Embedsmænd og politikere - en kommentar.

Der er gået 'statskundskab' i statsforvaltningen. Der har som bekendt været i det mindste 4 sager inden for det sidste år: Statsministeren og ægtefællens skattesag, udviklingsministerens afgang, kulturministerens (Uffe Elbæk) afgang, socialministerens millionsag og justitsministerens afgang.

Nå – det blev da fem sager, og hvem ved videre? - I skrivende stund er såvel statsministeriets departementschef som statsministeren blevet tvungent til at kravle lidt op fra skyttegraven i sagen om justitsministerens afgang. Noget tyder på, at toppen af poppen har kendt til justitsministerens lemfældige omgang med sandheden i et stykke tid, inden han blev nødt til at gå af.

Ja, ja da – man må håbe, at de har hjelm og skudsikker vest på og kan stå på mål for deres handlinger og informationer – eller har de også haft viden, der som bekendt har element af sandhed over sig???

Et afledt spørgsmål her kunne vel også være: Hvilken betydning vil den nye offentlighedslov få for hele sagens opklaring?

Og hvorfor kommer disse sager frem? - Er det på grund af den fjerde statsmagts grundige efterforskning og 'holden-magthaverne-i-ørene'?

Nej, det tror jeg egentlig ikke. Det har jo altid været pressens opgave at have opmærksomheden rettet mod slinger i magthavernes klub. Og bortset fra Tamil-sagen erindrer jeg ikke sager med suspendering og evt. fyring af embedsmænd og ministres afgang på grund af sager endsige rigsretssager.

Næh – jeg tror, miseren skyldes, at forventningen om, at en minister skal have én at spille bold med – en sparringspartner. Fra 1980'erne blev der behov for egentlig politisk sparring i ministerierne, og departementscheferne påtog sig den rolle, måske fordi de ikke var særligt interesserede i at få politisk udpegede medarbejdere mellem dem og ministeren.

Her er der en fælde, og nu er den begyndt at klappe i.

Hvor embedsmænd tidligere rådgav ministre ud fra en fagfaglig vurdering, som skulle kunne holde juridisk, bliver det i dag til en politisk vejledning om, hvordan en sag kan 'køres' igennem Folketinget og altså holde i en politisk debat. Omvendt kan det også blive til en vurdering af, hvordan der politisk kan lægges låg på en ømtålelig sag.

Det er en sump, og forvaltningerne har selv bedt om det. At bevæge sig rundt i en sump kan let blive svært, traditionelt vrimler det med kryb dér, og ofte lugter der ikke af skønhedssalon.

Udviklingen væk fra de fagfaglige og juridiske råd har naturligvis betydet, at de ledende embedsmænd også rekrutteres fra fagområder, der beskæftiger sig med politik, dvs., polit.- og statskundskabsområderne, og juristerne har måttet følge med udviklingen, hvis de ville beholde deres karrieremuligheder. Det viste Tamilsagen, og det viser Bødskovsagen.

Senere er 'spindoktorerne' dukket op i landskabet uden at tågerne er lettet nævneværdigt, og deres opgave skulle jo angiveligt være at håndtere medierne professionelt, men de er også blevet brugt til politiske vurderinger, som skulle hjælpe ministrene.

Man skal som bekendt ikke gå tilbage til en fuser, men det forekommer mig, at her er det udviklingen, der er en fuser. Skulle det forholde sig sådan, er det vel ingen skam at gå tilbage til et system, der tjente samfundet og dets værdier, der skabte en ukorrupt forvaltning og blev understøttet af det gennemloyale tjenestemandssystem samtidig med, at politikerne var politikere og handlede derefter.

Måske var det ikke så galt, vel?

Nødvendighedens (manglende?) visioner.

Det har ofte lydt fra regeringen i forbindelse med, at DK er gået reformamok, at det er på grund af 'nødvendighedens politik'. Altså, at alle de økonomiske reformer, som har været medvirkende til at øge uligheden og arbejdsudbuddet, er og har været nødvendige for at tilpasse DK til den globale dagsorden, dvs. konkurrencestaten.

Men hvor er diskussionen om prioriteringen? Ingen stiller sig op på en ølkasse og fortæller befolkningen, hvordan de anskuer situationen og har noget som helst initiativ med henblik på at ændre situationen.

Derfor opfattes denne centrum-venstre regering som 'blå' og den førte politik som en videreførelse af den tidligere borgerlige regerings politik – i hvert fald på det økonomiske område.

DK har svært ved at stille op mod de 'store' i klassen (= de finansielle institutioner bakket op af EU og USA), når de bekender sig til, at det er nødvendigt at afregulere kapitalmarkedet, at finans- og pengepolitik afløses af politiske vilkår for udbud af goder, service og arbejde. Det medfører så 'de nødvendige' besparelser på de offentlige budgetter.

Men hvorfor er der så ingen, som tør sige åbent, at velfærdstaten er for dyr, at det er nødvendigt at diskutere overførselsindkomsterne, at bilismen skal regulereres, at uddannelse skal koste noget, at der skal betales for lægebesøg, at man skal tilstræbe at være sin egen lykkes smed????? - I stedet søger man at gennemføre afgørende ændringer i samfundets strukturer og værdier som top-down-projekter uden nogen særlig offentlig debat.

Og jeg tror, at baggrunden er, at politikerne er bange for vælgernes dom. Tror de ledende politikere mon, at borgerne er ude af stand til at overskue og diskutere de globale tendenser, som siden midten af 1990'erne har været i opposition til velfærdsstatens organisering?

Ingen etablerede politikere stiller sig op og fortæller om visioner for samfundet, dets struktur og organisering.

Måske skal der en ændring af den politiske magtbalance i Folketinget til? Hvad nu, hvis den politiske virkelighed afspejlede sig i en ændret forståelse af begrebet 'centrum-venstre'?

Come on: Ville der mon blive rørt i gryden, hvis partierne Socialdemokraterne og Venstre fusionerede (de ligger alligevel ikke så langt fra hinanden i forvejen), hvis Helle Thorning-Schmidt fik en europæisk toppost, og 'Venstredemokraterne' dannede regering med De radikale.
Oppositionen vil så bestå af Folkesocialisterne og Enhedslisten til venstre, Dansk Folkeparti som et venstredrejet borgerligt parti, og Liberal Alliance ville sammen med Det konservative Folkeparti udgøre højresiden?

Ville det ændre noget? Måske, måske ikke – det er ikke til at vide, men sikkert er det, at status quo ikke fører til noget, der har bred folkelig appel og opbakning.

Vejledning i folkeskolen.

At øge uddannelsesniveauet på alle planer indgår i regeringens målsætninger. Så langt, så godt – det kan ingen være uenig i. Jeg vil i det følgende kommentere, hvordan lovgiverne forestiller sig, det blandt meget andet skal foregå i den grundlæggende uddannelse, folkeskolen, samt overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse.

Folkeskolereformen ændrer det timeløse fag 'uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering' til 'uddannelse og job', og man svækker vejledningen i folkeskolen.

• For det første signalerer navneændringen, at faget i højere grad skal tilgodese 'det at få job', og min fornemmelse er, at centralstyringen her ønsker at prioritere job i den private sektor – altså en linie, som flugter med 'blå politik' med øget arbejdsudbud.
• For det andet signalerer ændringen også, at 'nu skal vi have noget målbart og konkret' på bekostning af begrebet 'dannelse', hvor de unges uddannelsesretning og -valg baserede sig på orientering om og kendskab til de mangeartede muligheder på baggrund af interesser og sammenhænge – individuelt og samfundsmæssigt. Skolens anden undervisning i fagene var sammen med sociale relationer med til at danne eleverne. Det vil være forkert at påstå, at det ikke vil kunne komme til at ske fremover, men der er en fælde i, at det bliver for målrettet og konkret.

Og det skyldes, at 1:1-vejledningen i folkeskolen gennem den sidste halve snes år er blevet svækket, fordi man – sikkert ud fra de bedste intentioner, men måske også med den skjulte dagsorden at kunne blive i stand til at øge arbejdsudbuddet ud fra 'konkurrencestat-tankegangen' – afskaffede velfærdsstatens skolevejledere. Skolevejlederne havde nemlig deres daglige undervisning på den skole, hvor de tillige forestod vejledningen af eleverne i udskolingen. På den ene side kendte de eleverne, deres evner og færdigheder, ligesom de kendte forældrene, og på den anden side havde de ajourført viden om veje ind i uddannelsessystemet.

Efter indførelsen af 'den professionelle vejleder' (formentlig efter amerikansk forbillede), hvor (skole)vejlederne udelukkende beskæftigede sig med vejledning, steg antallet af ansøgere og optagne til de gymnasiale uddannelser, mens antallet til de håndværksprægede uddannelser faldt tilsvarende. Efter indførelsen af taxameterordningerne blev dette forhold grotesk.

De værste er, at vejledningen fremover nu kun omfatte de sårbare og udsatte elever (anslået 20%), mens resten nok finder ud af det ved egen og forældres hjælp – måske bistået af øvrig familie.

Det er for sølle.

Samfundsudviklingen har ikke gjort det nemmere for de unge. Valgene er ofte uoverskuelige og uigennemsigtige, og der er mange faldgruber.

En ordentlig vejledning i folkeskolen er alfa og omega. Jeg håber og ønsker indtrængende, at lovgivere og forvaltninger er bevidste om, at der her er et felt, som kræver opmærksomhed – og revidering.

 

 

 

Hvad kom til at holde stik i mit gæt på statsministerens nytårstale?

Hun roste sin regering med ordene 'glæder mig over, at regeringens politik virker' – og her mener jeg, at hun helt klart tænkte på den økonomiske politik. 'Det skal gøre ondt, før det kan blive godt', synes at være filosofien. Bundlinier før mennesker kunne man også sige.

Hun kom ikke ind på skattepolitik, og de nu forhenværende ministre, men hun uddelte skulderklap til de offentlige ansatte med 'varme' hænder, alias 'frontsoldaterne' – så langt så godt, men de havde nok hellere set en bedre behandling, fx omkring forårets konflikt og de takter, der lå bag, nemlig at ingen ved, hvem de næste bliver, som skal holde for.

Det undrede mig, at ikke alle offentlige ansatte gik på barrikaderne i lærerkonflikten, fordi kampen gjaldt i min optik hele forhandlingsretten og -spillet for denne gruppe arbejdstagere.

Nå – det kommer vi nok til at høre mere om.

 

Hun undlod også klogeligt at kommentere ministeriernes 'rådgivning' af ministrene – hun er jo selv i 'lommen' på dem.

Omkring uddannelsessystemet blev der kun plads til at bemærke, at vi fremover også vil få brug for 'frontsoldater' med praktiske og teoretiske færdigheder – og vigtigt nok – at uddannelse fortsat ser ud til at være gratis.

Selv om statsministeren ser ud til at befinde sig godt i international sammenhæng, var der ikke blevet plads til bemærkninger om EU, det kommende parlamentsvalg og folkeafstemning samt tabuemnet de danske forbehold og bankunionen – men aftenen skulle selvfølgelig også helst fortsætte med at være festlig i forbindelse nytårskuren.

Andre elementer i talen er blevet kommenteret fyldigt i medierne, så jeg vil blot afslutte med hendes svar på manges bekymring om, hvorvidt vi også i fremtiden vil have et velfærdssamfund med folkepension, hjemmehjælp og ordentlige plejehjem: ”Det bestemmer vi selv”.

Det er jeg enig i – spørgsmålet er blot: ”Hvem sidder ved roret i tiden fremover?”

Jeg lader spørgsmålet blafre med billedet på nethinden af en statsminister, der ikke så alt for sikker ud.

Hvad mon statsministerens nytårstale vil handle om?

Mit bud er, at hun vil rose sin regering (og dermed sig selv) for gennemførelsen af de reformer, de har gennemført de to første år med store omkostninger for den del af borgerne, der er 'faldet ud' af kontanthjælpssystemet og nu må hutle sig igennem dagligdagen med den enorme usikkerhed, det medfører – både for dem selv, men ikke mindst for evt. børn.

Den politiske tro på markedsregulering og 'bundlinier' i alt samt 'new public management' har så afgjort givet 'velfærdssamfundet' en anden klang og måske ny betydning. Der er sket i skred i velfærdskulturen, hvor de svageste skuldre vil blive fastholdt i deres armod.

Dernæst vil hun varsle øget kontrol med skatteål, afdækning af skattely samtidig med, at hun vil minde om, at der er indført skattelettelser for erhvervslivet, men hun vil dog formentlig nok ikke annoncere yderligere skattelettelser.

Hun vil ikke kunne komme udenom at takke de ministre, der er holdt op eller blevet flyttet fra et ministerium til et nyt. De har taget ansvaret på sig – jamen da: en justitsminister, der bevidst lyver og som jo var blevet i embedet, hvis han ikke var blevet afsløret.

Dertil et embedsværk, som har fået meget alvorlige ridser og buler i lakken – jo, jo, vi har en ansvarlig regeringsførelse, som ikke leder tanken hen på en 'bananrepublik'.

Der vil sikkert også falde ord om folkeskole- og uddannelsesreformerne, hvor vi nu skal se fremad og bort fra, hvad der er gået forud. Der er bare det, at både nutid og fremtid altid bygger på fortiden, så 2014 bliver en svær tid for uddannelsesinstitutionerne lige fra folkeskoler til universiteter.

Desværre er det igen 'bundlinietankegangen' og en forældet ledelsesfilosofi, der her har gjort sig gældende.

EU og folkeafstemning(er) vil givet også blive omtalt.

Ovenstående er kun en del af de emner, hun vil kommentere, men blandt de afsluttende bemærkninger vil der være en nærmest konstatering af, at der nu er lys i mørket for dansk økonomi. Det går fremad, og bedre tider for de fleste vil være i vente, men der vil være grupper i samfundet (i socialgruppe 5), som vil have svært ved at få øje på lyspunkterne.

Til allersidst vil hun ønske alle et godt nytår – og det vil jeg også, trods alt.

Julehilsen

Læserne af denne blog ønskes en rigtig dejlig jul samt et fredfyldt nyt år.

Mit nytårsforsæt må vist blive, at jeg skal blive mere flittig til at skrive, så der oftere er noget nyt at læse, når man klikker sig ind på bloggen.

(Kan jo opfattes som en trussel eller et løfte - alt efter temperament)

Mange varme julehilsener
Benny

        Julemanden med sine rensdyr flyver hen over aftenhimlen

Små slag Margrethe

Landets økonomiminister har på det seneste slået til lyd for, at ældre må miste nogle af de privilegier, de har fået gennem mange års velfærdsstyre. Privilegier, som er baseret på mange års tro samfundstjeneste med mere eller mindre opsparing – og for de offentligt ansatte – løntilbageholdenhed.

Jeg støtter tanken om, at det er nødvendigt at se på overførselsindkomsterne, men jeg mener samtidig, at det er i den gale ende, økonomiministeren og den radikale leder vil begynde. Jeg synes, det er mere relevant at undersøge mulighederne i den modsatte ende, nemlig ved at skaffe arbejde og uddannelse til de 20-30 årige. Det er vel ikke sundt – hverken for den enkelte unge eller for samfundet – at så mange unge står uden beskæftigelse eller med ufuldendte uddannelser. Det er ikke i orden, at mange unge bliver visiteret til offentlig forsørgelse på grund af manglende muligheder for beskæftigelse.

Her vil eller kan markedet åbenbart ikke af sig selv løse opgaven, og derfor skal der regulering og statslig indblanding til. Både de private virksomheder – og de offentlige også såmænd – vil give sig i tøjret og begrunde deres manglende indsats med finanskrise og budgettilpasninger (= besparelser). Hertil må svaret være, at det er alt for kostbart at lade de yngre generationers færdigheder og evner gå til spilde på grund af markedets mangler.

Det var velgørende at læse folketingets formand, Mogens Lykketoft, betragtninger i den seneste udgave af det politiske magasin, Ræson, på side 40-41, hvor han understreger, at det jo ikke er velfærden, der har skabt gælden, men den private finanssektors uansvarlighed, og at historien viser, at vejen ud af stor offentlig gæld går via fremgang i beskæftigelsen, skatteindtægter og mindre sociale udgifter.

Den sociale ulighed nationalt og globalt kan kun bremses ved at skabe jobs, stoppe for sociale nedskæringer og få styr på den internationale skatteunddragelse. Det er disse opgaver, der er påtrængende – ikke om den ældre generation får rabat på den offentlige trafik o. lign småting. Det vil koste en hel del bureaukrati og regeldyrkning at differentiere den befolkningsgruppes individuelle rettigheder, hvis man skal spille med på melodien om, at de, som kan selv, skal selv i den forbindelse. Dertil kommer, at mange ældre i givet fald vil benytte deres biler i stedet for de i så fald dyre offentlige transportmidler.

Jeg tror, at økonomiministerens vej er en blindgyde. Sats i stedet for på at skabe beskæftigelse – gerne flex- og deltidsjob til de yngre generationer, og giv dem en uddannelse, hvis de kan klare det. Målsætningen om, at 95% skal have en ungdomsuddannelse er fin, men nok urealistisk. Alt for mange er simpelthen ikke i stand til at gennemføre den i øjeblikket, og at 50% skal gennemføre en videregående uddannelse holder slet ikke – endnu. Og der er jo heller ikke beskæftigelse til dem, hvis de langt om længe når i mål. At bekoste en videregående uddannelse til arbejdsløshed forekommer usmart og ikke mindst som en spand koldt vand i hovedet på de unge, der efter endt uddannelse må kikke langt efter et arbejde.

Lav nogle korte uddannelser i stedet for og sørg for, at der er arbejde efterfølgende.

Altså: Små slag, Margrethe – og hele regeringen. Både med hensyn til de ældre og til de vidtløftige målsætninger.