De unge seniorer.

Hvem er det så? - Jo, de er de +60-årige, som endnu ikke modtager en form for pension og som stadig er på arbejdsmarkedet. Disse medborgere er også vigtige at aktivere i forbindelse med seniorrådsvalget. For det første er de stemmeberettigede, for det andet er de potentielle kandidater til seniorrådet, når de senere lader sig pensionere, og for det tredje har de helt sikkert også idéer til seniorarbejdet.
Skulle jeg være så heldig at få plads i det nye Seniorråd i Ballerup vil jeg arbejde for, at de nævnte medborgere også får mulighed for at aflevere deres idéer, gode råd og visioner til videre behandling i Seniorrådet på en organiseret måde.
Præsentationsmødet den 24. november 2009 i Reehs Baghus var forlænget for at tilgodese de seniorer, der passede deres arbejde, men desværre var annonceringen af mødet ikke tydelig nok, hvilket måske var årsag til, at ingen af disse mødte frem. Jeg er imidlertid sikker på, at netop disse seniorer vil være et rigtig godt tilskud til arbejdet, og derfor håber jeg også, at de bruger deres stemmeret nu.

SENIORRÅDSVALG I BALLERUP KOMMUNE: Mit oplæg til præsentationsmødet den 24. november 2009 i Reehs Baghus.

Indledningsvis vil jeg understrege, at jeg ikke er medlem af et politisk parti, og at jeg heller ikke stiller op som repræsentant for en forening eller lignende.

Jeg stiller op som mig selv, og jeg er kandidat til seniorrådet, fordi jeg gerne vil

- have indflydelse på og påvirke kommunens ældrepolitik
- arbejde positivt sammen med kollegerne i ældrerådet – og alle de andre ældre,
politikere og forvaltning
- være aktiv, engageret, fastholde og øge min viden om kommunens forhold
- bruge tid på det, der interesserer mig

Jeg er som udgangspunkt ikke særlig tilfreds med den retning, jeg har kunnet se gennem de sidste 10 år i samfundet:
- at vi har bevæget os fra borger over bruger til kunde
samt
- ønsket om, at vi hurtigere skal bevæge os fra forskning over faktura til forretning.
Det er da fantastisk, at vort velfærdssamfund fremover – måske – skal hvile på sådanne præmisser.

Der er en tendens til at betragte samfundet/fællesskabet som en butik med frit valg på alle hylder, hvor markedsgørelsen af offentlige ydelser hviler på forskellige konkurrenceparametre. Det er efter min mening et usundt og usolidarisk princip, fordi det i sidste ende medfører, at de stærkeste tryner de svageste, og det er uskønt.
I et fællesskab skal de stærkeste og bredeste skuldre bære de tungeste byrder under mottoet: ”Gør din pligt og kræv din ret”.

Jeg vil gerne arbejde for, at der blandt alle kommunens borgere er respekt for seniorer og/eller ældre – ikke fordi, de er ældre, men fordi de er aktive borgere i deres kommune så længe, de er fysisk og psykisk i stand til det, samt fordi de besidder en erfaring, viden og resurser, der er til gavn for alle.
Det er også nødvendigt, at ældreområdet sikres mod økonomisk udhulning, fordi der bliver kamp om resurserne fremover – derfor skal vi høres og repræsenteres.
Endelig vil jeg også knytte en bemærkning om seniorer,som har deres oprindelse i andre lande. Det er vigtigt, at integrationsbestræbelserne videreudvikles, og at der arbejdes med området, så også disse medborgere har et godt seniorliv.

Jeg vil i det følgende komme ind på 5-6 konkrete emner og afslutte med generelle bemærkninger om seniorrådet og fremtidige, mulige handleområder.

Plejehjemspladser
Naturligvis er det vigtigt, at der findes de tilstrækkelige og nødvendige pladser til de Ballerupborgere, som har behov for en plejehjemsplads.
Jeg har forstået, at medlemmerne i Seniorrådet bliver tilknyttet bestyrelserne/brugerrådene for plejehjemmene – hvis disse brugerråd ikke nedlægges som led i regeringens afbureaukratiseringsplaner. Skulle jeg blive valgt, vil jeg ydmygt se frem til denne arbejdsopgave og arbejde aktivt for, at plejehjemmene i kommunen har det høje niveau, man som borger i Ballerup forventer. Ydmygt, fordi jeg i givet fald så repræsenterer et antal svage medborgere, der kan have brug for min indsats.
Det betyder, at der er gode værelser og ordentlig rengøring, god hverdagsmad og lidt mere i forbindelse med weekends og festlige lejligheder.
Det betyder også, at der skal være den nødvendige personalenormering, sådan at beboerne kan få den gode daglige kontakt, som er nødvendig for et godt liv med aktivitetsmuligheder, tilpasset den enkelte.
Endelig vil jeg være opmærksom på, at der fremover vil være brug for flere 'demenspladser', fordi vi bl.a. bliver stadig ældre og har været udsat for et hav af skadelige kemiske påvirkninger.

Hospice-pladser
Det er meget glædeligt, at Ballerup kommune bliver hjemsted for et nyt hospice på Søndergårdsarealet i Måløv. Selve projektet ser efter min opfattelse rigtig godt ud. Jeg er godt klar over, at pladserne ikke er reserveret Ballerupborgere, men jeg vil gerne medvirke til, at institutionen og dens muligheder for at give den døende en værdig afslutning på livet bliver kendt i kommunen. Det er måske muligt, at der kan oprettes flere pladser, hvis behovet viser sig.

Hjemmehjælp og hjemmesygepleje
Disse to meget vigtige områder skal have stor opmærksomhed, og der er to indgangsvinkler, nemlig de medmennesker, som har behov for hjælp, og de medarbejdere, som skal forestå hjælpen. Her skal vi have enderne til at nå sammen. Vi har alle hørt negativ kritik, men mønten har altid to sider. Det afgørende er, at man møder hverandre med gensidig respekt og vilje til at få det bedste ud af relationen i et samarbejde. Hjemmehjælp er ikke hushjælp, men omvendt skal der afsættes tilstrækkelig tid til opgaverne, herunder også en ordentlig social kontakt.
Det er også nødvendigt at sikre, at de ældre ikke møder et utal forskellige medarbejdere, når de lukker døren op for kommunens folk. Det må kunne sikres sådan, at der arbejdes i mindre team, så det altid er en medarbejder fra det samme team, der hjælper den enkelte. Jeg forstod borgmesteren sådan på valgmødet den 5. november, at det også den måde, man arbejder på i Ballerup, og det skal selvfølgelig fastholdes.
Det er meget væsentligt, at kommunen sørger for, at medarbejderne hele tiden tilbydes efteruddannelse, så kvaliteten af arbejdet konstant er højt. Det betyder, at der må være en vis overkapacitet, således at efteruddannelse ikke medfører, at kvaliteten i det daglige arbejde falder.

Indkøbsordninger
Jeg synes, man skal støtte de borgere, som ønsker at gøre så meget som muligt selv med hensyn til den daglige husholdning. I denne forbindelse vil jeg gerne udtrykke fuld opbakning til servicebus-ordningen, så ældre også selv har en mulighed for indkøb i de butikker, de selv vælger at købe ind i.
Men gode indkøbsordninger er en fin idé, når der er brug for midlertidig hjælp i en periode – eller måske som en mere permanent ordning.
Det betyder, at der skal etableres aftaler med det lokale forretningsliv om levering og udbringning af varer og andre ydelser. For at sikre kvaliteten bør kommunen være den ene af tre aftaleparter.

Teknologi
Den teknologiske udvikling foregår i dag så hurtigt, at man næsten kan sige, at fremtiden ses i bakspejlet.
Det er nødvendigt, at ældre forholder sig til de muligheder, teknologien tilbyder. I mange hjem er arbejdet med en computer dagligdag. Vi ser efter post i indbakken på mailen, vi søger oplysninger på internettet, vi køber ind og betaler regninger.
Det er nødvendigt for alle, at vi er i stand til at forholde os til teknologiens muligheder og begrænsninger, fordi den kommer væltende ned over os i et bragende tempo og – ikke mindst – fordi den bringer hele verden ind i hjemmene med informationsstrøm uden lige.
Mange er vokset op og sammen med disse muligheder, men naturligvis ikke alle.
Dette betyder derfor, at der skal sikres god tilgængelighed til at kunne bruge disse muligheder for de mennesker, der ikke selv har en computer. De må ikke lades i stikken, så Fanden tager de sidste. Det vil være meget udemokratisk og uetisk, så der foreligger egentlig en stor udfordring i at formidle de teknologiske muligheder – og begrænsninger – til alle ældre.
Jeg synes, det skal undersøges, om det er muligt at etablere et Ballerup-net for alle borgere samt, hvorvidt det vil være muligt, at alle borgere kan få en computer stillet til rådighed i hjemmet med kommunal støtte til finansiering.

Derudover om seniorrådet
Jeg vil gerne medvirke til, at seniorrådet er synligt i kommunen med brug af hjemmesider, avisindlæg og samarbejde med andre lignende organisationer, herunder fx menighedsrådene (omsorg, socialt arbejde o. lign.).
Bladet ”De 4 årstider” er et pænt og imødekommende blad, som jeg godt vil knytte et par bemærkninger til:
- Er navnet velvalgt – bliver det forvekslet med det økologiske firma af samme navn, eller kan der
blive problemer med det??
- Der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at der fandtes et sådant blad. Det ligger på biblioteket, ja. Det
ligger på nettet, ja – men det burde sendes til målgruppen, eller i det mindste, at man kan bestille
det efter at være gjort opmærksom på, at det findes.
Seniorrådet har en formidlingsopgave her – efter min opfattelse.

Seniorrådet bør arbejde for, at det skal være forholdsvist ligetil, at ældre kan få hjælp af forskellig art, at kontakten mellem den enkelte ældre og kommunen kan foregå nemt, og at træffetiden i seniorrådet (dialog ældre-til-ældre) bevares og evt. udbygges.
Men jeg vil også gerne understrege, at jeg er helt klar over, at Seniorrådet naturligvis ikke skal arbejde med enkeltsager.
Seniorrådet kunne endvidere arbejde for, at kommunen støttede fx trafikkurser for ældre, fx køretekniske kurser. Det er for mange en hel del år siden, de har taget kørekort, og et genopfriskningskursus med såvel teori som praktik kunne sikkert være en rigtig god ide.
Seniorrådet kunne også arbejde med og formidle viden om temaer af forskellig art:
- 60'er-rock a la ”mimreballerne” her i disse lokaler
- selvhjælpsgrupper (fx sorggrupper),
- bedsteforældre og unge,
- kendskab til forskellige generationer,
- kendskab til parallelsamfund,
- relevante lovbestemmelser,
- testamenter,
- udvekslingsrejser til kommunens venskabsbyer
- ældre og arbejdsmarkedet, herunder nedsat arbejdstid, fleksjob, fritidsjob, erfaringsudveksling,
netværk
- ældre og folkeoplysningsloven
- forskellige kulturelle arrangementer
- sundhedsarrangementer
- trafik

Jeg vil afslutte med at henlede jeres opmærksomhed på, at I kan læse mere om mine synspunkter og holdninger til ikke alene ældrepolitik, men også andre samfundsmæssige emner på nærværende blog.
Vær med til at sprede budskabet om seniorrådsvalget ved bl.a. at opfordre så mange som muligt til at benytte stemmesedlen – og få den afsendt!

Hjertelig tak for ordet.

Seniorrådsvalget i Ballerup kommune 2009

Først tak for borgmesterens krystalklare tilsagn i Ballerup Bladet og ved Ældre Sagens valgmøde den 5. november 2009 om at fastholde Seniorrådet i Ballerup kommune fremover på trods af regeringens forslag om at gøre det frivilligt – og dermed beskære bloktilskuddet.

Der er væsentlige generelle årsager til at være opmærksom på brevafstemningen til Seniorrådet i perioden 25. november til 2. december 2009, fordi det paradoksalt nok er blevet både nemmere og sværere at blive ældre.

Det er nemmere i forhold til et par generationer siden: Større tryghed, højere komfort og bedre sundhed.
Det er blevet vanskeligere, fordi tilværelsen påvirkes meget af den teknologiske udvikling, tilværelsen er blevet mere kompliceret, og der er langt mere fart på i dag – både fysisk og mentalt.

Jeg ser tre grunde til, at det er sådan, nemlig for det første har vi bevæget os fra at være borgere over brugere til kunder i samfundet, for det andet sættes individet over fællesskabet, og for det tredje værdsættes erfaring ikke på samme måde som gå-på-mod.
Jeg vil i dette indlæg begrænse mig til den teknologiske udvikling, som i dag foregår så hurtigt, at man næsten kan sige, at fremtiden ses i bakspejlet. Interaktiv kommunikation via TV og computer er faktisk virkelighed, robotter til almindelig daglig brug ligeså og supersonisk transport er lige om hjørnet.
Det er nødvendigt, at vi alle forholder os til teknologiens muligheder og begrænsninger, fordi den kommer væltende ned over os i et til tider skræmmende tempo og ikke mindst, fordi den bringer hele verden ind i hjemmene med en informationsstrøm uden lige. Dette betyder, at der skal sikres god tilgængelighed og hjælp til at kunne bruge disse muligheder for de mennesker, der ikke selv har en computer med internetadgang. De må ikke lades i stikken, så Fanden tager de sidste. Det vil være meget udemokratisk og uetisk, så der foreligger egentlig en stor udfordring i at formidle de teknologiske muligheder – og begrænsninger – til alle ældre. Seniorrådet har her en opgave – dels for at formidle dels for at sikre, at disse hjælpemuligheder etableres.

Jeg er kandidat til seniorrådet, fordi jeg gerne vil
- have indflydelse på og påvirke kommunens ældrepolitik
- arbejde positivt sammen med kollegerne i ældrerådet – og alle andre ældre samt

forvaltning og politikere

- være aktiv og engageret

Som ufhængig kandidat opfordrer jeg naturligvis alle stemmeberettigede til stemme ved seniorrådsvalget.

Derfor skal samfundet inddrage den ældre generation.

Derfor skal samfundet inddrage den ældre generation.
Der er en tendens til at betragte samfundet/fællesskabet som en butik med frit valg på alle hylder, hvor markedsgørelsen af offentlige ydelser hviler på forskellige konkurrenceparametre. Det er efter min mening et usundt og usolidarisk princip, fordi det i sidste ende medfører, at de stærkeste tryner de svageste, og det er uskønt.
I et fællesskab skal de stærkeste og bredeste skuldre bære de tungeste byrder under mottoet: ”Gør din pligt og kræv din ret”. Dette motto er den ældre generation egentlig vokset op med, bl.a. i kraft af venstre-centrum-fløjens lange regeringsperiode fra midten af 1900-tallet.
Det er godt, at der blandt alle kommunens borgere er respekt for seniorer og/eller ældre – ikke fordi, de er ældre, men fordi de er aktive borgere i deres kommune så længe, de er fysisk og psykisk i stand til det, samt fordi de besidder en erfaring, viden og resurser, der er til gavn for alle.
Færre skal sørge for flere. Derfor skal ”kagen” skæres ud på en anden måde. Vi skal have flere til at være aktive længere, så kagen bliver større, og det betyder, at pensionsalderen må sættes op – i hvert fald for de indbyggere, der kan bære at arbejde længere tid – og vi må invitere uddannet udenlandsk arbejdskraft til landet. Det bliver en vanskelig opgave, fordi der skal samtidig betales mere til fællesskabet, altså højere skat – især til de grupper, der har en høj indtægt.
Et seniorråd kunne arbejde med at skabe positive forbindelser mellem bedsteforældre og unge, så kendskabet til forskellige generationer udvides og udvikles, samt øge kendskabet til de parallelsamfund, der er skabt her i landet, så også de kan inddrages og dermed medvirke til en bedre integration.
Hermed kunne seniorrådet medvirke til at udvikle gode principper om tolerance og fastholde det gode gamle velfærdsprincip om lighed.

Kommentar til ”Signatur” i Politiken den 22. november 2009:

Per Michael Jespersen har igen en væsentlig kommentar i dagens Politiken: SF er et kopi-parti. SF siger det, S altid har stået for, men mit spørgsmål er: Hvorfor fortsætter S ikke med at råbe det ud så at sige, men tilslutter sig ofte VKO-blokkens udsagn, holdninger og idéer? S overlader dagsordenen til VKO og SF uden selv at være offensiv. Se i øvrigt min kommentar ”Come on – centrum-venstre” andetsteds på denne blog fra den 28. oktober 2009.

MIN KRYSTALKUGLE

Indledende bemærkninger.
I oktober 2002 skrev jeg på opfordring et udkast til et indlæg til Børnesagens Fællesråds 100 års jubilæum om, hvordan jeg så folkeskolen i fremtiden. Jeg var på det tidspunkt skoleleder på Brønshøj Skole i København og havde naturligvis ”lederbriller” på.
Inidlertid genlæste jeg udkastet i dag og synes egentlig, det også har aktualitet i dag. Derfor bringer jeg det på denne blog og ser frem til at få nogle kommentarer.
Det er min hensigt selv at kommentere udkastet, når der er gået et par uger.

MIN KRYSTALKUGLE.

”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det” – en omskrivning af Storm Petersens flue kunne være ”Alle taler om skolen, og alle vil gøre noget ved den!”
Den danske folkeskole som kulturbærende i det danske samfund har levet godt i næsten et par hundrede år, men i de sidste knapt halvtreds år har den været genstand for en stadig stigende interesse og debat. Ændringerne i folkeskoleloven har forsøgt at holde trit med samfundsudviklingen – og altid med baggrund i brede forlig i folketingssalen, undtagen måske her til sidst, hvor behovet for det brede forlig ikke er mindsket, men i hvert fald har den nuværende regering opsagt det sidst indgåede forlig fra 1993.

Der har været uro og diskussion om folkeskolen og dens indhold gennem de sidste 10 år. Den gode og positive fortolkning kalder det udvikling, mens andre nærmest hælder til det modsatte.
Jeg vil nu ikke gerne tilhøre den sidste fløj, meget hellere den første, fordi det må være klart, at dannelses- og kulturinstitutionen skolen må følge den almindelige og – ikke mindst – teknologiske udvikling, der foregår rundt om den. Folkeskolen undgår ikke at blive forstyrret!

Der sker fantastisk meget i dagens folkeskole, som modsat mange privat-, fri- og lilleskoler ikke er bundet op på en måske lidt konservativ ideologi, der ikke helt modsvarer tiden, hverken pædagogisk eller samfundsmæssigt.
Selv om der sker så meget i den danske folkeskole, vil jeg ikke påstå, at det alt sammen er af det gode – selvfølgelig ikke. Som i livet er der også nittere i skoleudviklingen, sådan må det være.
I skrivende stund (ultimo oktober 2002) kan det forekomme vanskeligt at skelne, hvad krystalkuglen rummer. Jeg synes, at den tidligere har været mere klar i glasset, men det ændrer sig måske.
Jeg tror, at årsagen til det skyldes den politiske uenighed, hvor opgaven med at etablere et bredt forlig lige nu forekommer at have noget kafkask over sig.

Hvis jeg prøver at fortolke, hvad den matte kugle prøver at fortælle mig, så ser jeg tendenser til både centralisering og decentralisering på en og samme tid.
For eksempel ønsker det politiske højre, at der skal være fælles læseplaner over hele landet, mens andre kun ønsker, at de overordnede rammer er fælles, og at det derfor skal være en decentral beslutning, hvordan det lokale niveau udfylder rammerne.
Jeg føler mig overbevist om, at folkeskolen og dens mange aktører vil forstå at justere de interne krav i lyset af først og fremmest Evalueringsinstituttets udmeldinger, den interne debat og selvransagelse, men også med baggrund af den folkelige interesse på godt og ondt, hvor aftagernes krav og forventninger indgår.

Justeringerne vil foregå i en dialog mellem de direkte forhandlingsparter, Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, København og Frederiksberg kommuner og Danmarks Lærerforening.
Vi er allerede godt på vej med enighedspapiret ”En skole på vej”, men det er samtidig nødvendigt at være opmærksom på, at folkeskolen er en virkelig stor organisation at flytte på, og at organisationens fundament rækker helt tilbage til begyndelse af 1800-tallet.
”En skole på vej” beskriver væsentlige elementer i skolen, nemlig lærerrollen, undervisningsbegrebet, undervisningens organisering og lederrollen, og jeg vil knytte bemærkninger til undervisningens organisering og lederrollen, fordi netop de to elementer adskiller sig fra den traditionelle opfattelse af skolen.

Undervisningens organisering gør op med de 4 et-taller: 1 klasse med 1 fag i 1 lokale og med 1 lærer. I stedet opfordres der til at anlægge en mere helhedspræget tankegang, hvor flere fag og klasser inddrages med brug af flere lærere spredt over flere lokaler. Der skal arbejdes i team med projekter, hvor færdigheder og faglige discipliner fra flere fag inddrages.
Eleverne kan i afgrænsede perioder inddeles i hold, hvor der i højere grad end ved den kendte og almindelige undervisning kan tages større individuelle hensyn. Hvis man nu i stedet for den almindelige aldersopdelte skole med 10 klassetrin forestiller sig 5 forsamlinger, hvor den mindste enhed i hver forsamling er en gruppe på 5 medlemmer, 5 grupper danner et hold på 25 elever og de 5 hold danner så forsamlingen på 125 elever, som har en passende spredning mentalt og fysisk.
Eleverne bevæger sig så fra én forsamling til den næste 4 gange, afsluttende med prøve, hvor det rent faglige indgår med samme vægt som samarbejdsevner og kreativitet, en ny Folkeskolens Afgangsprøve.
Jeg tror, man på denne måde vil få en overskuelig og økonomisk enhed med 625 elever opdelt i 5 landsbyskoleagtige underenheder. I disse underenheder kender alle hinanden på godt og ondt, lærerne kan arbejde i overskuelige team, og skoleudviklingen har gode vilkår.

I denne forbindelse vil jeg pege på Howard Gardners teori om de mange intelligenser som et redskab i fremtidens folkeskole. Her vil jeg ganske kort omtale nogle elementer, som jeg tror vil være nyttige at arbejde med i skolen.
Der kan sikkert opdages mange andre former for intelligens. Alle mennesker indeholder alle intelligenser. De fleste mennesker kan udvikle hver intelligens til et fyldestgørende kompetenceniveau. Intelligenserne arbejder sædvanligvis sammen på komplekse måder, og der er mange måder at være intelligent på inden for hver kategori.
De yngste er helhedsorienterede, og derfor vil ikke-fagdelt undervisning passe godt for indskolingsgruppen.
Hvert barn har sin egen læringsstil, som udgøres af biologiske, udviklingsmæssige og miljømæssige forhold.

Howard Gardner har beskrevet otte intelligenser, og der kan udarbejdes en intelligensprofil for hver elev i forsamlingen.En intelligensprofil for et barn eller voksen er en prioritering af de otte intelligenser ud fra den pågældendes styrkeområder.
Disse kan bruges i den løbende evaluering og i såvel elev- som forældresamtaler.
Denne form for pædagogisk grundlag forudsætter, at forældrene inddrages tidligt for at kunne forstå, hvad der sker. Deres kendskab til skole og indlæring bygger nemlig på helt andet grundlag. (Man kan f.eks. lade dem forsøge at udarbejde deres egen intelligensprofil)
Lærerne og pædagogerne skal udarbejde deres egen intelligensprofil, så de bliver i stand til at indgå i et samarbejde i teamene på et ligeværdigt grundlag med respekt og tillid for/til hinanden.

Lederrollens største opgave ligger i at binde enhederne og forsamlingerne sammen, koordinere de økonomiske og personalemæssige ressourcer, have overblikket til at få skoleudviklingen til at fremstå med sammenhæng samt have evnen til at forbinde skolen med det lokale samfund. Lederrollen vil kræve, at skolelederen er mere leder end lærer, ligesom den vil kræve evnen til i endnu højere grad end i dag at være personaleleder – og gerne en visionær én.

Lad mig vende tilbage til eleverne og diskussionen om, i hvor høj grad de skal tage ansvar for egen læring, eller om de skal rådgives meget kontant?
Det er ikke så ligetil at være skråsikker i holdningen til disse spørgsmål. Vi voksne bliver usikre, og usikkerheden spredes til børnene.
Det er ikke vel anset at være autoritær, men legalt at have en holdning. Vi bliver alle hele tiden bombarderet med budskaber af såvel kommerciel som holdningsmæssig art, hvilket øger usikkerheden.
I denne forbindelse kunne det vel være godt, hvis vi havde fælles værdier i vor dannelse – ligesom i landbrugssamfundets tid. Men sådan er det som bekendt ikke. Det er legitimt som professionel at tage stilling og handle derefter. Det komplekse samfund med opbrud i begrebet dannelse styrker ikke sikkerheden. For mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.

Er vi voksne så voksne nok til at rådgive de unge og videregive de erfaringer, vi har med i rygsækken – eller er voksne bare unge, der ikke er så unge som andre unge – men med meget af de rigtig unges usikkerhed pakket ned i rygsækken?
Vi vil jo gerne leve op til idealerne/idolerne. Er voksendommen på vej ud?

Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til dette spørgsmål, og her bliver begrebet dannelse et centralt element. Ved dannelse forstår jeg, at man som individ udvikler sig og opnår viden og færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i et fællesskab med andre. Det indebærer samtidig, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.
Derfor må vi som voksne ikke blot vejlede, men rådgive om, hvordan de yngre undgår de værste faldgruber. De skal derfor ikke have ansvar for egen læring, men nok medansvar. De voksne skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste. Eleverne skal lære ved at handle og udføre under kyndig rådgivning, der mere og mere erstattes af vejledning.

På grund af den teknologiske udvikling og den enorme viden, der er opsamlet på kloden, er landbrugs- og industrisamfundet blevet afløst af informationssamfundet i går, videnssamfundet i dag, netværkssamfundet i morgen og noget fjerde i morgen aften. Det bliver stadig mere vanskeligt for os voksne at følge med, men med et åbent, fordomsfrit sind, hjælpsomhed og med dannelsen på rygmarven er jeg sikker på, at vi også vil være i stand til at agere i det samfund, der kommer væltende omkring det næste hjørne.

Legitimiteten som professionel underviser og pædagog til at handle på baggrund af den konkrete situation og den konkrete unge er og skal være til stede, men hensynet til det individuelle sker alligevel i en vis udstrækning på baggrund af nogle generaliseringer. Igen er der tale om en balancegang.
Arbejdet med børn og unge stilles i stadig stærkere grad over for den opgave at skulle uddanne flere og flere børn bedre og bedre på baggrund af de voksende krav til såvel boglige som kreative færdigheder, som vort mere og mere komplekse samfund med al rimelighed stiller. Disse centrale krav og forventninger skal løses lokalt og decentralt.

Samtidig ser vi, at mængden af børn med forskellige problemer eller mangler vokser. Årsagerne til det er mange, blandt andet er der kulturelle forskelle på baggrund af globaliseringen, hvor dannelsen til at komme hinanden i møde endnu mangler på begge sider. Andre forhold, der kan spille ind, er, at flere børn i dag diagnosticeres med baggrund i medfødte eller afledte fødselsskader, fordi lægerne heldigvis er blevet dygtigere og dygtigere til at behandle graviditets- og fødselsproblemer med hjælp fra forskningen og teknologien.

Det komplekse samfund med alle de nye muligheder medfører, at folkeskolen – igen modsat de fleste private skoler – modtager stadig flere børn, som fordrer særlig omsorg. En omsorg, som den fælles skole ikke altid umiddelbart er gearet til at håndtere. I dagens Danmark bliver flere børn end tidligere anbragt væk fra hjemmet – de fleste heldigvis ad frivillighedens vej.
I storbyerne skinner den kendsgerning igennem, at vi ikke er gode nok til at bryde den sociale arv. Børn fra voldsramte, misbrugsramte hjem eller fra hjem, hvor der bare ikke er ressourcer nok til at danne børnene godt nok til det komplekse samfund, ses som problemer, der i værste fald går rundt uden skoletilbud. Det kan forekomme, blandt andet fordi de kommer fra hjem, der flytter rundt af forskellige årsager, og fordi det kommunale system og bureaukrati har en vis træghed, og der er en stor belastning netop i de boligområder, hvor disse familier holder til eller søger mod.

Derfor er det en stor og vigtig opgave, de kommunale systemer, interkommunalt og tværkommunalt, netop nu prioriterer, nemlig at få taget hånd om disse børn og unge.
En traditionel tankegang på dette område lyder:
I takt med den øgede decentralisering og besparelser på de kommunale områder er der nedlagt mange institutioner, der havde oparbejdet en stor ekspertise, men desværre også en form for intern indforståethed eller ”indavl”.
Årsager og begrundelser for denne udvikling kan egentlig være ligegyldige nu, fordi virkeligheden er, at de mangler. Vi ser stadig flere diagnosticerede børn, der har et stort behov for pædagoger og undervisere med særlig viden og især engagement, men specialinstitutionerne findes ikke i det nødvendige omfang, formentlig fordi de er rasende dyre. Derfor benyttes argumentationen – akkurat ligesom der argumenteres for, at ældre skal forblive (ensomme) i eget hjem så længe muligt – at folkeskolen skal rumme disse børn. Argumentet er mindsteindgrebsprincippet.
Det er for besnærende, idet disse børn har et berettiget krav og behov for en særlig omsorg. De mangler for tit den grundlæggende dannelse til at være i de samme lokaler som de andre 24-25 børn befinder sig i sammen med én voksen, der forventes at have tilrettelagt en differentieret undervisning.
Jeg tror, vi på denne måde i bedste fald kun lige akkurat sørger for, at problemet ikke vokser. Overfladen ser nogenlunde rolig ud og forstyrres kun af små krusninger.

Skal problemerne løses eller blot mindskes, skal der andre initiativer til. Det vil være for let blot at hævde, at flere ressourcer ville kunne løse det, men lidt flere ressourcer – måske centrale – vil nok være nødvendige. Det helt afgørende vil efter min opfattelse imidlertid være, at den fastlåste og rigide lønmodtagerindstilling afløses af en engageret og ikke-tidsfikseret holdning, der belønnes af de kommunale arbejdsgivere med et mærkbart tillæg, der skal kompensere for den belastning, der familiært og personligt uvægerligt vil opstå for de medarbejdere, der tillægges opgaven at være kontaktpersoner på den lokale folkeskole for de særligt krævende elever. De skal nemlig følges tæt, og mange hjemmebesøg og konkrete samværstimer vil være nødvendige.

Det tidskrævende, gensidige kontrolelement skal altså afløses af den gensidige tillid til, at opgaverne bare løses. Det er her, behovet for lidt flere ressourcer findes. De skal ikke bruges til mere bureaukrati, men til de medarbejdere, der påtager sig den meget vanskelige opgave at udvide folkeskolens rummelighed med de udannede elever.
De elever, der har så store problemer (og de findes), må tilbydes et tidsbegrænset ophold på en specialinstitution, fordi det er nødvendigt, de indlærer et mindstemål af dannelse, inden de kan rummes i den lokale folkeskole med eller uden særlig støtte

Jeg tror, at sundhedsplejerskerne er de rette til at screene de familier, hvor sådanne børn vokser op. Her må en særlig forfinet følsomhed for det private og personlige vige for barnets tarv af hensyn til forebyggelsen til indtræden i fællesskabet. Det er vist almindelig anerkendt, at jo tidligere, der gribes ind, jo bedre resultater til billigere pris, og det lyder jo næsten for godt til at være sandt.
Jeg vil gerne understrege, at jeg hverken kan eller vil acceptere ”Big Brother-tilstande”, men ser ovenstående som mindre indgribende, kvalitativt bedre og mere målrettet ressourcemæssigt af hensyn til fællesskabet.

Et helt specielt problem i disse decentraliseringstider opstår i kommuner, der ikke har en enhedsforvaltning for børn og unge og det sociale felt. Her kan bureaukratiet blive den forhindring, der i for høj grad suger energien og engagementet væk fra selve løsningen, idet der kan opstå en diskussion om hvilken forvaltning, der skal betale for hvad.
Den tid og energi, der medgår til at finde en løsning på det problem, kunne overordnet set bruges bedre til gavn for det barn eller den unge, der er blevet placeret i vadestedet. Vigtigheden af at etablere netværk mellem forskellige forvaltninger på alle niveauer kan ikke betones nok. Samtidig er det også vigtigt, at interne netværk i form af team bliver støttet af de lokale ledelser. På denne måde opnår man, at ikke blot er omsorgen for det enkelte barn uafhængig af én bestemt sagsbehandler, pædagog eller underviser, men at disse har også bedre og flere muligheder for at få supervision og sparring til at løse problemstillingen og derigennem sikre en god kvalitet.

Min krystalkugle viser inden for en tidshorisont på ca. 10 år en faseopdelt, rummelig folkeskole med dannelsen i centrum. En folkeskole, hvor fælles værdier eksisterer, hvor udsynet er baseret på indsigt, og hvor de sundheds- og miljømæssige hensyn både på det personlige og det mere overordnede plan sættes i højsædet.
Det bliver sikkert ikke nemt, men ikke desto mindre nødvendigt. Den danske folkeskole og det danske samfund som helhed ønskes held og lykke med disse store opgaver.

Benny Pedersen,
skoleleder, Brønshøj Skole.
Okt. 2002

Til kommunalpolitikerne i Ballerup kommune om Seniorråd.

Nedenstående blev sendt til BallerupBladet den 28. oktober 2009, men bladet har endnu ikke fundet plads til det:

Det kunne være dejligt at få besked på, hvorvidt Ballerup kommune har gjort sig nogle overvejelser om at gøre etableringen af Seniorrådet frivilligt, sådan som regeringen vil foreslå det i forbindelse med afbureaukratiseringen?
Jeg tillader mig at henvise til andre indlæg på denne blog (ældrepolitik), hvor jeg nærmere redegør for de uligheder, der vil opstå for en pæn del af befolkningen, hvis det lykkes regeringen at få vedtaget sit forslag.
Jeg skrev i BallerupBladet for et par uger siden, at Seniorrådet var en relativ ung instans i det demokratiske liv, og det vil være superærgerligt, hvis kommunerne i givet fald vil gøre brug af muligheden for at gøre rådet frivilligt.
Som Ballerup-borger nærer jeg dog stor optimisme, fordi denne kommune altid er gået foran, når det gælder medindflydelse. Men for at kende perspektiverne i det fremtidige Seniorråd, der skal vælges her i perioden 25. november til 2. december 2009 ved brevafstemning for de borgere, som er fyldt 60 år, ville det være rart at kende de lokale politikeres holdning til spørgsmålet inden kommunalvalget.

Ny underklasse

Den 3. november 2009: En kommentar om den nye underklasse i rubrikken ”Signatur” i Politiken:

Igen et godt løvebrøl fra Per Michael Jespersen, som er tro mod sine lighedsprincipper. Jeg vil ikke undlade sammenligningen: Giv en sulten mand et gevær og se, hvad der sker. Tag uddannelsesmulighederne fra de ikke-så-bogligt-mindede og se, hvad der så sker? - Træd de svageste ned i mudderet, så er det vel blot et tidsspørgsmål, hvornår jordskredet indtræffer. Andre visioner må til,hvis samfundet skal bevares.