Bemærkninger om privatskoler kontra folkeskoler

Blogbemærkninger til POLITIKEN den 17. september 2009 om privatskoler kontra folkeskoler:
Journalist og forfatter Lars Olsen skriver med rektor Otto Strange Møller, Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Deres indlæg kan læses på Politikens hjemmeside under debat.

Bemærkning (1) til privatskoler og folkeskoler:
Fint, at der i mange år har været muligheder for at indskrive på privatskoler af forskellig art med statstilskud. Men så bør det stoppe. Privatskolerne betaler intet for ydelser, som kommunen skal tilbyde, fx vejledning, PPR mm. Hvis privatskolerne vil have disse tjenester, bør kommunen kunne sende dem en regning-vil de være særlige, så lad dem selv.

Bemærkning (2):
Der er ingen tvivl om, at private skoler er med til at gøre kløften bredere og dybere mellem de resursestærke og resursesvage grupper i samfundet. Selv om ordningen er gammel, passer den jo herligt ind i den neoliberalistiske regerings tankesæt. Samfundet er blevet sørgeligt meget opsplittet gennem de sidste 10 år. En centrum-venstre regering har et stort oprydningsarbejde foran sig.
Ovenstående er skrevet som kommentar til debatten på Politikens hjemmeside.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Tankegangen i loven om ret til at oprette fri-, efter- og privatskoler er over 100 år gammel, men egentlig ikke umoderne. Det er bestemt også OK, at der er et offentligt tilskud, men det bør højst udgøre 50% af gennemsnitsudgiften/elev i folkeskolen.
Dertil kommer alle de mange lovpligtige tjenester, som kommunerne skal stille til rådighed for alle elever i det danske samfund, fx pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), specialundervisning, uddannelsesvejledning, tandlægebehandling, osv.
Dette nyder de private skoler godt af – og betaler intet for det, men de lægger beslag på resurserne, som kommunens egne elever så får mindre af. Der bør kunne sendes en faktura for disse dyre tjenester, så de private skoler var med til at dele udgiften.
Forældre til elever i de private skoler får tillige – mod en beskeden ekstraudgift – ofte en fritidsordning med i købet. Forældrene i de kommunale skoler må selv betale en noget større del for den kommunale fritidsordning.
Mange grupperinger i samfundet har benyttet sig af disse gode ordninger, fx religiøse og etniske grupper. Hermed lukker de sig om sig selv, hvilket er til skade for mangfoldigheden og tolerancen i samfundet.
Jeg synes, der er grund til at evaluere (det er jo så trendy for tiden) økonomien og konsekvenserne heraf i friskoletanken, fordi der er nogle skævheder, som er med til at forstærke opsplitningen i det danske uddannelsessystem.

Afbureaukratisering og ældrepolitik (redigeret)

Hvad bliver fremtiden for Ældrerådet?

Jeg kunne også spørge, om der overhovedet er en fremtid?
Det skyldes, at disse rådgivende og høringsberettigede institutioner er på listen over de besparelsesforslag, regeringen har udarbejdet i forbindelse med ”afbureaukratiseringsprogrammet”, som statsministeren omtalte i sin åbningstale forleden.
Planen rammer som ventet de svageste grupper: Børn og unge, integrationsindsatsen, det sociale område og ikke mindst de ældre. Samlet vil der blive frigjort omkring 884 mill. kr., som derefter skulle kunne bruges til primæropgaver i de ramte sektorer. Ældreområdet vil blive ramt med ca. 285 mill. kr., og de mange penge skal findes ved at

- plejeplaner gøres frivillige,
- forebyggende hjemmebesøg gøres frivillige,
- oprette Ældreråd samt bruger- og pårørenderåd gøres frivilligt
- udarbejde enklere regler for visitation,
- udarbejde enklere regler for tilsyn,
og endelig vil der være
- andre initiativer

Det er naturligvis ikke regeringen, der stå med håret i postkassen – det er kommunerne, der skal stå med skarpretterkniven. Selvfølgelig skal det ske i dialog med borgerne, men disse står nu ikke særlig stærkt i denne sammenhæng, når der ikke er en ”skal-lovgivning” bag. Kommunerne er i forvejen særdeles hårdt ramte på økonomien. Det gamle princip om del og hersk fungerer strålende.
Når dette er sagt, så vil jeg gerne medgive, at den individuelle minutkontrol og dokumentation af hvert lille skridt, der tages i det daglige arbejde, dels har gjort livet surt for medarbejderne, dels har taget en alt for stor del af arbejdstiden, og her er det meget velkomment, at det bliver afskaffet, hvis det altså sker.
At ældrerådet vil blive frivilligt at oprette, hvis forslaget bliver gennemført, er sandelig slemt nok – men det er endnu værre, at bruger- og pårørenderåd også gøres frivilligt! - Hvem skal tale de svages sag??? - medarbejderne? Næh, de skal nok ikke have klinket noget! - Ledelsen? Det svarer jo til, at ræven vogter gæs. De svages retssikkerhed er på denne måde truet.

Foreløbig ser det ud til, at det kun er de lokale repræsentative råd og samling af interessenter, som kan tale de svages sag, der bliver ramt – igen igen.
Det bliver – for at sige det på godt jysk – bøvlet, og det er træls.
Man kan også sige: ”Det er en ommer, Løkke”.

Valg til Seniorråd/Ældreråd

Siden 1996 har det været lovpligtigt for kommunerne at etablere ”Ældreråd”. I Ballerup kommune, hvor jeg bor, har man valgt at omdøbe det til det mere fornuftige ”Seniorråd”. Der er altså tale om en 13 år gammel institution. Det er i demokratisk forstand ungt. Det er min erfaring, at sådanne rådgivende institutioner i et repræsentativt demokrati skal have en lang indkøringsperiode, inden de for alvor bliver taget seriøst af såvel de besluttende myndigheder som af målgrupperne.

Derfor er det afgørende, at der bliver så stor åbenhed omkring Ældrerådets/Seniorrådets arbejde som overhovedet muligt. Rådet skal nå ud til borgerne – især de mere end 60-årige – med formidling og være til rådighed for dialog. Mange i aldersgruppen 60-65 år har endnu ikke forladt arbejdsmarkedet, men formentlig vil det ske inden for en overskuelig år-række, og de har mange resurser og erfaringer at gøre godt med. De er på arbejdsmarkedet, både fordi de fysisk og psykisk kan, og fordi samfundet i øvrigt ser på det med stor sympati.
Det forekommer mig væsentligt, at rådet ikke bliver opfattet som et ”pensionistråd”, men som en værdifuld del af det kommunale styre. Derved har rådets arbejde også betydning for aldersgruppen mellem 55 og 65 år i kommunen. De 55-60-årige begynder jo så småt at tænke over, hvornår og hvordan de skal forlade arbejdsmarkedet, og derfor skal deres opmærksomhed henledes på Seniorrådets/Ældrerådets eksistens og arbejde.

Specielt vil jeg pege på, at der fremover vil blive kamp om at få del i samfundets resurser. Den komplekse velfærdsstat er dyr, og jeg tror ikke på, at skattestoppet holder vand i ret lang tid. Når vi gerne vil give såvel de yngste som de ældste indbyggere i landet gode levevilkår, er det nødvendigt, at beslutningstagerne – det gælder både politikerne og embedsværket – holder op med at vælte besparelser ned over de sektioner i det offentlige system, som skal klare de mangeartede opgaver for disse befolkningsgrupper.

Logikken er klar nok: Færre skal sørge for flere. Derfor skal ”kagen” skæres ud på en anden måde. Vi skal have flere til at arbejde mere, så kagen bliver større, og det betyder, at pensionsalderen må sættes op – i hvert fald for de indbyggere, der kan bære at arbejde længere tid – og vi må invitere uddannet udenlandsk arbejdskraft til landet. Det bliver en vanskelig opgave, fordi der skal samtidig betales mere til fællesskabet, altså højere skat – især til de grupper, der har en høj indtægt.
Derfor er det vigtigt, at disse ældre arbejdende borgere også deltager i høringsberettigede institutioner, som skal vejlede og rådgive beslutningstagerne om velfærden for den ældre del af befolkningen. Derved får vi flere facetter ind i beslutningsgrundlaget, den brede forståelse for de ældres behov forbedres, og troværdigheden øges.

Professorerne Lise Togeby og Jørgen Elklit, Aarhus Universitet, har allerede i en artikel i ”Nyhedsbrev, nr. 5 – 2007 Danske Ældreråd: Valgdeltagelsen ved ældrerådsvalg” og den 28. september 2009 er undersøgelsen citeret i ”Nyhedsmagasinet ”Danske Kommuner”, konkluderet, at det er klart bedst for valgdeltagelsen, at valget afholdes ved fremmøde og sammen med et andet valg, fx et kommunalvalg. Stemmeprocenten ved fremmøde var 60 (13 kommuner), mens den ved brevafstemning var 41 (57 kommuner). Vægtes procenterne i forhold til kommunens indbyggertal og antal kommuner, der valgte enten den ene eller anden måde, var den gennemsnitlige stemmeprocent 44 – på linie med valg til skolebestyrelser. Der var ved undersøgelsen også taget højde for, om valget blev afholdt sammen med et andet valg eller lå på et andet tidspunkt. Undersøgelsen dækkede perioden 2005-2007.

Det er efter min opfattelse meget vigtigt, at der i de enkelte kommuner tages højde for denne undersøgelses resultater. Der skal udføres et stort informationsarbejde, og der skal afsættes tilstrækkelige økonomiske midler til at afholde valg til Seniorråd/Ældreråd samtidig med med et andet valg eller folkeafstemning.
Det vil være det bedste for det repræsentative demokrati.

Den nye moral.

Neoliberalismen og den deraf følgende markedsgørelse er efter min opfattelse en vigtig årsag til, at den hidtil herskende moralopfattelse er blevet afløst af ”den ny moral”. Det kommer kunstnerisk til udtryk i Rune Hammerichs film ”Headhunter”, hvorfra jeg har hentet udtrykket ”den nye moral”.
Hvor der hidtil har været menneskelighed og trofasthed mod principperne i grundloven og dens bestemmelser om retssikkerhed, er der nu sket et skifte hen imod den stærkestes ret til at tryne de svage.

Det gælder på arbejdsmarkedet, hvor fyringsrunder accelererer og først og fremmest rammer de handicappede, de ældre og de ufaglærte. De chefer og ledere, der tør tage de barske og upopulære beslutninger, belønnes.
Det gælder i samfundet som helhed, hvor de arbejdsløse, de handicappede igen og de svage pensionister gang på gang stilles over for nye krav om og forventninger til, at de nu skal tage sig sammen og selv gøre noget for at forbedre deres egen – og ofte – håbløse situation.
Det gælder i finansverdenen, hvor vi fortsat kan høre om, at der er store belønninger til cheferne i banker og finansieringsselskaber – i hvert fald i det store udland, men mon ikke den nye moral også vil nå Danmark inden længe?
Det gælder i retssystemet og lovgivningen, hvor det takseres med minimum 7 dages fængsel for at have en kniv med mere end 7 cm knivsblad i det offentlige rum uden et anerkendelsesværdigt ærinde, mens finansielle forbrydelser som fx insiderhandel med værdipapirer takseres med betinget fængsel på grund af private forhold og/eller manglende ressourcer hos myndighederne.
Det gælder både menneskesmugling og slaveri til klart åbenlys prostitution og børnesoldatertjeneste samt den mindre erkendte ”brain drain” fra udviklingslande til den vestlige verden.
Det gælder på klimaområdet, hvor kapitalinteresserne og markedet kommer før de nødvendige og tilstrækkelige beslutninger med henblik på at reducere drivhusgasserne til gavn for klima og miljø.

Der er penge i skidtet, og derfor går det som det går, og kun få ledende politikere tør gå op imod det. Desværre er de for få, og den magt, som penge giver ihændehaverne, er større end den politiske.
Markedsgørelsen med dens deregulering til fordel for de rige er gået alt for vidt, og det er helt nødvendigt at græsrodsbevægelserne får magt, som de har agt til gavn for de brede befolkningsgrupper.

Alt har sin tid, og det er på tide, at den nye moral bliver afløst af en anstændig moral.

Hvor bliver de danske EU-parlamentarikere af??

Der er nu gået knapt et kvart år, siden der var valg til Europaparlamentet, men jeg savner meget at høre de danske folkevalgtes stemme her i landet. Jeg er sikker på, at de arbejder for sagerne sydpå, men var det nu ikke en idé at informere deres vælgere om, hvad de arbejder med, hvorfor de gør det, og hvordan de gør det.
Det sidste, jeg imidlertid har hørt fra den kant, er, at de har fået en lønforhøjelse på ca. 9.000 kr./måned. En lønforhøjelse, som mange her i ”provinsen” vil misunde dem og at de næsten skulle presses til at acceptere den – kun Søren Søndergård afslog at modtage den.
Men nu er misundelse en grim sag, så derfor vil det være mere interessant at få nogle situationsmeldinger om, hvordan den politiske situation er i parlamentet og ikke mindst hvilken betydning, det kan få i den danske samfundsdebat, som bevæger sig på niveauer fra religionsfrihed over muskelhunde til beklædningsfrihed.
Kære danske europaparlamentarikere: Giv lyd fra jer, så interessen for det europæiske kan styrkes her i Danmark – set med jeres øjne og sådan, som I efterlyste i valgkampen.

Ti bud for dannelse og uddannelse i folkeskolen.

De 10 bud for fremtidens skole, udformet af det musiske udvalg i 1996, nedsat af undervisningsminister Ole Vig Jensen i 1995-96.

Disse ti bud har nu mere end 10 år på bagen, men de er - efter min mening - mere end nogensinde aktuelle. De burde være et obligatorisk opslag på enhver skoles indgangsdør.

Min opfordring skal være:
Læs, reflekter og efterlev.

Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.
(1. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.
(2. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.
(3. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
(4. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, at dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.
(5. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.
(6. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må forstå, at der på skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.
(7. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.
(8. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorienteret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb,, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.
(9. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx knstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.
(10. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

I udvalget deltog bl.a. Ole Albæk og Chresten Sloth Christensen, skoledirektører i henholdsvis Hirtshals og Skagen, Peter Bastian og Erik Clausen, kunstnere, Lars Bjørner og Jens Raahauge, skoleledere, Claus Meyer, kok, mm., Bente Scavenius og Rose Marie Tillisch, cand mag.'er, Poul Riis, overlæge.

[Kilde: "Dannelseskultur og undervisningskultur i et fremtidsperspektiv", red.: Ejvind Sørensen,
udgivet af amtscentralerne i Danmark i samarbejde med undervisningsministeriets folkeskoleafdeling, 1996.]

Demokrati er en samtale med ret til modsigelse. (Det musiske udvalg).

FOLKESKOLEN SKAL TANKES OP

Vi har fået et måle- og vejesamfund, hvor alt skal dokumenteres og kontrolleres. Privatiseringen undergraver fællesskabet. Skolerne, lærerne og uddannelsen genrejses i fremskridtets skole, der er kulturelt funderet.
Det danske samfunds fælles værdiinstitutioner befinder sig i en vanskelig situation, som ikke blot kan tilskrives den aktuelle finanskrise. Vanskelighederne har været der et godt stykke tid, idet de tog deres begyndelse omkring årtusindskiftet.
De værdiinstitutioner, jeg tænker på, er hospitalerne, folkebibliotekerne, folkeskolerne og folkekirkerne.

Vanskelighederne blev forstærket af kommunalreformen, hvor nærdemokratiet fik en fuldtræffer under vandlinjen, og centralismen for alvor fik fat, idet bureaukraternes masse fik overtaget over de lokale kræfter.
De nye kommunalbestyrelser med deres store forvaltninger bliver i stadig højere grad styret af bureaukrater, der tænker tanker i elfenbenstårnene ud fra de forudsætninger, som de har fra deres akademiske uddannelser fra universiteter og de merkantile handelshøjskoler.
Denne djøficering har desværre spredt sig dybt ind i værdiskabende fagforvaltninger. Vi har fået et måle- og vejesamfund, hvor alt skal dokumenteres og kontrolleres ned i mindste detalje, hvilket går ud over løsningen af primæropgaverne.

AFDEMOKRATISERINGEN
Magten har flyttet sig væk fra de lokale folkevalgte råd til de offentlige direktioner og er blevet anonym. Dét udgør en stor fare for demokratiet.
Man kunne ønske sig andelsbevægelsen genoplivet, fordi den grundlæggende var lokalt forankret modsat den anonyme og djøficerede magt i private som offentlige direktioner. Den anonyme finansmagt taler vel sit eget utroværdige sprog?
Privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod vores sundhedsvæsen, uddannelsesvæsen og kulturelle baggrund. I min optik begyndte det med privatiseringen af hospitalerne, hvorefter det langsomt, men sikkert er gledet over i uddannelsessystemet og nu også er på vej ind i folkebibliotekerne.
Men jeg tror på, at det endnu er muligt at forhindre, at fællesskabets grunduddannelser går samme vej som sundhedsvæsenet, hvis vi husker, at børn er vores råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde.
Kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

FREMSKRIDTETS SKOLE
Det er i denne forbindelse nødvendigt at indtænke nye synsvinkler for folkeskolen, så den i langt højere grad tiltrækker og tiltaler lokalområdernes borgere, så de aktivt vælger de lokale folkeskoler – nærskolen og fremskridtets skole.
I fremskridtets skole vil det være nødvendigt at have opmærksomheden rettet mod det vigtige i kunsten at holde pauser – i det mindste at sænke hastigheden.
Derved bliver der tid til den nødvendige refleksion, så eleverne selv får mulighed for med professionel og voksen vejledning at træffe de valg, som de med mellemrum skal tage.
Det er nødvendigt, at fremskridtets skole hviler på udviklingen af nogle basale værdier fra den danske kulturarv – nogle værdier, der er blevet videreudviklet af det musiske udvalg omkring midten af 1990erne.
Værdierne taler i vidt omfang for sig selv, og iøvrigt mener jeg, at alle 10 bud (værdier) skal opslås ved indgangen til enhver nærskole, og de skal læses på baggrund af, at ’demokrati er en samtale med ret til modsigelse’. (Disse 10 bud vil kunne læses i et senere indlæg).
Dialogen – både den mundtlige og skriftlige – er altafgørende i det samfund, vi har nu og ikke mindst i det, der venter lige om hjørnet, hvis demokratiet skal opretholdes.
Det danske samfund er bygget på vestlige værdier, som igen har tråde bagud til oldtidens græske kultur. I vor globaliserede verden er det imidlertid nødvendigt at supplere disse traditionelle værdier med undervisning i kilde- og mediekritik.

KLÆDT PÅ TIL DEN VIRTUELLE VERDEN
Kommunikationen i dag og i morgen går lynhurtigt og er bogstaveligt talt grænseløs. Det er derfor helt essentielt, at fremtidens borgere er trænet i at forholde sig kritisk til de virkemidler, fremtidens udbydere af varer, reklamer, nyheder og viden vil benytte sig af for at skaffe sig brugere.
Den dialog, der opstår, når levende mennesker mødes med andre levende kan aldrig erstattes af chat eller andre højteknologiske måder at kommunikere på. Manipulation er en enorm og fatal risiko i den virtuelle verden, og det er nødvendigt at kunne beskytte sig imod sådanne kræfter. Det kan ikke gøres med forbud eller lignende. Det skal nødvendigvis være den enkelte borger, der skal kunne sikre sig, fordi hun/han har en viden om denne risiko og færdigheder til at imødegå den.
Dette nye felt er simpelthen så vigtigt, at grundskoleuddannelsen må forlænges med et år, så den omfatter børnehaveklasse til og med 10. skoleår. Kravene til kommunikationsdelen skal være så store, at der må arbejdes med dem gennem flere år, afpasset elevernes modenhed.
Kommunernes IT-satsning skal styrkes. Det er barokt, at der ikke er tilstrækkelige resurser til at vedligeholde og ajourføre det dyre isenkram.
Undervisningsministeriet og kommunerne skal have ros for, at de har været villige til at sikre resurser til at anskaffe udstyret, men kritik af, at der ikke er midler til at sikre vedligeholdelsen af maskiner og programmel. Såvel hard- som software belaster skolernes økonomi hårdt, når de nødvendige opdateringer skal indkøbes.

NYE ROLLER FOR SKOLERNE
Skolerne skal åbne nye fronter:
• De skal etablere sig som lokale kulturcentre, hvor først og fremmest alle nærområdets indbyggere har mulighed for dels at udfolde sig inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels hente oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign.
Det er ønskeligt, at skolernes faciliteter kan udnyttes til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er, at børn, unge og deres forældre, herunder de der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter.
Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere, uden at der stilles krav om medlemskab af en forening/ klub i tillid til, at brugerne naturligvis vil være deres ansvar bevidst og behandle faciliteterne ordentligt.
Det vil også være en nærliggende mulighed at arrangere ’forældreskole’ og studiekredse, hvor de voksne får indsigt i dannelses- og uddannelsesmæssige forhold, så skole/hjemsamarbejdet hviler på fælles forudsætninger. Det vil kunne forebygge mange sociale og uddannelsesmæssige konflikter.
• Skolerne skal etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddannelse, handel, service og produktion.
Dette samarbejde kan fx omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik. Herved bliver det muligt at inddrage lokale/regionale gæstelærere, skabe undervisningsforløb med praktisk indhold samt mulighed for elevpraktik, hvor der kan udlægges tråde for den enkelte elevs fremtidsplaner. Skolerne skal også udnytte, hvis der er innovative virksomheder i lokalområdet.
• Skolerne skal etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland.
Der skal arbejdes med internationale relationer, så det bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rødder og vinger.
I en tid hvor globaliseringen bliver stadig vigtigere i forhold til samhandel, økonomi og fred, er det lige så betydningsfuldt, at kulturmødet udvikles, så også sociale og åndelige resurser udveksles.
Børn og unge skal genopleve H.C. Andersens ord om ’at rejse er at leve’, og derfor må alle institutioner og skoler opbygge internationale relationer, så udveksling af elever med privat indkvartering finder sted.
Det vil gavne sprogindlæring og mellemfolkelig forståelse til gavn for fx integrationen. Internationale organisationers virke og opbygning skal samtidigt være et naturligt element i skolernes undervisning i historie og samfundsfag.

NY BREDDE I FOLKESKOLEN
Vi skal sikre, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig inden for særlige kompetencefelter. Folkeskoleloven skal ændres, så et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området.
Derved bliver der flere nærskoler i området, så eleverne de syv første skoleår går i skole dér, hvor de bor, mens eleverne i 7.-10. klasse kan vælge mellem flere nærskoler med forskellige fagprofiler alt efter den enkelte elevs interessefelt.
Det er vigtigt, at de yngre elever kan bevare den nære tilknytning til det helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds.
De ældre elever opdrages via denne model til at være opsøgende i forhold til deres behov og faginteresser, hvilket givetvis vil komme dem til gode i de efterfølgende uddannelsesforløb på såvel ungdomsuddannelserne som de mellemlange og videregående uddannelser.
Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.
Den enkelte skoles fagprofil skal bestemmes under hensyn til lærerkollegiets kompetencer, det pædagogiske centers tilstand og faglokalernes tilstand.
Eksempler på lokale profilskoler kunne være:
• dansk og fremmedsprog
• naturfag
• de praktiske og håndværksmæs sige fag
• miljø og sundhed
• medier, kommunikation og samfund
• musisk kreative fag

Jeg tror, modellen vil medvirke til, at den øgede søgning til privatskolerne vil blive standset, fordi den lægger op til mangfoldighed og bredde – et kendetegn, som har karakteriseret folkeskolen gennem tiderne, men som den uheldigvis har mistet i neoliberalismens tid.
Nu vil folkets skole få mulighed for at leve op til sit navn. Fagligheden bliver styrket pga. fagretningerne – der bliver så at sige slået to fluer med ét smæk. Strukturen sikrer, at resurserne bliver anvendt med omhu.

BEDRE LÆRERUDDANNELSE
Også læreruddannelsen skal indtænkes. De studerende vil straks fra begyndelsen kunne arbejde i et nærmiljø med indsigt i de demokratiske processer herunder de tidligere omtalte ti grundlæggende værdier.
Læreruddannelsen skal være femårig, så det faglige niveau hæves, og de lærerstuderende skal ’på græs’ i et halvt år for at forebygge det såkaldte praksischok.
Det indebærer, at den enkelte lærerstuderende efter det tredje år tilknyttes en skole i en ansættelse med løn og varetager fx barselsskemaer, længerevarende vikariater og lignende. Ideen om undervisningsassistenter skal også indgå – enten som et alternativ eller som et supplement.
Som noget nyt skal de studerende have et nyt fag: pædagogik og neurologi. Her skal der undervises i den ny viden om hjernens udvikling – herunder den forskel, der er på pigers og drenges udvikling. Også teorierne om de ni intelligenser, læringsstile og den nyeste viden om didaktik og metodik skal indgå i større omfang, end det sker i dag.

LÆREREN GENOPREJST
Således udrustet vil lærerstoltheden kunne opbygges igen, og den svigtende tilgang til læreruddannelsen vil blive standset. Der vil stå respekt om de mennesker, der seriøst arbejder med børn og unge, demokrati og dannelse i det overskuelige nærmiljø.
Læreren vil have et så højt fagligt niveau, at alene det kunne formodes at skabe den fornødne respekt i videnssamfundet. Den grundige uddannelse vil øge enhver lærers selvværd, så fascinationen ved et af samfundets vigtigste erhverv vil blive øget – alt sammen forudsætninger for at nedbringe den truende lærermangel.
Spørgsmålet er nu, om samfundet har råd til at lade være med at støtte det dannelsesmæssige fællesskab, som folkets skole er? Har politikerne modet?