Hvordan skal vi kunne opretholde det danske velfærdssamfund?

Vi har egentlig vidst det i mange år, nemlig at vi skubbede problemet foran os. Problemet er finansieringen af vor velfærd. Professor Nina Smith beskriver problemstillingen klart i kronikken i Politiken den 21. juli 2010. Velfærden med alle dens goder og sociale forsørgelser blev opbygget, mens den ydende andel af befolkningen var meget større end den nydende, og lidt senere ændrede vi et skønsprincip til et retsprincip. Ydelserne gik fra at blive tildelt efter behov til, at vi alle havde ret til af få del i dem.
Situationen i dagens Danmark er nu den den modsatte. Der er rigtig mange, der har ret til de ydelser, som relativt få skal betale til.
Spørgsmålet er derfor: Hvordan skal fællesskabet klare det?
Nina Smith foreslår, at vi overvejer genindførelsen af skønsprincippet, således at de, der selv kan klare sig modtager mindre fra den fælles kasse end de, der har svært ved at få pengene til at slå til. Men efter hvilke kriterier skal sorteringen så foregå? Det er det næste store spørgsmål. Professoren beskriver et par eksempler, som viser dilemmaet. Jeg tror, det vil kræve en meget grundig analyse og stor kreativitet at løse det problem.

I mellemtiden kan vi så drøfte, hvorvidt det vil være en god ide at lade de bredeste og stærkeste skuldre bære de største byrder. Derved rejses en skatteproblematik.
Jeg bryder mig ikke om den liberalistiske model, hvor 'enhver er sin egen lykkes smed' og Fanden tager de sidste.
I erkendelsen af at vi har udviklet et forbrugersamfund, hvor ting og bekvemmeligheder udgør fundamentet for de flestes livsstil, vil jeg foreslå skat på forbrug, jord og fast ejendom samtidig med afskaffelse af skat på arbejde. Der skal altså indføres en differentieret moms som kompensation for, at en sådan skatteform vil vende den tunge ende nedad. Det må kunne lade sig gøre rimeligt ubureaukratisk med vort teknologiske niveau. Man kunne tillige kraftigt overveje en forureningsafgift, der vil noget samt en radikal omlægning af forsvarsudgifterne, så forsvarsbudgettet nærmest blev halveret.
Den Fogh'ske samfundsmodel har endvidere medført, at der er blevet udviklet en 'parallelfinansiering' i form af forskellige forsikringsformer. Det har medført, at kløften i samfundet blot er blevet bredere mellem de rige og priviligerede og de mindre rige og underpriviligerede. Det har kraftigst kunne ses på sundhedsområdet, hvor de priviligerede nemmere har kunnet blive behandlet på private hospitaler og klinikker. Her vil jeg gerne understrege, at jeg intet har imod, at de, der har råd, skal medfinansiere deres aktuelle brug af fællesskabets ydelser ud fra progressiv skala. De skal have penge op af lommen, hvis de har tilstrækkeligt mange.

Jeg synes, det ville være forfriskende med en debat om disse forslag. Jeg er ganske klar over, at forslagene umiddelbart vil blive stemplet som naive og urealistiske. Men lad os få debatten, og nogle tal på bordet. Derved kan vi måske få velfærd med velstand.

Besparelseskataloget, Ballerup Kommune (3)

Det overrasker ikke, at Karsten Kriegel og de konservative er uenige med mig, når jeg foreslår skattestigninger og civil ulydighed. *)
Det skal imidlertid ses i lyset af, at de kommunale budgetter ikke har en kinamands chance for at leve op til alle de kommunale opgaver, som kommunerne selv var ivrige efter at overtage i forbindelse med kommunalreformen. De er slet ikke blevet kompenseret tilstrækkeligt, bl. a. på grund af de stigende udgifter til specialundervisning og det sociale område samt velfærdsudgifter.
Jeg mener, at der må protesteres mærkbart over for statsmagten, og det vil jeg gerne medvirke til. Det ville være velkomment, hvis mange kommuner med Ballerup i front gav udtryk for, at der findes denne ubalance ved at være civilt ulydige og hæve skatten. Desværre kan Kommunernes Landsforening ikke være det koordinerende led i denne protest, så andre, fx Ballerup, må påtage sig opgaven.
Kommunerne som organisation og vælgerne er blevet sorteper, og enten må skatternes stige eller også må en del opgaver returneres til staten.
Det vigtigste er dog, at vi får en åben debat om problematikken.

*) Karsten Kriegel er konservativt kommunalbestyrelsesmedlem i Ballerup og har i et læserbrev i BallerupBladet erklæret sig helt uenig med mig og bl.a. henvist til Folketingets beslutning og aftalen mellem KL og statsmagten om de kommunale budgetter.

Besparelseskataloget for Ballerup Kommune 2011-2014 (2)

Den gode nyhed er, at kommunalbestyrelsen tilsyneladende har lyttet, ladet sig påvirke og taget nogle uhyrlige besparelsesforslag af bordet. Jeg har tidligere kaldt forslagene til besparelser for uhyrlige. Jeg er nu i vildrede, for hvad er det modsatte af uhyrlige: Næppe hyrlige – eller herlige?
Besparelserne er dog fortsat voldsomme og vil givet kunne mærkes vidt, bredt og dybt af kommunens borgere og jeg vil fastholde årsagen, nemlig at kommunernes budgetter simpelthen er for små ift de opgaver, de har, og derfor vil selv små procentuelle besparelser mærkes voldsomt for den enkelte.
Det glæder mig, at seniorrådet ser ud til at have haft indflydelse.

Den dårlige nyhed er, at privatiseringen af vejene fastholdes. Det er dårlig strategi at overlade fællesskabets kommunikationslinier til private. Veje, jernbaneskinner, lufthavne, kabler i og over jorden og lignende skal være offentlig ejendom. ”Nervesystemet” må ikke privatiseres. Jeg opfordrer derfor til, at kommunalbestyrelsen genovervejer den strategi.
Skal pengene skaffes må der lidt civil ulydighed til i form af skatteforhøjelser.

Kronikkommentar "Vi reducerer tilværelsen til et tal"

Kronikken i Politiken i dag den 28. juni 201 ”Vi reducerer tilværelsen til et tal” af Peder Worning er bestemt anbefalelsesværdig læsning:

http://politiken.dk/debat/kroniker/

'Målbar. Teknologi og målbare statistikker har overtaget og forsimplet vores moderne samfund. Alt kan og bør ikke reduceres til tal.
Man bør overveje, om vi er tjent med det forenklede billede af virkeligheden, som målinger som regel viser.'

Tak til kronikøren og Politiken for denne tankevækkende kronik. Det er ikke rart,at alt gøres op i målbare størrelser - gerne penge og regnskaber, hvor bundlinien helst skal vise vækst. Markedsgørelsen har desværre i alt for lang tid haft kronede dage, og det har skadet det menneskelige livssyn, som er blevet materialiseret. Dejligt, at en naturvidenskabelig forsker har sans for og gør op med uvæsenet.

Besparelseskataloget for Ballerup Kommune 2011-1214.

Først en tak til Socialdemokraterne i Ballerup for et godt initiativ med henblik på at orientere om Ballerup Kommunes økonomi i de kommende 3-4 år. Fremmødet i Cafe Thorslund var ganske pænt, men der var nok ikke mange – som undertegnede – ikke-medlemmer til stede. Det var jo ikke socialdemokraternes skyld, så derfor ros til dem for initiativet.
Mødet blev i øvrigt indledt af en repræsentant fra Socialdemokraternes ledelse, som fortalte lidt om baggrunden for besparelsesforslagene herunder den økonomiske krise, Europa står overfor. Han undlod heller ikke at komme ind på sammenligninger mellem VKOs 'genopretningsplan' og S-SFs ”Fair Løsning”. Men jeg forstår fortsat ikke, hvordan de 15 mia. skal finansieres, når arbejdstiden sættes op med 1 time om ugen med fuld kompensation? - Men det er nok en anden fortælling.

Det vedtagne budget for kommunen lyder på omkring 3 mia. kr., og sparekataloget anviser besparelsesforslag fra ca. 150 mill. kr. stigende til ca. 220 mill. kr. i 2014. Det svarer til 5-7 %, og det lyder jo ikke af alverden og burde kunne nås.
Jeg vil nu alligevel mene, at der er tale om besparelser, som afgjort vil kunne mærkes af alle borgere i hverdagen, fordi kommunernes budgetter simpelthen er for små ift. de opgaver, de har, og derfor vil selv små procentuelle besparelser nu mærkes voldsomt for den enkelte.
Det forekommer mig, at det ikke længere vil være 'sjovt' hverken at blive gammel eller være ung i Ballerup.
For de ældres vedkommende forslås det at pensionistudflugter skæres helt væk, at forskellige lokale aktiviteter beskæres voldsomt eller helt forsvinder, at hjemmeplejen reduceres, fx skal der 'kun' gøres rent hver tredje uge i stedet for hver anden uge, og det samme gælder for linnedskift – jamen, er det ikke mageløst, hvis sådanne forringelser vedtages?

Jeg må bestemt gå ud fra, at seniorrådet kommer på barrikaderne i denne forbindelse.

Undervisningen i folkeskolerne går heller ikke ram forbi, idet der planlæges med stillingsnedlæggelser, reduktion af timetallet, så det bliver vanskeligt at overholde minimumstimetallet for eleverne. Dertil kommer forringelser på pasningsordningerne hele kompasset rundt fra de yngste til de ældste i form af nednormeringer på personalesiden.
På biblioteksområdet er der også fatale forslag, og de rammer alle aldersgrupper.
Der er mange flere uhyrligheder, som den enkelte kan orientere sig om via kommunens hjemmeside og nogle klik med med musen.

Hvem får så skylden for denne elendighed? - Ikke uventet regeringen med dens 'genopretningsplan' (heller ikke uretfærdigt!), finanskrisen med de manglende selskabsskatter og udligningsordningen ifm. kommunalreformen.

Socialdemokraternes gruppeformand, Tom Nielsen, spurgte retorisk, om vi ikke bare kunne passe vores og lade de andre passe deres? Hans eget svar var, at det kunne vi jo ikke, fordi finansministeren truede med en kollektiv bøde på 3 mia. kr., hvis kommunerne ikke overholdt den indgåede aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.
Ballerup Kommune udgjorde 1/100 af denne aftale og ville dermed komme til at bøde med 30 mill. kr.

Hvis det er rigtigt, så er det da et godt alternativ samtidig med, at det understreger protesten over de tåbelige besparelser, som egentlig ikke er så store – set i det store perspektiv – men rammer den enkelte så hårdt, at de kalder på civil ulydighed.

Kommentar til Helle Thorning-Schmidts udmelding til den rigtige fagbevægelse ifm ”Fair løsning” mht. at 'finde' 15 mia. kr.

Jeg mener at kunne huske, at tidl. LO-formand Thomas Nielsen i sin afskedstale sagde noget om, at "..vi har sejret ad helvede til.." Jeg er ikke sikker på, at han har tænkt på denne situation, men ordene har vel fået ny aktualitet. Omkostningsniveauet i DK ser ud til at være blevet (alt) for højt i forhold til vore konkurrenters. Dertil kommer bankers og andre finansieringsvirksomheders grådighed og (alt) for stor lyst til at afprøve vidtløftige såkaldte finansieringsprodukter, som udelukkende går ud på at kapitalisere sparekroner på bekostning af andres måske surt opsparede midler - fremfor at styrke en konkret produktion.
Kombinationen har virkelig lagt gift for vor såvel velstand som velfærd.
VKO-regeringen har ikke evnet (eller villet?) gøre noget effektivt ved denne ulyksalige situation, og vi kan kun håbe på, at regeringsalternativet af S, SF og B med støtte fra Ø evner at gøre det bedre. Efterhånden som valget nærmer sig, bliver alternativets initiativer stadig mere konkrete, og man kan håbe, at visionerne også kommer med i voksende omfang.
Meldingen fra statsministerkandidaten er på sin plads, og de rigtige fagforeninger må helt sikkert være på dubberne og finde deres plads for at trække reguleringerne i den rigtige retning. Der forestår en meget stor formidlingsopgave foran parterne.

Hvor dumme skal vi blive, inden vi igen kan se fremad?

VKO-blokkens såkaldte genopretningsplan viser klart, at menneskesynet er præget af de små sko.

For det første er besparelserne på uddannelse og forskning helt uforståelige. De er præget af smålighed og en fuldstændig mangel på overblik. Hvad ligner det at fastholde koblingen mellem BNP og universitetsbevillingerne i krisetider, hvor væksten er negativ ??
Det svarer til at trække tænderne ud på vagthunden. Selv om vi måske er blevet fattigere, behøver vi ikke også at blive dummere.
Det er selvfølgelig nødvendigt at forlade den slags 'snusfornuftig bogholderlogik' og i stedet se opad. Der skal investeres, bevillingerne skal øges, og alle tanker om besparelser i denne forbindelse må anses for kætterske.

For det andet er ideen om at spare på børnetilskuddet hen i vejret, når vi netop har brug for at stimulere befolkningstilvæksten for at have arbejdskraft nok om 25 år til at betale til pensioner mm.
Ideen er ussel og har vokset i Dansk Folkepartis forhave og skal nu gøre det ud for en prydplante. Dansk Folkeparti har haft en (hævn)ønske om at ramme de tosprogede familier, fordi de tror, at netop denne gruppe fortsat lever med den overbevisning, at familien selv skal sørge for sine ældre. Det gør de naturligvis ikke mere, de har også indset det nyttige i en bevidst familieplanlægning.
Derimod ser det ud til, at VKO har skudt sig selv i foden, fordi det er i den 'rådne banan' eller Udkantsdanmark, at familier med mange børn findes. Man rammer altså helt ved siden af skiven og lader de svage og fattige betale en urimelig stor del af regningen.

For det tredje er hævntogtet rettet mod fagbevægelsen – først og fremmest i forbindelse med, at det bliver mere vanskeligt at optjene ret til dagpenge, og at der indføres en grænse for fradragsberettiget fagforeningskontingent.
Dertil kommer halveringen af den periode, hvor ledige kan oppebære dagpenge – en misforståelse i svær grad, fordi argumentet om, at det tilskynder de ledige til at få sig et arbejde, når de to år er ved at være forbi. Mageløst! De ledige, der er og vil komme, vil forblive ledige, fordi de først og fremmest kommer fra produktionserhvervene, og netop de arbejdspladser kommer ikke igen. De job, man vil have dem til at søge og besætte, vil ikke findes, når det kommer dertil. Derved kaster man folk ud i armod, fordi de sandsynligvis heller ikke vil være berettigede til at modtage kontanthjælp på grund af ægtefælles arbejdsindkomst og/eller formue, typisk bundet i en større eller – oftest – mindre friværdi.

Regeringens metaltræthed og støttehjulets rustangreb bliver mere og mere tydelig, og kuren er klar og enkel nok: De skal udskiftes – jo hurtigere, jo bedre.
Desværre føler jeg mig ikke helt overbevist om, at oppositionen vil være i stand til at gøre det så meget bedre, at vi kommer til at klappe i vore hænder, men det er alternativet, og det skal støttes.