Folketingets klimadebat den 26. januar 2010

Tirsdag den 26. januar 2010 var der en forespørgelsesdebat i Folketinget til såvel statsministeren som klima- og energiministeren om COP15-mødet i København sidste år.

Den debat fulgte jeg en god times tid (det viste sig, at det skulle blive en lang debat, frem til kl. 1730). Det er mit indtryk – dels fra førstehånds fra den del af mødet, jeg overværede, dels fra referatet fra mødet efterfølgende – at fronterne er trukket op mellem regeringsflertallet og oppositionen. Der er nærmest tale om en skyttegravskrig, hvor regeringsflertallet oplever, at COP15 var tæt på en succes, og at Københavner-aftalen er et godt udgangspunkt for det videre forløb i klimaproblematikken.
Oppositionen derimod oplever, at det var en fiasko med dårlig dansk mødeledelse, og at resultatet var det næstringeste, man kunne forestille sig, og at der højst kan blive tale om, at aftalen er et udgangspunkt.

Der er ikke en gang enighed om, at aftalen er et grundlag for de videre forhandlinger, fordi SFs Ida Auken citerede chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, for på et pressemøde i sidste uge at have sagt, citat:
”Grundlaget for de fortsatte forhandlinger er ikke aftalen fra COP15. Basis for forhandlingerne vil blive de tekster, der kom ud af forhandlingerne om Kyotoprotokollen om en langsigtet handling.”
Hun gav logisk nok udtryk for, at regeringsflertallets udsagn om, at Københavneraftalen var forudsætningen for det videre forhandlingsforløb, ikke kunne opstilles samtidig med FN-chefens udtalelse.

Taktikken i forespørgelsesdebatten var for begge parter den samme: Angreb er det bedste forsvar.
Det pædagogiske fif var for begge parter: Gentagelsen.

I de videre forhandlinger i Folketinget fremsatte fløjene – ikke overraskende – hver deres forsalg til vedtagelse. Da debatten som nævnt trak ud er afstemningen af disse udsat til torsdag den 28. ds. Men mon ikke løsgængerne, Liberal Alliance og det nordatlantiske mandat stemmer stemmer for VKO-blokkens forslag?
Hvis ikke, er der er interessant situation, fordi statsministeren er indblandet, og det ville måske kunne føre til udskrivning af valg, men mon ikke igen der så vil blive udfærdiget en af de såkaldte afværgedagsordener???

Jeg skrev afslutningsvis i et blogindlæg søndag den 20. december 2009, at en evaluering af COP15 ville medføre, at fejlene på mødet ikke gentages. Desværre synes jeg, at udsigterne til, at dette fromme ønske, opfyldes, ser ringe ud. Regeringen oplever jo ikke en fiasko, men udtrykker ønske om, at der nu skal arbejdes for fremtiden, COP15 lægger vi bag os, og at Danmark skal være i front i det internationale arbejde.
Vi må håbe, at der ikke er tale om varm luft i klimaboblen!
Jeg må erkende, at jeg ikke har den store tillid til regeringsflertallets troværdighed i denne sag, som jeg synes, de håndterer ud fra en ”virkelighed”, der synes at være forskellig fra kendsgerningerne.
Klimadebatten er interessant og spændende i sig selv, men det er den hjemlige politiske 'andedam' sådan set også.

Min lovede kommentar til "Min krystalkugle" den 15. november 2009

I oktober 2002 skrev jeg på opfordring et udkast til et indlæg til Børnesagens Fællesråds 100 års jubilæum om, hvordan jeg så folkeskolen i fremtiden. Jeg var på det tidspunkt skoleleder på Brønshøj Skole i København og havde naturligvis ”lederbriller” på.
Jeg skrev også i november 2009 ifm med ”Min Krystalkugle”, at jeg ville kommentere indlægget i løbet af et par uger. Disse 'par uger' ,kan man vist roligt sige, er gået nu.

Nej folkeskolen har ikke undgået at blive forstyrret!
Jeg kan konstatere, at folkeskolen mildest talt ikke har undgået at blive forstyrret. Megen polemik har der været – mest i retning af, at 'nu skal der strammes op med hensyn til faglighed'. Hele PISA-debatten har været en dans på torne. Der har også været taget gode initiativer til bedre samarbejde mellem Danmarks Lærerforening og de lokale kredse, arbejdsgiverne og ministeriet.
Der er blevet lovgivet om kvalitetsrapporter, elevplaner og de nationale prøver (disse sidstnævnte har haft en besværlig fødsel (taget med tang), men nu er de her og skal have egentlig premiere her i foråret; dem havde jeg ikke set komme.

Desværre har den centrale styring klart fået overtaget frem for det decentrale og lokalt prægede.
Ideen med de 5 forsamlinger synes jeg egentlig fortjener at blive afprøvet. Jeg tror endvidere, at man kunne udvide ideen, så der i højere grad lægges vægt på at aldersintegrereog tages højde for kundskabs- og færdighedsniveau.
Kombiner det endvidere med, at der har været ufortjent stille stille omkring Howard Gardners 8 intelligenser. Jeg synes, det ville være interessant, hvis udviklingsprojekter omkring disse tanker og ideer ville blive koordineret. Hans Henrik Knoop i Sønderborg ville være den rette person til dette arbejde.

Tidsmæssigt ville arbejdet med udarbejdelse af intelligensprofiler smager lidt – meget lidt – i retning af arbejdet med elevplanerne.

Jeg skrev i 2002, at
'Lederrollens største opgave ligger i at binde enhederne og forsamlingerne sammen, koordinere de økonomiske og personalemæssige ressourcer, have overblikket til at få skoleudviklingen til at fremstå med sammenhæng samt have evnen til at forbinde skolen med det lokale samfund. Lederrollen vil kræve, at skolelederen er mere leder end lærer, ligesom den vil kræve evnen til i endnu højere grad end i dag at være personaleleder – og gerne en visionær én.'
Men forudsætningen for at være leder i folkeskolen skal fortsat grundlæggende være en læreruddannelse.

Tendensen til at djøficere folkeskolen skal meget bestemt holdes i ave og ikke få mere magt, end at folkeskolens humanitære livssyn fortsat styrer.
Markedsgørelsen er gået for vidt, og for mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.

Håndteringen af de svage børn er et område, hvor der fortsat er meget at gøre, og jeg tror, at der grundlæggende er et behov for at være få børn pr. voksen.
Det er blevet lidt bedre mht udveksling af oplysninger om svage familier og børn, idet der er etableret samarbejdsfora mellem de relevante forvaltningsenheder, hvor der ikke findes en enhedsforvaltning.

Efter min vurdering holder afsnittet om det komplekse samfund også.

Konklusionen:
Min krystalkugle viser inden for en tidshorisont på ca. 10 år en faseopdelt, rummelig folkeskole med dannelsen i centrum. En folkeskole, hvor fælles værdier eksisterer, hvor udsynet er baseret på indsigt, og hvor de sundheds- og miljømæssige hensyn både på det personlige og det mere overordnede plan sættes i højsædet. Det bliver sikkert ikke nemt, men ikke desto mindre nødvendigt. Den danske folkeskole og det danske samfund som helhed ønskes held og lykke med disse store opgaver.
Denne konklusion har endnu to år til at nå målet, men vi er godt på vej; blot skal vindene på Christiansborg lige vendes – og det er et slidsomt arbejde.

'Dummebombe' og ældrebombe.

Lars Trier Mogensen har i Politikens Signatur den 12. januar 2010 en god pointe i, at forholdet mellem udgifterne til 'ældrebomben' og 'dummebomben', som er udgifterne til de unge, der ikke er kommet i gang med/har fuldført en ungdomsuddannelse, er skæv.
'Dummebomben' er udtryk for den stigende mangel på veluddannede unge. Der er langt til at opfylde målsætningen om, at 95% af en ungdomsårgang skal have gennemført en ungdomsuddannelse. Frafaldet er alt for stort. Der bliver altså et stigende antal ufaglærte, og det arbejde, ufaglærte kan bestride, er vigende. Udgifterne til forsørgelse af disse arbejdsløse ufaglærte unge stiger – og det gør udgiften til det øgede antal ældre også. Det regnestykke går langt fra op, især ikke når udgifterne til alle de øvrige velfærdsydelser også skal betales.
Der skal tages initiativer til, at disse unge ufaglærte igen kommer ind i uddannelsessystemet og bliver i stand til på længere sigt at bidrage til statens indtægter,

Allerførst skal der skabes nogle praktiske arbejdsfunktioner, som kan klares af disse unge kombineret med skoleophold, der kan motivere dem til igen at forsøge sig i uddannelsessystemet. Dernæst skal der knyttes nogle voksne til mindre grupper af disse unge. Voksne, som først og fremmest kan få de unges tillid, men samtidig være i stand til at overtage den opdragelsesfunktion, som forældrene så åbenlyst ikke har magtet. (Er det i øvrigt den generation, som delvist blev tabt i 1970'erne?). De unge skal så at sige gen-dannes, så de kan uddannes.

Det er vanvittig vigtigt, at samfundet ikke taber endnu en generation på gulvet. Der skal virkelig investeres i initiativer, der virker – og det kan ikke undgås, at det bliver halvdyrt, men det bliver en lussing af de helt store, hvis vi ikke formår at løse opgaven. Måske skal bedsteforældregenerationen inddrages. Det har før vist sig, at bedsteforældrene har bedre kommunikation med de unge end deres forældre. (Er dette mon en form for hjælp til selvhjælp???).
Det er bydende nødvendigt at få de unge med på det rigtige hold, hvis velfærdssamfundet skal bevares og helst også videreudvikles.

Gode råd er dyre her – de konservative foreslår et budgetstop for offentlige udgifter, inkl. evt. inflation. Det betyder reelt, at de offentlige udgifter bliver skåret ned i takt med inflationen.
Det råd er råddent.

Jeg tror, vi skal vende blikket mod afdøde engelske John Keynes, hvis økonomiske teori i korthed går ud på, at det offentlige skal investere i nedgangstider for at begrænse arbejdsløsheden, mens de private modsat skal bære investeringsbyrden i gode tider.
Kombiner dette med den øgede borgeropsparing, så der bliver mange job, som vil kunne klares af ufaglærte med relativ kort oplæring kombineret med efteruddannelse i god tid, så den ufaglærte bliver rustet til at kunne klare de mere krævende jobs, når nedgangstiden er blevet vendt til opgangstider. Læs mere om dette i Jesper Jespersens fremragende og konstruktive analyse i Politiken den 13. januar 2010.

Problemstillingen er naturligvis mere kompliceret end fremstillet her, men denne korte formel holder altså. Modellen har imidlertid været afløst af de liberalistiske tanker om mere eller mindre rene markedsmodeller, hvor reguleringen er blevet stadig mindre. Det førte som bekendt til den meget omfattende finanskrise, som nær havde væltet det globale samfund. Staterne måtte træde til med forskellige ”pakker”, i Danmark med vækstpakke og bankpakker. Koordineret regulering er og vil blive en stadig større nødvendighed.
Regeringen bekender sig tilsyneladende fortsat til liberalismens tankegods, i hvert fald i denne forbindelse og tror på, at skattelettelserne vil løse problemet.
Når de nu gør det og er begyndt med pakkerne, så er det på høje tid, at der bliver konstrueret nogle pakker, der kan løse 'dummebomben' og tage højde for de demografiske problemer, hvis vi skal bevare velfærdssamfundet.

Det ser ud til, at oppositionen først nu så småt tager til orde og går til politisk modangreb, hvilket fremgår af Villy Søvndals og Mette Frederiksens kronikker i Politiken i løbet af den sidste uges tid, suppleret med de radikales reformudspil. Der er godt nok ikke konsensus mellem S-SF og De radikale omkring det væsentligste fordelingsspørgsmål, og godt nok har parterne næsten gravet sig ned i hver deres skyttegrave omkring efterløn og dagpenge, men her bliver de simpelthen nødt til at komme op og finde fodslag, hvis det skal lykkes at løse problemerne såvel på kort som på langt sigt.
Det kan kun gå for langsomt!!

Neoliberalismen med dens markedsgørelse og deraf følgende djøficering samt såkaldt aktivistisk udenrigspolitik har haft sin tid i denne omgang, så vi må vende bøtten og lade de gode, gamle og solide socialdemokratiske løsninger det socialliberale livssyn komme til fadet.

Et forslag

Det er blevet almindeligt at omtale det just forgangne årti som ”nullerne”. Jeg vil hellere omtale året 2000 som ”nullet” og de efterfølgende år til og med 2009 som ”etterne” - ellers kommer de jo til at mangle, når vi nu begynder på ”tierne”.

Skæv skat og bananstat

Jamen – hvor er det glimrende!

Her i dag kan man med fryd læse i Politiken, at de rige nordsjællændere kan se frem til at blive endnu rigere i løbet af det næste år, og at de fattige vest- og nordjyder sakker endnu mere bagud i kampen for at hænge med i velfærdssamfundet. Alle andre indbyggere med lave indkomster og manglende revisorbistand i dette skæve Danmark kan i øvrigt se frem til medlemskab af samme klub som de førnævnte jyder. Skatteministeren og fødevareministeren kan dermed passende tage hinanden i hånden og juble hurra for uligheden. Men hvor fødevareministeren blev irettesat af chefen, da hun i sin tid fremsatte sin uhyrlige påstand, kan skatteministeren sikkert regne med at få klap på skulderen for sin indsats for de rige i vort samfund.

Jeg giver ikke fem flade ører for argumentet om nødvendigheden af, at skattelettelserne er en belønning og en fastholdelsespræmie for de dygtige, de kreative, de innovative, de ”'revisortunge” og de rige.

Jeg vil gerne have lov til at bemærke, at dette samfund har brug for skattekronerne, hvis vi skal kunne opretholde og helst også videreudvikle velfærdssamfundet, hvor der bliver taget hånd om de syge, de yngste og de ældste, samt hvor der tillige bliver forsket i infrastrukturen og energiforsyningen. Alt koster, og det er bestemt dyrt, men vi får det mangefold igen i form af en glad, tilfreds og loyal befolkning, som vil kunne se ud over sin egen lille bitte verden og forstå, at skatten er en investeringsudgift, som vi alle har og får gavn af.
Det er lykkedes VKO-regeringen af gennemføre minimalstaten via lån af gode, gamle socialdemokratiske værdier og metoder med den skumle hensigt at glemme tilbagebetalingen. Desværre ser det ud til, at oppositionen ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at gå op mod denne udbytning af fællesskabet til gavn for individualismen. Hvis den ikke snart tager sig sammen og formulerer en alternativ politisk/økonomisk model, kan vi sikkert se frem til endnu en 4 års valgperiode med venstre som pennefører for en populistisk politik, der lader Fanden tage de sidste.

Er det virkelig sådan, at jeg hører et ekko af råbet om ”bananstat” i Europa?
Kom nu, centrum-venstre, tag jer sammen og formuler nogle virkelige alternativer til det bestående. I skal og må erobre dagsordenen, inden det bliver for sent!!

Lømmelpakken

- eller er det lømmelstaten? Det går nu for vidt. Hvad vil der ske, næste gang der er en demonstration mod regeringen? - Vil de personer, som politiet bedømmer som uromagere, fordi de har det ”forkerte” tøj på, blive administartivt tilbageholdt?
Jeg må nok bemærke, at ytringsfriheden er truet!
Mennesker, som ønsker at bruge det fuldt lovlige middel, som en demonstration er, risikerer at få frataget deres ret. Det er da for galt.
Jeg har en vis forståelse for, at det kunne være nødvendigt at give politiet nogle særlige beføjelser i forbindelse med COP15-mødet, men så kunne man have begrænset beføjelserne specielt til dette, således at de blev ophævet, når mødet var endelig afsluttet. Skulle politiet vurdere at få brug for disse beføjelser igen ved senere lejligheder, skulle det vedtages i folketinget – hver gang!!
Som det er nu, har vi i Danmark tilstande, der kan måle sig med totalitære stater – jeg synes, det er lidt flovt. Vi burde kunne håndtere det på en bedre måde.

Klimatopmødet i BellaCentret:

Var det succes eller fiasko? Min opfattelse er tvedelt, idet topmødet ud fra et

1. aftalemæssigt synspunkt mest var en fiasko, fordi man ikke nåede bare en politisk aftale, men kun en erklæring, som det er frivilligt at tilslutte sig – det er dog en form for resultat, men på et langt lavere niveau end forventet
   
2. procesmæssigt synspunkt kunne ligne en succes, fordi det blev et tegn på, at nye tider er på vej ved i forbindelse med topmøder, idet drøftelserne var langt mere åbne, end de traditionelt er.
   

Ad. 1: Selv om forventningerne til topmødet var blevet nedtonet gennem det sidste halve år med accelererende hastighed op til selve mødet – og ikke mindst henimod topmødets afslutning – var det dog forventeligt, at der kunne indgås en form for aftale.
Dette skete ikke, og jeg undrer mig over, at det danske værtskab og formandskab ikke formåede at levere varen. Jeg tror, at årsagerne kan skyldes, at

• statsministeren på trods af en del rejseri i løbet af det sidste halve år samt mange telefonsamtaler med sværvægterne i international politik ikke havde det fornødne netværk med deraf følgende tillid – især blandt de mange udviklingslande. De er jo de fleste, og undervurderingen blev kostbar, fordi aftaler i FN-systemet skal være enstemmige.
  Der blev satset for meget på, at nord-syd-dialogen mest kom til at foregå i nord. Der blev ikke lyttet nok til syd. Kan det have sin årsag i, at klimaministeriets topforhandler gennem hele forberedelsesfasen trak det korteste strå i forhold til statsministeriets klimachef, som tilsyneladende var mest optaget af at kommende over for USA ?
  
• COP15-ministeren ikke fik lov til at ”køre” forløbet af formelle grunde. Hun har netværket, nyder tilliden og kender ”lusene” på deres gang samt – ikke mindst – er fagligt hjemme i stoffet.

Ad. 2: Jeg synes, det var godt, at man prøvede med en ny topmødemodel, hvor forhandlingerne ikke var foregået i forvejen, men at der på selve topmødet virkelig var mulighed for at præge beslutningerne – først via embedsmænd, men senere på højeste politiske niveau. Var toppolitikerne blevet koblet på noget tidligere og havde skullet se hinanden i øjnene under reelle forhandlinger, så havde vi måske set et bedre resultat ?
Når der er tale om en ny model, er det også klart, at der er mulighed for begynder- og fodfejl – en mulighed, der øjensynlig blev grebet!

Når vi nu ikke fik et bedre resultat, må vi blot håbe, at en gennemgang og analyse af topmødeforhandlingen i bakspejlet vil medføre, at der læres af fejlene, og at modellen vil blive videreudviklet, så dialogen mellem nord og syd bliver mere respektfuld fremover.
Den vestlige verden må indse, at den er i mindretal, og at der vil ske vigtige og grundlæggende forandringer i magtbalancen fremover – og her gælder det så om at forhindre, at hævnmotivet bliver det ledende.
Ligeledes må man håbe, at armlægningen mellem Kina og USA, som så åbenlyst blev udstillet ved COP15-mødet, vil blive nedtonet fremover, når det gælder vor fælles fremtid.