Det var en vældig god 'signatur' – den i dag i Politiken af Per Michael Jespersen (30-3-11). Det er så rigtigt. Hen beretter om, at det kun er fattigrøve og idioter, der ikke har bil, fordi det er alt for dyrt at benytte de offentlige trafikmidler.
Jeg kan kun tilslutte mig og bidrage med endnu et eksempel:
En tur for 2 personer til Indre by på i alt 40 km, parkering 50 kr., benzinpris ca. 12 kr./l og en bil, der kører 15 km/l, svarende til en udgift på ca. 90 kr. Et 5-zoners kort med i alt 4 klip:104 kr. Det kan jo ikke svare sig at benytte offentlig befordring. Visionsløs trafikpolitik!
I samme avis samme dag har forsvarsministeren et indlæg, hvor hun erklærer sig uenig med Søren Mørch, som undrer sig over, hvorfor Danmark er blevet et land, der fører en aggressiv udenrigspolitik – et land, der fører krig krig langt fra dets egne grænser. Forsvarsministeren understreger, at Danmark deltager i krigshandlingerne i Libyen på baggrund af et mandat fra FNs sikkerhedsråd, og at vi netop har lagt forsvarsstrukturen om, så vi kan deltage i aktioner langt fra vore grænser.
Hvad er det dog for en nation, vi har udviklet os til?
Der er forandret rigtig meget siden systemskiftet i 2001, hvor den borgerlige koalition med støtte fra Dansk Folkeparti overtog regeringsmagten – og jeg synes i høj grad, at det ikke er blevet til bedre. Udhulning af sundhedsvæsenet, ringere uddannelsessystem, en ureguleret markedsgørelse inden for hele den offentlige sektor, større og bredere grøft mellem rig og fattig, storstilet hjælp til banksektoren, der havde fået lov til at boltre sig uhæmmet kapitalistisk, da det så gik galt, dårligere offentlig service, ringere offentlige transportmidler, dårlig forvaltning af statens indtægter og udgifter i de gode tider, en indvandrerpolitik, der nærmer sig det racistiske og en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik, der medfører tab af menneskeliv, forøgede forsvarsudgifter og at 'opfinderen' af denne politik nu er blevet generalsekretær for NATO og har efterladt landet som en rodebutik.
Det er da noget skidt, og det samfund, der var blevet opbygget efter 1950, og som vi med god ret kunne glæde os over – det samfund kan vi kun ane konturerne af i dag. Der skal endnu et systemskifte til – og det kan kun gå for langsomt!
torsdag den 31. marts 2011
fredag den 25. marts 2011
Var/Er det nu klogt?
Nedenstående blev sendt som debatindlæg til Politiken den 23. marts 2011, men de fandt ikke plads til at bringe det.
Inden for de seneste ti år har Folketinget på den borgerlige regerings anmodning sendt danske soldater i krig – langt fra rigets grænser og sidst ved at stille 6 F16 bombejagere til rådighed for en uhellig alliance af Den arabiske Liga og 'Vesten' med henblik på at beskytte et ukendt antal borgere med ukendt ledelse under Libyens diktatur. I dette tilfælde var det endog et enigt folketing, der gav regeringen mandatet. Oh shame!
Det er sket på ideologiens alter. I sidste århundrede var der en statsminister, som gav udtryk for, at 'Ideologi er noget bras.' Det skal yderligere formentlig nok vise sig, at vor værdikamp i det fjerne vil blive en boomerang, fordi vore værdier i den arabiske verden først og fremmest er kendt for noget med Muhammed-tegninger og angst for islam.
Det forekommer mig at være et godt udgangspunkt for debatten om værdier, fordi en ideologi som oftest giver sig ud for at kende sandheden om alt mellem himmel og jord. I bakspejlet ville det naturligvis have været klogere for rigtig lang tid siden at lægge den libyske diktator på is – og holde fast i dét.
Det er den ene side, den anden er, at politikerne træffer beslutninger uden at skele til erfaringerne. Der er endnu ikke kommet noget godt ud af de krige, vi har deltaget i. Der er fortsat ikke et brugbart demokrati i Irak. Bomber og manglende respekt for liv hører stadig til dagens uorden i landet. I Afghanistan er der mere end langt igen, før et demokrati, som vi forstår det, kommer til at fungere – på trods af mange fine ord om fremgang og 'om at gøre en forskel'. Såvel den menneskelige som den materielle pris har været helt urimelig høj, og Viggo Hørups ord 'Hvad skal det nytte?' står og blinker konstant.
Man kunne have ønsket, at den tyske filosof Hannah Arendts (1906-1976) ord om, at 'ideologierne i meget høj grad stopper tænkningen i stedet for at nære den' ville have randt de danske politikere i hu, samt at de ligeledes havde reflekteret over de erfaringer, der ind til nu er gjort i de tre krige.
Når det er sagt, er der grund til at understrege, det er politisk rigtigt at handle FOR FRIHEDEN i dens modsætning til tyranniet – det skulle bare være gjort for mange år siden og på en anden måde.
I den nuværende situation virker det naivt at tro, at det kun vil være en besættelse af luftrummet over Libyen, der kommer på tale. Skridt 'A' er taget, og kan vi undgå at tage skridt 'B'? - Jeg tvivler.
Når det nu er kommet så vidt, er det bedre at hjælpe og støtte diktatorens modstandere til at få etableret et råd, der effektivt kan organisere en fredelig omvæltning i landet samtidig med, at man fastholder indefrysningen af diktatorens – og hele hans families – økonomiske midler og i det hele taget isolere dem fra omverdenen ved at organisere en international grænsebevogtning rundt om hele Libyen under FNs ledelse. Selv om han er i besiddelse af rigtig mange guldreserver, er de kun noget værd, hvis nogen vil indløse dem – og her er det vigtigt, verden står sammen, og det understreger kun FNs store betydning.
Denne metode vil også kunne anvendes, hvis det sandsynlige sker, at diktatoren ikke bliver afsat lige med det samme.
Krige og slagsmål har aldrig vist deres løsningsholdbarhed. Endvidere er det latterligt, at der ikke en gang er enighed om hvem, der skal lede krigsindsatsen – det tyder på, at der også her er lang vej igen.
Benny Pedersen, Måløv
Inden for de seneste ti år har Folketinget på den borgerlige regerings anmodning sendt danske soldater i krig – langt fra rigets grænser og sidst ved at stille 6 F16 bombejagere til rådighed for en uhellig alliance af Den arabiske Liga og 'Vesten' med henblik på at beskytte et ukendt antal borgere med ukendt ledelse under Libyens diktatur. I dette tilfælde var det endog et enigt folketing, der gav regeringen mandatet. Oh shame!
Det er sket på ideologiens alter. I sidste århundrede var der en statsminister, som gav udtryk for, at 'Ideologi er noget bras.' Det skal yderligere formentlig nok vise sig, at vor værdikamp i det fjerne vil blive en boomerang, fordi vore værdier i den arabiske verden først og fremmest er kendt for noget med Muhammed-tegninger og angst for islam.
Det forekommer mig at være et godt udgangspunkt for debatten om værdier, fordi en ideologi som oftest giver sig ud for at kende sandheden om alt mellem himmel og jord. I bakspejlet ville det naturligvis have været klogere for rigtig lang tid siden at lægge den libyske diktator på is – og holde fast i dét.
Det er den ene side, den anden er, at politikerne træffer beslutninger uden at skele til erfaringerne. Der er endnu ikke kommet noget godt ud af de krige, vi har deltaget i. Der er fortsat ikke et brugbart demokrati i Irak. Bomber og manglende respekt for liv hører stadig til dagens uorden i landet. I Afghanistan er der mere end langt igen, før et demokrati, som vi forstår det, kommer til at fungere – på trods af mange fine ord om fremgang og 'om at gøre en forskel'. Såvel den menneskelige som den materielle pris har været helt urimelig høj, og Viggo Hørups ord 'Hvad skal det nytte?' står og blinker konstant.
Man kunne have ønsket, at den tyske filosof Hannah Arendts (1906-1976) ord om, at 'ideologierne i meget høj grad stopper tænkningen i stedet for at nære den' ville have randt de danske politikere i hu, samt at de ligeledes havde reflekteret over de erfaringer, der ind til nu er gjort i de tre krige.
Når det er sagt, er der grund til at understrege, det er politisk rigtigt at handle FOR FRIHEDEN i dens modsætning til tyranniet – det skulle bare være gjort for mange år siden og på en anden måde.
I den nuværende situation virker det naivt at tro, at det kun vil være en besættelse af luftrummet over Libyen, der kommer på tale. Skridt 'A' er taget, og kan vi undgå at tage skridt 'B'? - Jeg tvivler.
Når det nu er kommet så vidt, er det bedre at hjælpe og støtte diktatorens modstandere til at få etableret et råd, der effektivt kan organisere en fredelig omvæltning i landet samtidig med, at man fastholder indefrysningen af diktatorens – og hele hans families – økonomiske midler og i det hele taget isolere dem fra omverdenen ved at organisere en international grænsebevogtning rundt om hele Libyen under FNs ledelse. Selv om han er i besiddelse af rigtig mange guldreserver, er de kun noget værd, hvis nogen vil indløse dem – og her er det vigtigt, verden står sammen, og det understreger kun FNs store betydning.
Denne metode vil også kunne anvendes, hvis det sandsynlige sker, at diktatoren ikke bliver afsat lige med det samme.
Krige og slagsmål har aldrig vist deres løsningsholdbarhed. Endvidere er det latterligt, at der ikke en gang er enighed om hvem, der skal lede krigsindsatsen – det tyder på, at der også her er lang vej igen.
Benny Pedersen, Måløv
onsdag den 23. marts 2011
DRuen - Ungdomsorkestret i Danmarks Radio
Nedstående indsendte jeg som læserbrev til Politiken, men de havde ikke plads, så derfor skal det ud mellem sidebenene her:
I Politiken lørdag kunne jeg til min store glæde læse, at DRs nye generaldirektør under fremlæggelsen af DRs strategi for de næste år fremhævede, at der skal være en særlig strategi for unge fra 11 år og opefter. De skal ikke bare se 'reality-TV', men der skal være flere programmer med 'noget mellem ørene'.
Det vil forhåbentlig også medføre, at kulturelle programmer styrkes, herunder den klassiske musik. Her tænker jeg på, at DRs ungdomsorkester DRuen, der er planlagt nedlagt, vil stige op igen som fugl Phønix. Det vil styrke uddannelsen af de unge mennesker, der dyrker den klassiske musik og har ambitioner om at drive det videre i orkestersammenhæng, så vi atter kan opleve unge danskere i vore store symfoniorkestre sammen med dygtige udlændinge. Derved opnås mange gevinster: Styrkelse af internationaliseringen, styrkelse af interessen for den klassiske musik og udøvelsen af den samt – ikke mindst – at unge spiller for unge.
Der er al mulig grund til at genoplive Danmarks største kulturinstitutions ungdomsorkester under professionel ledelse. Det vil klæde DR og komme os alle til gavn – såvel på den korte som lange bane.
I Politiken lørdag kunne jeg til min store glæde læse, at DRs nye generaldirektør under fremlæggelsen af DRs strategi for de næste år fremhævede, at der skal være en særlig strategi for unge fra 11 år og opefter. De skal ikke bare se 'reality-TV', men der skal være flere programmer med 'noget mellem ørene'.
Det vil forhåbentlig også medføre, at kulturelle programmer styrkes, herunder den klassiske musik. Her tænker jeg på, at DRs ungdomsorkester DRuen, der er planlagt nedlagt, vil stige op igen som fugl Phønix. Det vil styrke uddannelsen af de unge mennesker, der dyrker den klassiske musik og har ambitioner om at drive det videre i orkestersammenhæng, så vi atter kan opleve unge danskere i vore store symfoniorkestre sammen med dygtige udlændinge. Derved opnås mange gevinster: Styrkelse af internationaliseringen, styrkelse af interessen for den klassiske musik og udøvelsen af den samt – ikke mindst – at unge spiller for unge.
Der er al mulig grund til at genoplive Danmarks største kulturinstitutions ungdomsorkester under professionel ledelse. Det vil klæde DR og komme os alle til gavn – såvel på den korte som lange bane.
mandag den 14. marts 2011
Gymnasier, et/tosprogede og markedet.
Det er ikke overraskende, at problemstillingen i folkeskolen med hensyn til antal tosprogede i forhold til etsprogede danskere nu er vokset ind i de gymnasiale uddannelser, først og fremmest det almene gymnasium.
Vestegnens gymnasier med et antal tosprogede elever, der nærmer sig de 50 %, fravælges i stadig stigende grad af de danske etsprogede elever.
Førsteholdets børn skriver nogle fine ansøgninger, som formentlig er inspireret af forældrene, der måske endog har hjulpet meget med formuleringerne, til de mest populære gymnasier i hovedstadsområdet. Der sker en udvælgelse baseret på sociale kriterier – og det er da bestemt ikke hensigtsmæssigt, slet ikke når det drejer sig om uddannelser. Det er ret uforudsigeligt hvilke gymnasier, der er 'in' på forskellige tider, og for tiden går der en strøm fra vest og nord mod øst og syd, og resultatet er, at vestegnens gymnasier står tilbage med et uforholdsmæssigt stort antal tosprogede elever.
Ansøgningerne sendes til det først ønskede gymnasium, hvor rektor så træffer afgørelse om optagelse eller sender ansøgningen videre til ønske 2-gymnasium og så fremdeles. De enkelte gymnasier vurderer ansøgerne efter karakterer, egnethed, bopæl og evt. søskenderelationer samt – ikke mindst – efter den individuelt motiverede ansøgning. Dette kombineret med taxametersystemet medfører, at populære gymnasier fylder op med de bedste elever først – og resultatet er, at systemet rangordner sig, så de populæreste gymnasier lever i en stadig mere positiv spiral, og de mindst populære ender i en stadig mere negativ spiral med faldende elevtal, dårlig økonomi og i sidste ende med lukningstruslen hængende over hovedet.
Markedet bestemmer, men er det nu godt, at det er sådan? Der findes jo et fordelingsudvalg, som før i tiden fordelte ansøgerne til de forskellige gymnasier, men i dag er funktionen vist blot at fordele de ansøgere, der har svært ved at blive optaget på et gymnasium – deres kvalifikationer til trods, men de tilhører andet- eller tredjeholdet . Derved opstår skellet mellem gymnasier med en relativ stor andel af tosprogede danskere i forhold til de etsprogede.
Folkeskolen kæmper stadig med problemstillingen, fordi man ikke kan fordele eleverne, så de enkelte skoler har en mangfoldighed af elever på grund af retskravet om at blive indskrevet på den folkeskole, i hvis distrikt eleven har bopæl. Et sådant retskrav findes ikke i forbindelse med de gymnasiale uddannelser, og derfor ville fordelingsudvalget kunne løse problemstillingen. Det ville nok i en overgangsperiode skabe rigtig meget utilfredshed på førsteholdet, men hvis reglerne udformes, så det er sådan, optagelsesprocessen er, ja – så er det sådan. I folkeskolen er fordelingsproblemet i hvert fald ikke blevet løst af frivillighedens vej, så opfordringen er her, at lade fordelingsudvalget klare optagelsesprocessen, så der vil blive en mangfoldighed af elever på alle gymnasier.
Det må være i samfundets interesse, at elevsammensætningen på gymnasierne er mangfoldig og ikke, at nogle gymnasier fremstår som elitære og førsteklasses, mens andre fremstår som tredje eller -fjerderangs uddannelsessteder.
Det vil også hjælpe på problematikken, hvis taxameterordningen blev afskaffet for det første fordi rektorernes iver efter at skrabe så mange elever sammen som muligt ville svækkes, og for det andet fordi det liberale samfundssyn ville komme til at vige til fordel for fællesskabet.
Det er positivt, at rigtig mange unge ønsker at prøve kræfter med en ungdomsuddannelse på et alment gymnasium. Samfundet skal skabe de bedste rammer for, at de lykkes med det, og at et evt. frafald minimeres. Vi har brug for de mange veluddannede unge som overhovedet muligt fremover, og lad os sammen sørge for, at det sker, så Fanden ikke tager de sidste.
Markedstænkningen er ikke et godt redskab i denne sammenhæng.
Vestegnens gymnasier med et antal tosprogede elever, der nærmer sig de 50 %, fravælges i stadig stigende grad af de danske etsprogede elever.
Førsteholdets børn skriver nogle fine ansøgninger, som formentlig er inspireret af forældrene, der måske endog har hjulpet meget med formuleringerne, til de mest populære gymnasier i hovedstadsområdet. Der sker en udvælgelse baseret på sociale kriterier – og det er da bestemt ikke hensigtsmæssigt, slet ikke når det drejer sig om uddannelser. Det er ret uforudsigeligt hvilke gymnasier, der er 'in' på forskellige tider, og for tiden går der en strøm fra vest og nord mod øst og syd, og resultatet er, at vestegnens gymnasier står tilbage med et uforholdsmæssigt stort antal tosprogede elever.
Ansøgningerne sendes til det først ønskede gymnasium, hvor rektor så træffer afgørelse om optagelse eller sender ansøgningen videre til ønske 2-gymnasium og så fremdeles. De enkelte gymnasier vurderer ansøgerne efter karakterer, egnethed, bopæl og evt. søskenderelationer samt – ikke mindst – efter den individuelt motiverede ansøgning. Dette kombineret med taxametersystemet medfører, at populære gymnasier fylder op med de bedste elever først – og resultatet er, at systemet rangordner sig, så de populæreste gymnasier lever i en stadig mere positiv spiral, og de mindst populære ender i en stadig mere negativ spiral med faldende elevtal, dårlig økonomi og i sidste ende med lukningstruslen hængende over hovedet.
Markedet bestemmer, men er det nu godt, at det er sådan? Der findes jo et fordelingsudvalg, som før i tiden fordelte ansøgerne til de forskellige gymnasier, men i dag er funktionen vist blot at fordele de ansøgere, der har svært ved at blive optaget på et gymnasium – deres kvalifikationer til trods, men de tilhører andet- eller tredjeholdet . Derved opstår skellet mellem gymnasier med en relativ stor andel af tosprogede danskere i forhold til de etsprogede.
Folkeskolen kæmper stadig med problemstillingen, fordi man ikke kan fordele eleverne, så de enkelte skoler har en mangfoldighed af elever på grund af retskravet om at blive indskrevet på den folkeskole, i hvis distrikt eleven har bopæl. Et sådant retskrav findes ikke i forbindelse med de gymnasiale uddannelser, og derfor ville fordelingsudvalget kunne løse problemstillingen. Det ville nok i en overgangsperiode skabe rigtig meget utilfredshed på førsteholdet, men hvis reglerne udformes, så det er sådan, optagelsesprocessen er, ja – så er det sådan. I folkeskolen er fordelingsproblemet i hvert fald ikke blevet løst af frivillighedens vej, så opfordringen er her, at lade fordelingsudvalget klare optagelsesprocessen, så der vil blive en mangfoldighed af elever på alle gymnasier.
Det må være i samfundets interesse, at elevsammensætningen på gymnasierne er mangfoldig og ikke, at nogle gymnasier fremstår som elitære og førsteklasses, mens andre fremstår som tredje eller -fjerderangs uddannelsessteder.
Det vil også hjælpe på problematikken, hvis taxameterordningen blev afskaffet for det første fordi rektorernes iver efter at skrabe så mange elever sammen som muligt ville svækkes, og for det andet fordi det liberale samfundssyn ville komme til at vige til fordel for fællesskabet.
Det er positivt, at rigtig mange unge ønsker at prøve kræfter med en ungdomsuddannelse på et alment gymnasium. Samfundet skal skabe de bedste rammer for, at de lykkes med det, og at et evt. frafald minimeres. Vi har brug for de mange veluddannede unge som overhovedet muligt fremover, og lad os sammen sørge for, at det sker, så Fanden ikke tager de sidste.
Markedstænkningen er ikke et godt redskab i denne sammenhæng.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
