, eller også er omgivet af så dårlige rådgivere/spindoktorer (et forfærdeligt ord med for skræmmende indhold), at det fører lige lukt ud i lemfældig omgang med kendsgerningerne a la italienske forhold.
Det er egentlig kun det næstværste, fordi spørgsmålet er, om oppositionen kan gøre det bedre?
I denne juletid, hvor man har lov til at ønske: Vi er i ikke så godt stillet i dette land!
Skal det nu være en forudsætning, at ministre (og andre offentlighedspersoner) kun skal kunnes stilles spørgsmål, de i forvejen har godkendt eller bare kender?
Hvad er det for noget?
Der har tidligere været en hvert fald én episode med statsministeren, hvor han efter sigende blev ophidset over en journalists spørgsmål.
Er der ikke ytringsfrihed i dette land? Skal journalister ikke kunne spørge om hvad som helst??
I min optik er regeringens nu blevet så presset af 'dårlige' sager, at de ikke formår at fremtræde med den dannelse og etik, der gør dem værdige til at regere landet. Der er rigtig mange sager, hvor regeringen fremtræder enten utroværdigt, fx omkring sundhedsvæsenet og på miljøområdet, eller direkte uklogt, fx på undervisningsområdet.
De handler og udtaler sig direkte mod, hvad sagkyndige på områderne giver udtryk for.
Jeg mindes ikke ikke en regering agere så usikkert som denne.
Der skal altså nye kræfter til, fordi den nuværende regerings kræfter er sluppet op. Umiddelbart ser jeg to årsager til det: Helt almindelig metaltræthed efter mange års højkonjunktur og kontraktpolitik, hvorefter de har sluppet jordforbindelsen, eller også er omgivet af så dårlige rådgivere/spindoktorer (et forfærdeligt ord med for skræmmende indhold), at det fører lige lukt ud i lemfældig omgang med kendsgerningerne a la italienske forhold.
Det er egentlig kun det næstværste, fordi spørgsmålet er, om oppositionen kan gøre det bedre?
I denne juletid, hvor man har lov til at ønske: Vi er i ikke så godt stillet i dette land!
onsdag den 15. december 2010
Anmeldelse af julevelgørenhedskoncerten i Københavns Domkirke, søndag den 12. december 2010, kl. 15.
Medvirkende:
Solist Andrea Pellegrini,
Solist Andrea Pellegrini,
Ensemblet: James Watson, trompetist og professor ved Royal Academy of Music i London
Kristina Schjelde i stedet for Rasmus Kærsgård, freelance trompetist
Susanne Skov, freelance hornist
Jesper Busk Sørensen, basunist I Berliner Filharmonikerne
Martin Reinhardt, basbasunist i Staatsoper Unter den Linden (Berlin State Opera)
Programmet:
Prelude af Carl Nielsen, arr. Mogens Andresen
”Italiensk renæssance”:
* Echo Fantasia af A. Banchieri, arr. Philip Jones og Elgar Howarth
* La Seraphina af Pietro Lappi, arr. Elgar Howarth
* Agnus Dei af Giovanni Palestrina, arr. Philips Jones
Mariä Wiegenlied af Max Reger, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini
Frère Jacques, Trad., arr. John Iveson
”Tysk barok”:
* My Spirit be Joyful af J.S. Bach, arr. Herforth. Solist Martin Reinhardt
* Minuet fra cellosuite no. 1 i G-Dur af J.S. Bach
* Canzon Bergamasque af Samuel Scheidt, arr. P. Jones
Ave Maria af Franz Schubert, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini
The Holy and the Ivy. Trad.
You Make Me Feel so Young af Lester Gordon, arr. Ingo Luis
A'int Misbehavin' af Fats Waller, arr. Lee Norris
Dejlig er jorden.
Efter Frère Jacques takkede lederen af 'Reden International', Vibeke Lenskjold, Thomas Hovaldt for at overføre den engelske tradition med julevelgørenhedskoncerter til Danmark og især, at det nu var fjerde gang, at Ensemble Hovaldt spillede til fordel for 'Reden International'. Hun takkede musikerne for deres positive tilsagn om at spille til fordel for målet, og endelig takkede hun Domkirken for husly.
Vibeke Lenskjold fortalte kort om arbejdet i 'Reden International' og den store gavn, de prostituerede og handlede kvinder havde af det beløb, der måtte komme ind ved eftermiddagens koncert. I 'Reden International' havde de mulighed for at få rådgivning om deres muligheder i Danmark, herunder asylmuligheder, ligesom der naturligvis var mad, varme og husly på adressen på Halmtorvet.
Selve koncerten var en rigtig god oplevelse, hvor de kompetente musikere viste deres formåen, og især Andrea Pellegrini var formidabel. Basbasunisten Martin Reinhardt var ligeledes fantastisk i sin solo. Det hele blev sædvanen tro ledet dygtigt af James Watson.
Programmet var alsidigt og blev afviklet med god stil og uden slinger, hvor det eneste minus, jeg kan sætte, var kirkerummets akustik til brasskkammerkoncerten. Det kunne ind i mellem være en smule vanskeligt at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden i en ellers meget professionel gennemført koncert.
De omkring 240 tilhørere kunne gå fra Domkirken og ud i den kolde december eftermiddag med en dejlig musikoplevelse i ryggen samt en bevidsthed om at have støttet et godt og værdigt formål i denne kolde tid, hvor den slags sociale institutioner nødvendigvis må have privat støtte for at kunne hjælpe. Afstanden mellem dem, som har behov for hjælp, økonomisk og socialt, og dem, som kan hjælpe, er jo bestemt ikke blevet mindre de sidste 10 år her i kongeriget. Enhver er så absolut ikke sin egen lykkes smed – det er vældig godt for ikke at sige nødvendigt at have allierede, som kan det, man ikke selv er i stand til.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
