mandag den 16. marts 2015

Overvågning og de officielle hjemmesider

Overvågning – et hot emne, som DR lige for tiden gør sig i. Jeg har netop set DR's dokumentar om, hvad cookies gør for os, især tredjeparts-cookies. Det er helt utroligt, men inderst inde vidste vi/jeg det jo godt.
Vi bliver overvåget i en grad, som nærmer sig det ufattelige. Fantasien er for længst overgået.

Datakøbmændene – og i DRs dokumentarudsendelse handlede det om amerikanske datakøbmænd (andre vil snart komme til), som via tredjeparts-cookies kan udarbejde lister til markedsføringsformål af snart sagt enhver slags og sælge dem til private firmaer.

Listerne kan også bruges til samkøring, og derved kan der udarbejdes detaljerede profiler af den enkelte borger.

Dette er en kendsgerning, teknologien er til stede, de moderne kommunikationsformer gør det muligt – og det kan ikke rulles tilbage. Skræmmende, ikke sandt?

I Danmark er det Datatilsynet, som har opgaven med at sikre, at borgernes private oplysninger ikke spredes utilsigtet – ingen nem opgave, for ikke at sige umulig. Og slet ikke med de resurser, der for tiden er afsat til opgaverne. Lovgivningen er overhovedet ikke gearet til opgavens omfang og kompleksitet.
Vi er som borgere på Herrens mark – og prisgivet. Se det i øjnene! Kun ved konstant pres og råben op er der en lille chance for, at der vil blive handlet på problemet – og i sandhed udfordringerne!

Men ikke nok med det. Borgerne er jo blevet pålagt at henvende sig digitalt til myndighederne, og så måtte det vel være rimeligt, at det var så sikkert, som man nu kunne gøre det. Men nej!

DR kunne dokumentere, at fx de kommunale hjemmesider ikke levede op til lovgivningens krav. De it-ansvarlige i kommunerne var enten ikke klar over, at der var et problem her eller de havde ikke gjort nok for at leve op til reglerne. Udover uvidenheden er der givetvis også tale om et resurseproblem, fordi de kommunale hjemmesider kører efter nogle skabeloner, der er indkøbt af hjemmeside-producenter, som ikke har taget højde for disse cookies problemer.

Og det vil sikkert for den enkelte kommune være en næsten uoverkommelig økonomisk byrde selv at opbygge sin hjemmeside helt fra bunden. Men kunne den magtfulde organisation 'Kommunernes Landsforening' så ikke påtage sig opgaven og opbygge en officiel hjemmesideskabelon, der skal være fælles for alle kommuner, som derefter indskrev deres relevante oplysninger og kontaktmuligheder?

På samme måde kunne staten gøre det for de statslige forvaltninger og styrelser – incl. PET og FET. Herved kunne man sikre gennemsigtighed, åbenhed og borgernes oplysninger – forestiller jeg mig.

Som det er nu er borgerne at ligne med præriehundene, der er klapperslangernes favoritføde. Delikat, ikke?