Hvor er cenrum-venstrefløjen?

Per Michael Jespersen skriver isignatur i POL den 23. juli 2009 :
”Helle & Co. kunne jo kopiere Cepos”.

Min kommentar er:
Det var dog befriende – at det nu er blevet skrevet. Hvor er centrum-venstrefløjens nye melodi, efter de liberale halvhjertet har overtaget den socialdemokratiske idé?
Stor tak til Per Michael Jespersen, som giver en klar anvisning: Se at få etableret en professionelt modvægt til den borgerlige Cepos og gerne med fagbevægelsens økonomiske hjælp. De er de eneste, der har penge i den familie.
Lad os få nogle visionære ideer og tanker præsenteret - det er for fattigt altid at komme halsende bagefter. Det er vigtigt at udfylde rummet efter Svend Auken.
Cevea og ugebrevet A4 er gode og visionære, men kendskabet til dem skal udbygges og ikke mindst synliggøres i den grad – især Cevea.
Kom nu i gang, så debatten og ikke mindst dagsordenerne kan blive på på centrum-venstrefløjens præmisser. God vind!

Markedsgørelsen af folkeskolen:

I nedenstående refleksioner om emnet falder det mig naturligt at begynde med de administrative, som er det kommunalpolitikerne dybest set lægger vægt på, selv om de siger noget andet.

Vil indførelsen af kontraktstyring og resultatløn medføre, at skolelederne i så høj grad forfølger kontraktens opstillede mål, at andre ikke-kontraktopstillede mål, men nok så vigtige mål bliver nedprioriterede?
Når man fokuserer og sætter spot på særlige programpunkter, bliver øvrige emner i periferien uskarpe og i værste fald usete.
Jeg synes, at en umiddelbar sammenligning med bankdirektørers delvise resultataflønning med optioner kan forekomme som et skræmmende eksempel.

Skal folkeskolen drives som en virksomhed eller som en dannelses- og uddannelsesinstitution?
Det har endnu ikke vist sig, at udlægningen af den enkelte skoles hele budget giver det løft og råderum i pædagogikken, som blev stillet i udsigt – tværtimod er såvel timetal, bygninger, rengøring og materialer udsat for nedskæringer for slet ikke at tale om skoler, der på grund af vigende elevtal, ned- eller sammenlægges med naboskoler til gene for elever og forældre. Mange medarbejdere skal de enten forflyttes, eller de får langt til ledelsen. Folkeskolens flade struktur bliver nedbrudt, og opbygningen af en mere hierarkisk og bureaukratisk struktur er begyndt.
Mere hierarki og bureaukrati øger som oftest udgifterne.

Dernæst nogle pædagogiske og didaktiske betragtninger:
Selvfølgelig skal eleverne beherske de elementære færdigheder som læsning, regning og skrivning. Det er der ingen grund til at opholde sig ved.

Det, der skal debatteres, er, hvor meget i de øvrige fag, de skal beherske her og nu. Der er nogle basale færdigheder i alle fag, som er nødvendige at beherske eller i hvert fald have kendskab til.
Det nye er, at læreren – der som en konsekvens af ovenstående skal tage ordet og give eleverne disse grundlæggende kompetencer – ikke længere har den magt, der er i at vide
noget, som eleverne ikke ved, fordi informationerne og viden generelt nu er allemands eje.
Læreren skal lade eleverne få det sidste ord inden afleveringen af projektet. Bedømmelsen skal involvere en eller flere faglærere og – ikke mindst – eleverne, som en del af den demokratiske dannelse.

Informationerne bliver ajourført i en uendelighed, og det er ikke længere muligt for de traditionelle undervisningsmidler at følge med i denne informationseksplosion. Lærerne skal derfor rette deres opmærksomhed mod det nye begreb ”didaktisk design”, som indeholder didaktikkens traditionelle elementer plus viden og overvejelser om, hvordan eleverne håndterer anvendelsen af de nye videnskilder, som teknologien åbner.
Hvordan virker programmers udformning på eleverne? - hvordan påvirker undervisningsmaterialerne elevernes synsindtryk?? - Relationen mellem lærer og elev skal også medtænkes.

Begrebet ”kildekritik” bliver stadig mere nødvendigt at forholde sig til, når projekterne formuleres, undersøges og formidles.
Sådan har det vel egentlig altid været, men nu og fremover er det en uomgængelig nødvendighed for læreren at forholde sig til. Formål og udvælgelse af emner i det enkelte fag er ikke tilstrækkeligt længere. Det er ikke nok at benytte en lærebog, selv om den er nok så god og korrekt opbygget – så er den forældet, inden udgivelsen. Der skal mere til!

Det kræver, at eleverne er dannede, at de er selvstændige og kritiske, og at de er bevidste om egne styrker og svagheder.
Det er her, folkeskolens store opgave ligger, nemlig at bygge på og videreudvikle den dannelse, eleverne har med hjemmefra.

På bjerget hersker for tiden en opfattelse af, at det er nyttigt at have en paratviden inden for et stort felt. Det er dybt forældet, og det afspejles jo i kopiering af det angelsaksiske uddannelsessystem med multiple-choice-prøver, og det hjælper ikke, at prøverne gøres adaptive, for det er fortsat den forældede paratviden, der forsøges testet.
Det er et dyrt system, og hvad der er værre – det er nyttesløst. Vis lærerne den tillid at lade dem om at teste eleverne i de grundlæggende færdigheder på den måde, der passer passer ind i de lokale læringsmiljøer og -stile.

Man kan næsten sige det samme om de snart mange kanon'er, der er udarbejdet. De kan være fine og er en del af dannelseselementet, men de afspejler dog kun den pågældende arbejdsgruppes dannelse og værdier. Derved kan de kun blive et supplement til den dannelse, der er foregået i hjemmet og i den lokale skole.

Som Sten Hegler engang formulerede det – godt nok i en ganske anden sammenhæng – at det normale har vide rammer, så vil jeg i dag foreslå, at folkeskoleloven skal udstikke nogle rammer, hvor der er højt til loftet sådan, at der lokalt bliver et kreativt råderum til at drøfte værdier på baggrund af såvel generelle danske kultur som den lokale.
Herved sikres, at eleverne forlader barn- og ungdommen med et dannelsespotentiale, der har en god chance for at gøre dem til hele mennesker samtidig med, at risikoen for at skabe forhutlede og forarmede mennesker mindskes betydeligt.
De gives rødder og vinger, således at stoltheden over det, de kommer fra, bliver et platform til at udforske den øvrige verden samtidig med, at rødderne sikrer, at de ikke vælter i vinden – og skrot så markedsgørelsen!

Klima og befolkning

Analyse: Børnene truer klodens klima, af Kaj Sand-Jensen, professor i biologi ved Københavns Universitet.
I 2050 vil der være 9 milliarder mennesker.
Jeg kan anbefale at læse biologiprofessorens analyse i Politiken den 1. august 2009 på følgende link:
http://politiken.dk/debat/analyse/article761326.ece

Min kommentar er:
Tak for en god og anstændig analyse, som på pædagogisk vis formidler den klare sammenhæng mellem antal mennesker på Jorden, energiforbrug og CO2-udslip.
I modsætning til debatindlægget i samme avis fra Mogens Camre, som på værste populistisk måde kommer ind på samme område, forstår biologiprofessoren at argumentere lødigt for sin påstande. Alle sådanne analyser facetterer klimadebatten på fin vis

Det kontrollerende menneske.

Der har været – og er fortsat – mange betegnelser for menneskelige aktiviteter. Det tænkende menneske, det legende menneske og nu kan man sige, at tiden er kommet til det kontrollerende menneske.
Det virker som om, at menneskene i informations- og videnssamfundet er blevet ramt af en kontrolvirus. Vi ønsker åbenbart at kunne kontrollere alt mellem himmel og jord: Helbred og sundhed (og ikke blot vor egen, men også alle andres), menneskelig adfærd, økonomi, klimaforandringer, forskning og ikke mindst (hvad der kan være fint nok) forebyggelse af terrorhandlinger.
Der er ingen grænser for, hvad der med de teknologiske muligheder, der findes, sættes i værk i form af overvågningsudstyr, kampagner mod rygning og fedme med kontrolmuligheder, dokumentation af arbejdsindsatser og -resultater, ure og andet udstyr, som kan slå energiforbrug til og fra.
Mange af initiativerne/mulighederne er jo gode og relevante; men jeg synes, der mangler en debat om kriterier, retssikkerhed og rimelighed i kontrollen.
Det er egentlig tankevækkende, at det netop er i forbindelse med den borgerlige/liberale regering, at kontrolboomet er opstået. Den værdi, der ligger i begrebet tillid, er fuldstændig smuldret væk. De borgerlige har i den grad levet op til ”tillid er godt, kontrol er bedre” - vi skal måske afvente den kyniske fortsættelse ”men terror er bedst”. Har de borgerlige og liberale i for høj grad ligget under for småborgerligheden?

Man kan godt skelne mellem den individuelle følelse af, ”at man har kontrol over – situationen, bilen, hunden eller lignende” og så myndighedernes kontrol, hvor især overvågningen, efterretningstjenesterne og bogholderkontrollen med ”får vi nu nok for pengene” er ulidelig. Jeg mener, vi skal drøfte begrænsninger af det allestedsnærværende kontrolgens virke og tillade, at tilliden og fantasien igen får større indflydelse. Kontrol skaber bindinger, snævre rammer og lavt til loftet, og det er bestemt ikke det, vi har brug for, når der skal tænkes kreative og langtidsholdbare løsninger med hensyn til klimaforandringer og andre selvskabte plager. De alvorlige problemstillinger, der er påført planetens mangfoldighed af samfund løser ikke sig selv, men kræver menneskelig indgriben og fantasi. Dette næres ikke af kontrol.

Det er som om, at den naturvidenskabelige trend, der har været gennemgående den sidste halve snes år, trænger til at blive afløst af en mere humanistisk tilgang. Det kan undre, at humanisterne ikke har sat et mere massivt modangreb ind mod denne kontroltrang. Vi må håbe, de vågner, så debatten kan facetteres – hellere i dag end i morgen.

Kapitalismen og markedsgørelsen ==> fortsat øget vækst???

Er svaret på overskriften et rungende ja?- Svaret på det spørgsmål er et buldrende nej!!

Der har gennem de sidste mange år været mange kriser, som er forsøgt løst med traditionelle kapitalistiske modeller, hvis fællesnævner er vækst i BNP pr. person pr. år.
I lang tid har denne vækst bevæget sig nogenlunde stabilt omkring 2 % pr. år, hvilket svarer til en fordobling i løbet af 35 år.
Alle producerende erhverv er interesserede i denne vækst, som pr. definition ikke medregner forbruget fra naturkapitalen og deraf afledte omkostninger – det problem viser sig nu naturens svar i form af drivhuseffekt, klimaforandringer og uddøende skabninger.

Vi producerer til stadighed og udhuler vor konto på planeten Jorden. Miseren skjules ved at udnytte de menneskeskabte og naturskabte katastrofer på en sådan måde, at BNP-væksten sikres ved markedet, hvor den frie konkurrence, forbruget, værdifastsættelsen og pengene er grundlaget. Masserne dulmes med fest, farver og elendighed. Vi ser stadig tydeligere, at afstanden mellem de rige og fattige øges hvert år. Væksten fortsætter, og tilliden falder tilsvarende.

Der er behov for, at nationerne politiske ledere finder deres troværdighed frem og indser nødvendigheden af i et forpligtende samarbejde at nedtone de frie markedskræfter og øge reguleringen af økonomi og magtanvendelse. Der er behov for, at fællesskabet øger investeringerne inden for sundhed, omsorg og uddannelse samt stopper markedsgørelsen og udliciteringerne af opgaver, som staten pinedød selv skal løse, bl. a. skal etableringen af de private hære stoppes hellere i går end i morgen. De private hære gavner kun de kræfter, der hellere se demokratiets hæl end tå. Det er simpelthen for farligt at lade dem eksistere.

De konflikter, som markedsgørelsen har skabt i liberalismens navn, har kun formeret sig med de metoder, som de frie kræfter kan stille op med.
Der skal tænkes anderledes med udgangspunkt i fællesskabet og demokratiet på bekostning af individualismen og den traditionelle vækstfilosofi.