Landsdelsorkestrene.
Dette års reportageserie om store danske orkestre vil handle om de 5 landsdelsorkestre, nemlig Aarhus-, Aalborg-, Odense-, Sønderjyllands- og Sjællands Symfoniorkestre. Overordnet set er der 8 store orkestre i Danmark. 3 statsorkestre (Det Kongelige Kapel, Radiosymfoniorkestret og Radioens Underholdningsorkester) og de 5 nævnte landsdelsorkestre, som alle administreres efter Musikloven fra 2003 med senere justeringer. Musikloven er oprindelig fra 1976 og verdens første.
Musiklovens § 4 beskriver landsdelsorkestrenes hovedopgaver, som bl.a. er

• at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900,
• i et rimeligt og kunstnerisk forsvarligt omfang at være til rådighed for ballet- og musikdramatiske forestillinger, herunder forestillinger med Den Jyske Opera, og for det stedlige musikkonservatorium som professionelt studieorkester,
• efter behov og i rimeligt omfang at afholde koncerter i og uden for landsdelen.

Orkestrene er offentligt støttet af henholdsvis de kommuner, de er placeret i, og staten, samt de indtægter de selv skaffer sig i form af sponsorater og billetindtægter.

Vi lagde ud med at besøge Aarhus Symfoniorkester, en vinterdag primo januar, i marts var turen kommet til Odense Symfoniorkester, og her i slutningen af den sidste forårsmåned tager vi en tur i Tivoli til

Ét orkester – to identiteter:

Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester og Tivolis Symfoniorkester

Solen skinner, det er rimelig varmt, og S-togene kører til tiden. Fra Hovedbanegården spadserer jeg hen ad Tietgensgade for at møde Tivolis kommunikationsmedarbejder Charlotte Kany ved Tivolis personaleindgang. Jeg kommer i god tid og har derfor lejlighed til at betragte et vældigt liv lige inden for porten, hvor forskellige håndværkere med deres køretøjer er i fuld gang med dagens dont, inden Den gamle Have modtager sine gæster fra nær og fjern.

Orkesterprøven

Charlotte Kany henter mig, og vi går hen til Tivolis Koncertsals sceneindgang.Det er aftalt, at jeg skal overvære lidt af prøven her til formiddag. Jeg overlades til produktionsleder Katrine Lund Basbøll, og vi lister stille fra bagscenen, forbi harpen og ned i salen, hvor jeg slår mig ned på en af de bagerste rækker.

Orkestret øver til torsdagens koncert, hvor 'Finlandia' og 'Symfoni nr. 1 i e-moll' af den finske nationalkomponist Jean Sibelius og 'Klaverkoncert i a-moll' af Robert Schumann er på programmet. Klaverkoncertens solist er det 21-årige verdensnavn Benjamin Grosvenor, og orkestret dirigeres af finske Santtu-Matias Rouvali, der efter et succesfuldt samarbejde i sæsonen 2011-2012 tiltræder som 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil fra efteråret 2013.

Der arbejdes intenst, og den unge dirigent dirigerer med hele sin spinkle krop, forklarer talende og nynnende orkestret, hvordan han ønsker musikken spillet. Det er fantastisk at overvære den inspiration og koncentration, der som radiobølger fylder scenerummet.

 Fra orkesterprøven til 'Symfoni nr. 1 i e-moll' af Jean Sibelius. Dirigenten er finske Santtu-Matias Rouvali. (foto: Benny Pedersen)

Efter ca. 20 minutter henter Katrine mig, og vi spadserer gennem Haven, forbi Glassalen og langs med Tivolisøen hen til 'Slottet', hvor jeg skal tale med Tivolis musikchef Henrik Engelbrect. Vi bevæger os ad smalle gange og trapper op under taget. Henrik Engelbrect tager imod i et ganske ydmygt kontor, hvor H.C. Lumbyes portræt hænger på væggen over for Henrik Engelbrecht og holder et vågent øje med, at Den gamle Haves klassiske musikliv forvaltes på en god og ordentlig måde.

 

Lidt historie

Det er nødvendigt med et kort fragmentarisk historisk tilbageblik. Copenhagen Phil kan skrive sin historie tilbage til 1843, hvor Georg Carstensen åbnede Tivoli i København.

Til at forestå musikken i Tivoli engagerede Georg Carstensen den populære komponist og dirigent H.C. Lumbye og hans orkester: “Det Lumbyeske Selskab”. Selskabet bestod af 22 musikere og spillede hovedsagligt “koncerter à la Strauss”, og siden har Lumbyes musik været fast 'inventar' i Tivoli.

Få år efter blev “Det Lumbyeske Selskab” udvidet til 33 musikere, tog navneforandring til Tivolis Symfoniorkester og begyndte at give symfonikoncerter. Orkestrets musikere var kun fuldtidsansat i Tivolisæsonen frem til 1965, hvor det lykkedes at få alle musikere fastansat året rundt ved oprettelsen af Sjællands Symfoniorkester.

Fra sæson 2013/2014 skiftede orkestret endnu en gang navn og hedder nu “Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester”.

Orkestret deler fortsat året mellem en sommersæson i Tivoli og vintersæsonen med symfonikoncerter i København og på hele Sjælland. Tivoli køber således i dag ydelser fra den selvejende institution ”Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester”, og man kan sige, at det er den omvendte verden i forhold til begyndelsen.

Copenhagen Phil, som er forkortelsen af det relativt lange navn, er i dag et landsdelsorkester og en moderne kulturinstitution, der både giver store symfoniske musikoplevelser og arbejder målrettet med musikundervisning og formidling til børn og unge. Orkestret spiller årligt mere end 100 koncerter, opera- og balletforestillinger for ca. 80.000 publikummer.

Copenhagen Phil har siden sæson 2009 / 2010 holdt til i konservatoriets koncertsal – DRs gamle Radiohus på Frederiksberg.

Tivolis musikchef

Henrik Engelbrecht tager venligt imod mig, og sekunder efter er jeg hvirvlet ind i en meget engageret talestrøm om Tivolis Symfoniorkester og planlægningen frem i tiden. Også her synes jeg, det er en god idé at trække nogle tråde frem i Henrik Engelbrechts karriere for at forstå fortællingen.

Henrik Engelbrecht har været musikchef i Tivoli fra marts 2010 og har derfor ansvaret for Tivolis Symfoniorkester, Tivoligarden og planlægningen af Havens klassiske musikliv. Det er arbejde, han er rigtig godt rustet til. Dels er han uddannet musiker (fløjtenist fra Det Kongelige Dansk Musikkonservatorium 1989) og har bl.a. spillet i Tivolis Symfoniorkester, dels har han arbejdet med den klassiske musik som studievært og redaktør i Danmarks Radio P2, og endelig har han været dramaturg ved Det Kongelige Teater med ansvar for casting, kunstnerisk udvikling og formidling af operaens produktioner. Derudover har han skrevet flere bøger og artikler. Han har haft jobbet som musikchef i Tivoli siden 2010.

Henrik Engelbrechts store erfaring i branchen gør, at han arbejder med en lang tidshorisont.

- Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis man vil have aftaler med de store navne og give publikum de unikke musikoplevelser, som Tivolis Symfoniorkester sammen med disse kunstnere kan levere. Men sådan tænker alle de andre planlæggere i branchen naturligvis også, så det er noget, der rykker mere eller mindre ekstremt ud i fremtiden med den planlægning.

Naturligvis er hele 2014 helt på plads. 2014 er jo lige om hjørnet. Planlægningen af de næste år er begyndt, og på en stilfærdig bemærkning fra mig, om at der jo kan ske alverdens ting og sager i fremtiden, svarer musikchefen, at det er et vilkår, og der er jo tegnet kontrakter, og aftaler holder man. Skulle der ske noget uventet, så må man løse problemet, når det opstår.

- Den planlægningshorisont, jeg arbejder med her er jo kort i forhold til den, vi arbejdede med på Det Kongelige Teater, hvor det kunne dreje sig om 8 – 10 år, hvis man skulle engagere de bedste.

- Får man ikke som musikchef opbygget et netværk, man kan trække på i forbindelse med at få aftaler i hus til koncerter og andre kunstneriske begivenheder?

- Jo, jeg møder selvfølgelig både kolleger, agenter og kunstnere, når jeg rejser rundt i verden og søger efter de næste spændende musikere og dirigenter, men faktisk er en rigtig stor del af jobbet ret kedeligt; det er simpelthen hårdt arbejde ved computeren med mailkorrespondance, regneark og den slags.

- Hvordan oplever du, Copenhagen Phil og Tivolis Symfoniorkester har udviklet sig?

- Der er sket virkelig meget i de sidste 10-15 år. Jeg har selv spillet i orkestret som fløjtenist i 1980'erne, og dengang havde man stadig de såkaldte 'panikkoncerter', hvor orkestret spillede musikværker så at sige fra bladet – altså uden prøver. Man kunne dengang nå op på at spille måske 70 koncerter i sæsonen, og det siger sig selv, at niveauet så heller ikke var imponerende.

I dag spiller man måske 15-16 kvalitetskoncerter i løbet af en Tivoli-sommer, og det er et meget gladere orkester, vi har nu. Det er klart, at som professionel musiker er det ikke tilfredsstillende at levere noget, man egentlig ikke kan stå inde for. Det sker ikke i dag.

Der er også noget særligt i den kendsgerning, at man om sommeren spiller i Tivolis Symfoniorkester og om vinteren spiller i Copenhagen Phil – det giver en dynamik, som jeg tror, mange af musikerne synes godt om.

Tiden løber, og Henrik Engelbrecht ser diskret på uret, for der er opgaver, der venter på hans hånd, men inden jeg går, spørger jeg ind til ansættelsesprocedurerne i orkestret med de to navne.

- Som musikchef er jeg født medlem af dommerkomiteen. Når der er ledige stillinger i orkestret, sker der det, som altid sker i alle orkestre: Ansøgerne skal igennem et udskilningsløb. Og vi ansætter den, som spiller bedst den dag. Vi er ikke så interesserede i de formelle kvalifikationer – det er ikke en gang sikkert, at vi ser papirerne – det handler om at ansætte den musiker, som spiller bedst og passer til orkestret. Jeg er helt ligeglad med, om vedkommende er hvid, sort eller gul – hvis han/hun er den bedste, så ansættes vedkommende, naturligvis med en prøvetid.

På det afsluttende spørgsmål om, hvad folkeskolens musikundervisning eventuelt har betydet for uddannelsen af danske musikere, er svaret ret kontant, at her spilles musik på trods af folkeskolens musikundervisning. Og med det svar går jeg over til Koncertsalen for dels at tale med et par musikere, dels for at overvære lidt mere af dagens prøver.

To generationer.

Jeg har sat to af orkestrets musikere stævne for at få indtryk af, hvordan de menige orkestermedlemmer opfatter deres roller.

Det er Marie Louise Broholt Jensen, bratschist, kandidat fra Det kongelige Musikkonservatorium, nu soliststuderende og repræsentant for den unge del af orkestret, og Tage Christensen, klarinetist og repræsentant for den modne del af orkestret.

Marie Louise begyndte at spille violin allerede som 7-årig, men i 17-årsalderen skiftede hun til bratsch. Marie Louise begyndte sin musikerkarriere i musikskolen og blev mere og mere sikker på, at det skulle være musikvejen frem for dyrlægevejen, hun ville gå.

Hun ser i den grad glad ud for at have gjort dette valg.

Hun begyndte sin uddannelse i Aarhus, men flyttede siden til København og afsluttede både bachelor- og kandidatdelen dér. Hun er – ud over nu at være fastansat i Copenhagen Phil – også en del af ”Nightinggale String Quartet”, som skal have overrakt den ene af Musikanmelderringens to kunstnerpriser ved en koncert med Tivolis Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal den 25. juli 2013.

Det er meget almindeligt, at orkestermedlemmer også engagerer sig i andre og mindre ensembler dels for at dygtiggøre sig dels for udnytte de muligheder, der ligger i variationerne – både med hensyn til andre musikværker og sammenspillet med andre musikere. På samme måde er der en del, som underviser fx i de kommunale musikskoler ved siden af det faste orkesterarbejde.

To generationer i orkestret med to identiteter:

Tage Christensen og Marie-Louise Broholt Jensen. (Foto: Benny Pedersen)

De er enige om, at det er privilegeret at arbejde som kunstner og orkestermedlem, selv om der naturligvis også kan være stunder, hvor man ikke er tilfreds med sine kolleger. De understreger begge, at det er nyttigt med de sociale sammenkomster, der er i orkestret, fordi man får talt sammen om både musik og andre emner på de busture, der er, når det ikke er Tivoli-sæson, men hvor det er landsdelsorkestret, der spiller. Man kan godt sige, at der er tale om et orkester med to identiteter.

Ligesom andre steder i landet er også Copenhagen Phil ramt af besparelser, idet orkestret pt. ikke er fuldt besat; de enkelte instrumentgrupper – måske især strygerne – kunne godt være flere. Ingen af de to vil skrive under på, at der er et hierarki mellem 'instrumenterne' i orkestret.

Begge giver de udtryk for, at det er godt med den forskellighed, man oplever som medlem af Copenhagen Phil. Der er en meget stor bredde i musikvalget. Dertil kommer, at man møder mange forskellige mennesker, når der spilles koncerter ude omkring på Sjælland i vintersæsonen, ligesom de forskellige pædagogiske tilbud til regionens skoler gør arbejdet spændende.

Orkestret er forpligtet til at undervise børn på hele Sjælland i klassisk musik, og derfor arbejder den pædagogisk ansvarlige medarbejder med orkestrets eget skoleundervisningsprogram, ”Musik på Tværs”. Dette tilbud giver elever på 3.-7. klassetrin og deres lærer(e) i regionen mulighed for for et symbolsk beløb at blive undervist efter orkestrets eget skolemateriale. Skolens lærere undervises af den pædagogisk ansvarlige i klassisk musikhistorie, symfoniorkestrets opbygning, instrumenter mv., og orkestrets musikere aflægger også skoleklasserne årlige besøg. Det er et forløb, der strækker sig over et helt skoleår, og kulminationen sker i foråret, hvor de mere end 5000 børn besøger koncertsalen på Frederiksberg og overværer specielt tilrettelagte skolekoncerter.

Tage giver udtryk for skepsis mht. folkeskolens musikundervisning – også ift. den nu vedtagne reform. Musikundervisningen er efter hans opfattelse helt afhængig af, at der på en skole er en ildsjæl som musiklærer. Timetallet er alt for lavt, hvis der for alvor skal kunne undervises i faget. Han ser dog det gode i reformen, at udefrakommende undervisere får mulighed at komme ind og bistå med undervisningen.

Han bemærker, at de pædagogiske initiativer simpelthen er en nødvendighed, hvis landsdelsorkestrene skal overleve.

Copenhagen Phils musikchef

Fra Tivoli og over i Vestergade 12 til et ældre beskedent byhus; der er en afstand geografisk, men ikke i graden af engagement. Det er her, Copenhagen Phil har sin administration, og hvor musikchefen, Uffe Savery, holder til i det daglige. Jeg ringer på dørtelefonen, bliver lukket ind og bevæger mig op til 2. sal, hvor jeg møder Uffe Savery på sit kontor, hvor flip-over-blade med et utal af ideer udgør det meste af tapetet. Vi sætter os ved det runde bord, og jeg mærker straks hans nærvær.

- Din vej til Copenhagen Phil?

Jeg er musiker fra inderst til yderst, men det var først i slutningen af 2. gymnasieklasse på Sct. Annæ Gymnasium, jeg besluttede, at jeg ville leve af det. Men jeg har beskæftiget mig med og udøvet musik altid, og jeg spillede i Tivoligarden, fra jeg var 10 år.

Jeg er nysgerrig og kan godt lide at udforske, og den del af mig har jeg taget med ind i musikken. Som leder af Copenhagen Phil bruger jeg også den søgende del af mig, og når jeg har fundet noget, jeg kan mærke, jeg vil bruge, har jeg også modet til at gå forrest. Som selvstændig musiker er morgendagen afhængig af ens kreativitet og udforskning af nye ideer, og hele dette tankesæt tager jeg som leder med ind i Copenhagen Phil.

I løbet af 2005 blev jeg nysgerrig efter, hvad ledelse kunne være, og jeg tog en diplomuddannelse i 'Kunst og Kultur'. Efter det blev jeg ansat som leder af musikstedet 'Pumpehuset', men økonomien dér havde det meget dårligt, og det var ikke muligt at rette den op. 'Pumpehuset' måtte gå konkurs, men umiddelbart efter blev jeg ansat som leder af dette orkester, og jeg kunne med det samme mærke, der var en god kemi mellem orkestret og mig. Jeg er glad for det match og har nu været her i 3 år.

Det er imidlertid meget vigtigt for mig at være udøvende musiker, så jeg spiller stadig i Safri Duo. Det giver mig megen energi.

- Hvad vil du med Copenhagen Phil?

Jeg vil hellere sige vi, fordi ledelse er noget, vi definerer i fællesskab. Jeg lægger meget vægt på det relationelle. Jeg er ikke kommet med en færdig pakke, men har stillet mig til rådighed for en udvikling, som jeg gerne vil udfolde sammen med orkestret. Det er et job med et stort ansvar, men i al beskedenhed tror jeg, at jeg egner mig til det, og selv om Tivoli lejer orkestret i sommerperioden, har jeg stadig det personalemæssige ansvar og tager de samtaler, som orkestrets medlemmer evt. føler behov for.

Men selve driften gennem udlejningsperioden har Henrik Engelbrecht ansvaret for, og det er jo lidt specielt. Det er min fornemmelse, at orkestret hele tiden oplever inddragelse og mulighed for at påvirke, hvad der sker med dem, altså medejerskab.

- Hvordan gør du?

Noget af det første jeg gjorde, da jeg var blevet ansat, var at afholde en workshop for en god del af orkestrets medlemmer. Det vigtige for mig var at høre 'orkestrets stemme', og mennesker kan meget mere, end de tror, og kan vi skabe nogle rammer for alt det, medlemmerne kan, så opbygges der resurser. Det bliver meningsskabende, og motivation og den enkelte hænger sammen.

På workshoppen fik vi udviklet nogle nye koncertideer, og året efter præsenterede vi så konceptet '60 minutes', som henvender sig til et andet publikum end de, der normalt går ind og hører en koncert.

Visionen for orkestret blev også udviklet på workshoppen, og den er kort fortalt, at vi skal være et aktuelt orkester og relevante for et bredt publikum. Vi skal ligesom i Danmarks Radio have forskellige programflader.

Samarbejdet med de lokale folkeskoler ('Musik på Tværs' og 'Byggesten') og musikskoler arbejder vi også på til stadighed at udvikle.

- Folkeskolens musikundervisnings betydning for uddannelsen af danske musikere. Har du bemærkninger til det?

Det er jo et stort område, men til en begyndelse vil jeg sige, at kreativitet/innovation er et forsømt område i folkeskolen. Når vi i samarbejde med skolerne og laver førnævnte projekter, er det naturligvis med en forhåbning om, at det vil vokse og få en øget betydning regionalt.

Vi taler lidt om den styrkelse af musikundervisningen, folkeskolereformen medfører og er enige om, at det egentlig er synd, at musikundervisningen slipper eleverne efter 6. klasse.

Efterhånden som eleverne bliver ældre, kan der jo gennemføres flere og flere aktiviteter, men måske regner man lidt optimistisk med, at musikskolerne så overtager eleverne.

Uffe Savery bemærker, at i USA går eleverne i skole med bøger under den ene arm og et instrument under den anden, og hver skole med respekt for selv har sit eget orkester – måske endda flere.

Derovre tillægger de åbenbart musikken større betydning for dannelsen.

- Afslutningsvis: Hvad er opgaverne for Copenhagen Phils musikchef i sommerperioden?

Jeg har sindssygt travlt, bl.a. fordi vi er en lille administration. Og så arbejder vi med at skabe 'World On-line Orchestra', som er et digitalt koncept, hvor publikum er med til at udvælge repertoiret, høre de enkelte orkesterstemmer og sågar selv kan medvirke. Vi vil invitere mennesker ind i den symfoniske maskine, hvor den enkelte selv kan medvirke, optage det som filmklip og dele det med andre på internettet.

Det er et kæmpeprojekt, og det har jeg vældig travlt med. Vi samarbejder med South Bank Center i London om projektet.

Dertil kommer, at jeg naturligvis også har travlt med planlægningen af de næste sæsoner.

Det er et meget innovativt og travlt menneske, jeg har siddet overfor, og som nu glæder sig til at holde ferie. Jeg siger tak, fordi jeg har måttet komme og tale med ham, ønsker ham en rigtig god ferie og går ned på Vestergade op mod Rådhuspladsen, hvor det larmende metrobyggeri er et helt andet koncertkoncept.

Faktaboks:

Copenhagen Phil har 70 fastansatte konservatorieuddannede musikere i alle aldre. 2 vakante stillinger pt.

Administrationen består af 8 fastansatte personer: Musikchef, producent, økonomichef, kommunikationsansvarlig, pædagogisk ansvarlig, to produktionsledere og en nodearkivar. Alle på nær økonomichefen og den kommunikationsansvarlige har en musisk uddannelse.

Kulturministeriet støtter orkestret årligt med ca. 40 millioner kroner. Med de 40 millioner følger en række forpligtelser (se nedenfor). Dertil lejer Tivoli orkestret hver sommer, hvilket er en uundværlig indtægt.

Copenhagen Phil afholder ”60 minutes” koncerter – som er orkestrets eget koncertformat. Koncerterne har til formål at få et nyt publikum ind i koncertsalen, hvilket efter en levetid på to år er lykkedes over al forventning. Disse koncerter støttes af Nordea-fonden og Det Obelske Familiefond.

Kilder:

”Tivoli Festival 2013” af Henrik Engelbrecht
www.copenhagenphil.dk   
http://www.tivoli.dk/da/festival/bag+om+musikken/tivolis+symfoniorkester/musikere/

Hvad mener ministeren?

Samtale med kulturminister Marianne Jelved om forbindelserne mellem folkeskolen, kulturen og det kreative-musiske fagområdes placering heri – især faget musik.

 

Tekst: Thomas Hovaldt og Benny Pedersen

Foto: Asger Simonsen

Kulturminister Marianne Jelved i samtale med Thomas Hovaldt (th) og

Benny Pedersen

 

En fredag sommereftermiddag mødes fotografen og vi i kulturministeriets gård med den berømte trappe, hvor protesterende kunstnere en gang i 1970'erne sad og røg hash. Vi går op ad trappen og ind i modtagelsen, hvorfra vi bliver henvist til avisstuen på 1. sal. Vi er kommet i god tid, kan småsnakke lidt og beundre møblerne, inden vi bliver hentet og på en lang række marcherer ad gange og et kontorlandskab i moderne stil for at ende i det hæderkronede gamle kulturministerhjørnekontor, hvor Marianne Jelved på sin stille og rolige måde byder velkommen.

Der er sat kaffe og vand frem, og ministeren skænker selv kaffen op og sætter sig afventende i sofaen. Vi giver til en begyndelse et kort rids over, hvorfor 'Musikmagasinet' ønsker at have en samtale med kulturministeren, nemlig at vi gennem det sidste års tid via de musikere, vi har talt med i dels de militære orkestre og dels i landsdelsorkestrene har fået en opfattelse af, at musikundervisningen i folkeskolen er dårlig, og at det nødvendige samspil mellem folkeskole og musikskole ikke fungerer godt nok. For god ordens skyld orienterer vi tillige kort om baggrunden for DAM og DAMs arbejde.

Det vil Marianne Jelved gerne give et bud på. Hun trækker en linie fra folkeskoleændringerne i 2002, hvor man indførte tre blokke i tre forløb i folkeskolen: Den humanistiske, den naturfaglige og den praktisk-musiske fagblok, og timetallet for hver blok blev udmøntet som en sum for indskoling, mellemtrin og udskoling. Det gav kommuner og skoler en fleksibel mulighed for at tilrettelægge undervisningen på hvert trin i grundskolen. Intentionen var således god nok, men de samme instanser brugte fleksibiliteten rimelig kreativt, bl.a. i forbindelse med projekt- og temaforløb. Denne planlægningsmulighed kombineret med PISA-undersøgelser og nationale prøver underminerede fagene i den praktisk-musiske fagblok, fordi der blev lagt vægt på de boglige og 'målbare' fag på en ubalanceret måde.

”Grisen bliver jo ikke federe af at blive vejet og vejet og vejet”, sagde en radikal politiker den gang, mens den daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs talte om 'funktionelle analfabeter'.

 

- Hvorfor synes du, at musik er vigtigt?

- Fordi musik er en grundlæggende aktivitet for et barn. Børn elsker jo at synge, bruger remser og har rytmen i sig – det er en del af deres læring, deres udvikling og deres kropsbevidsthed. Musik er også en oplevelsesform, der appellerer meget til følelser og emotionelle reaktioner. Musik er en del af deres dannelse. Musik har den fantastiske fordel, at den er bedst i fællesskab med andre og skaber den erfaring, at andre regner med, at hver yder sit for at få oplevelser. Det kan man ikke opnå i alle fag – men i musik kan man. Der er mange elementer i musik, der rækker langt videre end i så mange andre fag. Derfor er det helt afgørende, at børn møder musik – og udøver musik.

Indledningsvist berettede vi om, at de professionelle musikere oplevede, at fødekæden fra grund- og musikskolerne til de professionelle orkestre var knækket.

Vi kommer tilbage til dette emne. Marianne Jelved tager fødekæden først og understreger, at musikundervisningens fødekæde allerede begynder i førskolealderen i børneinstitutionerne, hvorefter det bliver skolernes opgave og ansvar at videreføre musikundervisningen.

Hun glæder sig over, at der med den netop vedtagne folkeskolereform bliver givet 2 lektioner mere til musik, sådan at eleverne modtager 2 lektioner musik på hvert af klassetrinnene fra 1. til 5. klassetrin, mens det forbliver uændret på 1 lektion på 6. klassetrin, hvorefter grundskolens obligatoriske musikundervisning slutter. Samlet set bliver der altså givet 2 lektioner mere til musik som følge af folkeskolereformen. Dertil kommer, at der i årene frem til 2020 afsættes 1 mia. kr. til efter/videreuddannelse af lærerne, så alle lærere har kundskaber på liniefagsniveau i de fag, de underviser i.

 

Marianne Jelved fortæller om regeringens initiativer

 

Marianne Jelved påpeger, at det er meget vigtigt, at man på skolerne er meget bevidste om, at regeringen og offentligheden prioriterer, at der finder relevant undervisning sted såvel i fagene som i den understøttende undervisning. Ministeren tilføjer, at det er vigtigt, at ligeværdigheden mellem de boglige og de praktisk-musiske fag respekteres.

Det er det hele barn, skolen skal tilgodese, og derfor er det utilgiveligt, at musikundervisningen har været forsømt.

 

- Antallet af elever i musikskolerne er faldet, og de tidligere midler i henhold til folkeskolelovens § 3, stk. 3 er forsvundet. Hvilke bemærkninger har du til det?

- Jeg er ikke enig i, at musikskolerne mangler de tilstrækkelige midler til at give børn muligheden for at lære at spille på et instrument – på trods af at egenbetalingen stiger, og antallet af musikskoleelever falder.

Jeg mener egentlig, at musikskolerne lever op til forventningerne og lærer eleverne at håndtere et instrument, give koncerter osv. Jeg er i hvert fald ikke vidende om, at de ikke skulle gøre det.
 

- Nej, men problemet er, at der er for få elever, som benytter sig af tilbuddet.

- Ja, men staten kan jo ikke sige til forældrene, at de skal sætte deres børn i musikskolerne. Det må jo være frivilligt, men i skolen skal der bedrives kvalificeret undervisning i musik.

Den engagerede minister forklarer, argumenterer og gestikulerer

 

 

- Har dette noget at gøre med, at vi i disse år ser en tendens i tidsånden fra dannelse til marked? Altså, at det kun er de 'målbare fag', der skal styrkes?

- Stadigvæk, så er der tale om et tilbud, når vi taler om musikskolerne. Hvis der i spørgsmålet ligger noget i retning af, om jeg vil tilføre musikskolerne flere penge, så må jeg sige, at det vil jeg ikke.

Men det ligger i reformen, at folkeskolerne forpligter sig til et gensidigt samarbejde med lokalsamfundets foreninger og kulturelle institutioner – herunder selvfølgelig også musikskolerne.

Jeg har deltaget i en del møder rundt om i hele landet under et projekt, vi kalder 'KulturDanmark', og der foregår ekstremt meget i lokalt regi. Der er rigtig meget appetit på at igangsætte aktiviteter, som kan være med til give børn nogle sanselige oplevelser. Nogle børn har så nogle særlige talenter, og alle børn har ret til at vise, hvad de kan. Skolerne skal respektere, at læreruddannede og pædagoger selvfølgelig har ret til at undervise børn, men at også andre fx kunstnere og håndværkere kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv samt give inspiration fra deres håndværk.

Der er taget initiativ til at sammensætte arbejdsgrupper på tværs af ministerier, kommuner og faggrupper, og de skal prøve at komme med bud på, hvordan man kan gøre dette til virkelighed. Aftalen om folkeskolereformen lægger op til dels at styrke kvaliteten på det faglige område, dels at det kan ske på nye og andre måder.
 

- Hvad mener du om, at folkeskolereformen vil give mulighed for at oprette særlige elite musikfolkeskoler?

- Det er noget, som vi godt kunne tænke os at udbrede til hele landet

 

- Er der kontakt mellem dit ministerium og Christine Antorinis børne- og undervisningsministerium?

- Ja, der er tæt kontakt – både i embedsværket og på ministerniveau. Der har bl.a. været fællesmøder mellem museer, idrætsorganisationer, billedkunstforeninger, musikskoler og ministerierne om emnet, og fx kan elever jo opfylde en del af deres undervisningsforpligtelse ved at modtage undervisning på en musikskole.

 

- Hvordan gør vi musik til en identitet, der rækker ud over barnets selvudfoldelse?

- Det gør vi ved at sikre undervisningens kvalitet, herunder evt. med inddragelse af konservatorieuddannede musikere.

 

- Vi begynder jo alle som amatører. Hvordan ser du amatørmusikken som kulturbærer fremover?

- I dette land er vi begunstigede med at rigt foreningsliv, og kunsten er så at give disse foreninger nogle rammer, de kan fungere under, så alle kan være med – det er bredden – og de, som kan og vil gå videre, får muligheden for det. Amatørisme erstattes derved af professionalisme.

Fx er Herning kommune med sin screening af alle børn med henblik på musik et eksempel på dette, og det er blot en enkelt kommune – det siger noget om det potentiale, der er.
 

- Under forudsætning af at folkeskolens musikundervisning lever op til forventningerne, har du så et bud på, hvordan vi kan fastholde eleverne i en musikalsk retning?

- Det er oplagt at skabe nogle relationer mellem skoler, elever, forældre og det lokale musikliv. Vi har et meget levende civilsamfund, og det vil være fuldstændig ærgerligt, hvis skolerne vender ryggen til det, der foregår uden for lågen i stedet for at inddrage det i skolens hverdag.

Marianne Jelved turde næsten ikke sige det, men skolen som lokalt kulturcenter vil være oplagt her.

På spørgsmålet om, hvilken slags musik kulturministeren hører, kommer svaret hurtigt:

- ”Jazz – fx Carsten Dahl og folkemusik, fx Tom Lehrer (ministeren er den årgang).”

Lidt tøvende tilføjes det, at hun også lytter til klassisk musik – men i den rækkefølge.

- Sporten kontra den klassiske musik. Der bliver tildelt mange tipsmidler til sporten. Hvorfor humper musikken bagefter?

Det er et rigtig godt spørgsmål, men kommunerne lægger mange penge i sportslivet, og det er nok et spørgsmål om, hvordan man har udført sit kommunale benarbejde. Så en øget indsats her giver i virkeligheden grund til håb, og det er min fornemmelse, at der ude i kommunerne er stigende interesse for at bruge flere midler til kulturelle formål. De kulturelle aktiviteter er med til at skabe en identitet, et tilhørsforhold til lokalsamfundet, og by-, bolig og landdistriktsministeren, Carsten Hansen, og jeg har et samarbejde om dette.

 

- Folkelighed kontra elite. Har eliten samme gode muligheder her i landet som i udlandet. Her tænker jeg især på den klassiske musik?

- Eliten udspringer af folkeligheden, og det er interessant, at udlandet fx Kina er begyndt at interessere sig for, hvordan vi gør her i landet, hvor samarbejde prioriteres højt fra dag ét i modsætning til de meget konkurrenceprægede uddannelsessystemer, man finder andre steder i verden.

Et andet eksempel er Holland, som nu vil kopiere den danske filmstøtteordning. Det er i princippet en hjælp til selvhjælp, som har fået civilsamfundet til at løfte projekter, og hvor der så kommer en hjælpende hånd i form af støtteordninger.

 

Tiden er ved at være gået, så vi siger tak for en god og åben samtale, ønsker god weekend, går ud gennem forkontoret i modsat rækkefølge, i forhold til vi gik ind, ned ad den berømte trappe til den skyggefulde gård, ud gennem porten til den larmende virkelighed, som byggeriet af en metrostation 50 meter fra det hyggelige og stilfulde kulturministerhjørnekontor udgør.

Den gode samtale i det smukke hjørnekontor nærmer sig afslutningen



Fælles ledelse i institutioner og skoler – er det en god ide?

Er der forskel på at lede en daginstitution og en skole?
Er der forskel på at lede en mindre skole og en stor skole??
Er der forskel på at lede én skole og flere skoler???

Nej-nej-nej, mener de ansvarlige politikere. Det kan da sagtens lade sig gøre. Og Kommunernes Landsforening (KL) er ganske enig. Overraskende nok, ikke sandt? - Forresten er det KL, som netop har udsendt et notat om disse nye muligheder, fordi kravene til fælles ledelse er blevet lempet med forliget om folkeskolereformen. Formentlig skal årsagen findes i rationaliseringsgevinster – eller besparelser.

Det lugter af tåbeligheder af mindst to afgørende årsager:

• For det første tager det endnu en gang lidt mere af demokratiånden ud af uddannelsessystemet. Det er så enkelt, at det næsten er løgn, men jo større institution, jo længere er der fra den enkelte elev/forældre/lærer til den øverst ansvarlige leder. Og demokratiet i folkeskoleloven er jo i forvejen prioriteret ned til stk. 3 i formålsparagraffen.
• For det andet er virkeligheden, at ledelse af en daginstitution – også for børn i den undervisningspligtige alder – er en helt anden sag end ledelse af en undervisningsinstitution.

Der er væsensforskellige opgaver, og der er afgørende forskelle på kultur og arbejdsmiljø i de to institutionstyper.

Det må også overraske, at ledelseskravet til fælles ledelse er lempet, når forligskredsen gjorde et stort nummer ud af, at reformen netop skulle styrke skoleledelsen – hvilket jo også var et hovedpunkt i den skammelige konflikt, hvor lærerne blev udelukket fra at udføre deres arbejde til skade for eleverne. Fordi nu skulle lærerne kanøfles – nu skulle de mærke ledelse.
Resultatet af regeringsindgrebet i konflikten og forliget om folkeskolereformen netop omkring ledelse er, at der er åbnet en ladeport på størrelse med en hangar for, at andre end pædagogisk uddannede (= læreruddannede) nu kan blive ledere i folkeskolen.
Det er efter min mening fatalt, fordi ledelse af en folkeskole er en helt anden sag end ledelse af chokoladefabrikken.

New Public Management er ikke svaret på folkeskolens krise. New Public Management er benzin på bålet, men jeg tror desværre, at djøferne i de kommunale forvaltninger ikke kan forstå, at deres 'egne' ikke skulle kunne lede en folkeskole. De kan ikke – og har formentlig heller ikke forudsætningerne for det – at forstå, at 'i skolen skal man træde varsomt, thi dér færdes børn'.

Når dette er sagt, er der grund til at hilse folkeskolereformen velkommen, fordi der er rigtig meget godt gods i den reform. Derfor er det ærgerligt, at sådanne fatale fejl skal lægge gift for gennemførelsen.
Den fromme forhåbning er, at der er tilstrækkelig mange gode kræfter på alle niveauer vil være i stand til at gå op imod de ødelæggende kræfter. Ingen nævnt, ingen glemt.

Der er noget i galt DK (10)

Så er det tiden til igen at genoptage tråden i denne lille serie kritikpunkter, dels fordi der naturligvis er grund til fortsat at forholde sig kritisk til magthaverne og deres systemvælde, og dels fordi sommerferien står for døren – og meget kan være gået i glemmebogen, når sommerferien er slut.
Og det er der ingen grund til.

Da kritikserien har løbet mere end et halvt år, benytter jeg lejligheden til lige at repetere, hvad kritikpunkterne har handlet om og hvornår, de er blevet lagt på bloggen:

• (9) - Socialdemokraternes fald mod afgrunden med teknokratkup. 17/3-13
• (8) - Su-reformen, kontanthjælpsreformen og vækstpakken 3/3-13
• (7) - Uddannelsessystemet og vejledningsindsatsen 6/2-13
• (6) - De manglende visioner 2/2-13
• (5) - Ulighed og den manglende lytten 22/1-13
• (4) - Ulighed og djøficering 29/12-12
• (3) - Ulighed og ønske om internt systemskifte i regeringen 27/12-12
• (2) - Markedet og djøficeringens af Socialdemokraterne 23/12-12
• (1) -Den såkaldte centrum-venstre regering fører borgerlig politik 28/11-12

Som det fremgår, kan det koges sammen til at handle om S-R-SF-regeringens svigt, ulighed og manglende vision.
Alvorlige sager, ikke sandt? - i hvert fald alt for alvorlige til at gå i glemmebogen.

Det er værd at huske, at det er valgår i år. Der skal være valg til kommuner, regioner og EU. Det ser ud til, at det også så småt er ved at gå op for regeringen. Jeg synes, at der er ved at komme lidt andre toner i retorikken.
Magthaverne mener tilsyneladende, at de nu er kommet så langt med 'den nødvendige politik', de kan, inden vælgerne skal høres, og alle partiernes kandidater er begyndt at positionere sig – og selv om det ikke er folketingspolitikerne, der er begyndt at markere sig, men de lokale partisoldater, så mener jeg, at der ingen grund er til at glemme, og derfor må de betale for deres kollegers fejltagelser.

Det bliver særdeles spændende at se, hvor stor lussingen bliver til efteråret. Det er i denne forbindelse vigtigt at erindre sig, at toppen af KL og Regionerne jo har spillet en meget lydig andenviolin for regeringen.
Der er imidlertid et 'men' – fordi alternativerne til S, R og SF altså skal overvejes nøje.
Det er her, den demokratiske debat kommer ind i billedet. Den må ikke forsømmes, og derfor må vi hver især bringe synspunkter til torvs, hvor vi kan gøre det. Og forlange svar fra de lokale politikere, så det bliver de rigtige, der vælges til efteråret – og ikke levebrødspolitikerne.
Dem er der rigeligt af – og det har der været i årtier. Lad os få de mennesker frem, som vil noget – og som fortæller om det i forvejen – med deres indsats for demokratiet.

Jeg håber, at jeg derefter kan begynde an lille serie om 'Det går godt i DK!'

Besøg hos Odense Symfoniorkester

Denne artikelserie er skrevet til Dansk Amatørmusiks medlemsblad 'Musikmagasinet'. 
Dette års reportageserie om store danske orkestre vil handle om de 5 landsdelsorkestre, nemlig Aarhus-, Aalborg-, Odense-, Sønderjyllands- og Sjællands Symfoniorkestre. Overordnet set er der 8 store orkestre i Danmark. 3 statsorkestre (Det Kongelige Kapel, Radiosymfoniorkestret og Radioens Underholdningsorkester) og de 5 nævnte landsdelsorkestre, som alle administreres efter Musikloven fra 2003 med senere justeringer.
Musikloven er oprindelig fra 1976 og verdens første. Musiklovens § 4 beskriver landsdelsorkestrenes hovedopgaver, som bl.a. er at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900, i et rimeligt og kunstnerisk forsvarligt omfang at være til rådighed for ballet- og musikdramatiske forestillinger, herunder forestillinger med Den Jyske Opera, og for det stedlige musikkonservatorium som professionelt studieorkester, efter behov og i rimeligt omfang at afholde koncerter i og uden for landsdelen. Orkestrene er offentligt støttet af henholdsvis de kommuner, de er placeret i, og staten, samt de indtægter de selv skaffer sig i form af sponsorater og billetindtægter.
Vi lagde ud med at besøge Aarhus Symfoniorkester, en vinterdag primo januar, og vi fortsætter i marts med Odense Symfoniorkester – et landsdelsorkester primært for Fyn.

Foråret havde nået at titte frem, men da dagen for besøget i Odense oprandt, kom alle snefnuggene vrimlende, og det blev en af morgener, hvor Trafikradioen i hovedstadsområdet var på mærkerne med meddelelser om timelange køer på alle indfaldsveje til rigets hovedstad. Afrejsen fra det lille hjem blev derfor fremskudt, og jeg nåede frem gennem snemasserne til Høje Tåstrup Station i god tid, hvorfra lyntoget bragte mig videre til Odense Station næsten på den planlagte tid. Derfra var der kun en mindre, men sikkert sund spadseretur til Odense Koncerthus, hvor jeg skulle mødes med kommunikationschef Anne Drud Astrup og orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde.

Odense Symfoniorkester og deres 'hus'

                            Odense koncerthus. Foto: Benny Pedersen

Fra banegården kom jeg til bagsiden af Odense Koncerthus, som er en overraskende lav bygning – udefra. Det er tegnet af arkitekterne M.A.A. Per Hougaard Nielsen, C. J. Nørgaard Pedersen, Lars Møller og Birte Rørbæk (projektleder). Det blev indviet i 1982 og har altså kunnet fejre 30 års fødselsdag sidste år. Hovedformålet med koncerthuset er at huse Odense Symfoniorkester. Koncerthuset er områdets mest markante bygning i kraft af sin størrelse og funktion. Alligevel trykker det store hus sig ned i terrænet - koncerthusets gulv ligger i kælderetagen. Bygningen ligger som topvinklen i en trekant i H. C. Andersen-kvarteret. Selve koncertsalen, som har navn efter den verdenskendte danske komponist Carl Nielsen, er en traditionel opbygget kasseformet sal, og den er kendt for at have en fremragende akustik. Salen er udstyret med et 46-stemmer stort orgel bygget af et af verdens førende orgelbyggerier, Marcussen & Søn. Der er plads til omkring 1200 mennesker. Odense Symfoniorkester blev grundlagt i 1946, men dets rødder går helt tilbage til omkring år 1800. Oprindelig var det et teaterorkester, som også spillede symfonisk musik. I dag fremstår orkestret som et moderne symfoniorkester med et højt aktivitetsniveau og under stadig udvikling. Odense Symfoniorkester havde ved grundlæggelsen 22 musikere, men er i årenes løb vokset støt og har nu 73 fastansatte medlemmer, og det er i underkanten af, hvad et symfoniorkester skal have for at kunne spille alle værker. Orkestret giver årligt ca. 100 koncerter med et repertoire, der strækker sig fra barokken til vor egen tids musik.

                    Odense symfoniorkester. Foto: Greenpix/Ulf Jeppesen

Symfoniorkestret og The Beatles
Jeg blev budt velkommen af kommunikationschef Anne Drud, som hurtigt og imødekommende viste mig op i kantinen, hvor orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde netop holdt planlægningsmøde med to produktionsledere og en lydtekniker i anledning af en koncert den 11. april 2013 med Classical Mystery Tour og Odense Symfoniorkester: ”A Tribute to the Beatles”. Det var da lidt overraskende sådan lige at dumpe ned i et sådan planlægningsmøde, som handlede om store skærme og et voldsomt PA-anlæg. Ikke noget, jeg lige forbinder med et traditionelt symfoniorkester, men egentlig – skulle det vise sig – var et initiativ blandt flere, som har til formål at få flere og ikke mindst yngre mennesker til at interessere sig for, hvad Odense Symfoniorkester kan og står for.

Formidlingsarbejdet for børn og unge
Dagens første samtale er med Knud Erik Jørgensen, som er børne/unge-medarbejder. Han er oprindelig klassisk uddannet bratschist fra Fyns Musikkonservatorium og har spillet en lille menneskealder.

                            Knud Erik Jørgensen. Foto: Benny Pedersen

Imidlertid satte en arbejdsskade stopper for den musikalske karriere, og i samarbejde med alle de instanser, der nu en gang er inde i billedet i den slags situationer, lykkedes det at finde rum til, at Knud Erik Jørgensen kunne overflyttes fra musikernes rækker til orkestrets administration- og formidlingsafdeling i et fleksjob. Et rigtig godt billede af en institution, som tager sit sociale ansvar alvorligt. Knud Erik har været ansat i 25 år ved Odense Symfoniorkester. Han arbejder med arkivering, kontakten til børn og unge og er koordinator for 'Max Musik'. Dette sidste vender vi tilbage til. Den ansvarlige for Børne-og Ungeafdelingen hedder i øvrigt Karen Skriver Zarganis, men hun kunne desværre ikke deltage i samtalen denne dag. Arbejdet i Børne- og Ungeafdelingen omfatter desuden Minisymfonikerne, talentskolen, besøg ud og ind i huset, kontakt til folkeskoler og gymnasier, samarbejde med professionshøjskolens læreruddannelsesafsnit (University College Lillebælt), den kommunale musikskole og Det Fynske Musikkonservatorium, som nu er slået sammen med Odense Teaterskole. UCL er i det hele taget meget involveret i orkestrets børne- og ungearbejde. En medarbejder derfra har faktisk også ansættelse i Odense Symfoniorkester, så man kan roligt hævde, at der er tale om et tæt samarbejde. Endelig er der skolekoncerter for 1000 til 1200 børn og unge i Odense Koncertsal, familie- og julekoncerter, og endelig var der et stort arrangement på skolernes sangdag den 22. marts 2013, som transmitteredes direkte i Ramasjang.

Max Musik
Max Musik er et spændende og omfattende udviklingsprojekt på Vestre Skole i Odense. Det foregår i tæt samarbejde med musiklærerne. I begyndelsen af projektet var der et 'musikbånd' hver dag i indskolingen gennem en periode, men det blev for meget. Nu foregår det onsdag, torsdag og fredag. Det er elever fra 0.- 3. kl., der deltager – ikke ældre, i hvert fald ikke lige for tiden. Onsdag er sat af til instrumentalundervisning (3. kl.) afvekslende med almindelig undervisning og kor. Hvilke instrumenter, eleverne skal lære at spille på, bestemmes af projektledelsen. Instrumenterne er bl.a. trækbasun, trompet og guitar, men ellers ikke strengeinstrumenter. En donation fra den lokale Albani-fond har gjort det muligt at indkøbe instrumenter. Det er lærere fra Odense Musikskole, der varetager undervisningen. Der er foreløbig et budget på omkring 25.-30.000 kr. fra Odense Symfoniorkester, og dertil kommer de enkelte institutioners egne penge. Projektet medfører også gensidige besøg, mest i koncerthuset, hvor de får lov til at spille lidt på de instrumenter, de netop har hørt en eller flere musikere fortælle om for til sidst at overvære op til en halv time af en generalprøve – så kan den ikke trække mere den dag. Det er da vist også godt gået! - og der er ligefrem etableret et skoleorkester ved Vestre Skole; lidt særligt i dagens Danmark! 'Max Musik' er også en organisation med medlemskaber, som sympatisk nok er gratis, generalforsamling og vedtægter samt egen hjemmeside. Der er planer om et forskningsprojekt i kommunalt regi, der skal undersøge og evaluere hele dette storslåede og meget strukturerede projekt. Men det koster, og alle parter håber på at få samlet midler nok til, at det kan gennemføres.

Minisymfonikerne er et andet børne/unge-projekt. Det omfatter gæstemusikere fra symfoniorkestret på besøg i børnehaver og skoler, hvor der fortælles om og spilles klassisk musik i mindre grupper. Det er også et samarbejde med lærerstuderende med musik som liniefag, der skal afprøve forskellige undervisningsforløb.

”Tosca”
Efter samtalen, som foregik i et hyggeligt sofahjørne i kantinen til en svag lyd af orkestrets prøve i Carl Nielsen Salen, var det tid til at høre nærmere på den musikalske udfoldelse. Knud Erik viste mig via en trappe med grå betonvægge, der et enkelt sted til inspiration for alle var peppet op med et stort og farvestrålende papirklip af billedkunstneren Sonia Brandes, ned i Carl Nielsen Salen. Dér var der prøve på Puccinis opera ”Tosca” under ledelse af Giordano Bellincampi. Odense Symfoniorkester skal sammen med Den Jyske Opera nemlig opføre ”Tosca”, som er Den Jyske Operas chefdirigent Giordano Bellincampis afskedsforestilling. Jeg overværede vel i denne første omgang 15 minutter af prøven inden frokostpausen – og det lød velgørende.

Kanonéren
I frokostpausen var det tid til at tale med Jakob Weber Egholm – solojanitshar og dermed gruppeleder af janitshargruppen. Det var ham, jeg så forlade sin plads under prøven, og det viste sig nu, at det var fordi, han skulle ud og fyre 'kanonen' af! - Det var en kæmpetromme, som stod ude bag scenen, som Odense Symfoniorkester har lånt af Det Kongelige Kapel til brug for at illudere kanonskud i forbindelse med operaen. Jeg havde godt nok undret mig over, hvor kanonlyden kom fra og hvem, der skød den af, men nu fik jeg svaret. Jakob er københavner og har været hos Odense symfonikerne i fire år. Som ved alle ansættelser i den branche skal man til audition, når der skal besættes ledige stillinger. I hans tilfælde var der vel 40 -50 slagtøjsspillere, der skulle konkurrere. Som Jakob siger, så er det noget af et nåleøje. Han er meget glad for for sit arbejde i Odense. Også Jakob giver udtryk for, at krisen kradser i branchen, og det er attraktivt at blive ansat i Danmark i forhold til andre lande – det bliver konkurrencen jo ikke mindre af.

                          Jakob Weber Egholm. Foto: Benny Pedersen

Han fortæller videre, at 17 -18 nationaliteter er repræsenteret i orkestret, men der er overraskende få fynboer, så folk må pendle meget til og fra Odense fra mange steder i kongeriget. På spørgsmålet om, hvad denne mangfoldighed betyder for klangen, svarer Jakob, at orkestret egentlig spiller bedre nu end for 20 år siden, men der er jo mange forskellige måder at spille på og forskellige klangidealer. I et symfoniorkester er det strygerne, som er den største gruppe, mens slagtøjsspillerne kun udgør 3 – 4 musikere. Her drejer samtalen ind på kønsfordelingen i et orkester, og at der er sket en forskydning i forhold til tidligere tider, hvor et orkester langt overvejende bestod af mænd. I dag er der fx ofte markant flere kvinder blandt strygerne. Der er også kvindelige slagtøjsspillere, fx var Jakobs forgænger i embedet en kvinde. I øvrigt, mener Jakob, at slagtøjsspillerne er dem i et orkester, som får lov til at spille på alt det sjove, og han nævner just 'kanonen'. I ”Tosca” foregår der også en del bag scenen, hvad angår slagtøj, fx skal han på et tidspunkt 'være hyrde' og slå på nogle klokker, som skal illudere halsklokker på geder. Mangfoldigheden med hensyn til hans 'instrumenter' er rigtig stor. Som jeg har hørt tidligere fra en anden slagtøjsspiller, så er instrumenterne alt, hvad der kan slås på – undtagen mennesker. Jakob tilføjer, at han sagtens kan komme ud for at skulle spille på olietønder, men det er naturligvis ikke sikkert, at han spiller det lige så virtuost som fx en cubaner. Det er også slagtøjsspillerne, der illuderer knusning af glas, væltede stole og den slags i sceneslagsmål. Vi kommer til at tale om den prisbelønnede danske komponist Simon Steen-Andersens værk ”Ouvertures (koncert for forstærket gu-zheng, sampler og orkester)”, som Jakob også har spillet, og han bemærker, at det netop ofte er i den nyere musik, slagtøjsspillerne bliver udfordret med krav om 'nye og underlige' lyde. Det er egentlig først i romantikken, slagtøjet for alvor kommer på banen. Jakobs musikerkarriere begyndte allerede i slutningen af 3. gymnasieklasse, hvor han kom i forbindelse med Uffe Savory, som fik ham puffet ind på musikvejen i en konservatorieuddannelse, som han afsluttede efter 7 år, hvorefter han spillede forskellige steder, bl.a. i Kina i et halvt år og senere i alle Danmarks symfoniorkestre. Frokostpausen er nu ved at være slut, og Jakob skal lige have mulighed for at tygge af munden, inden prøven på ”Tosca” fortsætter nede i salen.

Hvad kælderen gemte og teknikken
Efter frokostpausen blev jeg vist rundt i Odense Koncerthus af produktionsleder Rasmus Jakob Frandsen, som er den ene af de to helt uundværlige medarbejdere bag scenen (og bag orkestret). Deres opgaver er mangeartede, men bl.a. skal de sørge for, at alt det praktiske fungerer, at instrumenterne kommer i de rigtige kasser under turneer, at stole og den slags er på plads, når prøverne begynder og alle den slags opgaver, som man først lægger mærke til er løst, hvis de lige netop ikke er det. Rasmus har også ansvaret for at indkalde assistenter, fx i forbindelse med sygdom o.lign. Jeg kom lidt rundt i den store bygnings mange forbindelsesgange og rum med forskellige funktioner. Fx kom vi ned i kælderen, hvor slagtøjsgruppen havde sit lager med alskens forskellige ting og sager til at slå på. Der var faktisk også et 'kolonihavehus' – et topisoleret lille hus, hvor paukisten kunne øve sig og justere sine pauker. Lidt unikt og overraskende. Vi kom også forbi nogle rum, som havde vinduer ud til koncertsalen, hvor der var ved at blive indrettet teknikerrum, beregnet til lydoptagelser.

                       Den gamle teknik. Foto: Benny Pedersen

Rent historisk og interessant nok havde man endnu ikke skilt sig af med den oprindelige teknik fra 'Telefunken', hvor mikserpult mm. vel fyldte noget, der nærmede sig 1 kubikmeter, men som i dag klares med en teknologi, der er på størrelse med en æske husholdningstændstikker. På gangen oven over var der tolkerum, der oprindelig var tænkt til simultantolkning ved kongresser, men som nu blev anvendt til øverum for musikerne, idet institutionen godt kunne bruge flere af den slags, end der oprindelig var tænkt på.

Musikchefen
Efter rundvisningen har jeg en aftale med musikchef Finn Schumacker, som blandt meget andet fortæller, at en af de største – og tilbagevendende – begivenheder er den koncert, som indleder sæsonen. Det er 'Opera på Engen', som ganske vist efter 11 år på engen ved 'Fruens Bøge' nu flyttes til 'Kongens Have. Det er en gratis operakoncert, hvor man håber at komme ud til et bredt publikum, og der kommer sædvanligvis 15-17.000 mennesker. Finn Schumacker har været musikchef ved Odense Symfoniorkester siden 2007. Han kom til Odense fra rektorposten ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus efter at have været koncertdirektør og orkesterchef ved Helsingborg og Aalborg Symfoniorkestre. Han er uddannet musiker (tuba) fra Musikkonservatoriet i København, og musikerkarrieren begyndte ved det nu hedengangne Fynske Livregiments Musikkorps, hvorefter han kom til operaen i München og spillede dér en årrække.

                         Musikchef Finn Schumacher. Foto: Greenpix/Ulf Jeppesen

Veje krydses
Derudover har han beklædt forskellige tillidsposter. Interessant nok for 'Musikmagasinet', som har påbegyndt en artikelrække om fødekæden i den danske, klassiske musikverden – fra folkeskole til orkestermedlem – har Finn Schumacker været formand for en 'task force', som skulle rådgive kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen) i spørgsmål vedrørende de danske musikkonservatorier, ligesom han var formand for endnu en 'task force' om fødekæden inden for den klassiske musik. Denne gang hed ministeren Brian Mikkelsen. Begge disse arbejdsgrupper barslede med rapporter og anbefalinger, og det foregik i 2002. Desværre er der ikke rigtig sket noget endnu, og musikskolerne er noget bekymret for, hvad der skal ske med dem, hvis en heldagsskole indføres. Musikskolerne blev oprettet i slutningen af 1980'erne, og det er nødvendigt med en plan for, hvordan de kommer med i en sådan ny skoleform. Folkeskolelovens § 3, stk. 3 giver jo mulighed for oprettelse af musikhold i fritiden, men med indførelsen af kommunale musikskoler, blev denne mulighed udtyndet kraftigt, idet lærerne flyttede over til musikskolerne. Desværre er der kun ca. 10% af folkeskoleeleverne, der benytter musikskolernes tilbud – og det er jo ikke så voldsomt.

Resurserne
Om økonomien fortæller musikchefen, at der er godt 30 mill. kr. fra Odense Kommune, godt 20 mill. kr. fra staten, og dertil kommer de indtægter, der kommer fra billetsalg, sponsorer og fondsmidler, alt i alt 5-6 mill. kr. Kommunen satser tilsyneladende på orkestret og teatret og giver derfor lidt mere, end de fx gør i Aarhus til den slags kulturelle aktiviteter. Den lokale avis er sammen med et par banker og det lokale bryggeri de største sponsorer. Sponsorstøtten udgør 'flødeskummet' i det samlede billede, altså det, der gør, at man kan etablere nogle særlige arrangementer, men også her kan finanskrisen mærkes. Gennem en årrække er der sket en forskydning fra abonnement til løssalg, som følger aldersfordelingen for koncertgængerne. Der kan også mærkes en kulturel forskydning i retning af, at det har ændret sig, fx hvornår man klapper under en klassisk koncert. Ritualerne ændrer sig. Der bliver stadig færre abonnenter, og derfor arbejder administrationen med et nyt og mere gennemskueligt billetsystem med henblik på at opretholde mange loyale kunder. Belægningsprocenten ligger pænt højt omkring 90, hvilket musikchefen er glad og stolt over. Der er en god søgning til alle de aktiviteter, de har gang i i Odense.

Koncertformidlingen
De omkring 100 koncerter, orkestret giver, spilles hovedsageligt på Fyn og i særdeleshed i Odense. Men de spiller også i trekantsområdet. De har sådan set ikke noget med Region Syd at gøre, hvor også Sønderjyllands Symfoniorkester hører til. De fem landsdelsorkestre er altså ikke lig med de fem regioner. Tidligere har de været mere ude omkring på øen, men efterhånden er antallet af koncertarrangører skrumpet. Måske har det noget at gøre med, at der spares på de kommunale kulturelle budgetter, så de større udenbys koncerter er tørret noget ind, og tilbage er der fx skolekoncerterne og minisymfonikerne. Men de har opdaget, at der glædeligt nok er mange unge, som gerne vil lytte til klassisk musik, men de kommer bare ikke til koncerterne. Derfor eksperimenterer Odense Symfoniorkester med at spille netop dér, hvor de unge kommer fx i 'Magasinet', som er et spillested med plads til 400 mennesker. For nylig spillede de en klassisk koncert der i samarbejde med tre unge komponister (et komponistkollektiv 'Pliiinggg'). Opgaven lød på at arrangere en klassisk koncert, hvor målgruppen var de unge, og 'Pliiinggg' løste opgaven ved at bruge Beethovens 8. symfoni og og satte deres egen nye musik ind mellem de fire satser og supplerede med et lysshow. Det blev rigtig godt modtaget, så orkestret vil arbejde videre med denne form. De har også udviklet et samarbejde med Syddansk Universitet, og det bliver spændende at se, hvad det kan blive til. Og ikke mindst om institutionens budget kan blive ved med at bære den slags udviklingsprojekter – men man kan vel egentlig sige: Det manglede bare. Hvis ikke, så er bevillingen for lille.

Orkesterchefen og det personalemæssige
Dagens sidste samtale er med orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde, som har det personalemæssige ansvar over for såvel musikere som de administrative medarbejdere, der er i direkte daglig kontakt med orkestret. Dertil kommer de koordinerende opgaver i forbindelse med produktionerne. Jespers baggrund er som basunist i orkestret gennem 24 år. Han har i 10 år været tillidsrepræsentant og gik derfra over i ledelsesfunktionen. Vi kommer ind på det personalemæssige, og Jesper fortæller, at kønsfordelingen som helhed er fifty-fifty, at der er 17 forskellige nationaliteter, og at der er ca. 40% udenlandske musikere. De udenlandske musikere kommer fortrinsvist fra de nærmeste naboer, Tyskland, Sverige, Finland og Norge, men også Brasilien er repræsenteret.

Klangen
På spørgsmålet om, hvorvidt 'en dansk klang' evt. kan lide under, at der er mange udenlandske musikere, svarer Jesper, at det er et vanskeligt spørgsmål, fordi ”hvad er en dansk klang?” Alle de store danske orkestre har deres egen klang, og de har alle en del udenlandske musikere iblandt sig, og hvilke instrumenter har vi en lang tradition for, og hvilke har vi ikke spillet så meget– så hvad er så lige det danske, hvem mon skal afgøre det? Jesper udtrykker, at han ikke er nervøs for 'den danske klang', fordi hvert orkester har sin sjæl og sit særkende. Udfordringen ligger i ansættelsesprocessen, hvor det er vigtigt, at der ansættes musikere, som kan leve op til de lokale krav og den egenart, det enkelte orkester har både fagligt og socialt. De fleste af musikerne har udover deres arbejde i orkestret undervisningsopgaver i den kommunale musikskole og på MGK-uddannelsen. Alle er ansat på det, som man tidligere benævnte 'tjenestemandslignende vilkår' – altså overenskomstmæssigt ansat med pension, dog ikke på niveau med en tjenstemandspension.

                           Orkesterchef Jesper Rützou Rosenkilde. Foto: Benny Pedersen

Efter/videreuddannelsen
Efter/videreuddannelsen af orkestrets medlemmer forsøges på den ene side samlet i huset i forbindelse med de produktioner, de spiller, og de dirigenter, som engageres. Den anden del er den studiefond, der findes, og hvert år udloddes en portion penge til musikere, der kan tage ud i verden i kortere eller længere tid og studere. De kommunale midler, som orkestret som en kommunal institution, evt. ville kunne få del i, ville ikke slå til, og derfor satser de på at engagere rigtig gode kapaciteter til at efteruddanne folk, når de er på stedet. Jeg spørger Jesper, hvad det er, han synes, der gør Odense Symfoniorkester til noget særligt, og med et skævt smil svarer han, det er jo vanskeligt at svare objektivt på, men han mener, at de kan måle sig med de bedste orkestre i Danmark, og at Odense Symfoniorkester har en meget ren strygerklang – fin, sart og transparent – og de har en stærk blæserklang.

Er der et 'Carl Nielsen-syndrom'
De har nok ikke en favoritkomponist, men de har altid Carl Nielsen på repertoiret – og hvis de ikke skulle have det, hvem skulle så? De har jo de årlige Carl Nielsen konkurrencer, som begyndte med violinkonkurrencer, men senere kobledes de øvrige soloinstrumenter på, som Carl Nielsen har skrevet koncerter til, klarinet og fløjte, og endelig er orgelet også kommet med. Hvert fjerde år har de en sådan instrumentkonkurrence som en helt selvstændig del af Odense Symfoniorkester med finalekoncert på Carl Nielsen fødselsdag den 9. juni. De samarbejder også med Filharmonisk Kor, som består af frivillige, der har valgt at bruge deres fritid sammen med Odense Symfoniorkester. Det er de vældig glade for, fordi det er vanskeligt at at få et orkester-kor samarbejde til at fungere. Men det gør det her.

                            En af naboerne til Koncerthuset. Foto: Benny Pedersen

Dagen nærmer sig sin afslutning. Det har været et besøg, som var præget af samtaler med dybt engagerede medarbejdere, der var stolte over og glade for deres arbejdsplads. Besøget var aftalt i løbet af kort tid og bar også præg af, at dagen var opfyldt af aftaler og møder, og jeg fik derfor lejlighed til på første hånd at iagttage den travlhed, der typisk er i en moderne orkesterorganisation. Inden jeg skulle med 'Lyneren' hjem, kunne jeg lige nå at runde de hyggelige gamle huse, som er naboer til den moderne bygning, som Odense Koncerthus er. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var afgjort med til at give indtryk af et hyggeligt og vellykket stykke byplanlægning. ICL42 afgik rettidigt, og vi susede mod det snedækkede hovedstadsområde via en bro og tunnel, som er teknologiske mesterværker med lyden af 'Tosca' i ørerne.

Kilder: Besøget den 13. marts 2013
Odense Symfoniorkesters hjemmeside  www.odensesymfoni.dk og www.maxmusik.org
Kulturministeriets hjemmeside

Hvad mener ministeren?

Samtale med børne- og undervisningsminister Christine Antorini om udkastet til ændring af folkeskoleloven og det kreative-musiske fagområdes placering heri – især faget musik.

På en solrig forårsdag med vinterkulde og blæst har jeg parkeret ved Frederiksholms Kanal nr. 21 for at tale med børne- og undervisningsminister Christine Antorini – i øvrigt samme dag og på næsten samme tidspunkt, hvor der skal foregå afgørende forhandlinger i Forligsinstitutionen mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening om konflikt eller ej på undervisningsområdet. Men dét er ikke emnet for denne artikel.
Det er derimod at formidle, hvad børne- og undervisningsministeren sigter på inden for den kreative-musiske fagblok – og især for faget musik – i sit forslag til ændringer i folkeskoleloven. Det vil nærmere betegnet sige, hvad begrebet aktivitetstimer indebærer.

                     Hyggeligt ministerielt forkontor med forpligtende aner,
                          der skuer ud over den besøgende og - måske - holder
                          øje med  den til enhver tid siddende minister. (Eget foto)

Jeg går rask ind i porten og møder en låst dør – og bliver råbt an gennem et højttalersystem: ”Hvad kan jeg hjælpe med?” - Nå, rimeligt nok. I disse tider skal man ikke uden videre kunne bevæge sig ind i et ministerium og da slet ikke helt ind til ministeren. Jeg anfører mit ærinde, det bliver kontrolleret, og jeg får svaret, at man venter mig, så jeg kan gå ind og op ad trappen i den gamle bygning, hænge overtøjet og vente lidt, inden Christine Antorini kommer ud og henter mig.
Vi sætter os ved det flotte spisebord i de smukke gamle stole i det traditionsrige ministerkontor, som – naturligvis – er et hjørnekontor. Hvis den gamle bronzeskulptur af en frugtsommelig kvinde og et barn, der står i en niche, kunne tale, ville man sikkert kunne høre mange visioner om det danske uddannelsessystem samt diskussioner om samme refereret. Det kunne være spændende, men sådan er det jo som bekendt ikke.

Vi begynder samtalen, og jeg finder anledning til at udtrykke, at det er er rigtig fint, at Christine Antorini – godt nok efter flere udsættelser – har fundet tid i sin sikkert trængte kalender til at tage denne samtale, næsten som tidligere tiders 'torsdagsmodtagelser', så hun ikke kun modtager informationer fra politikerkolleger, de etablerede interesseorganisationer og embedsmænd. Ministeren medgiver, at hendes nytårskur den 3. januar 2013, som var begyndelsen til denne samtale, netop var inspireret af 'torsdagsmodtagelserne'.

Jeg indleder samtalen med ”I skolen skal man træde varsomt, thi dér færdes børn” og bemærker, at det måske ikke lige er det, der sker for tiden, men ministerens holdning er... ”at overenskomstforhandlinger jo finder sted i bestemte perioder, og at virkeligheden så er sådan, at drøftelserne om en indholdsreform falder oven i, ikke er heldigt, og det er lidt sværere at tale indhold”, - men hun medgiver, at fronterne er trukket lidt hårdt op.

- Hvordan synes du, at aktivitetstimerne – som jo er en stor del af reformen – skal bruges? - Aktivitetstimer synes jeg skal omdøbes til aktivitetstid, fordi der ikke er tale om en aktivitetstime hist og en aktivitetstime pist, men derimod fleksibel tid, når skemaet lægges, og det vil være forskelligt fra skole til skole. Det vigtige er, at de understøtter det faglige formål, fx et samarbejde med nogle musikere eller andre udefra kommende, sådan at der bliver mere og bedre tid til at arbejde med fagets formål. Der er altså tale om at understøtte såvel de faglige som de sociale kompetencer.
De skal fx også bruges til bevægelse – udover idræt – og til lektiehjælp.Derved kommer de flere timer til at indgå i en helhed og en bedre måde at tilrettelægge undervisningsforløb på. Det traditionelle skolearbejde kan man forestille sig foregå om formiddagen, mens de mere værksteds- eller fritidsorienterede aktiviteter, som indtil nu har fundet sted i SFO'en, kan foregå om eftermiddagen i denne aktivitetstid.
Men det er vigtigt, at de inden for skolens mål medvirker til, at eleverne bliver så dygtige, som de kan.

Samtalen drejer hen på heldagsskole kontra helhedsskole, og Christine Antorini giver udtryk for irritation over, at kritikerne/modstanderne mudrer debatten til, når de bruger begrebet 'heldagsskole', fordi der jo netop ikke er tale om at gå i skole hele dagen. De små skal være i skole fra kl. 8 -14, de mellemste fra kl. 8 -15, og de største fra kl. 8 – 1530. Det er ærgerligt, at der er opstået et dilemma, fordi forældrene er interessede i denne helhed i undervisningen over for modstandernes opfattelse af, at børnene skal være i skole hele dagen.
Christine Antorini fortsætter: - Fritidsaktiviteter kan være en del af af denne helhedsskole, vekslende med undervisningsaktiviteter, blot det hele understøtter hinanden. Vi drøfter, at der kan være aftaler mellem skoler og omverdenen, således at man kan gå ud og ind af skolen i forbindelse med aktiviteterne.
Det er meningen.
Det skal være fleksibelt, fordi der er mange forskellige interesser blandt børnene. Udgangspunktet er, at eleverne får flere og bedre timer.

Kan du se skolen som lokalt kulturcenter i denne sammenhæng?
- Ja, vi taler bare om den åbne skole, der stiller faciliteter til rådighed. Kulturcentertankegangen falder absolut i tråd med dette.

I begyndelsen af dette årtusind havde kulturministeriet nedsat en arbejdsgruppe, som skulle se på 'fødekæden fra folkeskolen til den klassiske musik'. Der kom anbefalinger og rapport, men siden er der ikke rigtig sket noget. De penge, som lå i folkeskolelovens kulturcenterparagraf gled over til musikskolerne og andre fritidsaktiviteter. Men de kommunale musikskoler får kun fat i ca. 10 % af folkeskoleeleverne, og skolekor og
-orkestre er væk.
Det er dér, kæden falder af, og musikskolerne frygter nu for, hvad aktivitetstiden skal bruges til. Har du bemærkninger til det?
- Kulturministeren og jeg har haft to møder, som har haft dette på dagsordenen, hvor både musik- og billedkunstforeningerne og idrætsorganisationerne også var inviterede. Disse frivillige organisationer skal som en del af deres virke samarbejde med skolerne, men skolerne har ikke den samme forpligtelse den modsatte vej. 
Det er vi optaget af at få drøftet, bl. a. ved at der skal etableres partnerskaber lokalt. At få denne gensidige forpligtelse ind i reformen drøftes også i forligskredsen. På samme måde drøftes den gensidige forpligtelse i forhold til fx musikskolernes enkeltmandsundervisning, og det ser ud til, at dette kan få en plads i reformen.
Man skal være opmærksom på, at det i dag er ret få elever, der bruger muligheden, og vi er optaget af at udbrede muligheden så meget som muligt, så aktivitetstiden kan bruges på denne undervisning efter skoletid. Aktivitetstiden skal give mulighed for at inddrage eleverne på deres forudsætninger, og skal samtidig være fagligt understøttende.

Når dette skal gennemføres, er det bare lidt ærgerligt, at kommunerne har nedlagt mange små skoler.
- Ja, men det er nu engang kommunernes ansvar, hvordan de indretter deres skolevæsen. Centraliseringen kan give fordele, og ændringer i skolestrukturer medfører altid stor debat, men jeg synes ikke, at den debat skal virke begrænsende i forhold til gennemførelse af tankerne om aktivitetstiden.

Hvordan kan vi give faget musik en identitet, der rækker ud over barnets selvudfoldelse – altså hæve kvaliteten?
- Vi planlægger at forøge den kreative-musiske fagblok med to ugentlige timer, men der er ikke taget stilling til hvilke fag, der skal have timerne. Det er det ene, det andet er, at det faglige løft tillige kan ske via aktivitetstiden. Dertil kommer det kompetenceløft, som vi planlægger at give til lærerne i form af efteruddannelse.
Når vi kommer frem til 2020 er det målet, at lærere kun underviser i fag, de har liniefagskompetence i. Der er faktisk afsat en hel milliard kroner til dette.

Hvordan sikres det, at kommunerne afsætter de tilstrækkelige resurser til den kreative-musiske fagblok?
- Vi forestiller os, at det kunne være 1 lektion på henholdsvis 3. og 6. klassetrin, og dertil kommer, at vi gerne ser valgfagsordningen rykket frem til at begynde allerede på 7. klassetrin og ikke som i dag, hvor valgfagene først kommer ind i billedet på 8. trin. Vi ønsker en bredere valgfagspalet tidligere.

Er du ikke fortrøstningsfuld over, at Danmarks Lærerforening ser positivt på dit forslag om ændring af folkeskoleloven?
- Når man læser DLF's eget udspil, ligger det jo på lange strækninger i tråd med mit forslag på indholdsdelen, og der er enighed om målene for, hvad børnene skal kunne.

Kunne det være en mulighed at lægge endnu flere timer ind i den kreative-musiske fagblok?
- Nu har vi lagt 2 lektioner ekstra ind allerede, og man skal ikke undervurdere, hvad aktivitetstiden kan gøre her samtidig med, at der også er mulighed for, at pædagogerne hjælper til, så børnene oplever forskellige måder at arbejde med emnerne på.

Hvad så med faggrænserne?
- Det er stadig sådan, at lærerne har ansvaret for at tilrettelægge og planlægge undervisningen. Det er også sådan, at så længe aktivitetstiden med eksterne undervisere bruges til at understøtte undervisningen, ja så er det jo lærerne, der planlægger, tilrettelægger og har ansvaret.
 

                                                Christine Antorini, børne- og undervisningsminister.

 

Tiden er ved at være gået, en påskeferie står for døren, og vejret er strålende. Det bliver spændende at følge, om solen også vil skinne på de ændringer, folkeskolen i givet fald vil stå overfor. Det er klart mit indtryk, at ministeren er mere end optaget af at gøre noget godt for folkeskolen. Hendes ildhu og engagement er ikke til at tage fejl af – selv om hun har forklaret det samme mange gange.

Vi ønsker hverandre god ferie, og jeg forlader det traditionsrige ministerkontor i den gamle bygning i håbet om, at de stridende parter i Forligsinstitutionen kommer til fornuft – for folkeskolens skyld, alt andet vil være fatalt.

Desværre viste det sig – her inden påskeferien – at forligskvinde Mette Christensen vurderede, at parterne ikke kunne nå hverandre, og at lock-out'en derfor kunne træde i kraft tirsdag den 2. april, på H.C. Andersens fødselsdag. Og det er ikke et eventyr.