onsdag den 10. februar 2010

Er der andre muligheder end tvang i folkeskolen



Nedenstående er bragt som kronik i Københavns Lærerforenings Blad KK, nr. 3, den 10 februar 2010.

De københavnske folkeskoler har i længere tid været præget af, at der næsten har været tale om klasseforskelle, socialt set. Nogle skoler har en meget stor overvægt af børn med vanskeligheder, fx etsprogede danske elever med indlærings- og adfærdsvanskeligheder og/eller tosprogede elever, hvis eneste problem er, at de netop er tosprogede, eller de kan naturligvis også have samme vanskeligheder som de etsprogede danske elever.

DEN HISTORISKE OG ØKONOMISKE BAGGRUND

Der er i løbet af den sidste halve snes år blevet en stadig bredere og dybere kløft i det danske velfærdssamfund. Klassebegrebet, som ellers på grund af mange års socialdemokratisk styre, ofte i samarbejde med det radikale venstre, har været på vej til at forsvinde, er genopstået med accelererende kraft.

Underklassen består i dag af medborgere på overførselsindkomster – især arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og starthjælp, og de bor oftest i det almene byggeri eller i privat slumbyggeri, og familierelationen er tit en enlig forældre med to eller flere børn. Uddannelsesniveauet er i bedste fald kort- eller (sjældent) mellemlang uddannelse, men som regel ufaglært. Transporten klares via klippekort til den kollektive trafik, cykling eller i et CO2-belastende, ældre køretøj. Misbrugsproblemer er mere synlige end hos overklassen.

Overklassen består af de særdeles velbjærgede med to meget gode indtægter, boligstil a la ”Bo Bedre” i kvarterer med intet eller i hvert fald kun få almene boliger. Antallet af boligkvadratmetre er to til tre gange det antal, underklassen har til rådighed. Familierelationerne her er parforhold med egne eller ofte sammenbragte børn fra tidligere parforhold. Uddannelsesniveauet er mindst en mellemlang uddannelse, men som hovedregel en længerevarende, akademisk uddannelse. Transporten her klares i tit i to biler af nyere dato plus et større antal cykler til dagligt eller fritidsbrug.

Disse to samfundsklasser kender kun til hverandre gennem medierne, og som jeg har de ofte myter og fordomme om de andre. Selvfølgelig er der mange andre opfattelser af klasserne end denne noget karikerede beskrivelse, men overdrivelse fremmer her forståelsen.

TVANG

Børn overtager naturligvis forældrenes holdninger og opfattelser, og der er temmelig langt mellem de kommuneskoler, der har skoleklasser med begge typer elever. I sådanne skoleklasser ville myterne og fordommene ellers have svært ved at trives. Når de nu ikke findes i virkeligheden, så har bl.a. de københavnske politikere fundet ud af, at så skaber vi bare nogle sådanne. Idéen er at tvangsflytte eleverne rundt i den københavnske geografi, så pengene kommer til at passe. Derved tror man fejlagtigt, at såvel indlærings-, økonomi- og integrationsproblematikkerne løses – det kan nok ikke være så indviklet, vel????
Så vidt jeg erindrer, prøvede man også i nittenhundredeogtresserne at løse et lignende problem i Little Rock i USA ved hjælp af busmetoden. Vanskelighederne består blandt andet i, at ”busses” elever den ene vej, så skal der også ”busses” elever den anden vej, hvis kapaciteten skal passe.
Overklassen vil imidlertid ikke være med til denne øvelse. De vil selv bestemme hvilke busser, der skal bruges til deres børn – og de vælger så som regel en privatskoleløsning.
Politikerne mener derfor, at privatskolerne skal inddrages i busmetoden – de skal også indskrive elever fra underklassen. Privatskolerne vil naturligvis ikke være med til denne tvangsdeportering (de har nemlig holdninger og værdier, som skal vælges til af frivillighedens vej!). Dertil kommer, at der må skulle bruges skatteyderkroner til skolepengene for underklassens børn, for de resurser er ikke til rådighed i underklassen.

Vi har desværre fået udviklet et samfund, hvor der meget nemt etableres konfrontationer mellem forskellige grupperinger. Lige i øjeblikket er det tydeligst i bandekrigen, hvor det formentlig er underklassen og mellemklassen (opkomlinge, der financierer deres klassetilhørsforhold via kriminalitet), der slås. Myndighederne, som kommer fra den lovlige mellemklasse og overklassen, kender for det meste kun et svar på denne problematik, nemlig straf og isolering af rødderne. Endnu har samfundet kunnet gennemføre denne strategi, men spørgsmålet er hvor længe endnu?
Et scenarium, hvor klasserne fysisk isolerer og beskytter sig som det fx kendes fra Sydamerika, gør mig skrækslagen. Jeg håber, at scenariet er helt ude i hampen, men tvivlen nager.

DEN POLITISKE BAGGRUND

Liberalismen, kapitalismen og markedskræfterne har haft regeringsmagten i næsten ti år. De har ikke haft den alene, men sammen med Dansk Folkeparti. De er kommet til magten ikke så meget fordi de selv var stærke, men på grund af centrum-venstre-blokkens svaghed.
Man kan næsten sige, at baggrunden er den samme som for liberalismen i Østrig idet nittende århundrede, hvor Klemens von Metternich (1773-1859), statskansler (1821-1848), installerer politikontrol og en småborgerlig biedermeier-kultur, der ser moderniteten som fjende. Spørgsmålet er, om historien gentager sig i det nu småborgerlige Danmark? - Det er i hvert fald svært for tiden at få øje på noget liberalt i VKO-samarbejdet.
Traditionelt vil de liberale være kosmopolitter og interesserede i den multikulturelle stat, men det har de ikke fået lov til af regeringens støtteparti. Venstre har lagt sig tæt op ad
socialdemokraterne dels for at vise, at de ikke er så liberale, at det gør noget, dels for at bevare regeringsmagten.
Socialdemokraterne er derfor kommet til at stå svagt og har ydermere overladt pladsen som de svages talerør til Dansk Folkeparti, der fuldstændig sætter socialdemokraterne uden for såvel den værdi- som socialpolitiske dagsorden.
Det gælder også i racespørgsmålet, hvor det nationale i stedet for bliver forbundet med race og folk, fordi der mangler en politisk enhed. Det er ikke tale om en politisk eller aristokratisk racisme, men en folkeracisme. Dansk Folkeparti ser – som Østrigs Karl Lueger – sig selv som den undertrykte ”lille mands” repræsentant og giver denne stemme og mulighed for at udfolde sig politisk. Som Karl Luegers parti var barn af småborgerskabet og måske var et af de første populistiske partier, vi har mødt, sådan kan man også se Dansk Folkeparti i dag.
Denne historiske sammenligning vil mange sikkert opfatte som søgt, men min påstand vil være, at den er med til at facettere beskrivelsen af det danske samfunds udvikling gennem den sidste halve snes år.

Magtens indehavere forlanger at blive opfattet som socialliberale og bevarere af samfundets goder. For at hævde dette ses bl.a. indvandring og integration som nogle vigtige årsager til de problemer, folkeskolen arbejder med, men som det endnu ikke er lykkedes at løse tilfredsstillende. Magten griber derfor fat i nogle redskaber, der er totalitære magthavere værdig, nemlig centralisme, øget kontrol og tvangsflytninger af børn.

Det er imidlertid dybest set klart for alle, som har kendskab til og forståelse for børns virkelighed, at børn skal gå i skole, hvor de bor. Den korte formel for at forbedre folkeskolens grundlag med henblik på at løse problemerne er at lede resurserne derhen, hvor problemerne er størst.
Men privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod de offentlige serviceydelser inden for fx kultur, sundhedsvæsen og uddannelsesvæsen. Individet er sat i fokus på bekostning af fællesskabet. Prøv at se dette i relation til de mere end 100 lukkede folkebiblioteker landet over. Samtidig er det helt sikkert, at der om et års tid vil blive taget kommunale initiativer til at lukke/fusionere folkeskoler.

HVILKE INITIATIVER SKAL TIL FOR AT VINDE KLASSEKAMPEN I FOLKETS SKOLE ?

Skolerne skal etablere sig som lokale kulturcentre – gerne i samarbejde med det lokale folkebibliotek. Det er ønskeligt, at skolernes faciliteter kan udnyttes til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er, at børn, unge og deres forældre, herunder de der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Det vil ikke mindst være en nærliggende mulighed at arrangere ’forældreskole’ og studiekredse, hvor de voksne får indsigt i dannelses- og uddannelsesmæssige forhold, så skole/hjemsamarbejdet hviler på fælles forudsætninger. Det vil kunne forebygge mange sociale og uddannelsesmæssige konflikter.

Skolerne skal etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddannelse, handel, service og produktion. Dette samarbejde kan fx omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik. Herved bliver det muligt at inddrage lokale/regionale gæstelærere, skabe undervisningsforløb med praktisk indhold samt mulighed for elevpraktik, hvor der kan udlægges tråde for den enkelte elevs fremtidsplaner.

Skolerne skal etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland. Der skal arbejdes med internationale relationer, så det bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rødder og vinger. Der er egentlig ikke meget nyt i dette, fordi Danmark som stat altid har været en del af de omkringliggende samfund for at overleve.

NY BREDDE I FOLKESKOLEN

Vi skal sikre, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig inden for særlige kompetencefelter. Folkeskoleloven skal ændres, så et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området. Derved bliver der flere nærskoler i området, så eleverne de syv første skoleår går i skole dér, hvor de bor, mens eleverne i 7.-10. klasse kan vælge mellem flere nærskoler med forskellige fagprofiler alt efter den enkelte elevs interessefelt. Det er vigtigt, at de yngre elever kan bevare den nære tilknytning til det helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds. Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.

Jeg tror, modellen vil medvirke til, at den øgede søgning til privatskolerne vil blive standset, fordi den lægger op til mangfoldighed og bredde – et kendetegn, som har karakteriseret folkeskolen gennem tiderne, men som den uheldigvis har mistet i neoliberalismens tid. Nu vil folkets skole få mulighed for at leve op til sit navn og samtidig blive fremskridtets skole. Fagligheden bliver styrket pga. fagretningerne på de øvrige distriktsskoler – der bliver så at sige slået to fluer med ét smæk. Strukturen sikrer, at resurserne bliver anvendt med omhu.

KONKLUSION

Der er ingen snuptagsløsninger - det lange seje træk er en nødvendighed. Det gælder også for de ghettoer, vi med skam skal erkende, vi har har fået etableret, fordi ingen så vanskelighederne komme. Der var travlhed med byfornyelser, som stort set gik ud på at rive det meste af de gamle huse ned og erstatte dem med nyt betonslum, hvor vi i den bedste mening samlede de svageste dele af befolkningen. I dag melder vanskelighederne sig i form af utilpassede familier, hvor nye generationer vokser op med stor risiko for at komme ind på en kriminel løbebane.
Forældregenerationen har svigtet i opdragelsesprocessen og glemt, at dannelse ikke er et tillæg til uddannelse, men grundlaget. Det er en af årsagerne til, vi ser mange børn med såvel adfærds- som indlæringsproblemer.
Nu er jeg så tilbage ved udgangspunktet og må konkludere, at en anden fordeling af resurserne, medinddragelse og medbestemmelse er nødvendige elementer for at vende skuden, inden den helt går på grund og forliser.

søndag den 7. februar 2010

Anmeldelse: Sebastian – når lyset bryder frem


Anmeldelsen er skrevet til "Musiktidsskriftet no. 17".
Torben Bille: ”Sebastian – når lyset bryder frem”, 314 sider, Lindhardt og Ringhof 2009,pris 270 kr. (på nettet) ellers 300 kr. ISBN 978-87-11-43358-4

”Sebastian – når lyset bryder frem” er skrevet i anledning af kunstnerens 60 års fødsels- dag den 19. december 2009.

Sebastians borgerlige navn er Knud Torben Christensen, men først en bekendelse: Jeg er ikke i besiddelse af Sebastians musik i minprivate musiksam-ling, men jeg er naturligvis bekendt med kunstneren Sebastian, som er et par år yngre end mig. Jeg er vokset op i samme tidsperiode som Sebastian og kender på den måde lidt til hans musik.
Jeg anmelder derfor bogen ud fra den oplevelse, jeg har fået ved at læse bogen.

Bogen er præget af et let og journalistisk sprog, som medvirker til at gøre bogen nem og fængende at læse. Skildringen afslører, at forfatteren og Sebastian har kendt hverandre længe, og Torben Bille har da også skrevet tre andre bøger om Sebastian og indrømmer blankt, at en del af nærværende biografi er genbrug. Det er Torben Billes bog, men det er Sebastians liv, der skildres.

Sebastians barn- og ungdom var præget af en flytninger på grund af faderens arbejde, hans mors tidlige død, sygdom og hospitalsophold som spæd, nyt familieforhold med deraf følgende banale konflikter, forskellige skoleophold, herunder efterskoleophold. Der er altså stof til ungdomsoprør – et oprør, der sådan set har været kendetegnende for resten af hans liv.
Torben Bille fører læseren gennem hele Sebastians kunstnerkarriere på en måde, som giver læseren et vist kendskab til miljøet i pladebranchen og blandt rockmusikerne. I lyset af Sebastians fantastisk mange udgivelser betyder det naturligvis, at der også er en del gentagelser.

Jeg synes, at den sidste del af biografien er den bedste – muligvis fordi den naturligt er mest aktuel. Forfatteren og Sebastian lader læseren komme tættere på uden at det krænker privatsfæren, og man får bestemt indtrykket af, at Sebastian ikke altid er lige nem at samarbejde med, fordi han har nogle ret bestemte grænser for, hvornår og hvordan han er villig til at indgå kompromiser.
Sebastians ego og til tider manglende ”helikopter-syn” fremstilles så enkelt, at det virker objektivt, specielt i forbindelse med Mastodonterne. Samtidig får man et meget klart indtryk af en kæmpeproducerende kunstner, som hele tiden har fokus på mangfoldighed og udvikling, hvilket især kommer til udtryk i skildringen af Sebastians arbejde med – formodentlig et af hans sidste større projekter – musicalen ”Jernbyrd”, hvor hans forarbejde og refleksioner i øvrigt beskrives.

Sebastian har været igennem mange konflikter i løbet af sit liv; han har ikke gjort særlig meget for at undgå dem, men de har også givet ham livserfaring – samtidig med, at de helt givet også har slidt gevaldigt på ham.
Bogen indeholder tillige en del fotografier fra Sebastians professionelle liv samt enkelte mere private, men de er alle med til at understøtte teksten, selv om de er samlet fire grupper og ikke kronologisk struktureret.
Et stort plus er bogens omfattende registre dels over plade/cd-udgivelser, dels over musical-opførelser. Her er der intet i vejen med kronologien, og man får et godt overblik over en af Danmarks mest produktive kunstnere.

Fra Bogmessen i Forum, hvor Lars Daneskov interviewede Sebastian og Torben Bille, kan det kort refereres, at Sebastian godt kunne genkende sig selv i bogen (og det var jo egent-lig heldigt), men hvis han selv skulle have skrevet den, ville han måske have anlagt nogle andre synsvinkler end Torben Bille. Men Sebastian gav i øvrigt udtryk for, at det var en styrke, at det var en anden end ham selv, som skrev hans biografi. Han var tilfreds med bogen og indrømmede, at han med årene var blevet mildere og udvalgte sine konflikter med omhu.

fredag den 5. februar 2010

Troværdigheden om folkeskolen.



Den skingre protest fra nogle Christiansborg-politikere mod Holbergskolens forældremøde om mobning, hvor kun mødrene er inviteret, vidner om, at landspolitikernes troværdighed mildest talt er trængt. Det er kun det seneste eksempel. Det næstseneste er ønsket om at offentliggøre resultaterne af de nationale prøver, det tredjeseneste er statsministerens viften med flaget om, at vi skal være mellem de fem bedste nationer om 10 år, og det fjerdeseneste er mantraet om et 360 graders eftersyn af folkeskolen. Et eftersyn er primært bagudrettet og opstiller sjældent visioner. Disse eksempler er forekommet blot de sidste 4 uger.
Det hedder sig ellers, at den centrale styring skal væk, og beslutningerne skal træffes lokalt ude i den enkelte kommune og på den enkelte skole. Det er akkurat det, der er sket i dette tilfælde, hvor Holbergskolen i samarbejde med den forældrevalgte bestyrelse har vurderet, det er vigtigt, at de tosprogede elevers mødre deltager i det annoncerede forældremøde om mobning. Det er garanteret en helt rigtig beslutning, fordi den bygger på den erfaring, at mødrene oplever det utrygt, hvis der er mænd til stede ved mødet, og vi ved, at det er vigtigt at have en tillidsfuld kontakt til netop denne målgruppe, hvis børnene skal påvirkes i positiv retning.
Hvis skolens erfaring er, at mødrene ikke deltager i forældremøderne, hvis de skal være sammen med mænd, er det da rigtigt at prøve en anden vej, frem for dumstædigt at praktisere MADS-princippet (mere af det samme) som ikke virker.
I undervisningen er der jo også gjort erfaringer med, at det fx i fysik/kemi er gavnligt for begge køn at dele en klasse op i piger og drenge i en periode.

Naturligvis er det rigtigt, at vi skal arbejde med ligestilling og ligeværdighed – både blandt børn og voksne. Men målet nås ikke altid ad den direkte vej, af og til skal nye stier betrædes. Det er derfor særdeles glædeligt, at Københavns nye og unge borgmester for området bakker skolen op.
Det er nødvendigt at sætte hælen ned og sætte sig op mod den kedelige tendens til central styring af folkeskolen, vi har været vidne til de seneste 9 år. Opfordringen til folkeskolens instanser skal være klar: Kæmp for retten til selv at beslutte, hvad I ved er det bedste for netop jeres skole.

torsdag den 28. januar 2010

Folketingets klimadebat den 26. januar 2010


Tirsdag den 26. januar 2010 var der en forespørgelsesdebat i Folketinget til såvel statsministeren som klima- og energiministeren om COP15-mødet i København sidste år.

Den debat fulgte jeg en god times tid (det viste sig, at det skulle blive en lang debat, frem til kl. 1730). Det er mit indtryk – dels fra førstehånds fra den del af mødet, jeg overværede, dels fra referatet fra mødet efterfølgende – at fronterne er trukket op mellem regeringsflertallet og oppositionen. Der er nærmest tale om en skyttegravskrig, hvor regeringsflertallet oplever, at COP15 var tæt på en succes, og at Københavner-aftalen er et godt udgangspunkt for det videre forløb i klimaproblematikken.
Oppositionen derimod oplever, at det var en fiasko med dårlig dansk mødeledelse, og at resultatet var det næstringeste, man kunne forestille sig, og at der højst kan blive tale om, at aftalen er et udgangspunkt.

Der er ikke en gang enighed om, at aftalen er et grundlag for de videre forhandlinger, fordi SFs Ida Auken citerede chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, for på et pressemøde i sidste uge at have sagt, citat:
”Grundlaget for de fortsatte forhandlinger er ikke aftalen fra COP15. Basis for forhandlingerne vil blive de tekster, der kom ud af forhandlingerne om Kyotoprotokollen om en langsigtet handling.”
Hun gav logisk nok udtryk for, at regeringsflertallets udsagn om, at Københavneraftalen var forudsætningen for det videre forhandlingsforløb, ikke kunne opstilles samtidig med FN-chefens udtalelse.

Taktikken i forespørgelsesdebatten var for begge parter den samme: Angreb er det bedste forsvar.
Det pædagogiske fif var for begge parter: Gentagelsen.

I de videre forhandlinger i Folketinget fremsatte fløjene – ikke overraskende – hver deres forsalg til vedtagelse. Da debatten som nævnt trak ud er afstemningen af disse udsat til torsdag den 28. ds. Men mon ikke løsgængerne, Liberal Alliance og det nordatlantiske mandat stemmer stemmer for VKO-blokkens forslag?
Hvis ikke, er der er interessant situation, fordi statsministeren er indblandet, og det ville måske kunne føre til udskrivning af valg, men mon ikke igen der så vil blive udfærdiget en af de såkaldte afværgedagsordener???

Jeg skrev afslutningsvis i et blogindlæg søndag den 20. december 2009, at en evaluering af COP15 ville medføre, at fejlene på mødet ikke gentages. Desværre synes jeg, at udsigterne til, at dette fromme ønske, opfyldes, ser ringe ud. Regeringen oplever jo ikke en fiasko, men udtrykker ønske om, at der nu skal arbejdes for fremtiden, COP15 lægger vi bag os, og at Danmark skal være i front i det internationale arbejde.
Vi må håbe, at der ikke er tale om varm luft i klimaboblen!
Jeg må erkende, at jeg ikke har den store tillid til regeringsflertallets troværdighed i denne sag, som jeg synes, de håndterer ud fra en ”virkelighed”, der synes at være forskellig fra kendsgerningerne.
Klimadebatten er interessant og spændende i sig selv, men det er den hjemlige politiske 'andedam' sådan set også.

lørdag den 23. januar 2010

Min lovede kommentar til "Min krystalkugle" den 15. november 2009


I oktober 2002 skrev jeg på opfordring et udkast til et indlæg til Børnesagens Fællesråds 100 års jubilæum om, hvordan jeg så folkeskolen i fremtiden. Jeg var på det tidspunkt skoleleder på Brønshøj Skole i København og havde naturligvis ”lederbriller” på.
Jeg skrev også i november 2009 ifm med ”Min Krystalkugle”, at jeg ville kommentere indlægget i løbet af et par uger. Disse 'par uger' ,kan man vist roligt sige, er gået nu.

Nej folkeskolen har ikke undgået at blive forstyrret!
Jeg kan konstatere, at folkeskolen mildest talt ikke har undgået at blive forstyrret. Megen polemik har der været – mest i retning af, at 'nu skal der strammes op med hensyn til faglighed'. Hele PISA-debatten har været en dans på torne. Der har også været taget gode initiativer til bedre samarbejde mellem Danmarks Lærerforening og de lokale kredse, arbejdsgiverne og ministeriet.
Der er blevet lovgivet om kvalitetsrapporter, elevplaner og de nationale prøver (disse sidstnævnte har haft en besværlig fødsel (taget med tang), men nu er de her og skal have egentlig premiere her i foråret; dem havde jeg ikke set komme.
Desværre har den centrale styring klart fået overtaget frem for det decentrale og lokalt prægede.
Ideen med de 5 forsamlinger synes jeg egentlig fortjener at blive afprøvet. Jeg tror endvidere, at man kunne udvide ideen, så der i højere grad lægges vægt på at aldersintegrereog tages højde for kundskabs- og færdighedsniveau.
Kombiner det endvidere med, at d
er har været ufortjent stille stille omkring Howard Gardners 8 intelligenser. Jeg synes, det ville være interessant, hvis udviklingsprojekter omkring disse tanker og ideer ville blive koordineret. Hans Henrik Knoop i Sønderborg ville være den rette person til dette arbejde.
Tidsmæssigt ville arbejdet med udarbejdelse af intelligensprofiler smager lidt – meget lidt – i retning af arbejdet med elevplanerne.
Jeg skrev i 2002, at
'Lederrollens største opgave ligger i at binde enhederne og forsamlingerne sammen, koordinere de økonomiske og personalemæssige ressourcer, have overblikket til at få skoleudviklingen til at fremstå med sammenhæng samt have evnen til at forbinde skolen med det lokale samfund. Lederrollen vil kræve, at skolelederen er mere leder end lærer, ligesom den vil kræve evnen til i endnu højere grad end i dag at være personaleleder – og gerne en visionær én.'
Men forudsætningen for at være leder i folkeskolen skal fortsat grundlæggende være en læreruddannelse.
Tendensen til at djøficere folkeskolen skal meget bestemt holdes i ave og ikke få mere magt, end at folkeskolens humanitære livssyn fortsat styrer.
Markedsgørelsen er gået for vidt, og for mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.

Håndteringen af de svage børn er et område, hvor der fortsat er meget at gøre, og jeg tror, at der grundlæggende er et behov for at være få børn pr. voksen.
Det er blevet lidt bedre mht udveksling af oplysninger om svage familier og børn, idet der er etableret samarbejdsfora mellem de relevante forvaltningsenheder, hvor der ikke findes en enhedsforvaltning.

Efter min vurdering holder afsnittet om det komplekse samfund også.

Konklusionen:
Min krystalkugle viser inden for en tidshorisont på ca. 10 år en faseopdelt, rummelig folkeskole med dannelsen i centrum. En folkeskole, hvor fælles værdier eksisterer, hvor udsynet er baseret på indsigt, og hvor de sundheds- og miljømæssige hensyn både på det personlige og det mere overordnede plan sættes i højsædet. Det bliver sikkert ikke nemt, men ikke desto mindre nødvendigt. Den danske folkeskole og det danske samfund som helhed ønskes held og lykke med disse store opgaver.
Denne konklusion har endnu to år til at nå målet, men vi er godt på vej; blot skal vindene på Christiansborg lige vendes – og det er et slidsomt arbejde.

torsdag den 14. januar 2010

'Dummebombe' og ældrebombe.


Lars Trier Mogensen har i Politikens Signatur den 12. januar 2010 en god pointe i, at forholdet mellem udgifterne til 'ældrebomben' og 'dummebomben', som er udgifterne til de unge, der ikke er kommet i gang med/har fuldført en ungdomsuddannelse, er skæv.
'Dummebomben' er udtryk for den stigende mangel på veluddannede unge. Der er langt til at opfylde målsætningen om, at 95% af en ungdomsårgang skal have gennemført en ungdomsuddannelse. Frafaldet er alt for stort. Der bliver altså et stigende antal ufaglærte, og det arbejde, ufaglærte kan bestride, er vigende. Udgifterne til forsørgelse af disse arbejdsløse ufaglærte unge stiger – og det gør udgiften til det øgede antal ældre også. Det regnestykke går langt fra op, især ikke når udgifterne til alle de øvrige velfærdsydelser også skal betales.
Der skal tages initiativer til, at disse unge ufaglærte igen kommer ind i uddannelsessystemet og bliver i stand til på længere sigt at bidrage til statens indtægter,
Allerførst skal der skabes nogle praktiske arbejdsfunktioner, som kan klares af disse unge kombineret med skoleophold, der kan motivere dem til igen at forsøge sig i uddannelsessystemet. Dernæst skal der knyttes nogle voksne til mindre grupper af disse unge. Voksne, som først og fremmest kan få de unges tillid, men samtidig være i stand til at overtage den opdragelsesfunktion, som forældrene så åbenlyst ikke har magtet. (Er det i øvrigt den generation, som delvist blev tabt i 1970'erne?). De unge skal så at sige gen-dannes, så de kan uddannes.
Det er vanvittig vigtigt, at samfundet ikke taber endnu en generation på gulvet. Der skal virkelig investeres i initiativer, der virker – og det kan ikke undgås, at det bliver halvdyrt, men det bliver en lussing af de helt store, hvis vi ikke formår at løse opgaven. Måske skal bedsteforældregenerationen inddrages. Det har før vist sig, at bedsteforældrene har bedre kommunikation med de unge end deres forældre. (Er dette mon en form for hjælp til selvhjælp???).
Det er bydende nødvendigt at få de unge med på det rigtige hold, hvis velfærdssamfundet skal bevares og helst også videreudvikles.
Gode råd er dyre her – de konservative foreslår et budgetstop for offentlige udgifter, inkl. evt. inflation. Det betyder reelt, at de offentlige udgifter bliver skåret ned i takt med inflationen.
Det råd er råddent.
Jeg tror, vi skal vende blikket mod afdøde engelske John Keynes, hvis økonomiske teori i korthed går ud på, at det offentlige skal investere i nedgangstider for at begrænse arbejdsløsheden, mens de private modsat skal bære investeringsbyrden i gode tider.
Kombiner dette med den øgede borgeropsparing, så der bliver mange job, som vil kunne klares af ufaglærte med relativ kort oplæring kombineret med efteruddannelse i god tid, så den ufaglærte bliver rustet til at kunne klare de mere krævende jobs, når nedgangstiden er blevet vendt til opgangstider. Læs mere om dette i Jesper Jespersens fremragende og konstruktive analyse i Politiken den 13. januar 2010.
Problemstillingen er naturligvis mere kompliceret end fremstillet her, men denne korte formel holder altså. Modellen har imidlertid været afløst af de liberalistiske tanker om mere eller mindre rene markedsmodeller, hvor reguleringen er blevet stadig mindre. Det førte som bekendt til den meget omfattende finanskrise, som nær havde væltet det globale samfund. Staterne måtte træde til med forskellige ”pakker”, i Danmark med vækstpakke og bankpakker. Koordineret regulering er og vil blive en stadig større nødvendighed.
Regeringen bekender sig tilsyneladende fortsat til liberalismens tankegods, i hvert fald i denne forbindelse og tror på, at skattelettelserne vil løse problemet.
Når de nu gør det og er begyndt med pakkerne, så er det på høje tid, at der bliver konstrueret nogle pakker, der kan løse 'dummebomben' og tage højde for de demografiske problemer, hvis vi skal bevare velfærdssamfundet.
Det ser ud til, at oppositionen først nu så småt tager til orde og går til politisk modangreb, hvilket fremgår af Villy Søvndals og Mette Frederiksens kronikker i Politiken i løbet af den sidste uges tid, suppleret med de radikales reformudspil. Der er godt nok ikke konsensus mellem S-SF og De radikale omkring det væsentligste fordelingsspørgsmål, og godt nok har parterne næsten gravet sig ned i hver deres skyttegrave omkring efterløn og dagpenge, men her bliver de simpelthen nødt til at komme op og finde fodslag, hvis det skal lykkes at løse problemerne såvel på kort som på langt sigt.
Det kan kun gå for langsomt!!
Neoliberalismen med dens markedsgørelse og deraf følgende djøficering samt såkaldt aktivistisk udenrigspolitik har haft sin tid i denne omgang, så vi må vende bøtten og lade de gode, gamle og solide socialdemokratiske løsninger det socialliberale livssyn komme til fadet.

mandag den 4. januar 2010

Et forslag


Det er blevet almindeligt at omtale det just forgangne årti som ”nullerne”. Jeg vil hellere omtale året 2000 som ”nullet” og de efterfølgende år til og med 2009 som ”etterne” - ellers kommer de jo til at mangle, når vi nu begynder på ”tierne”.