Regeringen får ros af flere økonomer for at føre den rigtige politik. Jamen -er det så fint?
Næh – det synes jeg egentlig ikke.
Denne regering kom til taburetterne ved at kommunikere bl.a. en økonomisk politik, der – mildt sagt – er noget anderledes, end den faktisk førte politik – og det er det, der er galt.
Danmark er med hele traditionen om en velfærdsstat ganske enkelt på vej til at forvandle sig til en bananrepublik, hvor politikerne satser hvad som helst for at erobre magten og fastholde den. De siger ét og gør noget helt andet, og når de gør det modsatte af, hvad de er blevet valgt på, så kalder de det bare 'nødvendige reformer'.
Er dét dog ikke ynkeligt?
Er det ikke at misbruge ordet 'reformer'? som i min optik står for noget udviklende, innovativt og fremadrettet! Lige nu virker det mest som noget konserverende – til stor skade for først og fremmest de mennesker, der skubbes endnu længere bagud i dansen om guldkalven og til gavn for dem, som har, og som kan se frem til at få endnu mere i den kommende tid.
Dels er der tale om bevidst magtfordrejning og manipulation ved hjælp af den såkaldte reformpolitik, og dels er der tale om utroværdighed til stor skade for demokratiet.
Det kan da godt være, at der om nogle tiår frem vil blive tale om ros for den nu førte økonomiske politik omkring år 2013, og at regeringen Helle Thorning-Schmidt vil få gode karakterer (jeg tror dog, at dette er en urealistisk drøm for Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager) i år 2025, men tænk på alle de mennesker, der blev ofre for ulighed og armod i disse måneder. Alle de, som må gå fra hus og hjem til vedvarende fattigdom! Det er da uhyrligt!
Jeg er på samme tid helt bevidst om, at nogle få har uforholdsmæssigt stor gavn af de overførselsindkomster, samfundet stiller til rådighed lige nu. Det skal der naturligvis undersøges med den forudsætning, at ingen familie skal sulte eller forlade deres hjem, men hjælpes til at bidrage positivt til samfundshusholdningen via uddannelse og arbejde.
Som nævnt tidligere er der behov for at arbejde for at mindske uligheden i vort samfund, at tro på de gode mennesker, at vise hinanden tillid og at hjælpe dem, der har hjælp behov frem for at sparke dem endnu længere ned i kviksandet.
Jeg kan ikke se andet, end at denne regering – på trods af mange fine mennesker – går de velbjærgedes ærinde og lever op til vendingen om, 'at de, som har, skal endnu mere gives, og at de som kun har lidt, da skal det lidet, de har, fratages dem'. Og regeringen er udsprunget af et centrum-venstre værdisæt – det er da utroværdigt!!!
Det ser derfor ud til at være nødvendigt med et internt systemskifte, hvor de regeringsbærende partiers ledelser udskiftes med nogle, der i højere grad lever op til centrum-venstre værdierne og følger en økonomisk politik, der matcher værdierne.
torsdag den 27. december 2012
søndag den 23. december 2012
Der er noget galt i Danmark (2)
Jamen, hvad er det, der er galt? - Det er det, at markedet – altså pengene – bestemmer alt. Alt gøres op penge og bundlinier.
Der er ikke noget at sige til det, fordi alle 'bestemmerne' enten er økonomer eller til nød jurister. Alle de linier, vi har været vant til at sigte efter, har fortonet sig i pengetågerne,der dækker horisonten.
Næsten alle partierne i Folketinget ligner efterhånden hinanden; der er ikke den store og dybe forskel mellem dem måske lige med undtagelse af Enhedslisten . Selv de radikale er kommet til at ligne de andre, og de kulturradikale værdier fortoner sig ligesom sigtelinierne. Lidt er der dog tilbage, og det kommer til udtryk i værdiministerierne som kirke- og ligestillingsministerierne, og socialdemokraterne forsøger krampagtigt at genoplive de gode dannelsesidealer i børne- og undervisningsministeriet. Men så er det sådan set også slut, SF'erne har fuldstændigt lagt sig på ryggen og glemt dem, der har valgt dem.
Centrum-venstre regeringen fører politikken fra de første år i dette årtusinde videre – en politik, der blev grundlagt ved at rykke det liberale og kapitalistiske grundlag ind mod midten, så det ikke blev til at skelne fra det traditionelle centrum-venstre idesæt. De forskellige partier fortsatte utroligt nok ad sporet, og de er ikke til at skelne fra hinanden.
Den nuværende regering har ikke – og næsten endnu værre er heller ikke – i stand til at fortælle befolkningen, hvad de vil med magten, udover, de fornemmer, at ”der kommer en god løsning i morgen”.
De danner tilsyneladende kun regering, fordi de vil have magten.
Det er det, der er galt! - og et rædselsscenarium er, at det kommer til at skade vort demokrati og den folkelige debat, fordi rigtig mange kommer til at spørge sig selv om, hvor de skal sætte deres ”X” ved det næste folketingsvalg. I min optik er der en reel risiko for, at stemmeprocenten dykker markant, fordi vælgerne føler, at det jo er lige meget, hvem de stemmer på.
Socialdemokraterne er blevet et parti, der ledes af djøf'ere for djøf'ere – ligesom Venstre. De to store partier kunne sådan set ligeså godt fusionere, og hvad mon så der ville ske???
God jul.
Der er ikke noget at sige til det, fordi alle 'bestemmerne' enten er økonomer eller til nød jurister. Alle de linier, vi har været vant til at sigte efter, har fortonet sig i pengetågerne,der dækker horisonten.
Næsten alle partierne i Folketinget ligner efterhånden hinanden; der er ikke den store og dybe forskel mellem dem måske lige med undtagelse af Enhedslisten . Selv de radikale er kommet til at ligne de andre, og de kulturradikale værdier fortoner sig ligesom sigtelinierne. Lidt er der dog tilbage, og det kommer til udtryk i værdiministerierne som kirke- og ligestillingsministerierne, og socialdemokraterne forsøger krampagtigt at genoplive de gode dannelsesidealer i børne- og undervisningsministeriet. Men så er det sådan set også slut, SF'erne har fuldstændigt lagt sig på ryggen og glemt dem, der har valgt dem.
Centrum-venstre regeringen fører politikken fra de første år i dette årtusinde videre – en politik, der blev grundlagt ved at rykke det liberale og kapitalistiske grundlag ind mod midten, så det ikke blev til at skelne fra det traditionelle centrum-venstre idesæt. De forskellige partier fortsatte utroligt nok ad sporet, og de er ikke til at skelne fra hinanden.
Den nuværende regering har ikke – og næsten endnu værre er heller ikke – i stand til at fortælle befolkningen, hvad de vil med magten, udover, de fornemmer, at ”der kommer en god løsning i morgen”.
De danner tilsyneladende kun regering, fordi de vil have magten.
Det er det, der er galt! - og et rædselsscenarium er, at det kommer til at skade vort demokrati og den folkelige debat, fordi rigtig mange kommer til at spørge sig selv om, hvor de skal sætte deres ”X” ved det næste folketingsvalg. I min optik er der en reel risiko for, at stemmeprocenten dykker markant, fordi vælgerne føler, at det jo er lige meget, hvem de stemmer på.
Socialdemokraterne er blevet et parti, der ledes af djøf'ere for djøf'ere – ligesom Venstre. De to store partier kunne sådan set ligeså godt fusionere, og hvad mon så der ville ske???
God jul.
mandag den 17. december 2012
En velgørenhedskoncert i Vor Frue Kirke.
I denne juletid er det også tiden, hvor mange velgørenhedskoncerter arrangeres – og det med god grund. Efter mange år med borgerlige regeringer – og på trods af den nuværende centrum-venstre regering – er uligheden i vort velfærdssamfund bestemt ikke blevet mindre.
Jeg var til en sådan i går i Københavns Domkirke, hvor Ensemble Hovaldt gav koncert til fordel for 'Reden International', som i særlig grad tager sig af prostituerede kvinder, som er blevet handlet. Det betyder, at de som slaver sælger seksuelle ydelser til de mennesker, som er villige til at betale for den slags 'varer'. Koncerten blev suppleret med to goder taler af henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen og Lærke Winther. Sidstnævnte er skuespiller, bor og har sin daglige gang på Vesterbro. Poul Nyrup behøver vel ingen yderligere præsentation, og han holdt en engageret og værdiladet tale, som den nuværende regering kunne have godt af at høre – og ikke mindst handle efter, set i lyset af den manglende evne og lyst til at forbyde 'købesex'. Lærke Winther berettede lige så engageret om det, hun så i sin hverdag på Vesterbro, suppleret med personlige synspukter.
Selve koncerten var en rigtig god oplevelse. Ensemble Hovaldt havde i år inviteret trompetisten Niall Keatley fra The Royal Philharmonic Orchestra til at spille sammen med trompetisten Jonas Wiik fra Det kongelige Kapel, Susanne Skov på horn, studerende på Det Kongelige Musikkonservatorium og freelancer, tubaisten Janus Mogensen fra Prinsens Musikkorps samt – ikke mindst – basunisten Jesper Busk Sørensen fra Berliner Philharmonikerne. Mezzosopranen Andreas Pellegrini sang som sædvanlig meget smukt til to af programmets musikværker. Det er næsten synd at fremhæve de enkelte, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at Niall Keatley spillede følsomt og meget smukt i sit solistnummer, som var 'Oh, My Love is like a Red, Red Rose' i J. Davies arrangement.
De mange fremmødte i den fyldte domkrike fik en vældig musikalsk oplevelse at gå ud i kulden på en grå og fugtig søndag decembereftermiddag, suppleret med fine muligheder for selvstændig refleksion over et begreb, som egentlig ikke burde have plads i det danske velfærdssamfund, men som skamfuldt har det.
Jeg var til en sådan i går i Københavns Domkirke, hvor Ensemble Hovaldt gav koncert til fordel for 'Reden International', som i særlig grad tager sig af prostituerede kvinder, som er blevet handlet. Det betyder, at de som slaver sælger seksuelle ydelser til de mennesker, som er villige til at betale for den slags 'varer'. Koncerten blev suppleret med to goder taler af henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen og Lærke Winther. Sidstnævnte er skuespiller, bor og har sin daglige gang på Vesterbro. Poul Nyrup behøver vel ingen yderligere præsentation, og han holdt en engageret og værdiladet tale, som den nuværende regering kunne have godt af at høre – og ikke mindst handle efter, set i lyset af den manglende evne og lyst til at forbyde 'købesex'. Lærke Winther berettede lige så engageret om det, hun så i sin hverdag på Vesterbro, suppleret med personlige synspukter.
Selve koncerten var en rigtig god oplevelse. Ensemble Hovaldt havde i år inviteret trompetisten Niall Keatley fra The Royal Philharmonic Orchestra til at spille sammen med trompetisten Jonas Wiik fra Det kongelige Kapel, Susanne Skov på horn, studerende på Det Kongelige Musikkonservatorium og freelancer, tubaisten Janus Mogensen fra Prinsens Musikkorps samt – ikke mindst – basunisten Jesper Busk Sørensen fra Berliner Philharmonikerne. Mezzosopranen Andreas Pellegrini sang som sædvanlig meget smukt til to af programmets musikværker. Det er næsten synd at fremhæve de enkelte, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at Niall Keatley spillede følsomt og meget smukt i sit solistnummer, som var 'Oh, My Love is like a Red, Red Rose' i J. Davies arrangement.
De mange fremmødte i den fyldte domkrike fik en vældig musikalsk oplevelse at gå ud i kulden på en grå og fugtig søndag decembereftermiddag, suppleret med fine muligheder for selvstændig refleksion over et begreb, som egentlig ikke burde have plads i det danske velfærdssamfund, men som skamfuldt har det.
søndag den 9. december 2012
Udkast til ændringer i folkeskoleloven (2)
Det ser tilsyneladende svært ud. Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen mod resten af nationen.
Som altid har alle en mening om om folkeskolen i almindelighed og lærerne i særdeleshed.
Men lad os nu lige klappe hesten. Der er for så vidt ingen, der synes, at regeringens udspil til ændringer i folkeskoleloven er noget bras – næsten tværtimod! Problemerne er mere af teknisk art: Hvordan skal vi lige få det hele til at passe, så ingen taber ansigt? Givet er det, at de foreslåede ændringer skal have krykker at støtte sig til, hvis de tonses ned over lærernes stakåndede hoveder. Lige så givet er det, at lærerne må se i øjnene, at deres arbejdstidsaftale må ændres.
Hvad mon der ville ske, hvis vi lod ministerierne, kommunerne og lærerne få fred og ro til at forhandle sig frem til bærbare løsninger. Hvis medierne og andre autodidakter lod være med at råbe op og sende mere eller mindre slagkraftige prøve- eller spærreballoner op, så den ene eller evt. begge parter tvinges op i en krog, så tror jeg, at meget ville være vundet. Ingen er jo interesseret i en konflikt på dette vitale område – absolut ingen! - Der ville kun komme tabere ud af det spil. Jeg tror på, at alle parter – når nu den indledende teaterrumlen har lagt sig – har noget i posen til hinanden, fordi de alle er interesserede i, at forhandlingerne slutter med lutter vindere, fordi det vil være den allerbedste platform at komme videre fra.
Så vil der med garanti ske noget positivt for folkeskolen. Folkeskolen er alt for vigtig til, at parterne 'bosser' deres synspunkter og holdninger igennem. Det vil da også være et tåbeligt forbillede for de kommende generationer, hvis det bliver en brændende platform, folkeskolen skal videre fra.
En blanding af besindighed, lydhørhed, pragmatisme og faglighed er det, der er behov for.
Som altid har alle en mening om om folkeskolen i almindelighed og lærerne i særdeleshed.
Men lad os nu lige klappe hesten. Der er for så vidt ingen, der synes, at regeringens udspil til ændringer i folkeskoleloven er noget bras – næsten tværtimod! Problemerne er mere af teknisk art: Hvordan skal vi lige få det hele til at passe, så ingen taber ansigt? Givet er det, at de foreslåede ændringer skal have krykker at støtte sig til, hvis de tonses ned over lærernes stakåndede hoveder. Lige så givet er det, at lærerne må se i øjnene, at deres arbejdstidsaftale må ændres.
Hvad mon der ville ske, hvis vi lod ministerierne, kommunerne og lærerne få fred og ro til at forhandle sig frem til bærbare løsninger. Hvis medierne og andre autodidakter lod være med at råbe op og sende mere eller mindre slagkraftige prøve- eller spærreballoner op, så den ene eller evt. begge parter tvinges op i en krog, så tror jeg, at meget ville være vundet. Ingen er jo interesseret i en konflikt på dette vitale område – absolut ingen! - Der ville kun komme tabere ud af det spil. Jeg tror på, at alle parter – når nu den indledende teaterrumlen har lagt sig – har noget i posen til hinanden, fordi de alle er interesserede i, at forhandlingerne slutter med lutter vindere, fordi det vil være den allerbedste platform at komme videre fra.
Så vil der med garanti ske noget positivt for folkeskolen. Folkeskolen er alt for vigtig til, at parterne 'bosser' deres synspunkter og holdninger igennem. Det vil da også være et tåbeligt forbillede for de kommende generationer, hvis det bliver en brændende platform, folkeskolen skal videre fra.
En blanding af besindighed, lydhørhed, pragmatisme og faglighed er det, der er behov for.
tirsdag den 4. december 2012
Forslag til folkeskolereform.
Så kom den! - regeringens længe ventede forslag til folkereform. Den blev annonceret i statsministerens åbningstale primo oktober efter at have rumlet et pænt stykke tid forinden, og undervisningsministeren lovede den så til en gang i efteråret, og nu kom den så endelig her i den første vintermåned – samtidig med, at der om 2 dage tages hul på overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og deres arbejdsgiver, KL.
I sandhed dårlig timing.
Nok om det. Det, der gør mig lidt nervøs, er, at der tales om en reform, og når det tidligere er sket, så har det vist sig at indeholde reelle besparelser. Det må man jo ikke håbe, der er tale om her, og undervisningsministeren fremhævede da også i forbindelse med fremlæggelsen, at der ville blive tilført folkeskoleområdet ca. 4 mia. kr. fordelt over en årrække. Jeg formoder, at det er afhandlet med regeringens stærkeste ministre, nemlig de to økonomiske ministre, der som altid optræder som indflydelsesrige skyggetanter og -onkler.
Men er det så et forslag, der udvikler folkeskolen? Jah – det sætter den i al fald ikke tilbage, snarere fører det folkets skole frem til næsten en slags status quo.
Antallet af dansk- og matematiklektioner sættes op til niveauet fra før årtusindskiftet, og der tilføres lidt til natur og teknik, engelsk, de praktisk-musiske fag (men ikke hvilke) og sølle to timer til valgfag på 7. årgang – i alt 20 lektioner over et skoleforløb på 10 år.
Dertil kommer, at eleverne skal være i skoleområdet meget længere tid end i dag, nemlig 30 timer for de små, 35 timer for mellemgruppen og 37 timer for de ældste, og timeforskellen mellem de skemalagte fagtimer og den fri tid skal bruges til et nyt begreb: aktivitetstimer. Der er intet i forslaget, som jeg – eller andre, tror jeg – kan være uenig i.
Eleverne skal blive så dygtige, som de kan, der er brug for en længere skoledag, så der skabes en helhed for børnene og de unge (men lige netop dér er der en hurdle), eleverne skal have flere lektioner, lærere, ledere og pædagoger skal efteruddannes, der genindføres fagkonsulenter eller som de kaldes læringskonsulenter (nyhed!!??), og der lægges op til at koble det hele til undervisningsministerens barn, Ny Nordisk Skole.
Jamen, det er da godt det meste, og jeg kan blot håbe på og ønske, at der bliver mulighed for om forholdsvis kort tid at bringe forslaget videre, så det rækker ud over det, der tidligere har sat den danske folkeskole tilbage.
Reformudkastet er derfor et forslag om at bringe folkeskolen tilbage på sporet – og det kan vi vel ikke blive uenige om?
Dér, hvor det kan gå galt, er den kraftigt forlængede skoledag for de mindste. Selvfølgelig kan man hævde, at de jo bare var i fritidsinstitutioner i den tid, hvor de nu skal være i skole eller i et samarbejde mellem fritidsinstitution og skole. De fleste bliver jo alligevel ikke hentet af deres hårdt arbejdende forældre før kl. 15-16 stykker. Men det er lige præcis her, det kan gå galt, fordi hvor bliver de selvvalgte fritidsinteresser af?? - Børnene bliver pakket ind i velmenende og af voksne bestemte aktiviteter, og børnenes egne ønsker formentlig bliver overset. Her skal der være stor opmærksomhed.
Forslaget kommer slet ikke ind på, hvordan man ved at ændre de organisatoriske rammer kan øge mulighederne for forbedring af elevsammensætningen og øge fleksibiliteten i skolehverdagen til gavn for indlæringen, men det er så en anden sag.
I sandhed dårlig timing.
Nok om det. Det, der gør mig lidt nervøs, er, at der tales om en reform, og når det tidligere er sket, så har det vist sig at indeholde reelle besparelser. Det må man jo ikke håbe, der er tale om her, og undervisningsministeren fremhævede da også i forbindelse med fremlæggelsen, at der ville blive tilført folkeskoleområdet ca. 4 mia. kr. fordelt over en årrække. Jeg formoder, at det er afhandlet med regeringens stærkeste ministre, nemlig de to økonomiske ministre, der som altid optræder som indflydelsesrige skyggetanter og -onkler.
Men er det så et forslag, der udvikler folkeskolen? Jah – det sætter den i al fald ikke tilbage, snarere fører det folkets skole frem til næsten en slags status quo.
Antallet af dansk- og matematiklektioner sættes op til niveauet fra før årtusindskiftet, og der tilføres lidt til natur og teknik, engelsk, de praktisk-musiske fag (men ikke hvilke) og sølle to timer til valgfag på 7. årgang – i alt 20 lektioner over et skoleforløb på 10 år.
Dertil kommer, at eleverne skal være i skoleområdet meget længere tid end i dag, nemlig 30 timer for de små, 35 timer for mellemgruppen og 37 timer for de ældste, og timeforskellen mellem de skemalagte fagtimer og den fri tid skal bruges til et nyt begreb: aktivitetstimer. Der er intet i forslaget, som jeg – eller andre, tror jeg – kan være uenig i.
Eleverne skal blive så dygtige, som de kan, der er brug for en længere skoledag, så der skabes en helhed for børnene og de unge (men lige netop dér er der en hurdle), eleverne skal have flere lektioner, lærere, ledere og pædagoger skal efteruddannes, der genindføres fagkonsulenter eller som de kaldes læringskonsulenter (nyhed!!??), og der lægges op til at koble det hele til undervisningsministerens barn, Ny Nordisk Skole.
Jamen, det er da godt det meste, og jeg kan blot håbe på og ønske, at der bliver mulighed for om forholdsvis kort tid at bringe forslaget videre, så det rækker ud over det, der tidligere har sat den danske folkeskole tilbage.
Reformudkastet er derfor et forslag om at bringe folkeskolen tilbage på sporet – og det kan vi vel ikke blive uenige om?
Dér, hvor det kan gå galt, er den kraftigt forlængede skoledag for de mindste. Selvfølgelig kan man hævde, at de jo bare var i fritidsinstitutioner i den tid, hvor de nu skal være i skole eller i et samarbejde mellem fritidsinstitution og skole. De fleste bliver jo alligevel ikke hentet af deres hårdt arbejdende forældre før kl. 15-16 stykker. Men det er lige præcis her, det kan gå galt, fordi hvor bliver de selvvalgte fritidsinteresser af?? - Børnene bliver pakket ind i velmenende og af voksne bestemte aktiviteter, og børnenes egne ønsker formentlig bliver overset. Her skal der være stor opmærksomhed.
Forslaget kommer slet ikke ind på, hvordan man ved at ændre de organisatoriske rammer kan øge mulighederne for forbedring af elevsammensætningen og øge fleksibiliteten i skolehverdagen til gavn for indlæringen, men det er så en anden sag.
onsdag den 28. november 2012
Der er noget galt i Danmark
- sang en folkekær John Mogensen for en del år tilbage. Og jeg skal da lige love for, at ikke blot sangen, men også budskabet holder den dag i dag.
Der er meget, man med rette kan pege på. For at begynde fra en ende af, så er den forventede centrum-venstre regering, vi har, for meget i centrum, og for lidt til venstre. Det gælder næsten uden undtagelser hele den økonomiske politik, herunder arbejdsmarkedsforholdene.
Sjældent er der gennemført så borgerlig politik som nu: skattelettelser til de velbjærgede, en finanslov – godt nok med støttepartiets stemmer - som ikke lader skattereformen meget efter, direkte indblanding i forhandlinger på arbejdsmarkedet, den ene bankpakke efter den anden som gennemføres på storbankernes præmisser for skatteydernes penge, hjælpelove, som skulle være til gavn for de ledige, men som mangler at vise reel gennemslagskraft, og vi har sikkert ikke set det sidste endnu, da en kontanthjælpsreform venter forude.
Regeringen på sin side hævder at have igangsat initiativer, der skulle fremme væksten, men også det lider åbenlyst af af manglende jobs. Andet, som vi endnu har til gode at se positive virkninger af, er de initiativer, der skulle skaffe flere praktikpladser til de mange unge, der næsten ikke tør gå i gang med en praktisk ungdomsuddannelse, fordi de frygter ikke at kunne gøre den færdig.
Et af de områder, hvor centrum-venstre regeringen gør sig store og
hæderlige anstrengelser, er i energisektoren, men det forekommer umiddelbart mærkværdigt, at der ikke anspores til nye investeringer, så der opstår nye arbejdspladser både i form af håndværksmæssige, praktiske arbejdspladser og i form af forskningsbaserede ditto.
Og sådan kunne man blive ved med fx den kollektive trafik, retssikkerheden for de svage medborgere for at slutte af med skandalen om bankpakkerne. Vi behøver flere økonomiske resurser postet ud i samfundet, så hjulene puffes i gang, og vi behøver ikke flere besparelser, som nu betegnes som reformer.
Der er dog enkeltområder, fx folkeskoleområdet, hvor centrum-venstre regeringen sætter nogle fyrtårn op, men det desværre undtagelser, der bekræfter reglerne. Jeg tror, at rigtig mange i regeringspartierne, som er glade for, at valget ikke er umiddelbart forestående – de håber givetvis, at miraklernes tid ikke er forbi.
Jeg tror også, at vi er en hel del, som føler os vældig skuffede og egentlig vil være meget i vildrede, hvis der pludselig bliver valg. Det bliver spændende af se, hvordan kommunalvalget om et år forløber.
Der er meget, man med rette kan pege på. For at begynde fra en ende af, så er den forventede centrum-venstre regering, vi har, for meget i centrum, og for lidt til venstre. Det gælder næsten uden undtagelser hele den økonomiske politik, herunder arbejdsmarkedsforholdene.
Sjældent er der gennemført så borgerlig politik som nu: skattelettelser til de velbjærgede, en finanslov – godt nok med støttepartiets stemmer - som ikke lader skattereformen meget efter, direkte indblanding i forhandlinger på arbejdsmarkedet, den ene bankpakke efter den anden som gennemføres på storbankernes præmisser for skatteydernes penge, hjælpelove, som skulle være til gavn for de ledige, men som mangler at vise reel gennemslagskraft, og vi har sikkert ikke set det sidste endnu, da en kontanthjælpsreform venter forude.
Regeringen på sin side hævder at have igangsat initiativer, der skulle fremme væksten, men også det lider åbenlyst af af manglende jobs. Andet, som vi endnu har til gode at se positive virkninger af, er de initiativer, der skulle skaffe flere praktikpladser til de mange unge, der næsten ikke tør gå i gang med en praktisk ungdomsuddannelse, fordi de frygter ikke at kunne gøre den færdig.
Et af de områder, hvor centrum-venstre regeringen gør sig store og
hæderlige anstrengelser, er i energisektoren, men det forekommer umiddelbart mærkværdigt, at der ikke anspores til nye investeringer, så der opstår nye arbejdspladser både i form af håndværksmæssige, praktiske arbejdspladser og i form af forskningsbaserede ditto.
Og sådan kunne man blive ved med fx den kollektive trafik, retssikkerheden for de svage medborgere for at slutte af med skandalen om bankpakkerne. Vi behøver flere økonomiske resurser postet ud i samfundet, så hjulene puffes i gang, og vi behøver ikke flere besparelser, som nu betegnes som reformer.
Der er dog enkeltområder, fx folkeskoleområdet, hvor centrum-venstre regeringen sætter nogle fyrtårn op, men det desværre undtagelser, der bekræfter reglerne. Jeg tror, at rigtig mange i regeringspartierne, som er glade for, at valget ikke er umiddelbart forestående – de håber givetvis, at miraklernes tid ikke er forbi.
Jeg tror også, at vi er en hel del, som føler os vældig skuffede og egentlig vil være meget i vildrede, hvis der pludselig bliver valg. Det bliver spændende af se, hvordan kommunalvalget om et år forløber.
fredag den 23. november 2012
Danske militære musikkorps - Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
Oprindelig var militærmusikken et kommunikationsmiddel, der højt og klart kunne give soldaterne besked om, hvad de skulle foretage sig. Fodfolket brugte piber og trommer, rytteriet trompeter og pauker. Senere brugtes musikken til opmuntring for soldaterne på lange marcher og ved militære ceremonier.
Der er naturligvis en lang historie bag den militære musikudvikling, og interesserede henvises til fx ”Dansk militærmusik” på linkene
http://regimentsmusik.dk/dansk%20militaermusik.htm
http://forsvaret.dk/hok/omhaeren/historie/musik/Pages/default.aspx
Der findes i dag fire musik- og tambourkorps i det danske forsvar, og de er beskrevet i denne rækkefølge:
Søværnets Tambourkorps, hjemmehørende på Holmen
Slesvigske Musikkorps, hjemmehørende i Haderslev
Prinsens Musikkorps, hjemmehørende i Skive
og Den Kongelige Livgardes Musikkorps, hjemmehørende i København.
Dette er fjerde og sidste artikel om de danske militære musik- og tambourkorps. Den første blev bragt i første nummer af ”Musikmagasinet” i 2012. Som det måske er bemærket, er der ændret i betegnelserne. 'Den Kongeligelige Livgardes Musik- og Tambourkorps' er ændret til 'Den Kongelige Livgardes Musikkorps', fordi der er tale om to enheder, hvilket også fremgår af nedenstående artikel.
En typisk dansk efterårsmorgen med tunge skyer, blæst og regn begiver jeg mig af sted mod Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps, som har hjemme på den gamle Livgardens Kaserne ved Rosenborg næsten i hjertet af København. Det er aftalt, at jeg skal ringe til orkesterchef Eric Enstrøm, når jeg står foran indgangen til kasernen. Der er rigtig mange mennesker på vej fra Nørreport Station til deres arbejde. Jeg ringer, og et øjeblik efter bliver jeg hentet af orkesterchefen, som har begivet sig ud i regnen uden overtøj. Jeg tilbyder ham plads under min paraply – men, som han siger, det er for sent. Jeg har kun været inde på kasernes område en gang før, nemlig da Det Kongelige Teater afholdt deres præsentationsforestilling i august. Dengang var vejret ganske anderledes, og pladsen tæt befolket.
Vi kommer indenfor på orkesterchefens kontor og mødes med Musikkorpsets dirigent, Stig Jørgensen og stabstambour, Søren Rønløv Nielsen. Over en kop kaffe begynder vi samtalen, der skal forsøge at belyse de forskellige aspekter ved at være musiker i Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
Først skal vi lige have lidt historie i kort form.
Historien.
Den Kongelige Livgardes Musikkorps er verdens ældste orkester af sin art og kan føre sin historie langt tilbage i tiden. Den Kongelige Livgarde havde 350 års jubilæum i 2008. Den Kongelige Livgarde oprettedes af Frederik III i 1658. Instrumenterne var fløjter og trommer. I 1700-tallet kom der flere instrumenter til bl.a. janitsharmusikken, så man talte om hele 'den tyrkiske musik'. Fra begyndelsen af 1800-tallet kunne man at tale om Livgarden som et harmoniorkester, og i 1922 bestod orkestret af 36 musikere (i dag 35 plus en stabstambour og en dirigent). Instrumenteringen i dag er 18 messingblæsere, 14 træblæsere og 4 janitsharer. Ved et forsvarsforlig i 1929 afskaffedes alle militære musikkorps, men de genopstod i 1942 – vel næsten af moralske årsager.
De militære musikkorps havde oprindelig flere funktioner; bl.a. var opgaven at højne og understøtte moralen i kamptropperne og opmuntre de soldater, der skulle transportere materiellet. Musikkorpset blev ikke anvendt i egentlige kampsituationer. Dér var det fløjter og trommer, som var datidens kommunikationsmiddel, der gav soldaterne besked om angreb, tilbagetrækning mm.
Den Kongelige Livgardes Musikkorps udgangspunkt var i højere grad at stå til rådighed med musiceren for hoffet og ved vagtparader. Fra midten af 1970'erne begyndte Livgardens Musikkorps at give koncerter ved forskellige civile begivenheder. Det er i dag en meget vigtig del af korpsets funktioner, dels fordi der er en uomtvistelig god reklame for Forsvaret i det, dels fordi man kan udvide repertoiret, hvilket giver nye udfordringer og baggrund for den kunstneriske udvikling i orkestret som helhed og for den enkelte musiker. Men det vender vi tilbage til. Når dét så er nævnt, må det vel også siges, at kerneopgaven er at spille ved vagtparader og ved officielle begivenheder, hvor kongehuset har en rolle, fx modtagelse af udenlandske statsoverhoveder og ved tafler i den forbindelse.
Den daglige ledelse af Den Kongelige Livgardes Musikkorps består af tre personer, nemlig stabstambour Søren Rønløv Nielsen, dirigent Stig Jørgensen og orkesterchef Eric Enstrøm. Stabstambouren har ansvaret for uniformerne samt for at marcherne afvikles 'efter bogen', mens dirigenten naturligvis har det musikalske og kunstneriske ansvar. Orkesterchefen har det adminstrative og produktionsmæssige ansvar. De får hjælp af en regissør, som også er nodearkivar samt af et flyttefirma. Et flyttefirma? - Ja, det hører vi mere om senere.
Den daglige ledelse.
Samtalen med ledelsesgruppen begynder med en kort præsentation af de tre ledere. Stig Jørgensen, dirigent, begynder:
”Jeg er uddannet klarinetist fra Konservatoriet og spillede freelance i mange år, men begyndte så i Livgarden i '89, hvor jeg var vicedirigent i mange år og er nu fungerende dirigent. Mine opgaver er mangfoldige. Jeg planlægger sammen med hoffet, hvornår og hvad vi skal spille ved tafler og andre royale begivenheder samt koordinerer det kunstneriske med orkesterchefen. Jeg har ansvar for arkivet og den musikalske ledelse af de militære arrangementer fx vagtparaderne og modtagelser af statsoverhoveder osv. I de situationer, hvor Livgardens Musikkorps er formeret som en gående enhed, og der ikke skal være en egentlig koncert, står jeg for det hele, planlægning og direktion.”
Søren Rønløv Nielsen, stabstambour, fortsætter:
”Jeg blev optaget på Konservatoriet i 1986 og afsluttede med Diplomeksamen i 1992. Jeg begyndte som janitshar i Livgardens Musikkorps i 1988, fungerede derefter som stabstambour fra 2004 og vandt stabstambourstillingen endeligt i 2006. Det er en delt stilling, idet jeg stadig fungerer som janitshar i orkestret i forbindelse med koncerter. Jeg fører musikkorpset, når det er under kommando, og har ansvar for eksercits og påklædning. Endelig er jeg næstkommanderende i musikkorpset. En stabstambour er egentlig det samme som en tambourmajor, men det har intet med den militære rang at gøre, og fordi føreren af Musik- og Tambourkorpset i paraderne traditionelt er fra Livgardens stab, hedder det en stabstambour her. En stabstambour er oprindelig cheftrommeslageren eller den ansvarlige musiker med en tromme forrest, som sørgede for, at takten blev holdt, når korpset marcherede. Jeg har ingen lederuddannelse fra militæret.”
Som den sidste fortæller Eric Enstrøm:
”Jeg er den eneste i ledelsen, som ikke har en musikfaglig baggrund, men jeg begyndte som værnepligtig i Livgarden i 1984 og fortsatte som professionel soldat ved Livgarden. Jeg har 2 udsendelser til Balkan bag mig, og da jeg i 1997 blev spurgt, om jeg ville arbejde med adminstrative opgaver/funktioner i Livgardens Musikkorps, takkede jeg ja. Jeg havde i forvejen også arbejdet med administrative opgaver, kendte Livgarden og musikkorpset. I begyndelsen arbejdede jeg sammen med en chefdirigent, og da han fratrådte, overtog jeg hele arbejdet og var med til at arrangere koncerter, dengang Musikkorpset begyndte på den del af deres virke. I 2007 oprettede man en stilling som producent, som jeg søgte og fik. Som led i bestræbelserne på at adskille det musikfaglige fra det administrative blev der i 2010 oprettet stillinger som orkesterchef ved alle tre militære musikkorps. Jeg søgte stillingen her ved Livgarden og fik også den. Hensigten var at separere den egentlige ledelse af de militære musikkorps fra det musikfaglige, så musikerne alene kan fokusere på det kunstneriske og udøvelsen af det. Jeg har det overordnede ansvar for Livgardens Musikkorps opadtil i Forsvarets organisation. Jeg har personaleansvaret og i det hele taget ansvaret for alle facetter af musikkorpsets virke. Jeg er som nævnt ikke musiker, men har en akademisk uddannelse i ledelse, og det skylder vi de ansatte, fordi vi har jo at gøre med mennesker på et højt fagligt niveau.”
Musikerne.
Livgardens Musikkorps består af 36 professionelle musikere, altså mere end dobbelt så stort som de to øvrige militærorkestre. Livgardens Musikkorps er det største og eneste professionelle harmoniorkester i riget, dvs., at det består af både træ- og messingblæsere samt slagtøj. Hvorvidt et blæserinstrument skal betegnes som en træ- eller messingblæser, afgøres ikke – som man kunne tro – af instrumentets 'krop', men af instrumentets mundstykke. En saxofon er således en træblæser.
Alle er konservatorieuddannede og har vundet en konkurrence som led i ansættelsesproceduren. Det er samme procedure, som foregår i de to andre militære musikkorps og i andre professionelle orkestre i Danmark. Et ansættelsesudvalg/dommerpanel ved Livgardens Musikkorps består af orkesterchefen, musikdirigenten, et antal musikere fra musikkorpset samt en eller to eksterne dommere. ”Det, der så er lidt specielt for os, er, at den, der ansættes, skal have en statur, så han eller hun på en naturlig måde kan indgå i Livgardens ceremoniel,” siger Eric Enstrøm.
På spørgsmålet om der er et stort flow af musikere gennem Musikkorpset, svarer dirigenten, at der naturligvis er musikere, som ønsker nye udfordringer i deres udvikling og derfor søger stillinger i fx landsdelsorkestrene. Dette er dog sjældnere i dag end tidligere, bl.a. på grund af at der ikke er så mange stillinger i dag iflg orkesterchefen, hvilket klarinetist og koncertmester Per Majland, som jeg taler med senere, er enig i. Nu virker det mere som en norm, at de, som er sluppet gennem nåleøjet, opfatter ansættelsen som en livstidsstilling. Det er også en speciel tjeneste, tænk fx bare på Købmagergade i slud om vinteren samtidig med at skulle marchere i takt og spille. Det er jo langt fra det samme som at sidde og spille i en koncertsal, og planlægningen af arbejdstiden virker tillige som en ret kompleks sag. Det er imidlertid et vilkår, som formodes at være kendt, når man søger ind i Livgardens Musikkorps.
Alle musikere i dag er tjenestemænd på officerslignende vilkår, men uden for militær rangfølge, og deres uniformering afspejler denne officerstatus, som altså kan opfattes som et spørgsmål om lønmæssig indplacering. Tidligere begyndte musikkorpsets medlemmer som menige og arbejdede sig derefter videre op gennem befalingsmandsgraderne; musikerne kunne slutte som premierløjtnanter, mens dirigenten havde rang af kaptajn.
Gennemsnitsalderen i dag ved Livgardens Musikkorps er i slutningen af 40'erne, dækkende over et spænd fra omkring 25 til 61 år, idet musikerne ikke længere skal gå af senest som 60-årige, men kan vælge at fortsætte til 65 år. Det betyder, at gennemsnitsalderen formentlig vil stige lidt endnu, fordi flere vælger at fortsætte ud over de 60 år.
Der er 6 fastansatte kvinder i Musikkorpset, og dertil kommer, at en del af de assistenter, som korpset nødvendigvis må bruge, også er kvinder. Livgardens Musikkorps spiller altid med 35 musikere, 1 stabstambour og 1 dirigent – hverken mere eller mindre, og det medfører, at der ved fx sygdom, afspadsering eller anden individuel frihed indkaldes vikarer, og dertil kommer, at der pt. er 6 vakante stillinger i Livgardens Musikkorps.
Årsagen til de vakante stillinger er, at forsvaret ikke længere ønsker at ansætte musikere som tjenestemænd, hvorfor der er indledt forhandlinger med Foreningen af musikere i Forsvaret om et nyt ansættelsesgrundlag . Disse forhandlinger er imidlertid endnu ikke afsluttet, hvorfor ansættelser af musikere er sat i bero på ubestemt tid.
Dette er blot den samme udvikling, som findes i samfundet generelt, men det betyder måske, at den stabilitet og kontinuitet, som tjenestemandssystemet var garant for, forsvinder hen ad vejen.
Der er tale om et fast vikarkorps, fordi alle vikarerne skal have fuld uniformering og skab på kasernen, ligesom de skal kunne eksercere. Stabstambouren skal kunne stå inde for dem alle – det er jo hans ansvar. De skal tillige sikkerhedsgodkendes. Vikarkorpset består af omkring 30 musikere, og de er som hovedregel i gang med deres uddannelse på et af konservatorierne – eller måske har de allerede afsluttet uddannelsen.
Tambourkorpset.
Det er vigtigt her at bemærke, at Tambourkorpset har en selvstændig ledelse og er administreret direkte under Livgardens Vagtkompagni. Den Kongelige Livgardes Tambourkorps består – i modsætning til Musikkorpset – af 20-24 konstabler og værnepligtige soldater.
De er ikke professionelle, men måske på vej til at blive det. Instrumenterne er trommer, fløjter og signalhorn. Det består altså af uddannede soldater, som er ansat på en 5 årig kontrakt – bortset fra de få værnepligtige. Men det er blandt de værnepligtige, der rekrutteres til Tambourkorpset, og det foregår ikke ved et stillingsopslag med efterfølgende konkurrence, men ved henvendelse til de talenter, der er blevet udset.
Tambourkorpset følger efter Musikkorpset i paraderne, og de har netop fejret 50 års jubilæum. De optræder undertiden alene, og de har været med til et stort antal arrangementer i Danmark, men har også i de senere år deltaget i tattoos i udlandet. Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps går ved helt særlige lejligheder tattoo, fx ved Livgardens 350 år jubilæum, men det er ikke en spidskompetance.
Repertoiret.
Livgardens Musikkorps var i 'gamle dage' grammofon og underholdningsradio for befolkningen, idet de ofte i forbindelse med paraderne eller andre lejligheder ude omkring i landet blev anmodet om at spille musikstykker, som Den kongelige Ballet eller Tivolis orkestre havde spillet ved forskellige lejligheder.
Noderne blev købt og findes i dag i Musikkorpsets omfattende arkiv. Arkivet indeholder såvel noder som skrifter et par hundrede år tilbage. Korpset bruger stadig mange af de gamle værker, som dog er blevet arrangeret om, så de passer til den nuværende instrumentbesætning, og fx er deres Lumbye-samling enestående.
Lumbye bliver spillet rigtig meget i Musikkorpset, dels fordi Hendes Majestæt holder meget af H.C. Lumbye, dels fordi Musikkorpset også – og heldigvis – holder af den danske valse- og marchkonge. Repertoiret bliver fastlagt i samarbejde med orkestret, men da en af hovedopgaverne er at spille ved tafler for Hendes Majestæt og gæsterne, er der i den forbindelse altid værker af Lumbye, marcher og den gode gamle klassiske musik fra omkring 1850-1910 samt underholdningsmusik.
Musikvalget ved sådanne lejligheder bliver altid konfereret med Dronning Margrethe II, der som bekendt er meget kunst- og musikinteresseret, og det sker ofte, at Dronningen har bemærkninger til musikvalget og undertiden også ændringsforslag, som naturligvis bliver imødekommet.
I forbindelse med vagtparaderne spilles der naturligvis marcher. Ved koncertopgaverne suppleres den klassiske musik og underholdningsmusikken med rytmisk og mere moderne musik, afpasset efter publikum og formålet med koncerten. I denne forbindelse er der også et samarbejde med forskellige gæstedirigenter, bl.a. har Børge Wagner, Martin Yates, Tamas Vetö og Bo Holten dirigeret.
Ved mange af koncerterne sørger man for at supplere orkestret med forskellige kendte solister som fx Louise Fribo, Tommy Seebach, Poul Dissing, Anne Margrethe Dahl, Stig Rossen og Preben Kristensen, således at det afspejler en stor bredde i musikvalget og har appel til alle aldersgrupper. Man må konstatere, at de kunstneriske udfordringer på denne måde eksisterer i Musikorpset. Generelt bemærkes det, at antallet af gæstedirigenter og -solister har været stærkt stigende frem til nu.
Et vidnesbyrd om at Livgardens koncertvirksomhed er en væsentlig del af arbejdet og branding af Forsvaret som en af landets største virksomheder.
Opgaverne i dag.
Kerneopgaven er som nævnt stadig vagtparaderne og at spille ved officielle kongelige begivenheder. Alle tre militære musikkorps skal både spille og marchere samtidig, men for Livgardens Musikkorps er det en spidskompetance, fordi de gør det rigtig meget, nemlig ca. halvdelen af året i vagtparadesæsonen, som strækker sig fra anden uge af december til påske. I den periode trækker de op med fuld musik hver dag – undtagen fredag, hvor det alene er Livgardens Tambourkorps, som marcherer til og fra Amalienborg.
Samtidig skal der også spilles til tafler og modtagelser samt andre militære situationer, fx ved hjemtagelser af soldater, der er døde i tjenesten i forbindelse med internationale opgaver, som det danske forsvar deltager i. Der kan være tale om at spille, når kisterne kommer til Danmark, eller ved selve begravelsen, hvis det ønskes af de pårørende, eller at afdøde har ytret ønske om det i sit afskedsbrev, som alle udsendte soldater skal skrive inden udsendelsen.
Musikkorpset trækker også op, når Rigsforstanderen opholder sig på Amalienborg, og med kronprinseparrets indflytning i Frederik VIIs Palæ sker det stadig oftere. I disse situationer er der tale om en løjtnantsvagt, fordi en løjtnant har kommandoen, og når Hendes Majestæt er hjemme, hedder det en kongevagt, og en major har kommandoen.
Arbejdstiden.
Musikerne følger arbejdsmarkedets årsnorm på 1924 timer, og det er noget af en udfordring af få planlægningen til at gå op, når der skal være ferie, afspadseringsblokke og fridage til den enkelte, fordi der også uden for vagtparadesæsonen som før nævnt spilles til tafler og koncerter, og Livgardens Musikkorps spiller som nævnt altid med fuld styrke.
Dertil kommer fælles øvetid og transport til og fra øvefaciliteterne, fordi Musikkorpset for tiden ikke har en fast øvesal på kasernen, men må bruge sale rundt omkring i hovedstadsområdet. Her er det som tidligere nævnt, at et flyttefirma kommer ind i billedet, fordi personale og materiel må flyttes bl.a. mellem Operaen, Det Kongelige Teaters Gamle Scene og Galaksen i Værløse.
Det er ikke en ønskværdig situation, men årsagen er, at øvelokalet i den gamle kasernebygning i Gothersgade simpelthen blev lukket af Arbejdstilsynet på grund af lydforholdene i forhold til arbejdsmiljølovens krav. Dette komplicerer yderligere arbejdstidstilrettelæggelsen – så udfordringer er der nok af. Der er da også temmelig konkrete planer for opførelse af et musikhus i forbindelse med Livgardens Kaserne ved Rosenborg. Der er en dialog i gang med Københavns Kommune og andre myndigheder i denne forbindelse, og man er kommet så langt, at finansieringen er på plads, og projekteringsarbejdet er så småt begyndt. Det skal blive spændende at følge dette, da det ikke mindst vil betyde en større fleksibilitet for orkestret. Om 2-3 år skulle salen være en realitet.
Administration og økonomi.
Udover den daglige ledelse er der en civil ansat kontorassistent, to konstabler til at varetage regissør/logistik og instrumentvedligeholdelse samt nodearkivet, hvilket må siges at være en beskeden administration til den store 'virksomhed', Livgardens Musik- og Tambourkorps er. Alle instrumenterne er korpsets ejendom og lånes ud til musikerne. Der er et uforholdsmæssigt stort slid på instrumenterne, fordi korpset i denne tid flytter så meget rundt. Der er naturligvis et tæt samarbejde med instrumentmagere og -forhandlere, fordi det hele tiden er nødvendigt at vedligeholde instrumenterne, som man må have i dobbelthold, fordi man ikke kan spille koncert med det samme instrument, der lige har været brugt ved en vagtparade i regn og slud.
Alt i alt kræver de mangfoldige opgaver et solidt budget, og man er selvfølgelig opmærksom på, at der i øjeblikket er forhandlinger i gang om et nyt forsvarsforlig, hvor man må regne med – set i lyset af det massive besparelseskrav – at kosten kommer godt ud i hjørnerne. Opgaverne for Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps vil efter al sandsynlighed imidlertid ikke forsvinde. Men man ser fremtiden i møde med spændt optimisme.
Turneer.
Livgardens Musikkorps kommer en del rundt i landet og for at holde udgifterne nede, overnatter man i så høj grad som muligt på kaserner. Det er forholdsvist sjældent, at der turneres i udlandet, men der er dog enkeltstående begivenheder, der kan berettes om. Dels har Musikkorpset i sensommeren spillet for regentparret ved deres slot i Caïx, og ved den lejlighed greb Prinsgemalen dirigentstokken og dirigerede korpset. Det afspejler regentparrets store interesse for musik og for Livgardens Musikkorps.
Dels har et blæserensemble på 7 musikere og en sangerinde været i Afghanistan for at underholde soldaterne ved den danske mission. At ikke hele Musikkorpset var af sted hænger sammen med, at det ikke må blive en sikkerhedsmæssig belastning for missionen.
En fødekæde.
Som i artiklerne med de øvrige militære musik- og tambourkorps kom en samtale med koncertmester og klarinetist, Per Majland, også ind på nødvendigheden af fornyelse, udvikling, kvalitet og kvantitet. Igen måtte jeg konstatere, at der er plads til forbedringer. Forbedringerne begynder i skolen. Det kan mærkes, at musikundervisningen lider under dalende timetal og svigtende interesse og engagement fra kommuner, skoler og forældre. Talentmassen er der utvivlsomt, for hvorfor skulle den pludselig være væk?
De kreative musiske fag i grundskolen skal ikke nedprioriteres til fordel for de boglige fag, men alle ville vinde ved at styrke de kreative musiske fag. Som ved de andre militære musikkorps er mange af musikerne ved Livgardens Musikkorps undervisere i de kommunale musikskoler, bygarder og Tivoligarden, og alle bekræfter de ovennævnte tendens.
Buffetten for fritidsbeskæftigelser er mangfoldig, og de unge tager for sig af alle retter. Livgardens Musikorps giver hvert år et antal skolekoncerter bl.a. med det formål at vække interesse for orkestermusik, og aktuelt er der aftalt skolekoncert for skolen i Asylcenter Sandholm. Det har det dobbelte formål dels at give eleverne en musikalsk oplevelse, dels at formidle nogle danske traditioner og værdier. Held og lykke med det.
Afslutning.
Som afslutning på mit besøg på Livgardens Kaserne ved Rosenborg overværer jeg en vagtparade på Amalienborg og må konstatere, at alt foregår på minuttet, ja næsten på sekundet. Mens selve vagtafløsningen foregår på slotspladsen, holder musikerne et frikvarter i gården bag gæstepalæet. Bjørneskindshuerne er taget af, og det afsløres, at de må varme godt – også et vilkår, man må leve med, hvis man er musiker i Livgardens Musikkorps.
På turen tilbage til kasernen snor optoget sig taktfast forbi skraldebiler og udgravninger via Kongens Nytorv og Gothersgade, samtidig med at Musikkorpset og Tambourkorpset skiftes til at spille. Jeg tager afsked med mine værter, og mens vagtkompagniet aflader geværerne, marcherer jeg forbi vagten og ud i det civile, pulserende gadebillede.
Kilder:
Den Kongelige Livgarde 350 år, 1658 – 2008: Den Kongelige Livgardes Musikkorps, bind 3. Den Kongelige Livgarde i samarbejde med Greens Forlag, 2008. http://dklm.dk/ Samtalerne på Livgardens Kaserne ved Rosenborg og Amalienborg
En typisk dansk efterårsmorgen med tunge skyer, blæst og regn begiver jeg mig af sted mod Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps, som har hjemme på den gamle Livgardens Kaserne ved Rosenborg næsten i hjertet af København. Det er aftalt, at jeg skal ringe til orkesterchef Eric Enstrøm, når jeg står foran indgangen til kasernen. Der er rigtig mange mennesker på vej fra Nørreport Station til deres arbejde. Jeg ringer, og et øjeblik efter bliver jeg hentet af orkesterchefen, som har begivet sig ud i regnen uden overtøj. Jeg tilbyder ham plads under min paraply – men, som han siger, det er for sent. Jeg har kun været inde på kasernes område en gang før, nemlig da Det Kongelige Teater afholdt deres præsentationsforestilling i august. Dengang var vejret ganske anderledes, og pladsen tæt befolket.
Vi kommer indenfor på orkesterchefens kontor og mødes med Musikkorpsets dirigent, Stig Jørgensen og stabstambour, Søren Rønløv Nielsen. Over en kop kaffe begynder vi samtalen, der skal forsøge at belyse de forskellige aspekter ved at være musiker i Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
Først skal vi lige have lidt historie i kort form.
Historien.
Den Kongelige Livgardes Musikkorps er verdens ældste orkester af sin art og kan føre sin historie langt tilbage i tiden. Den Kongelige Livgarde havde 350 års jubilæum i 2008. Den Kongelige Livgarde oprettedes af Frederik III i 1658. Instrumenterne var fløjter og trommer. I 1700-tallet kom der flere instrumenter til bl.a. janitsharmusikken, så man talte om hele 'den tyrkiske musik'. Fra begyndelsen af 1800-tallet kunne man at tale om Livgarden som et harmoniorkester, og i 1922 bestod orkestret af 36 musikere (i dag 35 plus en stabstambour og en dirigent). Instrumenteringen i dag er 18 messingblæsere, 14 træblæsere og 4 janitsharer. Ved et forsvarsforlig i 1929 afskaffedes alle militære musikkorps, men de genopstod i 1942 – vel næsten af moralske årsager.
De militære musikkorps havde oprindelig flere funktioner; bl.a. var opgaven at højne og understøtte moralen i kamptropperne og opmuntre de soldater, der skulle transportere materiellet. Musikkorpset blev ikke anvendt i egentlige kampsituationer. Dér var det fløjter og trommer, som var datidens kommunikationsmiddel, der gav soldaterne besked om angreb, tilbagetrækning mm.
Den Kongelige Livgardes Musikkorps udgangspunkt var i højere grad at stå til rådighed med musiceren for hoffet og ved vagtparader. Fra midten af 1970'erne begyndte Livgardens Musikkorps at give koncerter ved forskellige civile begivenheder. Det er i dag en meget vigtig del af korpsets funktioner, dels fordi der er en uomtvistelig god reklame for Forsvaret i det, dels fordi man kan udvide repertoiret, hvilket giver nye udfordringer og baggrund for den kunstneriske udvikling i orkestret som helhed og for den enkelte musiker. Men det vender vi tilbage til. Når dét så er nævnt, må det vel også siges, at kerneopgaven er at spille ved vagtparader og ved officielle begivenheder, hvor kongehuset har en rolle, fx modtagelse af udenlandske statsoverhoveder og ved tafler i den forbindelse.
Den daglige ledelse af Den Kongelige Livgardes Musikkorps består af tre personer, nemlig stabstambour Søren Rønløv Nielsen, dirigent Stig Jørgensen og orkesterchef Eric Enstrøm. Stabstambouren har ansvaret for uniformerne samt for at marcherne afvikles 'efter bogen', mens dirigenten naturligvis har det musikalske og kunstneriske ansvar. Orkesterchefen har det adminstrative og produktionsmæssige ansvar. De får hjælp af en regissør, som også er nodearkivar samt af et flyttefirma. Et flyttefirma? - Ja, det hører vi mere om senere.
Den daglige ledelse.
Samtalen med ledelsesgruppen begynder med en kort præsentation af de tre ledere. Stig Jørgensen, dirigent, begynder:
”Jeg er uddannet klarinetist fra Konservatoriet og spillede freelance i mange år, men begyndte så i Livgarden i '89, hvor jeg var vicedirigent i mange år og er nu fungerende dirigent. Mine opgaver er mangfoldige. Jeg planlægger sammen med hoffet, hvornår og hvad vi skal spille ved tafler og andre royale begivenheder samt koordinerer det kunstneriske med orkesterchefen. Jeg har ansvar for arkivet og den musikalske ledelse af de militære arrangementer fx vagtparaderne og modtagelser af statsoverhoveder osv. I de situationer, hvor Livgardens Musikkorps er formeret som en gående enhed, og der ikke skal være en egentlig koncert, står jeg for det hele, planlægning og direktion.”
Søren Rønløv Nielsen, stabstambour, fortsætter:
”Jeg blev optaget på Konservatoriet i 1986 og afsluttede med Diplomeksamen i 1992. Jeg begyndte som janitshar i Livgardens Musikkorps i 1988, fungerede derefter som stabstambour fra 2004 og vandt stabstambourstillingen endeligt i 2006. Det er en delt stilling, idet jeg stadig fungerer som janitshar i orkestret i forbindelse med koncerter. Jeg fører musikkorpset, når det er under kommando, og har ansvar for eksercits og påklædning. Endelig er jeg næstkommanderende i musikkorpset. En stabstambour er egentlig det samme som en tambourmajor, men det har intet med den militære rang at gøre, og fordi føreren af Musik- og Tambourkorpset i paraderne traditionelt er fra Livgardens stab, hedder det en stabstambour her. En stabstambour er oprindelig cheftrommeslageren eller den ansvarlige musiker med en tromme forrest, som sørgede for, at takten blev holdt, når korpset marcherede. Jeg har ingen lederuddannelse fra militæret.”
Som den sidste fortæller Eric Enstrøm:
”Jeg er den eneste i ledelsen, som ikke har en musikfaglig baggrund, men jeg begyndte som værnepligtig i Livgarden i 1984 og fortsatte som professionel soldat ved Livgarden. Jeg har 2 udsendelser til Balkan bag mig, og da jeg i 1997 blev spurgt, om jeg ville arbejde med adminstrative opgaver/funktioner i Livgardens Musikkorps, takkede jeg ja. Jeg havde i forvejen også arbejdet med administrative opgaver, kendte Livgarden og musikkorpset. I begyndelsen arbejdede jeg sammen med en chefdirigent, og da han fratrådte, overtog jeg hele arbejdet og var med til at arrangere koncerter, dengang Musikkorpset begyndte på den del af deres virke. I 2007 oprettede man en stilling som producent, som jeg søgte og fik. Som led i bestræbelserne på at adskille det musikfaglige fra det administrative blev der i 2010 oprettet stillinger som orkesterchef ved alle tre militære musikkorps. Jeg søgte stillingen her ved Livgarden og fik også den. Hensigten var at separere den egentlige ledelse af de militære musikkorps fra det musikfaglige, så musikerne alene kan fokusere på det kunstneriske og udøvelsen af det. Jeg har det overordnede ansvar for Livgardens Musikkorps opadtil i Forsvarets organisation. Jeg har personaleansvaret og i det hele taget ansvaret for alle facetter af musikkorpsets virke. Jeg er som nævnt ikke musiker, men har en akademisk uddannelse i ledelse, og det skylder vi de ansatte, fordi vi har jo at gøre med mennesker på et højt fagligt niveau.”
Musikerne.
Livgardens Musikkorps består af 36 professionelle musikere, altså mere end dobbelt så stort som de to øvrige militærorkestre. Livgardens Musikkorps er det største og eneste professionelle harmoniorkester i riget, dvs., at det består af både træ- og messingblæsere samt slagtøj. Hvorvidt et blæserinstrument skal betegnes som en træ- eller messingblæser, afgøres ikke – som man kunne tro – af instrumentets 'krop', men af instrumentets mundstykke. En saxofon er således en træblæser.
Alle er konservatorieuddannede og har vundet en konkurrence som led i ansættelsesproceduren. Det er samme procedure, som foregår i de to andre militære musikkorps og i andre professionelle orkestre i Danmark. Et ansættelsesudvalg/dommerpanel ved Livgardens Musikkorps består af orkesterchefen, musikdirigenten, et antal musikere fra musikkorpset samt en eller to eksterne dommere. ”Det, der så er lidt specielt for os, er, at den, der ansættes, skal have en statur, så han eller hun på en naturlig måde kan indgå i Livgardens ceremoniel,” siger Eric Enstrøm.
På spørgsmålet om der er et stort flow af musikere gennem Musikkorpset, svarer dirigenten, at der naturligvis er musikere, som ønsker nye udfordringer i deres udvikling og derfor søger stillinger i fx landsdelsorkestrene. Dette er dog sjældnere i dag end tidligere, bl.a. på grund af at der ikke er så mange stillinger i dag iflg orkesterchefen, hvilket klarinetist og koncertmester Per Majland, som jeg taler med senere, er enig i. Nu virker det mere som en norm, at de, som er sluppet gennem nåleøjet, opfatter ansættelsen som en livstidsstilling. Det er også en speciel tjeneste, tænk fx bare på Købmagergade i slud om vinteren samtidig med at skulle marchere i takt og spille. Det er jo langt fra det samme som at sidde og spille i en koncertsal, og planlægningen af arbejdstiden virker tillige som en ret kompleks sag. Det er imidlertid et vilkår, som formodes at være kendt, når man søger ind i Livgardens Musikkorps.
Alle musikere i dag er tjenestemænd på officerslignende vilkår, men uden for militær rangfølge, og deres uniformering afspejler denne officerstatus, som altså kan opfattes som et spørgsmål om lønmæssig indplacering. Tidligere begyndte musikkorpsets medlemmer som menige og arbejdede sig derefter videre op gennem befalingsmandsgraderne; musikerne kunne slutte som premierløjtnanter, mens dirigenten havde rang af kaptajn.
Gennemsnitsalderen i dag ved Livgardens Musikkorps er i slutningen af 40'erne, dækkende over et spænd fra omkring 25 til 61 år, idet musikerne ikke længere skal gå af senest som 60-årige, men kan vælge at fortsætte til 65 år. Det betyder, at gennemsnitsalderen formentlig vil stige lidt endnu, fordi flere vælger at fortsætte ud over de 60 år.
Der er 6 fastansatte kvinder i Musikkorpset, og dertil kommer, at en del af de assistenter, som korpset nødvendigvis må bruge, også er kvinder. Livgardens Musikkorps spiller altid med 35 musikere, 1 stabstambour og 1 dirigent – hverken mere eller mindre, og det medfører, at der ved fx sygdom, afspadsering eller anden individuel frihed indkaldes vikarer, og dertil kommer, at der pt. er 6 vakante stillinger i Livgardens Musikkorps.
Årsagen til de vakante stillinger er, at forsvaret ikke længere ønsker at ansætte musikere som tjenestemænd, hvorfor der er indledt forhandlinger med Foreningen af musikere i Forsvaret om et nyt ansættelsesgrundlag . Disse forhandlinger er imidlertid endnu ikke afsluttet, hvorfor ansættelser af musikere er sat i bero på ubestemt tid.
Dette er blot den samme udvikling, som findes i samfundet generelt, men det betyder måske, at den stabilitet og kontinuitet, som tjenestemandssystemet var garant for, forsvinder hen ad vejen.
Der er tale om et fast vikarkorps, fordi alle vikarerne skal have fuld uniformering og skab på kasernen, ligesom de skal kunne eksercere. Stabstambouren skal kunne stå inde for dem alle – det er jo hans ansvar. De skal tillige sikkerhedsgodkendes. Vikarkorpset består af omkring 30 musikere, og de er som hovedregel i gang med deres uddannelse på et af konservatorierne – eller måske har de allerede afsluttet uddannelsen.
Tambourkorpset.
Det er vigtigt her at bemærke, at Tambourkorpset har en selvstændig ledelse og er administreret direkte under Livgardens Vagtkompagni. Den Kongelige Livgardes Tambourkorps består – i modsætning til Musikkorpset – af 20-24 konstabler og værnepligtige soldater.
De er ikke professionelle, men måske på vej til at blive det. Instrumenterne er trommer, fløjter og signalhorn. Det består altså af uddannede soldater, som er ansat på en 5 årig kontrakt – bortset fra de få værnepligtige. Men det er blandt de værnepligtige, der rekrutteres til Tambourkorpset, og det foregår ikke ved et stillingsopslag med efterfølgende konkurrence, men ved henvendelse til de talenter, der er blevet udset.
Tambourkorpset følger efter Musikkorpset i paraderne, og de har netop fejret 50 års jubilæum. De optræder undertiden alene, og de har været med til et stort antal arrangementer i Danmark, men har også i de senere år deltaget i tattoos i udlandet. Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps går ved helt særlige lejligheder tattoo, fx ved Livgardens 350 år jubilæum, men det er ikke en spidskompetance.
Repertoiret.
Livgardens Musikkorps var i 'gamle dage' grammofon og underholdningsradio for befolkningen, idet de ofte i forbindelse med paraderne eller andre lejligheder ude omkring i landet blev anmodet om at spille musikstykker, som Den kongelige Ballet eller Tivolis orkestre havde spillet ved forskellige lejligheder.
Noderne blev købt og findes i dag i Musikkorpsets omfattende arkiv. Arkivet indeholder såvel noder som skrifter et par hundrede år tilbage. Korpset bruger stadig mange af de gamle værker, som dog er blevet arrangeret om, så de passer til den nuværende instrumentbesætning, og fx er deres Lumbye-samling enestående.
Lumbye bliver spillet rigtig meget i Musikkorpset, dels fordi Hendes Majestæt holder meget af H.C. Lumbye, dels fordi Musikkorpset også – og heldigvis – holder af den danske valse- og marchkonge. Repertoiret bliver fastlagt i samarbejde med orkestret, men da en af hovedopgaverne er at spille ved tafler for Hendes Majestæt og gæsterne, er der i den forbindelse altid værker af Lumbye, marcher og den gode gamle klassiske musik fra omkring 1850-1910 samt underholdningsmusik.
Musikvalget ved sådanne lejligheder bliver altid konfereret med Dronning Margrethe II, der som bekendt er meget kunst- og musikinteresseret, og det sker ofte, at Dronningen har bemærkninger til musikvalget og undertiden også ændringsforslag, som naturligvis bliver imødekommet.
I forbindelse med vagtparaderne spilles der naturligvis marcher. Ved koncertopgaverne suppleres den klassiske musik og underholdningsmusikken med rytmisk og mere moderne musik, afpasset efter publikum og formålet med koncerten. I denne forbindelse er der også et samarbejde med forskellige gæstedirigenter, bl.a. har Børge Wagner, Martin Yates, Tamas Vetö og Bo Holten dirigeret.
Ved mange af koncerterne sørger man for at supplere orkestret med forskellige kendte solister som fx Louise Fribo, Tommy Seebach, Poul Dissing, Anne Margrethe Dahl, Stig Rossen og Preben Kristensen, således at det afspejler en stor bredde i musikvalget og har appel til alle aldersgrupper. Man må konstatere, at de kunstneriske udfordringer på denne måde eksisterer i Musikorpset. Generelt bemærkes det, at antallet af gæstedirigenter og -solister har været stærkt stigende frem til nu.
Et vidnesbyrd om at Livgardens koncertvirksomhed er en væsentlig del af arbejdet og branding af Forsvaret som en af landets største virksomheder.
Opgaverne i dag.
Kerneopgaven er som nævnt stadig vagtparaderne og at spille ved officielle kongelige begivenheder. Alle tre militære musikkorps skal både spille og marchere samtidig, men for Livgardens Musikkorps er det en spidskompetance, fordi de gør det rigtig meget, nemlig ca. halvdelen af året i vagtparadesæsonen, som strækker sig fra anden uge af december til påske. I den periode trækker de op med fuld musik hver dag – undtagen fredag, hvor det alene er Livgardens Tambourkorps, som marcherer til og fra Amalienborg.
Samtidig skal der også spilles til tafler og modtagelser samt andre militære situationer, fx ved hjemtagelser af soldater, der er døde i tjenesten i forbindelse med internationale opgaver, som det danske forsvar deltager i. Der kan være tale om at spille, når kisterne kommer til Danmark, eller ved selve begravelsen, hvis det ønskes af de pårørende, eller at afdøde har ytret ønske om det i sit afskedsbrev, som alle udsendte soldater skal skrive inden udsendelsen.
Musikkorpset trækker også op, når Rigsforstanderen opholder sig på Amalienborg, og med kronprinseparrets indflytning i Frederik VIIs Palæ sker det stadig oftere. I disse situationer er der tale om en løjtnantsvagt, fordi en løjtnant har kommandoen, og når Hendes Majestæt er hjemme, hedder det en kongevagt, og en major har kommandoen.
Arbejdstiden.
Musikerne følger arbejdsmarkedets årsnorm på 1924 timer, og det er noget af en udfordring af få planlægningen til at gå op, når der skal være ferie, afspadseringsblokke og fridage til den enkelte, fordi der også uden for vagtparadesæsonen som før nævnt spilles til tafler og koncerter, og Livgardens Musikkorps spiller som nævnt altid med fuld styrke.
Dertil kommer fælles øvetid og transport til og fra øvefaciliteterne, fordi Musikkorpset for tiden ikke har en fast øvesal på kasernen, men må bruge sale rundt omkring i hovedstadsområdet. Her er det som tidligere nævnt, at et flyttefirma kommer ind i billedet, fordi personale og materiel må flyttes bl.a. mellem Operaen, Det Kongelige Teaters Gamle Scene og Galaksen i Værløse.
Det er ikke en ønskværdig situation, men årsagen er, at øvelokalet i den gamle kasernebygning i Gothersgade simpelthen blev lukket af Arbejdstilsynet på grund af lydforholdene i forhold til arbejdsmiljølovens krav. Dette komplicerer yderligere arbejdstidstilrettelæggelsen – så udfordringer er der nok af. Der er da også temmelig konkrete planer for opførelse af et musikhus i forbindelse med Livgardens Kaserne ved Rosenborg. Der er en dialog i gang med Københavns Kommune og andre myndigheder i denne forbindelse, og man er kommet så langt, at finansieringen er på plads, og projekteringsarbejdet er så småt begyndt. Det skal blive spændende at følge dette, da det ikke mindst vil betyde en større fleksibilitet for orkestret. Om 2-3 år skulle salen være en realitet.
Administration og økonomi.
Udover den daglige ledelse er der en civil ansat kontorassistent, to konstabler til at varetage regissør/logistik og instrumentvedligeholdelse samt nodearkivet, hvilket må siges at være en beskeden administration til den store 'virksomhed', Livgardens Musik- og Tambourkorps er. Alle instrumenterne er korpsets ejendom og lånes ud til musikerne. Der er et uforholdsmæssigt stort slid på instrumenterne, fordi korpset i denne tid flytter så meget rundt. Der er naturligvis et tæt samarbejde med instrumentmagere og -forhandlere, fordi det hele tiden er nødvendigt at vedligeholde instrumenterne, som man må have i dobbelthold, fordi man ikke kan spille koncert med det samme instrument, der lige har været brugt ved en vagtparade i regn og slud.
Alt i alt kræver de mangfoldige opgaver et solidt budget, og man er selvfølgelig opmærksom på, at der i øjeblikket er forhandlinger i gang om et nyt forsvarsforlig, hvor man må regne med – set i lyset af det massive besparelseskrav – at kosten kommer godt ud i hjørnerne. Opgaverne for Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps vil efter al sandsynlighed imidlertid ikke forsvinde. Men man ser fremtiden i møde med spændt optimisme.
Turneer.
Livgardens Musikkorps kommer en del rundt i landet og for at holde udgifterne nede, overnatter man i så høj grad som muligt på kaserner. Det er forholdsvist sjældent, at der turneres i udlandet, men der er dog enkeltstående begivenheder, der kan berettes om. Dels har Musikkorpset i sensommeren spillet for regentparret ved deres slot i Caïx, og ved den lejlighed greb Prinsgemalen dirigentstokken og dirigerede korpset. Det afspejler regentparrets store interesse for musik og for Livgardens Musikkorps.
Dels har et blæserensemble på 7 musikere og en sangerinde været i Afghanistan for at underholde soldaterne ved den danske mission. At ikke hele Musikkorpset var af sted hænger sammen med, at det ikke må blive en sikkerhedsmæssig belastning for missionen.
En fødekæde.
Som i artiklerne med de øvrige militære musik- og tambourkorps kom en samtale med koncertmester og klarinetist, Per Majland, også ind på nødvendigheden af fornyelse, udvikling, kvalitet og kvantitet. Igen måtte jeg konstatere, at der er plads til forbedringer. Forbedringerne begynder i skolen. Det kan mærkes, at musikundervisningen lider under dalende timetal og svigtende interesse og engagement fra kommuner, skoler og forældre. Talentmassen er der utvivlsomt, for hvorfor skulle den pludselig være væk?
De kreative musiske fag i grundskolen skal ikke nedprioriteres til fordel for de boglige fag, men alle ville vinde ved at styrke de kreative musiske fag. Som ved de andre militære musikkorps er mange af musikerne ved Livgardens Musikkorps undervisere i de kommunale musikskoler, bygarder og Tivoligarden, og alle bekræfter de ovennævnte tendens.
Buffetten for fritidsbeskæftigelser er mangfoldig, og de unge tager for sig af alle retter. Livgardens Musikorps giver hvert år et antal skolekoncerter bl.a. med det formål at vække interesse for orkestermusik, og aktuelt er der aftalt skolekoncert for skolen i Asylcenter Sandholm. Det har det dobbelte formål dels at give eleverne en musikalsk oplevelse, dels at formidle nogle danske traditioner og værdier. Held og lykke med det.
Afslutning.
Som afslutning på mit besøg på Livgardens Kaserne ved Rosenborg overværer jeg en vagtparade på Amalienborg og må konstatere, at alt foregår på minuttet, ja næsten på sekundet. Mens selve vagtafløsningen foregår på slotspladsen, holder musikerne et frikvarter i gården bag gæstepalæet. Bjørneskindshuerne er taget af, og det afsløres, at de må varme godt – også et vilkår, man må leve med, hvis man er musiker i Livgardens Musikkorps.
På turen tilbage til kasernen snor optoget sig taktfast forbi skraldebiler og udgravninger via Kongens Nytorv og Gothersgade, samtidig med at Musikkorpset og Tambourkorpset skiftes til at spille. Jeg tager afsked med mine værter, og mens vagtkompagniet aflader geværerne, marcherer jeg forbi vagten og ud i det civile, pulserende gadebillede.
Kilder:
Den Kongelige Livgarde 350 år, 1658 – 2008: Den Kongelige Livgardes Musikkorps, bind 3. Den Kongelige Livgarde i samarbejde med Greens Forlag, 2008. http://dklm.dk/ Samtalerne på Livgardens Kaserne ved Rosenborg og Amalienborg
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
