Produktivitetsstigninger i de offentlige opgaveløsninger.

Det var velgørende at læse debatindlægget ”Historierne om krisen på de danske hospitaler er stærkt fortegnede” af økonomichef på Gentofte Hospital, Hans Anton Nygaard i Politiken den 28. december 2010.
Han redegør for produktivitetsstigningerne på de danske hospitaler de sidste år.
Hans pointe er, det skyldes det samlede personales meget flotte indsats på trods af den underfinansiering, der har fundet sted. Det gælder for de indførte kræft- og hjertepakker (en særdeles underlig, men officiel terminologi) samt den generelle behandlingsgaranti med loft for bevillingerne.

Jeg mener, det samme kan siges om fx folkeskolen, som gennem de sidste i hvert fald 30 år har fået pålagt stadig flere opgaver samtidig med beskæringer i den reelle undervisningstid – både timetallet for fagene og den genelle nedsættelse med bortfald af undervisning om lørdagen samt – ikke mindst – den nedsættelse af lektionslængden, der fandt sted i 70'erne fra 50 minutter til 45 minutter (dengang daværende finansminister Per Hækkerup brugte stokkemetoder). Opgavernes antal har haft sammenhæng med de medieskabte debatter om færdselslære, seksualundervisning, ungdomskriminalitet og andre temaer af almen dannelse, som skolerne har måttet overtage helt eller delvist fra forældrene.
Når der var en hændelse, der bare havde en anelse med skoleelever at gøre, og som fik medieomtale, rejste der sig omgående et krav om, at det skulle skolen også undervise/informere om. Dette sammenholdt med det faldende timetal i fx dansk, hvor mange af den slags temaer havde holdeplads, har været medvirkende til et faldende uddannelsesniveau i folkeskolen.
Nu skal dette forstås sådan, at jeg helt klart mener, at langt hovedparten af temaerne naturligvis skal have plads i folkesolens undervisning alene af den grund, at folkeskolen også skal være almendannende. Problemet er, at tiden til udførelsen af opgaverne ikke er blevet givet i samme takt, men at den har skullet tages fra den allerede eksisterende tid. Så er det logisk, at noget må lide for det, og det er blevet den almindelige faglige undervisning, hvor tiden til de lidt kedelige opgaver, hvor det indlærte skulle slås fast, eksempelvis tegnsætnings- og staveøvelser, tabelindlæring, såkaldte slaveopgaver i matematik, paratvidensopgaver og lignende.

Lærerne har haft en særdeles svær opgave, som de efter min mening har løst fremragende inden for de rammer, der er blevet dem givet. Læg hertil, at folkeskolen som andre kommunale institutioner ikke har fået bevilget penge til prisfremskrivninger, nærmest tværtimod, og at de bygningsmæssige rammer mildest talt er blevet forsømte, så elevernes æstetiske sans bestemt ikke er blevet stimuleret. Læg yderlige til, at et stigende antal elever er blevet henvist til en meget dyrere form for undervisning, specialundervisning, nemlig fordi der ikke har været den tilstrækkelige tid i den daglige undervisning.
Set i lyset af budgetternes faldende tendens og kravene til undervisningens indhold betyder, at der også i folkeskolen må have været en produktivitetsstigning af en ikke helt ringe størrelse. Det er mærkværdigt, at dette ikke er blevet undersøgt nærmere i denne bundliniefokuserede tid, når det huskes at ved udelukkende at fokusere, så ligger resten i mørke.

På samme måde kan man anskue kritikken af DSB, som simpelthen får taget sit surt optjente overskud af ejeren til andre formål samtidig med, at 'firmaet' får at vide, at de ikke gør det godt nok, at der skal mere konkurrence til (det sædvanlige DJØF-trick – selv om det ikke er oplevelsen, at noget som helst er blevet billigere eller mere gennemskueligt af at blive udsat for konkurrence via privatisering).

Forskån os derfor for den slags DJØF-løsninger, men se de offentlige opgaveløsninger som en vækst- og velfærdsmaskine, som kan medvirke til at udvikle den skandinaviske velstandsmodel, så der også bliver velfærd.

Nytårshilsen

Jeg benytter lejligheden til at ønske læsere af denne blog et herligt, indholdsrigt og fredfyldt nyt år.
Jeg håber ligeledes, at I også har haft en dejlig jul og har klaret snemasserne på bedste vis. Man kan da vist godt hævde, at snerydningen har sørget for motionen den sidste måneds tid.

De bedste hilsener
Benny Pedersen

Hvad er det dog for noget? - En presset regering!

Jeg har netop set DRs 21 Søndag og er blevet rystet i den grad. Bertel Haarder, som jeg ellers var kommet til at få stor sympati for, idet han i mine øjne var en af regeringens bedste medlemmer, optrådte som et meget lille barn, der stampede i jorden, fordi det ikke fik sin vilje. Årsagen var, at journalisten stillede ham et spørgsmål, som han åbenbart ikke var forberedt på.
Skal det nu være en forudsætning, at ministre (og andre offentlighedspersoner) kun skal kunnes stilles spørgsmål, de i forvejen har godkendt eller bare kender?
Hvad er det for noget?
Der har tidligere været en hvert fald én episode med statsministeren, hvor han efter sigende blev ophidset over en journalists spørgsmål.
Er der ikke ytringsfrihed i dette land? Skal journalister ikke kunne spørge om hvad som helst??
I min optik er regeringens nu blevet så presset af 'dårlige' sager, at de ikke formår at fremtræde med den dannelse og etik, der gør dem værdige til at regere landet. Der er rigtig mange sager, hvor regeringen fremtræder enten utroværdigt, fx omkring sundhedsvæsenet og på miljøområdet, eller direkte uklogt, fx på undervisningsområdet.
De handler og udtaler sig direkte mod, hvad sagkyndige på områderne giver udtryk for.
Jeg mindes ikke ikke en regering agere så usikkert som denne.
Der skal altså nye kræfter til, fordi den nuværende regerings kræfter er sluppet op. Umiddelbart ser jeg to årsager til det: Helt almindelig metaltræthed efter mange års højkonjunktur og kontraktpolitik, hvorefter de har sluppet jordforbindelsen, eller også er omgivet af så dårlige rådgivere/spindoktorer (et forfærdeligt ord med for skræmmende indhold), at det fører lige lukt ud i lemfældig omgang med kendsgerningerne a la italienske forhold.
Det er egentlig kun det næstværste, fordi spørgsmålet er, om oppositionen kan gøre det bedre?
I denne juletid, hvor man har lov til at ønske: Vi er i ikke så godt stillet i dette land!

Anmeldelse af julevelgørenhedskoncerten i Københavns Domkirke, søndag den 12. december 2010, kl. 15.

Medvirkende:
Solist Andrea Pellegrini,

Ensemblet: James Watson, trompetist og professor ved Royal Academy of Music i London
Kristina Schjelde i stedet for Rasmus Kærsgård, freelance trompetist
Susanne Skov, freelance hornist
Jesper Busk Sørensen, basunist I Berliner Filharmonikerne
Martin Reinhardt, basbasunist i Staatsoper Unter den Linden (Berlin State Opera)

Programmet:

Prelude af Carl Nielsen, arr. Mogens Andresen

”Italiensk renæssance”:
* Echo Fantasia af A. Banchieri, arr. Philip Jones og Elgar Howarth
* La Seraphina af Pietro Lappi, arr. Elgar Howarth
* Agnus Dei af Giovanni Palestrina, arr. Philips Jones

Mariä Wiegenlied af Max Reger, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini

Frère Jacques, Trad., arr. John Iveson

”Tysk barok”:
* My Spirit be Joyful af J.S. Bach, arr. Herforth. Solist Martin Reinhardt
* Minuet fra cellosuite no. 1 i G-Dur af J.S. Bach
* Canzon Bergamasque af Samuel Scheidt, arr. P. Jones

Ave Maria af Franz Schubert, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini

The Holy and the Ivy. Trad.

You Make Me Feel so Young af Lester Gordon, arr. Ingo Luis

A'int Misbehavin' af Fats Waller, arr. Lee Norris

Dejlig er jorden.


Efter Frère Jacques takkede lederen af 'Reden International', Vibeke Lenskjold, Thomas Hovaldt for at overføre den engelske tradition med julevelgørenhedskoncerter til Danmark og især, at det nu var fjerde gang, at Ensemble Hovaldt spillede til fordel for 'Reden International'. Hun takkede musikerne for deres positive tilsagn om at spille til fordel for målet, og endelig takkede hun Domkirken for husly.
Vibeke Lenskjold fortalte kort om arbejdet i 'Reden International' og den store gavn, de prostituerede og handlede kvinder havde af det beløb, der måtte komme ind ved eftermiddagens koncert. I 'Reden International' havde de mulighed for at få rådgivning om deres muligheder i Danmark, herunder asylmuligheder, ligesom der naturligvis var mad, varme og husly på adressen på Halmtorvet.
Selve koncerten var en rigtig god oplevelse, hvor de kompetente musikere viste deres formåen, og især Andrea Pellegrini var formidabel. Basbasunisten Martin Reinhardt var ligeledes fantastisk i sin solo. Det hele blev sædvanen tro ledet dygtigt af James Watson.
Programmet var alsidigt og blev afviklet med god stil og uden slinger, hvor det eneste minus, jeg kan sætte, var kirkerummets akustik til brasskkammerkoncerten. Det kunne ind i mellem være en smule vanskeligt at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden i en ellers meget professionel gennemført koncert.

De omkring 240 tilhørere kunne gå fra Domkirken og ud i den kolde december eftermiddag med en dejlig musikoplevelse i ryggen samt en bevidsthed om at have støttet et godt og værdigt formål i denne kolde tid, hvor den slags sociale institutioner nødvendigvis må have privat støtte for at kunne hjælpe. Afstanden mellem dem, som har behov for hjælp, økonomisk og socialt, og dem, som kan hjælpe, er jo bestemt ikke blevet mindre de sidste 10 år her i kongeriget. Enhver er så absolut ikke sin egen lykkes smed – det er vældig godt for ikke at sige nødvendigt at have allierede, som kan det, man ikke selv er i stand til.

Julekoncert i Københavns Domkirke

Julekoncert i Vor Frue Kirke d. 12. december 2010 kl. 15.00
Værker af bl.a.: Max Reger, Franz Schubert, E. Elgar, Händel og Percy Grainger

Medvirkende:
Solist mezzosopran Andrea Pellegrini

Ensemblet:
James Watson, trompetist og professor ved Royal Academy of Music i London
Rasmus Kærsgård, freelance trompetist
Susanne Skov, freelance hornist
Jesper Busk Sørensen, basunist I Berliner Filharmonikerne
Martin Reinhardt, basbasunist i Staatsoper Unter den Linden (Berlin State Opera)

Koncertens varighed: En time og fem minutter

Entré: 100 kr., og alle entreindtægter går ubeskåret til Reden Internationals arbejde.


Fra Domkirkens hjemmeside: http://www.koebenhavnsdomkirke.dk har jeg hentet nedenstående omtale.
Der er her i juletiden en særlig mulighed for at vende sin opmærksomhed mod dem i samfundet, der lider nød, dem, der har større byrder end gavelister og størrelsen på juletræet. Ensemble Hovaldt vil gerne støtte aktivt og samtidig skabe et rum for eftertanke. Det er håbet, at en smuk koncert på højt niveau og med dygtige solister, vil give plads og ro til netop det.
Reden International er en NGO, som driver et døgnbemandet krisecenter for udenlandske kvinder udsat for udnyttelse og handel til prostitution. Organisationen spiller en aktiv rolle i opsøgende gadearbejde på Vesterbro og tilbyder de udenlandske kvinder social rådgivning. På Mødestedet kan kvinderne få sundhedstjek, omsorg og lidt forplejning.
Frivillig arbejdskraft og privat indsamlede midler har gennem alle årene været en forudsætning for, at Reden International har kunnet opretholde det ønskede aktivitetsniveau, samt udvikle nye projekter, som har været nødvendige for at imødegå nye behov, som skabes af ændringer i stof- og prostitutionsmiljøet.
Årets julekoncert er en videreførelse af det succesfulde samarbejde, der begyndte i 2007, mellem Reden International og Ensemble Hovaldt.
Thomas Hovaldt, stifter af Ensemble Hovaldt og arrangør af velgørenhedskoncerten:
”Jeg synes det er særdeles væsentligt og givende – også for musikken – at arbejde med større sammenhænge end blot og bare musisk udtryk på højt niveau. Det er kombinationen, der er interessant, det, at kunne give folk muligheden for en kunstnerisk oplevelse og samtidigt dele sit overskud med andre”.

Jeg har overværet koncerterne fra begyndelsen og kan varmt anbefale at bruge et par timer på denne tredje adventssøndag for at få en dejlig musikalsk oplevelse. Niveauet har været stigende fra et højt stade fra begyndelsen, og blot et hurtigt blik på listen over de medvirkende bevidner, at kvaliteten i år er megahøj.

Et forståelses- eller et troværdighedsproblem?

Det er vanskeligt at forstå, at VKO-blokken i Folketinget hele tiden bruger gentagelsesmetoden, når den vil have Danmark til at placere sig mellem verdens bedste, når det gælder sundhedsvæsenet, uddannelsesområdet og velfærd i det hele taget.
Jamen, der er næsten ingen grænser for, hvad vi skal være de bedste til, og se bare: Aldrig er der tilført så mange penge til områderne som i regeringens tid.
Her er det, at forståelsen og logikken bliver vanskelig.
Det er netop disse områder, der konstant bliver sparemål. Der går ikke en dag, uden at vi hører om, at sygehusene mangler penge, og der skal fyres personale.
Der går ikke en dag, uden vi hører om, at skolerne enten skal lukkes eller fusioneres eller,
at der sættes andre sparemål op. Det sidste er, at loftet over, hvor mange elever der må være i en klasse, fjernes.
Der går ikke en dag, uden at vi kan læse om urimelige tilstande på plejehjem, børneinstitutioner eller andre sociale institutioner. Kløften mellem de, som har, og de, som næsten intet har, bliver bredere og dybere. Kommunerne lider og kan ikke leve op til de berettigede forventninger, deres indbyggere har. Der skal spares alle steder. Det kan være en sag at komme i kontakt med sin kommune, hvis man ikke har adgang til og kan bruge en computer, hvorfor Fanden tager de sidste.
Der er altså noget, som ikke hænger sammen. Det kan ikke stemme, at pengene er så rigelige samtidig med, at serviceniveauet er støt faldende.
Samtidig har man en fornemmelse af at være blevet snydt i forbindelse med finanskrisen og bankpakkerne. Det lader til, at finansieringsinstitutterne kan ride stormen af, uden der bliver stillet strammere krav til dem.
Man må ikke undre sig over, at VKO-blokken har et troværdighedsproblem. De vil os det så godt, men deres handlinger viser, at de hytter de riges skind.
Det allerværste er, at SSF-blokken ikke synes at være et tilstrækkeligt troværdigt alternativ. Til dem må opfordringen lyde: Erkend, I ikke har et projekt – marker jer bedre, lad jeres hjerter tale, og læg strategien død.
Man får næsten lyst til i denne juletid at håbe, at de vise mænd kommer frem og fortæller, at en frelser ar født!

Børn, skole og kultur

Er skole og kultur nu et nyt fag, som børn, forældre og lærere skal sætte sig ind i, og som kommunen skal sætte resurser, de ikke har, af til på de enkelte folkeskoler???
Næh – naturligvis ikke. Det er noget, der bare burde være i skolen. Kultur burde gennemsyre hele skolen og dens virke.
Vi skal huske, at børn er vort råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde, og kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen (MJ), har skrevet en inspirerende kronik om partiets og hans tanker om en ny kulturpolitik, hvis og når der kommer et regeringsskifte. Kronikken blev bragt i Politiken den 1. august 2010, og jeg fik lyst til at supplere MJs tanker og ideer, dels fordi jeg blev begejstret for kronikkens engagerede udtryk, dels fordi jeg er overbevist om, at det er særdeles vigtigt for det danske samfunds overlevelse at være mere end almindeligt opmærksom på relationen børn og kultur. Det er ikke et formål her at supplere socialdemokraternes kulturpolitik i særdeleshed, for jeg har ingen relationer til partiet og har heller ikke ønske om at få det, men kun at medvirke til at emnet får plads i samfundsdebatten, fordi det er så vigtigt.
Kulturen og dens mangfoldighed spiller nemlig en fundamental rolle i samfundet, fordi vi herigennem skaber billederne og identiteten af det samfund, vi lever i. Det er gennem kultur og kunst, vi på mange måder spejler os selv og formes som mennesker. De er altså i den grad med til at danne os.
Kultur og dannelse er møntens to sider og medvirker i høj grad til at modvirke den mere end kedelige tendens, der er opstået i vort velfærdssamfund, nemlig at markedsgørelsen har ført udviklingen frem til, at befolkningen er gået fra at være borgere over brugere til at være kunder i egen butik!

Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til dette spørgsmål, og her bliver begrebet dannelse et centralt element. Ved dannelse forstår jeg, at man som individ udvikler sig og opnår viden og færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i et fællesskab med andre. Det indebærer samtidig, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.

MJ skriver bl.a., at ”Kulturpolitik er blevet reduceret til oppustet hyldest af fortidens kulturelle milepæle frem for at lægge sporene ud til de nye. Kunsten er blevet reduceret til en diskussion om sponsorater og effektiviseringskrav i stadig strammere resultatkontrakter på de bærende kulturinstitutioner.”
Jeg mener, han har ganske ret. Markedsgørelsen har sneget sig ind snart sagt alle steder i det offentlige system. Der er åbenbart en tro på, at det hele kan måles og vejes, hvorefter resultatet kan aflæses – helst – som sorte tal på en bundlinje. Halleluja og Amen!
På denne baggrund er det så vigtigt, at de kommende generationer rustes til at kunne gennemskue det meningsløse i det altædende måle- og vejesamfund, der er ved at blive skabt. Her kan arbejdet med relationen børn og kultur vise sig at blive et umådeligt vigtigt instrument. I kunsten stilles spørgsmålene uden på forhånd at vide, hvilke retninger svarene vil føre os. Man kan sammenligne det med grundforskningen. Her ved man heller ikke, hvor spørgsmålene og svarene fører hen i modsætning til måle- og vejesamfundets markedsmantra ”Fra forskning til faktura”.
I midten af 90'erne formulerede et ministerielt udvalg, Det musiske udvalg, 10 bud til fremtidens skole. De beskrev i enkelhed nogle tanker, der ville være nødvendige fremover. Jeg har tidligere gengivet dem i artikler og indlæg på min blog *), og vil her kun gengive 4. og 7. bud:
4. bud: Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
og
7. bud: Du må forstå, at der i skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.

Det vil være for meget at hævde, at det æstetiske rum i tidens folkeskoler er en nydelse, selv om kommunerne i deres renoveringer gør en del for at hæve niveauet, så er der rigtig meget tilbage, inden målet er nået.
Ligeledes er forventninger og krav til skolens virke i folketing og regering blevet afstemt efter at styrke det naturvidenskabelige område i tråd med det måle- og vejesamfund, man ønskede og ønsker fra borgerlig side. I takt med dette er forventninger og krav til de kreative fag og humanistiske værdier blevet nedtonet. Jeg tror, at dette enten-eller, som det er tilsyneladende er blevet til, burde have været et både-og. Man ville så i givet fald have været tvungent til at forlænge skoledagene og måske også undervisningspligten endnu mere for at få sammenhæng med tidens krav til kvaliteten i grunduddannelsesniveauet. Sådan noget koster jo, men på trods af udtalte visioner om 'en folkeskole i top 5 på verdensranglisten' fra regeringen har den altså ikke afsat de nødvendige og tilstrækkelige midler hertil.
Kultur og kunst i god kvalitet i skolen vil medvirke til, at der vil være flere glade børn og voksne. Arbejdsmiljøet vil få et løft, og det vil uden tvivl fremme indlæringen – glade børn lærer bedst!
Kulturpolitikken har desværre heller ikke fået den tilstrækkelige og nødvendige opmærksomhed på trods af kulturministerskifte, som – med rette – kunne give forhåbninger om øget pondus i regeringen.
Jeg vil hæfte mig ved de dårlige vilkår, folkeoplysningsloven giver de foreninger og klubber, der i det daglige arbejder med at samle og udvikle store grupper af amatører i udøvelsen af deres store interesser.
Som MJ skriver i sin kronik, at det væsentligt at ”styrke amatørorganisationernes og det lokale kulturlivs arbejdsbetingelser og vilkår, fordi det er vigtigt, at borgernes mulighed for selv at afprøve og udvikle kreative og skabende kompetencer bliver forbedret”. Lidt senere fortsætter han ”elite og bredde eller amatørisme og professionalisme er på ingen måde modsætninger, der udelukker hinanden, men modsætninger, der beriger hinanden”. Regeringen har desværre gjort det dyrere for amatørerne at følge kurser på aftenskoler og højskoler, fordi de går i for små sko og økonomien klemmer.
Det betyder, at det også er blevet svært ”at være aktive og deltagende borgere i samfundet, men borgerne reduceres til blot at være forbrugere af kommercielle produkter i et mere markedsgjort velfærdssamfund”. Men det er måske også meningen?
Skolerne har efter min mening også en opgave her, fordi en af de nye fronter, de skal åbne, er at etablere sig som lokale kulturcentre, hvor først og fremmest alle nærområdets ind-byggere gives mulighed for dels udfoldelse inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign. Det er ønskeligt at udnytte skolernes faciliteter til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er,at børn, unge og deres forældre, herunder de, der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere uden at der stilles krav om medlemskab af en forening/klub i tillid til, at brugerne naturligvis vil være deres ansvar bevidst i forhold til at behandle faciliteterne ordentligt.
Det vil gøre det nemmere for borgerne igen at blive aktive og deltagende i samfundslivet, og det vil klæde regeringen at give økonomiske incitamenter til skolerne at udvikle sig i den retning og på den måde støtte behovet for lokalområdernes kreative udfoldelsesmuligheder, fordi borgeransvar og borgerdeltagelse er bærende elementer i den danske kultur.
Jeg vil gerne trække et eksempel frem, som belyser denne fattige kulturpolitik, der har bekendt sig til markedsgørelse og sponsorater. Den førte kulturpolitik gennem den sidste halve snes år har betydet, at amatørmusikken, som forvaltningsmæssigt hører ind under folkeoplysningsloven, kun får tilskud til konkrete initiativer. Det er et problem, at de enkelte orkestre skal eksistere via kontingentindbetalinger og donationer (fundraising), for hvor længe kan de blive ved at bruge megen god fri tid til sådanne bureaukratiske øvelser, når det er musikken, som er deres hjerteblod.
Orkestrene har krav på, at kommunerne stiller lokaler gratis til rådighed, men spørgsmålet er også her, hvor længe det varer ved, fordi kommunerne kan se se en indtægtskilde i lokaleudlejning og vil presse på, for at få ændret folkeoplysningsloven i den hellige markedsgørelses navn.
Det er simpelthen ikke i orden, at de enkelte orkestre ikke kan opnå økonomisk støtte via folkeoplysningsloven, men kun har ret til at låne lokaler på skoler eller i andre offentlige bygninger.

Jeg opfordrer til, at skolerne ser mulighederne i, at så mange som muligt i lokalområderne kommer ind på skolerne og bruger de faciliteter, der findes. Det vil fremme kulturen, og det vil fremme samarbejdet mellem skole og hjem, og samlet set vil det øge kreativiteten og udviklingen i samfundet – måske især i de områder af Danmark, som er lidt tyndt befolket. Det vil samtidig være nærligende, at skolerne oven i købet inddrager den viden og de færdigheder, som andre borgere er i besiddelse af, i undervisningen. På lidt længere sigt vil det måske også være understøttende for en helhedsskole, hvor der er gang i undervisning og andre aktiviteter 16 timer i døgnet. Mulighederne er til stede, så hvorfor ikke lade mangfoldigheden i kultur og uddannelse spille sammen.

Det er umådelig væsentligt, at kultur og skole igen smelter sammen og gensidigt befrugter hverandre til gavn for alle. Selv i større bysamfund vil dette være til umålelig gavn.
Det vil være oplagt, at en truet kulturinstitution som folkebibliotekerne og skolerne indleder et samarbejde for at støtte lokale kræfter i kulturlivet. Der er heller intet i vejen for, at de lokale idrætsklubber indgår i dette samarbejde.
Der er kun tilbage at håbe på, at magtens indehavere ser visionen i dette. Held og lykke til ildsjælene, som kommer til at være afgørende elementer i dette arbejde.
*)http://www.bennypedersen007.blogspot.com/,